Debatten om løbehjul!

Der er mange holdninger til det der med børn og brug af løbehjul. Forståeligt! Det er et noget kontroversielt valg at lade sine børn løbe på løbehjul. Og nogen gør det sågar helt op til, at børnene er 4, 5, 6 år. At det et vigtigt emne i den offentlige debat, kan der ikke herske nogen tvivl om. Det påvirker jo os alle, at nogen i dén grad dyrker det der løbehjulsløbning. Hvilket vel også er grunden til, at så mange af dem, der ikke selv har løbehjulet som en naturlig del af deres hverdag, har så stærke meninger om emnet.

Jeg vil her forsøge at sætte de to fronter op mod hinanden, så vi sammen kan blive klogere på argumenterne for og imod at lade sine børn løbe på løbehjul:

 

Nationen: “Det er jo slet ikke barnets behov at løbe på løbehjul!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jamen, Ida kan virkelig godt li’ sit løbehjul! Det gør hende glad, og hun får motion.”

 

Nationen: “Der er mange andre måder at få motion på!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Ja, men når nu Anton virkelig godt kan lide at løbe på løbehjul, hvorfor er det så ikke en acceptabel måde at få motion på? Nu er jo løbehjul jo faktisk lavet med det formål at løbe på dem!”

 

Nationen: “Jeg gider fandme ikke glo på det! Det er virkelig klamt!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Nu løber Frida altså primært på løbehjul herhjemme. Og jo, nogen gange har vi også løbehjulet med ude. Men altså – så tager vi naturligvis hensyn på gaden, sørger for ikke at ramme folk og sådan. Og skulle vi tage det med ind på en café, så smider vi det altså ikke lige midt i brunch buffeten!”

 

Nationen: “Føj! Det ville jeg fandme ikke gøre med mine børn!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Så skal du bestemt heller ikke! Hvis du og dine børn er mere til løbecykler, så skal I da gøre det! Eller stylter måske??”

 

Nationen: “Så vil du måske også lade hende løbe på løbehjul, når hun starter på gymnasiet??”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jeg tænker, at de færreste gymnasieelever løber på løbehjul. På det tidspunkt vil Alberte sikkert hellere cykle. Det er så svært at løbe med høje hæle på.”

 

Nationen: “Mon ikke manden derhjemme gerne vil have løbehjulet for sig selv?”

Forældre til løbehjulsglade: “Han har rig mulighed for at løbe på løbehjul ligeså tosset, som han vil, når Pelle ikke bruger det.”

 

Nationen: “Børn har ben, så bør de altså gå!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “William går også rigtig meget. Men nogen gange kan han altså godt li’ at løbe på løbehjul.”

 

Nationen: “Det handler jo helt klart om jeres behov som forældre!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “Jeg har et behov for at lytte til lille Livas ønsker. Også når det handler om løbehjulet. Nogen gange synes jeg faktisk, det er lidt irriterende, at jeg skal skifte sko, når Liva gerne vil have mig med ud og løbe på løbehjul. Det er ikke nemt i træsko, skal jeg sige dig!

 

Nationen: “Det er helt sikkert bare fordi, I selv får en eller anden seksuel tilfredsstillelse ud af det!”

Forældre til løbehjulsglade børn: “…..???!

4d2b8cae-ac9c-4d06-86c8-49108307d345

#normalizebreastfeeding

Del gerne dine bedste argumenter for og imod løbehjulet.

For samfundets skyld!!!

At least I have Lulu!

b20b59cd-15b1-49da-a24e-3c591921c19f

Reklame // indeholder omtale af et produkt, som er modtaget i gave

Midt i mit vemod over at være stoppet med at amme har jeg fundet to små lyspunkter: a-skål og a-skål! Der er nemlig sket det vidunderlige, at min barm efter to års uligevægt nu endelig er nogenlunde i balance. Se dét er da i sandhed en gave!

Da jeg for længe siden spurgte jer til råds i forhold til behagelige, bøjleløse bh’er, var I en del, der anbefalede mig at give Lulu fra Femilet et forsøg. Så da jeg kort tid derefter blev tilbudt at modtage præcis den bh i gave, takkede jeg straks ja. Faktisk tænkte jeg, at Lulu måske ikke havde det store imod at huse min uligevægtige barm, men det blev kun til et enkelt forsøg og et bryst på afveje midt i en fodboldkamp i frikvarteret, før det blev modbevist. Lulu er til ligevægt. Så den blev pænt lagt i skuffen igen og har ventet tålmodigt på, at jeg blev færdig med at amme. Og faktisk har jeg haft den på nærmest nonstop siden da, så jeg bør nok investere i et par stykker mere. En i hver farve burde kunne gøre det. På nær hvid. Det har Donna Martin ødelagt for mig.

Når nu jeg vælger at skrive et helt indlæg om en bh, så er det altså ikke fordi, at det var et krav for at modtage den. Sædvanligvis er det fint blot at nævne produktet eller vise det på Instagram, når man modtager en gave. Men jeg er altså så begejstret for den, at jeg er nødt til at give den en anbefaling med på vejen!

Jeg har født et barn, og jeg har ammet to i tilsammen 3,5 år. Jeg havde ikke meget bryst at prale med i forvejen, og det ville være synd at sige, at det er blevet mere prangende med årene. Så når jeg skal have fat i en ordentlig bh, så skal den både kunne give et løft, men også gerne lidt form – og det er altså en smule vanskeligt, når jeg hverken er til bøjler eller sådan nogle formstøbte skåle. Bøjlerne fordi de generer mig – jeg skal helst ikke kunne mærke, at jeg har noget på. Og det formstøbte fordi jeg simpelthen synes, at det får mit bryst til at se unaturligt ud gennem tøjet.

Lulu møder alle mine krav! Da jeg første gang havde den i hænderne, syntes jeg, at blonden virkede noget hård og stiv i det, men det er altså ikke tilfældet, når først den er på. Jeg kan overhovedet ikke mærke den! Den har en lille pude i, som lige giver en smule fylde uden at være for meget. Og af en bh uden bøjle at være så holder den altså virkelig godt på sagerne. Bevares, mine sager er i småtingsafdelingen, men alligevel. Og så er den ovenikøbet pæn. Nok skal jeg ikke rende og fremvise den på gader og stræder, men jeg føler mig altså lige en anelse mere lækker i den, end jeg gjorde i mine gamle, udtjente ammebh’er.

Udover at skulle ha’ fingrene i nogle flere Lulu’er, så er jeg også nødt til at give Robyn et skud. For pga den brede blonde duer Lulu ikke til toppe eller kjoler med tynde stropper. Det gør den anden, og ligesom Lulu er den uden bøjle. Og så er den vanvittigt fin.

Bare lige et tip fra mig, hvis I andre også trænger til en opgradering på bh-fronten:)

a2bd9dc5-c22d-486d-a1a2-fae5e15fbefd

Så er bar(m)en lukket…..

a4411563-9648-4b2e-8bf0-73bffb7aeeaf

Jeg er stoppet med amme.

Det er pludseligt og mærkeligt og vemodigt!

Jeg var på skitur med jobbet i forrige uge, og egentlig havde jeg tænkt bare at genoptage amningen, når jeg kom hjem. Fordi jeg jo hele tiden har haft ønsket om, at et ammestop skulle være hans valg – ikke mit. Og det var ikke sådan, at jeg kom hjem, og han så fuldstændig havde glemt alt om babserne i deres fravær. Tværtimod blev jeg modtaget med jubel og åben mund.

Men sagen er, at Jaspers mave alle dage har været sart. Det er åbenbart ikke usædvanligt med kejsersnitsbørn. Faktisk er det dokumenteret, at kejsersnitter har færre tarmbakterier, fordi de ikke er blevet udsat for mors bakterier, da de gjorde deres entré i verden. De har færre mælkesyrebakterier på huden, i munden og i tarmen. Af samme grund vælger man i dag ofte at påsmøre det nyfødte barn med bakterier fra mors skede. Studier har nemlig vist, at der gør en forskel. Studier, som blev offentliggjort en måned efter Jaspers fødsel…. Og nej, man kan ikke gnubbe med tilbagevirkende kraft. I så fald havde jeg haft Jasper dinglende mellem mine lår i hans første leveår.

Jasper er blevet stopfodret med mælkesyrebakterier hele sit liv. Alligevel blev han efter vuggestueopstart ramt af opkastsyge én gang om måneden i 6 måneder i streg. Derudover har konsistensen af hans afførring (selvtak!) altid været mere end ustabil end en teenager. Jeg har prøvet at holde mig fra citrusfrugter, kaffe, chokolade (så mener man det, fandme!) mm uden held. Så var det, at babserne tog afsted i 5 dage. Og vupti – fast lort over hele feltet. Den morgen jeg kom hjem, tilgodeså jeg naturligvis hans ønske om babs, kun med det resultat at jeg igen igen fik hans tøj med hjem fra vuggestuen i en plastikpose.

Så nu er bar(m)en lukket. Det er egentlig nok Jasper, der tager det pænest. Han efterspørger det, men bliver ikke ulykkelig, når han får et nej. Jeg derimod synes, at det er allerhelvedes vemodigt. Jeg vidste jo ikke, at sidste gang blev sidste gang. Pludselig var det bare slut. Og for mig betyder det et endegyldigt slut. Jeg kommer aldrig til at amme et barn igen, og den tanke synes jeg er svær. For amning har fyldt meget i mit moderskab. Først pga kampen for at amme Ane, som er min største bedrift til dato! Dengang troede jeg også, at jeg andrig ville komme til at amme igen, men livet ville det anderledes. Og så kom Jasper, og med ham fulgte en tsunami af modermælk og et ammeforløb, hvor eneste udfordring undervejs var det modsatte af med Ane – for meget mælk.

Jeg ammet i busser, på restauranter, på trappetrin. Jeg ammet, hvor end jeg nu befandt mig, da mine børn meldte deres sult. Og jeg har elsket det! Med Ane betød det alt, at jeg gennem amningen kunne vise verden, at hun var min – selvom systemet holdt på det modsatte. Hell – jeg har ammet hende foran den sagsbehandler på Statsforvaltningen, som skulle godkende, at jeg fik forældremyndighed. Dét var for fedt!!! Med Jasper fik jeg desværre også lov at møde bagsiden ved at amme offentligt. Fordommene og spørgsmålene om, hvorvidt han ikke snart skulle til at have noget rigtig mad, og om jeg mon havde tænkt mig at amme ham frem til børnehavestart. Jeg har bedt folk passe deres egne bryster og været uendeligt stolt af mine. Også dét har jeg fået på puklen for fra tid til anden. For nogen har tolket min egen stolthed, min glæde over at kunne amme, som værende shaming af de kvinder, som ikke kan eller vil. Og intet kunne være længere fra sandheden. Men jeg forstår det godt! Jeg har selv stået på den anden side og helt irrationelt følt andre kvinders blomstrende fertilitet som en direkte hån mod mit visnende underliv. Jeg forstår det godt.

Men jeg har været stolt. Jeg ER stolt! Stolt over at have ammet mine børn i tilsammen 3,5 år. Stolt af at have kæmpet. Stolt af ikke at have ladet samfundets normer diktere mine ammeforløb. Stolt af min krop, som muligvis ikke er skabt til at lave børn. Men den er satme skabt til at amme dem!!!

 

Ps. Burde måske genudgive oden til mine bryster??;)

ad93af6e-a7ac-4bdd-a995-82822670040d deaab7bc-bcea-42b4-b92c-4cd49452dfd5 1ed9e4e7-cf1a-4b57-aa6f-3593ffce25e3 7df17db1-d699-4cf2-a174-ede7ad03774e 2faa209c-17e1-4d31-be23-017412e5afd8 3225cd8d-08c3-44be-965b-fb33434b0722 395f26a2-540f-45d1-81d7-6602a8ee9bdd c98e3d4d-ed29-42d6-aae0-3533a65fbeec

Noget om at amme fra 2013 til 2018….

Jeg har ammet fra 2013-2018. Jeg gav lige brysterne en pause fra februar 2015 til januar 2016, hvorefter de blev sat i drift igen.

Reelt har jeg ‘kun’ ammet i 3,5 år, men det lyder ligesom bare vildere på den anden måde, ikk’?!;)

Med Ane havde jeg slet ikke nogen forventninger om at amme. Et håb, men ingen forventninger. Man kan jo ikke amme, når man ikke har født, vel?! Det kunne man så godt. Og det gjorde vi – i halvandet år. Havde det ikke været fordi, vi skulle i fertilitetsbehandling, var vi sikkert fortsat.

Så kom Jasper. Han sugede sig fast som en igle fra dag 1 og har endnu ikke sluppet her to år senere.

Ærligt? Jeg synes tit og ofte, at det er irriterende at amme. Mest af helt lavpraktiske årsager, som det der med kun at kunne bruge ammebh’er. Og ikke gide investere i nye, fordi jeg bliver ved med tænke, at vi jo nok snart stopper med at amme. Ligesom jeg tænkte det for et år siden. Og allerede dengang trængte bh’erne til en opdatering. Så er det der med kun at kunne iføre sig tøj, hvor der er nem adgang til brystet. Eller skifte tøj når jeg kommer hjem fra job. Det er også en smule irriterende. Det mest irriterende er dog den der fornemmelse af folks blikke, når jeg ammer offentligt. En fornemmelse, der vokser simultant med Jasper. Måske jeg ser spøgelser, fordi jeg har læst for mange kommentartråde på Facebook. Lige meget hvad, er følelsen der. Og den er ikke rar. Det er ikke rart at føle, at andre kigger skævt til én, og det er ikke rart, når man tager sig selv i at nægte ham bryst offentligt, fordi fremmede folks røster spøger. “Han har jo ikke behov for det!” Men det har han. Og det ved jeg, fordi jeg er hans mor.

For mest af alt er det heldigvis stadig rart at amme. På samme måde som det er rart for mig at møde mit barn i alle mulige andre behov. Det er rart at se hans smil, når han klapper på gulvet, og jeg sætter mig ned og bygger et tårn med ham. Og det er rart at tage ham op og holde ham tæt, når han er ked af, og kunne mærke hvordan nærheden og trygheden gør hans åndedræt tungere. På samme måde er det rart at amme. Det er rart at møde ham i hans behov. Om det så handler on leg, trøst eller amning.

Derfor ammer jeg stadig. Ikke fordi jeg tænker, at amning i sig selv er godt. Ikke fordi jeg tænker, at han ikke kan undvære. Ikke fordi det er nødvendigt at amme. Men fordi det er rart. For ham. Og dermed også for mig.

c287e8d9-00c6-4a8a-90ed-1a451ed38bf0

 

Ævl og kævl

Tiden løber, og jeg slentrer stille og roligt bagefter, mens jeg nynner en sang. Oftest titelsangen fra MGP, som lige for tiden kører på repeat herhjemme. Kasper Windings ‘Kom nu hjem’ får dog også et par nyn med på vejen, fordi jeg trods alt stadig har bare lidt at sige herhjemme.

Det er tirsdag, hvilket vil sige, at jeg møder sent. Egentlig skulle jeg gøre rent, det er blevet min tirsdagstjans, men jeg havde mere lyst til at blogge. Og i og med at den lyst har været ret så svingende på det seneste, tænkte jeg, at den burde gribes. Jeg overvejede jo ellers kraftigt at få rengøringshjælp en gang om ugen, og alle fortæller mig, at det er verdens bedste idé. Jeg synes bare, det er mange penge. Også selvom det kan trækkes fra i skat. Så nu prøver vi det her i en periode – at jeg giver den gas tirsdag formiddag. Når jeg altså ikke blogger i stedet.

Jeg har tusindvis af blogindlæg i hovedet, men der er det der med tiden. Og min fløjten. Og mine børn og min mand og vores tusindvis af projekter. Jeg er ikke god til det med at skrive på indlæg over flere dage. Det skal ud på én gang, ellers bliver det noget rod for mig. Så pt ligger der alt for mange halvfærdige indlæg i mine kladder, som aldrig kommer til at se dagens lys, fordi jeg er nødt til at starte forfra hver gang, for ligesom at få ordene til at give mening.

Der er et om amning. Som fylder ret meget i mit hoved pt. Hvordan jeg kan mærke, at omgivelsernes reaktion på det – eller måske nærmere min forventning og fornemmelse af omgivelsernes reaktion på det – er begyndt at påvirke mig negativt. Tidligere blev jeg bare kontrær a la “jeg nægter at lade andres holdninger få nogen som helst indflydelse på mig eller på, hvad jeg gør hvor og hvornår!”. Nu kan jeg i stedet mærke, at jeg bliver ked af det, når min amning bliver kommenteret, eller når et ammebillede er skyld i, at 40+ følgere smutter fra min Instagram. Ikke pga tallet – det rører mig ikke det fjerneste. Men pga signalet. Følelsen jeg sidder tilbage med, når så mange reagerer negativt på noget, som for mig er helt naturligt. Det er en længere smøre.

Det er også en længere smøre det der med børnene. Med at Jasper nu for alvor er blevet et rigtigt lille mennske. Med vilje og personlighed. Og temperament. Han taler stadig ikke. Ikke meget i hvert fald. Hans seneste ord er “Cash”, mens han stadig ikke siger “mor”. Jeg prøver virkelig på ikke at tage det personligt, at hunden tydeligvis er vigtigere end mig. Det lykkes jeg ikke skide godt med, kan I nok høre;) Men det frustrerer ham, at han ikke altid har held med at gøre sig forståelig. Og resulterer i yoghurt ned ad væggen og bidemærker i skuldrene. Jeg forstår så udmærket hans frustration, og vi arbejder virkelig med at tolke hans ‘jamimanana!’, hvilket desværre kun lykkes ca. 50% af gangene. Mest af alt er han jo bare vidunderlig. Og så åndssvagt glad for sin storesøster, at jeg flere gange dagligt fornemmer mit hjerte skippe et slag, når jeg ser dem sammen. Ane er tilgivelsens mester. For han vender på ingen tid, ham hendes lillebror. Fordi hun jo heller ikke altid forstår, hvad det er, han vil. Eller fordi hun ikke overgiver sig til hans vilje. Og så går han fra at putte sig ind i hendes armhule til at knalde hende én med sin cykelhjelm. Hvilket selvsagt er skide svært for en 4-årig at forstå. Og det er skide svært for mig at forklare hende, hvorfor han gør som han gør, uden samtidig at komme til at sende hende et signal om, at det er okay. For det er det selvfølgelig ikke!

Så er der det med, at vi skal på ferie. Sådan rigtigt, uden for landet grænser. Med all inclusive, svømmepøl og potentiel diarré. Det har vi aldrig prøvet. Faktisk har Fyrsten og jeg aldrig før været på ferie sammen, udover på ølejr. Det tætteste vi kommer, er den ene overnatning, som vi havde på et hotel, da vi var på adoptionsforberende kursus. Tæller det med? Jeg er ret sikker på, at det var i Ringsted, så det bliver et nej. Men nu skal vi altså ud at rejse. Til Costa Del Sol, sgu. Og jeg har maven fuld af sommerfugle og bekymringer, fordi jeg glæder mig helt åndssvagt meget, men samtidig ikke kan lade være med at tænke på, at bare det at have Jasper med en tur hjem til min søster kan være en udfordring;) Ej. Ærligt, så glæder jeg mig mest af alt. Og vi tager det, som det kommer. Og selvom all inclusive ikke lige er min foretrukne ferieform, så tænker jeg, at det er den absolut bedste, når man rejser med børn på vores alder.

Så er der alt det, som bare handler om mig. Jeg har genfundet et gammelt venskab. Et venskab, som betød så ufatteligt meget for mig for år tilbage, og som er nu er blevet genoptaget – lige der, hvor vi slap. Og det er ligeså varmt og vidunderligt, som det var for 8 år siden. Det er helt ufatteligt rart!

Og der er alt muligt andet. Store ting og små ting og alle dem der imellem. De kommer. Men NU skal jeg altså støvsuge. Så har jeg da nået bare en tredjedel af min tirsdagstjans:)

Dejlig dag til jer:)

img_8798 img_8859

Seks nætter

I seks nætter har Jasper nu klaret sig uden natamning. Og med fare for at jinxe det, hvilket jeg jo ellers er mester i, så tør jeg godt sige, at det er gået over al forventning!

De første to nætter var han alene med Fyrsten. Og han ledte lidt efter mig i sengen, klynkede en smule i 20-30 sekunder, hvorefter han lagde sig ned og sov videre. Så langt, så godt. Så kom jeg hjem og forventede egentlig, at den rigtige kamp først ville starte der. Men den er udeblevet. Sådan fuldstændig. Han søger brystet, men accepterer at det er umuligt at bryde gennem t-shirt, top og bh. Han bliver nusset over ryggen, får nynnet en sang og sover så videre. Det maksimale antal vågninger i de sidste seks nætter er en. 1!

Jeg ammer han i stuen inden sengetid, og så er det Fyrsten, der putter, hvilket det har været længe. Vågner han, inden vi selv er gået i seng, er det også Fyrsten, der tager ham. Men om natten er det mig, han søger, og indtil videre uden den store sorg over ikke at få brystet som trøst. Det er nok med nus og sang.

Jeg havde tænkt, at han nok ville søge brystet mere i dagtimerne, når vi fjernede natamningerne, men indtil videre tyder det på, at det modsatte gør sig gældende. Tidligere kunne han sagtens ammes helt op til 10 gange i løbet af en almindelig dag, men i den sidste uge har vi været nede på fire-fem amninger i weekenden og to-tre i hverdagen. Om det fortsætter sådan, har jeg ingen fornemmelse af. Måske tager det til igen – måske ebber det helt ud. Tanken om det skulle slutte helt er mega ambivalent. Der er mange ting ved amning, som jeg synes er møg besværligt. De rent praktiske ting, som at skulle tage hensyn i fht tøjvalg, alkoholindtag mm. Men også de psykiske – den dårlige samvittighed, hvis vi er fra hinanden, irritationen når han efterspørger brystet på et ubejlejligt tidspunkt osv. Men der er så uendeligt mange flere ting, som jeg elsker ved amning, og som langt overskygger de negative aspekter.

Jeg elsker at amme. Og det skal man måske ikke sige for højt – det skulle jo nødig hedde sig, at det var mit behov;) Men jeg elsker det altså. Jeg elsker den nærhed, det skaber, og den øjeblikkelige ro han finder, når han ligger ved mit bryst. Jeg elsker kontakten – den fysiske og den psykiske. Jeg elsker, at det er den ene ting, som er hans og mit. Kun vores.

Jeg ville sagtens kunne trives rigtig fint uden at amme. Måske jeg endda ville nyde det. Og jeg ville aldrig fastholde amningen, hvis han gav udtryk for at være klar til at slippe den. Men det ville også gøre mig vemodig.

Nu må vi se, hvad den unge mand selv siger – det er jo ham, der bestemmer;)

img_6181

 

Kys og ukrudt

Jeg har været afsted med jobbet på tur i 2,5 døgn, og blev for et par timer siden budt velkommen hjem med en tungeslasker med ekko fra Jasper og en fin buket ukrudt fra Ane. Fyrsten mødte mig med et ‘undskyld, at køkkenet roder’, hvilket jeg ærlig talt ikke havde bemærket, hvis ikke han selv havde sagt det. Jeg var smurt ind i savl og mælkebøtter og havde ikke rigtig øje for andet. Og skide være med køkkenet. Jeg siger bare hallelujah for, at jeg er udstyret med en ægtemand, som ikke fortrækker en mine, når jeg kommer hjem og meddeler, at jeg skal to dage på koloni. Jeg selv når at få smånervøse trækninger, hvis jeg skal være alene med ungerne en enkelt dag, for tingene er immervæk noget lettere, når holdene børn-voksne er ligeligt fordelt. Fyrsten tager med kyshånd imod muligheden for at få en stund uden mor i nærheden – fordi det bare giver noget andet. Ikke nødvendigvis noget bedre, men noget andet – som er guld værd for dem alle tre. Og Ane har fået lokket et Spiderman-kostume ud af sin far i morens fravær, hvilket i hendes optik helt sikkert er både guld OG diamanter.

Jasper har klaret sig fint uden amning, men jeg fik nu ikke lov at være hjemme i mange minutter, før han havde hægtet sig fast igen;) Der var også nok at tage af, lad os sige det sådan. En brystpumpe kan bare ikke helt det samme. Slet ikke når den betjenes på bagsædet af en kollegas bil. Der var tonede ruder, og jeg var desperat! Vi tænker dog, at det er en kærkommen mulighed for at droppe natamningen, nu hvor han har klaret to nætter uden. ‘Kærkommen’ siger jeg, og synes nu alligevel, at det er lidt vemodigt. Også selvom jeg ser frem til lidt mere sammenhængende søvn. Nu må vi se, om han accepterer det, ellers må jeg tage et par nætter på sofaen. Efter to nætter på liggeunderlag må sofaen siges at være en opgradering;)

Jeg har nået at nappe mig en mindre solskoldning med hjem, på trods af at jeg var flittig med solcremen. Det i sig selv er irriterende, men ekstra meget fordi jeg skal et smut forbi skrædderen i morgen og hente min kjole,  som har fået justeret stropperne, så den er klar til bryllup på lørdag. Den havde uden tvivl været smukkere uden rød krave. Men jeg glæder mig alligevel til at få den på. Særligt nu, hvor jeg ikke har skiftet tøj i to dage og lugter af telt. Så skidt pyt med kraven – jeg bliver pisse lækker. Og nyvasket og velduftende.

Jeg håber, livet behandler jer pænt! At I får kys og ukrudt og kærlighed i spandevis<3 Og husk solcremen ikk’!

img_6051

Mig og Maude

Vi ser ‘Matador’ her til aften. Ungerne er puttet, colaen sat på bordet og ‘Matador’ smidt på skærmen. Og jeg får gåsehud, når kendingsmelodien går i gang.

Jess og jeg havde ikke kendt hinanden særlig længe, da jeg fik afsløret overfor ham, at jeg aldrig havde set ‘Matador’. Jeg anede faktisk ikke, at det var en afsløring, før jeg så hans blik. Han var forbavset, undrende og måske endda lidt forarget. Det samme blik jeg selv får, når folk fortæller mig, at de aldrig har læst Harry Potter. “Er du klar over, hvad du er gået glip af??!”-blikket.

Jeg sagde til ham, at det måtte være noget med alderen. Fordi han var så gammel, og jeg så ung;) Han grinte lettere overbærende og lovede mig, at han nok skulle få mig til at forstå vigtigheden af ‘Matador’ en dag.

Seks år senere lå jeg i vores dobbeltseng med vores lille, nye datter ved brystet. Jeg kæmpede nat og dag med hjælpebryst, ammebrikker og udmalkninger. Og meget få forstod mig. De sagde, at det var okay, hvis jeg ikke ammede hende. At det ikke var nødvendigt. At det var umuligt. Men jeg ville! Og det forstod Jess. Så en dag kom han op ad trappen og ind i soveværelset med et tv under armen. Vi havde ikke tv i soveværelset. Indtil den dag. Han satte tv’et til og forsvandt ned ad trappen igen, og vendte tilbage kort tid efter med en bakke med havregrød, kiks, frugt og vand. Og ‘Matador’.

Jeg gad ikke se ‘Matador’. “Du ser det jo ikke alligevel.”, sagde han. “Du malker og ammer og stresser. Så kører det bare i baggrunden.”

Så jeg malkede og ammede og stressede med lidt baggrundsstøj. Og da det første afsnit støj var færdigt, tændte jeg det næste. Det ku’ jo ikke skade. Og når vækkeuret ringede kl. 3, og jeg kæmpede for at holde mig vågen til endnu en udmalkning, så kunne jeg ligeså godt lige tjekke, hvordan det mon stod til med Maude. For hun havde det vist næsten ligeså hårdt som mig.

Tre dage tog det mig at se ‘Matador’ færdig. Og da jeg var færdig, så jeg den igen. Mens Jess tog på job, og kom hjem, hvor han serverede mere mad og kyssede mig og Ane på panden. Og undervejs glemte jeg at stresse. Jeg så bare ‘Matador’ og ammede.

Nu sover Ane inde i dobbeltsengen. Ved siden af sin lillebror. Og Jess og jeg ser ‘Matador’ i stuen, og jeg driller ham med, at han kan replikkerne udenad. “Det er fordi, du er så gammel.”, siger jeg. For det er han jo. Gammel og klog!

img_5951

Tanker om langtidsamning. Igen….

img_5646

For nogen uger siden smed jeg dette billede op på bloggens facebookside, efterfulgt af denne tekst:

Hver eneste gang, der bringes en artikel om amning af børn over 1 år, så kommer kommentaren “Det er jo kun morens behov!”. HVER gang! Og så kan man begynde at forklare, at man ikke kan tvinge et barn til at amme. Og at amning er andet og mere end blot mad. Og at det er ret (læs: helt vildt meget!) irriterende altid at skulle overveje om det tøj, man nu har på, er ammevenligt. Og så videre….
Men jeg vil faktisk godt indrømme, at det er mit behov at amme. Det er mit behov at gøre det, som giver mening for mig og mit barn. Det er mit behov at følge ham og hans signaler. Det er mit behov at amme, indtil det ikke længere er hans behov. Og så længe jeg ikke uddeler smagsprøver til forbipasserende i Netto, så tænker jeg egentlig også, at det næppe bør kunne genere nogen andre:) 

Der gik lige knap et døgn, før der kom en kommentar om, at det tydeligvis var mit behov at amme, og ikke mit barns. Det er sgu da lidt skægt;)

Men jeg forstår virkelig ikke argumentet. Jeg forstår ikke, at det overhovedet er nødvendigt at komme med argumenter for og imod, når det handler om amning. Måske jeg bare ikke var opmærksom på det, før jeg blev mor, men jeg mindes ikke, at der dengang var tendens til at diskutere amning i det omfang, som der er i dag. Nu er der jo nærmest en artikel om emnet hveranden dag. Især om langtidsamning. Som oftest efterfulgt af et “Hvad synes du? Er det okay at amme så længe??”. Jeg er aldrig stødt på et opslag med omvendt fortegn – “Mor fravænner sit 5 måneder gamle barn. Hvad synes du? Er det okay at stoppe så tidligt?”.

Det sker ind imellem, at jeg bliver spurgt, hvorfor jeg stadig ammer. Jasper er lige knap 16 mdr. nu, og vi ammer en del. I hverdagen, hvor han er i vuggestuen, ammer vi morgen, eftermiddag, aften og nat, og i weekenderne er der fri bar(m), hvorfor det godt kan blive til en del amninger. Og det afføder altså nogen gange ovenstående spørgsmål, som jeg også svarede på, da Ane havde Jaspers alder. Dengang henviste jeg til diverse anbefalinger fra SST og WHO og fandt links til forskellige undersøgelser, som påviste de gode ting ved langtidsamning. Fordi jeg på en eller anden måde følte, at jeg skulle retfærdiggøre mit valg med nogen meget håndgribelige argumenter. Det er ikke det svar, jeg giver i dag, for det hænger faktisk ikke sådan sammen, og det gjorde det heller ikke dengang. Jeg er ærlig talt ret ligeglad med, hvad diverse undersøgelser siger. Det er da rigtig fint, at der er gode ting ved langtidsamning, men jeg ammer ikke, fordi det reducerer risikoen for brystkræft eller fordi det måske/måske ikke kan have en positiv indvirkning på Jaspers talesprog. Jeg ammer, fordi han stadig udviser et behov for og en lyst til det, og fordi jeg (for det meste) ikke har noget problem med det.

Og når jeg falder over en artikel eller en debat om emnet, så forsøger jeg virkelig at vende og dreje den og se det fra alle tænkelige vinkler. Fordi jeg ikke forstår det. Men jeg bliver sjældent klogere. Jeg kan simpelthen ikke få øje på, hvori problemet ligger.

Fra nogen lyder det, at børn over et år ikke bør ammes, fordi de er for store. Eller fordi de ikke har behov for det. Andre mener, at der ikke er næring i mælken, og at det er unødvendigt, mens nogen bare slet og ret mener, at det er ulækkert.

Men ingen af de forklaringer giver mening for mig. Overhovedet! Hvorfor er det bedre at give sut eller vugge i armene eller kysse sit barn, eller hvad man nu kan gøre for at trøste og yde omsorg? Hvorfor er dét okay, men amning ikke? Når nu det gør noget godt for mit barn at blive ammet, og når det ikke er noget problem for mig, hvorfor er det det så for andre?

Og hvorfor er amming kun ’tilladt’ i det omgang, hvor der er tale om et reelt behov? Mon de folk, som benytter sig af dette argument, har børn, der aldrig får fredagsslik? Eller ser tv? Og gad vide, om de aldrig selv spiser chokolade? Jeg mener, det er jo ikke et reelt behov. (Okay, den sætning er grænsende til blasfemi! Undskyld, Toblerone.)

Hvorfor forventes det, at man har en velovervejet begrundelse for at fortsætte amning efter 1 år? Jeg tænker egentlig, at det er et langt mere aktivt valg at stoppe, end det er at fortsætte med noget, som man allerede gør?

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det gang på gang skal debatteres. Jeg mener, kvinder er jo udstyret med bryster og mælkekirtler af den ene årsag at kunne ernære deres børn. Så hvordan kan det nogensinde være et relevant debatemne, at man vælger at gøre netop det? Eller at man vælger at gøre det i en periode, som er længere end normen?

Min søn har et behov for at amme, ergo har jeg et behov for amme. Og nu har jeg også er pludseligt opstået behov for Toblerone. Sådan kan det gå!

(Men helt seriøst – hvis I ligger inde med forklaringen på, hvad problemet med langtidsamning er, så er jeg pisse nysgerrig!)