Børnefri

Blandet update fra skoldbøtteland

img_4195

Nå, men øh…. jeg er gået i gang med brække spånpladegulvet op på førstesalen, og Ane har fået skoldkopper. Så det er jo virkelig god timing. Og virkelig meget Elisabethsk. Hun klarer det godt, Ane, – med sine skoldbøtter, som hun kalder dem – selvom hun er hårdt ramt. De er overalt, hun har sågar fået en i øjet. Det ser lidt drabeligt ud. Men hun er sej! Lillemor kom fordi søndag med skoldkoppekit, fordi hun er pisse sød, og hun fik overbevist Ane om, at hun er en slags læge (hvilket jo heller ikke er helt forkert), så Ane aflyder troeligt. Og når jeg smører hende ind og giver hende panodil for natten, græder hun lidt, mens hun siger “Fortæller du så Tina, at jeg var rigtig god??”. Det gør jeg! Hun har det værst om aftenen og om natten. I dagtimerne er hun, indtil videre, imponerende upåvirket. Det ser umiddelbart ud som om, at Jasper har tænkt sig at sidde denne omgang over. De har været udsat for smitten samtidig, men han har ikke tegn på noget. Hvilket er både godt og skidt. Det havde været rart at få det overstået med dem begge på samme tid, samtidig havde det nok også været ganske forfærdeligt. Og han når jo højst sandsynligt at blive smittet af Ane. Ikke lige sådan jeg helst havde afsluttet min barsel, men derudover kunne timingen ikke være meget bedre med tanke på, hvad det ellers ville have krævet af sygedage og ferie. Så kunne man godt tage hele den der barnets første sygedag-debat, ikk’? For hvordan dælen skulle man lige få det til at hænge sammen? Den tager vi en anden dag…

Indkøringen må I få en ordentlig status på senere. Det går. Ikke skide godt, men heller ikke fuldstændig forfærdeligt. Vi er sådan et sted ind imellem, hvor både han og jeg græder lidt.

Førstesalsprojektet? Jeg ved det ikke helt. Det var ikke plankegulv, der lå under spånpladerne, som vi ellers troede. Det var forskallingsbrædder, som var bredere det ene sted, hvor jeg havde brækket lidt op, hvorfor det lignede plankegulv. Forskallingsbrædder er de brædder, som man lægger selve gulvet ovenpå, altså en slags undergulv. Men ærligt, så synes jeg, at de ser mega fede ud! Og i mit hoved, hvor de bliver sat sammen med hvide skråvægge og endevægge tapetseret med småblomstret retrotapet, så går de fint an som gulv, fordi de er rå og patinerede på Palæ Pompøs-måden. Jeg skal bare lige ha’ Fyrsten med på den vogn. Og nå ja, sikre mig, at det overhovedet kan bruges som gulv, så vi ikke risikerer, at loftet i spisestuen falder ned i hovedet på hos.

Jeg har etableret midlertidigt soveværelse i udestuen, hvilket fungerer rigtig godt på stort set alle måder. Bortset fra det med gadelygterne og de manglende gardiner, som gør, at Jasper ikke helt kan adskille nat og dag. Jeg gider simpelthen ikke poste en masse penge i gardiner, når jeg ved, at det kun er for en periode, men et eller andet skal der til. Det ender nok bare med noget med nogen lagner for vinduerne. Men hey – på den her måde er morgenerne lange nok til, at jeg kan nå at skrive et blogindlæg før kl. 8;)

Jeg får en flok dejlige damer til brunch i morgen, hvilket jeg glæder mig til. Det bliver et dejligt afbræk. Nu skal jeg bare minde mig selv virkelig meget om, at jeg er den type, som ikke går op i at præsentere et rent og nydeligt hjem. For sådan ét får jeg svært ved at grave frem under skoldbøtterne og spånpladerne. Det hele sejler. Og selvom det kan virke uoverskueligt, så er det efterhånden ved at gå op for mig, at jeg nok bare trives bedst sådan. Med de der projekter, som får gulvet til at gynge – i både bogstavelig og billedlig forstand. For jeg får lov til at skabe noget og bygge videre på den rede, som er vores hjem. Og lige nu siger jeg “jeg”, fordi det primært er mit projekt. Fyrsten passer børnene imens, laver mad og ordner vasketøj, for det skal jo også gøres. Og på et eller andet tidspunkt skal der laves ting, som jeg ikke har begreb om. Skæres nye paneler og sættes vægge op. Og så bytter vi roller. Indtil synes jeg faktisk, det er dejligt, at jeg kan få lov at være primus motor på et af de større projekter herhjemme:)

Der er nok at se til. Hvilket er okay. Så glemmer jeg næsten, at min barsel snart er slut. Næsten….

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

9 kommentarer

  • Lille pus skoldkopper, det bare ikke sjovt. Godt hun er så dygtig til behandlingen.
    gulvet er dejligt rustik, men tror ikke det godt at bruge som gulv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Nej, jeg er også rimelig meget i tvivl om, hvad det ender med. Vi må se når det hele kommer af, for jeg ved, at der kun er isolering og intet andet, der hvor trappen er blevet installeret. Og ja, hun er en sej tøs:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så er der jo en lille chance for, at Linus også bliver ramt om 2-3 uger, hvilket næsten passer med morens barsel

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det ville jo være perfekt timing! Der gik præcis to uger med Ane:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Lige en kommentar til gadelygter og lysfølsomme børn… Vi har nogle transportable mørklægningsgardinet, som vi tager med, når vi skal på ferie eller besøge familie. De sættes fast på vinduet med sugekopper og er fuldstændig geniale. Jeg har købt dem på reshopper for en slik, men de findes også på Amazon her: https://www.amazon.co.uk/gp/aw/d/B00BKZLWBU/ref=mp_s_a_1_2_a_it?ie=UTF8&qid=1487664373&sr=8-2&keywords=curtain+travel&dpPl=1&dpID=41NK0pn2DAL&ref=plSrch

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie L

      Det er da smart! Tak for den anbefaling.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Det lyder godt nok smart! Det må jeg tjekke ud:) Eneste problem er, at det er en udestue med vinduer på to fulde sider:/

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nåååhr, lille mus altså! ❤️Håber hun bliver fit for fight snart igen! Og selvfølgelig falder det sammen med husprojekt, det skal sådan noget pr. definition bare gøre (hvem var det egentlig, der lavede den regel?….) – timing is everything….. Mange tanker til jer, og særligt Ane, selvfølgelig! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnefri