Musik-quiz

Babyshower og et tavshedsløfte

Jeg var til babyshower i går formiddags for at fejre en lille dreng, som forventes at melde sin ankomst til verden om små tre uger. Der var disket op med blå kager, balloner og glade kvinder – dét må siges at være en ganske glimrende kombination.

image

Maria, som er en af min allertætteste veninder, skal være mor for første gang, og jeg synes, det er kæmpestort! Jeg hylede helt vildt, da hun fortalte, at hun var gravid. Det gentog sig naturligvis, da meddelte, at hun skulle have en søn. Og jeg vil næsten garantere, at der for alvor bliver åbnet for sluserne, når han kommer til verden:)

Jeg har to bedste veninder. Den ene blev mor for første gang, da hun var 20. Og det var naturligvis stort og fantastisk, men jeg havde på en eller anden måde bare ikke alderen og indstillingen til at forstå præcis hvor stort og fantastisk, det i grunden var. Mit hoved var et andet sted, og jeg forstod ikke rigtig konceptet moderskab. Det gør jeg denne gang!

Jeg synes, det er ret vidunderligt at skulle opleve én, som jeg virkelig holder af, blive mor for første gang, for denne gang ved jeg, hvad det betyder. At hun så ‘vælger’ at gøre det nogenlunde synkront med, at jeg er blevet mor for anden gang, er bare kirsebærret på toppen af verdens lækreste isdessert – for det betyder jo for det første, at vores drenge kommer til at blive jævnaldrende. Men det betyder også, at vi kommer til at have barsel samtidig. Dét er meeeeeega fedt!

Og i dag, hvor vi smovsede kager, drak kaffe og snakkede om søvnmønstre og lortebleer, var en rimelig god indikator for, hvordan de næste mange måneder bliver: Pisse hyggelige!!!

Nu er min fornemste opgave at minde mig selv om, hvor pisse irriterende jeg ofte syntes, at andre ‘garvede’ mødre var, da jeg selv var nybagt mor. For de ved jo på forunderligvis ALT om ALTING! Og de fortæller dig gerne om det. Helt uden at du har spurgt. Så hjælpsomme er de nemlig….

Og jeg er allerede nu, før hun overhovedet har født, begyndt med de gode råd. Som hun ikke en skid har bedt om;) Så selvom jeg i dag har givet hende gaver, så tænker jeg, at hun skal have en ekstra – min tavshed!

Jeg sværger, at jeg vil gøre mit ypperste for ikke at stoppe mine gode råd og velmenende fortællinger om egne poder ned i halsen på hende. For jeg er ganske sikker på, at hun gerne lytter til mine gode råd, når HUN har brug for dem. Ikke når JEG føler behov for uopfordret at dele dem.

Jeg lover, at jeg vil prøve ikke at give erfaringer videre som endegyldige sandheder. Jeg vil huske på, at alle børn og alle forældre er forskellige, og at dét, der virker for mig, muligvis ikke virker for andre.

Jeg vil lytte og forstå og ikke følge hver sætning op med et ‘Da Ane var lille, gjorde jeg sådan her….’, for nogen gange er det ikke råd, man søger. Nogen gange har man bare brug for at læsse af og bliver anerkendt for sine følelser, uden at andre forsøger at fikse dem.

Jeg vil gemme mine allerbedste råd til de efterspørges – således at de ikke ender i ‘Hold kæft, hvor er du irriterende lige nu’-kassen.

Ama’r halshug!

   

4 kommentarer

  • Maria V

    Tak for en dejlig dag:-)
    Jeg tager dig på ordet (eller tavsheden) og forventer at jeg får lov at gøre mine egne dumheder;-) Hvis du alligevel ikke kan holde mund, så propper jeg rosenbrød i den… Så kan det nok være jeg kan få lov at kværulere i fred;-)
    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej, sikke en sød gave:o) Tavsheden:) Tror jeg låner din ide når svoger og svigerinde får deres første til juni. I stedet vil jeg bare nyde at være blevet Aunty M:o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh…god pointe! Dét vil jeg også huske,når min barndomsveninde bliver mor for første gang til sommer og jeg sidder der med 3 børns erfaring! Jeg kunne så nemt bliver hende den pisse irriterende med alle de gode råd!! Og jeg har allerede lovet hende, at jeg nok skal holde igen. Og så har jeg allerede givet hende mit vigtigste råd: Når det bliver tid til at købe sevice til fast føde, så køb kun én slags/farve. For så slipper man for at tage diskussionen med en 2 årig (ja det gælder om at være fremsynet) om hun/han skal spise med cirkelineskålen eller barbapapaskålen eller med den røde ske eller den blå ske! Nøj hvor har jeg taget mange af disse kampe og vasket op i hånden mange gange – når jeg ikke orkede kampen – fordi yndlingsskålen var i opvaskemaskinen! Og alt dette kan jo undgås hvis man kun har én slags skåle og skeer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Fantastisk råd Sine – dét ville jeg da så meget ønske at en af mine garvede mor-veninder havde givet mig 🙂
      Kh Rikke

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Musik-quiz