At Google og græde

At finde sine grænser og følge sin mavefornemmelse

Jeg blev ringet op i formiddags og spurgt, om jeg kunne tænke mig at kigge forbi i Aftenshowet og tale lidt om fertilitetsbehandling. Det ville jeg rigtig gerne. For hvis der er noget, jeg brænder for og kan tale om, så ørerne falder af både fanden, påskeharen og naboen, så er det fertilitetsbehandling. MEN når man taler om, at man har været sådan et forløb igennem, så vil folk naturligvis også gerne vide, hvad det endte med. Og jeg har to pragteksemplarer af minimennesker, som jeg hellere end gerne praler med og skriver om. Herinde. I min hule, med mine ord og med min vinkel. Men at gå på landsdækkende tv i bedste sendetid og dele deres tilblivelseshistorie er ikke nogen lille ting. Særligt ikke Anes. Så den søde Aftenshowet-dame trak sin invitation i land igen, og det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for!

Jeg vil så gerne bryde tabuet om barnløshed. Jeg vil så gerne dele erfaringer og bidrage med mine følelser, når det handler om at sætte fokus på fertilitetsbehandling og alle de ting, det fører med sig. Men jeg vil ikke gå på tv og dele med det meste af Danmark, at min datter er født af sin moster.

Og det er egentlig svært for mig at sætte fingeren på, hvori ‘problemet’ ligger. Det er en mavefornemmelse. Det er af respekt for min datter, min søster og min familie. For det kan ikke bare nævnes som en sidebemærkning. Det vil blive gjort til et stort nummer. Fordi det er et stort nummer. Fordi det er anderledes. Men det er også mit allerkæreste eje – min datter. Og jeg bilder mig selv ind, at de ting, jeg vælger at dele herinde, er ting, som jeg har en form for kontrol over. Det er en falsk form for sikkerhed, det ved jeg godt. Internettet glemmer aldrig. Men ikke desto mindre har jeg herinde først og fremmest kun mine egne ord. Det, som jeg vælger at dele. Eller slette. Og jeg har magten over kommentarfeltet og kan her slette, ligeså tosset jeg vil. Og når jeg nogensinde et punkt, hvor jeg føler, at jeg har delt for meget om mine børn herinde, så har jeg kun mig selv at sætte til ansvar.

Men jeg vil ikke risikere at lægge datter til et kommentarfelt på facebook, som jeg ikke selv kan kontrollere. Heller ikke selvom 99% muligvis vil gå på, hvor fantastisk det er, at vi var så heldige at få Ane. For der vil også være den ene procent, som synes, at det er for langt ude. For mærkeligt. Forkert. Og for os, for Ane, er det ingen af delene. Det er bare vores familie. Og ja, det er fantastisk, at vi har fået Ane, men det handler om Ane – ikke måden vi fik hende på.

Jeg vil gerne bryde tabuer. Jeg vil gerne dele. Men jeg har også en grænse. Og den går åbenbart her. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg havde en længere korrespondance med en anden journalist i forrige uge. Og hun forstod ikke min sondring mellem at dele herinde og alle mulige andre steder. Og jeg sagde til hende, at det var okay. Det var okay, at hun ikke forstod, for det behøvede hun heller ikke. Jeg er heller ikke selv sikker på, at jeg selv forstår det fuldstændig. Men jeg ved, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Og er jeg det mindste i tvivl om at dele noget som helst, så skal jeg lade være. Særligt når det handler om mine børn!

Jeg kan se her, at Cathrine tog turen på tv (og brug gerne tiden på at læse indlægget, som jeg her linker til – det er dét værd!), men desværre ligger programmet ikke online endnu, så det må jeg have til gode – der var børn, der skulle puttes;) (EDIT: programmet kan nu ses her) Hende ville jeg nu ellers gerne have siddet ved siden af, for jeg er sikker på, at hun er ligeså sød i virkeligheden, som hun fremstår på sin blog:) Men når det er sagt, så er jeg glad for, at jeg blev hjemme og sang ‘Jeg ved en lærkerede’ gange mange. Det er ikke ligeså cool som Aftenshowet, men selvom jeg kan være i tvivl om, hvorfor jeg føler og tænker, som jeg gør, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning. For både mig og Ane.

image

 

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

15 kommentarer

  • at følge sin mavefornemmelse er godt… og jeg forstår godt hvorfor der er grænser for hvad du vil dele hvor.
    syntes selv det er ganske fantastisk at din søster fødte Ane, men har tænkt på hvordan det kunne fungere med de danske regler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det er helt tilladt i Danmark:) Indviklet og lidt skørt fordi reglerne gør det besværligt efter fødslen mht barsel, adoption mm, men fuldt lovligt:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tænkte netop der var besværlige regler i dk. Godt klarede det, kikkede lidt bagud i dine opslag og lærte meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Al respekt for din beslutning om at have kontrol over hvad der kommer ud og hvor. Er du mon klar over at der har floreret en artikel i mit facebook-feedback med dig. Tror måske det var fra BT, men i hvert fald et billede af dig der sidder på gulvet og ammer Jasper mens Ane sidder ved siden af. Overskriften var noget ala ‘hun drømte om at få børn, men vidste ikke hvad det ville komme til at betyde…’ og så link til en låst artikel kun for abonnenter. Jeg håber det er en artikel der er blevet til med dit velvidende, den slog mig bare ikke lige som din stil, og det her indlæg fik mig til at undres over det igen. Mvh Matilde

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Den er jeg helt vidende om, men hvor er det sødt af dig at tjekke! Den omhandler kun selve behandlingsdelen og ikke børnene – og det var her jeg første gang skulle mærke efter, hvad jeg egentlig ønsker at dele hvor. Jeg tror egentlig heller ikke, at det er ‘min stil’, men nogen gange skal ting prøves, før man ved det. Og jeg synes heldigvis, at der alligevel er kommet en fin artikel ud af det:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    <3 Godt mærket efter! De det har brug for at høre jeres historie, vil helt sikkert finde vej hertil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Nøjagtig det samme siger Fyrsten! Og han har som bekendt altid ret;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Det giver så god mening, det du skriver. Enhver historie kan twistes i 1000 retninger…og hvordan pokker navigerer man rundt i det midt i fam. Danmarks prime time tv? Al ære og respekt for du takkede nej til 15 minutes of fame – især fordi du gjorde for Ane. Hendes historie er så unik og smukt fortalt af dig her!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak, Anne! Jeg tror nu slet ikke, at de ville twiste noget, men jeg forstår godt, hvad du mener:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Altid lytte godt efter sin mavefornemmelse, godt gjort.

    Jeg synes i øvrigt det er sært eller fornægtende at journalisten ikke kan se forskellen på at dele detaljer om sit liv på en personlig blog, og så at gå på landsdækkende tv og gøre det samme… med tilhørende FB-kommentarspor. OMG, nej tak da.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Den omtalte situation var ikke til TV, men ja – jeg synes også, at der er stor forskel. Det er der i hvert fald for mig, og det er heldigvis mig, der bestemmer;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det kan jeg virkelig godt forstå! Du’ super-cool med den mavefornemmelse, den skal man lytte til! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak!!! Det tror jeg virkelig også, at man kommer længst med:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie L

    Jeg synes, at dit valg giver rigtig god mening 🙂 Jeres historie er så fin og personlig, at det måske er for sårbart at lade andre bestemme vinklen. For så er det jo ikke længere kun jeres historie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det er jeg virkelig glad for, at du synes! Når nu jeg ikke helt selv kan se meningen;) Og jeg tror jo slet ikke, at nogen ville dele vores historie med nogen slette hensigter – det ville bare kunne nå ud i et omfang, hvor jeg ville føle, at jeg mistede ’styringen’. Og det har jeg ikke lyst til. Tak for dine søde ord:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At Google og græde