Ævl og kævl

At inddrage børn i de daglige opgaver

img_9378

Nu skrev jeg i går, at vores renoveringsprojekter herhjemme helst ikke skal tage for meget tid fra børnene, hvorfor projekterne ind imellem kan trække lidt ud. Det er rigtig nok. Men faktisk er børnene, eller i hvert fald Ane, med i langt de fleste ting, der foregår herhjemme, både de store og små. For eksempel hjalp hun med at skrue plader op fra gulvet og pille væg ned i går, ligesom hun til dagligt hjælper med både vasketøj og madlavning. Hun kan betjene både boremaskine, brækjern, elmikser og kartoffelskræller, og hun elsker at få lov at være med i de ting, som vi laver herhjemme. Der var på et tidspunkt en læser, der spurgte, hvordan jeg inddrager Ane i de daglige gøremål, særligt madlavning, og det fik jeg vist aldrig rigtig fulgt op på, så det prøver jeg nu.

Da jeg startede arbejde efter endt barsel med Ane, havde jeg det virkelig stramt med, at vi havde så få timer sammen i hverdagen. Vi havde en times tid om morgenen, to om aftenen og så ellers timerne, hvor vi sover. Og her sover vi, som de fleste af jer vist ved, sammen. Blandt andet af samme grund. Selvom det ikke er vågne timer, så er det timer, hvor vi lytter på hinandens vejrtrækning og mærker hinandens kroppe, og det tror jeg på, også har en betydning. Og jeg tager alt, hvad jeg kan få;) Derfor er Ane også med i de fleste af de ting, jeg laver i løbet af dagen. Simpelthen fordi det er en måde at være sammen på.

Ane har været til med madlavningen i hele sit liv. Først som publikum højstolen og siden som aktiv deltager fra sin Ikea-skammel. Hun pisker æg, skræller kartofler, snitter champignoner eller hvad der nu er af opgaver, som hun kan udføre. Jeg forestiller mig, at nogen tænker, at det ikke går at have børn med i køkkenet i hverdagen, hvor tingene skal gå lidt stærkt. Og ja, jeg er naturligvis på barsel, hvilket gør en forskel, men det med tiden oplever jeg faktisk ikke som værende noget problem overhovedet.  Ane kan for eksempel sagtens skære champignoner, mens jeg snitter kål og steger kylling. På den måde er hun ikke bare med, men er også en reel hjælp. Og hun elsker det! Samværet er en del af det, men det handler også om at give hende ejerskab over de daglige rutiner. Og mens vi står der og snitter og hakker, får vi både talt om, hvordan dagen har været, og vi taler om det konkrete, som vi har i hænderne – hvor kommer champignonerne fra? Hvordan kommer de fra jorden og til vores køleskab? Hvad er kyllingefileterne egentlig, før de ryger på panden? Hvad er en vegetar? Osv. Ane er mega nysgerrig på alting, og stunden hvor vi står sammen i køkkenet er en af dem, hvor der er tiden til og en helt oplagt mulighed for at give hende svar på hendes mange spørgsmål. Og tiden jeg skulle ha’ brugt i køkkenet er for mig at se den samme, lige meget om Ane er med eller ej.

Når vi står op om morgenen, henter Ane skåle og skeer og dækker bord til morgenmaden, mens jeg finder tøj til hende og Jasper. Det er en helt fast rutine, som hun kender til hudløshed. På samme måde som når hun tager sin tallerken ud af bordet, når vi har spist. Jeg tænker ikke, at børn på Anes alder skal have pligter som sådan. Men udover hele samværsbonussen, der kommer, når børn deltager i hverdagsopgaver, så tænker jeg også, at der er utrolig stor læring i det. Og jeg taler ikke om den åbenlyse med, hvor champignonerne og kyllingen kommer fra. Jeg taler om det at lære at være en del af et fælleskab, hvor alle bidrager med det, de kan. Hvor man føler ansvar for hinanden, og hvor man fornemmer at være en del af noget, hvor ens bidrag er værdifuldt for andre. Det er vigtigt for mig, at hun lærer de ting. At vi ikke bare er en familie med de voksne på den ene side og børnene på den anden. Og det er helt sikkert logik for burhøns for mange, men jeg ser faktisk også tit familier, som ikke har fokus herpå, før børnene når en vis alder. Fordi de enten tænker, at det ikke er nødvendigt, eller at børnene ikke kan. Og så ender det med, den dag det rent faktisk kræves, at blive sure pligter og være noget, man gør, fordi mor siger det. I stedet for at det er noget man gør helt selvfølgeligt, fordi man kan.

Ane kan rigtig mange ting, så selvfølgelig skal hun have lov:) Og ja, nogen gange kan det være svært at inkludere hende i en opgave, men så kan den ofte tilpasses. Og ellers kan man også sige “Nej, ikke i dag, skat.” – det sker også herhjemme:)

Hvor jeg gerne tager Ane med i de små (og for mig overskuelige) dagligdagsopgaver, så er Fyrsten fuldstændig eminent til at tage hende med i alle. Også dem, hvor jeg er nødt til at se den anden vej, fordi de, som i går, for eksempel indeholder et brækjern. Det er naturligvis den slags opgaver Ane allerhelst vil tage del i, men også dem, som kan give mig lidt sved på panden, hvorfor jeg ofte trækker ‘Nej!’-kortet. Det gør Fyrsten ikke. Han forklarer, hvad brækjernet er lavet af, hvad man bruger det til, hvordan man holder på det, og hvordan man undgår at komme til skade. For som han rigtig nok påpeger, så er der jo altid chance for, at hun lige får lyst til at kigge nærmere på brækjernet, når man vender ryggen til. Så kan man ligeså godt lære hende, hvordan det skal bruges korrekt. Meget Donna Martinsk;) På samme måde gik der ikke mange måneder, før den kiddikutter, som jeg ellers var så begejstret for, blev afløst af en urtekniv – “man kan jo for dælen ikke skære med det lort!” sagde han om det, jeg ellers syntes var et glimrende pædagogisk tiltag. Og så røg den ud til højre, og han lærte hende, hvordan man holder på en rigtig kniv. Og hun har – 7, 9, 13 – aldrig skåret sig, men hun får selvfølgelig heller ikke lov til at lege med hverken knive eller brækjern uden opsyn;) Men jeg elsker simpelthen Fyrsten for, at han har lysten og tålmodigheden til at lade hende deltage i de ting, som helt sikkert havde været nemmere bare at klare selv. For Ane bliver så pavestolt, når hun får lov at kaste sig over noget nyt og spændende. Og når jeg tænder musik i spisestuen, så peger Ane på højttalerne og siger “Og det var mig, der trak ledninger, så du kunne få musik, mor!”. For det var det:)

For nogen måneder siden modtog jeg to bøger som sådan en pr-gave – “Inger og Carlo hjælper med at købe ind” og “Inger og Carlo hjælper med at lave mad” af Helen Lyng Hansen (sundhedsplejersken, I ved). Ane synes, at bøgerne er hyggelige at læse, men sådan i forhold til at give lidt tips og tricks til, hvordan man får børnene med, så gør de ikke den store forskel for os herhjemme. Simpelthen fordi vi gjorde det i forvejen. Men er det ikke tilfældet, så er det altså nogen ret fine bøger med gode og meget konkrete råd til forælderen, samt med højtlæsningsdel for barnet, der kan fungere som forberedelse. De kan købes på her (reklamelink).

Hvad tænker I i forhold til at inddrage børnene i de daglige gøremål? Er det bare helt naturligt for jer? Eller er det svært at passe ind i hverdagen? Personligt er jeg lidt spændt på, hvordan det bliver lige om lidt, når jeg starter job igen, og børnetallet herhjemme pludselig er fordoblet;) For der går selvfølgelig ikke lang tid, før Jasper også gerne vil være med, og det forestiller jeg mig kommer til at kræve lidt ekstra af min tålmodighed.

img_9252img_8220img_9867img_7433img_7099

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

20 kommentarer

  • Bolette

    Fyrsten lyder som verdens allermest overskudsagtige far! Ane bliver SÅ glad for alle de ting han lærer hende, når hun bliver stor. Min far var på samme måde med mig, og mine hænder er virkelig skruet godt på i dag. Det er så nyttigt at kunne en masse forskellige ting. 🙂

    Herhjemme har vi en lille bestemt pige på 2,5 år, som elsker at hjælpe til. Hun er især begejstret for at hjælpe sin far med at lave aftensmad hver dag. De hygger sig rigtig meget, når de står derude! Jeg tror at det er vigtigt at inddrage dem i “kedelige” hverdags ting. Det bliver også meget hyggeligere at sætte vasketøj over, når man har en lille hjælper der stiller nysgerrige spørgsmål 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Børn i køkkenet er helt klart min dårlige samvittighed. Vi bor mange mennesker på lidt plads (5 mennesker på 69 kvadratmeter), og køkkenet er så lille,at både min mand og jeg får klaustrofobi af at være mere end en derude. Så der er altid en af os,der laver mad imens resten af familiens opgave er at undgå at gå i vejen. Men så får de lov at hjælpe med vasketøj, indkøb og den slags, der ikke foregår i det frygtelige køkken.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg har mine to piger med stort set overalt. Og alligevel er jeg ked af det, når jeg en gang imellem har tændt for ramasjang imens jeg laver mad, i stedet for at have dem med. Jeg er alene med dem, så jeg synes det er både hyggeligt og fred-bevarende at have dem med. Så er de underholdt og føler de bidrager og de kommer ikke i konflikter som skal løses imens maden brænder på.
    De har hver deres kniv og så får de bare lov at skære i grøntsagerne og får jævne smagsprøver 😛
    Du har inspireret mig til at lade min store pige prøve en rigtig grøntsagskniv snart og når vi skal bygge og skrue næste gang, skal hun også have lov at prøve 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det synes jeg altså ikke, at du skal være ked af! Det gør jeg også herhjemme – for overlevelse, du ved;) Man kan bare ikke være über pædagogisk hver eneste dag, vel:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanet

    Herhjemme deltager den lille også lystigt i alt. Slæber vasketøj, dækker nord, rydder af og rører i gryderne.
    /Jeanet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Ih, det rammer på er ømt punkt det her. Min datter på snart tre vil så gerne være med, det er ikke ofte jeg kan overskue det.. Men dække bord må hun gerne! Ville gerne være en overdkudsmor der kunne inddrage hende mere i madlavningen. Heldigvis må hun med bedsteforældrene! Måske jeg skal øve mig noget mere. Jeg har jo også en barsel til sommer, med en lillebrors ankomst 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Så lyder det jo til, at hun får ansvar i nogen andre sammenhænge:) Og jeg tænker ikke, at hverken du eller hun får noget ud af det, hvis ikke overskuddet er til det! Og det er da en helt ærlig sag:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er mest begejstret for kokkehuen på det øverste billede! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder helt fantastisk. .. og jeg altså på fyrstens hold, men jeg var også selv med i værksted og hos bierne fra jeg var relativ lille.
    og så har jeg jo set effekten af at give børn ansvar i mit arbejde, de bliver bare det bedre til de enkelte ting, bla pga motivation.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det var jeg faktisk også selv, med egen kedeldragt og det hele. Så egentlig pudsigt, at jeg er blevet så forsigtig i det med mine egne børn. Og ja, jeg tror også, at det giver så meget godt igen:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes, du gør det på en fantastisk god måde 🙂
    jeg har vist aldrig tænkt så meget over det, men bare taget ungerne med i køkkenet og har stukket dem en kniv – ja, det fik de fra starten, og de har aldrig skåret sig.
    Min håndværkermand har også altid taget dem med i stort og småt – og de har deltaget i alt muligt – og jeg er ikke typen med sved på panden, men tænker, at det skal nok gå.
    Mine børn har aldrig haft pligter, heller ikke da de blev større – og de er altså endt som helt ok voksne, som har klaret sig selv fra de var ikke ret gamle – de kan ikke beskyldes for at være curlet frem. Jeg har altid troet og forventet, at de kunne finde ud af det hele selv – og de har selv tjent lommepenge fra de var 12-15 år. Min datter begyndte med at hente 3 børn og passe dem til forældrene kom hjem ved sengetid, give dem mad, bad og lave lektier – det begyndte, da hun var 12 og blev ved indtil hun var 15, så hun kunne få “rigtigt job – drengene er begyndt at arbejde som 15-årige – ved siden af skolen, så jeg syntes ikke, de havde behov for pligter ud over det – der var jo også lektier og sport.
    I dag er de voksne i job og under uddannelse 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Ja, det lyder nu som om, der er kommet nogen sunde og fornuftige mennesker ud af det:) Jeg tror egentlig også, at min mor har haft lidt samme tilgang. På nær det med pligterne – dem havde jeg altså lidt af;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Herhjemme har vi en krudtugle af en dreng på knap 16 mdr. Og hos os er det en nødvendighed at han lære at være med for ellers står han lige pludselig oppe i vindueskarmen når vi kigger væk for at lave mad. Så vi har taget første skridt på vejen mod at deltage i de daglige gøremål. Han sidder i sin høje stol i køkkenet og hjælper med at tørre sine egne kopper og tallerkner når vi vasker op. Det er så hyggeligt 🙂 og vores tanke er at det bare skal blive naturligt at han også hjælper til.
    Tak for god læsning 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Hæ hæ, ja så lyder det ret fornuftigt, at han er med:) Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå, når både Ane og Jasper skal deltage, for han er også over det hele!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mine børn må gerne skære, skrælle, piske, dække bord, bage osv. Min mand er også god til at have ungerne med til de lidt mere handyagtige projekter. Jeg inddrager ungerne i vores madplan herhjemme. Så kommer de hver især med input til, hvilken ret de gerne vil have på ugeplanen. På en god dag er de med til forberedelserne, på en dag, hvor de har haft en lang dag og hvor de bare ikke orker, så er de ikke. Jeg synes det er drønvigtigt, at de lærer at deltage i familiefællesskabet og de har dagligt ting de skal gøre. Samtidig forsøger jeg også at være ganske pragmatisk herom. Hvis eksempelvis min søn (på 4), som lige nu trænes i at forbedre sin udtale skal holde fokus på det projekt, så nytter det ikke noget, at jeg også står og insisterer på en masse andet parallelt hermed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      God idé at de er med inde over ugeplanen! Det har Ane faktisk ikke været endnu, og det ville hun helt sikkert synes om:) Og så er jeg enig – alt med måde:) Herhjemme er der også dage, hvor Ramasjang har førsteprioritet:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Jeg er ikke helt klar til at gi’ min 3-årige en skarp kniv i hånden endnu. Til gengæld er han rigtig god til at hjælpe med vasketøjet og til at bage pandekager.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Hånden på hjertet, så havde jeg heller ikke gjort det på eget initiativ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ævl og kævl