Udestue á la Elisabeth

Børn er jo også en slags mennesker…..

Som nævnt er jeg gået i gang med en lille make over af vores badeværelse, som i første omgang består i, at det bliver malet. Vi fik lavet vores badeværelse for små 6 år siden og valgte i den forbindelse at bruge nogen af de rest-klinker fra vores gang, som den tidligere ejer havde efterladt. Gulvet i gangen er grønt og to nuancer af blå, og nu er enkelte af fliserne på badeværelsesgulvet og i brusenichen altså samme farver. Derfor tænkte jeg, at det kunne være fint at male blå striber på trævæggen.

Da Ane så mine første striber, foreslog hun, at vi malede alle farver og fik en regnbue på væggen. Den var jeg ikke helt med på, så Ane foreslog i stedet, at hun så kunne male en lyserød stribe. Og her til formiddag har hun svunget penslen på badeværelset og sat sit helt eget præg på væggen:)

Jeg lagde en snap ud, hvor jeg sagde, at jeg ikke havde kunne komme på noget argument for, hvorfor hun IKKE måtte få en lyserød stribe på væggen, så nu kom der altså en ekstra farve på. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man havde man spurgt mig, før jeg fik børn, så ville jeg have ment, at et argument sagtens kunne have været, “at sådan er det bare, fordi jeg bestemmer”.  Og egentlig kunne det også sagtens have været et argument i den har sag, for det er da et argument, som i andre sammenhænge bliver benyttet herhjemme. Men ikke i dette tilfælde. Det er også Anes badeværelse og Anes hjem, og jeg synes kun, at det er positivt, at hun får ansvar og ejerskab over det. Ikke dermed sagt at vi skal have en hoppeborg i stuen eller ismaskine i legehuset, men i de tilfælde, hvor det giver mening, synes jeg bestemt, at Ane skal mærke, at hendes stemme også blive hørt. Så jeg behøvede ikke argumentere for noget som helst. På nær det med regnbuen.

Jeg tænker nogen gange, at der godt kan gå lidt inflation i “Det bestemmer jeg!”. At vi forældre ind imellem er så bange for at vade direkte i curlingfælden, at vi overser, at vores børn, ved siden af plagerier og urimeligheder, også kan have helt reelle ønsker. At de faktisk også er en slags mennesker;)

Men det kan den ondelyneme også virke som om, man balancerer på et knivsæg. For hvor går grænsen mellem det at give børnene ansvar og styrke deres selvstændighed og det at give efter? Hvornår er det de voksne, der bestemmer, fordi de ved bedst, og hvornår bør man lade børnene komme til fadet (eller penslen)? Og det hjælper ikke synderligt på tvivlen, at curlingbegrebet er oppe til debat hveranden dag (jeg bidrager selv her), og efterlader én med følelsen af, at man konstant og hele tiden er medvirkende til at ødelægge ens børn fuldstændig.

Jeg kan ikke andet end følge min mavefornemmelse. Hvilket altså i dette tilfælde har resulteret i lyserøde striber på badeværelset;) Ja. StribeR. For Ane havde altså fat i noget! Det så pisse godt ud, så jeg malede lige to mere:)

img_6790

Hvis du har lyst, kan du også følge bloggen på  facebook // instagram // Bloglovin'

   

3 kommentarer

  • Det ser friskt ud, god ide hun kom med… men jo regnbuen ville nok blive lidt meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sådan! Godt gået af jer begge, og det ser da helt vildt godt ud! Kan virkelig genkende den der følelse af, at man forsøger at navigere mellem at være for streng eller at curle… Har hele tiden bedyret, at jeg ville behandle mine børn, som jeg behandler alle andre mennesker – og altså lytte til deres meninger, også selvom de ikke giver mening. Virkeligheden har så hist sig at måtte være knap så favnende, ahem, men da ældste dreng kom hjem med et kunstværk, som han stolt fremviste, fik han selv lov at udpege, hvor det skulle stå – og jeg blev simpelthen så glad over det smil, han kom med, da vi beundrede det på dets nye plads. Jep, de er nemlig også en slags mennesker. Og beboere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Pisse lækker væg ❤💙👍 Elsker at der ikke er en decideret rækkefølge/orden på striberne, at det er mere lidt tilfældigt.
    Og igen elsker jeg din overbærenhed og at lade Ane komme til og sætte hendes præg på badeværelset.
    Tror der hvor det tit går galt i en travl hverdag med arbejde, børn, hus og have og man bare får sagt nej, for det bestemmer jeg, er at man først ikke kan overskue at børnene vil lave om på det man først har bestemt, for vi voksne ved jo bedst 😂 Og så kan man ikke overskue at skulle have dem til at hjælpe til… Det er som om det bare er blevet en vane at sige nej, istedet for ja… Kan desværre selv tage mig i det, fx ved madlavning at jeg ikke lige kan overskue en ekstra i køkkenet med en kniv, fordi det skal gå hurtigt, og jeg er træt (og mangler en mand 😂). Så jeg kan helt sikkert lære noget af sine fantastiske overbærende evner, med at lade børnene komme mere til…
    Og ikke falde i enten curling fælden (hader det ord), eller plageri fælden… 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Udestue á la Elisabeth