Engang i et andet liv

Engang i et andet liv sad jeg i en rød kassevogn i krydset ved Ålholm plads og græd. Det var blodprøvedag. Eller havde været. Og vi var på vej til familiemiddag. “Det vil gøre os godt at komme lidt ud.”, sagde Fyrsten. “Så kan vi tænke på noget andet.” Radioen spillede Elton Johns ‘Nikita’. “I’ll never know how good it feels to hold you.”, sang han. Og så græd jeg.

Engang i et andet liv græd jeg ustandseligt.

I dag sad jeg i min sofa. Og bandede over at Jasper ville ammes, for jeg var jo midt i madlavningen. Og gulvet flød med legetøj og tandbørster og æbleskrog og hundehår. Og Ane kaldte, “Jeg skal tisse, du skal hjælpe mig!“. Og jeg råbte tilbage, at hun da for fanden godt kunne tisse selv. Så hun gik ud på toilettet, mens hun, med rette, hvæsede “Dumme mor!” Og så skiftede sangen i radioen. Fra et eller andet dansk 80’er nummer, Ray Dee Ohh, tror jeg, til Elton John. “I’ll never know how good it feels to hold you.”, sang han. Og så græd jeg.

Livet er i sandhed en forunderlig, vidunderlig størrelse. Tak for påmindelsen, sir Elton John!

img_9405

At finde sine grænser og følge sin mavefornemmelse

Jeg blev ringet op i formiddags og spurgt, om jeg kunne tænke mig at kigge forbi i Aftenshowet og tale lidt om fertilitetsbehandling. Det ville jeg rigtig gerne. For hvis der er noget, jeg brænder for og kan tale om, så ørerne falder af både fanden, påskeharen og naboen, så er det fertilitetsbehandling. MEN når man taler om, at man har været sådan et forløb igennem, så vil folk naturligvis også gerne vide, hvad det endte med. Og jeg har to pragteksemplarer af minimennesker, som jeg hellere end gerne praler med og skriver om. Herinde. I min hule, med mine ord og med min vinkel. Men at gå på landsdækkende tv i bedste sendetid og dele deres tilblivelseshistorie er ikke nogen lille ting. Særligt ikke Anes. Så den søde Aftenshowet-dame trak sin invitation i land igen, og det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for!

Jeg vil så gerne bryde tabuet om barnløshed. Jeg vil så gerne dele erfaringer og bidrage med mine følelser, når det handler om at sætte fokus på fertilitetsbehandling og alle de ting, det fører med sig. Men jeg vil ikke gå på tv og dele med det meste af Danmark, at min datter er født af sin moster.

Og det er egentlig svært for mig at sætte fingeren på, hvori ‘problemet’ ligger. Det er en mavefornemmelse. Det er af respekt for min datter, min søster og min familie. For det kan ikke bare nævnes som en sidebemærkning. Det vil blive gjort til et stort nummer. Fordi det er et stort nummer. Fordi det er anderledes. Men det er også mit allerkæreste eje – min datter. Og jeg bilder mig selv ind, at de ting, jeg vælger at dele herinde, er ting, som jeg har en form for kontrol over. Det er en falsk form for sikkerhed, det ved jeg godt. Internettet glemmer aldrig. Men ikke desto mindre har jeg herinde først og fremmest kun mine egne ord. Det, som jeg vælger at dele. Eller slette. Og jeg har magten over kommentarfeltet og kan her slette, ligeså tosset jeg vil. Og når jeg nogensinde et punkt, hvor jeg føler, at jeg har delt for meget om mine børn herinde, så har jeg kun mig selv at sætte til ansvar.

Men jeg vil ikke risikere at lægge datter til et kommentarfelt på facebook, som jeg ikke selv kan kontrollere. Heller ikke selvom 99% muligvis vil gå på, hvor fantastisk det er, at vi var så heldige at få Ane. For der vil også være den ene procent, som synes, at det er for langt ude. For mærkeligt. Forkert. Og for os, for Ane, er det ingen af delene. Det er bare vores familie. Og ja, det er fantastisk, at vi har fået Ane, men det handler om Ane – ikke måden vi fik hende på.

Jeg vil gerne bryde tabuer. Jeg vil gerne dele. Men jeg har også en grænse. Og den går åbenbart her. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg havde en længere korrespondance med en anden journalist i forrige uge. Og hun forstod ikke min sondring mellem at dele herinde og alle mulige andre steder. Og jeg sagde til hende, at det var okay. Det var okay, at hun ikke forstod, for det behøvede hun heller ikke. Jeg er heller ikke selv sikker på, at jeg selv forstår det fuldstændig. Men jeg ved, at jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Og er jeg det mindste i tvivl om at dele noget som helst, så skal jeg lade være. Særligt når det handler om mine børn!

Jeg kan se her, at Cathrine tog turen på tv (og brug gerne tiden på at læse indlægget, som jeg her linker til – det er dét værd!), men desværre ligger programmet ikke online endnu, så det må jeg have til gode – der var børn, der skulle puttes;) (EDIT: programmet kan nu ses her) Hende ville jeg nu ellers gerne have siddet ved siden af, for jeg er sikker på, at hun er ligeså sød i virkeligheden, som hun fremstår på sin blog:) Men når det er sagt, så er jeg glad for, at jeg blev hjemme og sang ‘Jeg ved en lærkerede’ gange mange. Det er ikke ligeså cool som Aftenshowet, men selvom jeg kan være i tvivl om, hvorfor jeg føler og tænker, som jeg gør, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning. For både mig og Ane.

image

 

Da Fyrsten greb mig. Og greb mig. Og greb mig.

Jeg græd mig igennem 2011. Og da 2011 stoppede, græd jeg et år mere.

Vi var igennem yderligere seks behandlinger. Alle med samme resultat. Hvilket var intet resultat. Og jeg følte, at jeg langsomt forsvandt mere og mere. Jeg gjorde alle de ting, som jeg plejede. Tog på arbejde, sås med veninder, lavede mad, læste bøger. Men intet af det havde noget værdi eller formål. Det var ting, der fyldte ventetiden ud indtil næste behandling. For selvom det på mange måder var behandlingerne, som ødelagde mig fuldstændig,  så var det også dem, der holdt mig gående. Det der evige, spinkle håb om, at det måske var denne gang, det ville lykkes.  Jeg følte lidt, at jeg – bogstavelig talt – var ved at blive sindssyg af hele tiden at bevæge mig i krydsfeltet mellem håb og afmagt. For jeg kunne ikke lade være med at håbe. Og folk sagde til mig, at jeg skulle håbe. At hvis ikke jeg troede på det, så ville det aldrig lykkes. Hvilket nok er noget nær det værste, jeg kunne få at vide, for når det så gik galt, igen, stillede jeg mig selv til regnskab over ikke at have været positiv nok. Men hvordan fanden er man positiv, når alle ens ønsker og drømme er hængt op på denne ene ting, som er fuldstændig uden for ens kontrol. Jo. Jeg var virkelig ved at blive sindssyg. Og havde det ikke været for Fyrsten, hans ro, evige optimisme og overmenneskelige overskud, så tror jeg egentlig også, at jeg var blevet det.

Jeg er ellers også selv ret så happy go lucky-indrettet. Mit glas er oftest fyldt til randen, og det der ryger ved siden af, gemmer vi til tørkeperioder. Men udover det helt vidunderlige resultat af to smukke børn, så kunne jeg ikke, hverken dengang eller nu, se nogen silver ligning i det, vi var igennem.

Jeg kaster en lille smule op i munden, når folk siger, at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg blev ikke slået ihjel, men jeg blev bestemt ikke stærkere. Jeg ser ikke det, vi var igennem som et dannelsesforløb. Jeg tænker ikke, at det har gjort mig til den, jeg er i dag, ergo var det godt.

Jeg tænker, at det skete. Og at det gjorde helt forbandet ondt!

I de to år vi var i behandling, sad vi fast i et følelsesmæssigt limbo. Alt var forandret. Jeg var forandret, vi var forandret. Alle bolde var kastet op i luften, og jeg greb ingen overhovedet. Men Fyrsten greb mig. Igen og igen og igen.

Først nu, så mange år efter, tænker jeg på, om der mon nogensinde var nogen, der greb ham??

img_5049

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

 

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

Esben, hed han. Den læge, der fortalte os, at vi ville få svært ved at få børn uden hjælp. Han var sådan en læge-“praktikant”, som skulle være i vores lægehus i 6 måneder. Esben. Esben, som ændrede mit liv.

Det var en onsdag eftermiddag i oktober, og det regnede. Igen. Og vi sad i vores store, røde kassevogn på parkeringspladsen foran lægehuset. Jeg havde sagt til Fyrsten, at vi skulle ha’ anden bil. En mere familievenlig én. Nu sad vi der i tavshed. Indtil Fyrsten sagde, at det nok skulle gå og drejede nøglen og kørte hjemad. Jeg sagde stadig ingenting. Der var ikke noget at sige. Så jeg græd bare. Mens jeg tænkte, at så behøvede vi måske ikke en ny bil.

Da vi var til første samtale på klinikken i Holbæk, sagde lægen, at hun næsten ville garantere, at vi fik et barn ud af de tre behandlinger. “Næsten garantere“? Hvad betyder det? Jeg fluekneppede hendes ord hele vejen fra Holbæk til Hvidovre og fablede om selvmodsigelser og dårlige formuleringer. Og bad til at “næsten garantere” mest bare betød “garantere“. Det måtte det gøre. Ikk’?

Jeg var egentlig fuld af forhåbning, da vi endelig startede op. Fuld af tro på, at det nok skulle lykkes. Men for hver behandling blev troen mindre. Og stille og roligt gik det op for, at der også var en risiko for, at det ikke ville lykkes. At der, på trods af lægens ord, ikke fandtes nogen garantier. Hverken af de hele eller halve.

Et år var vi i behandling i Holbæk. Et år, fire behandlinger, 63 æg, tre gange kunstig overgangsalder og ingen positive test. Det er det “næsten garantere” betyder.

Kæft, hvor jeg dog hadede den Hyundai!

img_4765

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Noget om Vickie – nå ja, og fertilitetsmessen;)

Jeg syntes selv, at jeg var ganske velinformeret, da vi i sin tid startede i fertilitetsbehandling. Jeg havde Googlet til tastaturet var tyndslidt, og jeg kunne klinikkens foldere forfra, bagfra og i søvne. Jeg var forberedt.

I dag er jeg klar over, at jeg ikke vidste en skid. Jeg havde intet begreb om, hvilken verden jeg var på vej ind i, og de trykte folder forberedte mig kun ganske lidt på det, der skulle vise sig at blive mit livs største krise.

Jeg troede, det handlede om statistikker – så og så mange skal i behandling, så og så mange bliver gravide – og behandlingsformer – med ICSI er forløbet således, med blastocyst dyrkning er chancerne sådan, osv. Men der er så mange aspekter ved ufrivilligt barnløshed og fertilitetsbehandling, at det kan være noget nær umuligt at overskue. Og man hverken kan eller skal sætte sig ind i det hele. Det er for stort. Både rent praktisk, men i særdeleshed psykisk. Alligevel ville jeg dog på en eller anden måde ønske, at jeg havde været klædt lidt bedre på.

En af de personer, der kom til at betyde allermest for mig under forløbet, var Vickie, som jeg fik akupunktur hos i forbindelse med vores sidste fem behandlinger. Hun blev et lys i en tid, som ellers var mørk. Vickie så og hørte mig. Ikke antallet af mine æg og tykkelsen på min slimhinde, men mig. Hun var den, der spurgte, hvordan jeg havde det og gav et kram og en skulder at græde ved. Egentlig tror jeg slet ikke, at det var en del af hendes behandling. Men det var en del af Vickie. Det er bare sådan, hun er. Og gudskelov for det! Vickie blev den ene ting i hele behandlingscirkusset, som jeg rent faktisk så frem til. Både akupunkturdelen, hvor jeg for en times tid var tvunget til at bare at ligge og mærke mig selv, men også samtalerne med Vickie før og efter, hvor jeg blev lyttet på og fik et kram og en peptalk inden næste ægudtagning.

Jeg har – som I ser – været ret begejstret for Vickie. Og min begejstring for hende er ikke blevet mindre efter, at hun helt på egen hånd har udtænkt og lige om lidt gennemført Skandinaviens første fertilitetsmesse. Den afholdes i Bella Centret d. 22.-23. april. Messen har til formål at give viden og skabe dialog om infertilitet og fertilitetsbehandling. Den henvender sig til folk, der:

  • Gerne snart vil være gravid
  • Har svært ved at blive gravid
  • Muligvis skal i fertilitetsbehandling
  • Overvejer adoption
  • Har en diagnose, som for eksempel PCO, endometriose eller nedsat sædkvalitet
  • Er homoseksuel og ønsker at undersøge mulighederne for at blive forælder
  • Vil oplyses om den nyeste forskning på området
  • Ønsker viden om, hvordan du forbedrer din fertilitet ved hjælp af alternativ behandling
  • Vil vide, hvad den offentlige og den private sektor kan tilbyde
  • Overvejer ægdonation herhjemme eller i udlandet

I kan læse meget mere om messen lige her, hvor I også kan købe billetter. Jeg tror bestemt, at messen er et besøg værd for alle, der kæmper med infertilitet! Om ikke andet, så kan I hilse på Vickie. Giv hende lige et kys fra mig;)

fertilitets-messen-logo

 

(Indlægget er på ingen måde sponsoreret. Jeg er blot stor fan af konceptet!)

Jeg var aldrig alene

Læser I mon med inde hos Cathrine? Det har jeg aldrig gjort tidligere, tør jeg godt indrømme, men så faldt jeg tilfældigvis over et af hendes indlæg om at være ufrivilligt barnløs for nogen uger siden. Hun lukker op for alle tankerne og følelserne og lader læseren være med i en stor del af forløbet. Nøj, hvor måtte der gerne ha’ fandtes sådan et sted at læse med, da jeg selv stod i det! Så et tip til jer, som måske står i det lige nu og kunne bruge nogen at spejle jer i. Cathrine skriver så fint og åbent om det:) Og jeg både græder og smiler, når jeg læser med derinde. Mest det sidste. For Cathrines kommentarfelt er fyldt med personlige beretninger fra kvinder, der står i samme situation, kvinder, der nu er mødre, og kvinder, som opmuntrer, hepper og krammer. Der er så meget kærlighed!

Som jeg selv skrev lidt om for noget tid siden, så elsker jeg at kunne se, at tabuet omkring barnløshed og familiedannelse er ved at blive brudt, for hold op hvor kan vi bare lære meget og give hinanden meget, når vi tør dele de ting, som gør allermest ondt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var blevet af mig og min dengang i forvejen tyndslidte sindstilstand, hvis ikke jeg havde haft forummet på Lfub og bloggen her, hvor jeg kunne dele mine tanker. Tænk at skulle gå med sin sorg helt alene.

Jeg tror på, at det hjælper at sætte ord på. Jeg ved i hvert fald, at det gjorde verden til forskel for mig. Også selvom det nogen gange gav bagslag i form af sårende bemærkninger eller for meget engagement. Jeg ville ikke have været det foruden. Det var den eneste ting, som jeg følte, at jeg selv havde kontrol over under forløbet – min egen stemme. Det gav mig noget, at andre bevidnede min proces og min sorg. Også selvom de hverken kunne gøre fra eller til. Men min åbenmundethed, min konstante insisteren på at tale om det, jeg stod i, gav mig luft i en tid, hvor jeg alt for ofte følte, at jeg ikke kunne få vejret. Det gav mig følelsen af ind imellem at kunne parkere mine frustration i hænderne på en anden. Og kræve at de så den. At de så mig. Jeg er blevet mødt med så uendeligt meget omsorg og kærlighed – både i den virkelige verden og i den herinde. Og det var så meget medvirkende til, at jeg kunne agere i en verden, hvor jeg ellers ofte kunne føle mig udenfor. For jeg vidste alligevel, at jeg aldrig var alene. Og havde jeg ikke en veninde ved siden af mig i sofaen, så havde jeg en søster i telefonen, eller jer i kommentarfeltet eller pigerne i forummet. Jeg var aldrig alene.

Varme tanker til jer, der lige nu kæmper<3

img_4543

 

Bliver man nogensinde 100% afklaret??

I sidste uge havde jeg en snak med en læge fra endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Hun kunne fortælle mig, at mine tal ligger fint, og at de derfor er klar til at afslutte mit forløb ved dem. “Med mindre I planlægger en graviditet?” Det gør vi ikke, kunne jeg svare. Og det var et svar uden tøven, for vi er afklaret med, at der ikke kommer flere børn. Fyrsten er afklaret med ikke at ville have flere – jeg er afklaret med, at jeg er nødt til at respektere den beslutning. Også selvom jeg muligvis ikke selv føler mig 100% afklaret med, at vi ikke kommer til at få flere børn.

For jeg vil gerne have flere. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have en tre-fire børn. Og det tror jeg faktisk også, at vi havde fået, hvis ikke det havde vist sig at være så skide besværligt, det der med reproduktion. Og så måske er det derfor? Måske er det fordi, at jeg endnu ikke helt har formået at tilpasse mine forestillinger til min virkelighed. Måske er det fordi, at jeg nu ved, at det KAN lykkes. At jeg rent faktisk KAN blive gravid. Det virker helt tosset så at skulle stoppe! Når det, man sådan har kæmpet for, endelig lykkes. Men det er som oftest også først i 8. runde bowling, at jeg har så godt styr på kuglen og banen, at jeg begynder at lave strikes. Og booker man så en time mere? Eller stopper man, mens legen er god?

Jeg faldt over en tråd på facebook forleden, hvor nogen skrev lidt frem og tilbage om det der med, når den ene part gerne vil have flere børn, og den anden ikke vil. Og spørgsmålet om hvorvidt man så kommer til at bebrejde den anden, at livet ikke blev, som ønsket. Sådan har jeg det ikke. For selvom livet ikke er blevet præcis, som jeg havde forestillet mig, så er det alligevel alt, hvad jeg har ønsket. Og jeg kan sagtens være fuldt ud lykkelig og tilfreds med de to børn (og ham den voksne af slagsen), vi har, selvom jeg gerne ville have flere. Det er ikke at nøjes. Det er ikke et kompromis. Det er et ægteskab, hvor beslutninger træffes i fællesskab, og hvor alles behov tæller lige meget. Mit ønske om flere børn har ikke større værdi eller vægt end Fyrstens ønske om det modsatte. Og selvom jeg da nok ville ønske, at han var helt med på min idé om tilbygning og minibus, så respekterer jeg fuldt ud, at han er et andet sted. For vores situation er bare anderledes end mange andres. Herhjemme har børn været det primære fokus i syv år, og hele tanken om børn, og ikke mindst de rent fysiske af slagsen, har været afgørende for alt andet i vores liv. Og det er dén vinkel, som Fyrsten formår at medtænke, når jeg kører ud ad et rosenrødt spor, hvor alt dufter af nyfødt baby.

Så kan man se det som at give afkald på noget. Men man kan også vende den om og sige, at man bare vælger noget andet til. Et liv, hvor vi nyder, det vi har, fremfor altid og hele tiden at ønske mere. For det er jo sådan jeg er. Jeg stopper ikke, mens legen er god. Jeg bestiller en ekstra fadøl og tager en fire-fem strikes mere. Bare fordi jeg kan. Så er det godt, at jeg har en Fyrste. Som sætter fødderne i og tager bowlingkuglen fra mig. Nogen gange er det det, der skal til.

Så sådan på det personlige, Elisabethske plan så er jeg muligvis ikke 100% afklaret, men det tror jeg faktisk aldrig, at jeg ville blive. Mere vil have mere. Jeg er til gengæld 100% afklaret med, at jeg elsker vores familie, som den er nu, og at min lykke på ingen måde afhænger af, om vi får flere børn. Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg ender med at blive bitter, hvis ikke jeg får ‘min vilje’. Det er ikke en forhandling. Det er et spørgsmål om, at jeg skal begynde at forstå, at infertilitet, både som et generelt emne, men også som en personlig følelse, nok for altid vil fylde i mig. Og det vil fylde herinde, fordi det er her, jeg tømmer mit hoved. Men i hverdagen der spiller det faktisk ikke den store rolle mere. Og det er dejligt, at jeg har en Fyrste til lige at påpege det, når tankerne og drømmene løber af med mig.

Har I mon fået det antal børn, som I havde drømt om? Og var I enige?

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Har du mosevand i sprøjten??

Det har aldrig spillet nogen væsentlig rolle for os som familie, at børnene ikke er bygget med vores genetiske klodser. Rent praktisk har det naturligvis, og det vil det fortsætte med. Og det vil udvikle sig i takt med at børnene bliver større og mere bevidste og selv begynder at få en forståelse af, hvad det betyder. Men i forhold til vores hverdag og vores kærlighed til børnene, der har det absolut ingen betydning. Og fra omverdenens side har vi stort set kun mødt forståelse. Folk har naturligvis været nysgerrige og interesserede, men vi har endnu ikke mødt nogen, som har været kritiske eller tarvelige i forhold til, hvordan vores familie er bygget op. I hvert fald ikke fra folk tæt på os, og det er jo dem, der betyder noget.

Jeg er dog virkelig taknemmelig over, at det ikke var for 20 år siden, vi skulle stifte familie. Så havde tingene med garanti set anderledes ud. Jeg ser i dag en kæmpe udvikling indenfor, hvordan vi forholder os til og taler om anderledes familiekonstellationer, og selvom jeg nogen gange kan synes, at der er lang vej endnu, så er jeg slet ikke i tvivl, hvor meget det hele rent faktisk har rykket sig.

Lige da vi startede behandling, talte vi med en bekendt om situationen, og han kiggede på Fyrsten og sagde “Har du mosevand i sprøjten, eller hvad?”. En virkelig uheldig bemærkning. Fyrsten tog det med ophøjet ro, for sådan er han. Jeg, derimod, blev vanvittigt fortørnet og var klar til at sige, at vi bare aldrig skulle have noget med vedkommende at gøre igen. I dag kan jeg se det med andre øjne. Som et tegn på, at man nogen gange får fyret en dum bemærkning af, når man ikke ved, hvad man skal sige. Og hvordan dælen skal man også ‘lære’ at forholde sig til den slags, hvis det er tabu? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har luftet vores situation og har fundet ud af, at folk selv stod i eller havde stået i det samme, men bare aldrig fortalt det til nogen. Ikke fordi de mente, det var privat, men fordi de skammede sig. For der har bare været, og er sikkert stadig for mange, kæmpe stor skam forbundet med ikke selv at kunne få børn. Det opleves som pinligt, og man føler sig forkert, hvorfor man helst holder det for sig selv. Men den eneste måde at fjerne skammen på og komme mosevandsbemærkninger til livs er ved at være åben omkring det.

Jeg render ikke og bræger op til højre og venstre om, at Ane er født af min søster og Jasper er donorbarn. Jo, herinde, hvor jeg deler mine tanker og følelser, men ikke ude i virkeligheden i situationer, hvor det ikke er relevant. Når pædagogerne i vuggestuen kigger på Jasper og siger “Nøj, hvor han dog ligner sin søster/far!”, så fortæller jeg dem ikke, at det i så fald er et heldigt sammentræf. Jeg smiler og siger tak:) Men de steder, hvor det giver mening, der lægger jeg ikke skjul på sagens sammenhæng. Både fordi det er det mest naturlige, men efterhånden er det også blevet en mere bevidst handling i forhold til at hjælpe med at bryde tabuer. Det er mit største ønske for mine børn, at de aldrig nogensinde kommer til at skamme sig over deres tilblivelseshistorier. At de aldrig skal føle sig forkerte, fordi deres vej til verden ikke følger normen. Og det hjælper jeg allerbedst til med ved selv at være åben omkring det.

Foto af Frederikke Brostrup:)
Foto af Frederikke Brostrup🙂

I samme åndedrag er jeg simpelthen nødt til at sige tak til jer, der læser med, kommenterer og spørger ind med respekt for mig og min familie. Tak fordi I er nysgerrige og lyttende og aldrig nogensinde dømmende. Det er på sin vis let nok for mig at være åben og tale om de her ting helt uden skam, når jeg som oftest kun møder kærlighed og omsorg. Jeg bliver helt afsindigt glad, når jeg får tilbagemeldinger omkring, hvordan ting, jeg har skrevet, har gjort jer klogere på, hvordan I møder mennesker, og hvilket sprog I bruger! Så helt oprigtigt og fra bunden af mit hjerte: tak for jer<3

Først og fremmest er jeg mor

Klokken er 07.noget, og ungerne og jeg har været oppe i en times tid. Det er okay med tanke på, at jeg nu sover om natten, men nøj hvor kunne jeg godt lige være blevet liggende en times tid eller tre mere. I stedet sidder jeg her i den blomstrede sofa og ser “Min søsters børn” (desværre ikke den originale, som jeg ellers så en del i min egen barndom). Vi har set den 89 gange eller deromkring, så jeg har efterhånden fuldstændig tjek på, hvordan jeg skal blive forskrækket eller sige “Skøre onkel Erik, altså!“, hvorfor jeg lige tillod at rydde lidt op på min telefon. Jeg har så åndssvagt mange billeder, og jeg er så dårlig til at få slettet løbende. Hvilket er ris til egen røv, for det er også pænt irriterende at skulle gøre efterfølgende. Meeeen i dag gemte der sig en lille overraskelse i mit fotoalbum:)

Forleden dag midt i madlavningen kom Ane ud i køkkenet med en bog, som hun gerne ville have, vi skulle læse. Så vi satte os der, på køkkengulvet, og læste. Efter få minutter kom Jasper kravlende og efterspurgte brystet. Så jeg læste højt og ammede, mens maden brændte på simrede. Og jeg bad Fyrsten tage et billede af os, fordi der findes så få billeder af mig sammen med begge børn. Som oftest er jeg den, der tager billederne, og er situationen en sjælden gang omvendt, så er der lige det mindre problem at fastholde to børn på samme sted i mere end 3 sekunder. Det lykkes denne gang. Og resultatet, som jeg altså først fik set her til morgen, gjorde mig ærlig talt fuldstændig varm om hjertet og fik mig endnu engang til at tænke “Hold kæft, hvor er jeg heldig!!!”.

img_3882

Jeg tænker ikke, at jeg elsker mine børn højere end alle mulige andre forældre, eller at jeg er et lykkeligere menneske som sådan. Men jeg tror på, at jeg er særligt god til at gribe de lykkelige stunder og være mere bevidst om dem, fordi jeg stadig så levende husker tiden, hvor de var alt, hvad jeg drømte om. Hvor det at få lov at sidde der på køkkengulvet med mine børn, var det eneste jeg ønskede mig.

Min svoger påpegede det en dag, hvor han var på besøg. Forandringen. Kontrasten. Forskellen mellem dengang og nu. Hvor anderledes jeg er, og hvor anderledes hele vores hjem er, hvor varmt her pludselig er. Bevares, det kunne også være hyggeligt dengang. Og familien kom på besøg, og vi lavede god mad, fortalte historier og grinede. Lige indtil nogen sagde et ‘forkert’ ord, eller jeg fik et glas rødvin for meget. Lige indtil det ikke var muligt for mig at være uden at græde. Der var så meget tristhed i vores hjem. Fordi tingene ikke var, som de skulle være, som vi havde forestillet os og håbet. Det lyder måske som en værre omgang følelsesporno, men jeg overdriver ikke. Hold kæft, hvor var verden bare grå og trist, og jeg var virkelig meget det samme.

I dag er livet lige, som jeg havde forestillet mig. Bedre, endda. Og for mig er moderskabet i den grad dét, der definerer mig! Ikke fordi jeg ikke også indeholder en masse andet og har ønsker og behov, som ikke omhandler børnene. Men måske fordi det netop var de manglende børn, der definerede mig så kraftigt engang. Så bliver alt andet sekundært. Det er det i hvert fald blevet for mig. Og det er nok både godt og skidt. Der er garanteret en masse at sige om kvinder, som lever og ler i kraft af deres børn. Det er sikkert ikke udelukkende positivt. Men i sammenligning med den jeg var før, så er der meget lidt skidt at sige, om hvor jeg er i dag. For dengang var jeg følelsesløs. I alle aspekter. Og dét, at jeg i dag føler, mærker og lever, også på de punkter, hvor det ikke er min rolle som mor, der er i spil, handler i høj grad om, at jeg ER mor. Dét gør mig i stand til også at være alt muligt andet. Modsat dengang hvor jeg mest af alt bare var ingenting.

Så nogen gange sidder jeg der på køkkengulvet midt i livet og hverdagen og madlavningen. Med børn, der kravler rundt på mig og flødekartofler, som for længst skulle have været ude ad ovnen. Og så føler jeg mig så åndssvagt taknemmelig, at jeg har lyst til at tude. Auch, hvor er jeg dog glad for, at det her er mit liv!

 

Så kom Jasper….

img_0488

Vi talte egentlig aldrig om, hvor mange børn vi ville have. Bare mange, tror jeg. Det lå ligesom i kortene. Vi kommer begge fra store familie. Fyrsten har fire søskende, jeg har seks. Så selvfølgelig skulle vi også have mange børn. Men livet ville det anderledes, og pludselig blev dét at få bare et barn til et kæmpe stort og psykisk nedbrydende projekt. Og så var målet et barn. BarnET. Ane<3

Da vi fik Ane, var vores lykke gjort. Jeg tror ikke, at det er muligt for noget menneske i verden at føle sig så lykkelig, som jeg gjorde, første gang jeg holdt hende i mine arme. Jeg var nogens mor. Hun var min, og jeg var hendes, og verden kunne for min skyld gå i opløsning udenfor vores vinduer. Jeg ænsede ikke andet, end det jeg havde lige dér – mit livs største kærlighed.

Og de utalte planer om de mange børn og det lange spisebord og minibussen blev lagt på hylden. Både fordi livet havde vist sig at ville det anderledes, men mest af alt fordi det pludselig var lige meget. Vi var i mål. Vi var lykkelige.

Men på et eller andet tidspunkt begyndte jeg alligevel at tænke “Hvad nu hvis?”

Hvad nu hvis man tillod sig at være grådig? Hvad nu hvis man tillod sig at ønske lidt mere? At håbe lidt mere, at drømme lidt mere? Hvad nu hvis man forsøgte bare én gang til? Hvad nu hvis?

Og så kom Jasper. Planlagt ned til mindste injektion og alligevel så ganske uventet. For det var ikke en kamp. Det var ikke psykisk nedbrydende. Det var bare et stille håb. Uden tårer og afmagt og fosterstilling på køkkengulvet. Sådan troede jeg ikke, at man kunne få børn. Så let og smertefrit.

Men det kunne man. Det kunne vi. Og det gjorde vi.
Og så kom Jasper. Smukke, tykke, milde Jasper med de blå øjne og det rødlige hår. Mit bonus-barn. Ham, jeg ikke vidste, at jeg manglede, før han pludselig var min søn.

I morgen bliver han et år. Og jeg trækker vejret helt ned i maven for ikke at hyperventilere ved tanken. For det er gået for hurtigt! Det seneste år har været så helt igennem fantastisk, og jeg er slet ikke færdig. Jeg vil ha’ mere. Af hans tykke babylår og hans små, fedtede fingre i mit hår. Af Anes milde stemme klokken alt for tidligt om morgenen, når hun hun bare gerne vil kæle ham lidt. “Jeg lover, at jeg ikke vækker ham, mor. Jeg skal bare kæle ham en lille, bitte smule!” Og jeg gør mit bedste for at vifte vemodet væk og huske mig selv på, at grunden til at jeg jo overhovedet har det sådan er, at jeg er lykkelig. Uden men’er og hvis’er. Bare ubetinget lykkelig. Lige som jeg troede, at det ikke var muligt at blive mere lykkelig. Så kom Jasper.

(Min fødselsberetning kan du læse herhvis du er nysgerrig)

imageimageimageimageimageimageimageimageimage

img_1505