For mine børn

“Sprog skaber mere, end det benævner” – dét er sådan en grundsætning på mit arbejde. En sætning, som er vigtig at have med i arbejdet med eleverne, med deres forældre og netværk og også mellem kollegerne. På mange måder siger det egentlig sig selv – vi skaber mere med sproget og ordene, end det vi siger med dem. Omtaler jeg en elev som irriterende og krævende, så vil det højst sandsynligt også være med denne indstilling, jeg møder den unge. Og det vil kunne mærkes, eleven vil reagere herpå og så kører den onde cirkel ellers. Det lyder simpelt, ikk’?! Alligevel oplever jeg dagligt, at både jeg selv og andre går i fælden, hvor vi får sagt ting uden tanke på, hvad vi skaber med vores ord.

Jeg har efterhånden spundet mange tanker og skrevet mange indlæg om præcis dette emne. Og nu gør jeg det igen. Hvorfor?? Fordi jeg synes, at det er vigtigt! Fordi jeg tror, at det betaler sig at råbe højt om dét, der betyder noget for én. Fordi jeg håber, at jeg med mine ord kan skabe noget. Fordi det handler om dét, der er vigtigst for mig – mine børn.

Jeg faldt over ordene igen i forgårs, som jeg så ofte gør. Det er ikke fordi, jeg opsøger dem eller noget, men selvfølgelig lyser de ekstra skarpt, når de læses med mine øjne. Ordene “de biologiske forældre” brugt i en snak om donorbørn. Er det bare det?, tænker du måske. For det er jo en forståelig ‘fælde’. Det er sådan, vi taler om genetik – de biologiske forældre, den biologiske far, den rigtige mor. Kom nu videre, Elisabeth.

Nej. Jeg vil ikke komme videre. For hver gang en donor omtales som en forælder, hver gang nogen spørger mig, om Ane ved, at jeg ikke er hendes rigtige mor, eller om vi vil fortælle baby, at Jess ikke er dens rigtige far, så vedligeholdes et sprog, som jeg ikke synes er brugbart. Et sprog som på sin vis ødelægger, fremfor at styrke eller bygge op. Et sprog som på mange måder får mig til at fremstå som en løgner overfor mine børn. For jeg kunne aldrig drømme om at fortælle dem, at vi ikke er deres ‘rigtige’ eller ‘biologiske forældre’. Jeg ville aldrig bruge ordet ‘forældre’ i den sammenhæng, for selvfølgelig er vi da deres forældre! Det er os, der er der hver dag, os, der elsker dem og passer på dem, ergo er vi deres forældre. At de har et andet genetisk ophav, det er en anden snak. En vigtig én, uden tvivl, men ikke desto mindre en anden snak.

Mine børn kommer ikke til pludselig at få afsløret, at de ikke er bygget ud af vores gener. Det er allerede kendt viden. Ane siger det selv i dag, når vi taler om babyen i min mave – “Ane lå i mosters mave! Og når babyen kommer ud af mors mave, så skal vi hoppe på trampolin sammen.” Det er Anes virkelighed. Det er ikke mærkeligt for hende, at hun ikke har ligget i min mave, for hun kender ikke til andet. Hun er endnu ikke gammel nok til at forstå, at det ikke er sådan, det sædvanligvis foregår. Og når hun en dag forstår, så vil det ikke komme som et chok for hende, for hun har vidst det i al den tid, hun vil kunne huske. Det vil være hendes virkelighed!

Men en eller anden dag vil Anes virkelighed støde sammen med en anden. Nemlig den virkelighed, som taler et sprog, der siger, at jeg ikke er hendes rigtige mor. Underforstået at hun har en anden mor. Og lige dér skaber sproget noget, som giver mig en klump i halsen. For forestil dig det – hvis dit barn eller de omkring det, omtalte en anden end dig som mor? Der er så meget værdi og følelse i ordet ‘mor’, det er det største i verden. Og det er MIN titel – ingen andres. Og det samme med Jess. Han er far til vores baby. Det er ham, der mærker sparkene og taler til maven, ham, der skal hjælpe mig gennem en fødsel, og ham, der skal opfostre vores barn. Donoren er blot et stykke papir, som tilfældigvis havde den rigtige højde og øjen- og hårfarve. Jeg underkender på ingen måde vigtigheden af at have kendskab til sit genetiske ophav, slet ikke. Men jeg opponerer på det kraftigste imod måden, man omtaler dette på. For i min øjne handler det blot om vane, intet andet. Man omtaler det sådan fordi, det har man altid gjort. Men samfundet ser ikke ud, som det altid har gjort. Nye familieformer skyder op og blomstrer, og det fordrer, at vi tager det dertilhørende sprog op til revision. Mest af alt for børnenes skyld!

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg også er en anelse egoistisk i den her snak. Ja, selvfølgelig bliver jeg ramt på min stolthed, når nogen får antydet, at jeg ikke er Anes rigtige mor. Men jeg overlever – jeg ved jo godt, at jeg er hendes mor. Det er i forhold til Ane, det rammer mig. For hun er et barn. Hun ved ikke, at folk blot er uvidende eller ikke lige overvejer deres sprogbrug. Hun vil opfange ordene og med tiden forstå dem – at hendes mor ikke er hendes mor. Eller at der også findes en anden mor, en ‘rigtig’ mor. Ord, der på ingen måde stemmer overens med hendes virkelighed.

Jeg har brugt de sidste år på at tænke store og tunge tanker om, hvordan vi gør livet lettest for vores datter i forhold til hendes tilblivelseshistorie. Og jeg er endelig nået dertil, hvor jeg finder ro i troen på, at vi gør det godt nok. Og jeg er sikker på, at vi også kommer til at gøre det ‘rigtige’ i forhold til baby, når den tid kommer. For herhjemme taler vi et sprog, der giver mening for den virkelig, som vi lever i. Den virkelighed, vi ønsker at skabe for vores børn. Ud fra den overbevisning, at det er det bedste, forsøger vi med sproget at gøre vores børns tilblivelseshistorier så simple som muligt – forståelsesmæssigt, men mest af alt følelsesmæssigt. Og derfor er der kun én mor og én far – ét sæt ‘de rigtige forældre’ – os. Jess og jeg.

Jeg ved godt, at der findes andre familieformer, hvor det på sin vis giver mening at tale om ‘biologiske forældre’, eller hvor det kan være svært at finde andre ord for det. Men det er ikke tilfældet i vores familie – der en mor, en far, en moster og en donor.

Jeg tror af hele mit hjerte, at vi gør det rigtige herhjemme ved at bruge sproget, som vi gør. Så langt, så godt. For som sagt kommer vores børn også til at møde en virkelighed, hvor sproget er et andet. Så min bøn til dig er denne:

Overvej, hvordan du bruger sproget. Overvej, hvad du skaber med sproget. Tal med dine børn – lad dem vide, at der findes forskellige familieformer. At ingen er mere ‘rigtige’ end andre. For mine børn – og for dine:)

image

Træerne vokser ikke ind i himlen

Da vi for et års tid siden begyndte at tale om at opstarte projekt ‘Baby version 2,5′, var det med bankende hjerte og rystende hænder. Ikke fordi vi ikke ønskede et barn mere – den del var vi ikke i tvivl om! Men fordi vi kun alt for godt vidste, hvad sådan et projekt kan indebære. Vejen til Ane var ubeskriveligt hård. På trods af dét har jeg prøvet at beskrive den mange gange. Prøvet at skrive og tale mig igennem den. Mit livs største frustration og krise. Så jeg vil undlade at putte flere ord på den nu, blot understrege, at det var slemt. Punktum.

Så kom Ane. Og hele verden blev vendt på hovedet. Det er jo dét, børn gør, ikk’?! Her blev det nok bare ekstra tydeligt, da jeg i løbet af 8 mdr. gik fra den største sorg til den største lykke. Ane blev vores datter, og med ét var verden i balance.

Det var tanken om, hvorvidt balancen kunne bestå under en tur i fertilitetsmanegen, der forårsagede de rystende hænder. Var vi villige til at tage chancen? Og kunne vi byde Ane det?

Jeg havde en sikker overbevisning om, at denne kamp ville blive anderledes netop i kraft af Ane. At jeg aldrig ville kunne ramme, ikke engang strejfe, bunden, nu hvor jeg var hendes mor. Men livet giver ingen garantier – dén lektie har vi lært. Alligevel så jeg tydeligt for mig, at når vi en dag skulle fejre Anes 3 års fødselsdag, ville jeg have en dejlig, tyk mave. Hvor idéen kom fra ved jeg ikke, men jeg ved, at den var tosset. For den type billeder har ofte cirkuleret rundt i mit hoved: mig, gravid til juleaften, mig, gravid til venners bryllup, mig, gravid i hængekøjen i haven. Søde tanker og drømme, intet andet. Men billedet var der altså. Og overbevisningen om at jeg denne gang ville forholde mig anderledes til projektet.

Så vi lagde planer. Planer om en operation, planer om sæddonor, planer om fremtiden. Og vi lavede aftaler om at sige stop, hvis det alligevel skulle tage overhånd. Og efteråret kom og gik, og vi ramte vinteren, hvor en lille operation blev første skridt på vejen. Så kom foråret og første forsøg blev kørt i stilling, men forstyrret af mit evigt trodsige underliv og en lille cyste. Andet forsøg turde vi derfor ikke rigtig håbe på overhovedet ville blive gennemført. Det blev det, men fokus ændrede sig hurtigt, da Fyrstens krop sagde fra og truede med at lade himlen falde ned. Og midt i frygten for at miste min mand, midt i chokket og angsten, satte et lille æg sig fast. Bare sådan. Helt inden vi havde nået at håbe, frygte og føle. Mens vi så den anden vej.

Vi skal fejre Anes 2 års fødselsdag i morgen. Og jeg vil have en dejlig, tyk mave. Det var ikke det billede, jeg så, men vi napper det gerne:)

Vores graviditet er ikke et mirakel. Vidunderlig og skøn og noget nær det bedste i verden, uden tvivl, men intet under. Som når der er skumbananer på tilbud, eller når man scrooller gennem sit feed på Instagram og ikke ser et eneste musselmalet motiv;) Og træerne vokser muligvis ikke ind i himlen, men jeg er ret sikker på, at man kan nå den, fra toppen af vores æbletræ:)

image

Alle kan amme??!

Rimelig provokerende overskrift, men lad mig tale ud;)

Nu skrev jeg jo lidt om ammemafiaen forleden. Amning er et emne, som gennem lang tid har fyldt meget for mig. Jeg har skrevet om det herinde mange gange, og nu gør jeg det igen:) Ligesom de fleste andre mødre har jeg, inden jeg blev mor, gjort mig tanker om, hvordan det ville være at amme, om det ville være svært at få i gang, hvor længe jeg ville gøre det osv. Forskellen på mig og de fleste andre er bare, at jeg ikke selv har født mit barn. Så før alle de andre spørgsmål overhovedet blev relevante, var dette det overvejende:

Kan jeg amme??

For mig handlede det ikke om, hvorvidt barnet ville tage fat, mælken løbe til mm., men om jeg overhovedet ville være fysisk i stand til at producere mælk. Faktisk havde jeg i første omgang slet ikke overvejet, at amning var en mulighed for mig.

Da min søster var omkring 4 måneder henne, kontaktede jeg sundhedsplejersken. Det fremgik jo ingen steder, at jeg skulle være mor lige om lidt, så for at sikre mig, at jeg ville få besøg af sundhedsplejersken, komme i mødregruppe mm, måtte jeg selv tage kontakten. Samtalen tog en uventet drejning, da hun spurgte, om jeg havde gjort mig nogen overvejelser i fht amning. I så fald ville hun sætte mig i forbindelse med en ammerådgiver, som måske kunne hjælpe mig på mig. JA TAK!

Jeg blev kontaktet af Susanne, som arbejder ved ammerådgivningen her i Hvidovre. Et virkelig godt tilbud, der, som navnet stærkt indikerer, rådgiver om amning;) Susanne havde søgt højt og lavt og var stødt på tre sider i en engelsk bog omkring fremprovokeret amning. Hun sendte mig en kopi, som jeg stak i tasken og tog med til lægen.

Jeg var lidt sent ude i forhold til, hvad opskriften foreskrev, men min læge var alligevel med på idéen. Jeg fik en recept på et kvalmelindrende præparat kaldet ‘Motilium’, som ikke er et hormon, men har den bivirkning, at mælkekirtlerne forstørres. Så langt kunne jeg hjælpes medicinsk – resten skulle jeg selv klare ved at lægge Ane til og pumpe ud.

Ane kom ca. 4 uger før tid, og jeg havde ikke taget mine piller så længe, som man kunne ønske. Jeg vidste, at hele idéen om at kunne amme i forvejen var et long shot – den tidlige fødsel gjorde det kun værre. Tre dage før Anes fødsel kunne jeg med en manuel pumpe, gøre mundstykket vådt. Der kom intet i flasken, men mundstykket blev vådt – ergo var der mælk. Og det var nok for mig.

Der var mælk. Ikke meget, men noget. Og i dette tilfælde var ‘noget’ mere end rigeligt til at give mig blod på tanden og kaste mig ind i kampen. Mit første møde med den elektriske brystpumpe var 12 timer efter, at Ane var blevet født. Det resulterede i 1 ml. mælk, som jeg, efter sygeplejerskens anvisning, gav Ane på min lillefinger. Min lille pige fik min mælk – dét var stort!!!

Herefter malkede jeg ud hver 3. time. De dyrebare dråber blev afleveret til personalet, som sørgede for, at det blev blandet med i den mme, som Ane fik i sonden.

Da Ane var ca. en uge gammel, blev jeg for første gang præsenteret for hjælpebrystet/lact aid. Hjælpebrystet er en lille flaske, som fyldes med mme og hænges om morens hals. Fra flasken føres to slanger ned til hver brystvorte og barnet lægges til. På den måde sikrer man, at barnet får den rette mængde mme, og på samme tid stimuleres morens bryst og mælkeproduktion. SKIDE SMART! Og af uforklarlige årsager forholdsvis ukendt…

image

 

 

 

imageJeg vil anbefale hjælpebrystet herfra og til verdens ende! Og det på trods af, at jeg hadede det! Det tog en krig at rengøre, og med fodringer hver tredje time, var jeg heldig, hvis jeg nåede at få to timers søvn i streg. Og jeg var ikke altid så skide tjekket i forhold til at have styr på, hvor den anden slange havnede, hvorfor jeg mere end én gang har været gennemblødt af mme. MEN jeg er ikke i tvivl om, at hjælpebrystet gjorde en forskel. Jeg malkede ud hver tredje time, men Anes sutten var langt mere effektiv, og da vi begyndte at bruge hjælpebrystet, steg min mælkeproduktion fra 2-10 ml. i løbet af få dage. Vi skiftede til supplerende flaske og amning uden støttehjul, da Ane var en måned gammel.

Fra Ane blev født til hun var præcis 6 måneder gammel, malkede jeg ud hver tredje time. Det er 1472 gange! Okay, måske jeg sov forbi et par stykker til sidst, men stadig. Jeg kunne muligvis have stoppet tidligere, men jeg turde ikke. Jeg stolede ikke på, at brysterne var klar til at tage opgaven på sig. Først efter et halvt år, droppede jeg både pumpe og mme.

image
Kedsomhed lærer brystpumpende kvinde at tænke kreativt;)

 

For nogle måneder siden var den tidligere omtalte ammerådgiver forbi for at invitere mig til en artikel om fremprovokeret amning (tror nu aldrig at artiklen er blevet til mere….).

Hele tanken med artiklen var ikke belyse det faktum, at man kan amme, selvom man ikke har født, men nærmere at tydeliggøre, at man kan nå rigtig langt med tålmodighed og hårdt arbejde.

Jeg er med på, at ikke alle kan amme. Nogle af eget valg, andre ikke. Nogle mødre kæmper med næb og klør for en amning, som ender med at koste for mange tårer og for meget tid. Tid de i stedet kunne have brugt på at nyde deres lille ny. Ikke alle skal eller kan amme, og der er ingen skam i, at sige “nok er nok!” Dét kræver satme også styrke!

Jeg vil bare gerne gøre opmærksom på, at nogle gange lønner det sig at prøve en ekstra gang. Jeg ammede reelt ikke Ane, før hun var en måned gammel. Alligevel endte jeg med at amme, til hun var 18 måneder. Havde jeg selv født Ane, og havde jeg kun kunne malke 10 ml. på 12. dagen efter fødslen, så havde jeg nok kastet ammeindlæggene i ringen. Jeg ville sikkert tænke, at der bare ikke var noget at komme efter. Men min situation var en anden, hvilket fik mig til at fortsætte. Og det virkede.

Det er måske let nok for mig at sige. Jeg havde ikke lige gennemgået en graviditet og en fødsel. Hvad fanden ved jeg egentlig om noget som helst?! Ingenting…. I hvert fald intet faktuelt eller objektivt. Men jeg ved, at jeg ikke ville have været amningen foruden. Jeg ved, at jeg på trods af mælkeknuder og manglende mælk blev ved med at håbe. Jeg ved, at jeg dengang, dét stod på, og jeg sad i sengen og græd af udmattelse, frustration og smerter i brysterne, gerne ville have kendt min historie og have vidst, at det ikke er nemt, det der amning. Ikke når man ikke har født, men heller ikke, når man har. At det er okay at sige stop, men at det også godt kan betale sig at trække vejret dybt og give det et ekstra forsøg.