Den lette løsning??

Jeg har gennem hele vores forløb med stedbarnsadoptionen af Ane haft mange samtaler med Statsforvaltningen, kommunen, Udbetaling DK og diverse andre relevante instanser. Langt overvejende af de samtaler har været positive. Folk har været forstående og hjælpsomme, og nogle har sågar udtrykt enighed, når jeg har stillet mig uforstående overfor visse love og regler.

En enkelt negativ samtale har dog alligevel lagret sig. Det var en af de allerførste samtaler, jeg havde med Statsforvaltningen, før Ane blev født, hvor jeg var undrende omkring, hvorfor der ikke kunne gives dispensation i forhold til stedbarnsadoption, således at jeg ikke ville skulle vente 2 1/2 år på at blive Anes juridiske mor. Jeg var sober og venlig i min samtaleform, hvilket jeg altid er. Men nok ekstra meget her, fordi jeg stadig var utryg og usikker på hele situationen, og fordi det var en af de første gange, jeg overfor andre end familie og nærmeste venner, skulle sige højt, at vi ventede et barn, som jeg ikke selv bar. Og personen i den anden ende af røret havde en autoritet og en magt i forhold til mit fremtidige moderskab, som jeg var meget ydmyg og sårbar omkring. Men jeg fik nervøst fremstammet mine spørgsmål omkring lovens indretning og ikke mindst formål, samt mit ønske om, at vi ville kunne betegnes som et ‘særligt tilfælde’ og dermed kunne få dispensation fra den lange ventetid. Med forventning om et sobert og professionelt svar, selvfølgelig. Det fik jeg dog ikke. I stedet vrissede hun:

img_1743

 

Jeg havde tidligere i samtalen, i al min sårbarhed, åbnet mig for hende og fortalt hele vores historie. Om de mislykkedes behandlinger, om den påbegyndte godkendelse af adoption, om den pludseligt lukkede Somalia-liste, og om den manglende garanti for at det nogensinde ville blive os, der blev udtrukket på den danske liste. Og slutteligt havde jeg forklaret om vores nuværende situation, hvor vores datter voksede i min søsters mave. Jeg kunne bare have nøjes med den sidste oplysning. Alt det andet var uden relevans for hende. Men for mig var det vigtigt at forklare og nok også forsvare vores valg.

Men hun forstod tydeligvis ikke vores valg. Og hendes misbilligelse lod sig på ingen måde skjule. Jeg fik ikke svar på mine spørgsmål. Og jeg spurgte heller ikke mere ind. Jeg afsluttede samtalen, men hendes ord blev hængende i luften.

Jeg ville aldrig gøre noget anderledes! Jeg er blevet beriget med den mest fantastiske datter, og mit liv ændrede sig radikalt til det bedre, da jeg blev hendes mor. Kan jeg tænke, at det var en voldsomt stor beslutning, vi traf? Ja. Jeg kan også en sjælden gang imellem tænke, om vi nu også overvejede det grundigt nok, om vi tænkte alle scenarier nok igennem, om det var overilet. Ikke fordi jeg egentlig er i tvivl, men fordi jeg har behov for at bekræfte mig selv i, at vi gjorde det ordentligt. For Ane. Men jeg kan tænke sådan i dag, fordi min sindstilstand er en helt anden i kraft af, at jeg nu er mor. Dengang var jeg en ødelagt og desperat udgave mig selv. Jeg ønskede kun at blive mor. Jeg havde intet andet formål og ingen anden mening. Der var kun det. Og blandt andet derfor valgte vi, som vi gjorde. Ikke fordi vi var dovne eller naive eller troede, at det ville blive let.

For det var ikke den lette løsning! Det var en stor og voldsom beslutning, men det var overvejet og gennemtænkt – så meget, som det nu kan lade sig gøre at gøre at tænke rationelt, når man er i krise. Det var det rette valg for os i den situation, som vi stod i, og med den bagage der sled på vores i forvejen trætte skuldre. Men det var ALDRIG den lette løsning.

Det valg vi traf, skal vi, ligesom med alle andre valg, stå til ansvar for hver dag resten af vores liv. Og det er vi parate til. For det førte os til, hvor vi er i dag. Det gjorde os til Anes forældre. Vi gjorde det, der var rigtigt for os. Og vi gjorde det af kærlighed. Men vi gjorde det ikke, fordi det var let. Eller fordi vi forestillede os, at det ikke ville have konsekvenser – en graviditet, en fødsel, lidt papirarbejde og så ellers bare happily ever after.

Det har ikke været let frem til nu. Kærligheden og moderskabet har været let, og heldigvis har det fyldt så enormt meget mere end diverse blanketter og ansøgninger. Men let har det ikke været. Og det bliver det heller ikke. Der vil komme bekymringer og frustrationer, og vi vil tvivle på os selv og vores evner til at gøre det godt nok. Fuldstændig ligesom alle andre forældre. Bare med en anden faktor i ligningen.

Men selvom valget ikke var let, selvom vi med garanti kommer til at stå i nogen situationer, der ikke er lette, så kan jeg, med et hjerte oversvømmet af kærlighed, stolthed og taknemmelig sige, at det at elske Ane og være hendes mor – det er absolut det letteste, jeg nogensinde har gjort!

Tilfældigheder og heldigheder.

Egentlig ville vi ha’ startet op på fertilitetsbehandling allerede i første cyklus efter min operation for endometriose i januar 2015. Men der var en fest med arbejdet, som jeg godt ville med til. Sådan rigtigt med til – med øl og shots og alt, hvad denne kunne trække. Jeg ville ha’ en sidste ‘tur’, før jeg satte fødderne i pedalerne og kørte behandlingsmøllen igennem igen. Så vi blev enige om, at vi sagtens kunne vente en måned.

Egentlig skulle jeg insemineres den følgende måned, hvor jeg inderligt fortrød  mit valg af fest og shots, da jeg lå i stigbøjlerne og fik at vide, at jeg havde en cyste. Ergo måtte jeg sidde en omgang over. Benådningskortet havde jeg ligesom brugt i den forrige runde.

Egentlig ville Fyrsten helst slet ikke have været i gang med behandling igen. Ikke fordi han ikke vil have flere børn. Men fordi han var panisk angst for, om behandlingerne, håbet og skuffelserne ville tage på mig på samme måde som før. Om jeg ville gå i stykker igen, nu hvor Ane havde lappet mig så fint sammen.

Egentlig ville vi have valgt en åben donor af den slags, hvor man ved en masse ting om vedkommende. Hvilken uddannelse donoren har, og om han spiller fodbold eller guitar. Men ligesom ved vores første forsøg med iui-d tilbage i 2012, blev det for mærkeligt. Tanken om muligvis at komme til at sammenligne sit barn med en person på et stykke papir. Så vi lod klinikken vælge en åben donor fra deres eget register.

Egentlig troede vi heller ikke, at behandlingen i april ville ende med en inseminering. For der var måske en cyste. Som så ikke var der alligevel. Og så blev jeg insemineret.

Så skete det der med det magiske tis. Og 9 måneder efter var der Jasper.

Rimeligt heldige tilfældigheder!

image

 

Skide godt!

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

Jeg smed dette billede ud på Instagram i går. Og jeg havde sådan lyst til at skrive “Ham har jeg lavet!”. Men jeg gjorde det ikke. Fordi det på en eller anden måde virkede forkert, når nu jeg jo ikke har lavet Ane. Eller tarveligt overfor Fyrsten, som ikke har lavet Jasper.

Så jeg skrev bare “Jasper <3“. I dag har jeg lyst til at redigere det. For det er sgu da noget pjat. Jeg har jo lavet ham. Men jeg har også lavet Ane, og Fyrsten har lavet Jasper. Jovist, selve konstruktionen er udført af andre, men vi ‘laver’ vores børn hver evig eneste dag!

I går aftes formede Ane en lille skål med sine hænder, så hun kunne drikke vand, da hun havde børstet tænder. Og da Fyrsten roste hende, sagde hun “Ja, det var skide godt!“. Fordi det siger hendes far altid. Og Ane lytter på sin far og lærer af ham. Også når det kommer til de mindre heldige formuleringer;)

Det kræver – for de fleste – ikke særlig meget at lave et barn. Faktisk har jeg hørt om nogen, der har gjort det i søvne;) Men det kræver meget at lave et menneske!

Vi har lavet to. Det er sgu da ærlig talt ret godt gået. Eller faktisk er det skide godt;)

“Skal I ha’ flere børn?”

Spørgsmålet er allerede dukket op et par gange. Og det korte svar er “nej”. Egentlig tog vi allerede stilling til det omkring samtidig med, at Jasper blev undfanget. For hvis vi planlagde at lave flere børn, havde det været fornuftigt at købe mere sæd fra samme donor. Ikke at det er absolut nødvendigt, men nu vidste vi ligesom, at den fungerede.

Det lange svar er, at jeg gerne ville ha’ flere. Eller vil ha’. Men det er bare ikke sådan en ting, man plager eller forhandler om på samme måde som et nyt spisebord. Det skal være en fælles beslutning. Og Fyrsten er 42 år med tre børn i alderen 0 til 19 og med absolut intet behov for at få flere. Det er okay at sige stop. Vi var heldige med lillebror, at det lykkedes i første forsøg. Det er ikke til at vide, hvor lang tid det ville tage næste gang.

“Nyd nu det I har!” Og det gør vi! Hvilket måske også er grunden til, at jeg godt kunne gøre det igen. Og igen. Fordi det er så skide fedt. Havde vi nu fået to kolikbørn, havde jeg muligvis haft det anderledes. Men vi er blevet velsignet med nemme og raske børn, som sover om natten. Og selvom jeg er en af dem, som synes, at 2-års alderen virkelig trækker tænder ud, så har den ikke været værre end, at jeg med glæde tog en ekstra tur i karussellen.

Så er der alle de praktiske ting. Det med bilen og huset, som passer så ganske fint til en familie på fire. Ikke at det på nogen måde er afgørende, men det ryger med i mine ‘det er okay’-tanker.

For det er okay! Jeg ville gerne ha’ flere børn, men jeg forstår godt, at Fyrsten har det anderledes. Jeg kan godt forstå, at han gerne vil stoppe, mens legen er god. Det er det fornuftige.

Jeg er bare ikke altid så skide fornuftig, vel. Jeg er følsom. Og langt de fleste beslutninger bliver truffet med hjertet åbent og hovedet under armen. Så det er måske meget fint, at netop denne beslutning er blevet truffet for mig, for jeg kunne helt sikkert også finde en masse gode argumenter for at få en 3’er. Og en 4’er. Og så lige en efternøler.

En sjælden gang imellem tænker jeg, at havde vi dog bare kunne lave de skide børn selv, så havde jeg kunne få alle dem, jeg ville. Men oftest tænker jeg, hvor ualmindeligt heldig jeg er. For jeg HAR jo fået dem, jeg ville. Og lidt til<3

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Sorg bøjet i neon

Mens vi var i fertilitetsbehandling, fortalte en af mine kollegaer om én, hun engang arbejdede sammen med, som også havde været i behandling.

“Og hun var bare så stærk! Man ku’ næsten ikke mærke det på hende.” 

Der var intet ondt i hendes bemærkning. Ingen tarvelige hensigter. Men jeg blev ramt. For sådan var det ikke for mig. Jeg gik rundt med et skilt om halsen, hvorpå der stod “Jeg er i fertilitetsbehandling! Jeg er i krise! Jeg er i sorg!”. Og når folk spurgte, hvordan jeg havde det, så fik det et ærligt svar og tårer i kaffen. For jeg lod ikke som om. Jeg havde ingen facade. Ikke at jeg ikke gerne ville! Jeg ville ha’ elsket at kunne møde op på til familiesammenkomster og venindefødselsdage og bare smile og være glad. Det var ikke fedt at møde op med hævede øjne, der alt for tydeligt viste, at i går havde været endnu en dårlig dag, for derefter at hælde min sorg ud over den første og bedste, som spurgte, om jeg var okay. For jeg var ikke okay, men det er der jo i virkeligheden ingen, der har lyst til at høre, vel?! For det kræver noget af modparten. Og det er ikke nemt at håndtere andres smerte. Det kender jeg selv så udmærket.

Nu, så mange år efter, gør min kollegas kommentar mig lidt irriteret. Eller måske mest af alt nysgerrig. Hvorfor er det, at dem som burer følelserne inde, dem som ikke siger højt, at de har det ad helvede til, bliver kategoriseret som stærke? Mens de, der sætter ord, tårer og snot på smerten ryger over i ‘de klarer det vist ikke så godt’-bunken?

Jeg tænker ikke på dem, som klarer kriser og sorg ved at sætte en smilende facade på, som værende hverken mere eller mindre stærke end de, som agerer i den modsatte grøft. Det er blot forskellige reaktioner, forskellige overlevelsesstrategier. Men det irriterer mig grænseløst, at de skal omtales som værende stærke. For i det ligger implicit, at de andre – VI andre – er svage.

Jeg var ikke svag. Jeg var ikke hormonel. Jeg klarede det ikke dårligt.

Jeg var i sorg!

Og ja, det havde med garanti været mere behageligt for andre, hvis ikke min sorg havde blændet dem, som den stod der og blinkede i neon. Men at lade som om kræver overskud. Og det havde jeg ikke. Det gør mig ikke svag. Det gør mig menneskelig.

Det er ingen skam at bøje sin sorg i neon, ligesom det ingen skam er kun at lukke den ud bag lukkede døre. Men det er en skam, at vi omtaler den ene måde at håndtere sorgen på, som værende bedre end den anden.

Ægdonation #2 – personlig beretning

For lidt tid siden efterlyste jeg kvinder, der havde lyst til at dele deres beretninger om at donere eller modtage æg. Linda har været så sød at dele sin historie her:)

Da jeg var 25 år, besluttede min kæreste og jeg, at det var på tide at droppe præventionen og gå i gang med at lave en baby.
Jeg var lidt nervøs for om det ville lykkes, da jeg havde haft mange blødningsforstyrrelser i løbet af det sidste år. Jeg havde meget ustabile cyklusser, der kunne gå alt mellem 3 uger og 5 måneder mellem mine menstruationer, og jeg var bange for at have PCO. Jeg var også begyndt at få hedeture.

Jeg havde været hos lægen i løbet af året, men der ville de ikke undersøge det nærmere, og mine symptomer blev slået lidt hen. Efter at vi havde forsøgt 9 måneder, gik jeg til lægen igen, og nu ville hun gerne tage blodprøver for at undersøge, hvorfor jeg ikke blev gravid. Blodprøverne så noget mærkelige ud, men lægen troede stadig, at det kunne være PCO eller lignende. Jeg blev sendt videre til gynækolog, som tog en særlig blodprøve, AMH, der viser hvordan det står til med ens ægreserve. Den viste desværre at jeg var gået i meget tidlig overgangsalder.

Det var et kæmpe slag for os, men ikke en overraskelse for mig. Jeg havde gået og joket med, at jeg sikkert var gået i overgangsalderen. I den periode var min mor lige gået i overgangsalderen, og jeg synes, at jeg kunne kende hendes symptomer. “Heldigivis” fik vi diagnosen i efteråret 2012, hvor lovgivning omkring æg og sæddonation lige var lavet om. Nu var det lovligt at donere kendt og krydsdonere.
Krydsdonation er, hvor en man kender donerer til en fælles pulje, og så kommer man forrest i køen til ægdonation.

Herfra gik det stærkt. Vores henvisning til hospitalet blev sendt afsted, og vi fik en tid 2 måneder efter. Jeg er så heldig, at jeg har en veninde, der gerne ville krydsdonere for mig, og dette blev sat i værk hurtigt. Efter første samtale gik der 1 måned, og så fik vi tilbudt donoræg. Jeg tror, at det gik så hurtigt, fordi vi var nogle af de første, der benyttede os af krydsdonation.

Jeg blev gravid i 3. forsøg og er nu mor til en dejlig 2 årig dreng.

Det var en rigtig hård tid, men vi var så heldige med så lidt ventetid.
Graviditeten var også meget præget af det særlige forløb, med mange skanninger og igangsættelse. Dette er vist fast procedure ved graviditeter opnået med donoræg, da der en lille forhøjet risiko for komplikationer som lav fødselsvægt og svangerskabsforgiftning. Jeg blev i forbindelse med behandlingen yderligere udredt i forhold til, hvad der kunne være årsagen til den meget tidlige overgangsalder, evt. Turners syndrom, men jeg fejler intet andet end den tidlige overgangsalder.
Overgangsalderen bliver jeg behandlet for med hormoner, da det kan være farligt at gå så tidligt i overgangsalderen. Risiko for knogleskørhed øges betydligt hvis man vælger ikke at blive behandlet med hormoner. Det er ca. 1 promille af kvinder der går i overgangsalderen inden de fylder 30.

Hvilke tanker gjorde I jer, da I valgte ægdonation?

Da vi fandt ud af, at jeg ikke kunne få børn på naturlig vis, var det for os oplagt at forsøge ægdonation. Jeg havde læst lidt om det i forvejen og havde en ide om, hvad det indebar. For mig var det vigtigt at forsøge at give min mand genetiske børn. Det betød meget på det tidspunkt, og jeg tror at det hang sammen med en følelse af at ikke være “en rigtig kvinde”, når jeg ikke kunne blive gravid. Samtidig havde jeg en enorm lyst til at prøve det der med at være gravid og føde. Jeg havde nogle gravide veninder på det tidspunkt og ville gerne opleve det samme. Samtidig virkede adoption ikke som den rigtige løsning, også på grund af den lange og opslidende ventetid. Men vi talte da om, at hvis det ikke lykkedes i en overskuelig fremtid, ville vi overveje at gå igang med processen. Jeg syntes at, det var rigtig hårdt at være i behandling og ville ikke forsøge for evigt.

Jeg møder mange forskellige holdninger til ægdonation. De fleste synes jo, at det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, men jeg er også blevet spurgt, hvorfor jeg ikke bare adopterede. Min veninde der krydsdonerede for mig er også blevet spurgt til, om hun ikke synes, at det er underligt, at hun har børn et eller andet sted. Men jeg tænker, at dem der donerer og modtager æg ser ikke donor som mor. Jeg håber, at ægdonorer i fremtiden kan blive bedre kompenseret for donationen, og at dette kunne gøre, at flere donerede og ventelisterne bliver kortere.

Tak fordi du ville dele, Linda:)

Som en lille fodnote kan jeg sige, at efter Linda sendte mig sin beretning, er kompensationen for ægdonorer sat op, så fra 1/7-2016 modtager man 7000 kr. Jeg tror, som nævnt tidligere, ikke at pengene gør en verden til forskel, ikke desto mindre glæder det mig meget, at man har sat kompensationen op! I samme ombæring ændres reglerne således, at donorer nu må donere på mere end én klinik. Tidligere måtte man kun donere til én klinik, så havde man doneret i det offentlige, kunne man ikke hjælpe mere, når parret havde opbrugt sine forsøg og skulle videre til det private.

Skulle man være nysgerrig på emnet og gerne vil vide mere om ægdonation, kan man kigge forbi blivægdonor.nu🙂

image

Debat om rugemoderskab

Lillebror og jeg var ude og blive luftet i går! Sex og Samfund havde samlet et panel af kloge hoveder i Studenterhuset i København med det formål at diskutere de etiske og juridiske aspekter ved rugemoderskab.

image

 

Panelet bestod af nogle super interessante mennesker, som i den grad har en relevant stemme i debatten:

Lillian Bondo – formand for jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd

Gunna Starck – medlem af Kvindepolitisk Udvalg, Enhedslisten

Mikkel Raahede – formand for Dare (organisation der arbejder for ligestilling for alle familiekonstellationer) og far til tre børn, som er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab

Louise Traberg Smidt – advokat, gymnasieveninde  og ikke mindst en af de sejeste kvinder, jeg kender.

Det var en super spændende debat! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg er meget imponeret over, at panelet formåede at diskutere et så stort og følsomt emne på så saglig vis, som de gjorde.

Så vidt jeg forstod (med en lillebror på armen, kan man godt misse en detalje eller to), var alle paneldeltagere enige om, at altruistisk rugemoderskab (altså den form for rugemoderskab, hvor den fødende kvinde bruger sine egne æg, og hvor der ikke er penge involveret, og som er tilladt i Danmark) er en ‘acceptabel’ form, som det burde være lettere at benytte. Som det er nu, vanskeliggøres denne form for familiedannelse ved, at den intenderede mor/far ikke kan få barsel på lige fod med den biologiske forælder, samt først kan få juridiske rettigheder efter 2,5 år.

Vandene var dog mere delte, når snakken faldt på kommercielt rugemoderskab, hvor man enten benytter donoræg eller æg fra den intenderede mor, og hvor der er penge involveret. Lillians store kritikpunkt ved denne form for familiedannelse gik hovedsageligt på det faktum, at man ikke fremadrettet har et forhold til den kvinde, som har født barnet, og at barnet dermed fuldstændig afskæres fra den kvinde, det er vokset i. En kritik som både Louise og Mikkel dog mente ikke havde meget hold i virkeligheden efter deres erfaring. Som Mikkel så fint sagde det, så kan man ikke dele sådan en oplevelse uden for evigt at være forbundet.

Gunnas største bekymring med hensyn til kommercielt rugemoderskab omhandlede forholdet mellem rig og fattig og ‘skyggetilfældene’, hvor rige, hvide mennesker udnytter fattige indiske kvinder.

Den generelle debat om rugemoderskab kan naturligvis hurtigt komme til at handle om de riges udnyttelse af fattige kvinder i andre lande, men jeg synes, at ordstyreren var særdeles god til at holde fokus på det relevante i netop denne debat – nemlig indenfor hvilken ramme, det giver mening at tale om rugemoderskab i Danmark. Hvilke overvejelser må man gøre sig, hvilke scenarier må man forholde sig til.

Særligt interessante og tankevækkende var også kommentarerne og spørgsmålene fra publikum.

Både de generelle som gik på, om det overhovedet er muligt at indgå en ‘kontrakt’, når man taler menneskeliv. Hvad hvis uventede ting opstår – hvis der opstår komplikationer med barnet eller den gravide.

Og særligt de mere personlige: fx en kvinde, som levede i et lesbisk forhold, og som stillede spørgsmålstegn ved, om loven burde ændres, således at hendes æg kunne sættes op i hendes kone, og de på den måde kunne få et fælles barn, som de begge havde ‘investeret noget i’. Det synes jeg er en ret smuk tanke, særligt med tanke på de undersøgelser som viser, at den fødende kvinde også påvirker æggets dna (det er en længere forklaring omkring mikroRNA, som er ret spændende!). Eller den kvinde i publikum, som var født uden livmoder, men med fine, brugbare æg, som hendes søster gerne ville huse i 9 mdr.

Lillian, som jo er sindssygt dygtig og meget velformuleret og velovervejet at høre på, belyste et punkt, som jeg faktisk først selv er blevet opmærksom på for nylig. Nemlig det at når man placerer en kvindes æg i en andens livmoder, vil der større risiko for komplikationer. Fx oplever man langt flere tilfælde af svangerskabsforgiftning ved ægdonation end ved ‘almindelige’ graviditeter. Det er naturligvis vigtigt at medtænke!

Der findes desværre ingen statistik på, hvor mange danske børn, der er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab. Louise mener dog, at tallet er langt større end hvad Ankestyrelsen skønner, da en del af de par, som kommer hjem fra udlandet med et barn, føler sig nødsaget til at lyve (“Hurra, vi fødte, mens vi var i USA!”) af frygt for at blive kriminaliseret. En uofficiel undersøgelse menes at have fundet frem til, at der går mere end 1000 ‘rugebørn’ rundt i Danmark. Og lige præcis derfor er debatten om rugemoderskab så sindssygt vigtig at tage! Når nu man ved, at det finder sted, er man som samfund nødt til at forholde sig til det.

Alt i alt var det en virkelig spændende og oplysende aften, som sluttede af med pommes frites, cola og dejligt selskab af Louise:)

Skulle du være nysgerrig på emnet, så blev de fire paneldeltagere efterfølgende interviewet til 21Søndag, som sendes d. 19/6.

 

Noget om at være kærester

De kloge siger, at man ikke må gå fra hinanden i de første to år som forældre. Velsagtens fordi den periode oftest er fuld af lort. Både på den ene og anden måde. Man er træt og udkørt, og man har pludselig et fælles ansvar på en helt anden måde, end man havde før. Og det kan være temmelig opslidende for et forhold. Forestiller jeg mig.

Herhjemme hed det nærmere ‘Man må ikke gå fra hinanden i årene op til, at man bliver forældre’. Det har indtil videre været den hårdeste del af forældreskabet for vores vedkommende. Det var der, vi var trætte og udkørte. Så da først Ane kom og medbragte lort og søvnløse nætter, så gjorde det egentlig ikke så meget, fordi de lorte, vi havde ædt på vejen dertil, havde været så meget større.

Jeg er på det seneste faldet over en del blogindlæg, som handler om det der med at huske at pleje forholdet, efter man er blevet forældre. Og for en stund efterlod det mig med lidt dårlig samvittighed. Overfor Fyrsten og overfor os som par. For i tiden efter vi er blevet forældre har vi været til to koncerter, et biografbesøg og en enkelt gang ude at spise. Rejser har vi aldrig været på, hverken før eller efter vi blev forældre. Vi var på et enkelt hotelophold, før vi fik Ane, men det var i forbindelse med det adoptionsforberende kursus, så det tæller næppe. Så ja, jeg har brugt lidt tid på at overveje, om vi bare forsømmer hinanden og vores forhold i stor stil.

Men så var det, at jeg kom til at tænke på, at vi jo for fanden heller ikke rejste til Cran Canaria eller tog til koncerter hver weekend, før vi blev forældre. Vi tog ikke på spaophold og brugte en weekend på at se hinanden dybt i øjnene og dele vores inderste følelser. Og selvom det da sikkert er helt vildt hyggeligt, så er det bare ikke sådan, vi er kærester. Vi har projekter sammen, både store og små – det er vores dates. Det er her, vi nyder hinanden og vokser som par.

Og igennem de seneste år har vi, på vores helt egen måde, haft virkelig meget kærestetid. Vi har lavet et nyt køkken. Og en spisestue. Vi har planlagt og udført en væg til væg reol. Vi har været i fertilitetsbehandling. Vi har samlet Ikea-møbler. Vi har slebet vindueskarme og gået ture. Vi har spist aftensmad foran tv’et, efter børnene var puttet. Vi har sågar været i babybio og set Star Wars. Vi har indrettet et musikrum og et legerum og afsluttet lange dage i haven med en irish coffee i sofaen.

Jeg har intet at have dårlig samvittighed over, for der er ingen grund til at sammenligne os med alle mulige andre, når vi ikke som dem. Vi er jo Fyrsten & Fruen – og det er faktisk slet ikke så dårligt:)

image

1-årigt æg:)

I dag er det præcis et år siden, at jeg lå på en briks på Nørrebro og fik lavet den insemination, der resulterede i Jasper:)

Det er virkelig mærkeligt at tænke på!

Vi havde stort set ingen forestillinger om et succesfuldt udfald. Jo jo, selvfølgelig håbede vi, at det ville lykkes, men vi var blevet skuffet så mange gange før. Og vi havde jo Ane:) Lige den her behandling føltes lidt som at ønske på et stjerneskud eller smide en lille, bitte mønt ned i en kæmpestor brønd.

Det tog os mange lange snakke at nå frem til at starte i behandling igen. Jeg ville SÅ gerne! Men Fyrsten var bange. Bange for flere nederlag, bange for at det ville opsluge mig, bange for at jeg igen ville forsvinde ind i håbet og sorgen. Bange for hvad det ville gøre ved mig, ved Ane, ved os. Jeg havde bare en idé om, at det ville være noget andet. Det var ikke afgørende på samme måde som før. Vi VAR blevet en familie. Og det brugte jeg virkelig mange kræfter på at overbevise ham om. Men jeg forstod og forstår ham godt. Der er jo ingen garantier. Og selvom jeg havde en klar idé om, at vi var et andet sted nu, og at hele processen derfor ville blive en anden, så kunne jeg ikke love noget – hverken på hans eller mine vegne. Vi endte med at lave en aftale om at lægge ud med en enkelt behandling, og så tage den derfra.

Jeg kan huske, at jeg var lettere irriteret på lægen. “Det er vores 11. behandling. Jeg har let endometriose. Vi måtte aflyse forsøget i foregående måned pga cyster. Og nu siger du til mig, at der helst kun skal være ét æg??! Klaphat!” Og da vi mødte op til den sidste scanning for inseminationen var der kun et æg, så jeg tænkte “Nå ja, så er det bare sådan et for sjov forsøg….” Og måske netop derfor blev jeg på ingen måde opslugt.

Men der skal kun et godt æg til. Og det må ha’ været helt suverænt godt æg, når man ser på resultatet i dag;)

Jeg spiller ikke lotto. Og havde jeg gjort det, så var jeg stoppet. Så heldig kan man ikke fortsætte med at være:) Nogle brønde er det altså værd at tømme sin sparegris i!

image

 

Ægdonation #1

Hvis I har fulgt med i medierne de seneste dage, vil I uden tvivl have hørt lidt om ægdonation. Det er nemlig et emne, som der er særligt fokus på lige for tiden. Og det gør mig glad! Jeg håber, at den øget opmærksomhed kan være med til at bringe antallet af ægdonorer lidt op, ligesom jeg håber, at det kan være med til råbe politikerne op i forhold til at ændre på den kompensation, der gives til ægdonorer.

Fertilitetsbehandling er et helvede. Og de kvinder som dagligt slås for ønsket om at blive mødre, er i min optik de sejeste i verden. Jeg følte mig sjældent særlig sej, og folk fortalte mig også, at jeg ikke tog så pænt. At jeg ikke var så stærk. Set i bagklogskabens lys burde jeg have protesteret voldsomt mod sådanne ytringer. Jeg var en fucking superhelt alene af den grund, at jeg stod op hver eneste morgen! Fordi jeg formåede at leve et nogenlunde normalt liv. Fordi jeg tog på job, gik i Netto og lavede hakkebøffer med bløde løg. Fordi jeg stod op, og fordi jeg stod det ud.

Fertilitetsbehandling er særligt hård ved de kvinder, der mangler æg. For der er desværre ikke mange ægdonorer i Danmark. Og det er egentlig forståeligt nok. Det er en drøj proces at donere æg. Man skal i hormonbehandling, til 4-5 scanninger, og til slut skal man igennem at få taget æggene ud. Tidligere kom de fleste donorerede æg fra kvinder, der selv var i behandling. Det ændrede sig markant, da regeringen indførte brugerbetaling i 2011. Og med markant mener jeg virkelig markant. Jeg hørte i en radioudsendelse, at der i de første 6 måneder af 2011 blev doneret 0 æg. Nul! Og det forstår jeg så udmærket. For det var jo æg, man kunne få befrugtet til brug i en senere behandling, fremfor at skulle betale for endnu et forsøg.

Derudover blev ægdonorer frem til sidste sommer  honoreret på samme måde som sæddonorer – med 500 kr. Nu får de 400 kr pr. fremmøde og 800 for selve ægudtagningen, som kræver en hel fridag. Altså 2400 i alt – som der skal betales skat af! Det virker helt skørt, da processen for en kvinde er meget længere og også for nogen ret smertefuld. Jeg tror ikke, at de kvinder, der virkelig gerne vil donere æg har brug for et økonomisk incitament. Jeg tror, at de havde gjort det lige meget hvad. Derfor køber jeg heller ikke argumentet om at holde kompensationen nede for at økonomisk pressede ikke skal ty til ægdonation for at lave lidt hurtige penge. For uanset prisen er det ikke hurtige penge! Alligevel tror jeg dog, at en større kompensation vil kunne gøre en forskel. Jeg tror, at det kan prikke til de kvinder, som gerne vil, men ‘ikke lige får det gjort’, og jeg tror, at det vil få de nuværende donerer til at føle sig mere retfærdigt behandlet i forhold til processens omfang. Nogle steder i Sverige er ventelisterne helt i bund som følge af, at kompensationen er blevet sat op.

Der mangler æg i Danmark. Mange par tager turen til udlandet, men det kan hurtigt blive dyrt. Derudover er det omfattende at skulle tage turen til udlandet ved hver behandling. Og lidt grotesk, at det overhovedet er nødvendigt at skulle krydse grænserne for at få hjælp.

For nogle år siden blev der åbnet for muligheden for at donere æg direkte til en anden, hvor det ellers førhen kun var muligt at donere anonymt. Det er også muligt at donere til krydsdonation. Det fungerer sådan, at hvis kvinde A mangler et æg, så kan kvinde B donere et æg til en pulje af æg, hvorfra kvinde A så får et æg fra en ukendt kvinde. Det æg kvinde B har doneret går, på samme måde, til en kvinde, hun ikke kender. Altså er det nu muligt at få en æg ved hjælp fra en veninde, søster eller andet. Hvis man altså er heldig nok at kende én, som vil donere. Alligevel er antallet af donerer ikke steget synderligt.

Jeg er så usigeligt taknemmelig for at være ude af behandlingsverdenen, men jeg føler med dem, som fortsat kæmper. Og for de par, som mangler æg, så håber jeg virkelig, at de sidste dages artikler og udsendelser kan gøre en forskel!

Sidder du derude og enten har doneret æg eller modtaget, og har du lyst til at dele din fortælling herinde, så må du meget gerne sende mig en mail på efausing@hotmail.com.

Og har du lyst til at læse mere om emnet, så har jeg skrevet lidt om mine egne tanker om at donere her. Du kan også læse indlæg fra en ægdonor og fra en modtager🙂