Madlavning for dummies - Pasta, tun og broccoli

Ævl og kævl (og verdens længste ps)

img_5079

Mit vækkeur ringede kl. 6.30 i morges. Det er ellers sjældent, at den slags er nødvendigt – både fordi det jo er søndag, men også fordi Jasper plejer at vågne i nærheden af klokken 5. De seneste nætter har dog været noget værre roderi med to febersyge børn, hvorfor vi alle har sovet lidt længere end normalt. Så vækkeuret blev sat i tilfælde af, at vi skulle i biografen og se “Dyrene i Hakkebakkeskoven”. En hånd på Anes pande afgjorde det. Vi skulle ingen steder. Og Ane græd og prøvede så godt hun kunne på at overbevise mig om, at hun altså kun havde det lidt dårligt, men faldt i søvn igen, før hun nåede at færdiggøre sætningen. Så vi sov videre i en times, før vi stod op og var lidt mutte – i hvert fald 50% af os. Ane, fordi hun var syg og ærgerlig, og mig, fordi jeg havde pisse ondt af Ane, og fordi det var sidste dag før jobstart. Jeg glæder mig, det gør jeg virkelig – men derfor er det satme stadig mærkeligt!

Efter et par timer med bollebagning, leg på gulvet og oprydning i hjørnerne, blev Jasper puttet, og Ane fik lov at underholde sig med iPaden under dynen på sofaen. Fyrsten gik i krig på førstesalen (han er nået pisse langt! OG han har opdaget, at der også er plankegulve på det lille kammer, som skal blive til Jaspers værelse. Scooooore!!!!), og jeg besluttede mig for at gøre noget så usandsynligt kedeligt som at rydde op i vores udhus. Det er sådan noget, jeg gør et par gange om året. Beslutter mig for, at nu skal der orden på det, så det hele ikke vælter ned i hovedet på én, når man åbner døren. 3 måneder senere kan jeg så gøre det samme igen, fordi der render en eller anden kortbenet, fregnet type rundt og smider ting derind, fordi hun åbenbart ikke tænker så skide langt;) Men når nu humøret var røvsygt, så kunne jeg jo ligeså godt gøre noget røvsygt. Der er jo ingen grund til at spilde dårligt humør på sjove ting, vel?!

Men så pludselig tikkede der en mail ind, som ved første øjekast lignede noget spamværk. Meeeen der stod noget med “gave til dig” i emnefeltet, så jeg valgte at åbne den. Og heldigvis for det! For det var simpelthen biografbilletter til mig og Ane fra verdens sødeste læser, Sofie, som syntes, at det var synd for Ane, at hun ikke kunne komme i biografen i dag som ellers planlagt. Hold nu kaje, hvor er det er bare verdens sødeste tanke!!!

Jeg sendte Sofie en snap for at takke hende for den ualmindeligt fine gestus, og jeg tilføjede, at det skulle hun da slet ikke have gjort! Sofie svarede tilbage, at hun skam slet ikke var i tvivl om, at vi nok skulle være kommet i biografen alligevel, men at hun havde lyst til at give os den gave, som tak for mit ‘arbejde’ på bloggen. Fordi hun bliver underholdt og inspireret herinde og syntes, at jeg derfor skulle belønnes. Årh, det var sgu rart at læse!

Og så vendte skuden ligesom! For så kom der en sms fra min svigermor. Som bare lige ville sige, at hun havde overført lidt penge, så ungerne kunne få noget nyt til forårsgarderoben. Og Ane lyste fuldstændig op, da hun selv fik lov at vælge sig et par lilla gummistøvler og en ny jakke med vandmeloner og flamingoer på. Og fordi der er mega meget udsalg på Zalando pt, røg der også lidt i kurven til mig – blandt andet t-shirten på billedet her, som jeg synes er så fin!

img_5155

glad i låget-t-shirt (citat Elisabeth, 32 år) 74 kr. // vidunderligt smuk jakke (citat Ane, 3 år)
199 kr
. (REKLAMELINKS)

Nu da humøret var godt på vej op, lod jeg rod være rod og ignorerede fuldstændig alt det skrammel, som jeg havde fået bakset ud ad udhuset. Der er ingen grund til at spilde godt humør på røvsyge ting, vel?! I stedet fandt jeg en Somersby på bunden af køleskabet og en solstråle på terrassen. Og så smagte den af Vejlø!!! Somersby’en, ikke terrassen…. Så bliver det bare ikke meget bedre, vel??

Jo. Det gør det faktisk:)

For der kom endnu en sms. Denne gang fra vores søde nabo, som ville høre, hvordan det stod til med ungerne og bare lige sige, at hun gerne passede i morgen, såfremt de ikke var friske. Og hun har faktisk nævnt et par gange før, at det var en mulighed, men jeg har nok bare tænkt, at det var noget hun sagde, for at være sød. For hun er sød, men tydeligvis også fuldstændig oprigtig i forhold til gerne at ville hjælpe med ungerne. Og ungerne er heldigvis helt vilde med hende:)

Nu kan jeg slutte søndagen og min barsel af med et smil. Der er fundet tøj frem til både mig og ungerne, og jeg har lavet et ’skema’ til Ane, som med garanti ikke kommer til at holde, men som forhåbentlig kan gøre vores morgen bare lidt mere overskuelig.

img_5152

Og jeg glæder mig til at komme på arbejde. Til at kramme mine kollegaer og tænke på noget andet end vasketøj og plankegulve. Jeg glæder mig også rigtig meget til at få planlagt en biograftur med Ane. Som vi skal udføre iført flamingoer og regnbuer. Og jeg glæder mig over at være blevet mindet om, at vi jo faktisk HAR et netværk her i Hvidovre! Mennesker vi holder af, og som gerne vil hjælpe – ikke fordi de er forpligtiget til det, men fordi de har lyst! Jeg glæder mig også over, at det netværk langsomt bliver større og større. For vi har de sødeste naboer, og vi har Lillemor og Lillefar. Og hende den søde Sofie, hun flytter faktisk også ind i nabolaget lige om lidt – og hun kan også godt li’ Somersby:)

 

Et lille, langt ps: Jeg fik en sød besked på Snappen forleden fra et mine IG-bekendtskaber. Hun ville bare sige tak for mit nærvær på Snap og bloggen gennem min barsel – det ville hun komme til at savne. Det vil jeg også! Så kan folk mene, at blogs mm er noget overfladisk fis, men jeg ved bedre. Tak fordi I har holdt barsel med mig. Tak for jeres altid søde kommentarer, gode råd og opbakning. Tak fordi I ikke er stejlet over mit stigende forbrug af affiliate links her i den seneste periode. Tak fordi I godt gider læse opskrifter, som består af fire ingredienser. Tak for tips om alt fra skoldkopper til bh’er. Tak fordi I gang på gang bekræfter mig i, at de relationer, der skabes på de sociale medier er alt andet end overfladiske! At man ikke behøver sidde overfor hinanden fysisk for at give hinanden noget. Jeg bliver så glad, hver gang I bruger to, fem eller 20 minutter på at lægge en kommentar, komme med en betragtning eller dele en oplevelse. Åh, ævler jeg igen?? Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med det. Mine fingre skriver bare. Jeg tror, jeg prøver at sige tak. Fordi I gør det virkelig rart at blogge. Det var vist det! Og NU går jeg i seng:)

Pps. Roderiet fra udhuset har jeg bare skubbet ind under halvtaget. Så kan det stå der til en dag, hvor jeg er i dårligt humør;)

 

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

14 kommentarer

  • Frk. C

    Måske verdens længste PS, men virkelig et sødt et ❤ Håber, du har haft en skøn første arbejdsdag. Godt klaret med afleveringen og cykelturen 💪🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Den var herlig! Omend jeg muligvis havde vendt trusserne med vrangen ud;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    God bedring med Ane og Jasper 😘 Sikke en masse søde og betænkelige mennesker ❤️ Karla og jeg tager meget gerne med i bio, hvis I har lyst til selskab 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det sagde Ane!!! “Så kan min bedste ven tage med os i biografen!”<3 Vi må lige finde en dag:) For det vil vi SÅ gerne!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, det er eddermame sødt! <3
    Og godt, du slutter søndagen med et smil OG glæder dig bare en lille bitte smule til i morgen. Det bliver sikkert hårdt, men godt.
    Men både baby og jeg kommer til at savne dit ævl på snappen! Såeh… Keep 'em coming, ahha? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Tak for dig! Jeg tænkte forleden, at jeg savnede en blog, hvor amning af lidt ældre babyer om ikke var hovedtemaet så i hvert fald blev nævnt som noget naturligt. Og så slog det mig, at du jo allerede gør det, så mange tak for det og for alt det andet gode du skriver.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Og det kommer der helt sikkert til at komme mere af, for han har vist ikke i sinde at droppe babserne foreløbig;) Og tak,Pernille<3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Årh hvor fint! Og iiiiiiiih jeg kommer til at savne barsels-Elisabeth!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det gør jeg altså også:) Men mon ikke vi også kan hive lidt tanker og tosserier ud ad arbejds-Elisabeth?;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Og tak til dig Elisabeth!! Tak for fælles barsel (vi fødte 2 smukke sønner med en måneds mellemrum – og de ligner faktisk hinanden lidt.. 😉) Jeg har nydt dit selskab, og du er til stadighed den blog jeg checker først hver dag! Jeg håber at der trods arbejde, børn og plankegulv fortsat bliver tid til hyppige skriverier om stort og småt – det gør nemlig min egen hverdag så meget hyggeligere! ❤
    God vind i morgen! Knus Maria.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Åh, tusind tak, Maria<3 Det gør mig meget glad at høre! Og jeg forsvinder ikke – det lover jeg:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Håber du får lidt tid til at blogge også fremover. Håber I får en god dag i morgen. Kh. Hanne

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madlavning for dummies - Pasta, tun og broccoli