Det er Black Friday i morgen, og vi ved alle, hvad det betyder – hele blogland svømmer over med gode tilbud og affiliate links i hobetal. Det kan sgu også godt være, at jeg hopper med på vognen. Det skal jeg slet ikke sige mig for god til!
Men ærligt, så savner jeg nogen gange ordene i blogland. De der indlæg, der efterlader en med andet og mere end en rabatkode til Boozt. Dem, der giver én følelsen af at være blevet klogere på noget eller nogen.
Engang for mange år siden skrev en læser til mig, at hun elskede mine indlæg uden billeder. Ikke fordi mine billeder var grimme (selvom det var de bestemt også!), men fordi jeg sjældent indsatte billeder i de teksttunge indlæg. Der var ikke et loppefund at flashe eller en krea-idé at dele. Der var bare mig. Mig og mine tanker. Det er de indlæg, jeg kan bedst kan lide at skrive. Eller måske nærmere dem, jeg ikke kan lade være med at skrive. Nogen gange kommer de i en lind strøm – andre gange er der længere imellem. For den slags indlæg kan og skal ikke forceres, de kommer, når de kommer.
Men jeg har det altså lidt på samme måde, som den læser, der skrev til mig. Jeg elsker teksttunge indlæg af den slags, hvor man virkelig kan mærke, at afsenderen har noget på hjerte, og hvor jeg sidder tilbage og føler mig beriget. Enten fordi jeg har lært noget nyt om et andet menneske eller en problematik, eller fordi jeg kan spejle mig selv i det, jeg har læst.
For lidt tid siden skrev jeg dette indlæg om at være træt. Jeg havde i en periode følt mig drænet og modløs. Jeg var fyldt op. Af vasketøj og regninger og snotnæser. Og mest af alt af altid at have ansvaret for noget. Og mest af alt for nogen. Men det var svært at sætte ord på. Måske fordi jeg ikke reelt havde luret, hvad det i grunden handlede om. Men især fordi jeg ikke ville lyde utaknemmelig eller forkælet, og især fordi jeg ikke ønskede at få det fremstillet som om, at jeg var træt af mine børn. Jeg ved ikke, om mine tanker kom rigtigt ud – om de gav mening.
Hvad jeg til gengæld ved er, at dette indlæg rammer lige ind i den følelse, jeg gik med. At Maj My helt præcist beskriver, hvordan jeg havde det. Og hun gør det så meget bedre, end jeg selv kunne ha’ gjort!
Maj My er en forholdsvis ny blogger, som jeg faldt over for lidt tid siden, da en veninde linkede til et af hendes indlæg på facebook. Og jeg er allerede fan. Af hendes skrivemåde og hendes livssyn. Faktisk bare af hende sådan generelt, tror jeg. Særligt elsker jeg hendes ‘Mød et menneske’-indlæg, fordi jeg som bekendt er en sucker for historiefortælling. Og det er som oftest de historier, som omhandler helt almindelige mennesker og er skrevet af helt almindelige mennesker, som jeg personligt synes er de allermest smukke og vedkommende.