Verden venter

I den her tid, hvor jeg får forvildet mig ind i bunken af gamle videoer og billeder af Ane, bliver jeg svært sentimental. Og glimtvis trist på den måde, hvor jeg nærmest panikker og hyperventilerer. Det er den samme gamle sang – at tiden går får stærkt. Hendes tykke babykinder er væk, og det pjuskede troldehår kan pludselig samles til en fletning i nakken. Og så gisper jeg efter vejret ved tanken om, at den tid aldrig kommer igen.

Men det minder mig også om at nyde nuet. For om 4 år vil jeg sidde og kigge tilbage på billeder og savne den størrelse og det væsen hun er nu. For lige nu er på alle mulige måder ret magisk. Fordi Ane synes, at alt er magisk! Mange siger, at 4 års alderen er frygtelig. Ligesom de sagde om 2 års alderen. Og 3 års alderen. Og ja, der er bestemt øjeblikke, hvor jeg har lyst til gå hjemmefra i bare arrigskab over at dele hjem med en egenrådig, urimelig teenager i miniformat. Øjeblikke. Men ærlig talt, så er der ikke mange af dem for tiden. For mest af alt har vi en 4 årig, der gør verden smuk.

Ane iagttager. Og føler. Og maler verden i helt nye farver med store fagter og ord. Som når vi kommer hjem fra børnehave, og det er gråt og det regner. Og hun hopper ud ad cyklen, stiller sig midt i det hele med armene ud til siden og hovedet helt tilbage og siger: “Er det ikke vidunderligt, mor??!”. Ane forbløffes og begejstres over ting, som vi andre end ikke bemærker. Og hun trækker os med i begejstringen for fuld smadder. “Ja, Ane der er sne på det tag. Ligesom den sne, der var på det andet tag og på taget før det…..” “Men er det ikke bare den smukkeste sne, du nogensinde har set?” Og jo, det er det. Sneen er så meget smukkere, når jeg ser den med hendes øjne.

Så i stedet for at mindes en tid, der ikke kommer tilbage, så vil jeg glædes over den, der er her og nu. Og den, der venter. For ifølge Ane, er i dag meget bedre end i går. Og i morgen bliver med garanti endnu bedre:)

8422039e-5a41-4624-8d14-b86b45fe3f17

Ting, der er rare!

Annonce // indeholder omtale
af et produkt, jeg har modtaget som gave.

dff12942-7b67-45f2-8222-99aa3454fedd

– at Denny i går trådte ind i mit liv igen, denne gang i form af en detektivagtig type i ‘The Good Wife’, men altså stadig – Denny! Det eneste, der kan toppe det, er, hvis de også lige sniger Harry Potter ind. Jeg har en halv sæson tilbage, så håbet lever;)

– at jeg har fundet mig en date til lækker mad, hygge og hudanalyse med Nilens Jord. Jeg fandt hende på facebook bag kommentar nr. 8. Hun hedder Lisa, og jeg glæder mig helt tosset meget til en aften i hendes selskab:)

– at Jasper har lært at kramme. Sådan rigtigt med to arme. Jeg smelter på daglig basis!

– at jeg endelig har fået bestilt de støvler, som jeg ønskede mig til jul. I ved, der hvor jeg i stedet fik et par træsko? Det er overhovedet ikke fordi, de er noget særligt, men Zalando får åbenbart bare kun et par str. 38 hjem om måneden. Og det informerer de mig altid om, mens jeg er på job, hvorfor de er udsolgt, inden jeg når til tasterne. I dag havde jeg tidligt fri, så nu er de klikket hjem sammen med et par støvler til Ane, som hun selv har valgt:)

– mine træsko! Jep, de er faktisk rare. Jeg har lige været ude med skraldespanden – den slags går pænt stærkt, når man ejer et par træsko, kan jeg hilse og sige!

– at have modtaget to måneders abonnement til HBO Nordic, når nu man åbenbart er det eneste menneske på jorden, som endnu ikke har set Game of Thrones. At de så ydermere har fået en ny kanal til børn, Toonix, er bare bonus, når man har udsigt til en tre-timers flyvetur!

– at kunne se frem til at tilbringe en hel uge sammen med to af mine tre nevøer<3

– at ungerne sover, køkkenet ryddet og kufferterne pakket, hvilket betyder, at jeg med god samvittighed kan smække stængerne op resten af aftenen. Det er en sjælden luksus:)

– at Ane tager ‘reklamefotos’ af sin lillebror, når jeg ikke ser det;) Og virkelig sjove selfies!

937f8d3a-2f4b-4cd2-9440-9f61a6d03becb70519f6-771c-439e-a445-46e79ec43408

Forresten #23

– skylder jeg jer et kæmpe tak for idéer til Anes fødselsdagsgave! I var pisse gode! Hun fik en cd-afspiller, som Linda foreslog, og den er et hit!

– tænker jeg at samle jeres idéer i et separat indlæg, for jeg kan vel næppe være den eneste idéforladte mor?!

– har vi fået klædeskabe i soveværelset, som nævnt her. Vi droppede idéen med at bygge selv, da vi fandt ud af, at det var muligt at skære et Ikea-skab til, så det kunne passe under skråvæggen. På den måde har vi både sparet tid og penge, OG jeg har fået skuffer! Jeg er fan!

– mangler vi stadig en del småting på førstesalen, men de vigtigste elementer er på plads. Og jeg er SÅ glad! Det er virkelig blevet meget bedre, end jeg havde turde håbe på. Den store afsløring – ja, jeg ved, at I har holdt vejret i de sidste mange måneder;) – må I vente med, til vi er helt færdige. Ikke fordi jeg skal gøre mig vigtig eller noget, mere for ikke at spamme jer med mere førstesal end højst nødvendigt. For når først det bliver helt færdigt, vil jeg med garanti ikke være til at stoppe;) Indtil da ligger der et par glimt sidst i indlægget.

– har Ane digtet en lille sang på en melodi fra MGP: “Gi’ mig mer’ toiletpapir – sidder her og skider – lortene de bider.” Jeg kender ikke mange andre, der kunne finde på at lave en lortesang. Det skulle da lige være hendes mor;)

– er vi begyndt at få mad fra Årstiderne. Vegansk mad. Det, havde jeg aldrig troet, ville ske! Det går overraskende godt, og indtil videre har jeg ikke fået brok fra hverken mand eller børn.

– er grønkål virkelig stærkt undervurderet!!! Er jeg den eneste, som ikke vidste, at man kunne spise det som andet en klam, grøn masse til medisteren til jul?

– talte Ane og jeg forleden om den fødselsdag, som hun skal holde for sine venner fra børnehaven. En piratfest, har hun besluttet. “Og jeg har også bestilt drengene!

– havde min første tanke været, at det bare var pigerne, der skulle inviteres. Heldigvis har jeg en klog datter, der får mig til at tænke om igen;) Vi kan jo ikke rigtig prædike, at man sagtens kan lege med drengene i børnehaven, som vi gør, når hun kommer hjem og har fået andet at vide af de større børn, og så kun invitere pigerne til hendes fødselsdag, vel?

– kommer jeg helt sikkert til at fortryde at have inviteret 13 4-årige til piratfest. På vores byggeplads. Fordi det jo kommer til at regne. Ikke fordi vi er uheldige, men fordi den danske sommer åbenbart har besluttet, at ‘regn’ er årets tema.

– søger jeg gode idéer til lege og underholdning og andet børnefødselsdagsgøjl. Og I plejer at være søde til at dele:)

– ville jeg virkelig gerne skrive sådan et rigtigt indlæg. Uden punktform. Med lidt mere dybde end lort og børnefødselsdage. Men det virker lidt som om, at jeg pt er fuldstændig ude af stand til at sammensætte en meningsfuld sætning. Tankerne er der. Ordene følger bare ikke trop. Nu skriver jeg det her, fordi det nogen gange virker at starte i det små. Derfor lort og børnefødselsdage.

– har jeg kun én ting tilbage at sige. Nu vi er ved det meningsløse….. “Man skal ikke slå større bagere ned, end man selv kan bolle.”, citat Fyrsten. Se, dét bør man altid huske!

God aften derude:)

img_7541
img_7561

Gaveidéer søges!

img_7418

Ane har fødselsdag på fredag, og jeg har absolut ingen idé om, hvad vi skal give hende. Jeg er faktisk så blank, at jeg et kort øjeblik overvejede en kanin…. Et MEGET kort øjeblik;)

Alt med Anna og Elsa ville selvfølgelig være det sikre valg. Men hun har simpelthen så meget i forvejen – dukker, kasketter, tøj, badekåbe, pengepung mm, og selvom hun er glad for det, så er det altså begrænset, hvor meget det bliver brugt.

Ane selv er ikke til meget hjælp, og svarer “Det ved jeg ikke.”, når vi spørger, hvad hun kunne tænke sig. Drømmescenariet ville være, hvis vi kunne nå at have hendes værelse færdig, så det var gaven. Men Fyrstens ferie slutter i morgen, og jeg er alene med begge børn i næste uge, så jeg tvivler på, at det er realistisk.

Så jeg kunne virkelig godt bruge jeres hjælp! Hvad er lykken for en 4-årig pige, som umiddelbart har alt??

Og så lige en reminder: Det er sidste chance i dag, hvis I skal nå at gøre brug af den fine rabatkode til Nilens Jord, som jeg deler her🙂

Børn er jo også en slags mennesker…..

Som nævnt er jeg gået i gang med en lille make over af vores badeværelse, som i første omgang består i, at det bliver malet. Vi fik lavet vores badeværelse for små 6 år siden og valgte i den forbindelse at bruge nogen af de rest-klinker fra vores gang, som den tidligere ejer havde efterladt. Gulvet i gangen er grønt og to nuancer af blå, og nu er enkelte af fliserne på badeværelsesgulvet og i brusenichen altså samme farver. Derfor tænkte jeg, at det kunne være fint at male blå striber på trævæggen.

Da Ane så mine første striber, foreslog hun, at vi malede alle farver og fik en regnbue på væggen. Den var jeg ikke helt med på, så Ane foreslog i stedet, at hun så kunne male en lyserød stribe. Og her til formiddag har hun svunget penslen på badeværelset og sat sit helt eget præg på væggen:)

Jeg lagde en snap ud, hvor jeg sagde, at jeg ikke havde kunne komme på noget argument for, hvorfor hun IKKE måtte få en lyserød stribe på væggen, så nu kom der altså en ekstra farve på. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man havde man spurgt mig, før jeg fik børn, så ville jeg have ment, at et argument sagtens kunne have været, “at sådan er det bare, fordi jeg bestemmer”.  Og egentlig kunne det også sagtens have været et argument i den har sag, for det er da et argument, som i andre sammenhænge bliver benyttet herhjemme. Men ikke i dette tilfælde. Det er også Anes badeværelse og Anes hjem, og jeg synes kun, at det er positivt, at hun får ansvar og ejerskab over det. Ikke dermed sagt at vi skal have en hoppeborg i stuen eller ismaskine i legehuset, men i de tilfælde, hvor det giver mening, synes jeg bestemt, at Ane skal mærke, at hendes stemme også blive hørt. Så jeg behøvede ikke argumentere for noget som helst. På nær det med regnbuen.

Jeg tænker nogen gange, at der godt kan gå lidt inflation i “Det bestemmer jeg!”. At vi forældre ind imellem er så bange for at vade direkte i curlingfælden, at vi overser, at vores børn, ved siden af plagerier og urimeligheder, også kan have helt reelle ønsker. At de faktisk også er en slags mennesker;)

Men det kan den ondelyneme også virke som om, man balancerer på et knivsæg. For hvor går grænsen mellem det at give børnene ansvar og styrke deres selvstændighed og det at give efter? Hvornår er det de voksne, der bestemmer, fordi de ved bedst, og hvornår bør man lade børnene komme til fadet (eller penslen)? Og det hjælper ikke synderligt på tvivlen, at curlingbegrebet er oppe til debat hveranden dag (jeg bidrager selv her), og efterlader én med følelsen af, at man konstant og hele tiden er medvirkende til at ødelægge ens børn fuldstændig.

Jeg kan ikke andet end følge min mavefornemmelse. Hvilket altså i dette tilfælde har resulteret i lyserøde striber på badeværelset;) Ja. StribeR. For Ane havde altså fat i noget! Det så pisse godt ud, så jeg malede lige to mere:)

img_6790

Mig og Maude

Vi ser ‘Matador’ her til aften. Ungerne er puttet, colaen sat på bordet og ‘Matador’ smidt på skærmen. Og jeg får gåsehud, når kendingsmelodien går i gang.

Jess og jeg havde ikke kendt hinanden særlig længe, da jeg fik afsløret overfor ham, at jeg aldrig havde set ‘Matador’. Jeg anede faktisk ikke, at det var en afsløring, før jeg så hans blik. Han var forbavset, undrende og måske endda lidt forarget. Det samme blik jeg selv får, når folk fortæller mig, at de aldrig har læst Harry Potter. “Er du klar over, hvad du er gået glip af??!”-blikket.

Jeg sagde til ham, at det måtte være noget med alderen. Fordi han var så gammel, og jeg så ung;) Han grinte lettere overbærende og lovede mig, at han nok skulle få mig til at forstå vigtigheden af ‘Matador’ en dag.

Seks år senere lå jeg i vores dobbeltseng med vores lille, nye datter ved brystet. Jeg kæmpede nat og dag med hjælpebryst, ammebrikker og udmalkninger. Og meget få forstod mig. De sagde, at det var okay, hvis jeg ikke ammede hende. At det ikke var nødvendigt. At det var umuligt. Men jeg ville! Og det forstod Jess. Så en dag kom han op ad trappen og ind i soveværelset med et tv under armen. Vi havde ikke tv i soveværelset. Indtil den dag. Han satte tv’et til og forsvandt ned ad trappen igen, og vendte tilbage kort tid efter med en bakke med havregrød, kiks, frugt og vand. Og ‘Matador’.

Jeg gad ikke se ‘Matador’. “Du ser det jo ikke alligevel.”, sagde han. “Du malker og ammer og stresser. Så kører det bare i baggrunden.”

Så jeg malkede og ammede og stressede med lidt baggrundsstøj. Og da det første afsnit støj var færdigt, tændte jeg det næste. Det ku’ jo ikke skade. Og når vækkeuret ringede kl. 3, og jeg kæmpede for at holde mig vågen til endnu en udmalkning, så kunne jeg ligeså godt lige tjekke, hvordan det mon stod til med Maude. For hun havde det vist næsten ligeså hårdt som mig.

Tre dage tog det mig at se ‘Matador’ færdig. Og da jeg var færdig, så jeg den igen. Mens Jess tog på job, og kom hjem, hvor han serverede mere mad og kyssede mig og Ane på panden. Og undervejs glemte jeg at stresse. Jeg så bare ‘Matador’ og ammede.

Nu sover Ane inde i dobbeltsengen. Ved siden af sin lillebror. Og Jess og jeg ser ‘Matador’ i stuen, og jeg driller ham med, at han kan replikkerne udenad. “Det er fordi, du er så gammel.”, siger jeg. For det er han jo. Gammel og klog!

img_5951

Der er Ane, og så er der Arne….

Vi har den smukkeste, sødeste datter. Ane<3

Ane kigger på én over aftensmaden og spørger, oprigtigt og kærligt: “Mor, hvordan har din dag haft det på dit nye arbejde?”. Ellers står hun med hele hovedet og den halve overkrop begravet i min smykkeskuffe. Benene hænger ligesom bare der og dingler, indtil hovedet kommer frem og afslører det mest beundrende blik rettet mod den nyfundne skat i den lille hånd. Et armbånd. Der glimter. “Må jeg låne det, mor? Åh, søde mor, må jeg, må jeg???”. Det er også Ane, der ligeså forsigtigt lister ind under min dyne om natten. Og bevæger jeg mig, stryger hun mig over håret og hvisker, “Så så, mor. Det er bare mig. Jeg er her hos dig.” Og 8 timer senere vågner man viklet ind i en lille krop, som langsomt vågner, retter blikket mod én og siger, “Du har sovet så dejligt, mor!”.

Det er Ane. Søde, dejlige Ane.

Og så er der Arne.

Arne. Hvor skal man begynde?? Arne æder non stop. Fra han står op, til han skal i seng. Tømmer et bæger hytteost med største velbehag og gennemsøger derefter køleren for et bæger mere. Han er også vild med koldskål. Og når han kommer hjem efter en hård dag på fabrikken, så tyller han gerne en liter. Jeg gemmer mig i køkkenet imens. For jeg ved, hvad der venter. Arne er et umætteligt svin. Han vil ha’ mere. Og der er ikke mere. Og når Arne finder ud af det, så kaster han skålen henad stuegulvet, mens han brøler, at jeg vel for fanden kan køre op og købe noget mere??! Arne er nemlig lidt udfordret, når det kommer til impulskontrol og affektregulering. Nogen gange er Arne dog sød nok og tilbyder at tage med op og handle. Men når vi træder ind i Brugsen, skifter Arne mening. Nu vil han ikke længere ha’ koldskål. Arne vil ha’ kød! “Salamisnack? Åh, jeg må le!”. Næ, Arne vil ha’ pølser. Eller frikadeller. Og ikke det der præfabrikerede lort! Frikadeller fra slagterafdelingen, naturligvis. Arne er nemlig kvalitetsbevidst på den måde!  Så Arne kværner en lun delle og smiler saligt, mens han sætter næsen mod mejeriprodukterne. Nu har Arne nemlig lyst til koldskål igen. Dessert, du ved. Og når dellerne, koldskålen, Mariekiksene, hytteosten, bananerne og kartoffelmosen er stedt til hvile, så demonstrer Arne gladeligt endnu en af sine spidskompetencer. Ikke i enrum, selvfølgelig – Arne er gavmild på den front! Han deler gerne tarmgasser af en sådan kaliber, at øjnene løber i vand, og ganen svier. Og når han engang imellem leverer en prut, som får selv familiens hund (som nu ellers også gerne giver sit bidrag til indeklimaet i Palæet!) til at fortrække fra rummet, så smiler Arne stolt, mens han ligger der på sofaen med en aftensnacl i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden. “Den prut har jeg lavet!”.

Det er Arne. Ildelugtende, højtråbende, umættelige Arne. Søde, dejlige Arne;)

img_4733

At finde sine grænser og følge sin mavefornemmelse

Jeg blev ringet op i formiddags og spurgt, om jeg kunne tænke mig at kigge forbi i Aftenshowet og tale lidt om fertilitetsbehandling. Det ville jeg rigtig gerne. For hvis der er noget, jeg brænder for og kan tale om, så ørerne falder af både fanden, påskeharen og naboen, så er det fertilitetsbehandling. MEN når man taler om, at man har været sådan et forløb igennem, så vil folk naturligvis også gerne vide, hvad det endte med. Og jeg har to pragteksemplarer af minimennesker, som jeg hellere end gerne praler med og skriver om. Herinde. I min hule, med mine ord og med min vinkel. Men at gå på landsdækkende tv i bedste sendetid og dele deres tilblivelseshistorie er ikke nogen lille ting. Særligt ikke Anes. Så den søde Aftenshowet-dame trak sin invitation i land igen, og det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for!

Jeg vil så gerne bryde tabuet om barnløshed. Jeg vil så gerne dele erfaringer og bidrage med mine følelser, når det handler om at sætte fokus på fertilitetsbehandling og alle de ting, det fører med sig. Men jeg vil ikke gå på tv og dele med det meste af Danmark, at min datter er født af sin moster.

Og det er egentlig svært for mig at sætte fingeren på, hvori ‘problemet’ ligger. Det er en mavefornemmelse. Det er af respekt for min datter, min søster og min familie. For det kan ikke bare nævnes som en sidebemærkning. Det vil blive gjort til et stort nummer. Fordi det er et stort nummer. Fordi det er anderledes. Men det er også mit allerkæreste eje – min datter. Og jeg bilder mig selv ind, at de ting, jeg vælger at dele herinde, er ting, som jeg har en form for kontrol over. Det er en falsk form for sikkerhed, det ved jeg godt. Internettet glemmer aldrig. Men ikke desto mindre har jeg herinde først og fremmest kun mine egne ord. Det, som jeg vælger at dele. Eller slette. Og jeg har magten over kommentarfeltet og kan her slette, ligeså tosset jeg vil. Og når jeg nogensinde et punkt, hvor jeg føler, at jeg har delt for meget om mine børn herinde, så har jeg kun mig selv at sætte til ansvar.

Men jeg vil ikke risikere at lægge datter til et kommentarfelt på facebook, som jeg ikke selv kan kontrollere. Heller ikke selvom 99% muligvis vil gå på, hvor fantastisk det er, at vi var så heldige at få Ane. For der vil også være den ene procent, som synes, at det er for langt ude. For mærkeligt. Forkert. Og for os, for Ane, er det ingen af delene. Det er bare vores familie. Og ja, det er fantastisk, at vi har fået Ane, men det handler om Ane – ikke måden vi fik hende på.

Jeg vil gerne bryde tabuer. Jeg vil gerne dele. Men jeg har også en grænse. Og den går åbenbart her. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg havde en længere korrespondance med en anden journalist i forrige uge. Og hun forstod ikke min sondring mellem at dele herinde og alle mulige andre steder. Og jeg sagde til hende, at det var okay. Det var okay, at hun ikke forstod, for det behøvede hun heller ikke. Jeg er heller ikke selv sikker på, at jeg selv forstår det fuldstændig. Men jeg ved, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Og er jeg det mindste i tvivl om at dele noget som helst, så skal jeg lade være. Særligt når det handler om mine børn!

Jeg kan se her, at Cathrine tog turen på tv (og brug gerne tiden på at læse indlægget, som jeg her linker til – det er dét værd!), men desværre ligger programmet ikke online endnu, så det må jeg have til gode – der var børn, der skulle puttes;) (EDIT: programmet kan nu ses her) Hende ville jeg nu ellers gerne have siddet ved siden af, for jeg er sikker på, at hun er ligeså sød i virkeligheden, som hun fremstår på sin blog:) Men når det er sagt, så er jeg glad for, at jeg blev hjemme og sang ‘Jeg ved en lærkerede’ gange mange. Det er ikke ligeså cool som Aftenshowet, men selvom jeg kan være i tvivl om, hvorfor jeg føler og tænker, som jeg gør, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning. For både mig og Ane.

image

 

At Google og græde

Det var ikke svært at få Ane til at tage et par bukser på i dag, hvor vi skulle i biffen og se ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Vi skulle ha’ været af sted for et par uger siden, hvor hun desværre blev syg, så hun har haft lang tid til at se frem til i dag. Særligt fordi bedsteveninden Karla og hendes mor skulle med. Egentlig tror jeg, at det var det, der fyldte mest for Ane – at skulle være sammen med Karla. De har ikke set hinanden i de 3 uger, der er gået, siden Karla har skiftet børnehave, og det er ret længe med tanke på, at de har hængt sammen som ærtehalm det meste af deres liv. Og gensynsglæden var da heller ikke til at tage fejl af. De fløj i armene på hinanden og slap ikke igen, før vi skiltes ved Hovedbanen fire timer senere. Så dejligt! Og da jeg kyssede hende godnat her til aften og sagde “Jeg elsker dig!”, svarede hun:  “Og jeg elsker Karla!”.

Filmen var virkelig god! Forstået på den måde, at den havde det helt rette indhold og den perfekte længde til en 3,5-årig. Ane er ikke vant til at gå i biografen, så jeg har været meget i tvivl om, hvor lang en film, hun ville kunne holde til. Men denne var helt perfekt! Der blev både grint og kommenteret højlydt undervejs:)

Vi har generelt haft nogen skønne påskedage! Stort set uden konflikter, hvilket er helt fantastisk – og ualmindeligt. Jeg har vist nævnt det et par gange før, men jeg har aldrig syntes, det var specielt hårdt at have et spædbarn. Jo, i elementer og perioder, naturligvis. Men i det store hele, så nej – det har ikke været hårdt. Jeg er til gengæld blevet vanvittigt udfordret ved at have en 2-årig. Og en 3-årig. Det har sat min tålmodighed og mine ellers normalvist velfungerende pædagogiske evner på en hård prøve. Der har – næsten uden undtagelse – været konflikter hver eneste dag i halvandet år. En masse små, men godt nok også en masse store. Jeg har siddet grædende på køkkengulvet mere end én gang og Googlet ‘børn og borderline’, ‘børn og ADHD’, ‘børn der skriger’ mm. Heldigvis er jeg udstyret med både en fantastisk storesøster og ligeså veninder, som har tørret min tårer væk, kigget på mig og sagt: “Det er helt normalt! Det er en fase! Det går over!“.

Og jeg tror, at de har ret. Heldigvis. Gennem de seneste måneder har vi kunne have flere sammenhængende dage uden konflikter. Det sker faktisk efterhånden så tit, at jeg glemmer at bemærke det, før jeg pludselig står midt i orkanens øje og tænker “Hey?! Det er da i grunden et par dage siden, vi stod her sidst??”. Og netop derfor er overskuddet så pludselig et helt andet, når først får smidt en konflikt og et stykke tilfældigt legetøj i hovedet. Tålmodigheden er større og selvtilliden det samme, og en konflikt er bare nemmere at håndtere, når man ikke ryger ned på den 3-åriges niveau. Og det kan jeg desværre godt have tendens til, når jeg er presset, og når jeg står med den samme uforståelige konflikt for 32. gang på en uge. “Nej, du må ikke ha’ iPaden med i bad! Nej, du skal ikke smøre de franske døre ind i yoghurt! Jo, du skal have en jakke på, når det regner!” – sådan er svaret de første par gange. Men gang nr. 17 og opefter bliver mere noget i stil med “Og hvis du ikke sætter det yoghurt fra dig nu, så kører vi ikke ned til moster i weekenden, og du får aldrig mere fredagsslik, og ps. Julemanden findes IKKE!” Jeg har virkelig reageret og handlet uhensigtsmæssigt. Og for fanden, hvor har jeg været træt af mig selv. Træt af at ty til trusler eller bestikkelse, fordi alle andre muligheder var brugt op. Eller fordi overskuddet var brugt op. Nok mest det sidste.

Men som sagt bliver der længere og længere mellem konflikterne. Og når de så dukker op, har jeg nået at samle tilpas meget overskud til at kunne håndtere dem. Og sågar tage dem i opløbet fra tid til anden. Det er virkelig rart. For mig, men med garanti også for Ane. Man har ligesom brug for at ens mor opfører sig som en voksen, ikk’?!

Påsken er kommet og gået uden snerten af konflikter. Jo jo, de små og forventelige, men det tæller ikke, når man kender til den anden slags. Dem, der får én til at græde og Google. Og de har været fraværende. Helt og aldeles. Og tilbage har været Ane, når hun er allersødest og sjovest. Og dét er så absolut, det bedste jeg ved!

img_5449

33 år og blandet ævl og kævl

Så blev jeg 33 år i går. Det var ganske smertefrit, kan jeg hilse og sige;)

Ane siger, at det stadig er min fødselsdag i dag, fordi flagene i spisestuen ikke er pillet ned, og det synes jeg egentlig er en glimrende logik! Tænker at lade dem blive hængende påsken over;)

Jeg fik den smukke, blå kjole fra Dressthebird, som jeg savlede over i dette indlæg. Den er om muligt endnu smukkere i virkeligheden, og jeg glæder mig vildt til, at vejret arter sig, så jeg kan få den på! Jeg fik også en lækker kop til samlingen og et Sikker Hansen billede magen til det, som jeg husker fra mine teenageår i min venindes farmors stue. Helt vidunderlige gaver og en en vidunderlig dag<3

img_5354

Nu er vi på vej til den årlige familiepåskefrokost på Lolland. Og jeg sidder klemt helt sammen mellem autostolene på bagsædet, fordi alternativet er at sidde på forsædet med Cash’ varme snude mellem benene. Pest eller kolera. Jeg valgte pest, og jeg har allerede ondt i både nakke og lænd af at have siddet fuldstændig forvredet i små 50 km’s tid. Ane synes, det er svært hyggeligt at have mig som sidemakker. Så kan vi jo rigtig tale sammen om de vigtige ting – hvorfor himlen er blå, hvor langt der er til Lolland, hvorfor man har bussemænd, hvorfor træer vokser opad, hvorfor en ræv har en hale osv. Jeg elsker dig, Ane, det gør jeg virkelig – men lige nu overvejer jeg, om jeg skulle ha’ valgt den varme hundesnude!

Jasper sover. Det er rart! Det er som om, at han ikke rigtig er blevet sig selv ovenpå al den sygdom, han har været igennem i de seneste mange uger. Han er pylleret og mut og græder det meste af tiden, hvilket er fuldstændig uvant. Han plejer altid at være glad! Og fordi jeg ikke er vant til det, så stresser det mig helt vanvittigt meget. Sæt mig til at lave mad, ordne vasketøj, flette hårene på mit højre ben og lave en sudoku på én gang – det er fint. Men sæt mig til at pakke til en dag på Lolland til lyden af et grædende barn, så smider jeg mig fladt på jorden og råber “Min Gud, hvorfor har du forladt mig??”! Hans gråd påvirker mig i sådan grad, at nærmest hyperventilerer. Øv, hvor vil jeg bare gerne ha’ min glade dreng tilbage!

Nu vil jeg gemme telefonen væk! Jeg skimter nemlig en gylden måge i det fjerne, og tænker at det er en oplagt mulighed til at trække ‘Det er stadig min fødselsdag!’-kortet. Fyrsten er muligvis ikke enig, men vi ved jo alle sammen godt, at det er den 3-årige, der bestemmer. Og måske en cheeseburger kan få hende til at holde mund bare en 5-10 minutter?;)

God påske til jer:)