Ægdonor søges!

Jeg har gennem årene skrevet en del om ægdonation. Det har jeg, fordi infertilitet generelt ligger mit hjerte nært, men også fordi jeg personligt kender kvinder, som ikke havde været mødre i dag, hvis ikke de havde været så heldige at kunne få et æg fra en anden kvinde.

Derfor har jeg i dag lånt min blog ud til et noget anderledes formål. Nemlig en meget konkret bøn. Lisha og hendes mand søger en ægdonor, og de har prøvet alle klinikker i Danmark. Og nej, jeg mener ikke bare ‘mange’, jeg mener alle! Så nu har jeg tilbudt Lisha at dele deres historie her i håbet om, at der måske sidder en derude bag skærmen, som kan hjælpe Lisha og hendes mand med at få opfyldt deres drøm om at blive forældre<3

Kære allesammen 

Vi håber at kunne finde hjælp til livets største gave. 

Jeg er 30 år og min mand er 37. Jeg er uddannet sygeplejerske med en kandidatgrad indenfor specialet. Min mand er uddannet indenfor fødevarebranchen. Vi har været gift og sammenlevende i 10 år. 

Aktuelt har vi ingen børn, men ønsker os inderligt en lille guldklump, som kunne lyse vores liv op med glæde. Vi har forsøgt graviditet en del år og været igennem flere medicinske og kirurgiske behandlinger, desværre uden held.

Selvom den seneste lange tid har vendt op og ned på den virkelighed, vi troede skulle være så nem; de mange søvnløse nætter, hvor vi har siddet og søgt forgæves, grædt uendelige tårer og følt os magtesløse over naturen og livets gang, ja så håber vi, at 2017 bringer lykke og opfylder vores drøm om at blive forældre. 

Vores eneste og sidste mulighed for at opnå graviditet er nu gennem ægdonationsbehandling. 

Vi oplever dog, at mulighederne for os er meget begrænset, da vi er et indisk par og har svært ved at finde donorer, som matcher vores hudfarve.

Derfor søger vi nu en venlig sjæl, som har lyst til at hjælpe os. 

Donor behøver nødvendigvis ikke at være fra Indien, bare de lysbrune nuancer er der og kan matche vores gyldenbrune hudfarve.

Mange håbefulde tanker og knus fra os begge.

Såfremt du tænker, at du måske er den donor, som Lisha og hendes mand mangler, så send mig en mail på efausing@hotmail.com, så sørger jeg for at skabe kontakt mellem jer.

image

DOs and DON’Ts i 2017

img_3079

DOs:

  • Donere æg. Såfremt Jasper slipper sit ellers faste tag i min barm i løbet af 2017, så vil jeg gerne donere æg. Hvis der er nogen, der vil ha’ dem;) Pt er der faktisk for første gange i mange år ikke mangel på æg, hvilket jo er fuldstændig fantastisk! Jeg forestiller mig, at det blandt andet skyldes, at honoraret er hævet til 7000 kr., og at der har været en masse oplysningskampagner. Da jeg jo har en stofskiftesygdom, kan jeg kun donere dedikeret – det vil sige direkte til et par, som jeg selv finder. Og det er helt fint med mig:)
  • Lære at spille ét nummer på guitar. Bare et. Hvilket som helst. På nær ‘Mariehønen Evigglad’, som er det nummer, min ven, Lars, mener, at det skal være. Og i og med jeg satser på, at det er ham, der skal lære mig det, så kan det godt være, at det bliver et problem. Men helt ærligt – hvis jeg ender med kun at kunne et nummer, så skal det fandme ikke være ‘Mariehønen Evigglad’! Der må kunne forhandles!
  • Lave førstesalen. Hvilket vil sige fjerne de spånplader, som lige nu gør det ud for gulv. Forhåbentlig blive vildt imponeret over det gulv, som gemmer sig nedenunder. Male væggene, som er træværk og derfor skal ha’ 78 gange. Rive væggene ned på Anes værelse ned og sætte nye op. Jeg sveder allerede ved tanken!
  • Læse gode bøger. Af den slags som tryllebinder. Gerne med en hel masse familiehemmeligheder og den slags. Smid gerne nogle bud, hvis I kan anbefale nogle gode:)
  • Vær mere kreativ! Sy nogen bøger. Eller bare en til at starte med. Jeg har lånt en bog om det på biblioteket i dag, og de kan simpelthen blive så fine! Og nu kreativiteten alligevel er fremme, så vil jeg også pisse gerne få lavet Jaspers bog færdig.

DON’Ts

  • Hidse mig op over kommentartråde på facebook. Jeg kan da i hvert fald gøre et forsøg.
  • Bide over for mange projekter på én gang. Igen – forsøget værd!
  • Lade mig stresse over ligegyldige ting, som umalede vindueskarme og snavsede gulve, og i stedet bruge energien på sjove ting, som at danse. Så hvirvler man samtidig hundehårene ud i hjørnerne af stue. Win-win!
  • Se ‘Criminal Minds’ før jeg skal sove. Dumt, dumt, dumt! (“Hvad var det for en lyd? Hvilket vindue er det lettest at kravle ud af? Hvem af børnene redder jeg først? Hvorfor tog jeg ikke en brødkniv med i seng? Hvorfor har vi valgt en Golden Retriever uden dræbertendenser?”)
  • Melde mig ind i et fitnesscenter. Jeg kommer for helvede jo aldrig derned alligevel.
  • Købe de der små ting, som Netto har stående ved siden af dankortterminalen. Det er håndsprit, Elisabeth! Du har en hel dunk derhjemme. Den er ikke bedårende og uundværlig, bare fordi den er lille.
  • Plag Fyrsten om en baby. Han har tre og er rundet de 40. Giv for fanden manden noget ro!
  • Droppe sukker. Det smager godt, det gør mig glad. Ingen yderligere forklaring nødvendig!
  • Lav dos and don’ts-lister, som jeg alligevel ikke kommer til at overholde…..

Noget om kærlighed og mursten

Jeg har altid vidst, at babyerne ikke blev leveret af storken. I min nære familie er fertilitetsbehandling nærmest en tradition, så jeg er vokset op med, at babyerne kom fra hospitalsbesøg og sprøjter. Med al den sorg og afmagt der selvsagt fulgte.

En af de stærke kvinder fra min familie fortalte mig engang, at det for hende ikke var dét at få børn, som var det afgørende. Det var dét at blive mor. Dengang forstod jeg det ikke helt. I dag er jeg ældre, klogere og en hel del erfaring rigere. For det handler ikke om (det har det i hvert fald ikke gjort for mig!) at reproducere sine gener eller gro et menneske. Det handler om kærlighed. Al den kærlighed som man føler så altoverskyggende et behov for at give videre til et lille menneske.

Jeg kigger ikke på min søn og tænker ‘Hvor er det godt, at han har mine gener!’. Jeg kigger på ham og synes, at det er en pudsig og dejlig følelse at kunne se mig selv i ham. At kunne genkende min hvirvel og kløft i hagen. Ligesom jeg kigger på Ane og nyder, at hun elsker at lege udenfor og at klæde sig ud på samme måde, som jeg selv gjorde som barn. Det på trods af, at Ane har groet i en mave, som tilhører en pige, der bestemt ikke gad med mig ud og grave huller og bygge huler. Næ, hun ville lege med Barbiedukker eller ordne hår på et plastikhoved.

Så når Ane, iklædt sit Emil fra Lønneberg-tøj, vandrer af sted med sin skovl og sin spand for at slå sin egen regnorme-rekord, så handler det ikke om gener. Det handler om, at JEG har købt både tøj, spand og skovl. Det handler om, at jeg naturligvis dyrker de ting med mine børn, som jeg selv finder glæde i.

Jeg har talt en del om det der med gener med en veninde her på det seneste. Hendes tanke er den samme som rigtig mange andres – at ens gener på en eller anden måde er ens børn. Særligt i den sammenhæng at hvis man donerer æg, så har man børn derude et sted, som man ikke kender til. Og jeg forstår godt, hvad hun mener. På ‘papiret’. I virkeligheden forstår jeg det slet ikke. Og ikke ‘det forstår jeg ikke’ ment som, at jeg synes, det er mærkeligt eller dumt at tænke sådan. Det gør jeg ikke, og jeg har talt med mange som har samme holdning til ægdonation. Faktisk tror jeg, at langt de fleste kvinder, har det ligesom min veninde. Men jeg forstår ikke tanken om, at ens gener er ens børn.

Måske det mest af alt handler om, at hvis jeg køber det argument, så godtager jeg også, at mine børn er nogen andres. Og det er de bare slet ikke. Misforstå mig ikke – jeg er min søster og vores donor helt usigeligt taknemmelig! Men mine børn er ikke deres. De er blevet vores takket være dem, hvilket er fuldstændig fantastisk:) Men de er vores, ingen andres.

Måske går det endnu længere tilbage. Til min barndom og tidlige ungdom hvor mange er blevet overrasket over at høre, at jeg har seks søskende. Når de så har fået forklaringen på, hvordan min familie hænger sammen, har jeg, flere gange end jeg kan tælle til, fået kommentaren “Nåååå, så de er ikke dine RIGTIGE søskende!” …. Dét har jeg aldrig helt forstået vigtigheden af at skulle pointere. For nej – jeg deler ikke 100% gener med én eneste af dem, men det gør da hverken dem, mig eller vores forhold mere eller mindre rigtigt. Og naturligvis elsker vi ikke hinanden mindre af den grund. Så måske er det derfor. Måske er det fordi jeg er vokset op i en familie, hvor gener ikke tillægges nogen nævneværdig værdi. Hvor de på ingen måde har været afgørende for følelsen af samhørighed og kærlighed.

Måske er det bare mig. Måske er det mit simple sind, der ikke forstår ting, jeg ikke kan se – såsom gener. Måske er det min naivitet eller min romantiske tankegang, som siger mig at gener er ubetydelige, at kun kærligheden tæller.

Måske er det allermest en blanding af det hele.

Jeg bilder ikke mig selv ind, at gener ikke spiller en rolle. Selvfølgelig gør de det. Men i mit lille hjørne af verden er de allerhøjest en bunke mursten. De bygger huse, og de holder taget på plads, men det er ikke dem, der udgør et hjem. Når man har malet væggene, hængt familiebillederne op og sidder og nyder sin kaffe i den blomstrede sofa, så kan man jo slet ikke se murstenene;)

Jeg rynker ikke på næsen af min venindes eller andres følelser, når det kommer til det med vigtigheden af gener. De taler, føler og forstår udfra et andet perspektiv, end jeg gør. Så jeg dømmer ingen, jeg forstår det ganske enkelt bare ikke. For i min verden er de blot byggeklodser – det liv, der leves bag murstene, består af noget ganske andet og meget vigtigere:)

Foto af Frederikke Brostrup:)
Foto af Frederikke Brostrup:)

Ægdonation #2 – personlig beretning

For lidt tid siden efterlyste jeg kvinder, der havde lyst til at dele deres beretninger om at donere eller modtage æg. Linda har været så sød at dele sin historie her:)

Da jeg var 25 år, besluttede min kæreste og jeg, at det var på tide at droppe præventionen og gå i gang med at lave en baby.
Jeg var lidt nervøs for om det ville lykkes, da jeg havde haft mange blødningsforstyrrelser i løbet af det sidste år. Jeg havde meget ustabile cyklusser, der kunne gå alt mellem 3 uger og 5 måneder mellem mine menstruationer, og jeg var bange for at have PCO. Jeg var også begyndt at få hedeture.

Jeg havde været hos lægen i løbet af året, men der ville de ikke undersøge det nærmere, og mine symptomer blev slået lidt hen. Efter at vi havde forsøgt 9 måneder, gik jeg til lægen igen, og nu ville hun gerne tage blodprøver for at undersøge, hvorfor jeg ikke blev gravid. Blodprøverne så noget mærkelige ud, men lægen troede stadig, at det kunne være PCO eller lignende. Jeg blev sendt videre til gynækolog, som tog en særlig blodprøve, AMH, der viser hvordan det står til med ens ægreserve. Den viste desværre at jeg var gået i meget tidlig overgangsalder.

Det var et kæmpe slag for os, men ikke en overraskelse for mig. Jeg havde gået og joket med, at jeg sikkert var gået i overgangsalderen. I den periode var min mor lige gået i overgangsalderen, og jeg synes, at jeg kunne kende hendes symptomer. “Heldigivis” fik vi diagnosen i efteråret 2012, hvor lovgivning omkring æg og sæddonation lige var lavet om. Nu var det lovligt at donere kendt og krydsdonere.
Krydsdonation er, hvor en man kender donerer til en fælles pulje, og så kommer man forrest i køen til ægdonation.

Herfra gik det stærkt. Vores henvisning til hospitalet blev sendt afsted, og vi fik en tid 2 måneder efter. Jeg er så heldig, at jeg har en veninde, der gerne ville krydsdonere for mig, og dette blev sat i værk hurtigt. Efter første samtale gik der 1 måned, og så fik vi tilbudt donoræg. Jeg tror, at det gik så hurtigt, fordi vi var nogle af de første, der benyttede os af krydsdonation.

Jeg blev gravid i 3. forsøg og er nu mor til en dejlig 2 årig dreng.

Det var en rigtig hård tid, men vi var så heldige med så lidt ventetid.
Graviditeten var også meget præget af det særlige forløb, med mange skanninger og igangsættelse. Dette er vist fast procedure ved graviditeter opnået med donoræg, da der en lille forhøjet risiko for komplikationer som lav fødselsvægt og svangerskabsforgiftning. Jeg blev i forbindelse med behandlingen yderligere udredt i forhold til, hvad der kunne være årsagen til den meget tidlige overgangsalder, evt. Turners syndrom, men jeg fejler intet andet end den tidlige overgangsalder.
Overgangsalderen bliver jeg behandlet for med hormoner, da det kan være farligt at gå så tidligt i overgangsalderen. Risiko for knogleskørhed øges betydligt hvis man vælger ikke at blive behandlet med hormoner. Det er ca. 1 promille af kvinder der går i overgangsalderen inden de fylder 30.

Hvilke tanker gjorde I jer, da I valgte ægdonation?

Da vi fandt ud af, at jeg ikke kunne få børn på naturlig vis, var det for os oplagt at forsøge ægdonation. Jeg havde læst lidt om det i forvejen og havde en ide om, hvad det indebar. For mig var det vigtigt at forsøge at give min mand genetiske børn. Det betød meget på det tidspunkt, og jeg tror at det hang sammen med en følelse af at ikke være “en rigtig kvinde”, når jeg ikke kunne blive gravid. Samtidig havde jeg en enorm lyst til at prøve det der med at være gravid og føde. Jeg havde nogle gravide veninder på det tidspunkt og ville gerne opleve det samme. Samtidig virkede adoption ikke som den rigtige løsning, også på grund af den lange og opslidende ventetid. Men vi talte da om, at hvis det ikke lykkedes i en overskuelig fremtid, ville vi overveje at gå igang med processen. Jeg syntes at, det var rigtig hårdt at være i behandling og ville ikke forsøge for evigt.

Jeg møder mange forskellige holdninger til ægdonation. De fleste synes jo, at det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, men jeg er også blevet spurgt, hvorfor jeg ikke bare adopterede. Min veninde der krydsdonerede for mig er også blevet spurgt til, om hun ikke synes, at det er underligt, at hun har børn et eller andet sted. Men jeg tænker, at dem der donerer og modtager æg ser ikke donor som mor. Jeg håber, at ægdonorer i fremtiden kan blive bedre kompenseret for donationen, og at dette kunne gøre, at flere donerede og ventelisterne bliver kortere.

Tak fordi du ville dele, Linda:)

Som en lille fodnote kan jeg sige, at efter Linda sendte mig sin beretning, er kompensationen for ægdonorer sat op, så fra 1/7-2016 modtager man 7000 kr. Jeg tror, som nævnt tidligere, ikke at pengene gør en verden til forskel, ikke desto mindre glæder det mig meget, at man har sat kompensationen op! I samme ombæring ændres reglerne således, at donorer nu må donere på mere end én klinik. Tidligere måtte man kun donere til én klinik, så havde man doneret i det offentlige, kunne man ikke hjælpe mere, når parret havde opbrugt sine forsøg og skulle videre til det private.

Skulle man være nysgerrig på emnet og gerne vil vide mere om ægdonation, kan man kigge forbi blivægdonor.nu🙂

image

Ægdonation #1

Hvis I har fulgt med i medierne de seneste dage, vil I uden tvivl have hørt lidt om ægdonation. Det er nemlig et emne, som der er særligt fokus på lige for tiden. Og det gør mig glad! Jeg håber, at den øget opmærksomhed kan være med til at bringe antallet af ægdonorer lidt op, ligesom jeg håber, at det kan være med til råbe politikerne op i forhold til at ændre på den kompensation, der gives til ægdonorer.

Fertilitetsbehandling er et helvede. Og de kvinder som dagligt slås for ønsket om at blive mødre, er i min optik de sejeste i verden. Jeg følte mig sjældent særlig sej, og folk fortalte mig også, at jeg ikke tog så pænt. At jeg ikke var så stærk. Set i bagklogskabens lys burde jeg have protesteret voldsomt mod sådanne ytringer. Jeg var en fucking superhelt alene af den grund, at jeg stod op hver eneste morgen! Fordi jeg formåede at leve et nogenlunde normalt liv. Fordi jeg tog på job, gik i Netto og lavede hakkebøffer med bløde løg. Fordi jeg stod op, og fordi jeg stod det ud.

Fertilitetsbehandling er særligt hård ved de kvinder, der mangler æg. For der er desværre ikke mange ægdonorer i Danmark. Og det er egentlig forståeligt nok. Det er en drøj proces at donere æg. Man skal i hormonbehandling, til 4-5 scanninger, og til slut skal man igennem at få taget æggene ud. Tidligere kom de fleste donorerede æg fra kvinder, der selv var i behandling. Det ændrede sig markant, da regeringen indførte brugerbetaling i 2011. Og med markant mener jeg virkelig markant. Jeg hørte i en radioudsendelse, at der i de første 6 måneder af 2011 blev doneret 0 æg. Nul! Og det forstår jeg så udmærket. For det var jo æg, man kunne få befrugtet til brug i en senere behandling, fremfor at skulle betale for endnu et forsøg.

Derudover blev ægdonorer frem til sidste sommer  honoreret på samme måde som sæddonorer – med 500 kr. Nu får de 400 kr pr. fremmøde og 800 for selve ægudtagningen, som kræver en hel fridag. Altså 2400 i alt – som der skal betales skat af! Det virker helt skørt, da processen for en kvinde er meget længere og også for nogen ret smertefuld. Jeg tror ikke, at de kvinder, der virkelig gerne vil donere æg har brug for et økonomisk incitament. Jeg tror, at de havde gjort det lige meget hvad. Derfor køber jeg heller ikke argumentet om at holde kompensationen nede for at økonomisk pressede ikke skal ty til ægdonation for at lave lidt hurtige penge. For uanset prisen er det ikke hurtige penge! Alligevel tror jeg dog, at en større kompensation vil kunne gøre en forskel. Jeg tror, at det kan prikke til de kvinder, som gerne vil, men ‘ikke lige får det gjort’, og jeg tror, at det vil få de nuværende donerer til at føle sig mere retfærdigt behandlet i forhold til processens omfang. Nogle steder i Sverige er ventelisterne helt i bund som følge af, at kompensationen er blevet sat op.

Der mangler æg i Danmark. Mange par tager turen til udlandet, men det kan hurtigt blive dyrt. Derudover er det omfattende at skulle tage turen til udlandet ved hver behandling. Og lidt grotesk, at det overhovedet er nødvendigt at skulle krydse grænserne for at få hjælp.

For nogle år siden blev der åbnet for muligheden for at donere æg direkte til en anden, hvor det ellers førhen kun var muligt at donere anonymt. Det er også muligt at donere til krydsdonation. Det fungerer sådan, at hvis kvinde A mangler et æg, så kan kvinde B donere et æg til en pulje af æg, hvorfra kvinde A så får et æg fra en ukendt kvinde. Det æg kvinde B har doneret går, på samme måde, til en kvinde, hun ikke kender. Altså er det nu muligt at få en æg ved hjælp fra en veninde, søster eller andet. Hvis man altså er heldig nok at kende én, som vil donere. Alligevel er antallet af donerer ikke steget synderligt.

Jeg er så usigeligt taknemmelig for at være ude af behandlingsverdenen, men jeg føler med dem, som fortsat kæmper. Og for de par, som mangler æg, så håber jeg virkelig, at de sidste dages artikler og udsendelser kan gøre en forskel!

Sidder du derude og enten har doneret æg eller modtaget, og har du lyst til at dele din fortælling herinde, så må du meget gerne sende mig en mail på efausing@hotmail.com.

Og har du lyst til at læse mere om emnet, så har jeg skrevet lidt om mine egne tanker om at donere her. Du kan også læse indlæg fra en ægdonor og fra en modtager🙂

 

 

 

Ægdonation og kroppens erindringer

Jeg skal til 8 ugers undersøgelse i næste uge. Et af punkterne på min ‘Spørg lægen’-liste er ægdonation. Faktisk er det det eneste. For jeg vil rigtig gerne have hans grønne lys for, at jeg og min krop lige om lidt kunne være klar til at donere æg.

Eller ‘ville’ rigtig gerne.

Jeg havde allerede forhørt mig hos en fertilitetsklinik, om hvorvidt det overhovedet er muligt og tilrådeligt at donere æg, mens man ammer. “Ingen problemer!” sagde de. Så i går ringede jeg til ‘vores’ klinik, den hvor lillebror blev lavet. Bare lige så jeg kunne have deres ord med i tasken, når jeg skulle til lægen. Desværre var de af en helt anden holdning end den første klinik, og vil ikke røre mig med en ildtang (hvilket ikke er et helt forkert ord at bruge i den sammenhæng!), så længe jeg ammer. Og jeg planlægger at amme ligeså længe, som lillebror har lyst. Ligner han sin søster bare lidt, så er det LÆNGE! At donere efter barslen er ikke umiddelbart en mulighed, da jeg efter de sidste mange ægudtagninger har haft smerter, der ville gøre, at jeg ikke kunne gå på arbejde.

Jeg hader, hader, hader at få taget æg ud. Faktisk hader jeg alle former for undersøgelser af mit underliv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en psykisk betinget reaktion mere end en fysisk. Jovist, det gør ondt! Men den største smerte sidder i psyken, for selvom jeg er ‘videre’, så husker kroppen. Og turene i stigbøjlerne er forbundet med så stor sorg og smerte, at min krop øjeblikkeligt går i alarmberedskab. Jeg forsøger krampagtigt at trække vejret dybt og slappe af, alt imens tårerne løber, og jeg beder til, at det hurtigt må være overstået.

Hver gang jeg har ligget der på briksen i forbindelse med en behandling, har det været med hele følelsesregistret i spil. De første par gange var det overvejende håb og forventning. Og de følelser fulgte vist med hele vejen, men undervejs, som forsøgene fejlede, blev håbet overskygget af angst, sorg, frustration og modløshed. Selvom lægerne ændrede proceduren undervejs – så sætter vi to æg op! Så sætter vi tre æg op! – og selvom de hev nye, smarte ord op ad posen – vi prøver med assisted hatching! Og en tur med blastocyst dyrkning – så var resultatet det samme hver gang. Hvilket var INTET resultat.

Kroppen glemmer ikke bare.

Jeg er ude på den anden side. Nok er følelserne og minderne med mig, men jeg formår langt hen ad vejen at kontrollere dem og bruge dem konstruktivt. Jeg forstår, at det er overstået. At vi vandt.

Kroppens erindring er en helt anden og langt mere ukontrollabel størrelse. Og den overrumpler mig hver gang.

På trods af dette og ikke mindst på grund af dette, vil jeg gerne donere æg! Mine årsager er langt hen ad vejen egoistiske. Jeg vil gerne hjælpe andre, men jeg vil også gøre det her for MIN skyld.

Først og fremmest føler jeg behov for at bidrage til en eller anden form for karmisk balance. Jeg har fået to børn – jeg ‘skylder’ universet selv at smide noget i puljen. Jeg vil gerne give noget igen.

Dernæst tænker jeg ægdonation som et skridt på vejen til at ændre min krops erindringer. For denne gang ville en ægudtagning ikke være forbundet med et miksmask af modstridende følelser. Der vil (tror og håber jeg) kun være glæde.

Glæden over at kunne give et (to, tre, fire, fem??) andet par muligheden for at blive forældre. Det er dét minde jeg vil bære med mig i min krop. Ikke sorg og smerte.

Glæde. Bare glæde.

 

Jeg er ret nedslået over, at min plan ser ud til at være gået i vasken. Så jeg tænker, vender, drejer og går på opdagelse i undersøgelser og forsøger at vriste relevant viden ud af fertilitetslæger. Og ellers må jeg vente nogle år og forsøge at time det med en ferie.

Jeg har et mere fyldestgørende indlæg om ægdonation liggende endnu ufærdigt  i kladder, så det har I tilgode:)

God weekend, alle sammen:)