En af den slags fredage….

I dag var en af den slags fredage, hvor jeg havde lyst til at kaste mig ud ad døren på jobbet, direkte hjem på sofaen for at ligge i ske med en flaske iskold hvidvin. I dag var så også en af den slags fredage, hvor der var sommerfestmedskrigendebørnpåhoppeborge i børnehaven. Og vi ved jo godt alle sammen, at den slags trumfer hvidvin. Som man altså ikke må medbringe til den slags arrangementer. Til gengæld må man godt medbringe mad. Og i dag var en af den slags fredage, hvor hverken Netto eller Brugsen havde plantefars, hvilket også betød at det blev en af den slags fredage, hvor jeg brugte dyrebar tid (dyrebar, fordi den kunne have været brugt på at indtage hvidvin) på at lave falafler fra bunden, fordi jeg åbenbart er en af den slags kvinder, som holder sig til den oprindelige plan. Når jeg måske i stedet burde ha’ været en af den slags, som medbragte en pepperonipizza. Hvilket moren ved nabobordet var. På en af den slags dage, hvor pepperoni var langt mere tiltalende end falafler. Falafler med hele korianderfrø i. Fordi jeg altså også er en af den slags kvinder, som er håbløs i et køkken, så når jeg læser ‘koriander’ i en opskrift, så finder jeg noget i skuffen med krydderier og tænker “Det må sgu være dét her!”. Hvilket det jo egentlig også var. Sådan semi. Så jeg åd mine koriandertunge falafler, mens jeg savlede over naboens pizza og prøvede at tøjle min trang til at råbe “PAS PÅÅÅÅÅÅ!”, hver gang ham den 2-årige med det kæmpe hoved tog et skridt på hoppehelvedet. Det var heldigvis den slags fredag, hvor kæmpehovedet kom helskindet med hjem. Men også den slags fredag, hvor falafelforvirringen var skyld i, at jeg glemte at købe hvidvin. Hvorfor det eneste iskolde mit køleskab kan byde på er havremælk og mayonnaise. Så nu er det blevet den slags fredag, hvor jeg drikker kaffe i stedet. Hvilket også vil sige, at det bliver den slags fredag, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Hvilket er helt okay, når man endnu ikke har set det seneste afsnit af ‘Gift ved første blik’. Og sådan skete det altså, at det trods alt blev en af den slags fredage, som er pisse gode!

Dårlig mor eller dårlige valg?

Jeg har været ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive dette indlæg. Fordi jeg er bange for at ‘udlevere’ min datter. Hun har nået en alder, hvor jeg er meget optaget af, hvor meget og hvordan jeg kan og bør dele ting, som omhandler hende. Én ting er MINE følelser og tanker om ting, der omhandler hende – men hendes liv, er hendes liv. Nu deler jeg alligevel. Og håber, at hun, hvis hun var bekendt med det og forstod, ville tilgive mig. For jeg tænker, at det tjener et højere formål. Både som en påmindelse til mig selv, men måske også til andre.

I går morges delte jeg på IG, at vi havde haft en svær morgen. At Ane havde været vred og ked, og at det havde varet så længe og været så voldsomt, at jeg endte med at græde på en pædagog og to mødre i vuggestuen. Det var det, der skete. Og jeg følte mig som en elendig mor! En elendig mor, som ikke kunne hjælpe sit barn og som ikke selv kunne holde til ‘presset’. Flere sendte mig søde tanker, og det varmede, og som dagen skred frem, kunne jeg, trods ondt i maven og hjertet og med gråden lurende lige under overfladen, berolige mig selv med, at jeg ikke er en dårlig mor. At flere oplever det samme. At børn bare bliver så vrede nogen gange. At det ikke var min skyld. Så kom jeg hjem fra arbejde. Vi havde en dejlig eftermiddag. Og så knækkede filmen igen. Og først da gik det op for mig….. Nej, jeg er muligvis ikke en dårlig mor, men jeg da i den grad en mor, som ind imellem (og særligt i går) træffer nogle helt igennem røv dårlige valg!

For nej, det var muligvis ikke min skyld sådan direkte, at Ane var vred og ked af det. Og ja, det er helt normalt med voldsomme reaktioner.  Men hvad fanden sker der lige for min håndtering af situationen?? Jeg betragter mig selv som et nogenlunde intelligent menneske. Jeg synes selv, at jeg er reflekteret. Og jeg synes faktisk også selv, at jeg er udstyret med ret veludviklet pædagogisk sans. Jeg arbejder for dælen selv med børn! Alligevel gjorde jeg, hvad jeg desværre tror, at mange andre forældre også havde gjort i samme situation: jeg kørte mit barn i institution. For jeg skulle jo på arbejde…..

Jeg får så afsindigt dårlig smag i munden over at skrive det. Og jeg brugte det meste af aftenen i går på at undre mig over, hvordan jeg kan være så dum?? Hvordan jeg kan været så lullet ind i en rutine, i en struktur, i et samfund, hvor jeg som en anden lemming ofrer alt på erhvervslivets alter. For det skal man, jo. Det er jo vigtigt. Man er uundværlig og alt det der. Og jeg havde jo et møde kl. 10, forstår I nok.

Så jeg kørte mit ulykkelige barn i institution og mit ulykkelige selv på job, hvor det, jeg naturligvis burde have gjort, var at vende cyklen rundt. At tage den tid, det nu ville tage at få beroliget min datter. Jeg burde have ringet til mit arbejde og sagt, at jeg kom, når jeg kom. At jeg lige havde noget, jeg skulle have styr på først. Noget vigtigt. Det vigtigste! Men det gjorde jeg ikke. I øjeblikket tænkte jeg, at hun skulle i børnehave, så jeg kunne komme på arbejde.

Havde hun nu været syg, så havde jeg naturligvis holdt hende hjemme. Det er vi alle sammen enige om, tænker jeg. At syge børn skal være hos deres forældre. Men det skal ulykkelige børn da også. Nu er det ikke sådan, at jeg gik fra et grædende barn. Vi fik klaret situationen i børnehaven, og Ane virkede fin og glad, da jeg gik. Men da var også gået lige knap 45 minutter med konflikt. I en ladcykel. Ville jeg have budt mig selv det? Eller noget andet voksent menneske? Havde jeg trukket mig selv eller Jess grædende gennem byen for at tage på job? Nej. Hvordan kan jeg så byde mit barn det? Jeg burde have vendt om. Jeg burde været taget hjem med mit barn. Jeg burde have givet hende muligheden for at komme ud med sine følelser der, hvor hun er mest tryg. Hjemme. Og med mig ved sin side. Og jeg skammer mig frygteligt over, at jeg ikke gjorde det. Jeg er muligvis ikke nogen dårlig mor, men jeg traf et afsindigt dårligt valg i går. Og jeg kan ikke engang forklare hvorfor. Hold kæft, hvor jeg skammer mig. Og hvor kan jeg højt og helligt love, at det ALDRIG kommer til at ske igen!

Undskyld, Ane.

Røde læber og høje hæle (og andre ting, værd at anbefale)

Ting, jeg virkelig kan anbefale!

– Røde læber og høje hæle

Vi var til bryllup sidste weekend, og jeg gav den fuld gas med krøllet hår, røde læber og høje hæle. Jeg kan godt have tendens til at holde lidt igen. Skrue ned for mig selv af frygt for, hvad andre vil tænke. Særligt når jeg skal ud blandt folk, som jeg ikke rigtig kender, hvilket var tilfældet til netop denne fest. Men da spændet på de røde sko var lukket, krøllerne druknet i hårlak, og jeg stod foran spejlet og kørte det sidste røde strøg over mine læber, så jeg på mig selv og tænkte “Du er fandme pæn!”. En følelse, jeg ikke har haft længe. Det var virkelig dejligt!

– Toetagers hårbørste

Den har med garanti en mere fancy og korrekt betegnelse. Jeg kender den bare ikke;) Det, jeg mener, er sådan en hårbørste, der både har lange og korte børster. Mine børn er udstyret med ret forskellig hårpragt. Anes er tyndt og fint, Jaspers er tykt og kæmpestort. Men fælles for dem begge er, at de har indbygget touperingseffekt. De skal blot true med at lægge sig på en pude, så har de dreadlocks vildere end dem, der prydede deres mor i hendes ungdom. Så til Anes fødselsdag ønskede hun sig (eller måske mest hendes mor. Okay. KUN hendes mor) sådan en toetagers børste. Og den er Gud!!!! Virkelig! Slut med brok og gråd, når håret skal tæmmes.

– At hoppe et smut forbi Nadia!

Måske I allerede kender til Carlos’ Kitsch’en? Hvis ikke kan jeg fortælle, at det er en café, som ansætter indsatte for at resocialisere dem i den sidste tid af deres afsoning, og for at mindske risikoen for tilbagefald til kriminalitet. Et helt fantastisk projekt, hvis I spørger mig. Men desværre også et projekt, som er truet af konkurs. Nadia har lavet en fin illustration, og hopper man forbi hendes profil for at købe sådan én, så går hele overskuddet til Carlos’ kitsch’en.

– At tage et hop videre derfra og ind til Ida!

Ida har nemlig sat gang i en challenge, hvor man i en uge kun må iføre sig tøj, som man ikke har brugt i et år.  Og ikke for sjov – selvom det forhåbentlig bliver sjovt for Ida og de, som joiner hende. Men for lige at sætte foden i og droppe overforbruget af tøj. Og hun skriver så skide fint om det! Jeg kommer ikke til at lege med. Ene og alene af den grund, at jeg ikke tror, at jeg ville kunne samle tøj nok til en hel uge. I hvert fald ikke af den slags, som jeg ville tage på på job. Til gengæld har nogle af jer, som også følger med på Instagram, måske bemærket, at min #discountdulle er opstået fra de døde. Det er hun efter et år med al for meget tøjshopping. Det har været sjovt. Vidunderligt endda. Og også tiltrængt efter en lang årrække af spare, spare, spare. 10 fertilitetsbehandlinger og en selvbetalt barsel kunne godt mærkes på pengepungen og smages på havregrynene, så det var dejligt endelig bare at kunne give los og købe tøj, bare fordi jeg havde lyst, og fordi jeg kunne. Men det stopper her. Både af samvittighedsårsager – jeg har, ligesom Ida, fået øjnene op for, hvad det er, vi gør ved miljøet med voldsomme forbrug af tøj – men også af økonomiske. Vi har købt en ny bil. Sé, der kan vi tale om forbrug (men det er langt mere miljøvenlig end den gamle og desværre ganske umulig at leve uden!). Og sådan én koster penge, så vi skærer det fra, som kan skæres fra. That is Zalando.  Og det passer mig faktisk rigtig fint. Indtil videre har jeg lavet en aftale med mig selv om kun at måtte købe brugt tøj til både mig og ungerne (med undtagelse af vores vinterstøvler, som man dog tit kan købe brugt, uden at de reelt er brugt. Og undertøj.) i resten af 2018. Så håber jeg at forhøje til 2019, når vi når dertil.

– At høre Dodo and the Dodos, som du muligvis har på hjernen efter at have læst min overskrift. Og vidste I, at hun står ligeså fast som på bundgarnspæle? Jeg har skrålet med på den sang i årevis uden at lure det. Tak Google.

 

 

Vejløblues

Ferien synger på sidste vers, og jeg nynner stille med:

“Nu drikker vi øller ved bålet skær, og øen begynder at snurre. Åh, gid vi for evigt ku’ blive her, og kysse og kramme og knurre.”

Det har været den skønneste sommer på Vejlø. Og det finurlige og vidunderlig er, at sådan tænker jeg hvert år. At det ikke kan blive bedre end det her. I år tog vi afsted senere på sommeren end vanligt, fordi det rent praktisk hang bedst sammen på den måde. Det betød, til min store min ærgelse, at vi gik glip af en masse af de dejlige mennesker, som vi normalt deler uge 27 med. Og måske derfor var der en lille del af mig, der tænkte, at så ville i år mangle noget. Det gjorde det også, men det gav noget andet. Nye Vejløvenner, som jeg slet ikke anede fandtes, fordi vi hvert år har besøgt den lille ø forskudt af hinanden.

Under en snak med en af disse nye Vejløvenner, kom vi ind på vinterbadning. Og hun fortalte mig om sin store glæde ved dette, og om hvordan det på mange måder mindede hende om Vejlø, dét fælleskab, som hun havde i klubben for vinterbadere. “For der er vi jo også nøgne, ligesom på Vejlø!” Og inden hun havde nået at uddybe den påstand, blev jeg varm om hjertet. For jeg forstod hende, og jeg er enig. Og nej – vi er ikke ‘nøgne’ på Vejlø. Nogen er. Nogle gange. Men det er de færreste. Når vi alligevel alle er nøgne på Vejlø, er det fordi, vi alle er ens i kraft af vores tilhørsforhold til øen, vores del i fællesskabet og i kraft af at være lige præcis os. Jeg er ikke engang ‘fuldbyrdet’ medlem af ølejren, fordi jeg hører til på gården. Jeg er en af de lokale. Alligevel er det præcis dén følelse, som Vejlø giver mig år efter år. Følelsen af at være fuldstændig accepteret og elsket – bare fordi jeg er mig.

Nu er vi hjemme. Taskerne er tømt for beskidt tøj, ølkapsler, anekdoter, slikpapir og gode oplevelser. Og vi er alle ramt af den obligatoriske Vejløblues, hvor vi går lidt tavse rundt om os selv og hinanden. Jeg selv er fyldt af de sædvanlige tanker, som følger efter sådan en sommer. Fællesskabstanken. Tanken om hvorvidt man i virkeligheden burde leve sådan hver dag. Kvalmen ved at lukke mig inde bag mine egne fire vægge og min nyklippede hæk, som så tydeligt udgør grænsen mellem dig og mig og mit og dit. Jeg ved, at det aftager, og jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt…..

Ane tæller venner. På to hænder. Så mange har hun samlet sig i år. Og hun glæder sig stort over dette, før læberne for en kort bemærkning begynder at dirre stille ved tanken om, at der er et helt år til næste sommer.

Jeg er ret sikker på, at begge børn har udviklet gæller i denne sommer. Ja, begge! Selv Jasper, der indtil nu har været bange for vand, bange for at smide bleen, bange for alt, hvad der er ukendt, har løbet nøgen rundt i 14 dage og råbt “Bade! Bade!” Så han har badet, og hoppet på trampolin (igen en ting, som han ellers ikke har turde før) og taget fremmede mennesker i hånden fuld af tillid og nysgerrighed. Og de er blevet stoppet med alt for meget sukker og har været alt for længe oppe og været alt for beskidte, og det har været alt for skønt.

Nu skal vi akklimatiseres. Vænne os til hverdagen, hvor vi bare er os. Med vægge og hække. Og hvor meget jeg end hader netop dén del af det, så elsker jeg dét, den udspringer af: den kæmpe kærlighed til en lille plet i Nakskov Fjord og alle de mennesker, der følger med den.

Fortælling fra Vejlø

For fem år siden bad jeg Tine, som må siges at være en vaskeægte Vejlø-veteran, om at skrive lidt om Vejlø. Få dage senere kom Ane til verden, en måned før termin, og tog alt mit fokus. For lidt tid siden faldt jeg over Tines fortælling, som selvfølgelig fortjener – endelig! – at blive delt med jer andre.

“For 47 år siden stævnede postbåden ud fra havnepladsen i Nakskov, på sin daglige postrunde til øerne i Nakskov Fjord.
Om bord var en halv snes mennesker, der aldrig før havde sat deres ben hernede i det sydlige. Det var Noah-folk (red: Danmarks ældste miljøorganisation) og tidligere ø-lejrdeltagere, flere fra Nexelø, men også fra andre øer.
Vejret var koldt.
Det var en af de forsomre, hvor man var i efterårshumør. Det stormede og småregnede og temperaturen var omkring de 15 grader.
Vi skulle lave en ø-lejr på Vejlø.
Det var Noah- folkene, som var de mest ambitiøse. Der havde været studiekredse i vinterens løb, og dette skulle nu realiseres.
Der skulle skaffes kontakter til lokalbefolkningen og laves aftaler for mad og andet, der var nødvendigt for at drive en ølejr.
Vi ankom til en ganske lille ø.
Op gennem den nyrevne nøddeallé, kunne vi se fine prydhaver, 7 tror jeg, op til gården, hvor vi blev modtaget af Vera, dronningen på øen. En lille væver størrelse, med rødt hår og perlekæde, der i dagens anledning havde taget pænt tøj på, og hele morgenen havde gået og revet alléen, så alt var fint til vi ankom.
Vi blev inlogeret i slyngelstuen, stuen som ligger bag ved køkkenet, og hvor man opholdt sig til daglig.
Vi kunne se hendes fine stuer, når vi gik ind af døren og gennem køkkenet.
Meningen var, at vi skulle ligge i småtelte lige i begyndelse af græsmarken, hvor de store millitærtelte, der dannede selve lejren,  skulle rejses. Så kunne vi lave mad i køkkenet og samles inde i stuen, og udveksle hvad der var sket i dagens løb.
Vera var så bekymret for, at vi skulle fryse, at hun stoppede gammeldags dyner ind i vores telte. De var af den type, som når man første lagde sig, havde man ikke en chance for at røre sig i nattens løb, og vi skulle befris om morgenen. Men fryse, det gjorde vi ikke.
Og sønnerne kom hjem; Bibi, Denge og Lillebror og så var der John, eller dykker John eller John Spade.
Med de navne forventede man småfolk, og så kom der nogle grandvoksne fyre, hærdebrede over brystkasserne og med overarme som mine lår. De så ud som de kunne rydde et værtshus (og det havde de også gjort, sagde rygterne) selvom de stort set ikke drak. De kom hjem om aftenen efter at have tjæret tage rundt om på Lolland; Bibi havde desuden kvier og heste gående ude på Nordspidsen.
Det var nu man langsomt anede en alternativ økonomi.
Denge havde en kæreste. Lis. En lille smart dame, str. 36 tror jeg, med den yndigste datter, Linda; store blå øjne og lange lyse slangekrøller. Og hun elskede Ewald, faren og manden på gården.
Om eftermiddagen kunne man se Ewald tage sin middagslur på divaneseren i slyngelstuen med Linda sødt sovende i sin favn. Denge sagde aldrig meget, men gik rundt og så på os med et lidt skævt smil, som om han tænkte, at de er ikke helt rigtige i hovederne, de københavnerer, for det var jo for den største del københavnere der deltog i ølejren.
Dengang var det kulturministeriet, der stod for ølejr bevægelsen. Jeg tror ideen var, at der skulle komme liv på øerne, der dengang som nu var truede.
At kulturministeriet stod for det betød, at civilforsvaret lagde telte , mandskab og udstyr til at lejrene kunne afholdes.
Alt skulle fragtes over med postbåden, og Skov, skipperen, blev mere og mere anløben efterhånden som hans nymalede båd blev læsset, og uundgåeligt kom der småskrammer her og der, når telte til 300 mand skal fragtes.
Vi skulle blot checke, at teltene blev sat op efter oplægget, og vi kunne konstatere at efter det første telt var sat op, var der ligesom ikke ret mange af de medfølgende cf- folk der lavede noget, bortset fra at gemme sig bag det opslåede telt.
Dengang fungerede Nakskov Skibsværft stadig, og skibsarbejderne fulgte levende med i, hvad der forgik og kom gerne med tilråb og kommentarer. Jeg tror i det hele taget ikke, at der var nogen i Nakskov, der ikke vidste hvad der skete.
Det viste sig, at vandet på øen ikke måtte drikkes, hvilket Ewald havde svært at forstå, for det havde han jo gjort hele sit liv, og hans medfødte mistro til myndigheder blev endnu engang bestyrket.
Og de sanitære forhold skulle også være iorden. Lokummer og vaskepladser skulle synes af de rette myndigheder, og da en af disse ordenshåndhævere spurgte til ”Urinalen” lignede Ewald (plus alle os andre) et stort spørgsmålstegn. ”Ja, der hvor man urinerer”, sagde han, “,”svarede Ewald, “jeg plejer at pisse i ajlebeholderen”. Vi var flade af grin.
Lokummerne blev anlagt på en lang stribe, med front mod nordspidsen.
Så kunne man sidde og skide til solnedgangen, for at holde dørene lukkede gav en forfærdelig stank, og masser af edderkopper, der dengang som nu, var de første der tog husene i besiddelse. Jo, lokummerne havde døre i begyndelsen. De forsvandt året efter tror jeg, da det regnede konstant, og lejren blev mere og mere smattet. Intet ville tage smatten og ælten, så man endte med at tage dørene af, så man kunne gå nogenlunde sikkert rundt i lejren.
Multen blev anlagt, og et ionbytningsanlæg blev etableret i ajlebeholderen, og alt spildevand ledtes derhen.
At drikkevandet skulle fragtes over til øen, viste sig at været et større problem, for 300 mennesker konsumerer en del. Så der blev bygget et vandtårn, og en slange gik fra bådbroen, hvor der hver dag blev fragtet rent drikkevand i junger, som så blev hældt på slangen fra bådbroen, og så tilbage med jungerne til Nakskov igen.
Der blev udregnet, at hvis hver deltager tog 25 tag med pumpen hver dag, ville det ikke være noget større problem. Men vandet skulle rationeres. Ikke noget med unødigt vaskeri, det kunne foregå i fjorden.
Men vandet blev ved med at være forurenet, så endelig blev der gravet en brønd.
Jeg tror nu, at det var året efter, så første år lærte man at sætte pris på de dyrebare dråber, vand er, når man ikke har noget, og det der er skal koges først. Rationeringen medførte et andet problem. Tørsten skulle slukkes.
I begyndelsen sørgede hver enkelt eller i grupper for at indkøbe væske (øl) til sig selv, og folk valfartede til købmanden i Lindelse eller Brugsen i Sandby for at fouragere.
Alt for mange i små robåde, og rimeligt berusede på hjemvejen, uden redningsveste, og med meget begrænset viden om vand og sejllads.
Det var scener, som kunne være foregået i Bangladesh og ikke i Danmark.
Enkelte gik over, og ovre på den anden side i Lindelse traf man Akela.
En herlig gammel gubbe, der havde været spejderfører i sin tid, og som var samler af den helt store slags. Flasker og krus og alskens mærkelige ting og sager fyldte hans hjem. Og han serverede bjæsk, når man kom. Og ikke sjældent tumlede man hjem med en ordentlig kæp i øret, godt hjulpet af sine støtter.
At ingen druknede under disse manøvrer er et under.
Senere bad man gården stå for ølindkøb og salg. Det var mere betryggende.
Lejren var blevet planlagt efter nogle byplanlægsnings principper, så der opstod små pladser rundt omkring. Senere var det, at Jan Monrad omdøbte lejren til Pladderballe City, og specielt husker jeg Otto Leisners Plads 8. Jeg ved ikke hvorfor, men…
Teltene fik deres egne navne som lejrdeltagerne ankom, der var ”Tintin i Tibet”, ”Soltemplet”, og køkkenteltet og mange, mange andre navne .
Alt halmen blev anbragt i halmteltet. Man fyldte så et dynebetræk eller lignende og lagde ind i det telt, hvor man havde tænkt sig at sove.
Det var ikke alle, der havde luftmadrasser.
Halmteltet lå lidt for sig selv, og det var ikke meningen, at der skulles soves i det, men selvfølgelig blev også det fyldt med unge. Man lå dejlig blødt i halmen, især hvis man huskede at rode op i den indimellem.
Så anbragte man papkasser rundt om sig, og stearinlys og petroliums lamper udgjorde belysningen, og et lille askebæger var der også plads til. For dengang var der ikke rygning forbudt i teltene. Det var meget hyggeligt, og utroligt brandfarligt, men mærkeligt nok skete der aldrig noget. En heldig hånd må have hvilet over os!
Overfor halmteltet lå kontortelte, hvor man indskrev sig, og hvor alle mulige redskaber, materialer lå, foruden kondomer i massevis, skænket af ministeriet, afprøvet af Mik, som der på et tidspunkt stod på et skilt udenfor.
Køkkenteltet havde trægulv, og her blev der indimellem ved midnatstide afholdt jamsessions til jernbanethe. Gulvet bevirkede at hele teltet gyngede og det kunne fortsætte i timevis med gryder, pander og alt hvad der kunne slås på, sammen med guitarer og sang.
Udenfor lidt ned mod gården var bålstedet. Med 200- 300 mennesker skulle der være godt med plads omkring.
Der var mange guitarer, og mange der ville underholde. Det var jo også 1971 og enhver dreng kunne spille lidt. Det var et sikkert scoretrick, men det var ikke alle, der var lige talentfulde.
Jan Monrad var startet året før på Nexelø med sin skæve humor og ankom til Vejlø med 12 strenget guitar og masser af sange:

”Sidde ved en å, uden bukser på himlen er blå og storetå

De nøgne kroppe skinner som guld fri for syntetiske stoffe og uld

Sidde ved en å ………

Somren er fyldt med charme og skæg

Felix han kan danse på et hønseæg

Sidde ved en å ……………….”

Spiren til ”Totalpetrolium” blev måske lagt her, og Mik Schack sprang ud som fingerbøls ekvilibrist med vaskebræt.
Banjo-Jan som senere dukkede op i ”Fandango”, spillede med, og der var mange andre.
Langsomt tyndede det ud i rækkerne om aftenen. Så kom Ewald luskende, og vi nødte ham til at synge sine sange. Kors, hvor kunne han mange, og mange havde jeg aldrig hørt før.
Han havde også sejlet, og vi hørte ”Fiskerpigens Sang” og om ”Kussechang” og andre, som desværre er blevet glemt.
Efter den rædselsfulde forsommer, dukkede solen pludselig frem og forsvandt ikke – som jeg husker det- resten af sommeren.
Folk smed tøjet, og flyvere svang sig tæt ned mod lejren for at nyde synet af flere hundrede mennesker, der gik nøgne rundt.
Fjorden var også tæt af lystsejlere og småbåde, der lagde til, og solgte deres drikkevarer, eller blot beværtede os. Vi fik øl, og de fik masser af bare baller og bryster.
Og vi blev solskoldede. Røde bryster og baller. Forbrændte knæ og rygge. Solen brændte skånselsløst fra himlen, og vi fik dulmende miksturer fra fastlandet, og smurte hinanden ind i store fumlepettings seancer.
Hvis man havde luftmadras og dyne var det let at få en sengekammerat, for halmen kradsede på den forbrændte hud.
Oppe på gården samledes man på bænken rundt om træet, der stod midt på gårdspladsen og gav dejlig kølende skygge.
Her sad også alle de lokale, der om somren valfartede til Vejlø – her var noget at se på. Og der blev spillet, snakket og nydt pilsnere.
Og Vera havde travlt som aldrig før. Ikke alene skulle hun tage sig af sin almindelige husholdning, der bestod af massevis af katte, mere eller mindre vilde, høns, duer og 3 hunde; Føkersen, Palle og en Spids, der var lidt bidsk.
Så var der dem, hun lagde hus til. Narkomaner i familiepleje, ældre mennesker fra Nakskov, feriebørn og så de forskellige mærkelige skæbner, der lagde deres vej forbi, som havde brug for lidt nærvær og pleje.

Udover alt dette, var der jo den almindelige familie, og medhjælpere, og de Nakskovitter, der blev nødt til at sove rusen ud, inden de kunne vende snuden hjemad.
Og hun var jo nysgerrig, og elskede selskabelighed, så hun var her og der og alle vegne.
Det var her jeg mødte en af mine bedste veninder, Sussie, som deværre døde i en alt for ung alder. Hun var kommet på øen sammen med sin familie i mange år. De havde lejet annexet, og sunget og spillet sig gennem sommeren, men da ølejren indtog øen, valgte de voksne at holde sig væk.
Sussie og Joan blev ved at komme.
Det var også her, jeg mødte faderen til mit ældste barn, så man kan jo sige at øen har holdt sit indtog i mit liv for bestandigt, og for lige at tilføje en extra krølle, så har Freja, min yngste datter, giftet sig med et barnebarn af øen, og måske kommer deres barn Gustav med her til sommer.”

Jeg, altså Elisabeth, kan så tilføje, at de var her i år, Freja og hendes mand – nu med to sønner:)

Fruen anbefaler – Fårup Sommerland

 

Reklame 

Hvis du kun skal besøge én forlystelsespark med familien i sommerferien, så kan jeg på det kraftigste anbefale dig at vælge Fårup Sommerland!

Jess, ungerne og jeg var så heldige at blive inviteret med på ‘bloggertur’ til Fårup Sommerland for en lille måneds tid siden. Det er faktisk første gang nogensinde, at jeg er blevet inviteret på tur i kraft af bloggen, og at det så lige var der til, var ret så vidunderligt, da vi kunne tage af sted hele familien. Hånden på hjertet? Jeg er ikke vild med forlystelsesparker. Som i slet ikke. Der er for mange mennesker, for meget larm, for trangt og for beskidt. Det har i hvert fald været min erfaring indtil nu. Men selvfølgelig skulle vi af sted alligevel – for ungernes skyld. Det viste sig dog at blive en succes for os alle.

Ane var særligt vild med karrusellerne, hvilket ikke kom bag på mig. Hun lagde ud med én af de vilde rutsjebaner, som hun kun lige akkurat var høj nok til at få adgang til. Jasper og jeg, som foretrækker at holde benene på jorden, så til, mens Ane og Jess susede forbi. Og da turen var færdig, stod vi klar til at tage imod Ane, som jeg forestillede mig godt kunne være blevet en smule forskrækket. Men vi fik lov at vente længe, for Ane havde krævet en tur til og var blevet siddende i vognen. Så var vi ligesom i gang;) Ane var begejstret for det hele! Da vi tjekkede ind på hotellet, gik hun rundt på værelset og med store øjne og udbrød pludselig: “Jeg er vild med det her sted!!!!”. Det var jeg også! Men mest af alt var jeg vild med Anes reaktion på det hele. Så meget at det lykkedes hende at få mig med i fire (!!!) forlystelser! Og vi taler ikke den der hestekarrusel. Vi taler om dem, der lige sender maveindholdet på vej retur. I hvert fald for sådan én som mig.

Jasper er jo også sådan én som mig. En forsigtigper. Men fandme om ikke han, som ellers mest er alt er bange for vand, forelskede sig hovedkulds i vandcyklerne! Det gjorde de faktisk begge to. Hvilket også leder mig frem til min eneste anke ved det lækre Fårup Hotel – at man ikke kan låse terrassedøren. For kl. 6 lørdag morgen, var Ane stået op og havde taget tøj på. Jeg vågnede først, da hun stod med det ene ben ude ad døren – “Jeg skal da ud at sejle!”. Og da jeg med store ord forklarede, at man under ingen omstændigheder måtte sejle uden en voksen, svarede tøsen tørt, “Jamen, I sov jo!”.

Jeg er fan af Fårup Sommerland. Sådan virkelig! Ja, der var mange mennesker og meget larm, men man mærkede det overhovedet ikke på samme måde, som man gør det i fx Tivoli eller på Bakken, fordi man var omgivet af natur. Det er ikke en forlystelsespark, hvor man har plantet et par træer. Det er en forlystelsespark, som man har plantet midt i en skov. Og det giver altså bare rum og luft på en helt særlig måde. Derudover var der simpelthen så pænt og rent, at man skulle tro, det var løgn. Servicen var også i top. Både på hotellet (“Må jeg tage min kaffekop med ud på legepladsen?” “Tag du bare hele kanden med, så du ikke skal rende efter mere!”) og i selve parken. Jeg stjal en flok unger for at gå på jagt efter candyfloss, og en sød ung pige i en café pegede mig i den rigtige retning. Da jeg to timer senere vendte retur til samme café efter en kop kaffe, spurgte hun smilende, om vi mon havde haft held med at finde candyfloss. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange kunder, hun må have ekspederet i mellemtiden, og alligevel huskede hun mig.

Så jeg siger det lige igen – skal I have vendt maveindholdet på bedst tænkelig vis i løbet af sommeren, så tag lige turen forbi Fårup Sommerland. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at vi har været der:)

 

Johnny bruger ikke gummistøvler!

Hallelujah, der er liv!!!!

Okay. Jeg er utjekket. Det ved vi alle sammen godt. Og jeg skulle ha’ skrevet sådan et ‘Bloggen flytter, tavshed forude’-indlæg. Det gjorde jeg ikke. Fordi jeg er utjekket. Og fordi mit utjekkede hoved har ganske lille forståelse af, hvad sådan en blogflytning indebærer og derfor tænkte, at det ville gå lidt tjept. Det var så ikke tilfældet. Og den er stadig ikke lavet sådan helt færdig, bloggen. Der er for dælen planter i toppen. Men vi er åbenbart nået til den del af processen, som kræver, at jeg tager stilling til, hvordan jeg ønsker, at bloggen skal se ud. Hvilket uden tvivl ville være en del lettere, hvis den slags interesserede mig. Det er så ikke tilfældet…. Jeg vil bare gerne skrive!

Og jeg har savnet at skrive. Savnet at tømme mit hoved her, og interagere med jer. Savnet min hule. Og nu jeg endelig lukket ind igen (Johnny bruger ikke gummistøvler!), og så aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive. For første indlæg efter en pause af den her størrelsesorden skal helst være virkelig godt, ikk?! Underfundigt og humoristisk. Med velskrevne betragtninger og subtile, men velovervejede referencer. Jeg lægger så benhårdt ud med Jydekompagniet. Fordi det er tirsdag. Og fordi jeg ikke har sovet i en uge. Og fordi sådan er jeg. Men jeg er her!

Og her er et billede af en tomat med en diller. Selv tak.

Debatten om løbehjul!

Der er mange holdninger til det der med børn og brug af løbehjul. Forståeligt! Det er et noget kontroversielt valg at lade sine børn løbe på løbehjul. Og nogen gør det sågar helt op til, at børnene er 4, 5, 6 år. At det et vigtigt emne i den offentlige debat, kan der ikke herske nogen tvivl om. Det påvirker jo os alle, at nogen i dén grad dyrker det der løbehjulsløbning. Hvilket vel også er grunden til, at så mange af dem, der ikke selv har løbehjulet som en naturlig del af deres hverdag, har så stærke meninger om emnet.

Jeg vil her forsøge at sætte de to fronter op mod hinanden, så vi sammen kan blive klogere på argumenterne for og imod at lade sine børn løbe på løbehjul:

 

Nationen: “Det er jo slet ikke barnets behov at løbe på løbehjul!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jamen, Ida kan virkelig godt li’ sit løbehjul! Det gør hende glad, og hun får motion.”

 

Nationen: “Der er mange andre måder at få motion på!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Ja, men når nu Anton virkelig godt kan lide at løbe på løbehjul, hvorfor er det så ikke en acceptabel måde at få motion på? Nu er jo løbehjul jo faktisk lavet med det formål at løbe på dem!”

 

Nationen: “Jeg gider fandme ikke glo på det! Det er virkelig klamt!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Nu løber Frida altså primært på løbehjul herhjemme. Og jo, nogen gange har vi også løbehjulet med ude. Men altså – så tager vi naturligvis hensyn på gaden, sørger for ikke at ramme folk og sådan. Og skulle vi tage det med ind på en café, så smider vi det altså ikke lige midt i brunch buffeten!”

 

Nationen: “Føj! Det ville jeg fandme ikke gøre med mine børn!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Så skal du bestemt heller ikke! Hvis du og dine børn er mere til løbecykler, så skal I da gøre det! Eller stylter måske??”

 

Nationen: “Så vil du måske også lade hende løbe på løbehjul, når hun starter på gymnasiet??”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jeg tænker, at de færreste gymnasieelever løber på løbehjul. På det tidspunkt vil Alberte sikkert hellere cykle. Det er så svært at løbe med høje hæle på.”

 

Nationen: “Mon ikke manden derhjemme gerne vil have løbehjulet for sig selv?”

Forældre til løbehjulsglade: “Han har rig mulighed for at løbe på løbehjul ligeså tosset, som han vil, når Pelle ikke bruger det.”

 

Nationen: “Børn har ben, så bør de altså gå!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “William går også rigtig meget. Men nogen gange kan han altså godt li’ at løbe på løbehjul.”

 

Nationen: “Det handler jo helt klart om jeres behov som forældre!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jeg har et behov for at lytte til lille Livas ønsker. Også når det handler om løbehjulet. Nogen gange synes jeg faktisk, det er lidt irriterende, at jeg skal skifte sko, når Liva gerne vil have mig med ud og løbe på løbehjul. Det er ikke nemt i træsko, skal jeg sige dig!

 

Nationen: “Det er helt sikkert bare fordi, I selv får en eller anden seksuel tilfredsstillelse ud af det!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “…..???!

4d2b8cae-ac9c-4d06-86c8-49108307d345

#normalizebreastfeeding

Del gerne dine bedste argumenter for og imod løbehjulet.

For samfundets skyld!!!

Spåkoner og kiksede klipninger

72b1db81-0cce-48cb-af5d-3f189cf3de7f

Jeg har, som I måske kan se, kastet mig over at klippe Jaspers pandehår. Det gik ikke helt godt, lad os bare sige det sådan….. Men altså, det må så være resultatet, når nu drengen er panisk angst for frisører. Og læger. Og tandlæger. Og karruseller. Og gynger.

Før vi fik børn, forestillede jeg mig, at vi ville få to piger. Det havde en spåkone engang fortalt min far. Og jeg tænkte, at den første pige ville blive sådan en lidt forsigtig én. Én, der bare gerne ville lave perleplader og læse bøger. En pige, der, som resultat af at været så længe ventet, ville ha’ været blevet holdt så tæt, at verden udenom ville skræmme livet af hende. Og når vi så en dag fik nummer to – for det ville vi jo få ifølge Dyveke fra Abbed! – så ville vi være mere trænede udi det der forældreskab. Og hun ville vælte verden. Med store armbevægelser og gåpåmod. Med tillid og krudt i røven.

Dyveke tog fejl. Jeg holder stadig på, at hun var fuldstændig on point, dengang hun fortalte 10-årige mig, at jeg har været ørkenprinsesse i et tidligere liv. Men med hensyn til børnene ramte hun altså lidt ved siden af med sine forudanelser. Og det samme gjorde jeg!

Ane er vildere end vild. På alle måder. På den fysiske, hvor det ikke kan gå stærkt nok. I går, da jeg hentede hende i børnehaven, var hun på vej ned fra legestativet i frit fald. Ligesom hun gerne er det i børnenes version af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Og så omfavner hun bare verden med en nysgerrighed og en tillid, som jeg simpelthen ikke forstår, at vi som forældre har kunne medskabe. For vi holdt hende fandme tæt. Skærmede hende. Ingen besøg de første 14 dage efter fødslen og alt det der. Alt dét, som omgivelser fortalte os, var for meget. For meget omsorg. Jeg fnyste af dem. “Man kan ikke få for meget omsorg!”, sagde jeg. Og det mener jeg stadig. Og resultatet taler for sig selv. Aldrig før har jeg mødt så et barn, som var så nysgerrigt og så let at begejstre. “Lad bare cyklen stå åben, mor.”, sagde hun i morges. “Jeg elsker, når det regner på min næse!

Jasper var ikke enig. Jasper er ikke vild med regn på næsen. Eller høje legestativer. Han vil bare gerne lægge puslespil og tegne. I en halv time kan han sidde fuldstændig koncentreret og på egen hånd lægge et puslespil på 30 brikker. Når Ane har lagt de første fem, ser hun er egern i haven, og så er hun væk! Vi har skam også omsovset Jasper. Og holdt ham tæt. Men ikke ligeså tæt som med Ane. Fordi Ane. Det er svært at holde et spædbarn helt tæt til kroppen, når man samtidig skal forsøge at tøjle en eventyrlysten 2-årig. Men Jasper er i dag den mest forsigtige af de to. Han bryder sig ikke om regn på næsen, og han møder generelt sin omverden med en del skepsis.

Og deraf pandehåret! Efter to ikke særligt behagelige frisørbesøg, har jeg besluttet mig for, at skævt pandehår og svenskernakke er rigtig, rigtig fint! Da jeg efterlyste råd på Instagram til at gøre ham mere frisør-glad, skrev én tilbage, at det vel ikke var ham, der bestemte, om han skulle til frisør. Mit svar? “Jo!” Det er ikke forfærdeligt for ham at have verdens grimmeste pandehår. Men det er det til gengæld gentagende gange at blive sat i en situation, som helt tydeligt gør ham utryg. Så hellere langt, skævt hår!

Jeg kan ikke skærme Jasper fra alt det nye og utrygge i verden. Han SKAL til ørelæge, tandlæge mm. De ting kan jeg, trods hans vilde protester, ikke undlade at ‘tvinge’ ham til. Han SKAL ikke have en fancy frisure eller danse i regnen. Han skal have lov at se tingene an og tage det i sit tempo. Måske han en dag får ligeså meget fart på, som hans storesøster har. Måske han bliver bedre til at være i nye og uvante situationer. Måske ikke. Der er ikke én rigtig måde at møde verden på. Der er bare forskellige børn, tålmodige tandlæger og virkelig skævt pandehår!