At finde sine grænser og følge sin mavefornemmelse

Jeg blev ringet op i formiddags og spurgt, om jeg kunne tænke mig at kigge forbi i Aftenshowet og tale lidt om fertilitetsbehandling. Det ville jeg rigtig gerne. For hvis der er noget, jeg brænder for og kan tale om, så ørerne falder af både fanden, påskeharen og naboen, så er det fertilitetsbehandling. MEN når man taler om, at man har været sådan et forløb igennem, så vil folk naturligvis også gerne vide, hvad det endte med. Og jeg har to pragteksemplarer af minimennesker, som jeg hellere end gerne praler med og skriver om. Herinde. I min hule, med mine ord og med min vinkel. Men at gå på landsdækkende tv i bedste sendetid og dele deres tilblivelseshistorie er ikke nogen lille ting. Særligt ikke Anes. Så den søde Aftenshowet-dame trak sin invitation i land igen, og det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for!

Jeg vil så gerne bryde tabuet om barnløshed. Jeg vil så gerne dele erfaringer og bidrage med mine følelser, når det handler om at sætte fokus på fertilitetsbehandling og alle de ting, det fører med sig. Men jeg vil ikke gå på tv og dele med det meste af Danmark, at min datter er født af sin moster.

Og det er egentlig svært for mig at sætte fingeren på, hvori ‘problemet’ ligger. Det er en mavefornemmelse. Det er af respekt for min datter, min søster og min familie. For det kan ikke bare nævnes som en sidebemærkning. Det vil blive gjort til et stort nummer. Fordi det er et stort nummer. Fordi det er anderledes. Men det er også mit allerkæreste eje – min datter. Og jeg bilder mig selv ind, at de ting, jeg vælger at dele herinde, er ting, som jeg har en form for kontrol over. Det er en falsk form for sikkerhed, det ved jeg godt. Internettet glemmer aldrig. Men ikke desto mindre har jeg herinde først og fremmest kun mine egne ord. Det, som jeg vælger at dele. Eller slette. Og jeg har magten over kommentarfeltet og kan her slette, ligeså tosset jeg vil. Og når jeg nogensinde et punkt, hvor jeg føler, at jeg har delt for meget om mine børn herinde, så har jeg kun mig selv at sætte til ansvar.

Men jeg vil ikke risikere at lægge datter til et kommentarfelt på facebook, som jeg ikke selv kan kontrollere. Heller ikke selvom 99% muligvis vil gå på, hvor fantastisk det er, at vi var så heldige at få Ane. For der vil også være den ene procent, som synes, at det er for langt ude. For mærkeligt. Forkert. Og for os, for Ane, er det ingen af delene. Det er bare vores familie. Og ja, det er fantastisk, at vi har fået Ane, men det handler om Ane – ikke måden vi fik hende på.

Jeg vil gerne bryde tabuer. Jeg vil gerne dele. Men jeg har også en grænse. Og den går åbenbart her. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg havde en længere korrespondance med en anden journalist i forrige uge. Og hun forstod ikke min sondring mellem at dele herinde og alle mulige andre steder. Og jeg sagde til hende, at det var okay. Det var okay, at hun ikke forstod, for det behøvede hun heller ikke. Jeg er heller ikke selv sikker på, at jeg selv forstår det fuldstændig. Men jeg ved, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Og er jeg det mindste i tvivl om at dele noget som helst, så skal jeg lade være. Særligt når det handler om mine børn!

Jeg kan se her, at Cathrine tog turen på tv (og brug gerne tiden på at læse indlægget, som jeg her linker til – det er dét værd!), men desværre ligger programmet ikke online endnu, så det må jeg have til gode – der var børn, der skulle puttes;) (EDIT: programmet kan nu ses her) Hende ville jeg nu ellers gerne have siddet ved siden af, for jeg er sikker på, at hun er ligeså sød i virkeligheden, som hun fremstår på sin blog:) Men når det er sagt, så er jeg glad for, at jeg blev hjemme og sang ‘Jeg ved en lærkerede’ gange mange. Det er ikke ligeså cool som Aftenshowet, men selvom jeg kan være i tvivl om, hvorfor jeg føler og tænker, som jeg gør, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning. For både mig og Ane.

image

 

Seje Ane!

Mega pudsigt! To dage efter jeg udgav dette indlæg, ligger Ane og jeg i sengen. Hun skal altid putte lidt ekstra om morgenen. Hun har aldrig været sådan et barn, der bare slår øjnene op og siger “Nu står vi op!”. Hun skal først lige rotere i min armhule og vikle sig helt ind i min krop. Jeg elsker det! Ligeså møghamrende temperamentsfuld som hun kan være i løbet af dagen, ligeså mild er hun, når hun vågner og lige skal nusse mig på kinden og sige, at jeg er sød.

Og da vi ligger og putter torsdag morgen, fortæller hun mig, at hun har fortalt en af de voksne fra børnehaven, at hun har ligget inde i sin mosters mave. Det er, så vidt jeg ved, første gang hun selv har sagt det højt ude i verden. Hun fortæller, at pædagogen havde svaret, at det vist ikke passede. At hun altså havde ligget i sin mors mave. “Hvad sagde du så til hende?”, spurgte jeg. “Jeg sagde, at der lå Jasper jo. Jeg lå i mosters! Og så byggede vi en snemand, og min vanter blev helt våde.”. Og så fortalte hun ellers videre om sin dag og dvælede ikke yderligere ved mave-delen. Den var ikke vigtig for hende, den var bare en del af hendes beretning om dagen, der var gået.

Jeg nævnte det for pædagogen, da jeg afleverede Ane nogen timer senere. Satte hende ind i sagens sammenhæng. Hun er ny i institutionen, og de havde glemt at orientere hende. Hvilket er okay med tanke på, hvor travlt de ofte har. Det forstår jeg godt. Heldigvis er det en pisse god pædagog, og da Ane havde holdt fast på sin historie, havde hun godt kunne mærke, at det ikke var til diskussion og havde ladet den ligge der. Og nu ved hun det til næste gang, og lederen er mindet om, at de ansatte skal have besked.

Og det er ikke fordi, det er noget, de på nogen måde skal dyrke i børnehaven. I dagligdagen dernede er det på ingen måde vigtigt, hvordan Ane er kommet til verden. MEN som jeg var inde på forleden, så er det vigtigt, at Ane aldrig kommer til at skamme sig eller føle sig forkert, fordi hun ikke er født af sin mor! Og hvis hun gentagende gange får at vide, at det ikke kan passe, så kan jeg være nervøs for, at det bliver præcis den følelse, hun sidder tilbage med. Ikke fordi hun forstår det. Hun er stadig for lille til at have begreb om, at hendes situation er anderledes. Men hvis hun bliver mødt med, at det hun siger, er forkert, så vil det naturligvis gøre noget ved hende – også selvom hun ikke selv forstår, hvad det reelt betyder.

Som sagt hev jeg hurtigt fat i lederen og pointerede, uden løftede pegefingre af nogen art, at det er vigtigt for os, at alle lige er orienteret. Så de voksne, som Ane er så meget sammen med og er så glad for, ikke får hende til at føle sig forkert. Og det er de selvfølgelig helt med på:)

Og så er jeg bare pisse glad for og stolt over, at vi herhjemme har formået at gøre det så naturligt og rigtigt, at Ane på ingen måde lader sig mærke af, at nogen betvivler hendes ord, men blot står fast og bygger videre på sin snemand. Vores super seje Ane<3

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Den lette løsning??

Jeg har gennem hele vores forløb med stedbarnsadoptionen af Ane haft mange samtaler med Statsforvaltningen, kommunen, Udbetaling DK og diverse andre relevante instanser. Langt overvejende af de samtaler har været positive. Folk har været forstående og hjælpsomme, og nogle har sågar udtrykt enighed, når jeg har stillet mig uforstående overfor visse love og regler.

En enkelt negativ samtale har dog alligevel lagret sig. Det var en af de allerførste samtaler, jeg havde med Statsforvaltningen, før Ane blev født, hvor jeg var undrende omkring, hvorfor der ikke kunne gives dispensation i forhold til stedbarnsadoption, således at jeg ikke ville skulle vente 2 1/2 år på at blive Anes juridiske mor. Jeg var sober og venlig i min samtaleform, hvilket jeg altid er. Men nok ekstra meget her, fordi jeg stadig var utryg og usikker på hele situationen, og fordi det var en af de første gange, jeg overfor andre end familie og nærmeste venner, skulle sige højt, at vi ventede et barn, som jeg ikke selv bar. Og personen i den anden ende af røret havde en autoritet og en magt i forhold til mit fremtidige moderskab, som jeg var meget ydmyg og sårbar omkring. Men jeg fik nervøst fremstammet mine spørgsmål omkring lovens indretning og ikke mindst formål, samt mit ønske om, at vi ville kunne betegnes som et ‘særligt tilfælde’ og dermed kunne få dispensation fra den lange ventetid. Med forventning om et sobert og professionelt svar, selvfølgelig. Det fik jeg dog ikke. I stedet vrissede hun:

img_1743

 

Jeg havde tidligere i samtalen, i al min sårbarhed, åbnet mig for hende og fortalt hele vores historie. Om de mislykkedes behandlinger, om den påbegyndte godkendelse af adoption, om den pludseligt lukkede Somalia-liste, og om den manglende garanti for at det nogensinde ville blive os, der blev udtrukket på den danske liste. Og slutteligt havde jeg forklaret om vores nuværende situation, hvor vores datter voksede i min søsters mave. Jeg kunne bare have nøjes med den sidste oplysning. Alt det andet var uden relevans for hende. Men for mig var det vigtigt at forklare og nok også forsvare vores valg.

Men hun forstod tydeligvis ikke vores valg. Og hendes misbilligelse lod sig på ingen måde skjule. Jeg fik ikke svar på mine spørgsmål. Og jeg spurgte heller ikke mere ind. Jeg afsluttede samtalen, men hendes ord blev hængende i luften.

Jeg ville aldrig gøre noget anderledes! Jeg er blevet beriget med den mest fantastiske datter, og mit liv ændrede sig radikalt til det bedre, da jeg blev hendes mor. Kan jeg tænke, at det var en voldsomt stor beslutning, vi traf? Ja. Jeg kan også en sjælden gang imellem tænke, om vi nu også overvejede det grundigt nok, om vi tænkte alle scenarier nok igennem, om det var overilet. Ikke fordi jeg egentlig er i tvivl, men fordi jeg har behov for at bekræfte mig selv i, at vi gjorde det ordentligt. For Ane. Men jeg kan tænke sådan i dag, fordi min sindstilstand er en helt anden i kraft af, at jeg nu er mor. Dengang var jeg en ødelagt og desperat udgave mig selv. Jeg ønskede kun at blive mor. Jeg havde intet andet formål og ingen anden mening. Der var kun det. Og blandt andet derfor valgte vi, som vi gjorde. Ikke fordi vi var dovne eller naive eller troede, at det ville blive let.

For det var ikke den lette løsning! Det var en stor og voldsom beslutning, men det var overvejet og gennemtænkt – så meget, som det nu kan lade sig gøre at gøre at tænke rationelt, når man er i krise. Det var det rette valg for os i den situation, som vi stod i, og med den bagage der sled på vores i forvejen trætte skuldre. Men det var ALDRIG den lette løsning.

Det valg vi traf, skal vi, ligesom med alle andre valg, stå til ansvar for hver dag resten af vores liv. Og det er vi parate til. For det førte os til, hvor vi er i dag. Det gjorde os til Anes forældre. Vi gjorde det, der var rigtigt for os. Og vi gjorde det af kærlighed. Men vi gjorde det ikke, fordi det var let. Eller fordi vi forestillede os, at det ikke ville have konsekvenser – en graviditet, en fødsel, lidt papirarbejde og så ellers bare happily ever after.

Det har ikke været let frem til nu. Kærligheden og moderskabet har været let, og heldigvis har det fyldt så enormt meget mere end diverse blanketter og ansøgninger. Men let har det ikke været. Og det bliver det heller ikke. Der vil komme bekymringer og frustrationer, og vi vil tvivle på os selv og vores evner til at gøre det godt nok. Fuldstændig ligesom alle andre forældre. Bare med en anden faktor i ligningen.

Men selvom valget ikke var let, selvom vi med garanti kommer til at stå i nogen situationer, der ikke er lette, så kan jeg, med et hjerte oversvømmet af kærlighed, stolthed og taknemmelig sige, at det at elske Ane og være hendes mor – det er absolut det letteste, jeg nogensinde har gjort!

Jaspers bog

De af jer, der følger mig på Instagram, har nok luret, at jeg er i gang med en bog til Jasper. Det er en personlig variant af den almindelige ‘barnets bog’, men med det primære formål at skulle fungere som en hjælp til at fortælle Jasper om hans tilblivelse.

Det har på sin vis været nemt nok at tale med Ane om, hvordan hun er kommet til verden. En graviditet er en ret håndgribelig og synlig størrelse, og det er faldet os hos helt naturligt at fortælle Ane, at hun har ligget i mosters mave. Især i forbindelse med graviditeten med Jasper talte vi meget om, at der lå en baby i mors mave, ligesom Ane havde ligget i mosters mave. Ane kan selv sætte ord på det i dag. Og selvom jeg naturligvis er klar over, at der er stor forskel på at gentage det, som mor og far har fortalt og så reelt at forstå det, så synes jeg, at vi er godt på vej.

Det er anderledes vanskeligt for mig, når det kommer til Jaspers historie. For rent ‘praktisk’ er der jo intet anderledes at bemærke ved hans tilblivelse. På nær det med selve undfangelsen. Og hvordan dælen får man lige fortalt den del, så den bliver ligeså naturlig en del af hans opvækst, som Anes fortælling har været det for hende. Og endnu vigtigere: Hvordan taler man om det at være donorbarn uden at give det magten til at definere ens personlighed? Misforstå mig ikke, jeg synes, at det er en vigtig ting at sætte ord på og være åben omkring, men jeg er også meget bevidst om, hvor skabende sproget er. Og der er naturligvis en chance for, at det være donorbarn kommer til at få stor betydning for Jasper senere i livet, MEN det skal ikke være fordi, at vi som forældre har talt det op som værende af afgørende betydning for hans eksistens.

Jeg synes, det er en svær balance. Særligt svær fordi det er så skide vigtigt!

Men nu er jeg i hvert fald kommet i gang med bogen. Jeg startede på den, mens jeg var gravid, og det er så hyggeligt at arbejde videre med den nu, hvor jeg kan færdigtegne de skitser, som blev lavet, før jeg vidste, om han var en dreng eller pige:) Ligesom med Anes bog har jeg ladet mig kraftigt inspirere af motiverne, som Rikke tegner (hun er også at finde på Instagram under @rikkerose.dk, og jeg kan virkelig anbefale at følge hende i der. Hendes motiver er så fine og rammer lige i hjertet!) – simpelthen fordi jeg ikke selv har hverken idéerne eller den flotte streg. At tegne efter kan jeg til gengæld godt finde ud af;) Rikke tegner dog overraskende få sædceller, så der måtte jeg selv udtænke noget. Jeg mangler stadig en del i bogen, fx vil jeg gerne have fremkaldt lidt mavebilleder og babybilleder til at sætte i. Jeg synes selv, at den bliver ret fin, og jeg glæder mig til en dag at kunne læse den med Jasper:)

 

imageimageimageimageimageimageimageimage

 
Anes bog kan I se her.

 

Skide godt!

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

Jeg smed dette billede ud på Instagram i går. Og jeg havde sådan lyst til at skrive “Ham har jeg lavet!”. Men jeg gjorde det ikke. Fordi det på en eller anden måde virkede forkert, når nu jeg jo ikke har lavet Ane. Eller tarveligt overfor Fyrsten, som ikke har lavet Jasper.

Så jeg skrev bare “Jasper <3“. I dag har jeg lyst til at redigere det. For det er sgu da noget pjat. Jeg har jo lavet ham. Men jeg har også lavet Ane, og Fyrsten har lavet Jasper. Jovist, selve konstruktionen er udført af andre, men vi ‘laver’ vores børn hver evig eneste dag!

I går aftes formede Ane en lille skål med sine hænder, så hun kunne drikke vand, da hun havde børstet tænder. Og da Fyrsten roste hende, sagde hun “Ja, det var skide godt!“. Fordi det siger hendes far altid. Og Ane lytter på sin far og lærer af ham. Også når det kommer til de mindre heldige formuleringer;)

Det kræver – for de fleste – ikke særlig meget at lave et barn. Faktisk har jeg hørt om nogen, der har gjort det i søvne;) Men det kræver meget at lave et menneske!

Vi har lavet to. Det er sgu da ærlig talt ret godt gået. Eller faktisk er det skide godt;)

Kærlighed, kvalme og klichéer

Advarsel! Følgende indeholder klichéer som kan fremkalde voldsomme opkastfornemmelser!

I får det alligevel, ikk’?! Det der kvalmende, sukkersøde indlæg, som man som mor bare MÅ udgive, når ens pode fylder år. Jeg har virkelig prøvet at stå imod, men det er umuligt!!!!

Min lille, store pige bliver 3 år. Og sikke et år, vi har haft! Det har været udfordrende, underholdende og mest af alt ret fantastisk!

Ane er startet i børnehave, hun er blevet storesøster, og adoptionen er endelig gået igennem. Det er satme skelsættende begivenheder!

Spørger man i stedet Ane, hvad der er sket i det sidst års tid, så vil svaret uden tvivl være “Elsa”! Ane har nemlig fundet sit livs kærlighed i en tegnet figur med langt, lyst hår – og det kan hverken børnehaven, lillebroren eller adoptionsgodkendelsen hamle op med;)

Jeg synes, at 2-årige Ane har været en interessant bofælle. Og til tider også en rimelig krævende én. Men allermest har hun været vanvittigt sjov og sød. Som når jeg putter hende om aftenen, og hun slår verdens største prut og begynder at grine. Jeg prøver at bevare mor-masken og skjule, at pruttehumor er lige mig, mens jeg siger “Du skal sove, Ane. Det er ikke sjovt.” Hvortil Ane svarer “Jo, det er faktisk lidt sjovt, mor:)”. Og hun har ret – det er faktisk lidt sjovt;)

I går fortalte jeg hende igen historien, om da hun kom til verden. “Og så lå jeg på dit bryst og var helt lille bitte!” Ja, det gjorde du. Og du så på mig med dine store, sorte øjne. Og selvom du ikke havde vokset i min mave, så kendte vi hinanden. Og jeg var vågen hele natten. Jeg turde ikke lukke øjnene, for tænk hvis jeg vågnede, og du bare var noget, jeg havde drømt?! Men det var du ikke. Du var rigtig nok. Og du var min:)

Søde, dejlige Ane – nu har du været min i 3 år, og jeg har nydt hvert et øjeblik! Din far kiggede på dig i morges og sagde “Hun var det hele værd!”. For det var du. Det gjorde så forbandet ondt at vente på dig, men vi ville aldrig have været det foruden, for det førte os jo til dig. Vores stædige, temperamentsfulde, kærlige og sjove datter. Vores Ane<3

image image image image image image image

Dagen i dag – so far….

Dagen startede sådan her:

image

…. Så kan det ligesom ikke være helt skidt, vel?:)

Da vi havde afleveret Ane hos hendes veninde, Karla, fandt jeg brevet fra Statsforvaltningen frem i min e-boks. Jeg kunne så konstatere, at mødet IKKE var i Kbh. NV, som jeg troede, men tværtimod lige rundt om hjørnet. Altså var vi ca. tre kvarter for tidligt på den. Venteværelset var ikke særlig ventevenligt. Ingen aviser eller ugeblade. Så jeg hoppede ind på Politikens hjemmeside og ku’ fortælle Jess, at der skete grimme ting i Bruxelles. Han ku’ så passende fortælle mig, at det var han godt klar over i og med, at vi havde hørt det i radioen i bilen. En rimelig god indikation på, hvor mit hoved var. Fulgt op af, at jeg gav mig til at lede efter min læbepomade. Jeg havde jo lige i bilen konstateret, at den lå på sædet i stedet for i tasken. Så havde jeg vel lagt den tilbage i tasken? Eller hvad?

Læbepomaden lå stadig i bilen, da vi kørte hjemad. Uden underskrift….

Sagsbehandleren var meget, meget sød og sympatisk. Hendes opgave var at sikre sig, at intet ulovligt var foregået. Så vi fortalte historien – igen. Og den blev skrevet ned – igen. Nu skal den så ind og vende ved Ankestyrelsen – igen. Og Ankestyrelsen er en svær instans at blive klog på. Det kan tage tre uger eller 13 måneder.

For fanden altså!

Jeg håbede virkelig, at det var nu. At tingene ville falde på plads, og at det hele ville stoppe her. Men sådan skulle det ikke være…. Forhåbenlig bliver min Asti ikke for gammel.

Det er bare et stykke papir! Jeg var glad og smilende, da vi sagde pænt farvel til den rare dame. Sagde til hende, at et par måneder fra eller til jo ikke gjorde den store forskel. Men lige nu har jeg sådan en tom fornemmelse i kroppen. Som om luften er gået ud af ballonen…..

(Det her skrev jeg i formiddags, men nåede aldrig at trykke ‘udgiv’. Eftermiddagen blev ret dejlig, og nu er vi på vej ud af døren til endnu en dejlig oplevelse:) Det må I have tilgode!)

Forskellighed og kærlighed

Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg mærker en forskel, nu hvor jeg også har et barn, som jeg selv har født. Ikke ment som om jeg elsker den ene mere end den anden, men nok nærmere om jeg føler, at noget er anderledes – i måden jeg ser dem på, og i måden jeg er mor på.

Da vi ventede Ane, vidste jeg af gode grunde ikke, hvad det ville sige at være gravid. Ergo vidste jeg heller ikke, hvad jeg gik glip af. Og selvom jeg elskede at være gravid med Jasper, så var det helt ærligt ret surrealistisk at tænke på, at der lå et lille menneske indeni mig. Jeg mærkede hikke og spark, og jeg nussede maven og talte med ham. Men den dag i dag har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at det var HAM, der lå indeni mig. Og selvom jeg nåede at være ret meget i fødsel med Jasper, så endte det alligevel med at blive lidt den samme oplevelse, som da Ane kom til verden, fordi jeg hverken så eller mærkede, at han kom ud ad mig.

Og jo, jeg mærker en forskel. En stor forskel. For de er to forskellige børn, og jeg er to år og en hulens masse erfaringer rigere.

Med Ane var jeg ikke bare førstegangsmor. Jeg var ‘ufrivilligt barnløs-førstegangsmor’. Jeg havde ventet SÅ længe på hende. Der var en særlig skrøbelighed over den første tid som mor til Ane. Hun var for tidligt født, vi var indlagt, vi var usikre på alting. Jeg var opfyldt af lykke og samtidig panisk angst for at gøre noget forkert. Jeg havde jo ikke prøvet det før.

Ane blev holdt tæt hele tiden. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg ikke kunne andet. Hun var sjældent ked af det eller utilfreds – ene og alene fordi hun ikke nåede det, inden jeg stod klar med babser, arme og et nøje udvalgt repetoire af børnesange.

Jasper er nødt til at give tydeligere udtryk for sine behov, fordi jeg til tider er optaget af at lægge puslespil og tegne blomster. Han virker til at have et større behov for nærhed, end Ane havde, men måske han bare får muligheden for at vise dét, som jeg altid kom i forkøbet med Ane.

Med Jasper er jeg andengangsmor. Jeg ved, at han ikke går i stykker. Jeg er ligeså opfyldt af lykke, som jeg var med Ane, men den tager på sin vis en anden form. Jeg er roligere. Jasper er vores bonus. Han er ligeså stort et mirakel, som Ane var, fordi han ikke på samme måde var forventet. Han var det håb, vi ikke rigtig turde ytre, fordi vi allerede havde fået ét ønske opfyldt.

Der er forskel på mine børn, og der er forskel på den måde, jeg er mor på. Men der er ikke forskel på graden af kærlighed. Ligesom jeg ikke elsker Ane højere, fordi hun var mit første barn, elsker jeg heller ikke Jasper højere, fordi jeg har født ham.

Mens jeg var gravid, forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne elske noget andet barn ligeså højt, som jeg elsker Ane. Tosset tanke, men vist rimelig almindelig. Heldigvis er kærlighed ikke en mangelvare herhjemme;) En anden tanke, som er blevet modbevist, var, at babyen kun ville ligne mig, hvis det blev en pige.

Jeg synes, det er super dejligt og sjovt, at Jasper ligner mig. For det gør han virkelig! Vi har samme øjenform, mund og hage(r). Og jeg elsker at kigge på gamle billeder af mig selv og se lighederne. Men det handler mest om, at det er skægt at kunne genkende noget i ham.

For jeg synes, det er fuldstændig ligeså skægt, at Ane er som snydt ud af næsen på sin moster. Det er dejligt, at jeg kan se så meget af min søster i hende.

 

Mine børn er helt deres egne

– men de er heldigvis også mine;)

imageimage

 

En helt almindelig familie:)

Det her indlæg har været lææææænge undervejs. Jeg synes, det er vanskeligt at finde de rigtige ord. Nu prøver jeg….

Jeg bliver ofte spurgt ind til “vores historie” både i kommentarer her på bloggen og på facebook og ude i den virkelige verden. Det er jo reelt nok. Den er indviklet, vores historie. Og er man ny i hulen, så forstår jeg godt, at man har svært ved at finde hoved og hale i det. Det er rigtig fint, at man spørger:) Det ville jeg også selv gøre! Alligevel er det svært for mig at svare på. For det er jo ikke en ‘historie’ – det er vores liv.

Vi bor i et gammelt og skævt hus. Vi har en gammel stationcar, som ofte er fyldt op med skidt og lort. Jeg har en dum vane med at stikke affald – madpapir, bonner mm – ned i de der små rum i bildøren. Vi har en hund, som stikker af ved hver given lejlighed, og en kat, der, lige meget hvor sulten den er, kun gider spise én bestemt slags tørkost. Og alligevel køber jeg konsekvent kun to poser af gangen, og ender med at stå en sen aften og forbande det sultne, miavende kræ langt væk. Vi har super ordinære jobs – jeg er lærer, og min mand arbejder på en maskinfabrik. Vi kommer begge fra helt almindelige skilsmissefamilier med hele, halve og derimellem søskende. Vi ser X-Factor om fredagen, spiser blødkogte æg om søndagen og skrubber køkkenvasken for sjældent. Vi har to børn, som beriger os med lus, lortebleer og søvnløse nætter. Jeg er vild med Grey’s Anatomy og kaffe, Jess elsker cola og alle udsendelser fra Discovery, Ane er vild med Dora og sin sut, og lillebror vil bare gerne spise og sove. Vi er så almindelige, at det grænser sig til det kedelige.

Men jeg ved det jo godt! Jeg ved godt, at vores helt almindelige familie skiller sig ud på ét punkt: vores børns tilblivelseshistorier. For de er ikke lavet på gammeldags manér. De er ikke resultatet af en våd bytur eller en bryllupsrejse i Paris. Forstå mig ret, vi har dyrket rigeligt med hed, skemalagt sex i jagten på en positiv graviditetstest, det har bare aldrig givet pote. Vi er alligevel blevet velsignet (stort ord, men det er også stort!) med to børn: Ane, hvis genetiske puslespil er lagt af min mand og min søster, og som er født af min søster. Og lillebror, Jasper, som er kommet til ved hjælp af en sæddonor og groet af mig. Og lige meget hvor ordinære og kedelige jeg selv mener, at vi er, så er dét jo bare anderledes.

Da vi ventede Ane, overvejede jeg mange gange at lukke og slukke for bloggen. Endnu mere da først hun kom til verden. For hvilken ret har jeg til at fortælle hendes historie?? Når jeg alligevel valgte at blogge videre, var det fordi, jeg nåede frem til, at det ikke er hendes historie, jeg deler. Det er min. Mine tanker om at blive mor, som jeg også havde delt, hvis Ane var kommet til på hvilken som helst anden måde. For jeg stod jo med de samme små hverdagsproblemer som alle andre mødre, bare minus graviditeten og plus en masse kedeligt bueaukrati.

Når jeg skriver ‘Wuhu, I dag kan jeg stedbarnsadoptere!‘ svarer det lidt til, når Cana beskriver dét at savne sine børn på forhånd. Og når jeg gør mig tanker om, hvordan man taler om donorbørn, så er det ligesom, når Miriam gør status over sine 29 år. Det er de ting, der på det givne tidspunkt fylder i mine tanker. Det er min hverdag. Og fordi jeg har en blog, så er det dét, jeg skriver om. Ligesom andre bloggere skriver om det, der nu fylder i dem.

Jeg håber uden tvivl, at jeg med mine skriverier kan være med til at bryde nogle tabuer og skabe noget åbenhed om andre familieformer end den gængse. Men det er en sidegevinst, det er ikke formålet. Formålet med bloggen er ikke anderledes end alle andre selvoptagede bloggere anno 2016 – at jeg har lyst til at skrive og dele. Og nogle af mine indlæg rører måske noget dybere i nogen, mens andre blot bringer et smil frem på læben hos læserne. Men de har det til fælles, at de udspringer af mine tanker lige nu og her.

Jeg har indtil videre med fuldt overlæg sprunget de der ‘Spørg mig om noget’-indlæg over, fordi jeg har været nervøs for, om jeg kun ville få spørgsmål om vores børn og mine overvejelser om deres vej til verden. Ikke at det er hemmeligt, overhovedet. Jeg har bare efterhånden skrevet og fortalt så meget om det, at jeg hellere vil fortælle om mine yndlingsbøger og min manglende evne til at holde planter i live. Derudover har jeg nogle gange oplevet, at spørgsmålene går lige tæt nok på. Eksempelvis har jeg engang siddet i en større forsamling, hvor man ville vide, hvordan vi havde ‘lavet’ Ane. Altså sådan helt praktisk og konkret. Et spørgsmål som jeg slet ikke kan se relevansen i, med mindre man overvejer at kaste sig ud i et lignende projekt. Men der blev helt stille i rummet, og alle kiggede på mig og forventede, at jeg redegjorde for, hvordan det hele var forløbet. Ret så ubehageligt, skal jeg hilse og sige! Når jeg skriver og fortæller om de dybere tanker om børnenes genetiske ophav, ser jeg helst, at det udspringer af en lyst og en umiddelbar følelse, ikke fordi jeg ‘afkræves’ et svar.

Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at dele. Og måske jeg til tider deler mere, end godt er! Jeg ved også godt, at jeg derfor må forvente spørgsmål. Jeg synes bare nogen gange, det er svært. Jeg synes, det er svært at være hende med den mærkelige, specielle og fantastiske historie. Jeg synes, det er svært, fordi jeg ikke ser det sådan. Det er bare mit liv, og jeg/vi er meget andet og mere end det.

Nogen gange overvejer jeg at starte bloggen helt forfra og udelade de ‘anderledes’ aspekter. Bare være Fyrsten, Fruen, børnene og den beskidte stationcar. Men det ville være mærkeligt og utroværdigt at skulle censurere mine tanker om det vigtigste i mit liv, mine børn. Og jeg ønsker at gøre deres tilblivelseshistorier så naturlige og almindelige som muligt – for andre, men mest af alt for dem. Ville jeg bidrage til det modsatte, hvis jeg selv undlod at sætte ord på? Åh, det er så skide paradoksalt – at skrive om det ‘ualmindelige’ i håbet om at gøre det almindeligt….  Giver det nogen som helst mening??

Jeg kommer ikke til at stoppe med at blogge. Jeg vil fortsat skrive om små hverdagsbanaliteter som fastelavnstøj og gaveønsker. Jeg vil skrive om tungere emner, som juridisk abort og kræft. Og jeg vil skrive om mine børn. Jeg vil juble herinde, den dag stedbarnsadoptionen endelig går igennem. Og jeg vil måske også gøre mig tanker om, hvordan vi fortæller Jasper historien om hans vej til verden, så den fortælling bliver ligeså naturlig som Anes. Jeg vil med garanti overveje og sikkert også sætte ord på, hvilken betydning det kommer til at få for mine børn og deres indbyrdes forhold, at jeg kun har født én af dem. Men ikke for at gøre mig selv bemærket og fremstå som værende ‘noget særligt’. For jeg er ikke en skid særlig. Jeg er leverpostejsfarvet og fregnet og har skæve ben og ditto fortænder, og mine børn er fuldstændig ligeså vidunderlige og trodsige som alle andres. Jeg vil skrive om det, fordi det er MIN hverdag, fordi det er mine og min families vilkår, ligesom skilsmisser, vasketøj, dødsfald, skolestart og graviditeter er det for andre.

Vores livs ligning har måske lidt flere ubekendte faktorer, men resultatet er det samme – en familie. En helt ordinær og vidunderlig én af slagsen.

imageimageimageimage

(Det tætteste jeg indtil nu er kommet på at fortælle ‘den fulde historie’ er i gæsteindlægget her)

4. februar

Det er i dag d. 4. februar, hvilket betyder:

  • det er årets 35. dag.
  • det er torsdag, som også går under navnet ‘lillefredag’. For de heldige;)
  • det er Jonathan Spangs fødseldag. Tillykke med det!
  • det er i dag 283 år siden, at stavnsbåndet blev indført.
  • Stram op er aflyst i Gilleleje Idrætsforening. Ja, det beklager jeg, men jeg er altså kun budbringeren!
  • det er 222 år siden, at den franske regering ophævede slaveriet i alle franske territorier. Way to go, France!
  • det er 78 år siden, at Hitler udnævnte sig selv som krigsminister….
  • …. men også 78 år siden, at Disneys “Snehvide og de syv små dværge” havde premiere:)
  • der er vinsmagning på Restaurant Lazio i Vanløse kl. 18, hvis du er tørstig.
  • du kan også blive hjemme og se den der film om Frederik og Mary på kanal 5.
  • det er præcis 2 og et halvt år siden, at verdens dejligste Ane kom til verden<3

 

Vi fejrer ikke halve fødselsdage herhjemme. Faktisk bemærker vi dem sjældent. Men i dag vil jeg sætte mig ved pc’en. Jeg vil finde vores scannede vielseserklæring, fødselsattester mm. frem, og så vil jeg sende hele baduljen til Starsforvaltningen. Det skulle meget gerne medføre, at jeg helt uden krumspring, bønner eller tårer får den underskrift, som jeg har ventet på så længe. Hvis alt går vel, dumper der lige om snart et brev ind, som meddeler, at Ane er MIN i alle juridiske henseender! Kryds lige fingre for at det forløber gnidningsfrit, så er I søde:) Jeg selv holder vejret, indtil jeg står med brevet i hånden. Lad tiden gå hurtigt!!!

imageimageimageimageimageimageimage