Forskellighed og kærlighed

Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg mærker en forskel, nu hvor jeg også har et barn, som jeg selv har født. Ikke ment som om jeg elsker den ene mere end den anden, men nok nærmere om jeg føler, at noget er anderledes – i måden jeg ser dem på, og i måden jeg er mor på.

Da vi ventede Ane, vidste jeg af gode grunde ikke, hvad det ville sige at være gravid. Ergo vidste jeg heller ikke, hvad jeg gik glip af. Og selvom jeg elskede at være gravid med Jasper, så var det helt ærligt ret surrealistisk at tænke på, at der lå et lille menneske indeni mig. Jeg mærkede hikke og spark, og jeg nussede maven og talte med ham. Men den dag i dag har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at det var HAM, der lå indeni mig. Og selvom jeg nåede at være ret meget i fødsel med Jasper, så endte det alligevel med at blive lidt den samme oplevelse, som da Ane kom til verden, fordi jeg hverken så eller mærkede, at han kom ud ad mig.

Og jo, jeg mærker en forskel. En stor forskel. For de er to forskellige børn, og jeg er to år og en hulens masse erfaringer rigere.

Med Ane var jeg ikke bare førstegangsmor. Jeg var ‘ufrivilligt barnløs-førstegangsmor’. Jeg havde ventet SÅ længe på hende. Der var en særlig skrøbelighed over den første tid som mor til Ane. Hun var for tidligt født, vi var indlagt, vi var usikre på alting. Jeg var opfyldt af lykke og samtidig panisk angst for at gøre noget forkert. Jeg havde jo ikke prøvet det før.

Ane blev holdt tæt hele tiden. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg ikke kunne andet. Hun var sjældent ked af det eller utilfreds – ene og alene fordi hun ikke nåede det, inden jeg stod klar med babser, arme og et nøje udvalgt repetoire af børnesange.

Jasper er nødt til at give tydeligere udtryk for sine behov, fordi jeg til tider er optaget af at lægge puslespil og tegne blomster. Han virker til at have et større behov for nærhed, end Ane havde, men måske han bare får muligheden for at vise dét, som jeg altid kom i forkøbet med Ane.

Med Jasper er jeg andengangsmor. Jeg ved, at han ikke går i stykker. Jeg er ligeså opfyldt af lykke, som jeg var med Ane, men den tager på sin vis en anden form. Jeg er roligere. Jasper er vores bonus. Han er ligeså stort et mirakel, som Ane var, fordi han ikke på samme måde var forventet. Han var det håb, vi ikke rigtig turde ytre, fordi vi allerede havde fået ét ønske opfyldt.

Der er forskel på mine børn, og der er forskel på den måde, jeg er mor på. Men der er ikke forskel på graden af kærlighed. Ligesom jeg ikke elsker Ane højere, fordi hun var mit første barn, elsker jeg heller ikke Jasper højere, fordi jeg har født ham.

Mens jeg var gravid, forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne elske noget andet barn ligeså højt, som jeg elsker Ane. Tosset tanke, men vist rimelig almindelig. Heldigvis er kærlighed ikke en mangelvare herhjemme;) En anden tanke, som er blevet modbevist, var, at babyen kun ville ligne mig, hvis det blev en pige.

Jeg synes, det er super dejligt og sjovt, at Jasper ligner mig. For det gør han virkelig! Vi har samme øjenform, mund og hage(r). Og jeg elsker at kigge på gamle billeder af mig selv og se lighederne. Men det handler mest om, at det er skægt at kunne genkende noget i ham.

For jeg synes, det er fuldstændig ligeså skægt, at Ane er som snydt ud af næsen på sin moster. Det er dejligt, at jeg kan se så meget af min søster i hende.

 

Mine børn er helt deres egne

– men de er heldigvis også mine;)

imageimage

 

Ægdonation og kroppens erindringer

Jeg skal til 8 ugers undersøgelse i næste uge. Et af punkterne på min ‘Spørg lægen’-liste er ægdonation. Faktisk er det det eneste. For jeg vil rigtig gerne have hans grønne lys for, at jeg og min krop lige om lidt kunne være klar til at donere æg.

Eller ‘ville’ rigtig gerne.

Jeg havde allerede forhørt mig hos en fertilitetsklinik, om hvorvidt det overhovedet er muligt og tilrådeligt at donere æg, mens man ammer. “Ingen problemer!” sagde de. Så i går ringede jeg til ‘vores’ klinik, den hvor lillebror blev lavet. Bare lige så jeg kunne have deres ord med i tasken, når jeg skulle til lægen. Desværre var de af en helt anden holdning end den første klinik, og vil ikke røre mig med en ildtang (hvilket ikke er et helt forkert ord at bruge i den sammenhæng!), så længe jeg ammer. Og jeg planlægger at amme ligeså længe, som lillebror har lyst. Ligner han sin søster bare lidt, så er det LÆNGE! At donere efter barslen er ikke umiddelbart en mulighed, da jeg efter de sidste mange ægudtagninger har haft smerter, der ville gøre, at jeg ikke kunne gå på arbejde.

Jeg hader, hader, hader at få taget æg ud. Faktisk hader jeg alle former for undersøgelser af mit underliv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en psykisk betinget reaktion mere end en fysisk. Jovist, det gør ondt! Men den største smerte sidder i psyken, for selvom jeg er ‘videre’, så husker kroppen. Og turene i stigbøjlerne er forbundet med så stor sorg og smerte, at min krop øjeblikkeligt går i alarmberedskab. Jeg forsøger krampagtigt at trække vejret dybt og slappe af, alt imens tårerne løber, og jeg beder til, at det hurtigt må være overstået.

Hver gang jeg har ligget der på briksen i forbindelse med en behandling, har det været med hele følelsesregistret i spil. De første par gange var det overvejende håb og forventning. Og de følelser fulgte vist med hele vejen, men undervejs, som forsøgene fejlede, blev håbet overskygget af angst, sorg, frustration og modløshed. Selvom lægerne ændrede proceduren undervejs – så sætter vi to æg op! Så sætter vi tre æg op! – og selvom de hev nye, smarte ord op ad posen – vi prøver med assisted hatching! Og en tur med blastocyst dyrkning – så var resultatet det samme hver gang. Hvilket var INTET resultat.

Kroppen glemmer ikke bare.

Jeg er ude på den anden side. Nok er følelserne og minderne med mig, men jeg formår langt hen ad vejen at kontrollere dem og bruge dem konstruktivt. Jeg forstår, at det er overstået. At vi vandt.

Kroppens erindring er en helt anden og langt mere ukontrollabel størrelse. Og den overrumpler mig hver gang.

På trods af dette og ikke mindst på grund af dette, vil jeg gerne donere æg! Mine årsager er langt hen ad vejen egoistiske. Jeg vil gerne hjælpe andre, men jeg vil også gøre det her for MIN skyld.

Først og fremmest føler jeg behov for at bidrage til en eller anden form for karmisk balance. Jeg har fået to børn – jeg ‘skylder’ universet selv at smide noget i puljen. Jeg vil gerne give noget igen.

Dernæst tænker jeg ægdonation som et skridt på vejen til at ændre min krops erindringer. For denne gang ville en ægudtagning ikke være forbundet med et miksmask af modstridende følelser. Der vil (tror og håber jeg) kun være glæde.

Glæden over at kunne give et (to, tre, fire, fem??) andet par muligheden for at blive forældre. Det er dét minde jeg vil bære med mig i min krop. Ikke sorg og smerte.

Glæde. Bare glæde.

 

Jeg er ret nedslået over, at min plan ser ud til at være gået i vasken. Så jeg tænker, vender, drejer og går på opdagelse i undersøgelser og forsøger at vriste relevant viden ud af fertilitetslæger. Og ellers må jeg vente nogle år og forsøge at time det med en ferie.

Jeg har et mere fyldestgørende indlæg om ægdonation liggende endnu ufærdigt  i kladder, så det har I tilgode:)

God weekend, alle sammen:)

Sæddonation og forbudte tanker

Det er svært for mig at skrive dette indlæg. Af flere grunde. Først og fremmest fordi jeg skammer mig over mine tanker. Jeg ved godt, at de er ‘forkerte’. Dernæst fordi jeg er nervøs for, hvordan det vil blive modtaget. Jeg rammes ofte af en følelse af, at jeg ikke kan ’tillade’ mig andet end ubetinget glæde over min situation grundet vores historie – en følelse der dog i langt højere grad kommer indefra end udefra. Og sidst, men ikke mindst, så synes jeg, at det er møghamrende svært at finde de rigtige ord, som ikke får mig til at fremstå super overfladisk og dum!

Når jeg alligevel vælger at skrive det, er det fordi, jeg tænker, at der muligvis sidder nogen derude, som rent faktisk forstår, hvad jeg mener og kender til mine tanker….

Jeg er himmelråbende, jitterbugdansende, tandkødssmilende lykkelig over at være gravid. Jeg glædes over at kunne gøre Ane til storesøster, og jeg nyder at få lov til selv at opleve en graviditet – det er et kæmpe privilegium, som jeg ikke tager for givet!

Alligevel rammes jeg ind imellem af dumme tanker, som jeg skammer mig over. Tanker, der på ingen måde gør min glæde mindre, men som dog dukker op og kræver min opmærksomhed, omend blot for et kort sekund. Det er tanker, som omhandler det faktum, at babyen er lavet ved hjælp af sæddonation.

Jeg er ekstremt taknemmelig over, at der er så mange sæddonorer i Danmark. Endnu mere over at en del af dem vælger at være åbne. Det er nemlig sådan en donor, vi har valgt. Så skulle baby en dag vokse op og have et behov for at kontakte eller møde sin donor, så har vedkommende gjort dette muligt ved at vælge at være åben donor. Og det har jeg kæmpe respekt for! Generelt er jeg virkelig stor fan af denne mand, som jeg slet ikke kender. Jeg ved kun, at han er omkring 175-80 høj, har grønne øjne og mørkt hår. Men så stopper det også der – det er alt, jeg ved. Og her kommer så den første dumme, skammelige tanke: Hvad nu hvis han er grim? Jeg kan ikke engang skrive det uden at tænke ‘Nu stopper du fandme!’ Jeg ved udmærket godt, at det ikke bare er overfladisk, men også ligegyldigt og utaknemmeligt at tænke sådan. Og inderst inde og til daglig betyder det jo ingenting. Men tanken kommer alligevel bare forbi fra tid til anden. Måske det er usikkerheden, manglen for på forudsigelighed – jeg ved det ikke. Men da vi ventede Ane, kunne jeg jo bare se på min søster og min mand, så fik jeg en lille idé om, hvordan min datter ville komme til at se ud. Derudover havde jeg både nevøerne og Fyrstens store søn, Oliver, som nogenlunde brugbart sammenligningsgrundlag. Og de er alle fire nogle virkelig smukke drenge. Denne gang ved jeg kun, hvad jeg smider i puljen. Og selvom det både inkluderer søde fregner og pæn kropsbygning, så er der også de lodder, der indeholder de skæve knæ og de firkantede tænder. Hvad nu hvis det er netop disse lodder, som babyen har trukket, og kombineret med noget, som jeg slet ikke kender til? Det er så skørt og dumt og alt muligt andet, og jeg er på ingen måde i tvivl om, at jeg naturligvis (ligesom alle andre mødre) kommer til at synes, at lige netop mit barn er det smukkeste i verden;) Men – tanken findes altså stadig. Ind imellem forsøger jeg at overbevise mig selv om, at vores donor naturligvis har verdens største næse, skæveste tænder og derudover er virkelig ond ved dyr. Så er jeg ligesom forberedt.  There! I said it….

Næste dumme tanke….. Jeps, der er flere af dem. Så stor en lort er jeg.

Vi havde sidste gang til fødselsforberedelse i sidste uge, hvor vi talte om vores forventninger til fødslen. En af de andre sagde, at hun særligt glædede sig til at se produktet af hendes og kærestens kærlighed. At babyen jo ville være en sammensmeltning af de to. Så fint og sødt og sandt:) Og en lille, bitte, bitte smule misundelsesværdigt… Igen – jeg lyder egoistisk og utaknemmelig, men må jeg godt være bare en lille smule misundelig på dét? Må jeg godt være helt igennem lykkelig og taknemmelig over at skulle være mor igen, må jeg godt være klar over, hvor ufatteligt heldig jeg er, må jeg godt få helt dårlig samvittighed over snart at have to børn, når jeg ved, at andre par kæmper en helt forfærdelig kamp for at få ét – må jeg godt alle de ting og samtidig mærke en snert af misundelse over ikke at komme til at opleve kærlighedssammensmeltningen? For det gør jeg altså nogen gange…. Det er slet, slet ikke på en måde, så det fylder i mig, eller så jeg bliver ked af det. Overhovedet ikke. Det er mere sådan en ‘hmmm, det kunne nu ha’ været meget hyggeligt‘. Ikke desto mindre skammer jeg mig over tanken, fordi jeg godt ved, hvor tåbeligt og ligegyldigt det er at give rum til sådanne tanker.

Mon jeg er den eneste, der ind imellem rammes af irrationelle eller skammelige tanker??

image
Dejligt at se, at der er nogen tanker, som jeg i hvert IKKE er ene om;)

 

Noget om ydmyghed….

image

Jeg tror ikke, at det er gavnligt at dvæle ved hver krise, som livet trækker én igennem. Ej heller tror jeg, at sneen bliver mere hvid og roserne mere røde, fordi man har gennemgået noget svært og nu er ude på den anden side. Men jeg tror på, at roserne syner mere røde af den simple grund, at man i øjeblikkets krise ikke bemærker hverdags små vidundere. Så når krisen er afværget, og man igen kan trække vejret roligt, lægger man pludselig mærke til små ting, som man har overset eller ignoreret. Og det er ikke så meget dét, at man lægger mærke til det, der kan slå benene væk under én. Det er erkendelsen af, at man nu ser noget, som man ikke anede, man havde glemt. Og derfor opleves roserne mere røde, sneen mere hvid og chokoladen mere lækker.

Jeg forsøger at lade være med at dvæle ved vores tid som ufrivilligt barnløse, men jeg forsøger ikke at glemme den. Jeg er meget bevidst om, at det var en periode i mit liv, som i den grad har været med til at definere mig. Og det er okay. Faktisk er det på mange måder ret fantastisk. For det giver mig en ydmyghed og taknemmelighed, som jeg ikke tror, jeg nødvendigvis havde været udstyret med, såfremt vi havde danset os gennem baby-projektet.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle mødre synes, at deres børn er det ypperste af alt, hvad der er smukt i verden. Jeg tror ikke på, at jeg elsker mine børn mere end enhver anden mor. Jeg tror til gengæld, at jeg, i højere grad end naboen, husker på, hvor helt ufatteligt prisgivet, heldig, privilegeret jeg er, at få lov at føle netop den kærlighed, som man har til sine børn.

Men helt ærligt – med en datter som hende her er kærligheden nok også bare ekstra svær at glemme;)

[vidcore vid=”TbCB7hdc”]

Ja, vi er midt i renoveringsrod! Og ja, der står et vitrineskab midt i stuen. Der har det stået i tre uger – jeg ser det ikke længere. Slet ikke når musikken spiller;)

En ode til 92 æg

Et æg var glæde, et andet var håb

et tredje var afgrundens skingreste råb.

Et æg var vrede, et æg var latter

og et var trætte, hormonfyldte patter

Et æg var drømmen, der sneg sig ind

et andet var sprøjter i maveskind.

Et æg var kærlighed – voldsom og stor

et andet en stemme, der kaldte mig ‘mor’

Et æg tøvede, mens et andet sig skyndte

et tredje var livet, der aldrig begyndte

Et æg kom et efterår, et æg kom en sommer

et smagte af nougat, et andet af blommer

Et varmede mig op, et frøs mig til is

et spredtes til tårer i tusindevis

Et æg blev til to og to blev til flere

92 æg lod sig ikke diktere

De hilste i entreen, men hængte ej hatten

før pist var de borte forsvundet i natten

Med vemod og sorg jeg så dem gå

92 små hjerter der aldrig sku’ slå

Og som dog viste mig kærligheden på deres færd

Farvel 92 æg og tak for jer