Nogen dage skal man bare ha’ bar røv og spise is!

Da vi stod op i morges, spurgte jeg Ane, hvad hun gerne ville lave i dag. “Jeg vil godt ha’ bar numse. Og spille iPad. Og spise is!” 

Det er først indenfor det seneste år, at jeg sådan for alvor har sluppet det der med at sammenligne mig med andre mødre. Jeg tror egentlig, det er helt uundgåeligt, at man gør det på nogen punkter. Og hvor jeg på mange måder føler, at jeg hviler 100% i min måde at være mor på, så er der også punkter, hvor jeg til tider kan føle, at jeg burde gøre mere og andet, end det jeg gør.

Jeg burde tage mine unger med i Zoologisk have og på museum, vi burde tage på ture og ferier. Vi burde give dem flere og større oplevelser, end det vi gør. For det gør andre forældre.

Men vi er hjemme-hygge-mennesker. Vi spiller vendespil og bygger huler under spisebordet. Vi klæder os ud og danser til radioen. Vi brækker gulve op og planter bærbuske i haven. Og vi skaber børn, som, når adspurgt hvad de allerhelst vil lave, egentlig bare gerne vil ha’ bar røv.

Så det har vi gjort i dag. Haft bar røv. Altså for Anes vedkommende. Jeg har haft morgenhår og dårlig ånde. Og vi er dykket ned på bunden af en sø for at hente Bamses vandkande, og vi har bagt en kage til Motormille. Og vi har spist is til frokost og kage til dessert. Bare rolig – det var hindbæris og citronkage, så vi har fået frugt! Og hvor jeg er sikker på, at elefanter ville ha’ imponeret Ane ret meget, så kan jeg afsløre, at det heller ikke gik stille for sig, da hun opdagede, at hendes mor kan gribe en bold med én hånd! Eller at hendes far kan jonglere (ja ja, der var lige en, der følte trang til at blære sig med sine motoriske evner!).

Så nej, det blev ikke til Zoologisk have eller DGI-byens svømmehal i dag. Heller ikke i dag. Men det blev dælme ret så hyggeligt alligevel:)

Og når nu man har haft bar røv hele dagen, så er det vel passende at slutte den af med at iføre sig både bukser og shorts;)

img_5336

Ævl og kævl (og verdens længste ps)

img_5079

Mit vækkeur ringede kl. 6.30 i morges. Det er ellers sjældent, at den slags er nødvendigt – både fordi det jo er søndag, men også fordi Jasper plejer at vågne i nærheden af klokken 5. De seneste nætter har dog været noget værre roderi med to febersyge børn, hvorfor vi alle har sovet lidt længere end normalt. Så vækkeuret blev sat i tilfælde af, at vi skulle i biografen og se “Dyrene i Hakkebakkeskoven”. En hånd på Anes pande afgjorde det. Vi skulle ingen steder. Og Ane græd og prøvede så godt hun kunne på at overbevise mig om, at hun altså kun havde det lidt dårligt, men faldt i søvn igen, før hun nåede at færdiggøre sætningen. Så vi sov videre i en times, før vi stod op og var lidt mutte – i hvert fald 50% af os. Ane, fordi hun var syg og ærgerlig, og mig, fordi jeg havde pisse ondt af Ane, og fordi det var sidste dag før jobstart. Jeg glæder mig, det gør jeg virkelig – men derfor er det satme stadig mærkeligt!

Efter et par timer med bollebagning, leg på gulvet og oprydning i hjørnerne, blev Jasper puttet, og Ane fik lov at underholde sig med iPaden under dynen på sofaen. Fyrsten gik i krig på førstesalen (han er nået pisse langt! OG han har opdaget, at der også er plankegulve på det lille kammer, som skal blive til Jaspers værelse. Scooooore!!!!), og jeg besluttede mig for at gøre noget så usandsynligt kedeligt som at rydde op i vores udhus. Det er sådan noget, jeg gør et par gange om året. Beslutter mig for, at nu skal der orden på det, så det hele ikke vælter ned i hovedet på én, når man åbner døren. 3 måneder senere kan jeg så gøre det samme igen, fordi der render en eller anden kortbenet, fregnet type rundt og smider ting derind, fordi hun åbenbart ikke tænker så skide langt;) Men når nu humøret var røvsygt, så kunne jeg jo ligeså godt gøre noget røvsygt. Der er jo ingen grund til at spilde dårligt humør på sjove ting, vel?!

Men så pludselig tikkede der en mail ind, som ved første øjekast lignede noget spamværk. Meeeen der stod noget med “gave til dig” i emnefeltet, så jeg valgte at åbne den. Og heldigvis for det! For det var simpelthen biografbilletter til mig og Ane fra verdens sødeste læser, Sofie, som syntes, at det var synd for Ane, at hun ikke kunne komme i biografen i dag som ellers planlagt. Hold nu kaje, hvor er det er bare verdens sødeste tanke!!!

Jeg sendte Sofie en snap for at takke hende for den ualmindeligt fine gestus, og jeg tilføjede, at det skulle hun da slet ikke have gjort! Sofie svarede tilbage, at hun skam slet ikke var i tvivl om, at vi nok skulle være kommet i biografen alligevel, men at hun havde lyst til at give os den gave, som tak for mit ‘arbejde’ på bloggen. Fordi hun bliver underholdt og inspireret herinde og syntes, at jeg derfor skulle belønnes. Årh, det var sgu rart at læse!

Og så vendte skuden ligesom! For så kom der en sms fra min svigermor. Som bare lige ville sige, at hun havde overført lidt penge, så ungerne kunne få noget nyt til forårsgarderoben. Og Ane lyste fuldstændig op, da hun selv fik lov at vælge sig et par lilla gummistøvler og en ny jakke med vandmeloner og flamingoer på. Og fordi der er mega meget udsalg på Zalando pt, røg der også lidt i kurven til mig – blandt andet t-shirten på billedet her, som jeg synes er så fin!

img_5155

glad i låget-t-shirt (citat Elisabeth, 32 år) 74 kr. // vidunderligt smuk jakke (citat Ane, 3 år)
199 kr
. (REKLAMELINKS)

Nu da humøret var godt på vej op, lod jeg rod være rod og ignorerede fuldstændig alt det skrammel, som jeg havde fået bakset ud ad udhuset. Der er ingen grund til at spilde godt humør på røvsyge ting, vel?! I stedet fandt jeg en Somersby på bunden af køleskabet og en solstråle på terrassen. Og så smagte den af Vejlø!!! Somersby’en, ikke terrassen…. Så bliver det bare ikke meget bedre, vel??

Jo. Det gør det faktisk:)

For der kom endnu en sms. Denne gang fra vores søde nabo, som ville høre, hvordan det stod til med ungerne og bare lige sige, at hun gerne passede i morgen, såfremt de ikke var friske. Og hun har faktisk nævnt et par gange før, at det var en mulighed, men jeg har nok bare tænkt, at det var noget hun sagde, for at være sød. For hun er sød, men tydeligvis også fuldstændig oprigtig i forhold til gerne at ville hjælpe med ungerne. Og ungerne er heldigvis helt vilde med hende:)

Nu kan jeg slutte søndagen og min barsel af med et smil. Der er fundet tøj frem til både mig og ungerne, og jeg har lavet et ‘skema’ til Ane, som med garanti ikke kommer til at holde, men som forhåbentlig kan gøre vores morgen bare lidt mere overskuelig.

img_5152

Og jeg glæder mig til at komme på arbejde. Til at kramme mine kollegaer og tænke på noget andet end vasketøj og plankegulve. Jeg glæder mig også rigtig meget til at få planlagt en biograftur med Ane. Som vi skal udføre iført flamingoer og regnbuer. Og jeg glæder mig over at være blevet mindet om, at vi jo faktisk HAR et netværk her i Hvidovre! Mennesker vi holder af, og som gerne vil hjælpe – ikke fordi de er forpligtiget til det, men fordi de har lyst! Jeg glæder mig også over, at det netværk langsomt bliver større og større. For vi har de sødeste naboer, og vi har Lillemor og Lillefar. Og hende den søde Sofie, hun flytter faktisk også ind i nabolaget lige om lidt – og hun kan også godt li’ Somersby:)

 

Et lille, langt ps: Jeg fik en sød besked på Snappen forleden fra et mine IG-bekendtskaber. Hun ville bare sige tak for mit nærvær på Snap og bloggen gennem min barsel – det ville hun komme til at savne. Det vil jeg også! Så kan folk mene, at blogs mm er noget overfladisk fis, men jeg ved bedre. Tak fordi I har holdt barsel med mig. Tak for jeres altid søde kommentarer, gode råd og opbakning. Tak fordi I ikke er stejlet over mit stigende forbrug af affiliate links her i den seneste periode. Tak fordi I godt gider læse opskrifter, som består af fire ingredienser. Tak for tips om alt fra skoldkopper til bh’er. Tak fordi I gang på gang bekræfter mig i, at de relationer, der skabes på de sociale medier er alt andet end overfladiske! At man ikke behøver sidde overfor hinanden fysisk for at give hinanden noget. Jeg bliver så glad, hver gang I bruger to, fem eller 20 minutter på at lægge en kommentar, komme med en betragtning eller dele en oplevelse. Åh, ævler jeg igen?? Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med det. Mine fingre skriver bare. Jeg tror, jeg prøver at sige tak. Fordi I gør det virkelig rart at blogge. Det var vist det! Og NU går jeg i seng:)

Pps. Roderiet fra udhuset har jeg bare skubbet ind under halvtaget. Så kan det stå der til en dag, hvor jeg er i dårligt humør;)

 

At inddrage børn i de daglige opgaver

img_9378

Nu skrev jeg i går, at vores renoveringsprojekter herhjemme helst ikke skal tage for meget tid fra børnene, hvorfor projekterne ind imellem kan trække lidt ud. Det er rigtig nok. Men faktisk er børnene, eller i hvert fald Ane, med i langt de fleste ting, der foregår herhjemme, både de store og små. For eksempel hjalp hun med at skrue plader op fra gulvet og pille væg ned i går, ligesom hun til dagligt hjælper med både vasketøj og madlavning. Hun kan betjene både boremaskine, brækjern, elmikser og kartoffelskræller, og hun elsker at få lov at være med i de ting, som vi laver herhjemme. Der var på et tidspunkt en læser, der spurgte, hvordan jeg inddrager Ane i de daglige gøremål, særligt madlavning, og det fik jeg vist aldrig rigtig fulgt op på, så det prøver jeg nu.

Da jeg startede arbejde efter endt barsel med Ane, havde jeg det virkelig stramt med, at vi havde så få timer sammen i hverdagen. Vi havde en times tid om morgenen, to om aftenen og så ellers timerne, hvor vi sover. Og her sover vi, som de fleste af jer vist ved, sammen. Blandt andet af samme grund. Selvom det ikke er vågne timer, så er det timer, hvor vi lytter på hinandens vejrtrækning og mærker hinandens kroppe, og det tror jeg på, også har en betydning. Og jeg tager alt, hvad jeg kan få;) Derfor er Ane også med i de fleste af de ting, jeg laver i løbet af dagen. Simpelthen fordi det er en måde at være sammen på.

Ane har været til med madlavningen i hele sit liv. Først som publikum højstolen og siden som aktiv deltager fra sin Ikea-skammel. Hun pisker æg, skræller kartofler, snitter champignoner eller hvad der nu er af opgaver, som hun kan udføre. Jeg forestiller mig, at nogen tænker, at det ikke går at have børn med i køkkenet i hverdagen, hvor tingene skal gå lidt stærkt. Og ja, jeg er naturligvis på barsel, hvilket gør en forskel, men det med tiden oplever jeg faktisk ikke som værende noget problem overhovedet.  Ane kan for eksempel sagtens skære champignoner, mens jeg snitter kål og steger kylling. På den måde er hun ikke bare med, men er også en reel hjælp. Og hun elsker det! Samværet er en del af det, men det handler også om at give hende ejerskab over de daglige rutiner. Og mens vi står der og snitter og hakker, får vi både talt om, hvordan dagen har været, og vi taler om det konkrete, som vi har i hænderne – hvor kommer champignonerne fra? Hvordan kommer de fra jorden og til vores køleskab? Hvad er kyllingefileterne egentlig, før de ryger på panden? Hvad er en vegetar? Osv. Ane er mega nysgerrig på alting, og stunden hvor vi står sammen i køkkenet er en af dem, hvor der er tiden til og en helt oplagt mulighed for at give hende svar på hendes mange spørgsmål. Og tiden jeg skulle ha’ brugt i køkkenet er for mig at se den samme, lige meget om Ane er med eller ej.

Når vi står op om morgenen, henter Ane skåle og skeer og dækker bord til morgenmaden, mens jeg finder tøj til hende og Jasper. Det er en helt fast rutine, som hun kender til hudløshed. På samme måde som når hun tager sin tallerken ud af bordet, når vi har spist. Jeg tænker ikke, at børn på Anes alder skal have pligter som sådan. Men udover hele samværsbonussen, der kommer, når børn deltager i hverdagsopgaver, så tænker jeg også, at der er utrolig stor læring i det. Og jeg taler ikke om den åbenlyse med, hvor champignonerne og kyllingen kommer fra. Jeg taler om det at lære at være en del af et fælleskab, hvor alle bidrager med det, de kan. Hvor man føler ansvar for hinanden, og hvor man fornemmer at være en del af noget, hvor ens bidrag er værdifuldt for andre. Det er vigtigt for mig, at hun lærer de ting. At vi ikke bare er en familie med de voksne på den ene side og børnene på den anden. Og det er helt sikkert logik for burhøns for mange, men jeg ser faktisk også tit familier, som ikke har fokus herpå, før børnene når en vis alder. Fordi de enten tænker, at det ikke er nødvendigt, eller at børnene ikke kan. Og så ender det med, den dag det rent faktisk kræves, at blive sure pligter og være noget, man gør, fordi mor siger det. I stedet for at det er noget man gør helt selvfølgeligt, fordi man kan.

Ane kan rigtig mange ting, så selvfølgelig skal hun have lov:) Og ja, nogen gange kan det være svært at inkludere hende i en opgave, men så kan den ofte tilpasses. Og ellers kan man også sige “Nej, ikke i dag, skat.” – det sker også herhjemme:)

Hvor jeg gerne tager Ane med i de små (og for mig overskuelige) dagligdagsopgaver, så er Fyrsten fuldstændig eminent til at tage hende med i alle. Også dem, hvor jeg er nødt til at se den anden vej, fordi de, som i går, for eksempel indeholder et brækjern. Det er naturligvis den slags opgaver Ane allerhelst vil tage del i, men også dem, som kan give mig lidt sved på panden, hvorfor jeg ofte trækker ‘Nej!’-kortet. Det gør Fyrsten ikke. Han forklarer, hvad brækjernet er lavet af, hvad man bruger det til, hvordan man holder på det, og hvordan man undgår at komme til skade. For som han rigtig nok påpeger, så er der jo altid chance for, at hun lige får lyst til at kigge nærmere på brækjernet, når man vender ryggen til. Så kan man ligeså godt lære hende, hvordan det skal bruges korrekt. Meget Donna Martinsk;) På samme måde gik der ikke mange måneder, før den kiddikutter, som jeg ellers var så begejstret for, blev afløst af en urtekniv – “man kan jo for dælen ikke skære med det lort!” sagde han om det, jeg ellers syntes var et glimrende pædagogisk tiltag. Og så røg den ud til højre, og han lærte hende, hvordan man holder på en rigtig kniv. Og hun har – 7, 9, 13 – aldrig skåret sig, men hun får selvfølgelig heller ikke lov til at lege med hverken knive eller brækjern uden opsyn;) Men jeg elsker simpelthen Fyrsten for, at han har lysten og tålmodigheden til at lade hende deltage i de ting, som helt sikkert havde været nemmere bare at klare selv. For Ane bliver så pavestolt, når hun får lov at kaste sig over noget nyt og spændende. Og når jeg tænder musik i spisestuen, så peger Ane på højttalerne og siger “Og det var mig, der trak ledninger, så du kunne få musik, mor!”. For det var det:)

For nogen måneder siden modtog jeg to bøger som sådan en pr-gave – “Inger og Carlo hjælper med at købe ind” og “Inger og Carlo hjælper med at lave mad” af Helen Lyng Hansen (sundhedsplejersken, I ved). Ane synes, at bøgerne er hyggelige at læse, men sådan i forhold til at give lidt tips og tricks til, hvordan man får børnene med, så gør de ikke den store forskel for os herhjemme. Simpelthen fordi vi gjorde det i forvejen. Men er det ikke tilfældet, så er det altså nogen ret fine bøger med gode og meget konkrete råd til forælderen, samt med højtlæsningsdel for barnet, der kan fungere som forberedelse. De kan købes på her (reklamelink).

Hvad tænker I i forhold til at inddrage børnene i de daglige gøremål? Er det bare helt naturligt for jer? Eller er det svært at passe ind i hverdagen? Personligt er jeg lidt spændt på, hvordan det bliver lige om lidt, når jeg starter job igen, og børnetallet herhjemme pludselig er fordoblet;) For der går selvfølgelig ikke lang tid, før Jasper også gerne vil være med, og det forestiller jeg mig kommer til at kræve lidt ekstra af min tålmodighed.

img_9252img_8220img_9867img_7433img_7099

Du ved, at du er den heldige indehaver af en 3-årig, når….

– du må afsætte en time til pædagogisk oprydningsarbejde, fordi du fik afsløret, at barnet har hjørnetænder. Sikke da også en modbydelig ting at sige! “Undskyld, skat! Mor mente det ikke. Du har i hvert fald ikke hjørnetænder, det var bare noget mor kom til at sige!”

– hveranden sætning indeholder ord som “tis”, “lort”, “prut”, “tissemand” mm. I dag på vej hjem fra børnehaven sang Ane denne sang: (mel. Jinglebells) “Julemand slå en skid, skiiiiiid og prut. Prut og lort og julemand, og prut og lort og tis!”

– når hvert femte billede på din telefon er stuegulvet, sofaen eller et næsebor.

– der bliver skreget “Stooooop! Nu blev der rødt!”, når du er halvvejs over lyskrydset. Og du i et splitsekund rent faktisk overvejer at stoppe, fordi en påkørsel kan være at foretrække fremfor en 3-årigs vrede.

– du får øjeblikkelig koldsved og panikangst, når du hører ordene “Mooooar? Kom og se hvad jeg har lavet til dig:)” Nææææ, et hjerte?! Med sprittusch? På væggen! Tak, skat….

– når du kan to børnehavesange udenad: Den fra barnets børnehave og den fra Kasper og Sofies.

– når du ikke aner, hvilken dag, der er Oscaruddeling, men til gengæld har fuldstændig tjek på, at Ramasjang sender Gurli Gris kl. 7.04 og Sofus kl. 7.45.

– når du ved, at valget af topping på pære/banan yoghurten kan være altafgørende for, hvordan resten af dagen bliver. Eller ugen. Eller året!

– når du hver dag bliver beriget med tegninger, piberensere, sten, pinde og indtørrede regnorme. “Se mor, jeg har plukket dig en orm!” Tak, søde Ane:)

img_4296img_4302img_4290img_4298img_4315

For flere af fantastiskheder fra Ane, kan du læse med her eller her. Du kan også bare grine lidt ad det her – det gør jeg stadig;)

Forresten #16

– Havde jeg den hyggeligste aften længe i lørdags, hvor jeg var ude med mine veninder! De 400 g. cuvette spillede helt sikkert en vigtig rolle, men selskabet slog kødet med flere længder, hvilket ikke siger så lidt (for ja ja kødet var godt, men læste I det? 400 g.?!!). Hold kæft, hvor er jeg heldig at være udstyret med en flok veninder, som ikke bare er søde og smukke, men også mega interessante og intelligente. Vi smalltalker stort set aldrig, og selv en samtale om bikinivoksning ender med en samfundsanalyse. Det er jeg ret vild med!

– spillede vi et selvopfundet spil, ‘Veninde-bingo’. Hver deltager havde skrevet fem statements om sig selv, samt et om fødselslaren. Så gjaldt det om at gætte den rigtige person og bluffe for vildt, når ens egne sedler blev trukket. 10 rigtige gav bingo. Det var mega sjovt og gav anledning til nogen gode og underholdende snakke. Hurtig og hyggelig selskabsleg, hvis I lige står og mangler sådan en:)

– efterlod vi vores sedler på bordet på restauranten. Så ku’ tjenerne få lov at gætte med på, hvem af os, der har fodsvamp, og hvem der godt ku’ ordne Kim Larsen.

– tog vi på Sams bar, hvor jeg aldrig før har været. Det bliver med garanti ikke sidste gang! Det er jo en tidslomme med verdens grimmeste, orange tapet, og jeg følte mig øjeblikkeligt hjemme:)

– kom Fyrsten og ungerne hjem den følgende dag kl. 11. MED mad fra Mac D. Jeg er så åndssvagt godt gift:)

– har jeg opdaget, at vi også har mus i skunken!! Hold nu op??!! Jeg ender med bare at sidde i sofaen som et andet espeløv i frygt for, at de planlægger et større angreb. De to musefælder, vi endte med at anskaffe os, er helt sikkert ikke nok til at berolige mine nerver, så jeg tænker, vi må investere i sådan en her (reklamelink), som nogen af jer anbefalede sidst. Jeg er bare så nervøs for, at de ikke holder, hvad de lover, og rent faktisk påvirker vores kæledyr.

– er Ane og jeg ikke heeeelt enige om det med de mus. Ane har fx fået ikke mindre end fem ostemadder i dag. Og jeg undrede mig egentlig lidt over, at hun tilsyneladende nærmeste slugte osten. Indtil jeg fandt lidt under lænestolen og på tv-boksen og foran brændeovnen. “Jamen, det er jo til musene, mor!”….

– havde jeg besøg af en masse søde blogdamer i går, og Christina havde saks med, så hun kunne klippe Jasper. Han er blevet noget så bedårende, men det er også ret vildt hvordan han gik fra ‘baby’ til ‘barn’ på 5 minutter!

– er Ane seriøst ved at få skoldbøttekuller. For hver dag hjemme bliver stemmen lidt højere, tempoet lidt hurtigere og tålmodigheden lidt kortere. Det er nogen meeeeeegggggeeeeeet lange eftermiddage, og jeg ved sgu ikke helt, hvem det er mest synd for – hende eller mig.

img_4322

Seje Ane!

Mega pudsigt! To dage efter jeg udgav dette indlæg, ligger Ane og jeg i sengen. Hun skal altid putte lidt ekstra om morgenen. Hun har aldrig været sådan et barn, der bare slår øjnene op og siger “Nu står vi op!”. Hun skal først lige rotere i min armhule og vikle sig helt ind i min krop. Jeg elsker det! Ligeså møghamrende temperamentsfuld som hun kan være i løbet af dagen, ligeså mild er hun, når hun vågner og lige skal nusse mig på kinden og sige, at jeg er sød.

Og da vi ligger og putter torsdag morgen, fortæller hun mig, at hun har fortalt en af de voksne fra børnehaven, at hun har ligget inde i sin mosters mave. Det er, så vidt jeg ved, første gang hun selv har sagt det højt ude i verden. Hun fortæller, at pædagogen havde svaret, at det vist ikke passede. At hun altså havde ligget i sin mors mave. “Hvad sagde du så til hende?”, spurgte jeg. “Jeg sagde, at der lå Jasper jo. Jeg lå i mosters! Og så byggede vi en snemand, og min vanter blev helt våde.”. Og så fortalte hun ellers videre om sin dag og dvælede ikke yderligere ved mave-delen. Den var ikke vigtig for hende, den var bare en del af hendes beretning om dagen, der var gået.

Jeg nævnte det for pædagogen, da jeg afleverede Ane nogen timer senere. Satte hende ind i sagens sammenhæng. Hun er ny i institutionen, og de havde glemt at orientere hende. Hvilket er okay med tanke på, hvor travlt de ofte har. Det forstår jeg godt. Heldigvis er det en pisse god pædagog, og da Ane havde holdt fast på sin historie, havde hun godt kunne mærke, at det ikke var til diskussion og havde ladet den ligge der. Og nu ved hun det til næste gang, og lederen er mindet om, at de ansatte skal have besked.

Og det er ikke fordi, det er noget, de på nogen måde skal dyrke i børnehaven. I dagligdagen dernede er det på ingen måde vigtigt, hvordan Ane er kommet til verden. MEN som jeg var inde på forleden, så er det vigtigt, at Ane aldrig kommer til at skamme sig eller føle sig forkert, fordi hun ikke er født af sin mor! Og hvis hun gentagende gange får at vide, at det ikke kan passe, så kan jeg være nervøs for, at det bliver præcis den følelse, hun sidder tilbage med. Ikke fordi hun forstår det. Hun er stadig for lille til at have begreb om, at hendes situation er anderledes. Men hvis hun bliver mødt med, at det hun siger, er forkert, så vil det naturligvis gøre noget ved hende – også selvom hun ikke selv forstår, hvad det reelt betyder.

Som sagt hev jeg hurtigt fat i lederen og pointerede, uden løftede pegefingre af nogen art, at det er vigtigt for os, at alle lige er orienteret. Så de voksne, som Ane er så meget sammen med og er så glad for, ikke får hende til at føle sig forkert. Og det er de selvfølgelig helt med på:)

Og så er jeg bare pisse glad for og stolt over, at vi herhjemme har formået at gøre det så naturligt og rigtigt, at Ane på ingen måde lader sig mærke af, at nogen betvivler hendes ord, men blot står fast og bygger videre på sin snemand. Vores super seje Ane<3

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Først og fremmest er jeg mor

Klokken er 07.noget, og ungerne og jeg har været oppe i en times tid. Det er okay med tanke på, at jeg nu sover om natten, men nøj hvor kunne jeg godt lige være blevet liggende en times tid eller tre mere. I stedet sidder jeg her i den blomstrede sofa og ser “Min søsters børn” (desværre ikke den originale, som jeg ellers så en del i min egen barndom). Vi har set den 89 gange eller deromkring, så jeg har efterhånden fuldstændig tjek på, hvordan jeg skal blive forskrækket eller sige “Skøre onkel Erik, altså!“, hvorfor jeg lige tillod at rydde lidt op på min telefon. Jeg har så åndssvagt mange billeder, og jeg er så dårlig til at få slettet løbende. Hvilket er ris til egen røv, for det er også pænt irriterende at skulle gøre efterfølgende. Meeeen i dag gemte der sig en lille overraskelse i mit fotoalbum:)

Forleden dag midt i madlavningen kom Ane ud i køkkenet med en bog, som hun gerne ville have, vi skulle læse. Så vi satte os der, på køkkengulvet, og læste. Efter få minutter kom Jasper kravlende og efterspurgte brystet. Så jeg læste højt og ammede, mens maden brændte på simrede. Og jeg bad Fyrsten tage et billede af os, fordi der findes så få billeder af mig sammen med begge børn. Som oftest er jeg den, der tager billederne, og er situationen en sjælden gang omvendt, så er der lige det mindre problem at fastholde to børn på samme sted i mere end 3 sekunder. Det lykkes denne gang. Og resultatet, som jeg altså først fik set her til morgen, gjorde mig ærlig talt fuldstændig varm om hjertet og fik mig endnu engang til at tænke “Hold kæft, hvor er jeg heldig!!!”.

img_3882

Jeg tænker ikke, at jeg elsker mine børn højere end alle mulige andre forældre, eller at jeg er et lykkeligere menneske som sådan. Men jeg tror på, at jeg er særligt god til at gribe de lykkelige stunder og være mere bevidst om dem, fordi jeg stadig så levende husker tiden, hvor de var alt, hvad jeg drømte om. Hvor det at få lov at sidde der på køkkengulvet med mine børn, var det eneste jeg ønskede mig.

Min svoger påpegede det en dag, hvor han var på besøg. Forandringen. Kontrasten. Forskellen mellem dengang og nu. Hvor anderledes jeg er, og hvor anderledes hele vores hjem er, hvor varmt her pludselig er. Bevares, det kunne også være hyggeligt dengang. Og familien kom på besøg, og vi lavede god mad, fortalte historier og grinede. Lige indtil nogen sagde et ‘forkert’ ord, eller jeg fik et glas rødvin for meget. Lige indtil det ikke var muligt for mig at være uden at græde. Der var så meget tristhed i vores hjem. Fordi tingene ikke var, som de skulle være, som vi havde forestillet os og håbet. Det lyder måske som en værre omgang følelsesporno, men jeg overdriver ikke. Hold kæft, hvor var verden bare grå og trist, og jeg var virkelig meget det samme.

I dag er livet lige, som jeg havde forestillet mig. Bedre, endda. Og for mig er moderskabet i den grad dét, der definerer mig! Ikke fordi jeg ikke også indeholder en masse andet og har ønsker og behov, som ikke omhandler børnene. Men måske fordi det netop var de manglende børn, der definerede mig så kraftigt engang. Så bliver alt andet sekundært. Det er det i hvert fald blevet for mig. Og det er nok både godt og skidt. Der er garanteret en masse at sige om kvinder, som lever og ler i kraft af deres børn. Det er sikkert ikke udelukkende positivt. Men i sammenligning med den jeg var før, så er der meget lidt skidt at sige, om hvor jeg er i dag. For dengang var jeg følelsesløs. I alle aspekter. Og dét, at jeg i dag føler, mærker og lever, også på de punkter, hvor det ikke er min rolle som mor, der er i spil, handler i høj grad om, at jeg ER mor. Dét gør mig i stand til også at være alt muligt andet. Modsat dengang hvor jeg mest af alt bare var ingenting.

Så nogen gange sidder jeg der på køkkengulvet midt i livet og hverdagen og madlavningen. Med børn, der kravler rundt på mig og flødekartofler, som for længst skulle have været ude ad ovnen. Og så føler jeg mig så åndssvagt taknemmelig, at jeg har lyst til at tude. Auch, hvor er jeg dog glad for, at det her er mit liv!

 

Noget om faser og følelser

Det VAR bare en fase!!! Jasper er begyndt at sove igen:) Lige så pludseligt, som søvnen forsvandt, lige så pludseligt er den vendt tilbage. Og det er godt! Endnu bedre at han valgte at time det således, at forældrene havde bare en smule mere energi at stå imod med, da influenzaen nedlagde dem begge. Pudsigt nok snakkede jeg i weekenden med nogen veninder om det her med manglende søvn. Om hvordan man på forunderlig vis får magiske kræfter og formår at fungere på et minimum af søvn. For det skal man jo! Man skal op om morgenen, man skal være på, man skal få hverdagen til at køre, ligegyldigt om man har fået to timers søvn eller ti. Vasketøjet diskrimenerer ikke. “Det er det samme med sygdom!“, sagde jeg. “Man bliver bare ikke rigtig syg, efter man har fået børn:)” Ja. Det sagde jeg. Fordi livet åbenbart ikke har lært mig en skid. Alle og enhver ved jo, hvad der sker, når man vover at komme med sådanne udtalelser. Og ganske rigtigt måtte jeg få timer efter forlade både Asti, øl og dejlige damer grundet en meget pludselig og meget voldsom træthed og en følelse af at have ondt i hele kroppen. Hej influenza, længe siden:/ Søndag sov jeg. Og frøs. Og svedte. Og sov lidt mere. Men held i uheld så gjorde Jasper altså det samme. Havde jeg skulle være oppe med ham hele natten, så tror jeg ganske enkelt ikke, at jeg havde overlevet! Dog fik min tåbelige påstand lov at stå sin prøve, da jeg sendte lorten videre til Fyrsten. For to forældre med et ben i graven går jo ikke. Så jeg kravlede op ad hullet, stak en halv rulle toiletpapir i hvert næsebor og et glas Panodil i halsen og kom igennem.

Pointen er, at det VAR en fase! En fase på to uendeligt lange måneder plus det løse, men ikke desto mindre en fase. Så til jer andre i samme situation – der er lys for enden. I form af kulørte lamper og diskokugler:)

Det var også en fase med Ane. En fase, som jeg vist egentlig ikke har luftet så meget herinde. Hun er efterhånden er helt rigtigt lille menneske, min Ane. Og jeg mærker, at det har en betydning i forhold til, hvad jeg deler om hende. Giver det mening? I hvert fald har hun også været igennem en fase af den slags, som fik mig til at Google ‘børn og borderline’. Helt alvorligt! Og da det ikke gav brugbare resultater, ringede jeg grædende til min søster, som sagde de magiske ord: “Det er bare en fase!” Og så græd jeg lidt mere af frygt for, hvor længe sådan en fase, mon kan vare, og hvor mange gange naboerne mon kunne nå at underrette de sociale myndigheder på den tid. For der var skrig og skrål hveranden dag. Helt umotiveret og uden synlig årsag. Og ikke på nogen almindelig ‘jeg er sur, mor’-måde, men på excorsisten-måden. Og jeg har følt mig helt og aldeles mislykket som mor. For det måtte jo være min skyld. Jeg måtte jo have gjort noget galt, siden hun fik så voldsomme reaktioner. Inderst inde vidste jeg nok godt, at min søster havde ret. At mange børn skal igennem sådan en fase, hvor følelserne  tage fuldstændig over. Men mens det stod på var det alligevel fornemmelsen af at være mislykket og forkert, som fyldte mest i min mave. Tristheden over at hun havde det så svært. Og frustrationen over ikke at kunne gøre hverken fra eller til.

Og nu udfordrer jeg skæbnen igen. Måske jinxen ligger på lur og bare venter på, at jeg rejser mig. Jeg gør det alligevel. For det VAR bare en fase! Det med de søvnløse nætter, den følelsesforvirrede 3-årige og følelsen af mislykkethed. Vi er ude på den anden side. Med glade børn, der sover om natten. Og kun med en smule influenza i kroppen. Men set i det store perspektiv, så er lidt influenza ingen sag;) (Det havde jeg med garanti været dybt uenig i i søndags!)

img_3845 img_3805

Allerød sucks!

img_3337

Anes bedste veninde hedder Karla. De har kendt hinanden siden de var henholdsvis 2 og 6 uger gamle. Først var de i mødregruppe sammen, så i dagpleje, så på samme stue i vuggestuen og nu på samme stue i børnehaven.

Ane ELSKER Karla! Når man spørger, hvad hun har lavet i børnehaven, siger hun bare “Karla“. Når hun får en ny dukke eller bamse, skal den hedde Karla. Når hun bliver vred på mig, siger hun “Du bestemmer ikke over mig, det gør Karla!“, og når hun er ked af det og ikke kan sætte ord på det, så ender det altid med sætningen “Jeg savner bare Karla!” Karla er Anes tertiære omsorgsperson. Der er mor, der er far, og der er Karla.

Nu skal Karla flytte. Fordi boligmarkedet er så latterligt, at man efterhånden skal være mere end almindeligt godt ved muffen for at få et hus i Hvidovre. Og jeg har forsøgt at tale Karlas forældre til fornuft. For man kan altså sagtens ha’ to børn på 50 kvm., ikk’?;) Men beslutningen er taget, købsaftalen underskrevet, og d. 1/4 skifter Karla børnehave. Og det er noget pis’ lort! For jeg elsker Karla og hendes forældre og hendes lillebror, og selvom jeg naturligvis synes, det er monster fedt for dem, at de har fundet deres grimme, dumme drømmehus i fucking røvsyge, dumme og kedelige Allerød, så er jeg virkelig ked af, at de ikke længere skal være en del af vores hverdag. Men mest af alt er jeg ked af det på Anes vegne. Og jeg er i syv sind omkring, hvordan jeg bedst håndterer det. Selvfølgelig skal hun nok klare det. Og hun har bestemt andre venner i børnehaven. Men hun har ingen anden Karla, og den relation har været en af de allervigtigste i hendes liv indtil nu.

Karla ved godt, at hun skal flytte, og at hun skal starte i en ny børnehave. Og når hendes forældre taler med hende om det, siger hun “Og så skal Ane med i den nye børnehave!” Karla forstår det ikke helt selv, men vi skal selvfølgelig også ha’ fortalt det til Ane – og måske endda hurtigst muligt, så ikke Karla selv eller børnehaven siger det, hvor vi ikke har mulighed for at forklare eller samle op med det samme, hvis det er nødvendigt.

Men hvordan gør vi det bedst?

Fortæller vi det nu, bare helt stille og roligt, og så afventer at hun selv forstår og spørger ind til? Forklarer vi i detaljer? Nævner vi det bare nu, og så venter med at gøre det mere forståeligt, til vi nærmer os april?

Åh, måske er det mig, der gør det større end det er? Måske vil det slet ikke være så voldsomt for Ane, som jeg forestiller mig. Jeg ved jo bare, hvor glad Ane er for Karla, og det er jo lige før, at hun bruger flere timer sammen med hende, end hun gør med os. Så lige meget hvad, vil det blive en kæmpe ændring i hendes hverdag. Og jeg vil bare gerne hjælpe hende på den allerbedste måde, jeg kan. Men auch, jeg synes det er svært:/

img_3342 img_3335img_9052 img_3343

Den dag, jeg ødelagde det hele!

Jeg har her til aften været en lille tur (som om! Jeg har pt 8897 billeder på min telefon….) igennem min kamerarulle for at finde nogen gamle billeder til et andet indlæg. Og så faldt jeg lige over et par billeder, tilbage fra da Ane var omkring de to-tre måneder gammel.

Elisabeth: “Jeeeeeesssss? Kan du huske dengang, Ane var lille – hvor smuk hun var?”

Jess: “Åh ja<3″

Elisabeth: “Hun VAR altså en smuk baby, ikk’?”

Jess: “Jo, helt vildt smuk!!!”

Elisabeth: “Så se lige her…..”

img_9311

 

 

Jess: “Ej, hvad har du gjort ved det? Er det et filter af en art?”

Elisabeth: “Og hvad så med det her?”

img_9317

 

Jess: “Ej! Det er jo ikke hende. Hvad gør du ved billederne? Lad være med det!”

Elisabeth: “Jeg gør ikke noget ved dem!” …. havde jeg sagt, hvis ikke jeg var ved at brække mig af grin over næste billede i rækken;)

 

img_9182

Jess: “Jamen, det kan simpelthen ikke passe! Hun var jo pisse smuk! Det var hun altså!!! Helt objektivt set, så var hun en virkelig pæn baby!”

Elisabeth: “Er du sikker på, at du ønsker at holde fast i den udtalelse?”

 

img_7589

Jess: “Jamen???!!????! Så gå da væk med den telefon! Nu har du ødelagt det hele!!! Men hun ER altså virkelig smuk nu, ikk’?! Er vi ikke enige om det? Og hvad så med Jasper? Er han slet ikke smuk? Er det bare noget, vi bilder os ind? ”  

Jeg griner stadig, så tårerne triller:):):)

 

img_8007

Ps. Ane – du er smuk og skøn og dejlig! Man kan ikke være lige fotogen hver dag;)