Bananpandekager a lá Ane

At Google og græde

Det var ikke svært at få Ane til at tage et par bukser på i dag, hvor vi skulle i biffen og se ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Vi skulle ha’ været af sted for et par uger siden, hvor hun desværre blev syg, så hun har haft lang tid til at se frem til i dag. Særligt fordi bedsteveninden Karla og hendes mor skulle med. Egentlig tror jeg, at det var det, der fyldte mest for Ane – at skulle være sammen med Karla. De har ikke set hinanden i de 3 uger, der er gået, siden Karla har skiftet børnehave, og det er ret længe med tanke på, at de har hængt sammen som ærtehalm det meste af deres liv. Og gensynsglæden var da heller ikke til at tage fejl af. De fløj i armene på hinanden og slap ikke igen, før vi skiltes ved Hovedbanen fire timer senere. Så dejligt! Og da jeg kyssede hende godnat her til aften og sagde “Jeg elsker dig!”, svarede hun:  “Og jeg elsker Karla!”.

Filmen var virkelig god! Forstået på den måde, at den havde det helt rette indhold og den perfekte længde til en 3,5-årig. Ane er ikke vant til at gå i biografen, så jeg har været meget i tvivl om, hvor lang en film, hun ville kunne holde til. Men denne var helt perfekt! Der blev både grint og kommenteret højlydt undervejs:)

Vi har generelt haft nogen skønne påskedage! Stort set uden konflikter, hvilket er helt fantastisk – og ualmindeligt. Jeg har vist nævnt det et par gange før, men jeg har aldrig syntes, det var specielt hårdt at have et spædbarn. Jo, i elementer og perioder, naturligvis. Men i det store hele, så nej – det har ikke været hårdt. Jeg er til gengæld blevet vanvittigt udfordret ved at have en 2-årig. Og en 3-årig. Det har sat min tålmodighed og mine ellers normalvist velfungerende pædagogiske evner på en hård prøve. Der har – næsten uden undtagelse – været konflikter hver eneste dag i halvandet år. En masse små, men godt nok også en masse store. Jeg har siddet grædende på køkkengulvet mere end én gang og Googlet ‘børn og borderline’, ‘børn og ADHD’, ‘børn der skriger’ mm. Heldigvis er jeg udstyret med både en fantastisk storesøster og ligeså veninder, som har tørret min tårer væk, kigget på mig og sagt: “Det er helt normalt! Det er en fase! Det går over!“.

Og jeg tror, at de har ret. Heldigvis. Gennem de seneste måneder har vi kunne have flere sammenhængende dage uden konflikter. Det sker faktisk efterhånden så tit, at jeg glemmer at bemærke det, før jeg pludselig står midt i orkanens øje og tænker “Hey?! Det er da i grunden et par dage siden, vi stod her sidst??”. Og netop derfor er overskuddet så pludselig et helt andet, når først får smidt en konflikt og et stykke tilfældigt legetøj i hovedet. Tålmodigheden er større og selvtilliden det samme, og en konflikt er bare nemmere at håndtere, når man ikke ryger ned på den 3-åriges niveau. Og det kan jeg desværre godt have tendens til, når jeg er presset, og når jeg står med den samme uforståelige konflikt for 32. gang på en uge. “Nej, du må ikke ha’ iPaden med i bad! Nej, du skal ikke smøre de franske døre ind i yoghurt! Jo, du skal have en jakke på, når det regner!” – sådan er svaret de første par gange. Men gang nr. 17 og opefter bliver mere noget i stil med “Og hvis du ikke sætter det yoghurt fra dig nu, så kører vi ikke ned til moster i weekenden, og du får aldrig mere fredagsslik, og ps. Julemanden findes IKKE!” Jeg har virkelig reageret og handlet uhensigtsmæssigt. Og for fanden, hvor har jeg været træt af mig selv. Træt af at ty til trusler eller bestikkelse, fordi alle andre muligheder var brugt op. Eller fordi overskuddet var brugt op. Nok mest det sidste.

Men som sagt bliver der længere og længere mellem konflikterne. Og når de så dukker op, har jeg nået at samle tilpas meget overskud til at kunne håndtere dem. Og sågar tage dem i opløbet fra tid til anden. Det er virkelig rart. For mig, men med garanti også for Ane. Man har ligesom brug for at ens mor opfører sig som en voksen, ikk’?!

Påsken er kommet og gået uden snerten af konflikter. Jo jo, de små og forventelige, men det tæller ikke, når man kender til den anden slags. Dem, der får én til at græde og Google. Og de har været fraværende. Helt og aldeles. Og tilbage har været Ane, når hun er allersødest og sjovest. Og dét er så absolut, det bedste jeg ved!

img_5449

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

11 kommentarer

  • Fyrsten&Fruen

    Du har fuldstændig ret! Og ja, det er bare hårdt! Jeg hepper på dig;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Tak for det her indlæg! Min knap halvanden-årige begynder så småt at vise tænder, og jeg kan høre mig selv sige og gøre nogle åndssvage ting, når min tålmodighed er ved at være opbrugt. Hun er bare så lille, at jeg ikke kan rationalisere med hende, men stor nok til at gøre ting med vilje. Sindssygt svær periode. Jeg synes, at det var piece of cake at have et spædbarn og 0-1 var ikke slemt. Indtil videre synes jeg, at det er mere hårdt nu, og kræver laaaaangt mere af min intellekt at gøre et godt arbejde. Lidt groft sat op kræver det helt lille barn mad og omsorg, mens det lidt større barn kræver mad, omsorg OG opdragelse, og det kræver sin forældrer…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Jeg hader når mødre siger ”bare vent – små børn små problemer, store børn store problemer”, men det er jo på sin vis rigtigt. At de små er udmattende fysisk med dårlige nætter og sygdom, men de andre kan være noget af en mundfuld på den anden led. Lige for tiden må jeg sige til min 7-årige ca. en million gange dagligt, at jeg ikke gider at diskutere med ham. Han er SÅ strid, vedholdende og irriterende stædig og velargumenterende. Hvilket jo nok skal komme ham til gode en dag, men bare er voldsomt irriterende at være hans mor til, når det er det samme der skal diskuteres hele tiden. Og det er også en fase. De kommer efter hinanden i en lind strøm. De går ikke over efter de er to eller tre år, men de ændrer karakter, og som årene går bliver man jo også mere hærdet mutti. Men jeg har også grædt af bar konfliktudmattelse og sagt mere eller mindre upædagogiske ting jeg ikke er stolt af. Men så kan man jo så nyde de gode stunder der heldigvis er flest af – procentvis af en dag er det jo heldigvis ikke så meget man står og råber af hinanden, men det kan bare føles som noget, der får lov at definere en hel dag. Du er en fantastisk mor og det er en dejlig lille pige du har. Hun er heldigvis sikkert lige så bundstædig og rebelsk som man præcis skal være i den alder. Og på den anden side af de konfliktfyldte perioder der venter der jo heldigvis udvikling, for både store og små 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Tak, Thea! Virkelig!!! Og ja, du har ret – det er lutter faser herfra og videre i én uendelighed, men forhåbentlig bliver man bedre undervejs. Jeg mener – det håber jeg virkelig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Det var lige det indlæg, jeg havde brug for at læse!
    Det er ikke mere end et par dage siden, at jeg netop talte med nogen om at det er MEGET hårdere at have en 2-årig end et spædbarn. Jojo, spædbarnet sad jo fast på en konstant. Men det var til gengæld også det eneste, der skulle til for at gøre det tilfreds. Pigen på 2 er lidt anderledes. Hun kræver – og skal selvfølgelig ha’ – underholdning og skal stimuleres og ikke placeres foran tv’et konstant. Hun skal udfordres og irettesættes og opdrages. Og når hun er en hidsigprop som min (og tilsyneladende også din), der skriger, råber “Neeeej!!” og kaster sig på jorden i arrigskab, så skal der ikke meget underskud til at vælte læsset.
    Jeg sprøjtede vand på mit barn i går. Med vilje. Jeg er herre syg og har ikke sovet ordentligt i mange dage og er generelt ramt af underskud for tiden. Så væltede hun et glas vand udover bordet med vilje i trods. Så sprøjtede jeg det på hende. Og fortrød med det samme. Det er mit værste mor-øjeblik nogensinde, jeg skammer mig så meget. Hun blev heldigvis hurtigt god igen og er stadig lige så morsyg som sædvanlig.
    Hun var sjovt nok også i biffen og se Hakkebakkeskoven i går. Første bif-tur. Jeg var ikke med, men sad hjemme og hostede mens jeg spekulerede på om man kan hoste en fødsel igang. Jordemoderen, jeg ringede til i nat sagde nej. Mere overskud snart, tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Det har jeg også gjort engang. Det er overhovedet ikke sjovt at komme derud. Men det hjælper faktisk at vide, at man ikke er alene. Så tak for din fortælling:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg siger det samme son Anne! For jeg tror, at de fleste af os har gjort ting, som vi skammer os over, fordi vi ikke kunne andet i øjeblikket. Jeg er i hvert fald også glad for at vide, at jeg ikke er alene om at handle uhensigtsmæssigt. Så føler jeg mig lidt mindre lortet! Så tak, søde Tine. Og god bedring:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • dejligt I kom ind og se filmen, og skønt det var sammen med Karla.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Ja, det var virkelig dejligt:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det var så absolut så lidt! Og i lige måde! Det hjælper også mig at vide, at I er flere, der kan nikke genkendende til det. Så er man ikke helt alene om at føle sig magtesløs og upædagogisk. Så tak til dig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Connie

    1000 1000 1000 tak for dit indlæg. Har selv en søn på 2,5 år. Elsker ham overalt på jorden, men synes også dagligt, at vi står i de trælse dumme små og store konflikter, hvor man ind imellem har lyst til at rive hovedet af sig selv. Hvor han bare slet ikke vil høre efter trods de bedste bud og intentioner om at være pædagogisk. Så er det altså rart at vide, at man ikke er den eneste mor i verden, som kan nå helt derud, hvor man kommer til at ty til trusler, råber lidt uhensigtsmæssigt og I det hele taget bare får følelsen af slet ikke at have håndteret situationen godt nok. Og ender med at føler sig som jordens dårligste mor.
    Det er bare dejligt at vide, at man ikke er den eneste, som kan have det sådan ❤
    Tak for dine altid skønne indlæg ❤
    Og skønt at høre, at I har haft en dejlig påske. Det har vi nu heldigvis også, selvom vi også har kæmpet lidt om, hvorvidt det er mor/far eller vores guldklump,der skal bestemme 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bananpandekager a lá Ane