Den dag, jeg ødelagde det hele!

Allerød sucks!

img_3337

Anes bedste veninde hedder Karla. De har kendt hinanden siden de var henholdsvis 2 og 6 uger gamle. Først var de i mødregruppe sammen, så i dagpleje, så på samme stue i vuggestuen og nu på samme stue i børnehaven.

Ane ELSKER Karla! Når man spørger, hvad hun har lavet i børnehaven, siger hun bare “Karla“. Når hun får en ny dukke eller bamse, skal den hedde Karla. Når hun bliver vred på mig, siger hun “Du bestemmer ikke over mig, det gør Karla!“, og når hun er ked af det og ikke kan sætte ord på det, så ender det altid med sætningen “Jeg savner bare Karla!” Karla er Anes tertiære omsorgsperson. Der er mor, der er far, og der er Karla.

Nu skal Karla flytte. Fordi boligmarkedet er så latterligt, at man efterhånden skal være mere end almindeligt godt ved muffen for at få et hus i Hvidovre. Og jeg har forsøgt at tale Karlas forældre til fornuft. For man kan altså sagtens ha’ to børn på 50 kvm., ikk’?;) Men beslutningen er taget, købsaftalen underskrevet, og d. 1/4 skifter Karla børnehave. Og det er noget pis’ lort! For jeg elsker Karla og hendes forældre og hendes lillebror, og selvom jeg naturligvis synes, det er monster fedt for dem, at de har fundet deres grimme, dumme drømmehus i fucking røvsyge, dumme og kedelige Allerød, så er jeg virkelig ked af, at de ikke længere skal være en del af vores hverdag. Men mest af alt er jeg ked af det på Anes vegne. Og jeg er i syv sind omkring, hvordan jeg bedst håndterer det. Selvfølgelig skal hun nok klare det. Og hun har bestemt andre venner i børnehaven. Men hun har ingen anden Karla, og den relation har været en af de allervigtigste i hendes liv indtil nu.

Karla ved godt, at hun skal flytte, og at hun skal starte i en ny børnehave. Og når hendes forældre taler med hende om det, siger hun “Og så skal Ane med i den nye børnehave!” Karla forstår det ikke helt selv, men vi skal selvfølgelig også ha’ fortalt det til Ane – og måske endda hurtigst muligt, så ikke Karla selv eller børnehaven siger det, hvor vi ikke har mulighed for at forklare eller samle op med det samme, hvis det er nødvendigt.

Men hvordan gør vi det bedst?

Fortæller vi det nu, bare helt stille og roligt, og så afventer at hun selv forstår og spørger ind til? Forklarer vi i detaljer? Nævner vi det bare nu, og så venter med at gøre det mere forståeligt, til vi nærmer os april?

Åh, måske er det mig, der gør det større end det er? Måske vil det slet ikke være så voldsomt for Ane, som jeg forestiller mig. Jeg ved jo bare, hvor glad Ane er for Karla, og det er jo lige før, at hun bruger flere timer sammen med hende, end hun gør med os. Så lige meget hvad, vil det blive en kæmpe ændring i hendes hverdag. Og jeg vil bare gerne hjælpe hende på den allerbedste måde, jeg kan. Men auch, jeg synes det er svært:/

img_3342 img_3335img_9052 img_3343

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

15 kommentarer

  • Thea

    Gør du det større end det er? Nej. Bliver det nemmere end du tror? Ja. Vi er også blevet forladt af bedstevennen og det var ikke nemt, men omvendt var det alligevel overraskende let. Man skal lige være obs på at de finder nogen at lege med om morgenen og sådan, men sådan nogle små størrelser finder hurtigt nye relationer. Det hverken kan eller skal negligeres, men de er sgu nogle seje små nogen de rødder der. Jeg synes nu ikke, at I skal snakke mere om det før umiddelbart inden – det er for abstrakt for hende og der er trods alt stadig et par måneder til og tid er en mærkelig størrelse hos så små børn, og der er jo ingen grund til at hun i flere måneder endnu skal tænke “er det i dag?!”… Da vi selv skulle flytte sidste år, der fortalte vi det først til drengene to uger før, at det jo også indebar et børnehaveskift- det var tid nok til at fordøje det og “afvikle” uden at det blev en for lang periode med uvished og bekymring for dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min opdragelse har altid været ærlighed frem for alt, så jeg synes, at du skal fortælle det stille og roligt og så vente til Ane selv stiller flere spørgsmål. Børn forstår så meget mere, end forældrene forestiller sig. Problemer vil der altid være/komme og så tager man den derfra.
    PS; mine 3 børn er voksne og velfungerende, så det har i hvert fald fungeret her 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Asli

    “Min Karla” som jeg har kendt i 20 år, og har været teenage-grim, ny i København, nyforelsket et hav af gange og ny mor samtidig med, kigger også på hus i Allerød med sin familie. Jeg har ellers campaignet heftigt for Amager, som jo ER et vidunderligt sted. Det ved alle. Plus at vores børn kunne få samme tætte relation, som vi havde (tvangsvenner ftw). Jeg fatter ikke rigtig det der Allerød…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Allerød er noget lort. Den er ikke længere end det! Øv for os…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Skynd jer at fortælle Ane det. Jo før jo bedre. Alt andet vil være så synd. Hun skal have det fortalt, hvor hun er mest tryg; hjemme og af mor/far. Sørg for, at få det til at lyde som en dejlig begivenhed for Karla. Og få endelig sagt at det betyder at man skal køre lidt i tog/bil, men stadig skal ses.
    Har prøvet det og denne version gjorde det til noget fint og positivt,på trods af jeg havde frygtet en voldsom reaktion. Børn vil gerne samarbejde og børn er så dygtige og omstillingsparate – det er os voksne der synes det er sværest. Sidst men ikke mindst: skulle kedafdetheden overmande Ane, så bekræft at det er svært men få også sagt, at det bliver rigtig fint….
    Pøj pøj🙏
    Ps: vores børn ses stadig, nu på 10.år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Du har helt sikkert ret i, at det er sværest for de voksne! Jeg fortæller hende det i eftermiddag, så må vi se. Tak for dine ord:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Min datter havde, som Ane, en meget meget tæt veninde i bøh. De var uadskillelige. Desværre flyttede vi et par km væk, hvilket betød, at de ikke hørte til samme skole. Det gjorde jeg mig mange (unødvendige) tanker om. For hvordan kan man starte skole uden sin Andrea?!
    Det har vist sig at være verdens bedste ting! Nu, 10 år gamle, ses de stadig flere gange ugl. Og når dem i klassen er dumme, driller, er for meget – eller man bare har set nok på dem – er Andrea der stadig! Helt uden påvirkning at andet eller andre. Her skal min datter ikke leve op til noget, eller være “nogen” – og hun elsker det. Så måske Ane med tiden kan få et “Karla-helle” i Allerød?! Som kun er hendes 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Åhr, det lyder hyggeligt! Og ja – hun skal da have et Karla-helle <3 Tak for din fine kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Min bedste veninde fra børnehaven flyttede også, så vi tog på besøg hos og fik en del besøg af dem. Jeg kan huske mine forældre lovede mig, at jeg nok skulle blive ved med at se hende meget, og vores venskab bestod indtil teenage-årene tog os i forskellige retninger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Så dejligt at høre, at det kan lykkes! Jeg er nu heller ikke i tvivl om, at deres venskab nok skal bestå – det er mere den der kæmpe forandring i hverdagen, der bekymrer mig:(

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Vi skal nok tage godt imod Karla i Allerød!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhr nej; Allerød really sucks! 😢

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den dag, jeg ødelagde det hele!