Du ved, at du er den heldige indehaver af en 3-årig, når....

Bliver man nogensinde 100% afklaret??

I sidste uge havde jeg en snak med en læge fra endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Hun kunne fortælle mig, at mine tal ligger fint, og at de derfor er klar til at afslutte mit forløb ved dem. “Med mindre I planlægger en graviditet?” Det gør vi ikke, kunne jeg svare. Og det var et svar uden tøven, for vi er afklaret med, at der ikke kommer flere børn. Fyrsten er afklaret med ikke at ville have flere – jeg er afklaret med, at jeg er nødt til at respektere den beslutning. Også selvom jeg muligvis ikke selv føler mig 100% afklaret med, at vi ikke kommer til at få flere børn.

For jeg vil gerne have flere. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have en tre-fire børn. Og det tror jeg faktisk også, at vi havde fået, hvis ikke det havde vist sig at være så skide besværligt, det der med reproduktion. Og så måske er det derfor? Måske er det fordi, at jeg endnu ikke helt har formået at tilpasse mine forestillinger til min virkelighed. Måske er det fordi, at jeg nu ved, at det KAN lykkes. At jeg rent faktisk KAN blive gravid. Det virker helt tosset så at skulle stoppe! Når det, man sådan har kæmpet for, endelig lykkes. Men det er som oftest også først i 8. runde bowling, at jeg har så godt styr på kuglen og banen, at jeg begynder at lave strikes. Og booker man så en time mere? Eller stopper man, mens legen er god?

Jeg faldt over en tråd på facebook forleden, hvor nogen skrev lidt frem og tilbage om det der med, når den ene part gerne vil have flere børn, og den anden ikke vil. Og spørgsmålet om hvorvidt man så kommer til at bebrejde den anden, at livet ikke blev, som ønsket. Sådan har jeg det ikke. For selvom livet ikke er blevet præcis, som jeg havde forestillet mig, så er det alligevel alt, hvad jeg har ønsket. Og jeg kan sagtens være fuldt ud lykkelig og tilfreds med de to børn (og ham den voksne af slagsen), vi har, selvom jeg gerne ville have flere. Det er ikke at nøjes. Det er ikke et kompromis. Det er et ægteskab, hvor beslutninger træffes i fællesskab, og hvor alles behov tæller lige meget. Mit ønske om flere børn har ikke større værdi eller vægt end Fyrstens ønske om det modsatte. Og selvom jeg da nok ville ønske, at han var helt med på min idé om tilbygning og minibus, så respekterer jeg fuldt ud, at han er et andet sted. For vores situation er bare anderledes end mange andres. Herhjemme har børn været det primære fokus i syv år, og hele tanken om børn, og ikke mindst de rent fysiske af slagsen, har været afgørende for alt andet i vores liv. Og det er dén vinkel, som Fyrsten formår at medtænke, når jeg kører ud ad et rosenrødt spor, hvor alt dufter af nyfødt baby.

Så kan man se det som at give afkald på noget. Men man kan også vende den om og sige, at man bare vælger noget andet til. Et liv, hvor vi nyder, det vi har, fremfor altid og hele tiden at ønske mere. For det er jo sådan jeg er. Jeg stopper ikke, mens legen er god. Jeg bestiller en ekstra fadøl og tager en fire-fem strikes mere. Bare fordi jeg kan. Så er det godt, at jeg har en Fyrste. Som sætter fødderne i og tager bowlingkuglen fra mig. Nogen gange er det det, der skal til.

Så sådan på det personlige, Elisabethske plan så er jeg muligvis ikke 100% afklaret, men det tror jeg faktisk aldrig, at jeg ville blive. Mere vil have mere. Jeg er til gengæld 100% afklaret med, at jeg elsker vores familie, som den er nu, og at min lykke på ingen måde afhænger af, om vi får flere børn. Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg ender med at blive bitter, hvis ikke jeg får ‘min vilje’. Det er ikke en forhandling. Det er et spørgsmål om, at jeg skal begynde at forstå, at infertilitet, både som et generelt emne, men også som en personlig følelse, nok for altid vil fylde i mig. Og det vil fylde herinde, fordi det er her, jeg tømmer mit hoved. Men i hverdagen der spiller det faktisk ikke den store rolle mere. Og det er dejligt, at jeg har en Fyrste til lige at påpege det, når tankerne og drømmene løber af med mig.

Har I mon fået det antal børn, som I havde drømt om? Og var I enige?

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

32 kommentarer

  • Trine

    Vi har to børn, hvilket min mand er godt tilfreds med. Jeg har altid tænkt at jeg gerne vil have 3 børn. Vores yngste er kun 6 mdr så vi er slet ikke nået til at have den store snak om det.
    Jeg har mødt en del (kvinder) der siger at det da ikke er min mand der bestemmer hvor mange børn vi skal have, hvilket jeg synes er en ret vild kommentar. Og jeg kunne aldrig finde på planlægge et barn uden at vi er enige. Men jeg frygter også at det barn jeg “mangler” bliver en fortrydelse og sorg hos mig. Jeg synes dog at det er svært for jeg synes at man skal være enige om at lave et barn, men hvad gør man når man er uenige om antallet?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Vi har begge to søskende og synes, det har været ret perfekt 😊 Så det kunne vi godt tænke os! Vi har dog haft svært ved at få de to, vi har – sammenlagt har det taget lidt over 3 et halvt år at blive gravid! Så det sker ikke bare, og jeg er lidt bange for at blive “opslugt” igen. For det er mega hårdt at vente og håbe – også på nr to (og tre). Så jeg prøver også at øve mig i at tænke, at jeg jo har en hel fantastisk familie og har “nok” i det jeg har 😊
    Jeg håber dog stadig det “pludselig” sker, og så forsøger jeg at nyde det ekstra overskud til dem jeg har, så længe jeg venter 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Vi har tre børn… På 8 mdr, 4 og 5,5 år. Jeg elsker dem selvfølgelig, men jeg synes også det er fucking hårdt til tider. En anden side er, at når man bare har en middelindkomst så er 3 unger også pisse dyrt at have… 😀 puuuhhh, vi skal ikke have flere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da jeg i sin tid startede på projekt baby gik det heller ikke helt så nemt, som jeg havde forestillet mig. Førstefødte er derfor blevet til med inseminering. Derefter er der kommet 2 mere til på egen vis, og jeg har hele tiden sagt, at Vera var den sidste! Hun er nu 6 måneder gammel, og skrukfornemmelsen er begyndt at kigge frem igen – nok mest fordi hun er så lækker og nem lige nu 😉 Men nej – vi skal ikke have flere! Både pga økonomi, plads og det fact, at min mand fylder 50 lige om lidt. Men mest af alt, fordi det er blevet tid til at nyde de 3, vi har og se hen mod friheden, når vi ikke længere har blebørn eller nogle, der skal sove lur. Også for vores store drengs skyld, da der ofte er ting, vi fravælger, fordi det er upraktisk med de 2 små 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisa

    Følelsesmæssigt vil jeg gerne have ét mere. Jeg har to drenge på 9 og snart 5 år. Men den yngste har autisme og er døv. Jeg bliver 39 år i næste måned. Jeg er sgu bange for at få et barn mere med autisme. I har ingen anlæg for autisme i familien, men alderen og hyppigheden for at autismen rammer igen er høje.

    Jeg tør ikke. Vi bruger så meget energi på den yngste. Vi elsker ham, han er vores solstråle. Men det trækker f…. ofte tænder ud.

    Jeg er ved at bearbejde sorgen over at ikke få et mere, og huske mig på at nyde de to jeg har. Jeg er jo i sandlighed rig, på familien og kærligheden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Du er da bestemt rig<3 Når det er sagt, så tror jeg også, at det er virkelig vigtigt at få bearbejdet de følelser, der følger med. For I jeres tilfælde er det jo en masse omstændigheder og ikke 'det frie valg', som spænder ben for ønsket om en mere. Men jeg kan virkelig godt forstå din frygt! Varme tanker til dig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Jeg har 4 – nu meget voksne børn. Og det er 1 for lidt. Men tiden gik og vi blev for gamle. Var 40 og 50 med nr 4, så derfor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Ja, det sker jo, desværre. Jeg havde helt sikkert også fået Jess med på en mere, hvis ikke det var for hans alder. Men det betyder jo også bare noget!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg gad virkelig godt have et barn mere. Når man nu får sådan nogle dejlige nogen af slagsen, synes jeg nærmest, at det virker dumt ikke lige at få en mere.

    Men jeg er selv, og det betyder, at jeg skal tænke mig virkelig godt om. Jeg er nemlig ikke sikker på, at det for Anton og Frida ville være lykken med en baby mere. Og egentlig bliver det af den bagvej, jeg når frem til, at jeg ikke skal have flere, for jeg vil ikke give afkald på tid med de to, og det vil jeg komme til, hvis jeg øger med en ekstra. Det synes jeg hverken de eller jeg er tjent med. (Og her taler jeg kun om, hvordan det føles for mig. Jeg har masser af venner, der har 3 børn, og som på respektindgydende vis formår at være der lige meget for alle).

    Endelig har jeg alderen imod mig, og det fylder også. At jeg potentielt kan risikere at gøre vores liv herhjemme voldsomt kompliceret, hvis jeg får et handikappet barn.

    Det er meget populært at sige, at “det går jo nok – det gør det altid”. Men “at gå” er bare ikke det samme som “at gå godt”.

    Mvh

    Linda

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg er vild med din afsluttende bemærkning – for du har fuldstændig ret. Livet skal jo helst ikke bare ‘gå’. Slet ikke hvis man egentlig står i noget lige her og nu, som går godt. Så er det meget at ofre. Det var egentlig nok lidt af de samme bekymringer Jess gjorde sig, da jeg begyndte at gå med tankerne om at få endnu én efter Ane. At det risikerede at gå ud over Ane (på en helt anden måde end i dit tilfælde, naturligvis), hvis vi skulle i behandling igen, og hvis det kom til at æde mig op igen. Og jeg kunne og kan godt forstå ham. Heldigvis faldt tingene jo bare i hak. Det er sgu bare svært at sige stop, når nu man ved, hvor helt igennem fantastisk det er. Så kan det være en øvelse af de virkelig svære slags, at se livet med de realistiske briller. Men jeg prøver;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Vi har to sønner. Og jeg troede det var nok. Men på trods af søvnterrorister og hjertebarn ønsker jeg mig en baby til. Men det kommer ikke til at ske. Pga kedelige ting som studie, økonomi, fremtiden osv. Men skulle jeg bare gøre som jeg ønsker fik vi en til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Åh, øv at sådan noget, som skal sætte en stopper for det! Jeg håber, at du forliger dig med situationen. Kram til dig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Vi planlægger at lave en toer til sommer. Jeg var ellers helt afklaret med at min datter skulle være enebarn. Lige indtil jeg ikke var afklaret alligevel. Hun er 3 år og 4 mdr nu og det er ca et år siden jeg blev så skruk at det halve kunne være nok.
    Min kæreste har hele tiden gerne villet have én mere, men så snart jeg sagde “ja” sagde han “måske, men mest nej”… nu er vi dog på “ja” begge to og starter ‘projekt baby’ til juli, og håber naturligvis ‘den’ er der i første hug.
    Og så er det slut………..det er jeg (vist nok) helt afklaret med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Vi har en søn på 15 måneder og en lillebror i maven, der har forventet ankomst til juni. Jeg har altid sagt at jeg kun skulle have to børn, men efter at være blevet mor og fundet ud af at det er det bedste i verden, plus jeg har en mand som ønsker sig flere, er to heller ikke nok til os, som det ser ud lige nu. Vi kunne godt tænke os to mere, et sæt pseudotvillinger til, men først om en 3 års tid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Da jeg mødte min mand var vi begge 22. Jeg ville gerne have et barn mens jeg studerede – for ham lå det meget længere ude i fremtiden. Da jeg var 25 sagde han en dag ar han gerne ville have er barn, så selv om tanken for mit vedkommende var pakker lidt væk var jeg med på ideen med det samme. Vi fik vores 1. datter da vi var 25. Da vores datter var 2 1/2 mente jeg at det var på tide med en to’er. Min mand kunne ikke rigtigt forholde sig til det. Sagde hverken ja eller nej, så det endte med at jeg sagde: jeg holder op med p-piller – hvis du ikke er klar må du stå for beskyttelse. Og så kom lillesøster. Nu er de 11 og næsten 8. Vi har på skift ønsket en 3’er og har begge haft gode (og skiftene) argumenter for og imod, men ingen af os har kunne lægge tanken helt på hylden, så til maj kommer der en lillebror eller lillesøster. Vi kan begge lide tanken om at den lille ny ikke skal være ‘enebarn’ men om der kommer en 4 må tiden vise. Alderen betyder jo også noget selv om vi begge har planer om at blive 100. Jeg har aldrig haft den der følelse ‘nu er jeg færdig med at få børn’ – som flere af mine veninder beskriver.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Hvor dejligt med en efternøler!!! Men ja, fedt at I har haft alderen med jer – det kan jeg godt misunde:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    jeg har netop afsluttet min barsel med vores 3. barn, og jeg er på INGEN måde afklaret med at det var sidste barn, ihvertilfald ikke følelsesmæssigt… Men uret tikker, og jeg har nok alderen imod mig efterhånden…MEn jeg GAD godt, lige nappe en 4er her på falderebet…. VIRKELIG godt:o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Min exmand og jeg var helt overbevist om at 3 sti var det gyldne nummer.. Vi har 2 på 11 og 14 år.
    Vi havde ingen problemer med at lave dem, men de 9 mdr. de boede i min et-værelses var hårde. Kvalme og opkast i massiv mængde, smerter i led og muskler og generelt ubehag var udslagsgivende. Desuden er den ene født ved semi-akut KS og nr. 2 ved planlagt KS pga lægelige og personlige omstændigheder.
    Vi tænkte over det og blev enige om at vi nu var beriget med 2 lækre sunde dejlige drenge og vi holdt ved det.
    Senere er vi blevet skilt og jeg har nu 2 voksne bonusbørn/svigerbørn og 1 barnebarn, de tæller jo også som familie for mine drenge. På fars side har de 2 jævnaldrende bonussøskende. Begge familier fungerer til UG og mine drenge stortrives begge steder.
    Så kan vi vist ikke forlange mere af livet ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Hvor er det skægt, som livet fører en ud ad stier, som man ikke lige havde forudset:) Det lyder som en ret skøn og stor familie, I er endt med at få:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Dorte

    Jeg har altid drømt om 5 børn.
    Oprindeligt var jeg selv enebarn men skilsmisse og nye ægtefæller gav mig pludseligt 5 søskende. Og jeg elsker at have søskende og at vi er mange.
    Desværre har jeg en bindevævssygdom, 50% arvelighed og frygten for at jeg skulle ende permanent i en kørestol gjorde det at blive gravid til en årelang samtale med min mand og diverse læger. Vi sprang ud i det og for 1.5 år siden kom Villads ind i vores liv. Han er verdens dejligste, han viser ingen tegn på at have arvet min sygdom og jeg sidder ikke i kørestol (HURRA).
    Men graviditet og det at have et barn har desværre stadig haft enorme konsekvenser for mig fysisk.
    Så han bliver enebarn.
    Jeg har dage hvor jeg næsten ikke kan være i mig selv af ked-af-det, frustration og vrede. Jeg har dage hvor jeg er evigt taknemmelig for at vi sprang ud i det og fik ham.
    Vi lever i håbet om at blive aflastnings- eller plejefamilie når han bliver større.
    Vi kommer ikke til at give ham biologiske søskende men vi kommer til at give ham kærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Jeg hader sætningen ‘Søskende er den største gave, du kan give dit barn’! Ingen tvivl om, at søskende er vidunderlige – jeg har selv 6 og ville bestemt ikke være dem foruden. Men jeg er på hold med dig – kærligheden er så meget vigtigere! Stort kram til dig:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhr, den er svær! Vi har tre børn, og var rørende enige om det helt fra dag ét. Og jeg elsker dem alle tre hudløst, men det er VIRKELIG en mundfuld. Jeg tager mig selv i at fraråde det, når folk spørger mig, og jeg har skrevet om det her: http://skøreliv.dk/?p=90 – inden du kløjs i det (hvis du læser det), vil jeg lige minde dig om, at jeg helt som sædvanligt har sat alting lidt på spidsen…
    Ikke desto mindre har jeg de sidste seks måneders tid taget mig selv i at ønske mig en mere. Det skal vi så IKKE ha’, kan jeg godt afsløre, men jeg blev overrasket over at jeg tænkte tanken efter at fabrikken så at sige har været lukket i så mange år. Så du har helt og aldeles ret når du spørger hvornår man egentlig er færdig. Ja, jeg ved det skisme heller ikke!…..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde troet jeg skulle have (3-)4 børn. Og vi var begge 24, da jeg uden problemer blev gravid med den første, så det burde jo have været nemt. Men jeg kastede op. Som i virkeligt meget. 20 gange om dagen. Kiloene raslede af mig. Jeg var fuldtidssygemeldt fra uge 5 og til fødslen. Jeg kunne intet. Overhovedet. Intet.
    …gik selvfølgeligt 11 dage over termin og fik et akut kejsersnit i stedet for en hjemmefødsel.
    Vi skulle ikke have et enebarn, så selvom jeg var nervøs for at få samme bræk-cirkus igen, så var jeg 2 år efter gravid igen. Samme historie. Jeg brækkede mig fra start til slut, min datter på knap 2 havde kun en primær omsorgsperson – det var hendes far, der heldigvis blev assisteret af hendes morfar. Jeg brækkede mig bare i 9 måneder og min vellykkede hospitalsfødsel efter kejsersnit blev til et endnu mere akut kejsersnit.
    Øv.
    2 lorte graviditeter. 2 lorte forsøg på fødsler. 2 dejlige unger som jeg for alt i verden ikke vil byde at skulle leve igennem at jeg for 3. gang brækker mig i 9 måneder.
    Nu bliver de 4 og 6 om en måned, de elsker hinanden og jeg er over lykkelig for at vi ikke “nøjedes” med at få et enebarn, men der kommer ikke en treer. Selvom noget i mig kalder på babygråd, natamninger og barselsorlov, så bliver det ikke i dette liv.
    Jeg har kanaliseret min babykærlighed ud i de babyer der kommer omkring mig hos venner og familie og glæder mig sindssygt meget til børnebørn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Auch, det lyder godt nok også modbydeligt!!! Så forstår jeg virkelig godt, at I siger stop ved de to. Og ja – så nyder man jo det liv man har, og ikke det man havde i sine forestillinger!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver aldrig helt afklaret men vi mødte hinanden lidt sent i livet og jeg ville giftes først og så tog det 4 år før vi så endelig stod med den første i armene efter en del år i behandling. Kun 1,5 år senere var jeg med rogn igen men alderen fulgte også med. Var vi 5-10 år yngre ville vi begge gerne have en mere men vi har avlet søvn monstre og skal ikke have børn efter vi blev 40 (som skete i 2015). Men afklaret 100% helt nede i maven bliver jeg ikke. Jeg SAVNER at stå med en baby og barsel mv.

    Meeen så nyder jeg altså også efterhånden som udstyret i form af barnevogne hagesmækker bleer mv forsvinder. Og ungerne kan kalde en spade for en spade

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Her spiller alderen også en rolle. Havde vi begge været i starten i 30’erne, havde det sikkert set anderledes ud. Men Fyrsten er bare 10 år ældre, og det lader sig jo ikke ændre på;) Og ja, så kan det være en fordel ind imellem at vende det hele om og se på alle de positive ting der er ved, at ens unger bliver ældre og mere selvkørende:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da jeg mødte min mand – vi var 18 og 19 år gamle – skulle vi aldrig have børn, vi blev gift 3 år senere og skulle stadig ikke have børn, men 3 år senere ville vi alligevel have børn (der havde været nogle problemer/hændelser, som vi kom igennem sammen), og blev gravide ret hurtigt. Vores datter blev desværre født med rygmarvsbrok, så hun levede kun 3 dage, så vi var helt afklaret med, at vi skulle have et barn mere. Vi fik vores anden datter 1½ år senere og var enige om, at vi aldrig skulle have flere børn. 3 år senere faldt min niece ned af en trappe, hun var ved at dø og lå på intensiv. Da det hele var godt igen, sagde min søster til mig: “Hvad skulle jeg have gjort, hvis jeg ikke havde haft en bror og en søster til at være her sammen med os?” Det fik mig til at tænke og beslutte, at vores datter ikke skulle være enebarn, så vi fik en søn – eller det vil sige, vi var først igennem en abort i 15 uge – og så fik vi to drenge med 3 års mellemrum – sidste graviditet var jeg gennem en svangerskabsforgiftning, så da jeg blev gravid igen 1 år sener – ved et uheld – var jeg klar over, at jeg nok skulle vælge en abort, selv om jeg gerne ville have et barn mere, men min mand kunne ikke klare at tænke på, at jeg skulle få svangerskabsforgiftning igen og måske dø fra ham og mine børn. Beslutningen blev taget, men det var ikke let.
    Så man må give og tage for at få et ægteskab til at fungere. Tingene går ikke altid som man tror og håber, ulykker, held og uheld – eller bare tilfældigheder – påvirker hele tiden resultatet.
    Undskyld, det blev en lidt længere smøre om mig og mit.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fyrsten&Fruen

      Først og fremmest: hvor gør det mig med alt det, I har været igennem, Helle! Og nej, det lyder bestemt ikke til at have været let for nogen af jer. Og du skal slet ikke undskylde! Noget af det jeg sætter allermest pris på er, når folk deler deres egne beretninger. Vi kan lære så meget af hinanden:)
      Og så jeg fuldstændig enig – tingene går bare ikke altid som forventet, og så må man justerer på sine forventninger og ønsker undervejs. Det hører egentlig også med til vores historie, at Jess faktisk allerede sagde nej til flere børn efter Ane. Men det handlede ikke om, at han ikke ønskede flere – det handlede om, at han var bange for, hvad endnu et behandlingsforløb ville gøre ved mig. Og det forstod jeg godt. Men for mig at se var den mulige gevinst bare så meget større end frygten for, at det ikke ville lykkes.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Du ved, at du er den heldige indehaver af en 3-årig, når....