Bloglands bedste #1

img_1259

Det er Black Friday i morgen, og vi ved alle, hvad det betyder – hele blogland svømmer over med gode tilbud og affiliate links i hobetal. Det kan sgu også godt være, at jeg hopper med på vognen. Det skal jeg slet ikke sige mig for god til!

Men ærligt, så savner jeg nogen gange ordene i blogland. De der indlæg, der efterlader en med andet og mere end en rabatkode til Boozt. Dem, der giver én følelsen af at være blevet klogere på noget eller nogen.

Engang for mange år siden skrev en læser til mig, at hun elskede mine indlæg uden billeder. Ikke fordi mine billeder var grimme (selvom det var de bestemt også!), men fordi jeg sjældent indsatte billeder i de teksttunge indlæg. Der var ikke et loppefund at flashe eller en krea-idé at dele. Der var bare mig. Mig og mine tanker. Det er de indlæg, jeg kan bedst kan lide at skrive. Eller måske nærmere dem, jeg ikke kan lade være med at skrive. Nogen gange kommer de i en lind strøm – andre gange er der længere imellem. For den slags indlæg kan og skal ikke forceres, de kommer, når de kommer.

Men jeg har det altså lidt på samme måde, som den læser, der skrev til mig. Jeg elsker teksttunge indlæg af den slags, hvor man virkelig kan mærke, at afsenderen har noget på hjerte, og hvor jeg sidder tilbage og føler mig beriget. Enten fordi jeg har lært noget nyt om et andet menneske eller en problematik, eller fordi jeg kan spejle mig selv i det, jeg har læst.

For lidt tid siden skrev jeg dette indlæg om at være træt. Jeg havde i en periode følt mig drænet og modløs. Jeg var fyldt op. Af vasketøj og regninger og snotnæser. Og mest af alt af altid at have ansvaret for noget. Og mest af alt for nogen. Men det var svært at sætte ord på. Måske fordi jeg ikke reelt havde luret, hvad det i grunden handlede om. Men især fordi jeg ikke ville lyde utaknemmelig eller forkælet, og især fordi jeg ikke ønskede at få det fremstillet som om, at jeg var træt af mine børn. Jeg ved ikke, om mine tanker kom rigtigt ud – om de gav mening.
Hvad jeg til gengæld ved er, at dette indlæg rammer lige ind i den følelse, jeg gik med. At Maj My helt præcist beskriver, hvordan jeg havde det. Og hun gør det så meget bedre, end jeg selv kunne ha’ gjort!

Maj My er en forholdsvis ny blogger, som jeg faldt over for lidt tid siden, da en veninde linkede til et af hendes indlæg på facebook. Og jeg er allerede fan. Af hendes skrivemåde og hendes livssyn. Faktisk bare af hende sådan generelt, tror jeg. Særligt elsker jeg hendes ‘Mød et menneske’-indlæg, fordi jeg som bekendt er en sucker for historiefortælling. Og det er som oftest de historier, som omhandler helt almindelige mennesker og er skrevet af helt almindelige mennesker, som jeg personligt synes er de allermest smukke og vedkommende.

Lidt om lavt stofskifte….

Lavt stofskifte er vist det nye sort. Det er i hvert fald blevet uhyre ‘populært’ i blogland. Lillemor har det, Meyermor har det, Migogmintinderbaby har. Og jeg har det!

Så kan man jo overveje, om det skyldes, at overdreven trang til selvpromovering er et endnu uopdaget symptom ved sygdommen, eller at stofskiftesygdomme blot rammer flere, end man lige forestiller sig;)

Min stofskiftesygdom blev opdaget i forbindelse med min graviditet. Der var skoldkopper i Anes dagpleje, og da min mor ikke med 100 % sikkerhed kunne genkalde, om jeg havde haft det, tog jeg et smut til lægen. Jeg var kun 5 uger henne og havde endnu ikke fået taget blodprøver i forbindelse med min graviditet. Lægen ringede allerede tilbage samme aften – efter lukketid. Det alarmerede mig naturligvis en del! Hun kunne fortælle, at jeg havde haft skoldkopper, men at de desværre havde opdaget noget andet i blodprøverne – nemlig lavt stofskifte.

For at simplificere det bedst muligt (ikke for jeres skyld, men jeg er stadig rookie på området) kan man spotte ændringer i stofskiftet ved hjælp af hormonet, TSH, som regulerer skjoldbruskkirtlens funktion. Ved et normalt stofskifte ligger TSH et sted imellem 0,2 og 5,0 – hvis der sker ændringer i stofskiftet vil hypofysen ændre på mængden af TSH i forsøget på at opretholde et normalt stofskifte. Det er altså nogle andre hormoner, der laver roderiet, men TSH der sladrer til de voksne.

Mit TSH var blevet målt et par måneder forinden, da vi var i fertilitetsbehandling (stofskiftesygdomme kan påvirke fertiliteten), og det lå ganske normalt på 0 komma noget. Men efter jeg blev gravid, var det eksploderet til 18, hvilket er meget for højt og dermed sladrer om, at stofskiftet er for lavt. At lægen kontaktede mig øjeblikkeligt skyldes, at et lille, nyt foster ikke selv danner en skjoldbruskkirtel før i uge 12, og indtil da ‘deler’ med mor. Og så længe mors stofskifte ikke fungerer, er der øget risiko for abort, manglende vækst og misdannelser. Derfor ringede lægen med det samme, og allerede den følgende dag stod jeg på apoteket med et lille glas piller, som skulle få mit stofskifte tilbage på rette kurs.

En del kvinder rammes af uregelmæssigheder i stofskiftet under graviditet, netop fordi skjoldbruskirtlen pludselig kommer på overarbejde. For nogens vedkommende stabiliserer det sig igen efter fødslen. For andre bliver det en kronisk lidelse, hvilket er tilfældet for mig.

Jeg mærker ikke rigtig noget til det til daglig. Tror jeg. Jeg tager mine piller og går til jævnlige blodprøvetagninger, som kontrollerer, at jeg får den rette dosis. Men når jeg siger ‘tror’, så skyldes det dette indlæg, som Meyermor udgav i sidste uge. Jeg kan nemlig sætte hak ved rigtig meget på hendes liste. Og det er det forbandede ved stofskiftesygdomme – det har så ufatteligt mange symptomer, at det er let at forveksle med lidelser som stress eller depression. Ja, eller bare helt almindelig hverdagsjag. For helt ærligt – trætheden, osteklokken, følelsen af at være utilstrækkelig, opgivenheden, den dårlige hukommelse mm. kan sagtens være bivirkninger ved livet sådan generelt. Det er i hvert fald dét, jeg har sagt til mig selv i den seneste måned, hvor jeg har følt mig uendeligt træt. Men lagt sammen med blandt andet det at mine negler flosser, at jeg har influenza-ondt i kroppen og at jeg for ikke så længe siden fik en byld på størrelse med Møn midt i ansigtet, får mig naturligvis til at overveje, om jeg måske mærker mere til min sygdom, end jeg går og tror.

Jeg har fået taget blodprøver i dag og skal til samtale med lægen på endokrinologisk afdeling i næste uge. Og de siger sikkert det samme som altid. At alt ser fint ud. I så fald må jeg prøve at udfordre det en smule. Der er for fanden ingen grund til at gå og have det semi-skidt, hvis det kan trylles væk med den rette medicin! Og ellers må jeg pudse Meyermor på dem;)

img_3743
Da min skjoldbruskkirtel er meget lidt fotogen, får I maven i stedet. Det var jo den, der satte gang i lortet…

 

Typisk mig #5

Annonce // Indlægget indeholder et affiliate link. Som jeg forestiller mig, at INGEN kommer til at benytte.
Hvem fanden køber Frost-støvler til sit barn??!;)

– Jeg tog Ane med på Fisketorvet i går for at købe gode, fornuftige vinterstøvler. Vi kom hjem med et par Elsa-rædsler. Og ja, jeg har læst Lillemors indlæg om, hvordan man undgår sådan en situation, men har I set Anes øjne?! Det er jo umuligt at sige nej!

image

– Da Fyrsten kom hjem i går eftermiddags, havde han en kæmpe buket blomster i armene. Og jeg sagde “Åh, hvor er du sød! Det skulle du da ikke gø….”, før jeg kom i tanke om, at det var hans første arbejdsdag, og at blomsterne naturligvis var en gave til ham – ikke mig;)

– Jeg var til det første førsteforældremøde i børnehaven i går, og da der blev spurgt, hvem der ville være referent, sagde jeg til Karlas mor, at jeg altid ender med at melde mig i den slags situationer, fordi jeg er allergisk overfor pinlig tavshed. Men denne gang ville jeg stå fast. Det holdt i ca. 1 minut og 17 sekunder.

– Som belønning for at have taget referat-tjansen tillod jeg mig naturligvis at tage to stykker drømmekage:)

– Pædagogerne fortalte blandt andet om, at de ofte leger Ståtrold i salen. Jeg tænker ikke, det er nødvendigt at uddybe, hvilken meget voksen reaktion  jeg havde på den bemærkning;) (Tak til Karla og Magnus’ mor for være ligeså lidt voksne som mig!)

– I morges på vej hjem fra børnehaven cyklede jeg forbi en mand, som lige vippede sin hunds efterladenskaber ind til siden med sin fod. Han så godt, at jeg så ham. Jeg råbte “Så saml dog den lort op!”. Indeni mit hoved. I virkeligheden smilede og nikkede jeg. Konfliktsky much??!

– Minder min konfliktsky-bemærkning mig om, at jeg stadig mangler at modtage tre pakker fra nogle bytte-bytte-købmand lege, som jeg har lavet på Instagram. De har højst sandsynligt bare glemt det, men jeg ‘tør’ ikke minde dem om det af frygt for at gøre dem pinligt berørt. Vi taler hhv 1, 2 og 3 års forsinkelse.

– Indeni mit hoved er jeg gået i gang med at lave et nyt badeværelse. I virkeligheden har jeg stadig ikke fået malet vinduesrammen i stuen, efter vi har fået nye vinduer. For et år siden.

 

Fruen og Lillemor featuring Miriam

I mandags havde jeg besøg af to fantastiske damer – Tina aka Lillemor og Miriam.

image

I har igennem tiden hørt mig plapre om dem begge to. Tina, fordi hun er blevet en rigtig god veninde, og Miriam, fordi hun i flere år har været (og er stadig!) min absolut favorit blog. Jeg har fulgt Miriam så længe, at jeg ikke kan huske hvor længe. Til gengæld kan jeg huske det første indlæg, jeg nogensinde læste hos Miriam. Og fordi jeg er tosset, har jeg været på den vildeste jagt (kunne huske temaet og billedet, men ikke titlen) for at finde det. Og det lykkedes:) I kan læse det lige her. Og samtidig kan vi så grine lidt af min kommentar til indlægget, for tilbage i maj 2013 kendte jeg åbenbart ikke til ordet ‘selfie’;)

MEN en dag foreslog Tina altså, at vi peppede vores videoer lidt op med et besøg af Miriam, og den idé var jeg selvfølgelig helt med på!

Så først en lille ‘Hej og goddag’-video, hvor I lige får en præsentation af Miriam – selvom jeg ikke forestiller mig, at det er nødvendigt;)

I de følgende videoer forsøger Lillemor og jeg at finde ud, hvor Miriam passer ind. Altså om hun er morblogger, modeblogger, fitnessblogger eller hvad?! Jeg tør godt afsløre, at Miriam bare er helt sin egen – og heldigvis for det!

Men se med, hvis I vil se Miriam sniffe sig igennem en stak lortebleer, og efterfølgende tage den store blogger-test fra magasinet ‘Vi med blog’:) (Og så må jeg virkelig beklage størrelsen på video nr. 2:/ Jeg startede med at filme på den forkerte led, fordi så dygtig er jeg! Og så måtte den redigeres og er endt med at være lille. Pisse irriterende, men den er altså stadig sjov!)

God fornøjelse:)

Episoden, som nævnes i den ene video, om dengang Miriam stjal en kat, kan læses her😉

Og lige en hurtig liste med nogle af mine yndlingsindlæg fra Miriams hånd:

En bloganbefaling – Balancegang

Min søde veninde, Tinne, sad en dag hos sin psykolog, som så mange andre moderne kvinder, og var en smule bitter over at føle sig som den eneste fraskilte mor i verden. Jeg kan sgu godt forstå hende! Vi er en flok på fem tøser, som har hængt sammen de sidste mange år, og tre os er lykkeligt gift, en er nyforelsket på 3. år, og så er der Tinne, som på trods af selv at være rimelig lykkelig i forholdet til sin kæreste, alligevel står med nogle udfordringer i hverdagen, som vi andre bare ikke kan sætte os ind i. Vi kan lytte og bakke op, men vi forstår jo ikke, hvad det vil sige, når man pludselig skal starte forfra midt i livet. Når den, man troede var den rette, viser sig at være det stik modsatte, og man pludselig skal dele hjem og barn.

Så psykologen opfordrede Tinne til at gå hjem og læse nogle blogs skrevet af kvinder i samme situation. Hvilket må siges at være lidt af en udfordring, når man som Tinne aldrig har læst en blog i sit liv! Så hun søgte og ledte uden det store held, og besluttede sig i stedet for at lave én selv!

Og jeg er ret vild med den idé! For Tinne er pisse skarp, velformuleret og har en mening om noget nær alt – det er et virkelig godt udgangspunkt!

Læs for eksempel indlægget om at være fraskilt herimage

image
Eller tankerne om datterens fødseldag her.

image

Og hvis du tænker “Åh nej, endnu en morblog!”, så frygt ikke;) Da jeg mødtes med pigerne efter at have fået Ane, fortalte jeg, hvordan jeg følte mig komplet amputeret, hvis ikke hun var hos mig. At jeg til nøds kunne tage ned og handle uden hende, men så fyldte jeg også vognen med bleer, sutter, skumklude mm., bare så alle kunne se, at jeg var mor. Tinne svarede tørt “Det går over! Når jeg går i Netto alene, så er dét jeg elsker mest, at ingen kan se, at jeg er mor. Jeg køber ikke så meget som en skoleagurk, der kan afsløre mig. Det er ret vidunderligt at få lov at være et rigtigt menneske!” Jeg ku’ godt ha’ hende mistænkt for at gå så langt som at afmontere cykelstolen, bare for at være helt sikker;) En mistanke hendes seneste indlæg bekræfter rimelig meget;)

Du kan følge Tinne på både facebook og Bloglovin, hvis du skulle ha’ lyst til det:)

“Kan du ikke snart leve af bloggen?”

Annonce // Indlægget indeholder affiliate links:)

I kølvandet på Emilies indlæg om at leve af at blogge, og Lillemors og min video fra sidste onsdag om at være blevet store kendisser (hosthost), så tænkte jeg at skrive et lille ‘bag bloggen’-indlæg.

To gange indenfor de seneste måneder er jeg blevet spurgt, om jeg ikke er ved at være der, hvor jeg kan leve af bloggen. Så grinte jeg stort, indtil det gik op for mig, at de mente det alvorligt, sgu! Og så grinte jeg lidt mere;)

Ej, jeg ku’ sikkert godt leve af bloggen. Hvis jeg ikke gik op i småting som mad, tøj og tag over hovedet. Meeeen, det gør jeg. Ser vi på, hvad jeg har tjent før skat i august, så ville jeg skulle tjene 30 (ja, 30. Tredive!) gange så meget for at nå op på min almindelige lærerløn. Jeg tjener naturligvis lidt ekstra, når jeg laver sponsorerede indlæg, men det sker sjældent oftere end en gang hver anden måned. Måske de, som spurgte mig, bare synes, at min blog er vildt god – i så fald, tak;) – og måske det bare ikke er så gennemsigtigt det der med, hvad man kan tjene på en blog.

Jeg kan også illustrere det således, og måske tjene lidt undervejs på nogle affiliatelinks (ja, jeg er ikke helt dum!):

Når jeg har betalt skat af min seneste blogløn, samt er blevet trukket i mine barselsdagpenge, kan jeg købe mig én af følgende ting…..

image

Tasker her og her. Pung her – køber jeg den, har jeg også råd til at smide en hund eller to i den;)

image

Kjoler her og her. Nederdel her. Orv, den kjole, altså! Den er skøn. Den go’! Man fristes til at sige flaminGO;)

Jeg har aldrig haft planer om at tjene en krone på bloggen, slet ikke at skulle leve af den! Jeg bloggede ganske pengeløst i de første 3-4 år. Så det, at jeg kan tjene lidt lommepenge på den nu, er bare fedt:) Men det er ikke og har aldrig været motivationen.

Jeg har mega meget respekt for de damer, der har deres blog som primær indtægtskilde. Det kræver virkelig meget kreativitet og tankevirksomhed at kunne blogge hver evig eneste dag. At tage dagligdagsepisoder og gøre dem spændende og relevante. Og det er dét de kan. De formår som oftest at være både nærværende og kommercielle i deres indlæg, og det er en svær balancegang. Det er virkelig pisse sejt gået!

Jeg ville ikke kunne. Jeg kan gå flere dage uden at blogge, fordi jeg ikke har noget interessant på hjerte. Eller bare fordi jeg ikke gider! Og selvom jeg da naturligvis gerne ville hive en masse penge ind (hvem vil ikke gerne det??!), så passer det mig egentlig ret fint, at bloggen blot er en hobby, og ikke en nødvendighed, som ville tvinge mig til at skulle vride indlæg ud af alle mine oplevelser.

Og så tror jeg altså, at der i disse tider, hvor en del springer ud som fuldtidsbloggere, hersker en misforstået opfattelse af, at det er målet og drømmen for alle. Jeg kender efterhånden ret mange bloggere, og jeg vil skyde på, at 1 ud af 50 sigter efter at kunne leve af at blogge. De resterende blogger for hyggens skyld og går meget lidt op i sidevisninger. Det der med at leve af at blogge, er ikke for alle – både fordi ikke alle har det, der kræves,  men mest fordi langt fra alle ønsker det:)

That being said, så er jeg jo på barselsdagpenge – så tag lige og shop lidt via mine links, ikk’?!;)

Børn i byen prisen 2016

Så er det endnu engang tid til Børn i Byen-prisen. Sidste år brugte jeg muligheden til at praise Miriam og ærgre mig lidt over, at der ikke findes en “Katte i København”-pris, så jeg kunne stemme på Miriam og Frank – #frankforpresident! Sådan har jeg det stadig, for Miriams Blok er også den dag i dag (på 3. år, tror jeg) min absolutte yndlingsblog!

MEN jeg er også rimelig stor fan af de blogs, der er nomineret til Børn i Byen-prisen, og jeg følger dem alle fast. De er nogle pisse dygtige damer:)

Johanne er en af de få blogs, som jeg har fulgt helt fra begyndelsen. Jeg startede med at følge hende på Instagram, som så mange andre, og blev bestemt ikke skuffet da hun sprang ud som blogger. For Johanne er velformuleret, interessant og ikke mindst afsindigt morsom! På den der ‘jeg burde lave flere knibeøvelser!’-måde. Jeg lugter altid lidt af urin, når jeg har besøgt Johannes blog.

Trine har jeg også fulgt i en del år. Og hun kan altså bare noget ganske særligt med skriftsproget! Og så deler hun på fineste og personligste vis de mange sorger og glæder, man oplever som nyudklækket enlig mor. Der er både mommy stuff og slutty stuff hos Trine, hvilket underligt nok er en ret fin kombination;)

Alexandra er fandenivoldsk og underholdende i stor stil! Hun skriver som en havnearbejder på crack;) Det er lige dele sjovt og tåkrummende på den der måde, hvor man næsten ikke tør læse næste linie, men bare ikke kan lade være;) Jeg er hooked!

Christina er sød, nærværende og dejlig! Hun deler alt fra hverdagsfortællinger til gode tips om alt mellem himmel og jord. Hun får mig altid til at smile, fordi hun bare er sig selv med en pisse optimistisk og lidenskabelig tilgang til verden og moderskabet.

Heidi er Jordemoder. Ja, med stort J! Hun skriver virkelig (foster)fedt – både når det kommer til de meget faglige og erhversmæssige (amme)indlæg, men også de mere personlige fortællinger. Hun er sindssygt passioneret omkring sit felt, hvilket skinner igennem på hendes blog, og hun er ikke bange for at åbne op eller råbe højt. Og når hun gør, er det altid værd at lytte på!

Hvem er din favorit?:) Du kan stemme lige her!

Nu er det så, at jeg skal være helt cool omkring, at jeg ikke selv er blandt de nominerede. Måske sige noget i stil med, at sådan nogle priser er noget opreklameret bavl. Men nøj, hvor ville det være løgn;) De må da være mega glade og stolte, for det er så sejt! Jeg burde muligvis ha’ gjort opmærksom på herinde, at jeg gerne ville ha’ haft et par stemmer, jeg er bare ikke så god til sådan noget. Mellembarn, I ved;) Måske jeg tillader mig at gøre lidt mere opmærksom på mig selv næste år:) Ellers ku’ man håbe på, at de medtog kategorien “årets bedste babser”;)

Det er muligt også at stemme på mange andre kategorier til Børn i byen-prisen, og jeg vil lige smide lidt kærlighed efter særligt en af disse.

Mest børnevenlige spisested må klart være Café Sonja! Fyrsten, ungerne og jeg var inde og sælge lopper i Saxogade for lidt tid siden. Et arrangement som butikken Heidi og Bjarne (stem lige på dem som bedste forretning) stod for. Og i den forbindelse spiste vi på Café Sonja. Der var ikke styr på en skid;) Personalet rodede rundt i bestillingerne, og de løb tør for salat. MEN det gjorde absolut ingenting, måske endda tværtimod, for det bidrog til en stemning, som var så hjertevarm og nede på jorden, at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Det var ikke opstillet og fornemt, og man var ikke bange for at spilde på bordet. Alle var smilende og rare, og de forviklinger der opstod i forhold til, hvem der dog havde bestilt pølser fremfor kylling, medførte ingen stress eller vrissende kommentarer fra hverken personale eller kunder – det gav bare smil på læben. Og sådan en stemning vil jeg til hver tid vælge fremfor salat;) Nå ja, og så smagte maden vidunderligt – med et drys af rummelighed og varme. Jeg er fan!!!

image

Fruen og Lillemor #2 (Noget om glidecreme, renlighed og lumske fælder)

Så blev det onsdag og tid til at udgive en ny video med Fruen og Lillemor🙂

image

Jeg er sådan lidt spændt på, eller måske mere nervøs for, hvad I synes om idéen med de her små videoer. Jeg mener, det er jo ret nyt for mig det med at lave videoer. Og også det at lave noget fast sammen med en anden blogger. Personligt synes jeg, at det er mega hyggeligt! Både fordi jeg er ret glad for at lave ting sammen med Tina, men også fordi jeg egentlig synes, at det er meget rart at prøve at gøre noget, som for mig er fuldstændig uvant og en smule angstprovokerende.

Videoerne er uklippede og frit fra leveren. Hvilket vist er ret tydeligt;)

Tina og jeg har aftalt, at vi vil gøre vores ypperste for at nå gennem alle jeres spørgsmål! Derfor får I denne gang tre videoer – jeg håber selvfølgelig, at I har tid og lyst til at se dem alle, men ellers kan I vælge det emne, som I synes, det kunne være interessant at høre os plapre om;)

Vi har allerede fået én fan. Min svigermor, som mest af alt synes, at vi minder om to amerikanske husmødre med et alkoholproblem lidt for meget tid;) Det har vi ikke. Altså for meget tid. Til gengæld har vi tossede idéer og krudt i røven. Og nå ja – Lillefars hjemmebryg i glasset;)

Nu til sagen! I første video snakker vi lidt om det at blive blefri. Eller nok rettere det IKKE at blive blefri. Stine spurgte ind til vores tanker omkring, at man vælger at stikke børn en diagnose, hvis de ikke er blefri i en alder af 4 år. Så det snakker vi lidt om. Og om at nulre brystvorter;)

 

I anden video har vi en vaskeægte dillerekspert med på telefonen. For når man skal tale om glidecreme, må man naturligvis ha’ fat i dillerdronningen over dem alle – Nana Voxtrup. Hvis I ikke allerede kender hende, har I noget at glæde jer til! Hun, mine damer, er indbegrebet af sjov! Slår man ordet op, vil man sikkert finde dette billede:

image

 

Sidst, men absolut ikke mindst – et meget brugbart råd til at bekæmpe dræbersnegle. Og lidt om at mistænke sin mand for at have et alkoholproblem;)

Smid endelig en kommentar, hvis I har en idé til, hvilke emner vi skal ha’ i spil i fremtiden:)

Ammesnak

Det er i denne uge international ammeuge, så lad os da også lige tage en ammesnak:)

Faktisk har jeg for nylig fået lidt taletid om emnet i Forældre og Fødsels temanummer om amning, hvor jeg fortæller om det at få en amning om at køre, når man ikke har født. ‘Man’….. Altså mig;) For jeg tror ikke, at der findes mange andre i Danmark, der kan skrive det på cv’et. Og jeg er ærlig talt pisse stolt af den bedrift! Men måske den også har gjort mig lidt kæphøj. For når nu jeg havde ku’ amme Ane, så kunne det da ikke være noget problem med Jasper, vel?!

image

Det viste sig dog ikke at forløbe helt så gnidningsfrit som forventet. Jeg havde kontakt til ammenet kort tid efter fødslen, hvor jeg producerede så meget mælk, at jeg var ved at drukne i det. Noget af en kontrast til amningen med Ane, hvor 10 ml mælk var en kæmpe sejr. I mangel på almindelig ammeerfaring begyndte jeg at malke ud, hvilket startede en mælketsunami af dimensioner. Et par uger senere fik jeg vejledning af den søde Meyermor. For da de første vanskeligheder med for meget mælk var under kontrol, ammede jeg bare lystigt derudaf uden noget ‘system’, hvilket sikkert fungerer for nogen. Det gjorde det dog ikke for os, og Jasper endte med mavekneb hver evig eneste eftermiddag. Heidi bad mig føre en slags ammedagbog, og da hun havde kigget på den, rådede hun mig til at være lidt mere ‘nærig’ med babsen, som jeg stak i munden på drengen ved det mindste pip. Hun anbefalede mig desuden ikke at skifte for meget mellem brysterne, men i stedet være opmærksom på at få tømt det ene, før han fik det andet tilbudt. Efter to dage var maveknebene væk:)

Siden da er der kommet styr på amningen, så jeg slap med meget få begyndervanskeligheder. Jeg ammer stadig mange gange i døgnet, og selvom det betyder, at Jasper er meget mere afhængig af mig, end Ane var (hun startede ud med sonde og sidenhen supplerende flasker), så jeg er stadig meget glad for at amme. Jeg nyder virkelig, at jeg ikke skal kæmpe for det denne gang. At jeg ikke er afhængig af piller og brystpumpe, og jeg ikke er i tvivl om, hvorvidt Jasper får det, han skal have. Ikke noget med at tælle ml. og rende til kontrolvejninger – bare mig, ham og de magiske babser;)

Jeg synes, det er ret fantastisk, hvad kroppen er i stand til. Og jeg synes, det er helt tosset, at der igen og igen dukker debatter op om amning. Pas dog dine egne bryster!

Ane blev ammet, til hun var 18 mdr. Om Jasper vil ligeså længe, og om jeg vil ligeså længe, kan jeg ikke sige. Men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skulle nå et punkt, hvor det bliver mig, der vælger det fra.

Skulle I have lyst til at få fingrene i temanummeret om amning, kan det bestilles på Forældre og Fødsels hjemmeside. Og er du nysgerrig på min ammehistorie, kan du læse lidt om den her🙂

image

 

Og har du nogen spørgsmål til min amning med Ane – ja, eller Jasper – så smid gerne en kommentar, så stykker jeg endnu et ammeindlæg sammen senere på ugen:)

 

Hende der Lillemor

I har næppe kunne undgå at bemærke, at Tina oftere og oftere optræder på min blog og omvendt. Der er altså ikke tale om skamløs reklame for hinandens blogs eller aftaler om kage i bytte for namedropping.

Der er tale om venskab. Et nyt og virkelig fint et af slagsen:)

Sagen er den, at Tina og jeg bor ret tæt på hinanden. Det tager mig cirka to minutter, fra jeg smækker havelågen bag mig, til jeg står ved hendes hoveddør. Og fordi vi er stødt på hinanden rent virtuelt en del gange, besluttede Tina sig en dag for at invitere mig på kage. Og det siger man jo ikke nej til:) Så kunne dét i princippet bare have været det. Et stykke kage og en sludder over hækken, når hundene luftes. Men hun viste sig at være ualmindeligt sød og sjov, hende Tina. Så jeg har besluttet mig for at beholde hende, sgu!

Og det er altså virkelig dejligt at have fået en ny, god veninde. Endnu bedre at have fået en, som bor lige rundt om hjørnet. Det har jeg ikke prøvet før i mit voksenliv. Det giver altså bare nogle muligheder for spontanitet og for at hjælpe hinanden. Eksempelvis kunne jeg nemt kigge forbi et par timer og hygge med Tinas unger, mens hun og Lillefar tog ud for at opfinde bryllupsgaveønsker. Og da Tina og hendes søde børn kiggede forbi en eftermiddag, havde Ane så svært ved at slippe dem igen, at hun endte med at tage med dem hjem for at spise pizza. Derudover laver hun virkelig god kaffe, OG hendes mand brygger øl i kælderen – what’s not to like;)

Så det er altså derfor, at Tina oftere og oftere figurerer herinde – fordi hun er blevet en del af min hverdag. Og det er jeg personligt ret så glad for:)

image

Kender I ikke hendes blog, så kan jeg klart anbefale jer at aflægge den er visit. Den er super velskrevet og ikke mindst pisse sjov!

Mine yndlingsindlæg fra Lillemor er det om tissemænd (naturligvis!), det om Connie og Lone  og det om tandfeen🙂