Lidt om natamning

Jeg er i syv sind lige for tiden i forhold til Jaspers tætte forhold til mine bryster i tidsrummet 23-5. For det er tæt. Meget tæt! Og har han ikke et bryst i munden, så har han et mellem fingrene – nulre nulre nulre. Der er ganske enkelt ikke noget mere frusterende end at ligge der og blive holdt vågen af en konstant nulren, når man ved, at vækkeuret kan ringe når som helst. Det gik an, mens jeg stadig havde barsel, men nu er det bare ikke sjovt længere.

Og hvorfor er jeg så i syv sind? Vi kan jo bare droppe de natlige amninger! Der er bare ikke noget ‘bare’ ved det. I hvert fald ikke for mig. For jeg er slet ikke i tvivl om, at antallet af amninger og den pludselige nulren er direkte sammenhængende med vuggestue- og jobstart. Vi ammer langt mere om natten end tidligere, for han har større behov for nærhed og omsorg. Og det får han i brysterne.

Og I behøver ikke fortælle mig, at det er okay at droppe natamningerne. At jeg stadig er en god og omsorgsfuld mor, selvom jeg kræver min ret til uberørte babser i nattetimerne. Det ved jeg godt:) Derfor er det stadig bare svært. For jeg har ikke lyst til at fratage ham noget, som han så tydeligt giver udtryk for at have behov for. Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om, at det er jeg nødt til. For min egen skyld. Og at jeg jo kan give ham nærhed og tryghed på alle mulige andre måder. Det er bare en stor ting for mig at skulle lave sådan en markant ændring i hans rutine, for det må det bestemt siges at være efter 15 måneder med fri bar(m).

Jeg har besluttet mig for, at vi giver det måneden ud. Og har det ikke fundet et tåleligt leje, så må han på afvænning, og jeg må på sofaen. Jeg mindes heldigvis, at det gik forholdsvis nemt med Ane, så forhåbentlig gør det samme sig gældende denne gang.

Ammer I andre ‘langtidsammere’ om natten? Og har I også oplevet, at amningerne har taget til ved vuggestuestart? Jeg håber og tror, at det er det, der spiller ind her, og at det kommer tilbage til normalen, når han vænner sig til den nye virkelighed!

 

img_5135

Forresten #19

img_4875

– var jeg virkelig bange for, om vi skulle starte helt forfra med indkøring efter skoldkopperne. Men det har vist sig slet ikke at være noget problem! Han er bare glad:) Glad og plettet.

– havde Ane et vredesudbrud på tre kvarter i går morges. 45 minutters uafbrudt skrigen og “Du er dum, mor!”. Årsag? Jeg havde givet hende et par grå bukser på…. Den burde jeg muligvis ha’ set komme!

– har jeg taget ungerne med til Lolland i nogen dage for at se familien, og for at give Fyrsten muligheden for at rykke lidt på førstesalen. Jeg forestiller mig, at den malet og klar til indflytning, når vi kommer hjem. Jeg bør muligvis justere mine forventninger en smule;)

– kom min lillebror og hentede os i Hvidovre i sin bil i går. Min lillebror. I sin bil. Auch, jeg føler mig gammel!!!

– havnede vi i en gigantisk kø på motorvejen, og Jasper blev ret så utilfreds. Heldigvis havde jeg medbragt babser! Og heldigvis er de lange nok til, at han kunne blive siddende i autostolen imens;)

– jeg smed et billede af situationen op på Instagram og skrev noget med lange bryster, hvortil en følger var så pisse god at svare, at det hedder ‘fleksible bryster’. Åh, jeg elsker det!!! Det lyder som noget, man ville skrive i en jobansøgning: “Jeg er ikke bange for at tage fat og har yderst fleksible og omstillingsparate bryster.”

– tænker jeg nu, at det måske ville egne sig bedre til en Tinder-profil!

– da vi ankom, havde Anes onkel Tim købt hende en Frost-badekåbe. Men da hun allerede har sådan en, gik hun med sin moster i Netto for at bytte den. Hun kom tilbage med en Frost-paraply, Frost-strømper, Frost-hårbøjle, Frost-hårspænder og en Frost-drikkedunk. Yay…. Vi manglede virkelig også nogen ting med Anna og Elsa derhjemme….

– er min søsters hjem ikke ligefrem indrettet med nysgerrige tumlinger for øje. “Men han er ikke sådan én, der piller, vel?” Jo. Det er lige præcis det, han er;) “Jamen så må han jo bare få et nej.” Jaaa, men du skal nok ikke regne med at han tager imod det, hvis han øjner chancen for at æde en plante. Jeg er spændt på, hvor længe hendes monstrea har blade;)

– har jeg tilmeldt vores legehus, “Palæ Nøddebo”, til Silvans ‘Gør det selv mesterskaber’. For jeg synes virkelig, at Fyrsten fortjener noget anerkendelse for det flotte stykke arbejde, han har udført. Og fordi et gavekort på 15.000 til Silvan ville være fuldstændig åndssvagt fedt med tanke på vores nuværende renoveringsprojekt! I kan ikke stemme os ind som vindere, men hvis vi ligger i top 20, når måneden slutter, er vi blandt dem, hvoraf et dommerpanel vælger tre vindere. Jeg ville sætte så stor pris på, hvis I ville smide en stemme efter os her – naturligvis kun hvis I synes, at Palæ Nøddebo og Jess fortjener det:)

img_4836

Mig og min kræsne barm

Annonce // indeholder reklamelinks

via GIPHY

Jeg skal starte på job lige om lidt. Og jeg planlægger at tage mine bryster med;) Dog får ammebh’en lov at blive hjemme! Der skal jo af gode grunde ikke være let tilgængelig adgang til barmen i løbet af dagen, så med tanke på, at mine ammebh’er er lidt trætte i både stof og elastik får de lov til at blive fredet fra mandag til fredag.

MEN. Jeg ammer jo stadig. Og det er muligvis derfor, eller måske er barmen bare blevet lidt fintfølende på sine gamle dage, men jeg kan i hvert fald ikke holde ud at have bøjle bh’er på. Det strammer og gnaver, og det er fuldstændig udelukket, at jeg kommer til at have dem på igen foreløbig. Så har jeg sådan nogen toppe, som jeg købte i Føtex, da jeg blev gravid, men der er minus støtte i, så det er umiddelbart heller ikke en løsning.

Så var det jeg tænkte, at I måske lige havde et genialt tip oppe i ærmet? Eller er jeg den eneste med akut bøjlefobi?

Jeg har kigget på lidt forskelligt, men det er godt nok svært at få et klart billede af sådan en bh udfra et billede og en kort tekst på en hjemmeside. Jeg ku’ selvfølgelig hoppe forbi en undertøjsforretning, men der er prisen bare lige det dyrere end på webshops. Og fordi jeg endnu ikke ved, om det bare er fordi barmen er blevet forvænt efter halvandet år i delvis frihed, eller om det er en blivende tilstand, så gider jeg ikke skulle ud og bruge hele min opsparing lige med det samme.

Mine krav er:

ingen bøjle! Overhovedet! Ikke engang sådan en lille stang i siden. Der skal være fuld bevægelighed.

ingen synlige nipples. Ja, jeg er kedelig på den måde;) Men altså, enten skal der være en smule polstring i, ellers skal stoffet være så tykt, at jeg ikke kommer til at sidde der på lærerværelset og stritte, hvis nogen åbner et vindue.

ikke for meget fikumdik. Det er mægtig flot med stropper, der former sig som en sommerfugl på ryggen, men det er ikke lige mit behov (det var faktisk bare et tænkt eksempel! Efterfølgende faldt jeg over denne;)). Der må bestemt gerne være lidt blonde eller noget, men helst ikke for meget bling bling og bestemt ikke noget, som kunne komme til at kradse – igen, sådan en ting som er svær at fornemme på billeder.

der skal være noget støtte. Jeg har ikke nogen særligt stor barm, men det, jeg har, er blevet flittigt brugt, hvorfor den har brug for lidt hjælp til at holde sig ‘oprejst’;) Derudover ammer jeg som sagt stadig, hvorfor der er lidt mere vægt i dem sidst på eftermiddagen. Jeg har set på denne, men er i tvivl om, om den mon vil kunne klare tjansen….

brystet skal dækkes. Altså ingen små trekanter, som kun lige skjuler de vigtigste dele. Hele mit bryst er vigtigt i den her sammenhæng.

Shit, jeg er krævende! Er det mon helt umuligt at finde noget, som dækker mine behov bare sådan nogenlunde uden, at man skal kaste en 4-500 kr efter det?

Jeg har kig på disse:

img_4585

De første to er fra Gina Tricot, begge til 119. De fås her og her. (Og så kan de altså lidt mere, når de ses på modellen, end på billederne her.) // Lascana , 239 kr. // Gap, 249 kr.

img_4587

 

Calvin Klein, 319 kr. // Sloggi, 199 kr. // Magic Bodyfashion, 149 kr. // Skiny, 129 kr. (den ser mega behagelig ud på modelfotos!)

Og de disse tre er uden tvivl mine favoritter!

img_4588

Calvin Klein, 265 kr. // Gap, 249 kr. // Triumph, 249 kr.

Lad mig endelig høre jeres erfaringer, hvis I kender nogen af de nævnte modeller! Og også gerne hvis I selv bruger en, som I kan anbefale (eller det modsatte), eller kender til nogen fysiske butikker, som har lækre bh’er til en billig penge:)

Dejlig mandag til jer:) 

Ps. Jasper har fået skoldbøtter, sgu. Hvilket de ringede og sagde fra vuggestuen i formiddags. Jeg sagde “Neeeeej, den der knop har han haft hele weekenden!” , hvilket var rigtig nok! Så de beholdt ham dagen ud. Og jeg nappede ham med hjem i eftermiddags og fandt tre skoldkopper i hans hovedbund. Hej hej, ravnemor;) Nå, men nu vakler jeg lidt mellem over at panikke ved tanken om endnu et skoldkoppebarn, og juble over at få det overstået inden jobstart. I skal nok få besked, når jeg har besluttet mig;)

Moderskabet er ét langt slap bet!

img_3788

Jeg har muligvis set for meget ‘How I met your mother’! Nej okay –  jeg har med garanti set for meget ‘How I met your mother’;) Men altså, det er også en ret formidabel serie! Og særligt de famøse ‘slap bets’ er afsindigt morsomme. Skræmmende, men morsomme. Lidt ligesom moderskabet – og det er kun én af de ting, som slap bets og moderskabet har til fælles:

(Til de uindviede: Et slap bet er et væddemål, hvor vinderne modtager den store glæde at måtte tildele taberen med et vist antal lussinger på et ikke nærmere bestemt tidspunkt. Altså kan taberen gå rundt i konstant frygt uvidende om, hvornår næste lussing falder. Det er ondskabsfuldt, det er nervepirrende, det er slap-tacular!)

Graviditeten“Man har kvalme i første trimester!“, siger de. Løgnerne. Og så kommer du cyklende der. Glad og tilfreds og godt inde i tredje trimester. Og du priser du lykkelig, for nu er du ligesom så langt fra første trimester, at kvalmen på ingen måde kan indhente dig, ikk? Well…. Slap! Og sådan demonstrerer baby på allertydeligste vis, at du aldrig mere kan vide dig sikker!

Samsovning. Det er så hyggeligt at ligge der sammen under dynerne. Varmt og rart og trygt. Og mens du ligger i der i mørket og sender en tak ud i universet for at netop du skulle være så heldig at ende der i kærlighedens smørhul, så modtager du et spark lige i nyrerne. Slap! Nej, det er ikke universet, der svarer igen. Ej heller er det jinx eller nemesis. Det er meget værre. Det er moderskabets slap bet!

Amning. Der er intet smukkere end at amme sit barn. TANDLØSE barn! Tomme gummer FTW! For når først tænderne er der, så lurer det næste bid lige rundt om hjørnet. Og du aner ikke, hvor det hjørne er. Eller de. For du ved heller ikke, hvor mange hjørner, du passerer på din vej. Du ved bare, at biddet venter. Og at du INTET kan gøre for at forhindre det. Slap!

I Bet GIF - Find & Share on GIPHY

3-årige. De er SÅ søde! Og sjove! De har de mest underfundige formuleringer, og de kysser og krammer og sovser en fuldstændig ind i omsorg. “Du er sød, mor!”, “Du har næsten ikke lange bryster, mor!”, “Jeg elsker dig, mor!”. Lige indtil …… Slap! “Du er den dummeste mor!” Hokus pokus og ud af det blå blev verdens sødeste 3-årige transformeret til et skrigende, spruttende, rødglødende monster. Bare rolig, hun bliver sig selv igen, MEN du ved aldrig hvornår, næste eksplosion indtræffer. Næ, du har glæden af at kunne vente i spænding;)

Middagslure. Arhhh, endelig sover baby! Det er nu, livet skal leves! Du har nu fuldstændigt ubegrænsede muligheder – du kan spise ostemadder og se “Hammerslag”, du kan sove, du kan gå i bad. Tror du. Men det er salgstalen. Glorificeringen af moderskabet. Det er løgn, er det! For ligeså snart du tager en bid af din ostemad, lukker øjnene eller kører den første klat af shampoo gennem dit hår…. Slap! Baby er vågen. Den er sikker som Amen i kirken, bare i en noget mere djævelsk forstand.

Så…. er du mor? Pøj pøj med det!

Noget om natamning…

Der er nogen stykker, der har spurgt lidt ind til det med natamningerne i forlængelse af mit indlæg om Jaspers natteroderi. Og jeg svarer naturligvis gerne på, hvorfor jeg gør, som jeg gør:) Men fordi det er en længere snak, og fordi det er noget, som folk oftere og oftere kommenterer på sådan generelt, så har jeg lige lidt mere på hjerte, end hvad jeg tænker, jeg kan presse ind i kommentarfeltet. Så derfor dette indlæg.

Jeg har jo ingen særlig viden eller ekspertise indenfor amning. Jeg har bare mælkefyldte babser og egne erfaringer og fornemmelser. Og så har jeg også har et ‘medlemskab’ af en lille facebookgruppe om amning, hvor der sidder vildt mange søde, kloge kvinder, som deler ud af deres erfaringer, og jeg lapper det i mig!

Og disse kvinder spurgte jeg til råds forleden, da det hele ligesom var nok. Da vi på en måned havde haft mindre end fem nætter med mere end 2 timers sammenhængende søvn. For jeg var ved at rive håret af mig selv – både grundet mangel på søvn, men også over at min mavefornemmelse ikke stemte overens med de råd, som jeg fik hver evig eneste gang, jeg nævnte problemet for nogen: “Du skal nok stoppe med det der natamning!” Jeg kan godt forstå, at det er sådan folk tænker. At det er det mest nærliggende. Og det var også dét vi gjorde med Ane, da hun nåede 1 års alderen. For jeg skulle jo for dælen gerne kunne møde nogenlunde sammenhængende op på job. Dengang gav det mening for mig. Og vi tog en kold tyrker, hvor jeg ikke sov sammen med Ane i en uges tid eller to, og så var den ged barberet. Jeg mindes ikke, at det var synderligt hårdt, eller at Ane reagerede nævneværdigt på det. Så i princippet kunne vi sagtens gøre det samme igen.

Men denne gang har jeg det anderledes.
For det første er jeg stadig på barsel. Det er da mega irriterende ikke at få sovet, men jeg kan godt klare det. Det er hårdt, men det går. Jeg havde højst sandsynligt tænkt anderledes om det, hvis jeg var startet job.
For det andet så er jeg andengangsmor, og jeg har en noget anden måde at være mor på nu, end jeg havde for tre år siden. Jeg stoler mere på min mavefornemmelse. Og min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal amme videre. Ikke fordi jeg vildt gerne vil amme. Jeg har sagt det før – jeg opererer ikke med principper. Jeg ammer ikke, fordi jeg har en idé om, at det er det bedste. Faktisk synes jeg nogen gange, at det er pisse irriterende at amme. Så når jeg gør det alligevel, er det udelukkende fordi, jeg vælger at følge Jasper. Og han giver udtryk for gerne at ville ammes og virker til at trives rigtig godt med det – derfor ammer jeg. I dagtimerne er han glad og legesyg og virker ikke påvirket af de forstyrrende nætter. Omvendt valgte vi at sløjfe det at amme ham i søvn, fordi vi kunne mærke på ham, at det ikke fungerede. Han havde svært ved at finde ro og fik mavekneb, så for hans egen skyld blev det droppet.
For det tredje er jeg begyndt at lytte mindre til de råd, som jeg ikke føler harmonerer med mine egen forståelse. Jeg er blevet mere opmærksom på, at mange af de ting, som mødre rådes til, både af fagfolk og almindelig ‘menige’ forældre, i langt højere grad handler om forældrenes behov end barnets. Som for eksempel det her med søvn. Der er en klar forventning om, at en 1-årige bør sove igennem. Og gør han ikke det, må der være noget galt. Det kan der sikkert også være. Men det er måske mere sandsynligt, at han bare er 1 år, og ikke på forhånd er programmeret til at tilpasse sig forældrenes behov for søvn;) Da Ane var lille og fra den ene dag til den anden ikke længere sov igennem, panikshoppede jeg både vælling og grød. For de sagde alle mødrene i min terminsgruppe på facebook, “Det er da fordi, hun er sulten!” Og fordi jeg ikke stolede skide meget på hverken brysterne eller min egen mavefornemmelse, så købte jeg den teori. Alligevel rådførte jeg mig lige med en veninde, hvis søn var på samme alder, og hendes svar lød: “Det er da fordi, hun er en baby! Sådan skal de gøre.” Så vællingen røg i skraldespanden, og Ane fortsatte med de mange opvågninger. Indtil hun, fra den ene dag til anden, pludselig sov igennem igen.

De råd jeg fik, da jeg søgte hjælp hos de andre ‘ammedamer’ omkring natteroderiet, var netop det – at lytte til mit barn og min mavefornemmelse. Altså, fortsætte som hidtil. For hvis han pludselig søger brystet oftere, så er det et udtryk for et behov af den ene eller anden grund. Sikkert fordi han, som jeg også beskrev her, simpelthen får udvidet sin lille verden i en sådan grad lige nu, at han har brug for ekstra omsorg om natten. Og hos familier hvor man ikke ammer, så kan den omsorg sikkert gives på et hav af andre måder. Det kunne den muligvis også her, hvis jeg nægtede ham brystet. Men det gør jeg ikke. Fordi min mave og min søn fortæller mig noget andet. Og jeg lytter. Også selvom det er skide hårdt, og jeg er træt og mine brystvorter i den grad fortjener at blive pensioneret! Det skal de tids nok få mulighed for, men for nu får de altså lov at blive i funktion.

Havde jeg nu søgt råd alle mulige andre steder end i en gruppe, der specifikt omhandler amning, så havde jeg med garanti fået et andet svar. Og der kan sikkert også findes en masse forklaringer på, hvorfor jeg bør droppe de der natamninger. Som sagt gjorde jeg det med Ane. Og det var let og smertefrit, og hun kom helt fint igennem det. Jeg er bare anderledes her i anden omgang, og min mavefornemmelse og ikke mindst min tro på, at dén er værd er lytte på, er anderledes. Og vigtigst af alt er Jasper anderledes. Og hvad der gav mening med Ane, giver ikke nødvendigvis mening med ham:)

Der er slet ingen tvivl om, at jeg er nødt til at overveje andre løsninger, hvis det her fortsætter i en uendelighed. Det ville være umenneskeligt, og der er ganske enkelt ikke kaffe og sukker nok i verden! Men det jeg hører fra andre er, at det er en fase. At det står på i en til tre benhårde, lange, trættende måneder, og så er det dét. Og indtil videre køber jeg den forklaring og tager mig en lur, hvor det er muligt. Og ja, det er ikke nødvendigt at amme om natten efter et år – hvis man taler ernæring. Men derfor kan det nu sagtens være nødvendigt, når man taler om andre og ligeså vigtige ting som nærvær og omsorg:)

Så altså – mit bedste råd? Lyt til din mave. Lyt til dit barn. Gør det, du synes er rigtigt! Og er det at droppe amningen, så er det måske den rette løsning, og måske gør det ingen forskel. Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, hvad min mave siger, og selvom vi ikke altid er helt enige, så plejer den at lede mig på rette spor:)

img_3168

Træt. Mig. Træt. Zzzzz.

Jeg er så træt, at det nærmest ikke kan beskrives. Jasper har haft en periode på mere end en måneds tid efterhånden, hvor han sover helt ad helvede til. Han vågner og klynker og brokker sig, får lidt nus, sang, vand eller babs – så falder han til ro i sådan ca. 20 minutter, så starter det forfra.

De fleste folk foreslår straks at fjerne natamningerne for at løse problemet, men jeg tror ikke rigtig på, at det hænger sammen. Jeg tror – og bliver bekræftet i den tese af andre mødre – at det simpelthen bare er en af de faser, som han skal igennem. Fordi han lærer og observerer så ufattelig meget i løbet af dagen og er fuldstændig bombarderet med indtryk, som hans lille hjerne bruger natten på at bearbejde. Og hvis babsen er hans trøst, så er det okay med mig. Også selvom jeg er usandsynligt træt og mine bryster pænt lange.

Så vi har fundet en anden løsning, og Jasper og jeg er flyttet ud ad soverværelset. Det gør ikke den store forskel for mig og ham, men så kan Ane og Fyrsten da i det mindste få lidt søvn.

Men altså. Træt. Mig. Træt. Zzzzz.

I eftermiddags sad jeg op og sov i sofaen. Barnevognen var rullet hen foran vinduet, men jeg turde alligevel ikke lægge mig ned i frygt for, at jeg ville falde i så dyb en søvn, at jeg ikke kunne høre ham. Babyalarmen kunne jeg ikke overskue – batterierne sidder i Anes strippernisse, som ligger gemt væk sammen med alt det andet julepynt. Så jeg sov bare siddende. I en time. Uforstyrret. Hvilket indtil videre er januars rekord.

Efter aftensmaden puttede Ane mig på sofaen. Og hun lyttede på mit hjerte, kiggede i mine ører og redte mit pandehår og konkluderede, at jeg var helt rask. Jeg er sikker på, at hun har ret, men man kan virkelig godt føle sig lidt skidt, når man ikke har sovet siden november 2016.

Fuck, hvor er jeg bare træt, altså!

img_3132

 

Med ekstra mælk, tak!

Jeg har været fuldstændig lalleglad hele dagen! Naturligvis af alle de åbenlyse grunde – fredagsslik, udsigt til weekend med juletræsfældning og julehygge med familien, fredagsslik og weekendmorgenmad, der som altid indeholder blødkogte æg. Ja, og fredagsslik!

Der er nok at være glad over. Livet behandler mig godt! Men i morges startede altså også bare lidt bedre end alle mulige andre morgener, fordi jeg fik en besked, som både gav mig gåsehud, tårer i øjnene og det største smil på læberne.

Jeg spoler lige lidt tilbage:

I sommers begyndte jeg at skrive sammen med en kvinde, – vi kan kalde hende ‘Anne Nyme’ – der stod i samme situation, som jeg selv gjorde for nogle år siden. Hun skulle være mor til ikke bare et, men to børn, som hun ikke selv bar. Og hun ville gerne have muligheden for at amme ligesom alle andre mødre. Så jeg sendte hende min ‘opskrift’ og opfordrede hende til også at tage kontakt til sin lokale ammerådgivning. Da de desværre ikke kunne bidrage med så meget, vendte ‘Anne’ tilbage til mig, og jeg rådgav, så godt jeg nu kunne med udgangspunkt i mit eget ammeforløb. Jeg var slet ikke i tvivl om, at ‘Anne’ var 100% investeret i at få en mælkeproduktion i gang, men hun var også realistisk omkring, at det ville være hårdt arbejde, og at hun altså ville stå med to små munde, der skulle mættes, hvor jeg jo kun havde en enkelt. Men ‘Anne’ gik all in – med pumpe, tålmodig og tro på sig selv.

For en uge siden blev ‘Anne’ mor til to små, smukke mennesker. Som hun ammer. Fuldt!

Ikke noget med hjælpebryst. Ikke noget med supplerende flaske. Bare ‘Anne’, hendes børn og hendes bryster:)

Jeg er, uden overhovedet at kende ‘Anne’ privat, så ufatteligt stolt af og imponeret over hendes indsats. Og jeg er pisse stolt over, at jeg har fået lov at være en del af det. At jeg har været ret meget medvirkende til, at hun, på lige fod med andre mødre, kan amme sine børn!

Shit, det er stort, altså!!!! 

Og tænk engang – nu har jeg både mine egne OG en andens bryster at være stolt af;)

(Mit eget ammeforløb kan du læse om HER. Og ja – jeg har selvfølgelig også skrevet en ode til mine babser)

Mig og min ammeglade bebs:)
Mig og min egen ammeglade bebs:)

Principløs speltmor

Jeg har aldrig læst nogen af de obligatoriske graviditetsbøger. Ej heller dem om børns trivsel, om opdragelsesmetoder og alt muligt andet. Det er bare aldrig rigtig faldet mig ind. Jeg har bare lidt taget tingene, som de kom. Er jeg blevet nysgerrig på noget, har jeg undersøgt det, men oftest har jeg ladet mavefornemmelsen råde. I grunden mærkeligt, fordi jeg ellers i alle mulige andre henseender godt kan lide at være forberedt og i kontrol, med korrekte sidehenvisninger og relevant litteraturliste. Men med den her ene ting, den vigtigste opgave i mit liv egentlig, der har jeg mest af alt følt mig frem.

Og på en eller anden måde er jeg endt med at blive en af den slags mødre, som jeg tror, at det meget brugte og udskældte begreb ‘speltmødre’ dækker over. I hvert fald sådan en 70-80% henad vejen. Jeg samsover med mine børn, jeg har (og gør stadig med Jasper) båret dem i vikler, vi har kørt med BLW-metoden med hensyn til mad, og Ane blev langtidsammet, hvilket Jasper også kommer til, hvis det er det, han vil. Jeg er bare en stofble, en økologisk heldragt og julekalender med tørret frugt fra at passe perfekt ind i de sociale mediers fremstilling af speltmoderen over dem alle. At jeg så ikke tror på den slags begreber, er en helt anden snak.

Min pointe er, at jeg ikke er mor på principper. Faktisk er principper og jeg ret uforenelige størrelser. De er sikkert fine for nogen. Men for mig ville de være begrænsende. Jeg er nysgerrig, jeg er touchy-feely, og ja – jeg er pisse vægelsindet. Jeg er meget lidt markant og rigtig meget for og imod og midt imellem. Jeg prøver mig frem, og hvis noget føles rigtigt, så gør jeg det. Men jeg gør det aldrig af princip!

Jeg samsover ikke med mine børn, fordi studier viser, at det er dét børn er tryggest ved. Jeg ville på sin vis ønske, at jeg kunne sige, at det er derfor. Men vi HAR forsøgt at putte Ane på eget værelse, og det fungerede ikke. Hverken for hende eller os. Så nu samsover vi, fordi det er det, der virker bedst for os alle sammen. Ikke fordi vi havde planlagt, at det skulle være sådan, eller fordi nogen teorier fremlægger samsovning som den bedste løsning – men fordi det i praksis har vist sig at være den bedste løsning. At jeg så i dag er nået frem til, at jeg virkelig tror, at der er rigtig mange kvaliteter ved samsovning og at mange børn trives bedst med det, er en anden sag. Den overbevisning er kommet gradvist og udelukkende som følge af egne erfaringer.

Men det er langt hen af vejen det samme, der gør sig gældende med vikleriet, BLW’en og langtidsamningen. Det var ikke planlagt. Der er ikke store, forkromede og ideologiske tanker bag. Der er bare virkelighed, hverdag og erfaringer dannet på baggrund af en masse prøven sig frem og mærken efter. Jeg har ikke haft et princip om at ville amme til Ane var 18 mdr., ligesom jeg heller ikke har haft et princip om at ville stoppe, den dag hun blev et halvt år. Jeg har bare fulgt hendes behov og min egen lyst. Og bliver jeg møg træt af at amme Jasper om 3 mdr., så stopper jeg. Hvis ikke, så fortsætter jeg. Så enkelt er det.

Jeg ville på nogen måder ønske, at jeg var sådan en mor, der gjorde ting, fordi jeg troede fuldt og fast på dem, fordi jeg brændte for noget. Jeg synes bestemt, at jeg er velovervejet og reflekteret i mine valg som mor, men de er ikke ufravigelige principper, som jeg tror, at mange fejlagtigt tænker, når de sætter nogen i den skøre pg snævre bås som værende speltmor. Det er blot det, der giver mening i vores familie. Og fungerer det ikke i morgen, så gør vi bare noget andet:)

image image image image image

En ode til mine babser

I har været det meste, både store og små

– i dag er I allermest trætte og blå,

for strækmærkerne, de er flyttet ind

i BH’en med udsuttet babseskind.

Men det ‘ helt okay, I har gjort det godt

– jeres storhedstid var lang og flot.

I har haft jeres ekshibitionistiske dage,

og for det har jeg aldrig hørt en klage!

I har haft jeres tid med stritten og strut,

som jeg mindes med smil, nu hvor den er slut.

For i disse dage er min barm uligevægtig

– den ene babs væk, den anden almægtig.

Men jeg takker for det vi igennem har været,

og to små mennesker har I ernæret.

Der var engang, hvor jeg lovede jer væk,

men tænk, at jeg fik både i pose og sæk!

Så tak, mine babser, til jer begge hver især

– nu I er dernede, så hils mine tæer;)

 

(Har du mon læst mine oder til Ikea, min kjole og Fyrsten?)

 

“Undskyld, må jeg amme her??”

Foto af den fabelagtige Frederikke Brostrup
Foto af den fabelagtige Frederikke Brostrup

Dét spørgsmål har jeg aldrig stillet.

Jeg har sammenlagt ammet i 27 måneder. 18 mdr med Ane og 9 med Jasper. Jeg har aldrig spurgt om lov til at amme et givent sted, højst sandsynligt fordi jeg aldrig er blevet bedt om at lade være.

Men der er øjensynligt steder, hvor man ikke må amme. Det er i hvert fald hvad mit facebook-feed fortæller mig. Restaurationer, som er i deres fulde ret til at bede ammende kvinder om at gå et andet sted hen med deres medbragte madpakker. Fordi nogen åbenbart finder amning stødende.

Jeg forstår det ikke. Altså sådan helt bogstaveligt. Jeg forstår ikke, hvad det er ved amning, som kan opfattes som værende stødende? Forklar mig det endelig, hvis du ligger inde med svaret:)

Er det det synlige bryst? Som jo altså ikke er så synligt endda, i og med at det er dækket af et hoved. Jovist, man kan se noget af brystet. Toppen, måske. Men det kan man jo altså med meget tøj. De fleste ammende kvinder er desuden så rutinerede, at de på et splitsekund kan på- og afmontere barnet, så man skal nærmest fiksere blikket på kvindens bryst, hvis man skal være så heldig (uheldig?) at fange et glimt af brystvorten.

Er det handlingen? Er det selve begrebet ‘amning’, som nogen finder stødende eller ulækkert? Altså den funktion som nu engang er årsagen til, at vi fra naturens side er udstyret med bryster?

Er det barnet? Er det i virkeligheden bare en undskyldning, fordi man ikke gider ha’ alle byens mødregrupper med dertilhørende børn hængende på sin café? Fordi børn larmer og forstyrrer og kan være virkelig irriterende? I så fald – hvorfor er det så ikke bare det, man melder ud? Når man har ret til at forbyde kvinder at amme, så har man vel også ret til at forbyde børn under 10 år adgang?

For ja, man må godt nægte kvinder at amme i ens egen biks. Og det har jeg det personligt virkelig stramt med! En ting er, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvor grænsen så går for, hvad man må forbyde. Noget andet er min personlige overbevisning om, at hvis man accepterer den ret, hvis man bare trækker på skuldrene og siger, at man så må gå et andet sted hen, så bidrager man på sin vis til præmissen om, at amning er stødende. At det er de ammende, den er gal med, og ikke den brystforskrækkede del af samfundet.

Jeg har aldrig taget særligt hensyn til andre, når jeg har ammet. Ligesom jeg ikke tager særligt hensyn til folk, jeg møder på gaden. Jeg tager hensyn, naturligvis! Jeg rykker mig, hvis de skal forbi, og hjælper dem, hvis de taber noget. Men jeg tager ikke særligt hensyn. Jeg klæder mig ikke, så mine skuldre er dækket for at tage hensyn til dem, som foretrækker det sådan, ligesom jeg hellere ikke lader Jasper blive hjemme fra handleturen, selvom nogen helt sikkert synes, at barnevognen fylder for meget i Netto. Jeg tager helt almindeligt hensyn. Det samme gør jeg med mine bryster. De hænger ikke og dingler frit, jeg lader dem ikke lufttørre, og jeg tilbyder ikke gutten ved nabobordet en sjat mælk i kaffen. Jeg pakker dem ud, når min søn er sulten, og pakker dem væk igen, når han er mæt.

Så jeg forstår ikke problemet! Og jeg køber simpelthen ikke ‘det er ikke alle, der gider kigge på dine bryster!’-argumentet. For for det første, så ser man dem jo ikke. Og for det andet, så er det heller ikke alle, der gider kigge på andres tæer. Og det er ikke ment, som en kæk bemærkning – det er bare så lidt mening, det giver i mit hoved.

Der er så mange ting, man kan blive stødt af i dag. Nogle vigtigere end andre. Der er tosser folk, der deler såkaldte ‘asyl-sprays’ ud på gaden. Se dét er stødende! Bryster og babyer? Not so much….