Fruen tester dullegrej #1

 Annonce! Produkterne er sponsoreret af Goodiebox.dk, og indlægget indeholder affiliate links

Jeg har jo lovet jer en video med det der dullegrej…. Fårk!!!!

Altså. Jeg er jo ingen dulle. Og jeg er så sandelig intet teknisk geni. Så der er blevet filmet en 8-9 videoer i dag.

Ved hjælp af en Snickers cheesecake fik jeg lokket Tina herhjem i formiddags for at filme mig, og det gik vist egentlig meget godt. Men så ville filmen ikke helt uploade, og så syntes jeg, at den var blevet for lang. Hvem gider kigge på mig i 10 minutter?! Derfor prøvede jeg at lave en ny video selv. Hvor jeg kappede toppen af mit hoved af. Så jeg prøvede én gang til, nu med helt hoved. Og nu får I i stedet lov til at glo på mig i 13 minutter;)

Første video er den, hvor jeg snakker lidt om de produkter, som jeg har modtaget fra Goodiebox. I video nr. 2 får I æren af at høre Tina fortælle lidt om, hvordan man skal forholde sig til det der dullegrej, hvis man er gravid eller ammer. Jaaa, hun er både klog og pæn!

Jeg synes, at det har været ret fedt at modtage dullegrej! Særligt den der følelse af at komme hjem og åbne en kasse med ukendt indhold. Meeeen jeg tænker, at det må vente med at komme rigtigt i brug, indtil jeg er færdig med at amme, men så kan det pynte på badeværelset så længe;)

 

Info:

En Goodiebox koster 119 kr. om måneden plus fragt, så 159 kr. i alt. Man modtager 5-7 produkter om måneden, og det er et løbende abonnement, hvilket vil sige, at man kan opsige det med en måneds varsel.

Jeg har indtil videre modtaget to boxe, som indeholdt følgende:

Box 1 kan I læse om her.

Box 2:

Karmameju Star Micellar Water – renseprodukt/make up fjerner.

Gosh Copenhagen Defining Brow Gel – bedre kendt som mascara til øjenbrynene.

The Body Shop Honye Bronze – den må I se, når stængerne er barberet og spisestuen dækket af med plastic;)

Ecooking Multibalm – læbepomade i pæn indpakning:)

Jorgobé, White Tea Balancing Cream – ansigtscreme, der dufter virkelig dejligt.

Maria Nila Luminious Colour Masque – aka hårkur. I lyserød bøtte.

 

 

Lewinsky-effekten

Jeg har aldrig modtaget en negativ kommentar herinde. Altså virkelig aldrig! Det er ret vildt og måske endda uhørt, når man har haft en blog så længe. Jeg fik engang en kommentar om, at det ikke er en menneskeret at få børn, og den sved lidt. Men vedkommende sagde ikke, at jeg ikke fortjente at få børn. Hun havde bare en holdning til et emne, som hun tilkendegav. Så kan jeg synes, at det er en mærkelig kommentar at smide hos én, som kæmper for at blive gravid, men det er jo så bare min holdning. Jeg har også fået en ‘åh, jeg hader reklamer på blogs’-kommentar, men igen – en holdning, ikke et personligt angreb på mig eller min blog.

Jeg har derfor heller aldrig fundet det nødvendigt at holde øje med eller censurere mit kommentarfelt. Er det første gang man smider en kommentar, skal jeg godkende den, derefter kan man kommentere løs.

Og det gør I! Jeg elsker, at der oftest er liv i mit kommentarfelt, og at I tager jer tiden til lige at smide en tanke eller to. Det er jo bloggens brændstof! Så VIRKELIG – tak for det:)

I dag er der dog kommet en kommentar, som jeg helt bevidst vælger ikke at udgive. Den er som sådan ikke tarvelig eller grim i tonen. Den er en masse ros til mig og bloggen og en kommentar om en anden blogger, som denne læser synes, er overfladisk. Ikke ‘mere’ end det.

Hvorfor vælger jeg så ikke at udgive den:

Af to grunde. For det første synes jeg, at kommentaren kommer til at antyde, at jeg mener noget andet med mit indlæg fra i går, end jeg rent faktisk gør. Når jeg taler om bloggere kontra mig, så siger jeg noget om mig selv, ikke om dem. Jeg siger, nu helt uden spas og beskrivelser af flyvende müsli, at jeg er ret ny og ret usikker i det her med at have en ‘større’ blog. Jeg ser ikke de andre som værende overfladiske eller højt på strå. Men jeg ser, at de optræder med langt større selvsikkerhed i diverse blogsammenhænge, end jeg selv gør. “Jeg ser”. For jeg ved jo ikke, hvad de tænker og føler. Jeg ved ikke, om de i grunden er ligeså usikre som jeg. Jeg ser dem være smilende og agere ‘professionelt’, mens jeg selv er for genert til overhovedet at opføre mig høfligt og hilse. Jeg er pisse misundelig. For selvom jeg heldigvis godt kan grine af det, så er det da langt fra altid sjovt at være hende, som kaster med müsli og sætter sig i maden. Jeg har det fint i selskab med få personer og med personer, som jeg har mødt før. Men i større sammenhænge med nye mennesker bliver jeg usikker og enormt selvbevidst. Dét, kombineret med lidt underudviklet motorik, gør, at jeg ender i situationer, som den jeg beskrev i går.

Næste grund vil jeg kalde ‘Lewinsky-effekten’ i mangel af bedre ord.

I marts 2015 holdt Monica Lewinsky et oplæg som del af de såkaldte TED Talks. Jeg har ikke set selve oplægget, men jeg læst om dét, der efterfølgende udspillede sig på sociale medier. Monica Lewinsky talte om offentlig udskamning. Hvordan livet har været for hende i den offentlige gabestok, hvor hun har befundet sig i mange år. Da hendes oplæg blev gjort offentligt på Facebook, fortsatte udskamningen med mange grimme og ubehagelige kommentarer. De, som administrerede facebookgruppen, begyndte på et tidspunkt at slette de grimme kommentarer. Naturligvis mødte de modstand – “ytringsfrihed”, I ved. Og når en person er offentlig, har man jo ret til at tilkendegive sin mening, ikk’?!

Men i takt med at de negative kommentarer blev slettet, var der færre personer, der skrev modbydeligheder. De var der stadig, men i markant mindre grad. De blev ikke fodret.

image

Du kan læse den fulde beskrivelse her – virkelig interessant og tankevækkende læsning!

Jeg har set det samme på alt for mange sociale medier, netaviser og også blogs. Når først der er blevet lagt én negativ kommentar, så byder andre gerne ind og stemmer i. For så er det tilladt og accepteret.

Jeg siger slet ikke, at den kommentar jeg fik, ville ha’ skabt samme effekt. Det er jeg faktisk helt sikker på, at den ikke ville, for så slem var den overhovedet ikke. Men jeg ku’ mærke, at den gjorde noget ved mig. Den fik mig til at tænke, hvordan jeg selv ville ha’ det, hvis kommentaren lå på en anden blog og omhandlede mig. Hvis andre stemte i og bakkede op.

Vigtigst af alt fik den mig til at tage stilling til, hvad jeg vil tillade på bloggen og i kommentarfeltet. Og negative kommentarer herinde er muligvis meget langt fra Lewinsky-effekten, ikke desto mindre er de unødvendige. Det er dejligt, at man kan li’ at læse med herinde. Det gør mig glad. Men det behøver ikke komme til udtryk sat op imod, hvem man ikke kan li’. Slet ikke med navns nævnelse.

Mange vil helt sikkert være uenige og mene, at jeg bør tillade alle slags kommentarer. Det gør mange andre bloggere, og det er helt deres eget valg.

Men jeg vil ikke lægge blog til at andre kan gå ind og læse negative kommentarer om sig selv, lige meget hvor små og ubetydelige kommentarer det end måtte være.

Hvad siger I? Giver mine overvejelser mening?

Lige et redigeret ps. til afsenderen af kommentaren: Jeg er slet ikke i tvivl om, at du intet ondt mente med kommentaren:) Jeg tror, at den mest af alt var ment som et kompliment til mig, den kom desværre bare i mine øjne til at fremstå som en kritik af en anden. Bare så vi lige har dét på det rene:)

Der er bloggere, og så er der mig….

Jeg er ikke blogger! Jeg er mor, kone, lærer, søster, datter mm., men jeg er ikke blogger. Jeg HAR en blog, hvilket egentlig bare vil sige, at jeg har netadgang og kan stave. Og sidstnævnte er vist ikke engang et krav.

Men der findes bloggere! Det ved jeg, for jeg har mødt en del. Og jeg taler ikke om størrelse, antal af sidevisninger, sponsorater eller andre af den slags småting. Jeg taler om måden, de bærer sig selv på. Måden de manøvrer rundt i alt det her blog-halløj. Det at de nærmeste i sig selv er et brand.

Jeg har blogget i en del år. 4 tror jeg. Og jeg har stadig ikke rigtig forstået eller vænnet mig til, at så mange læser med. Jeg føler stadig, at jeg blogger for de samme 50-100 mennesker, som jeg gjorde i starten. Måske det er derfor, at jeg ikke altid har så meget filter. Fordi det stadig på mange måder føles som min lille hemmelige hule.

Men der er kommet flere læsere til. Og med det følger også meget andet, såsom at nogle ser et kommercielt potentiale i hulen og begynder at invitere mig til diverse events. Hvilket da er virkelig hyggeligt! Jeg får lov at møde nye mennesker, og som oftest er der også kage, og det er noget, jeg forstår mig på:) Men det er også virkelig angstprovokerende, for jeg er faktisk ret genert og usikker, når det kommer til mødet med nye mennesker. Særligt bloggere. Og jeg VED godt, at de bare er helt almindelig mennesker, men jeg føler mig tit og ofte som hende bonderøven, der lige er kommet ind med 16-toget, når jeg sidder til et event omgivet af smukke mennesker (for det er de fandme også, de der bloggere!) og hører om et eller andet produkt, som koster spidsen af en jetjager. Jeg føler mig aldeles malplaceret og fejlcastet og kan ikke lade være med at overveje, om invitationen mon er havnet i min indbakke ved en fejl.

Jeg har været til event i dag. Med bloggere. Med søde Michala, som har været i gamet i så mange år, at hun kender den pr-ansvarlige og kan snakke gamle dage. Med Sneglcille, som er så pisse smuk, at jeg blev helt starstruck og ikke engang turde hilse på hende. Og med Cecilie, som lyser hele rummet op med sit smil og sin åbenhed. (Og med alle mulige andre søde, seje, tjekkede bloggere)

Jeg havde selvfølgelig lillebror med, hvilket gav lidt ro i maven. For man kan altid gemme sig bag sin søde baby. Men han sov. Fra vi kom, til vi gik. Jeg valgte derfor at finde det mest afsides hjørne og parkere mig der. Så kunne det være, at jeg var så heldig, at folk ikke engang lagde mærke til mig. Det gik ret godt. Jeg formåede at være rimelig usynlig i sådan cirka 7 minutter, før jeg forsøgte at åbne en yoghurt. Dumt! Bloggere kan åbne en yoghurt, drikke en latte og tage et sirligt opsat billede på én og samme tid. Men jeg er jo ikke blogger. Så 1 – 2 – 3: müsli-topping-ting ud over det hele og usynlighed pist væk.

Det burde fandme kunne lade sig gøre at være ude i civilisationen i mere end et kvarter uden at vise, hvor kikset og kejtet og meget lidt tjekket, man i grunden er. Det burde det altså! Om ikke andet burde man kunne fake det. Men nej – nu har jeg efterhånden lagt kluntet krop og plettet tøj til så mange gange, at alle empiriske undersøgelser siger noget andet. Det er jo ikke bare sådan noget, der sker for mig nogen gange. Det sker hver gang!

Prøv lige engang at blende ind og virke cool, når du sidder i en bunke müsli! Det er ikke nemt, kan jeg fortælle dig.

Cecilie var så sød at grine af mig og smide en snap ud med mit lille uheld. Og jeg mener sød. For et godt råd: når folk er kiksede og uheldige så grin lidt med dem. Det bløder som regel en akavet situation lidt op;)

Men tak for kage, Auping! Og undskyld at jeg spildte på jeres tæppe….

image

 

 

 

At blive en morblogger – modul 2

Tillykke, du har gennemført ‘At blive en morblogger – modul 1’ og er nu klar til at tage hul på modul 2.

image

Vi vil i dette modul udelukkende beskæftige os med emnet vlogs.

Du vil blive guidet gennem områderne:

  • lyssætning
  • valg af tema, samt tilgang
  • at klippe din video

Du skal i dette modul bruge følgende materialer:

  • telefon
  • sol
  • æg
  • mælk
  • skål
  • personlighed

Personlighed kan evt udelades, såfremt du iklæder dig tøj af mærket Stine Goya.

1. Lyssætning:

Træk gardinerne fra. Såfremt der er sol, fortsæt til punkt 2. Hvis ikke: påbegynd modulet i morgen eller anskaf projektør (fås pt i Harald Nyborg til 99,-)

2. Valg af tema, samt tilgang:

Når du begiver dig ud i at filme vlogs, er det først og fremmest vigtigt, at du filmer dig selv fra den bedst mulige vinkel. Spørg evt en veninde eller din kæreste. Jeg har i følgende eksempel rådført mig med min mand:

Vær dig selv! Prøv at glemme at der er kamera på og opfør dig, som du ville, hvis du var alene:

Fortæl noget personligt om dig selv. Lad evt. læserne stille spørgsmål, som du besvarer. Vær uddybende og reflekteret i dine svar:

Lav en turorial, evt hvor du lægger en flot hverdagsmakeup eller bager en kage:

Vær ekspert! Find et emne som du er ekspert på. Den succesfulde morblogger Cana har fx sin jordemoderlørdag, hvor hun qua sin uddannelse som jordemoder giver gode fifs og svarer på spørgsmål om graviditet og fødsel. Find det område som du er særligt klog på:

 

3. At klippe din video:

Når du har filmet dine sekvenser, skal de naturligvis klippes. Du melder dig derfor ind i Facebook-gruppen “Tekniske tumper i Hvidovre og omegn” og får en teknisk kompetent person til at klippe dine videoer i bytte for berlinere.

 

Tillykke!

Du har nu bestået modul 2 i

at blive en morblogger:)

 

Gode indlæg – uge 9

Denne uges gode indlæg er lidt anderledes end sidste uges, som hovedsageligt var udvalgt pga deres emner og dét, at de var virkelig velskrevne:)

De her er nu også velskrevne, men mest af alt er det gode tips, som du måske kan bruge!

image

Første indlæg findes hos Heidi og består af 10 gode råd til dig, som skal føde. En liste jeg gerne havde læst for 10 uger siden;) Heidi er jordemoder og har selv produceret en del børn, så hun ved, hvad hun snakker om!

Næste indlæg er faktisk også skrevet af en jordemoder, men det har ikke en skid med indlægget at gøre. Tina giver gode fifs til dem, der overvejer at købe hus:) Jeg synes, at Tina påpeger nogle ret vigtige pointer, på trods af at vi selv gjorde det stik modsatte, da vi købte Palæet. Vi var overhovedet ikke fornuftige – vi var forelskede. Og så gælder der andre spilleregler;) Det er faktisk et punkt, som jeg tænker, at man godt kunne tilføje. Jeg kender et par stykker, som tog sig liiiiidt for god tid og forhandlede lidt for meget, og så røg drømmehuset for næsen af dem. Så tag lige den med i overvejelserne også – nogle gange skal man slå til, når der er noget, man virkelig gerne vil ha’:)

Sidste indlæg er en give away hos Daniel, som jeg egentlig nok burde holde for mig selv, for jeg vil virkelig gerne vinde! Daniel arbejder hos Bloggers Delight, og det er ham, der har hjulpet mig med at opsætte mig blog (“hjulpet mig med” betyder, at han har gjort det!). Og det er ham, jeg skriver til, når jeg er i tvivl om ting, hvilket er tit, for han er altid så pisse sød og hjælpsom:)

Daniel har netop udviklet en ny, fed kalender kaldet ‘Future Planner’, og jeg er lidt misundelig over ikke selv at have fået idéen! For den er egentlig simpel nok, men ikke desto mindre pisse fed. Det er en evighedskalender, hvor man skriver direkte på glasset (altså i rammen) – når en ny måned starter, visker man ud og tager hul på næste måned. Den fås også til madplan, hvilket jeg er ret vild med!

Gode indlæg fra uge 8

Jeg tyvstjæler lige Mikkels fremragende idé og deler tre gode blogindlæg fra denne uge:)

Jeg synes, det er sådan en fin idé, for jeg følger virkelig mange blogs. Virkelig mange GODE blogs! Og jeg falder ind imellem over indlæg, som rammer mig dybere end andre. Dem, der er særligt sjove, velskrevne, vigtige eller andet. Og dem vil jeg gerne dele med jer.

Jeg kunne godt tænke mig at gøre det til en fast uge-ting. Men vi kender mig, så nu starter jeg bare med denne uge og ser, hvad der sker.

image

Første indlæg finder I hos Christina, og det handler om, når man vælger flaske fremfor amning. Jeg er ammende med kæmpestort A. Jeg sætter en stolthed i at amme! For jeg kæmpede med næb, klør, brystbetændelse og pumpe for at amme Ane. Jeg kom, jeg så og jeg ammede – i 18 måneder! – på trods af at jeg ikke havde født. Det er helt uden tvivl mit livs vigtigste bedrift. MEN jeg er slet ikke i tvivl om, at amning ikke er for alle. Nogle mødre vælger det fra på forhånd af forskellige årsager, mens andre kæmper en forgæves kamp for at få amningen op at køre. Og hvor jeg ofte måtte høre folks meninger om, at jeg valgte at amme Ane så længe, må andre mødre lægge øre til, at de for alt i verden skal amme.

Jeg har skrevet om min ammehistorie til et temanummer fra Forældre og Fødsel, som udkommer i næste måned. En af mine pointer er, at amning ikke nødvendigvis skal være let, men at det kan være noget man må kæmpe for. Hvis man vil! Hvis det giver mening! Hvis det er kampen værd! Og dét kan man kun selv vurdere. At man vælger flaske fremfor amning gør – naturligvis! – ikke én til en dårligere mor.

Næste indlæg kommer fra Anne-Li og handler om at være særligt sensitiv. Anne-Li skriver generelt virkelig godt, og dette indlæg er ingen undtagelse. Jeg havde ingen særlig forhåndskendskab til emnet før, som Anne-Li også selv beskriver – det pludselig blev meget brugt i blogland. Indlægget giver et rigtig fint og personligt indblik i, hvad det vil sige at være særligt sensitiv.

Sidst, men ikke mindst: Miriam. Det er efterhånden sagt flere gange, men Miriam er og bliver min absolutte yndlingsblogger! Hun er fandenivoldsk, intelligent, velformuleret og sarkastisk. En vidunderlig cocktail:)

Dette indlæg er et af de mere personlige fra Miriams hånd, og jeg vil egentlig ikke selv sætte så mange ord på det. Men jeg synes, I skal læse det. For det er stærkt, trist og smukt på én og samme tid.

 

Smid gerne en kommentar, hvis I selv er stødt på nogle indlæg på det seneste, som I synes, vi andre burde læse:)

 

At være en antidulle med dulledrømme!

Annonce – indlægget indeholder et affiliate link:) Jeg modtager hverken produkter eller penge for dette indlæg.

Jeg har aldrig købt en mascara! Det er rigtig nok! Da jeg boede hjemme, fik jeg altid dem, min mor og storesøster ikke længere brugte. Altså dem, der ikke så meget var mascara, som de var en børste med noget tør farve. Og det er fortsat gennem mit voksenliv, nu er det bare mine veninders fejlkøb, der ryger min vej. Dem, der klatter og klistrer og ender på hagen, hvis DMI varsler tåge.

At jeg generelt ikke går så meget op i mode og skønhed, det ved I allerede godt. I ved godt (hvis I er gamle læsere), at jeg ofte har huller i og pletter på tøjet. Det er jo ikke sådan, at jeg planlægger det – det sker bare. Fordi jeg har motorik som en 2 årig og går ind ting og taber mad. Men jeg vil for fanden gerne bære mig selv med lidt ynde, det er vel ikke for meget forlangt?! Jeg vil gerne ligne (så kan resten komme senere) en voksen kvinde. Jeg vil gerne være pæn i tøjet og tage mig godt ud. Jeg aner bare slet ikke, hvor jeg skal begynde!

Til jul gav jeg Jess en pisse dyr parfume, som MM havde anbefalet. “Sex på flaske” var vist de præcise ord hun brugte. Så den købte jeg. Og ja, jeg var muligvis også lidt seksuelt underernæret på daværende tidspunkt, men jeg var HELT med på, hvad MM mente, og nærmest dryhumpede tasken, hvor duftprøven lå i. Fyrsten delte ikke min begejstring. Faktisk mente han, at den duftede af pissoir…. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan sex fungerer i Lange-hjemmet, men alligevel;) Så vi måtte i Matas, hvor han fik sig en anden og billigere parfume, og jeg fik et tilgodebevis. Efter ingen overvejelse overhovedet købte jeg en pudder (er det den korrekte betegnelse, eller har det et fancy navn?) fra Clinique og en rød læbestift fra Nilens jord. Jeg har ikke ejet en pudder siden jeg gik i 7. klasse. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg købte den. Eller jo – den var pæn. Og jeg tænkte at, om ikke andet, så ville den fine, grønne æske få mig til at fremstå lidt mere moden. For dem som kigger i min taske. Altså mig selv… Læbestiften handlede om, at jeg et eller andet sted havde læst, at man aldrig går galt i byen med knaldrøde læber. Jeg skal bare ikke i byen – jeg skal ned i vuggestuen og måske et smut i Netto. Og nej, knaldrøde læber passer ikke til alle hudtoner….

Jeg er en dulle-amatør!!!!

Og nu mit spørgsmål til jer:

Jeg er blevet tilbudt at teste sådan nogle Goodieboxes, hvor jeg hver måned modtager en pakke med blandet dullegrej. Jeg vælger ikke selv, hvad der kommer i pakken, hvilket højst sandsynligt er et plus! MEN ville I have lyst til at høre om dullegrej fortalt fra en antidulles synspunkt? Jeg har jo absolut ingen erfaringer eller viden på området, og aner ikke hvad forskellen er på en consealer (dækstift??) og en bb-cream (bruncreme??). Faktisk ved jeg kun, at det hedder som det gør, fordi andre (flotte, modne mødre) blogger om det. Og spørger I mig, så hedder det altså kindrødt og ikke blush…. Men jeg vil gerne blive bedre til det der med at lægge make up og gøre lidt ud af mig selv. Gerne inden jeg fylder 40, hvis muligt.

Jeg ku’ sgu godt tænke mig (selvfølgelig) at få sådan nogle pakker tilsendt, men hvis det ikke giver mening for jer, så giver det jo ikke mening overhovedet! Så lad mig høre, hvad I tænker:)

Ku’ det være skægt at høre lidt fra en make up-jomfru??

Pt indeholder mit dullegrej dette: Den flotte, grønne pudder. Den lidt for røde læbestift. En roll-on fra Urtekram. En gammel mascara, som det ikke mere farve i. En tandbørste. Nogle små parfumer fra Clean. En kam – sådan en gammelmands én. En hårnål og et af Anes hårspænder….

image

En lørdag med kylling, tis og champagne

I har læst det alle steder! Bloggers Delight holder stooooor fest i aften i anledningen af deres 5 års fødselsdag. De andre mommybloggers viser flotte kjoler og fin make up, de lejer hotelværelser og får sat fine frisurer. Jeg blev enig med mig selv og lillebror om, at selvom babserne er lange, er de ikke lange, at de kan strække sig tværs over København til Hvidovre.

I stedet puttede jeg i morges lidt mascara på de trætte øjenlåg og lidt på vipperne og drog afsted for at mødes med en flok andre søde blogpiger til en tidlig frokost med bobler – Heidi, Sine (som pt er blogløs), Gry og Christina. Snakken faldt naturligvis på aftenens fest, hvor to af dem skulle med. Jeg måtte indrømme, at det nok var meget fint, at jeg bare blev hjemme. For jeg ejer ingen stilletter og ville helt sikkert stå over i et hjørne med mælkepletter på kjolen og sige alle de forkerte ting – for sådan af jeg. For ligesom at understrege den påstand, satte jeg mig derefter i resterne af min club sandwich…..

Ahrmen for fanden, bliver jeg mon nogensinde sådan én, man kan tage med ud fine steder??! Bedre blev det ikke, da jeg konstaterede at lillebror nok trængte til en tør røv. Det er de færreste, der indtager et Hostel i Kbh med børn, så der var naturligvis ingen pusleplads, og Heidi mente, at det var okay at ordne bleskiftet der i sofaen. Vi sad jo helt nede bagved. Men Heidi kender mig bare ikke rigtig, vel? Hun kunne jo tro, at det med sandwichen blot var en enlig svale (eller i dette tilfælde: kylling). At jeg faktisk havde mere styr på pisset, end jeg ved første øjekast gav udtryk for. Jeg ved bedre selv, men bliver tydeligvis aldrig klogere! Så jeg fandt ble mm. frem og kastede mig over projektet. Jeg spillede back gammon med skæbnen og blev slået hjem i første træk, da lillebror skyder skriggul bæ ud over det hele, og sætter trumf på ved også at tisse på mig! Ja. Det er mig. Mig blandt tjekkede blogtøser med tis på trøjen og kylling på røven. Hvem ellers. Christina fik heldigvis ondt af mig og væltede derfor et glas champagne ud over Heidi. Tak, Christina;)

Nogen gange er man bare nødt til at grine, når man bliver pisset på!
Nogen gange er man bare nødt til at grine, når man bliver pisset på!

Så mens de andre bloggere trækker i de store skrud, vil jeg krænge mig ud af tisse-tøjet og indtage sofaen i mine bedste joggingbukser, mens jeg ønsker de andre et brag af en fest:)

Gæt en baby!!!

Der er to dage til termin! 2!!! Hvor vildt er det ikke lige?! Jeg tættere på, vi kommer, jo mere spændt bliver jeg på at få løftet sløret for, hvad det er for et lille menneske, som rumsterer rundt i min mave. Jeg er mildest talt mega utålmodig! Så lad os da finde lidt at fylde tiden ud med;)

Jeg har fået lov at udlodde en sindssygt fin højdemåler, Filiheight, lavet af den dygtige illustrator Nadia Staldgaard. Måske I kender hende fra Facebook eller Instagram (@nadiastaldgaard)? Jeg kender hende fra Lolland:) Vi mistede desværre kontakten på vejen mellem teenageri og voksenliv, men fandt heldigvis hinanden igen via Instagram. Nadia er fuldstændig ligeså skøn, flagrende og farverig, som hun var for 15 år siden. Nu kan hun bare smække en lækker søn og et stort iværksættergen på CV’et. Det er altså ret godt gået:)

Højdemåleren er lavet i samarbejde med Filihood, som er en barnets bog-app. Jeg kendte faktisk ikke til den, før Nadia fortalte om den. Ærligt, så er jeg jo mest til papir mellem hænderne og fine, håndskriblede krusseduller, men nu har jeg kigget en smule på app’en, og den er altså ret smart. Særligt fordi jeg uden tvivl har et tættere forhold til min telefon end til barnets bog;) Og vil man gerne ha’ den fysiske bog, så tænker jeg, at app’en kan være god til at tage billeder og notere episoder i, som man sidenhen kan skrive ind i sin bog derhjemme. Som sagt er den nyt bekendtskab, så jeg må lige lure lidt mere på den.

I kan ikke købe højdemåleren nogen steder. Den kan vindes rundt omkring – blandt andet her hos mig:)

image

 

imageOg nu til det rigtig sjove! For at vinde højdemåleren skal I gætte en baby. Min baby:) Nærmere bestemt skal I gætte køn, dato og tidspunkt (indenfor et par timer er fint, fx 12-14. Men max to timer!). Det skal være i nævnte rækkefølge, da kønnet er første kriterie.

Nyttig viden: Jeg er førstegangsfødende og er i dag i uge 39+5. Jeg var ved jordemoderen tidligere på ugen, og baby står ikke fast! Derudover ligger den en smule skævt med det meste af kroppen i min højre side af maven. Vi laver rebozo herhjemme hver dag – én slags hvor vi forsøger at rykke den mere over i venstre side, og én hvor vi forsøger at få den længere ned i bækkenet. Derudover danser jeg minimum i en time om dagen – pt helst til Liga med Julia og UB40 med Kingston Town;) Siden i forgårs er jeg også begyndt at squatte. Jeg drikker 5-6 kopper hindbærbladthe om dagen og spiser ca. 100 g. dadler. Min søster har født alle sine børn før termin – uge 35-38. Jeg selv er født to dage før termin, mens mine mors andre børn er født hhv. 2 uger før temin og et par dage efter.

Jeg har en hyggelig, men måske også ret urealistisk idé om at få fingrene i nogle flere, som kunne tænke sig at smide lidt præmier i puljen – på den måde kommer der da noget godt ud af det, hvis jeg går meget over tid:)

Jeg trækker en vinder, når jeg engang har født:)

Spred gode fødselshistorier!

image
Billedet er lånt fra dengodebarsel.dk 🙂

Til alle jer, der er gravide, eller bare er vilde med fødselsberetninger, så må jeg på det kraftigste anbefale, at I kigger forbi hos meyermor.dk!

Heidi har simpelthen gjort det til en mission at sprede de gode fødselshistorier. En mission, som jeg er KÆMPE fan af! Det giver simpelthen så god mening, for som Heidi skriver i dette indlæg – Ville du gå ind i en mørk skov efter at have set en gyser?

Heidis pointe er, at det ikke er blandt gravide kvinder, man skal dele rædselshistorien fra sin fødsel. For det bidrager – åbenlyst! – ikke til andet end angst. Og som et ur-instinkt lukker kroppen af, når man er angst, for det er ikke der, man skal gå i fødsel. Jeg behøver næppe sige, at det ikke er at foretrække. Hvad vi derimod gerne vil have fremmet under fødslen er oxytocin – et hormon som udløses, når du har det godt, og som sætter skub i veerne. Og du får det bare  ikke godt af at høre, hvor slemt andre har oplevet dét at føde. En historie som de naturligvis skal dele og bearbejde på alle mulige måder! Bare ikke blandt gravide. Det gør absolut intet godt for nogen.

Jeg har gennem det seneste måneder suget positive fødselshistorier til mig. Noget Heidi har gjort endnu nemmere ved at samle en ordentlig bunke:) Disse historier inspirerer mig og giver mig blod på tanden. De gør, at jeg glæder mig til at føde. De gør, at jeg går positivt ind i ‘kampen’ med troen på, at det her kan jeg godt! Ja, faktisk har jeg tænkt mig at være røv sej til det!

Så kæmpe tak til Heidi og alle de seje kvinder, som har delt deres positive fødselshistorier. Jeg satser stærkt på selv at kunne bidrage med én til samlingen om ikke så længe:)