Ammesnak

Det er i denne uge international ammeuge, så lad os da også lige tage en ammesnak:)

Faktisk har jeg for nylig fået lidt taletid om emnet i Forældre og Fødsels temanummer om amning, hvor jeg fortæller om det at få en amning om at køre, når man ikke har født. ‘Man’….. Altså mig;) For jeg tror ikke, at der findes mange andre i Danmark, der kan skrive det på cv’et. Og jeg er ærlig talt pisse stolt af den bedrift! Men måske den også har gjort mig lidt kæphøj. For når nu jeg havde ku’ amme Ane, så kunne det da ikke være noget problem med Jasper, vel?!

image

Det viste sig dog ikke at forløbe helt så gnidningsfrit som forventet. Jeg havde kontakt til ammenet kort tid efter fødslen, hvor jeg producerede så meget mælk, at jeg var ved at drukne i det. Noget af en kontrast til amningen med Ane, hvor 10 ml mælk var en kæmpe sejr. I mangel på almindelig ammeerfaring begyndte jeg at malke ud, hvilket startede en mælketsunami af dimensioner. Et par uger senere fik jeg vejledning af den søde Meyermor. For da de første vanskeligheder med for meget mælk var under kontrol, ammede jeg bare lystigt derudaf uden noget ‘system’, hvilket sikkert fungerer for nogen. Det gjorde det dog ikke for os, og Jasper endte med mavekneb hver evig eneste eftermiddag. Heidi bad mig føre en slags ammedagbog, og da hun havde kigget på den, rådede hun mig til at være lidt mere ‘nærig’ med babsen, som jeg stak i munden på drengen ved det mindste pip. Hun anbefalede mig desuden ikke at skifte for meget mellem brysterne, men i stedet være opmærksom på at få tømt det ene, før han fik det andet tilbudt. Efter to dage var maveknebene væk:)

Siden da er der kommet styr på amningen, så jeg slap med meget få begyndervanskeligheder. Jeg ammer stadig mange gange i døgnet, og selvom det betyder, at Jasper er meget mere afhængig af mig, end Ane var (hun startede ud med sonde og sidenhen supplerende flasker), så jeg er stadig meget glad for at amme. Jeg nyder virkelig, at jeg ikke skal kæmpe for det denne gang. At jeg ikke er afhængig af piller og brystpumpe, og jeg ikke er i tvivl om, hvorvidt Jasper får det, han skal have. Ikke noget med at tælle ml. og rende til kontrolvejninger – bare mig, ham og de magiske babser;)

Jeg synes, det er ret fantastisk, hvad kroppen er i stand til. Og jeg synes, det er helt tosset, at der igen og igen dukker debatter op om amning. Pas dog dine egne bryster!

Ane blev ammet, til hun var 18 mdr. Om Jasper vil ligeså længe, og om jeg vil ligeså længe, kan jeg ikke sige. Men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skulle nå et punkt, hvor det bliver mig, der vælger det fra.

Skulle I have lyst til at få fingrene i temanummeret om amning, kan det bestilles på Forældre og Fødsels hjemmeside. Og er du nysgerrig på min ammehistorie, kan du læse lidt om den her🙂

image

 

Og har du nogen spørgsmål til min amning med Ane – ja, eller Jasper – så smid gerne en kommentar, så stykker jeg endnu et ammeindlæg sammen senere på ugen:)

 

Lidt om mad og blw

Lillebror bliver snart 7 mdr. og hans primære fødeindtag består af moderflødemælk. Jeg har i de sidste par måneder mødt en del undren omkring, hvorfor han ikke for længst er startet på grød og mos. Særligt når nu han er sådan en stor dreng. Og jeg har svaret tilbage med samme undren. For Sundhedsstyrelsen anbefaler jo fuldamming til 6 måneder, hvis ikke der foreligger omstændigheder, der gør, at andet mad er at foretrække. Og netop dét, at Jasper tydeligvis ikke mangler noget på sidebenene, siger mig, at han er helt fint ernæret af den mad, jeg selv producerer:)

Da vi ventede Ane, havde jeg overhovedet ikke overvejet hvordan og hvorledes med mad. Det var vitterligt ikke i mine tanker, men mere noget jeg forestillede mig bare kom naturligt. En af mine veninder fik barn en måneds tid før og talte en del om BLW, som jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Men i mine ører gav det rigtig god mening at lade Ane spise selv. Lige indtil hun begyndte at vågne en million gange om natten og være utilfreds og babsesøgende. Så strøg jeg direkte i Føtex og rippede hylderne for diverse grødblandinger. For det måtte jo være fordi, hun var sulten, ikk’?! Det virkede dog ikke det mindste! Opvågningerne og de hyppige amningerne fortsatte, og jeg græd min nød til fornævnte veninde, som stille og roligt svarede noget i retning af “Ja, det er dét babyer gør. Græder, vågner og spiser. Det er vist en del af pakken.” Og så forklarede hun mig lidt om appetitspring og udbud og efterspørgsel i den frie bar(m).

Så jeg smed pakkerne med grød i skraldespanden. Jeg accepterede, at Ane krævede mere bryst og mere mor, og så stak jeg tøsen en halv kotelet, en dag hvor hun kiggede længselsfuldt efter min. Og siden da spiste hun med på den mad, som vi andre fik, og hun fik lov til selv at styre showet.

Vi kommer til at køre BLW med Jasper. Det betyder meget kort fortalt, at han ikke bliver madet, men får lov til selv at spise med på den mad, som vi andre spiser. Han må gerne få både grød og mos, han kommer bare selv til at styre skeen. Eller måske nærmere fingrene;)

Jeg er hverken frelst, fanatisk eller religiøs, og de der kender mig ved, at jeg ikke opererer med principper. Personligt synes jeg ikke selv, der er noget fanatisk ved at lade børn spise selv, når de er klar til det, ligesom jeg ikke synes, det er fanatisk at fodre dem med et glas lasagne. Jeg tror bare på, at der er en hel masse gode ting ved selv at lade barnet styre og opleve maden, og så er jeg rimelig glad for ikke at skulle lave særretter og fylde fryseren med kødboller og skamkogte grøntsager. Om det gør at børnene bliver mindre kræsne, som nogen siger, ved jeg ikke. Ane er ikke kræsen, men jeg kan af gode grunde ikke konkludere noget på baggrund af ét barn. Vores primære grund til at gøre det er slet og ret vores mavefornemmelse. At det føles mere naturligt at lade børnene selv styre, hvad de gerne vil have i munden.

Vi er ikke er gået rigtigt i gang endnu, for Jasper kan stadig ikke sidde selv. Så han får lov at lege med og smage på lidt mad, når han sidder på arm eller i korte perioder i højstolen. Men et regulært måltid har han endnu tilgode, så babserne er fortsat på overarbejde;)

Og nej, jeg er ikke bange for, at han bliver kvalt. Det er begrænset, hvor store bidder han kan tage med kun to tænder, og jeg stikker ham ikke en gulerod. Og jo, det sviner helt afsindigt, men det gør det også tit, når jeg spiser;) Ane syntes, det var en fest at sidde med maden selv, og det virker til, at Jasper har det på samme måde. Men den, der er mest vild med det, er nok Cash;)

image

 

 

Et tak og en anbefaling

Tak for jeres søde kommentarer, både herinde og på Instagram, til min dullegrejsvideo! Det er lidt anderledes og noget mere angstprovokerende at udgive en video af sig end et helt almindeligt indlæg på skrift. Så tak fordi I tog så pænt imod det!!!

Selv er jeg faktisk ikke så vild med at se videoer på blogs. En enkelt én engang imellem er fin, men allerhelst vil jeg læse indlæg. Både fordi det langt hen ad vejen er den primære grund til, at jeg følger blogs – at de kan noget med skriftsproget! Men også fordi jeg ofte læser blogs i bussen eller i sengen, og jeg vil gerne skåne gamle Fru Madsen og Fyrsten, Ane og lillebror for at skulle lytte på, hvad diverse bloggere lige har behov for at fortælle. Når det er sagt, så synes jeg alligevel, at det fra tid til anden er ret hyggeligt at opleve bloggeren bag skærmen sådan næsten live:)

Og for at springe til noget helt andet, så havde jeg fødselsdag i går:) Fyrsten hejste flaget og bagte morgenboller, og min søde veninde, Maria, inviterede på frokost og efterfølgende kage og kaffe på Café Staalvand i Brønshøj. Hold nu op, for en hyggelig café! Fed indretning, god betjening og dejlig mad:) Og ingen forargede blikke da begge madammer hev ungernes madpakker ud af ammebh’erne. Dét kan vi li’! Så en varm anbefaling herfra:)

image

Fruen tester dullegrej #1

 Annonce! Produkterne er sponsoreret af Goodiebox.dk, og indlægget indeholder affiliate links

Jeg har jo lovet jer en video med det der dullegrej…. Fårk!!!!

Altså. Jeg er jo ingen dulle. Og jeg er så sandelig intet teknisk geni. Så der er blevet filmet en 8-9 videoer i dag.

Ved hjælp af en Snickers cheesecake fik jeg lokket Tina herhjem i formiddags for at filme mig, og det gik vist egentlig meget godt. Men så ville filmen ikke helt uploade, og så syntes jeg, at den var blevet for lang. Hvem gider kigge på mig i 10 minutter?! Derfor prøvede jeg at lave en ny video selv. Hvor jeg kappede toppen af mit hoved af. Så jeg prøvede én gang til, nu med helt hoved. Og nu får I i stedet lov til at glo på mig i 13 minutter;)

Første video er den, hvor jeg snakker lidt om de produkter, som jeg har modtaget fra Goodiebox. I video nr. 2 får I æren af at høre Tina fortælle lidt om, hvordan man skal forholde sig til det der dullegrej, hvis man er gravid eller ammer. Jaaa, hun er både klog og pæn!

Jeg synes, at det har været ret fedt at modtage dullegrej! Særligt den der følelse af at komme hjem og åbne en kasse med ukendt indhold. Meeeen jeg tænker, at det må vente med at komme rigtigt i brug, indtil jeg er færdig med at amme, men så kan det pynte på badeværelset så længe;)

 

Info:

En Goodiebox koster 119 kr. om måneden plus fragt, så 159 kr. i alt. Man modtager 5-7 produkter om måneden, og det er et løbende abonnement, hvilket vil sige, at man kan opsige det med en måneds varsel.

Jeg har indtil videre modtaget to boxe, som indeholdt følgende:

Box 1 kan I læse om her.

Box 2:

Karmameju Star Micellar Water – renseprodukt/make up fjerner.

Gosh Copenhagen Defining Brow Gel – bedre kendt som mascara til øjenbrynene.

The Body Shop Honye Bronze – den må I se, når stængerne er barberet og spisestuen dækket af med plastic;)

Ecooking Multibalm – læbepomade i pæn indpakning:)

Jorgobé, White Tea Balancing Cream – ansigtscreme, der dufter virkelig dejligt.

Maria Nila Luminious Colour Masque – aka hårkur. I lyserød bøtte.

 

 

Min efterfødselskrop – uge 3

– Her kan du se min efterfødselskrop uge 1 og uge 2.

Det er i dag tre uger siden, at lillebror kom til verden. Han er møg hamrende lækker, spiser meget, skider mere og sover, som vinden blæser. Jeg er mega forelsket og ret træt! Fyrsten er dog en stjerne, og han både afleverer og henter Ane, så ofte som det kan lade sig gøre, hvilket gør hverdagen en hel del nemmere for mig.

Ane er fortsat stor fan af lillebrors tilstedeværelse og kysser og krammer ham i en uendelighed. Han tager heldigvis pænt imod:)

Og nu til det vigtige – status på efterfødselskroppen efter 3 uger:

 

  • Min mælkeproduktion har stabiliseret sig, hvilket jo er fantastisk, omend jeg, trods smerten, synes det var ret skægt at prøve at have koloenorme babser!
  • Jeg må konstatere, at min vægt er fuld af lort (ellers er jeg), for jeg har taget 1 kg på siden sidste uge!
  • Jeg prøvede at hoppe i et par af mine gamle jeans i går. De kom sgu på:) Helt op til knæet…..
  • Maven er stadig sådan en slags stor. Jeg begynder at tvivle på, at det er livmoderen, der fylder. Det er nok nærmere de enorme mængder af hvidt brød og kage, jeg indtog under graviditeten….
  • Min hovedbund klør endnu. Jeg har kastet en mindre formue efter speciel shampoo og kokosolie for blot at finde ud af, at jeg har lus. WTF??!!
  • En læser var så sød at informere mig om, at hun havde fået besked på, at hun først måtte støvsuge 8 uger efter sit kejsersnit. Jeg vendte det med Pia, som står for det efterfødselstræning, jeg går til, og hun var enig. Jeg må ikke støvsuge! Øv….. Noooooot;)
  • Chewie er blevet studset. Jeg har dog tydeligvis ikke været grundig nok, for Fyrsten siger stadig sådan her, når han ser mig nøgen:

Amme-ekspertise søges!!!

image

Hvis amning var en OL-disciplin, var jeg indehaver af det pureste guld! Det siger jeg fuldstændig blottet for ydmyghed:) For ærlig talt så synes jeg, særligt set i bagklogskabens lys, at det var rockersejt, at jeg fik en amning op at køre uden at have født. Det er dælme ikke mange, der kan bryste (hø hø) sig af det! Så jeg har gennem det sidste 9 mdr forberedt mig på, at jeg selvfølgelig skulle amme lillebror.

De første dage gik det fremragende! Han tog hurtigt fat og viste pæn interesse for babserne, og da jeg vågnede på tredjedagen efter fødslen, var mælken løbet til. Pæn interesse blev hurtigt til grådigt begær og på fjerdedagen ammede jeg stort set nonstop. Resultatet var ikke bare en mæt og tilfreds lillebror, men også et kæmpe boost af min mælkeproduktion. Mælken stod – bogstavelig talt – ud af mig. Alt var gennemblødt – mit tøj, sofaen, lillebror. Og babserne blev HUGE. Men pludselig syntes lillebror ikke længere, at de var så skide spændende. De var fuldstændig stenhårde og svære at få fat i, så jeg måtte endevende skabe og skuffer for at finde en ammebrik, der forhåbentlig kunne afværge den værste katastrofe. Det hjalp lidt. Lillebror godtog ammebrikken og babsede lystigt videre, men i et noget roligere tempo end tidligere. Så endnu engang blev hytten endevendt, og brystpumpen fundet frem. På et enkelt døgn ammede jeg lillebror en 8-10 gange OG malkede 800 ml ud ved siden af.

Og nu har vi dilemmaet…. For jeg formoder, at brystpumpen holder den store mælkeproduktion nogenlunde ved lige, men der er ganske enkelt for meget mælk til lillebror. Men stopper jeg med at malke ud, så eksploderer babserne. Muligvis sådan helt bogstaveligt!

Pt ammer jeg cirka hver tredje time, hvorefter jeg deponerer omkring 300 ml i fryserens øverste skuffe til senere brug eller til neonatalafdelingen. Der står allerede nu en 2-3 liter på kontoen! Men jeg tænker, at det ikke rigtig er holdbart. Jeg ville jo allerhelst producere, så udbuddet matcher efterspørgslen. Hvad gør jeg? Ser jeg tiden an – det er jo stadig meget tidligt at konstatere noget som helst. Malker jeg videre, forsøger at amme mere, eller hvad?

Mit OL-guld er ikke meget bevendt i min nuværende situation. Jeg har jo ikke et almindeligt ammeforløb med i rygsækken. Så kloge damer – kom med jeres besyv og gode råd, så er I skide søde:)

image

Rimelig freaky frue!!!

image

Hvad sker der for damen??! tænker du nok.

Er der kommet endnu en rotte op ad toilettet??

Har Fyrsten spist det sidste Nutella??

Er vandet gået????

Til det kan jeg svare: Heldigvis ikke! Han kan lige vove!! Og niks!

Jeg har såmænd bare opdaget, at jeg har mælk i min tredje brystvorte……

Jeg har stadig ikke helt besluttet mig for, om jeg skal være  en anelse frastødt eller mega stolt. Jeg holder mig til chokeret indtil videre.

Alle kan amme??!

Rimelig provokerende overskrift, men lad mig tale ud;)

Nu skrev jeg jo lidt om ammemafiaen forleden. Amning er et emne, som gennem lang tid har fyldt meget for mig. Jeg har skrevet om det herinde mange gange, og nu gør jeg det igen:) Ligesom de fleste andre mødre har jeg, inden jeg blev mor, gjort mig tanker om, hvordan det ville være at amme, om det ville være svært at få i gang, hvor længe jeg ville gøre det osv. Forskellen på mig og de fleste andre er bare, at jeg ikke selv har født mit barn. Så før alle de andre spørgsmål overhovedet blev relevante, var dette det overvejende:

Kan jeg amme??

For mig handlede det ikke om, hvorvidt barnet ville tage fat, mælken løbe til mm., men om jeg overhovedet ville være fysisk i stand til at producere mælk. Faktisk havde jeg i første omgang slet ikke overvejet, at amning var en mulighed for mig.

Da min søster var omkring 4 måneder henne, kontaktede jeg sundhedsplejersken. Det fremgik jo ingen steder, at jeg skulle være mor lige om lidt, så for at sikre mig, at jeg ville få besøg af sundhedsplejersken, komme i mødregruppe mm, måtte jeg selv tage kontakten. Samtalen tog en uventet drejning, da hun spurgte, om jeg havde gjort mig nogen overvejelser i fht amning. I så fald ville hun sætte mig i forbindelse med en ammerådgiver, som måske kunne hjælpe mig på mig. JA TAK!

Jeg blev kontaktet af Susanne, som arbejder ved ammerådgivningen her i Hvidovre. Et virkelig godt tilbud, der, som navnet stærkt indikerer, rådgiver om amning;) Susanne havde søgt højt og lavt og var stødt på tre sider i en engelsk bog omkring fremprovokeret amning. Hun sendte mig en kopi, som jeg stak i tasken og tog med til lægen.

Jeg var lidt sent ude i forhold til, hvad opskriften foreskrev, men min læge var alligevel med på idéen. Jeg fik en recept på et kvalmelindrende præparat kaldet ‘Motilium’, som ikke er et hormon, men har den bivirkning, at mælkekirtlerne forstørres. Så langt kunne jeg hjælpes medicinsk – resten skulle jeg selv klare ved at lægge Ane til og pumpe ud.

Ane kom ca. 4 uger før tid, og jeg havde ikke taget mine piller så længe, som man kunne ønske. Jeg vidste, at hele idéen om at kunne amme i forvejen var et long shot – den tidlige fødsel gjorde det kun værre. Tre dage før Anes fødsel kunne jeg med en manuel pumpe, gøre mundstykket vådt. Der kom intet i flasken, men mundstykket blev vådt – ergo var der mælk. Og det var nok for mig.

Der var mælk. Ikke meget, men noget. Og i dette tilfælde var ‘noget’ mere end rigeligt til at give mig blod på tanden og kaste mig ind i kampen. Mit første møde med den elektriske brystpumpe var 12 timer efter, at Ane var blevet født. Det resulterede i 1 ml. mælk, som jeg, efter sygeplejerskens anvisning, gav Ane på min lillefinger. Min lille pige fik min mælk – dét var stort!!!

Herefter malkede jeg ud hver 3. time. De dyrebare dråber blev afleveret til personalet, som sørgede for, at det blev blandet med i den mme, som Ane fik i sonden.

Da Ane var ca. en uge gammel, blev jeg for første gang præsenteret for hjælpebrystet/lact aid. Hjælpebrystet er en lille flaske, som fyldes med mme og hænges om morens hals. Fra flasken føres to slanger ned til hver brystvorte og barnet lægges til. På den måde sikrer man, at barnet får den rette mængde mme, og på samme tid stimuleres morens bryst og mælkeproduktion. SKIDE SMART! Og af uforklarlige årsager forholdsvis ukendt…

image

 

 

 

imageJeg vil anbefale hjælpebrystet herfra og til verdens ende! Og det på trods af, at jeg hadede det! Det tog en krig at rengøre, og med fodringer hver tredje time, var jeg heldig, hvis jeg nåede at få to timers søvn i streg. Og jeg var ikke altid så skide tjekket i forhold til at have styr på, hvor den anden slange havnede, hvorfor jeg mere end én gang har været gennemblødt af mme. MEN jeg er ikke i tvivl om, at hjælpebrystet gjorde en forskel. Jeg malkede ud hver tredje time, men Anes sutten var langt mere effektiv, og da vi begyndte at bruge hjælpebrystet, steg min mælkeproduktion fra 2-10 ml. i løbet af få dage. Vi skiftede til supplerende flaske og amning uden støttehjul, da Ane var en måned gammel.

Fra Ane blev født til hun var præcis 6 måneder gammel, malkede jeg ud hver tredje time. Det er 1472 gange! Okay, måske jeg sov forbi et par stykker til sidst, men stadig. Jeg kunne muligvis have stoppet tidligere, men jeg turde ikke. Jeg stolede ikke på, at brysterne var klar til at tage opgaven på sig. Først efter et halvt år, droppede jeg både pumpe og mme.

image
Kedsomhed lærer brystpumpende kvinde at tænke kreativt;)

 

For nogle måneder siden var den tidligere omtalte ammerådgiver forbi for at invitere mig til en artikel om fremprovokeret amning (tror nu aldrig at artiklen er blevet til mere….).

Hele tanken med artiklen var ikke belyse det faktum, at man kan amme, selvom man ikke har født, men nærmere at tydeliggøre, at man kan nå rigtig langt med tålmodighed og hårdt arbejde.

Jeg er med på, at ikke alle kan amme. Nogle af eget valg, andre ikke. Nogle mødre kæmper med næb og klør for en amning, som ender med at koste for mange tårer og for meget tid. Tid de i stedet kunne have brugt på at nyde deres lille ny. Ikke alle skal eller kan amme, og der er ingen skam i, at sige “nok er nok!” Dét kræver satme også styrke!

Jeg vil bare gerne gøre opmærksom på, at nogle gange lønner det sig at prøve en ekstra gang. Jeg ammede reelt ikke Ane, før hun var en måned gammel. Alligevel endte jeg med at amme, til hun var 18 måneder. Havde jeg selv født Ane, og havde jeg kun kunne malke 10 ml. på 12. dagen efter fødslen, så havde jeg nok kastet ammeindlæggene i ringen. Jeg ville sikkert tænke, at der bare ikke var noget at komme efter. Men min situation var en anden, hvilket fik mig til at fortsætte. Og det virkede.

Det er måske let nok for mig at sige. Jeg havde ikke lige gennemgået en graviditet og en fødsel. Hvad fanden ved jeg egentlig om noget som helst?! Ingenting…. I hvert fald intet faktuelt eller objektivt. Men jeg ved, at jeg ikke ville have været amningen foruden. Jeg ved, at jeg på trods af mælkeknuder og manglende mælk blev ved med at håbe. Jeg ved, at jeg dengang, dét stod på, og jeg sad i sengen og græd af udmattelse, frustration og smerter i brysterne, gerne ville have kendt min historie og have vidst, at det ikke er nemt, det der amning. Ikke når man ikke har født, men heller ikke, når man har. At det er okay at sige stop, men at det også godt kan betale sig at trække vejret dybt og give det et ekstra forsøg.

 

Ammemafia!

Jeg havde godt hørt om den, før jeg blev mor. Ammemafiaen! De mødre som sprøjter holdninger, forskningsresultater og modermælk ud i hovedet på andre stakkels mødre, som af forskellige årsager ikke ammer.

Så blev jeg mor og opdagede, at der satme er to af slagsen. Dén jeg netop har beskrevet, og den modsatte. De mødre (og andre hoveder) som har lige lovlig travlt med at uddele meninger om, hvor meget og hvor længe man bør amme.

Det er den sidstnævnte slags jeg ligger i krig med!

Jeg er her til aften faldet over et link på facebook til en artikel om en mor, som ammede både sin og sin venindes 16 måneder gamle søn – efter aftale med veninden, må jeg hellere tilføje. Jeg gider faktisk overhovedet ikke tage stilling til dén sag. Jeg finder det helt ærligt uinteressant. Kommentarfeltet derimod får mig fuldstændig op i det røde felt. For man skulle tro, at folk opponerede mod, at kvinden ammer en andens barn, men for de fleste handler det ligeså meget om alderen. 16 måneder. 1 år og 4 måneder.

Et lille udvalg af de brugte ord i den forbindelse: “Forskruet”, “perverst” og “unaturligt”!

Og jeg reagerer naturligvis fordi, jeg ammede Ane, til hun var 17-18 mdr, OG fordi jeg er den type menneske, som mener, at så længe man ikke render og stikker sine ammelapper ind i kæften på tilfældige forbipasserende i Netto, så kan man gøre lige præcis, hvad man vil!!!!

Det er fint, fjong og helt okay, hvis man vælger ikke at amme, stoppe når barnet er 6 mdr, eller hvad man nu føler for. Det er sgu egentlig også fint nok, hvis man selv opfatter sine bryster som noget seksuelt, men lad være med at pege fingre af andre, som tager brysterne for det, de er – mad til baby! Oh yes, nu piller jeg lige ved store, alvorlige sager, når jeg sætter en fed streg under, at kvinder er udstyret med bryster og mælkekirtler for at kunne ernære deres afkom! At brysterne også fungerer som en erogen zone, er da bare win-win. For andre er det tæer, der gør det, men derfor forbyder vi dem ikke at gå i sandaler, vel?!

Ane blev ammet så længe som overhovedet muligt (fertilitetsbehandling og amning harmonerer desværre ikke), hun må godt få sukker, og i dag havde hun grønne strømpebukser på – beslutninger jeg har truffet, fordi jeg er hendes mor.

Så lad nu for dælen babserne være i fred. Om man vælger at bruge dem i to år eller slet ikke, kan simpelthen aldrig nogensinde blive nogen andres sag!

Værs’go – ammebilleder til folket:

 

image

image

image

 

 

image