En af den slags fredage….

I dag var en af den slags fredage, hvor jeg havde lyst til at kaste mig ud ad døren på jobbet, direkte hjem på sofaen for at ligge i ske med en flaske iskold hvidvin. I dag var så også en af den slags fredage, hvor der var sommerfestmedskrigendebørnpåhoppeborge i børnehaven. Og vi ved jo godt alle sammen, at den slags trumfer hvidvin. Som man altså ikke må medbringe til den slags arrangementer. Til gengæld må man godt medbringe mad. Og i dag var en af den slags fredage, hvor hverken Netto eller Brugsen havde plantefars, hvilket også betød at det blev en af den slags fredage, hvor jeg brugte dyrebar tid (dyrebar, fordi den kunne have været brugt på at indtage hvidvin) på at lave falafler fra bunden, fordi jeg åbenbart er en af den slags kvinder, som holder sig til den oprindelige plan. Når jeg måske i stedet burde ha’ været en af den slags, som medbragte en pepperonipizza. Hvilket moren ved nabobordet var. På en af den slags dage, hvor pepperoni var langt mere tiltalende end falafler. Falafler med hele korianderfrø i. Fordi jeg altså også er en af den slags kvinder, som er håbløs i et køkken, så når jeg læser ‘koriander’ i en opskrift, så finder jeg noget i skuffen med krydderier og tænker “Det må sgu være dét her!”. Hvilket det jo egentlig også var. Sådan semi. Så jeg åd mine koriandertunge falafler, mens jeg savlede over naboens pizza og prøvede at tøjle min trang til at råbe “PAS PÅÅÅÅÅÅ!”, hver gang ham den 2-årige med det kæmpe hoved tog et skridt på hoppehelvedet. Det var heldigvis den slags fredag, hvor kæmpehovedet kom helskindet med hjem. Men også den slags fredag, hvor falafelforvirringen var skyld i, at jeg glemte at købe hvidvin. Hvorfor det eneste iskolde mit køleskab kan byde på er havremælk og mayonnaise. Så nu er det blevet den slags fredag, hvor jeg drikker kaffe i stedet. Hvilket også vil sige, at det bliver den slags fredag, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Hvilket er helt okay, når man endnu ikke har set det seneste afsnit af ‘Gift ved første blik’. Og sådan skete det altså, at det trods alt blev en af den slags fredage, som er pisse gode!

Røde læber og høje hæle (og andre ting, værd at anbefale)

Ting, jeg virkelig kan anbefale!

– Røde læber og høje hæle

Vi var til bryllup sidste weekend, og jeg gav den fuld gas med krøllet hår, røde læber og høje hæle. Jeg kan godt have tendens til at holde lidt igen. Skrue ned for mig selv af frygt for, hvad andre vil tænke. Særligt når jeg skal ud blandt folk, som jeg ikke rigtig kender, hvilket var tilfældet til netop denne fest. Men da spændet på de røde sko var lukket, krøllerne druknet i hårlak, og jeg stod foran spejlet og kørte det sidste røde strøg over mine læber, så jeg på mig selv og tænkte “Du er fandme pæn!”. En følelse, jeg ikke har haft længe. Det var virkelig dejligt!

– Toetagers hårbørste

Den har med garanti en mere fancy og korrekt betegnelse. Jeg kender den bare ikke;) Det, jeg mener, er sådan en hårbørste, der både har lange og korte børster. Mine børn er udstyret med ret forskellig hårpragt. Anes er tyndt og fint, Jaspers er tykt og kæmpestort. Men fælles for dem begge er, at de har indbygget touperingseffekt. De skal blot true med at lægge sig på en pude, så har de dreadlocks vildere end dem, der prydede deres mor i hendes ungdom. Så til Anes fødselsdag ønskede hun sig (eller måske mest hendes mor. Okay. KUN hendes mor) sådan en toetagers børste. Og den er Gud!!!! Virkelig! Slut med brok og gråd, når håret skal tæmmes.

– At hoppe et smut forbi Nadia!

Måske I allerede kender til Carlos’ Kitsch’en? Hvis ikke kan jeg fortælle, at det er en café, som ansætter indsatte for at resocialisere dem i den sidste tid af deres afsoning, og for at mindske risikoen for tilbagefald til kriminalitet. Et helt fantastisk projekt, hvis I spørger mig. Men desværre også et projekt, som er truet af konkurs. Nadia har lavet en fin illustration, og hopper man forbi hendes profil for at købe sådan én, så går hele overskuddet til Carlos’ kitsch’en.

– At tage et hop videre derfra og ind til Ida!

Ida har nemlig sat gang i en challenge, hvor man i en uge kun må iføre sig tøj, som man ikke har brugt i et år.  Og ikke for sjov – selvom det forhåbentlig bliver sjovt for Ida og de, som joiner hende. Men for lige at sætte foden i og droppe overforbruget af tøj. Og hun skriver så skide fint om det! Jeg kommer ikke til at lege med. Ene og alene af den grund, at jeg ikke tror, at jeg ville kunne samle tøj nok til en hel uge. I hvert fald ikke af den slags, som jeg ville tage på på job. Til gengæld har nogle af jer, som også følger med på Instagram, måske bemærket, at min #discountdulle er opstået fra de døde. Det er hun efter et år med al for meget tøjshopping. Det har været sjovt. Vidunderligt endda. Og også tiltrængt efter en lang årrække af spare, spare, spare. 10 fertilitetsbehandlinger og en selvbetalt barsel kunne godt mærkes på pengepungen og smages på havregrynene, så det var dejligt endelig bare at kunne give los og købe tøj, bare fordi jeg havde lyst, og fordi jeg kunne. Men det stopper her. Både af samvittighedsårsager – jeg har, ligesom Ida, fået øjnene op for, hvad det er, vi gør ved miljøet med voldsomme forbrug af tøj – men også af økonomiske. Vi har købt en ny bil. Sé, der kan vi tale om forbrug (men det er langt mere miljøvenlig end den gamle og desværre ganske umulig at leve uden!). Og sådan én koster penge, så vi skærer det fra, som kan skæres fra. That is Zalando.  Og det passer mig faktisk rigtig fint. Indtil videre har jeg lavet en aftale med mig selv om kun at måtte købe brugt tøj til både mig og ungerne (med undtagelse af vores vinterstøvler, som man dog tit kan købe brugt, uden at de reelt er brugt. Og undertøj.) i resten af 2018. Så håber jeg at forhøje til 2019, når vi når dertil.

– At høre Dodo and the Dodos, som du muligvis har på hjernen efter at have læst min overskrift. Og vidste I, at hun står ligeså fast som på bundgarnspæle? Jeg har skrålet med på den sang i årevis uden at lure det. Tak Google.

 

 

Johnny bruger ikke gummistøvler!

Hallelujah, der er liv!!!!

Okay. Jeg er utjekket. Det ved vi alle sammen godt. Og jeg skulle ha’ skrevet sådan et ‘Bloggen flytter, tavshed forude’-indlæg. Det gjorde jeg ikke. Fordi jeg er utjekket. Og fordi mit utjekkede hoved har ganske lille forståelse af, hvad sådan en blogflytning indebærer og derfor tænkte, at det ville gå lidt tjept. Det var så ikke tilfældet. Og den er stadig ikke lavet sådan helt færdig, bloggen. Der er for dælen planter i toppen. Men vi er åbenbart nået til den del af processen, som kræver, at jeg tager stilling til, hvordan jeg ønsker, at bloggen skal se ud. Hvilket uden tvivl ville være en del lettere, hvis den slags interesserede mig. Det er så ikke tilfældet…. Jeg vil bare gerne skrive!

Og jeg har savnet at skrive. Savnet at tømme mit hoved her, og interagere med jer. Savnet min hule. Og nu jeg endelig lukket ind igen (Johnny bruger ikke gummistøvler!), og så aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive. For første indlæg efter en pause af den her størrelsesorden skal helst være virkelig godt, ikk?! Underfundigt og humoristisk. Med velskrevne betragtninger og subtile, men velovervejede referencer. Jeg lægger så benhårdt ud med Jydekompagniet. Fordi det er tirsdag. Og fordi jeg ikke har sovet i en uge. Og fordi sådan er jeg. Men jeg er her!

Og her er et billede af en tomat med en diller. Selv tak.

Ævl og kævl

Tiden løber, og jeg slentrer stille og roligt bagefter, mens jeg nynner en sang. Oftest titelsangen fra MGP, som lige for tiden kører på repeat herhjemme. Kasper Windings ‘Kom nu hjem’ får dog også et par nyn med på vejen, fordi jeg trods alt stadig har bare lidt at sige herhjemme.

Det er tirsdag, hvilket vil sige, at jeg møder sent. Egentlig skulle jeg gøre rent, det er blevet min tirsdagstjans, men jeg havde mere lyst til at blogge. Og i og med at den lyst har været ret så svingende på det seneste, tænkte jeg, at den burde gribes. Jeg overvejede jo ellers kraftigt at få rengøringshjælp en gang om ugen, og alle fortæller mig, at det er verdens bedste idé. Jeg synes bare, det er mange penge. Også selvom det kan trækkes fra i skat. Så nu prøver vi det her i en periode – at jeg giver den gas tirsdag formiddag. Når jeg altså ikke blogger i stedet.

Jeg har tusindvis af blogindlæg i hovedet, men der er det der med tiden. Og min fløjten. Og mine børn og min mand og vores tusindvis af projekter. Jeg er ikke god til det med at skrive på indlæg over flere dage. Det skal ud på én gang, ellers bliver det noget rod for mig. Så pt ligger der alt for mange halvfærdige indlæg i mine kladder, som aldrig kommer til at se dagens lys, fordi jeg er nødt til at starte forfra hver gang, for ligesom at få ordene til at give mening.

Der er et om amning. Som fylder ret meget i mit hoved pt. Hvordan jeg kan mærke, at omgivelsernes reaktion på det – eller måske nærmere min forventning og fornemmelse af omgivelsernes reaktion på det – er begyndt at påvirke mig negativt. Tidligere blev jeg bare kontrær a la “jeg nægter at lade andres holdninger få nogen som helst indflydelse på mig eller på, hvad jeg gør hvor og hvornår!”. Nu kan jeg i stedet mærke, at jeg bliver ked af det, når min amning bliver kommenteret, eller når et ammebillede er skyld i, at 40+ følgere smutter fra min Instagram. Ikke pga tallet – det rører mig ikke det fjerneste. Men pga signalet. Følelsen jeg sidder tilbage med, når så mange reagerer negativt på noget, som for mig er helt naturligt. Det er en længere smøre.

Det er også en længere smøre det der med børnene. Med at Jasper nu for alvor er blevet et rigtigt lille mennske. Med vilje og personlighed. Og temperament. Han taler stadig ikke. Ikke meget i hvert fald. Hans seneste ord er “Cash”, mens han stadig ikke siger “mor”. Jeg prøver virkelig på ikke at tage det personligt, at hunden tydeligvis er vigtigere end mig. Det lykkes jeg ikke skide godt med, kan I nok høre;) Men det frustrerer ham, at han ikke altid har held med at gøre sig forståelig. Og resulterer i yoghurt ned ad væggen og bidemærker i skuldrene. Jeg forstår så udmærket hans frustration, og vi arbejder virkelig med at tolke hans ‘jamimanana!’, hvilket desværre kun lykkes ca. 50% af gangene. Mest af alt er han jo bare vidunderlig. Og så åndssvagt glad for sin storesøster, at jeg flere gange dagligt fornemmer mit hjerte skippe et slag, når jeg ser dem sammen. Ane er tilgivelsens mester. For han vender på ingen tid, ham hendes lillebror. Fordi hun jo heller ikke altid forstår, hvad det er, han vil. Eller fordi hun ikke overgiver sig til hans vilje. Og så går han fra at putte sig ind i hendes armhule til at knalde hende én med sin cykelhjelm. Hvilket selvsagt er skide svært for en 4-årig at forstå. Og det er skide svært for mig at forklare hende, hvorfor han gør som han gør, uden samtidig at komme til at sende hende et signal om, at det er okay. For det er det selvfølgelig ikke!

Så er der det med, at vi skal på ferie. Sådan rigtigt, uden for landet grænser. Med all inclusive, svømmepøl og potentiel diarré. Det har vi aldrig prøvet. Faktisk har Fyrsten og jeg aldrig før været på ferie sammen, udover på ølejr. Det tætteste vi kommer, er den ene overnatning, som vi havde på et hotel, da vi var på adoptionsforberende kursus. Tæller det med? Jeg er ret sikker på, at det var i Ringsted, så det bliver et nej. Men nu skal vi altså ud at rejse. Til Costa Del Sol, sgu. Og jeg har maven fuld af sommerfugle og bekymringer, fordi jeg glæder mig helt åndssvagt meget, men samtidig ikke kan lade være med at tænke på, at bare det at have Jasper med en tur hjem til min søster kan være en udfordring;) Ej. Ærligt, så glæder jeg mig mest af alt. Og vi tager det, som det kommer. Og selvom all inclusive ikke lige er min foretrukne ferieform, så tænker jeg, at det er den absolut bedste, når man rejser med børn på vores alder.

Så er der alt det, som bare handler om mig. Jeg har genfundet et gammelt venskab. Et venskab, som betød så ufatteligt meget for mig for år tilbage, og som er nu er blevet genoptaget – lige der, hvor vi slap. Og det er ligeså varmt og vidunderligt, som det var for 8 år siden. Det er helt ufatteligt rart!

Og der er alt muligt andet. Store ting og små ting og alle dem der imellem. De kommer. Men NU skal jeg altså støvsuge. Så har jeg da nået bare en tredjedel af min tirsdagstjans:)

Dejlig dag til jer:)

img_8798 img_8859

Mig, mig, mig. Og dig??

Reklame // indeholder et produkt,
jeg har modtaget som gave, samt et reklamelink)

Vi var til sommerfest i Anes børnehave i går. Og jeg gad faktisk overhovedet ikke af sted, det indrømmer jeg gerne. Det har været en god, men mega lang uge, og jeg havde egentlig allermest lyst til bare at nyde min familie herhjemme med fredagsslik og benene oppe. Men vi kom af sted, og det var simpelthen så hyggeligt! Der var hoppeborg, popcornmaskine, slush ice og verdens mest overdådige kagebord, så allerede der var der tilfredshedsgaranti i forhold til ungerne. Selv er vi så heldig at have fået et rigtig godt forhold til en del af forældrene, og det var så rart at få tid til at sidde ned og snakke og grine, fremfor blot de sædvanlige godmorgen’er på vej ud fra børnehavens garderobe.

Da vi alle samles og skal høre børnene synge, bliver jeg prikket på skulderen af én, som bare lige vil fortælle mig, at han syntes, at jeg skriver virkelig fint og personligt. Ja, han. Det var en far, sgu. Jeg blev helt paf og sagde bare kort ‘tak’. Senere måtte jeg fortælle ham, at det var et rigtig fint kompliment, som jeg satte stor pris på, men at jeg bare var en smule overrasket over, at han som mand læste med på bloggen. Han indrømmede, at det var først og fremmest var hans kone, som fulgte med herinde, men at han nu også havde læst en del indlæg og syntes godt om min skrivestil. Og det gjorde mig simpelthen så glad:)

Og det fik mig til at tænke på det her indlæg, som Tina udgav i sommers.

For jeg ved jo i grunden meget lidt om jer, som læser med. Selvom der er en del af jer, som jeg nærmest føler, at jeg kender, fordi vi har delt historier herinde, så ved jeg jo ikke meget mere end de få brøkdele af jeres fortællinger, som tilfældigvis lige har relevans i forhold til et givent indlæg og emne.

Mit seneste indlæg herinde sluttede af med noget med tandkød. Men er der mon efterhånden andre end Anne og Kit, som overhovedet ved hvad det betyder? Jeg vil gerne vide, hvem du er. Hvor er du i dit liv, hvad er din yndlingsbog, og hvilken sang giver dig akut dansetrang? Hvad gør dig så glad, at du smiler med tandkød? Og så er jeg altså også ret nysgerrig på, hvordan du har fundet vej herind, hvor længe du har læst med, og hvilke andre blogs du læser?

Ja, eller bare det, du har lyst til at dele:)

Jeg kan godt starte!

Her er jeg:

T-shirten er fra La Label:) Nederdelen finder du her:)
T-shirten er fra La Label, og er en gave:) Nederdelen finder du her (reklamelink).

Jeg er, som min fine t-shirt afslører, 33 år gammel. Jeg er i min bedste alder, føler jeg, men det har jeg følt i de sidste mange år;) Jeg er uddannet folkeskolelærer, men med et hjerte der banker i socialpædagogiske rytmer, hvorfor jeg kun har arbejdet indenfor specialundervisning. Jeg er tosset med Harry Potter og Kabalemysteriet, og jeg kan hverken holde skuldre eller ben i ro, når jeg hører ‘You make my dreams come true’ med Hall & Oats. Elton Johns ‘Sacrifice’ giver mig kuldegysninger på den fede måde hver gang! Jeg er mor til to og bonusmor til en, og det mit livs vigtigste roller. Jeg samlede på boligreportager, da jeg var barn. Altså, på den måde at jeg klippede dem ud af blade og satte dem i plastiklommer og mapper inddelt efter kategori. Jeg er konfliktsky som bare fanden og kronisk angst for at komme til at sige eller gøre noget, som kan misforstås eller såre andre. Jeg har et forvokset pleasergen og en underudviklet motorik. Sidstnævnte er desværre umuligt at skjule, da den manifesterer sig dagligt i form af pletter på min trøje og løbere i mine strømpebukser. Jeg drømmer om at få mit hjem i et boligmagasin, lære at spille guitar og opnå en spontan graviditet. At vinde sådan en ‘Tøm en tøjbutik på 3 minutter’-konkurrence står også rimelig højt på listen af drømme, men jeg tænker at chancen for det er nogenlunde ligeså stor som chancen for en spontan graviditet;) Lige for tiden ser jeg ‘The good wife’, læser om miljøterapi med lidt Harry Potter on the side og hører ‘Angel Zoo’ på repeat. Min ultimative yndlingsbeskæftigelse er at spise i sengen. Helst ostemadder. Og min mand hader det! Jeg elsker at læse med på Miriams Blok, Blogsbjerg, Hvid Kaffe og Skøre Liv (og maaaaange andre!), fordi det er sjove, vedkommende og velskrevne blogs. Jeg hader til gengæld at læse brugsanvisninger, og når Fyrsten forsøger at forklare mig, hvordan relæet fungerer, hører jeg tilfældige 80’er hits i mit hoved, i stedet for de ord han siger. Hvis han ikke selv er hjemme, når sikringerne sprænger, er naboen det nok;)

Okay. Det var måske lidt rigeligt. Men det er mig. Og jeg er nogen gange svær at stoppe:)

Vil I være med? Det håber jeg:)

 

Ævl og kævl

img_7466

Jeg æder nachos og salsa i den nye sofa. Det kan kun lade sig gøre, fordi Fyrsten er faldet i søvn i den anden ende. Han ville aldrig tillade den slags. Men på den anden side, vil han virkelig godt ha’, at jeg bliver gode venner med den nye sofa, og det her virker som en ret god måde at gøre det på.

Jeg er gået i gang med at se ‘De udvalgte’ på iPaden, og ligeså fed, som jeg syntes den var for 16 år siden, ligeså møg elendig synes jeg, at den er her ved slutningen af afsnit to. Men jeg er jo nødt til at se den færdig – bare for at se, om jeg virkelig var så galt på den!

Ane er på ferie hos sin moster i disse dage, og her er helt åndssvagt stille. Jeg aner ikke, hvornår jeg får hende igen. Da jeg spurgte, hvor længe hun ville være hos sin moster, fremviste hun to hænder. Jeg siger max én. For der er kun gået én sølle finger, og jeg så faktisk allerhelst, at hun kom hjem i morgen.

Men det gør hun ikke. For hun hygger sig. Og Fyrsten og jeg har rigeligt at se til i den her uge. Planen er at få lavet det sidste væg færdigt på førstesalen, få skåret lister til, og endelig at få malet hele lortet. 100 kvm. Listeloft fra gulv til loft. Jeg, som ellers er Palæets meste lalleglade og naive beboer (vi regner ikke Cash med her, så havde han vundet stort), er skeptisk, mens den evigt fornuftige og realistiske Fyrste mener, at det sagtens kan lade sig gøre. Og egentlig burde jeg jo så gå derop nu og gå i gang med et eller andet i stedet for at æde nachos, se dårlige serier og blogge, men vi er der i processen, hvor jeg har brug for, at han peger og dikterer. Ellers gør jeg tingene i den helt forkerte rækkefølge og ender med at sætte os flere dage tilbage i processen. Så jeg venter.

Jeg har ellers lagt nogen ret gode planer, synes jeg selv. Med væg-til-væg reoler omkring vinduerne i gavlene, to indbyggede skabe og enten noget skrivebord eller indbygget seng til Ane. Nu får I lige et par billeder, og så er det jeres opgave at smide alle de gode idéer på bordet, som jeg ikke lige selv kan se, okay? I skal også lige svare mig på det her: jeg vil ha’ tapet på den ene endevæg, altså bag reolen. Noget fedt noget fra Retro Villa. Men vil det komme til at se komplet tosset ud, når vi bygger en reol hen over?

img_7292 img_7293 img_7294 img_7296 img_7297

Stik mig alle jeres guldkorn, så vil jeg hoppe tilbage til det, jeg var i gang med. De nachos spiser jo ikke sig selv.

Jeg kigger på skyer

Nu er der efterhånden et par stykker, der har prikket til mig for lige at tjekke, om jeg er i live. Så jeg tænkte det måske var på tide at melde ind med oplysningen om, at jeg stadig har en puls;) Men det er jo forståeligt nok, at folk undrer sig, for der har været langt mellem indlæggene på det seneste. Sidst jeg var blogfri så længe, var jeg nygravid og så bange for at afsløre mig selv, at jeg fandt det klogest bare at holde min kæft😉 Det er ikke tilfældet denne gang. Der er ingen store nyheder eller små hemmeligheder – der er bare hverdagen med nyt job og to små børn. Nå ja, og bunkevis af små og store projekter som altid. Jeg ved ikke, om det er en velsignelse eller forbandelse, at jeg altid har gang i tusind ting. Det er bare mig. Og nogen vil måske mene, at man bør hellige sig én ting og smide al sin energi i at fuldføre det. Det er helt sikkert den rigtige vej for mange. Men jeg har bare aldrig rigtig formået at leve på den måde. Jeg søsætter 10 nye projekter på én gang. Og så færdiggør jeg ofte kun de tre. Men så har jeg lært noget af de andre syv undervejs, og de giver mig oftest bare idéer til syv nye. Og det synes jeg faktisk er et fint regnestykke:)

Lige nu er det helt store projekt – stadig – førstesalen. Det rykker, men i det små. Vi har kun mulighed for at arbejde på den i weekenderne, hvor der som oftest også er andre planer. Egentlig var planen at bruge en del af ferien på at give den ordentlig skalle, men som den nærmer sig, bliver tankerne om renovering erstattet med tanken om sand mellem tæerne, børnelatter, kolde Hof og lyden af bålets knitren akkompagneret af akustisk guitar – tanken om Vejlø. “Kun én uge i år!” havde vi lovet hinanden, Fyrsten og jeg. Indtil vi i lørdags blev bedt om at fortælle lidt mere om den der ø. Og så talte vi. Og talte. Og viste billeder og videoer og beskrev sommeraftener med solnedgange, som ikke findes smukkere noget sted i verden. Og da ordene slap op, kiggede vi på hinanden og behøvede ikke sige det, som den anden allerede vidste. At gu’ kan vi da ej nøjes med en uge. Førstesalen løber ingen vegne. Det gør sommeren. Ane tæller også ned. “Er det sommer nu?” spørger hun. “Skal vi så på Vejlø i dag??”. Lige om lidt, min skat. Lige om lidt.

Derudover påtænker Fyrsten at gå i gang med det hønsehus, som vi har talt om de sidste mange år. Han er vist lidt frustreret over stilstanden på førstesalen og den manglende mulighed for at hamre rundt deroppe efter ungernes sengetid. Så han laver en ‘Elisabeth’ og starter et sideløbende projekt op.

Jeg selv forsøger pt at være nærværende og nyde mine unger i dagtimerne uden at have for meget opmærksomhed på bloggen, Snapchat mm. Ikke fordi jeg synes, at jeg normalvis er en fraværende mor, men det har naturligvis krævet lidt af mit overskud at starte op efter halvandet år på barsel – og så efterfølgende på helt nyt job. Og så må de ting, der kan sorteres fra, lade livet for en stund, så de vigtige ting kan prioriteres. Som når Ane spørger mig, om vi ikke skal lægge os i græsset og kigge på skyer. Så kunne jeg naturligvis dokumentere mit liv på de sociale medier efter kl. 19.30. Men der er jeg fordybet i undervisningsforberedelse, faglitteratur eller symaskinen. Jeg har fået et flip med hårbånd, så der er blevet syet en ordentlig røvfuld på det seneste – og jeg har husket at tage billeder, så jeg kan lave jer en diy. Det er så åndssvagt simpelt, hvis blot man kan betjene en symaskine.

Nå ja, så er jeg også ved at give Lillemors udestue en make over. Mere om det senere:)

Men jeg er her! Og tak fordi I bekymrer jer<3 Der er intet galt. Jeg har bare travlt med at kigge på skyer.

img_6642

Kys og ukrudt

Jeg har været afsted med jobbet på tur i 2,5 døgn, og blev for et par timer siden budt velkommen hjem med en tungeslasker med ekko fra Jasper og en fin buket ukrudt fra Ane. Fyrsten mødte mig med et ‘undskyld, at køkkenet roder’, hvilket jeg ærlig talt ikke havde bemærket, hvis ikke han selv havde sagt det. Jeg var smurt ind i savl og mælkebøtter og havde ikke rigtig øje for andet. Og skide være med køkkenet. Jeg siger bare hallelujah for, at jeg er udstyret med en ægtemand, som ikke fortrækker en mine, når jeg kommer hjem og meddeler, at jeg skal to dage på koloni. Jeg selv når at få smånervøse trækninger, hvis jeg skal være alene med ungerne en enkelt dag, for tingene er immervæk noget lettere, når holdene børn-voksne er ligeligt fordelt. Fyrsten tager med kyshånd imod muligheden for at få en stund uden mor i nærheden – fordi det bare giver noget andet. Ikke nødvendigvis noget bedre, men noget andet – som er guld værd for dem alle tre. Og Ane har fået lokket et Spiderman-kostume ud af sin far i morens fravær, hvilket i hendes optik helt sikkert er både guld OG diamanter.

Jasper har klaret sig fint uden amning, men jeg fik nu ikke lov at være hjemme i mange minutter, før han havde hægtet sig fast igen;) Der var også nok at tage af, lad os sige det sådan. En brystpumpe kan bare ikke helt det samme. Slet ikke når den betjenes på bagsædet af en kollegas bil. Der var tonede ruder, og jeg var desperat! Vi tænker dog, at det er en kærkommen mulighed for at droppe natamningen, nu hvor han har klaret to nætter uden. ‘Kærkommen’ siger jeg, og synes nu alligevel, at det er lidt vemodigt. Også selvom jeg ser frem til lidt mere sammenhængende søvn. Nu må vi se, om han accepterer det, ellers må jeg tage et par nætter på sofaen. Efter to nætter på liggeunderlag må sofaen siges at være en opgradering;)

Jeg har nået at nappe mig en mindre solskoldning med hjem, på trods af at jeg var flittig med solcremen. Det i sig selv er irriterende, men ekstra meget fordi jeg skal et smut forbi skrædderen i morgen og hente min kjole,  som har fået justeret stropperne, så den er klar til bryllup på lørdag. Den havde uden tvivl været smukkere uden rød krave. Men jeg glæder mig alligevel til at få den på. Særligt nu, hvor jeg ikke har skiftet tøj i to dage og lugter af telt. Så skidt pyt med kraven – jeg bliver pisse lækker. Og nyvasket og velduftende.

Jeg håber, livet behandler jer pænt! At I får kys og ukrudt og kærlighed i spandevis<3 Og husk solcremen ikk’!

img_6051

Næsten-voksen

Jeg blev konfirmeret i Maribo Domkirke i en lang, hvid kjole. Bomuld og lige ret op og ned. Det havde taget en evighed at finde en, som jeg var tilfreds med, for jeg ville ikke ha’ en ‘rigtig’ konfirmationskjole. Den måtte ikke skinne og blonder eller sløjfer var absolut no-go. Jeg havde sorte sandaler på. Sådan nogen stik-i nogen med to remme. Og sorte tånegle. Og et sugemærke på underlæben, som min kæreste, Lasse, havde stået for. Han kom også i kirken, men skulle ikke konfirmeres. Han gik i 9. Det var første gang, han mødte mine forældre. Han havde orange hanekam og grønt jakkesæt på, og jeg synes, han var det lækreste i verden. Særligt når han spillede bas i sit band. Pooper Scooper, hed de. Bæskubber.

Festen blev holdt derhjemme i vores lade. Min mor var højgravid med min lillebror. Og jeg drak vin og følte mig voksen. Og da festen lakkede mod ende, tog jeg med vennerne og bæskubber-bassisten på Dølle og tog hul på min børneopsparing ved at købe en hel kasse Kleine Feiglings.

14 år gammel og netop indtrådt i de voksnes rækker. Ja ja, det var i hvert fald, hvad jeg selv tænkte, mens jeg stavrede rundt med min kasse sukker under armen og følte mig uovervindelig. Jeg vidste ikke en skid, og hvor er det godt, at jeg ikke vidste det. At jeg fik lov at føle mig voksen og ansvarlig.

Om jeg troede på Gud? Det gjorde jeg dengang. Tror jeg. Det var ikke en konfirmation for konfirmationens skyld, men et valg. Jeg tror, at jeg troede. Selvom mine tånegle var sorte, mine vægge prydet med Nirvana-plakater og min underlæbe hævet og blå. Ikke den typiske konfirmand. Men dagen var vigtig, husker jeg. Ikke pga gaverne eller ceremonien, men delen med at træde ind i de voksnes rækker. Den del var vigtig! Og måske Gud også var det.

I dag ser jeg billeder af konfirmander i hvert andet opslag på facebook. Og de er så små og meget langt fra voksne. Set med mine øjne. I deres egne er de med garanti ligeså voksne, som jeg selv følte mig dengang. Og hvor er det vigtigt! Det der med at få lov at føle, at man er noget. Ikke bare søn eller datter eller klassekammerat. Men noget i kraft af sig selv. Noget næsten voksent. Også selvom det ikke passer. Det finder de alligevel først ud af, når de er rigtigt voksne og erkender, at man faktisk aldrig 100% får styr på verden og sig selv. Og at kunsten så er at kunne navigere i det. Det skal de ikke forholde sig til i dag. Der skal de bare være næsten-voksne og ansvarlige med stort U. Og føle sig smukke og uovervindelige i tøj, de selv har valgt til deres særlige dag. Om neglene så er sorte eller ej.

Jeg savner sjældent at være teenager. Det var mest af alt møg forvirrende. Men lige den dag og den følelse kan jeg godt savne. Hvor den blå underlæbe ikke spillede en rolle. For jeg var næsten voksen. Med en kasse Kleiner Feiglings under den ene arm og fremtiden under den anden. Verden ku’ bare komme an!

Nu havde det være tjekket, hvis jeg havde et billede af konfirmand-Elisabeth. Men voksenheden har svigtet mig på det punkt. Måske jeg når at blive tjekket, inden jeg runder de 50. Jeg satser ikke på det. Til gengæld har min mor lovet mig at lede efter fotodokumentation. Pt ved hun ikke lige, hvor det kan findes. Æbler og stammer, I ved;)

img_5970

33 år og blandet ævl og kævl

Så blev jeg 33 år i går. Det var ganske smertefrit, kan jeg hilse og sige;)

Ane siger, at det stadig er min fødselsdag i dag, fordi flagene i spisestuen ikke er pillet ned, og det synes jeg egentlig er en glimrende logik! Tænker at lade dem blive hængende påsken over;)

Jeg fik den smukke, blå kjole fra Dressthebird, som jeg savlede over i dette indlæg. Den er om muligt endnu smukkere i virkeligheden, og jeg glæder mig vildt til, at vejret arter sig, så jeg kan få den på! Jeg fik også en lækker kop til samlingen og et Sikker Hansen billede magen til det, som jeg husker fra mine teenageår i min venindes farmors stue. Helt vidunderlige gaver og en en vidunderlig dag<3

img_5354

Nu er vi på vej til den årlige familiepåskefrokost på Lolland. Og jeg sidder klemt helt sammen mellem autostolene på bagsædet, fordi alternativet er at sidde på forsædet med Cash’ varme snude mellem benene. Pest eller kolera. Jeg valgte pest, og jeg har allerede ondt i både nakke og lænd af at have siddet fuldstændig forvredet i små 50 km’s tid. Ane synes, det er svært hyggeligt at have mig som sidemakker. Så kan vi jo rigtig tale sammen om de vigtige ting – hvorfor himlen er blå, hvor langt der er til Lolland, hvorfor man har bussemænd, hvorfor træer vokser opad, hvorfor en ræv har en hale osv. Jeg elsker dig, Ane, det gør jeg virkelig – men lige nu overvejer jeg, om jeg skulle ha’ valgt den varme hundesnude!

Jasper sover. Det er rart! Det er som om, at han ikke rigtig er blevet sig selv ovenpå al den sygdom, han har været igennem i de seneste mange uger. Han er pylleret og mut og græder det meste af tiden, hvilket er fuldstændig uvant. Han plejer altid at være glad! Og fordi jeg ikke er vant til det, så stresser det mig helt vanvittigt meget. Sæt mig til at lave mad, ordne vasketøj, flette hårene på mit højre ben og lave en sudoku på én gang – det er fint. Men sæt mig til at pakke til en dag på Lolland til lyden af et grædende barn, så smider jeg mig fladt på jorden og råber “Min Gud, hvorfor har du forladt mig??”! Hans gråd påvirker mig i sådan grad, at nærmest hyperventilerer. Øv, hvor vil jeg bare gerne ha’ min glade dreng tilbage!

Nu vil jeg gemme telefonen væk! Jeg skimter nemlig en gylden måge i det fjerne, og tænker at det er en oplagt mulighed til at trække ‘Det er stadig min fødselsdag!’-kortet. Fyrsten er muligvis ikke enig, men vi ved jo alle sammen godt, at det er den 3-årige, der bestemmer. Og måske en cheeseburger kan få hende til at holde mund bare en 5-10 minutter?;)

God påske til jer:)