Kan man være civiliseret med trusserne på vrangen??

Vi gjorde det sgu! Nåede ud ad døren til tiden i morges med kun et enkelt bump på vejen. Jeg havde tegnet Gurli Gris på tv’et på Anes skema, hvilket jeg burde have sagt mig selv, at hun ville tage meget bogstaveligt. Det udløste en mindre krise, som dog heldigvis ikke var værre end, at den kunne klares med et glas saftevand. Ja, jeg er sådan en mor! Tak, verden, for den vidunderlige opfindelse som er sukker<3

Jasper blev afleveret uden problemer. Han hoppede bare over til en pædagog og vinkede til mig og Ane. Med tanke på hvor lidt han har været i vuggestue i marts, er jeg helt på røven over, hvor fint han takler det!

Jeg fik også afleveret mig selv på job i god tid til lige at drikke en kop kaffe og hyggesludre med kollegerne. Og jeg følte mig helt voksen og civiliseret, som jeg stod der i rent tøj og med lukket ammebh. Den følelse formåede jeg at holde fast i helt til kl. 16, hvor jeg opdagede, at jeg havde mine trusser på på vrangen. Men altså – to ud ad tre er heller ikke skidt, vel?!

Nu er Fyrsten ved at putte ungerne, og jeg skal kigge på lidt forberedelse til i morgen. Vi skal besøge Toms chokoladefabrik – det er i sandhed en tung tjans at lægge ud med ovenpå halvandet års barsel;)

Og tak for jeres søde kommentarer til indlægget i går! Jeg blev vist lidt emotionel. Og nej, det er heldigvis ikke sådan, at jeg på nogen måde påtænker at lægge bloggen på is – den kommer til at få lov at fylde det, jeg nu har lyst og overskud til ved siden af en 42 timers arbejdsuge og et helt almindeligt familieliv. Og den har jo altså overlevet en endt barsel før, så mon ikke det også går denne gang? Jeg bilder også mig selv ind, at det har en værdi for jer, at jeg nu bare er en helt almindelig mor, som skal forsøge at jonglere job, børn, mand og hus og samtidig forsøge at vende trusserne den rigtige vej;)

img_5173

– Så ser jeg ud nu. Med åben ammebh og broccoli på skjorten (den fås her (REKLAMELINK), broccoli forhandler de vist ikke). Og nej, jeg har ikke vendt trusserne. De sidder ligeså godt.

Ævl og kævl (og verdens længste ps)

img_5079

Mit vækkeur ringede kl. 6.30 i morges. Det er ellers sjældent, at den slags er nødvendigt – både fordi det jo er søndag, men også fordi Jasper plejer at vågne i nærheden af klokken 5. De seneste nætter har dog været noget værre roderi med to febersyge børn, hvorfor vi alle har sovet lidt længere end normalt. Så vækkeuret blev sat i tilfælde af, at vi skulle i biografen og se “Dyrene i Hakkebakkeskoven”. En hånd på Anes pande afgjorde det. Vi skulle ingen steder. Og Ane græd og prøvede så godt hun kunne på at overbevise mig om, at hun altså kun havde det lidt dårligt, men faldt i søvn igen, før hun nåede at færdiggøre sætningen. Så vi sov videre i en times, før vi stod op og var lidt mutte – i hvert fald 50% af os. Ane, fordi hun var syg og ærgerlig, og mig, fordi jeg havde pisse ondt af Ane, og fordi det var sidste dag før jobstart. Jeg glæder mig, det gør jeg virkelig – men derfor er det satme stadig mærkeligt!

Efter et par timer med bollebagning, leg på gulvet og oprydning i hjørnerne, blev Jasper puttet, og Ane fik lov at underholde sig med iPaden under dynen på sofaen. Fyrsten gik i krig på førstesalen (han er nået pisse langt! OG han har opdaget, at der også er plankegulve på det lille kammer, som skal blive til Jaspers værelse. Scooooore!!!!), og jeg besluttede mig for at gøre noget så usandsynligt kedeligt som at rydde op i vores udhus. Det er sådan noget, jeg gør et par gange om året. Beslutter mig for, at nu skal der orden på det, så det hele ikke vælter ned i hovedet på én, når man åbner døren. 3 måneder senere kan jeg så gøre det samme igen, fordi der render en eller anden kortbenet, fregnet type rundt og smider ting derind, fordi hun åbenbart ikke tænker så skide langt;) Men når nu humøret var røvsygt, så kunne jeg jo ligeså godt gøre noget røvsygt. Der er jo ingen grund til at spilde dårligt humør på sjove ting, vel?!

Men så pludselig tikkede der en mail ind, som ved første øjekast lignede noget spamværk. Meeeen der stod noget med “gave til dig” i emnefeltet, så jeg valgte at åbne den. Og heldigvis for det! For det var simpelthen biografbilletter til mig og Ane fra verdens sødeste læser, Sofie, som syntes, at det var synd for Ane, at hun ikke kunne komme i biografen i dag som ellers planlagt. Hold nu kaje, hvor er det er bare verdens sødeste tanke!!!

Jeg sendte Sofie en snap for at takke hende for den ualmindeligt fine gestus, og jeg tilføjede, at det skulle hun da slet ikke have gjort! Sofie svarede tilbage, at hun skam slet ikke var i tvivl om, at vi nok skulle være kommet i biografen alligevel, men at hun havde lyst til at give os den gave, som tak for mit ‘arbejde’ på bloggen. Fordi hun bliver underholdt og inspireret herinde og syntes, at jeg derfor skulle belønnes. Årh, det var sgu rart at læse!

Og så vendte skuden ligesom! For så kom der en sms fra min svigermor. Som bare lige ville sige, at hun havde overført lidt penge, så ungerne kunne få noget nyt til forårsgarderoben. Og Ane lyste fuldstændig op, da hun selv fik lov at vælge sig et par lilla gummistøvler og en ny jakke med vandmeloner og flamingoer på. Og fordi der er mega meget udsalg på Zalando pt, røg der også lidt i kurven til mig – blandt andet t-shirten på billedet her, som jeg synes er så fin!

img_5155

glad i låget-t-shirt (citat Elisabeth, 32 år) 74 kr. // vidunderligt smuk jakke (citat Ane, 3 år)
199 kr
. (REKLAMELINKS)

Nu da humøret var godt på vej op, lod jeg rod være rod og ignorerede fuldstændig alt det skrammel, som jeg havde fået bakset ud ad udhuset. Der er ingen grund til at spilde godt humør på røvsyge ting, vel?! I stedet fandt jeg en Somersby på bunden af køleskabet og en solstråle på terrassen. Og så smagte den af Vejlø!!! Somersby’en, ikke terrassen…. Så bliver det bare ikke meget bedre, vel??

Jo. Det gør det faktisk:)

For der kom endnu en sms. Denne gang fra vores søde nabo, som ville høre, hvordan det stod til med ungerne og bare lige sige, at hun gerne passede i morgen, såfremt de ikke var friske. Og hun har faktisk nævnt et par gange før, at det var en mulighed, men jeg har nok bare tænkt, at det var noget hun sagde, for at være sød. For hun er sød, men tydeligvis også fuldstændig oprigtig i forhold til gerne at ville hjælpe med ungerne. Og ungerne er heldigvis helt vilde med hende:)

Nu kan jeg slutte søndagen og min barsel af med et smil. Der er fundet tøj frem til både mig og ungerne, og jeg har lavet et ‘skema’ til Ane, som med garanti ikke kommer til at holde, men som forhåbentlig kan gøre vores morgen bare lidt mere overskuelig.

img_5152

Og jeg glæder mig til at komme på arbejde. Til at kramme mine kollegaer og tænke på noget andet end vasketøj og plankegulve. Jeg glæder mig også rigtig meget til at få planlagt en biograftur med Ane. Som vi skal udføre iført flamingoer og regnbuer. Og jeg glæder mig over at være blevet mindet om, at vi jo faktisk HAR et netværk her i Hvidovre! Mennesker vi holder af, og som gerne vil hjælpe – ikke fordi de er forpligtiget til det, men fordi de har lyst! Jeg glæder mig også over, at det netværk langsomt bliver større og større. For vi har de sødeste naboer, og vi har Lillemor og Lillefar. Og hende den søde Sofie, hun flytter faktisk også ind i nabolaget lige om lidt – og hun kan også godt li’ Somersby:)

 

Et lille, langt ps: Jeg fik en sød besked på Snappen forleden fra et mine IG-bekendtskaber. Hun ville bare sige tak for mit nærvær på Snap og bloggen gennem min barsel – det ville hun komme til at savne. Det vil jeg også! Så kan folk mene, at blogs mm er noget overfladisk fis, men jeg ved bedre. Tak fordi I har holdt barsel med mig. Tak for jeres altid søde kommentarer, gode råd og opbakning. Tak fordi I ikke er stejlet over mit stigende forbrug af affiliate links her i den seneste periode. Tak fordi I godt gider læse opskrifter, som består af fire ingredienser. Tak for tips om alt fra skoldkopper til bh’er. Tak fordi I gang på gang bekræfter mig i, at de relationer, der skabes på de sociale medier er alt andet end overfladiske! At man ikke behøver sidde overfor hinanden fysisk for at give hinanden noget. Jeg bliver så glad, hver gang I bruger to, fem eller 20 minutter på at lægge en kommentar, komme med en betragtning eller dele en oplevelse. Åh, ævler jeg igen?? Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med det. Mine fingre skriver bare. Jeg tror, jeg prøver at sige tak. Fordi I gør det virkelig rart at blogge. Det var vist det! Og NU går jeg i seng:)

Pps. Roderiet fra udhuset har jeg bare skubbet ind under halvtaget. Så kan det stå der til en dag, hvor jeg er i dårligt humør;)

 

I dag græder jeg

For halvandet år siden udgav jeg dette indlæg. I dag har jeg sidste dag på barsel.

Og i dag græder jeg.

Ikke fordi jeg er trist. Det er jeg faktisk slet ikke. Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Jeg er klar. Og selvom det naturligvis bliver en anden hverdag, end den vi har kendt til i de seneste 18 måneder, så tror jeg på, at det nok skal blive rigtig godt det hele.

Jeg græder, fordi i dag er min sidste dag på barsel med det ekstra barn, som jeg aldrig turde håbe, at vi ville få. Jeg følte mig så heldig, da vi fik Ane! Tænk, at jeg fik lov at blive mor. Og så lige Anes mor! Heldigere har man ikke lov at være. Tænkte jeg. Lige indtil jeg tissede trylletis på en fredag formiddag og dermed blev heldigere endnu.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel med Jasper. Som vi ikke vidste var en Jasper, før han gjorde sin entre i verden efter 36 timers veer, en kuldsejlet hjemmefødsel og et akut kejsersnit. Et drengebarn. MIT drengebarn. Som jeg frygtede ville ligne én, jeg ikke kender, men som mest af alt ligner mig. Og – på forunderlig vis – sin far.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og jeg har fået alt det ud af den, som jeg ønskede. Hvilket er intet håndgribeligt. Men til gengæld en hel masse ro og nærvær og kærlighed. Jeg brugte en uges tid på at male en stue og nogen gulve undervejs. Og jeg gik også i gang med en førstesal. Men 1 år og 4 mdr. har jeg brugt på at hente Ane tidligt, have rolige morgener, bage blå pandekager, tage i mødregruppe, lege sanglege og sidde i sofaen med et sovende barn på brystet. Mine børn og deres trivsel er mit håndgribelige bevis. Og det var egentlig alt, hvad jeg ønskede.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og i modsætning til da jeg stod samme sted for tre år siden, så har jeg denne gang ro i maven. Vi har, trods lidt bump på vejen, haft en virkelig god indkøring. Og selvom ingen nogensinde får mig til at sige “Han er bare så klar!, når det kommer til dagligt at skulle aflevere mit barn i institution i 8-9 timer, så kan jeg til gengæld sige, at han er tryg. Og derfor er jeg tryg.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og det ikke har været hårdt. “To blebørn?? Held og lykke med det!“, sagde de. Og jeg sagde “Tak:)“. Og jeg havde ingen forventninger om, at det ville blive en dans på roser, og det gjorde det heller ikke. Men det var heller aldrig ‘hive håret ud ad hovedet’-hårdt. Faktisk har det bare mest af alt været skønt. Og jeg har nydt at se Ane blomstre i rollen som storesøster og elske sin lillebror så højt, at hun har været nødt til at vække ham, når jeg kiggede den anden vej, fordi hun ville ha’ mere.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel. Og er der én dag, hvor det er særligt tilladt at græde, så er det i dag. Særligt når man græder af alle de rigtige grunde!

Hold nu kæft, hvor har det bare været 18 gode måneder!!!!

imageimageimageimageimageimageimage

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

img_1156img_3882img_4322

Middag med udsigt (til lysere tider!)

Vi har spist ude her til aften. Østerbro, sgu. 6. sal. Fancy shit! Udsigt over København, saftevand ad libitum og håndsprit i uanede mængder.

På Rigshospitalets børnemodtagelse….

img_5103

Alt er fint! Altså, på nær at Jasper er syg. Igen. Og da han havde fået ret høj feber på meget kort tid og samtidig havde en temmelig høj respiration, ville lægen gerne have ham tjekket for lungebetændelse. Hendes mistanke havde heldigvis intet på sig, og efter et par timer på børnemodtagelsen er vi nu hjemme igen med beskeden om at kontakte lægen, hvis ikke feberen falder.

Jasper er glad. Febervarm og træt, men glad. Ane er bare en stjerne, som syntes, at det var en spændende udflugt på sådan en helt almindelig onsdag. Og hun har netop nusset sin lillebror i søvne med ordene “Du var SÅ dygtig hos lægen, Jasper! Du var SÅ dygtig!

Jeg er bare øm om mit moderhjerte. Og træt i hovedet. For jeg syntes, at Anes skoldkopper var slemme, men overskuelige. Jaspers var tungere, nok fordi man kun lige havde overstået første runde. Så var der Jaspers mavevirus, som bare var hæslig. Og min egen tur i samme boldgade, som satte en ekstra prik over i’et i hæslig. Og nu skal vi åbenbart gennem en tur til, og det syntes jeg faktisk er lige over grænsen for, hvad man kan forvente af en helt almindelig familie. Så nu er vores fire dage til indkøring round two barberet ned til to, for han kommer naturligvis ikke afsted i resten af denne uge.

Arhmen, hvad sker der for det? Vi er normalt aldrig syge! Så nu siger vi, at det var det, ikk´? At nu kæmper vi den her feber i gulvet, og så har vi taget vores andel af sygdomme for resten af 2017, okay??!

For fucks sake!

Det tager 21-29 dage at bryde en vane

Det har Google lige fortalt mig. Det med vanerne. Jeg vidste godt, at det var noget i den stil. Derfor havde jeg også planlagt, at den første måneds indkøring skulle være stille og rolig. Afleveringer med god tid. Mulighed for at lade ham lande i vuggestuen med mig ved sin side. Mulighed for at lade ham styre tempoet og vise mig, hvad han har brug for. Og det blev lige præcis sådan en måned, vi fik. Med ro i maven og med en tryg og glad dreng. Anden måned skulle så bruges på at skrue lidt op for blusset. Gradvist hurtigere afleveringer og længere dage. En måned, der stemte bedre overens med den hverdag, vi kommer til at få, når jeg starter job igen. Men så fik han skoldkopper. Hvilket jo ikke lige er noget, man kommer igennem på et par dage. Og da skoldkopperne var overstået, fik han en mavevirus. Tre dage nåede han at være i vuggestue, før den ene sygdom afløste den anden. Så planen endte det samme sted, som det meste af hans tøj – i vasken.

Nu har vi i stedet fire dage til at forsøge at skabe en blid overgang. Og det siger næsten sig selv, at det ikke er muligt. I morges blev han afleveret kl. 7.45, hvilket er det tidligste, vi endnu har prøvet. Og det er stadig et stykke vej fra den virkelighed, som lige om lidt hedder kl. 7.15 fire dage om ugen og kl. 6.30 en dag om ugen. Og med morgenmad i vuggestuen i stedet for herhjemme – i hvert fald de dage, hvor han sover ‘længe’.

I dag sov han til 6.40, hvilket er længe for ham. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at han vågner 5-5.30. Og det er faktisk et rigtig fint tidspunkt i den forstand, at vi så kan få en rolig morgen. Men jeg er simpelthen bare ikke fan af at skulle vække ham, når han endelig sover. Og måske er det forkert? Måske bør jeg gøre det? Gør I det?? For i morges havde vi ‘kun’ lige knap 50 minutter, fra vi stod op, og til vi skulle afsted. Og fordi begge unger skulle spise morgenmad i vuggestue og børnehave, havde vi ikke travlt som sådan. Men de er bare vant til, at morgenerne foregår i laveste gear. At vi lige ligger i sengen 10 minutter ekstra (Ane og jeg ligger, Jasper hopper, kravler og forsøger at hive gardinerne ned), at vi tager os god tid med at spise morgenmad og efterfølgende kan sidde i sofaen og se Ramasjang og putte eller lege eller læse en bog. Og det er dælme en dejlig vane:)

Jasper reagerede ret voldsomt på, at morgenen var anderledes end normalt. Han græd og græd, hvilket ikke ligner ham. Han har masser af temperament og kan sagtens blive en smule hysterisk fra tid til anden, men i morges var han bare sådan rigtig ked af det. Og det smittede naturligvis af på Ane, som også blev i dårligt humør. Og så endte det med at blive en rigtig lortemorgen.

Det skal siges, at afleveringen gik godt – både i vuggestue og børnehave. Der var kun smil og kys og vink fra glade børn. Men det går mig alligevel på, at morgenen blev så dum.

Det er jo helt nyt for mig at skulle have to børn ud ad døren til et bestemt tidspunkt. Og det er uden tvivl en lidt anden øvelse, end det var med et barn. Og ja, i dag var første dag, så selvfølgelig krævede det lidt ekstra, og der intet til grund for at tro (frygte!), at morgenerne fremover bliver ligesådan. Jeg forestiller mig bestemt ikke, at han har tænkt sig at droppe sin vanlige kl. 5-vågning sådan fast, hvorfor det sikkert slet ikke bliver et problem de fleste dage.
Alligevel vil jeg dog rigtig gerne høre jer, hvad I tænker, og hvordan I gør derhjemme? Vækker I børnene, eller lader I dem sove så længe som muligt? Og hvad har I af vaner og rutiner, som gør de lidt hektiske morgener mere rolige og rare for alle parter? Det er jo ikke kun børnene, som skal ind i en ny rutine – det er også mig. Og jeg er ligeså udpræget tryghedsnarkoman, som de er!

img_0666

 

Ævl og kævl #2

Fyrsten har endelig fået sin udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond. Det var lige før, jeg begyndte at græde lidt, da han gav mig beskeden;) Ikke fordi vi som sådan kommer til at mærke det store til det, for pengene kommer jo bare til at dække de huller, som vi blev efterladt med, da han mistede sit job. Men jeg blev så lettet over, at vi ikke skulle kæmpe. Tænk engang, at det er blevet en forventning – at man skal kæmpe for det, man egentlig har ret til? Men ærligt, så har vi desværre overvejende måtte smide fløjlshandskerne, når vi har skulle have hjælp fra forsikringsselskaber, statsforvaltning, a-kasse mm., og vi har op til flere gange selv måtte lave en del af fodarbejdet for at få medhold i sager, hvor vi helt uden tvivl, havde ret fra start af. Tankevækkende og ærgerligt, at tingene er skruet sådan sammen! Havde jeg eksempelvis ikke selv taget kontakt til erhvers- og byggestyrelsen og sat mig grundigt ind i, hvordan man udarbejder en tilstandsrapport, da vi i sin tid skulle have lavet nyt badeværelse, så havde vi endt med selv at skulle betale hele baduljen. Og det på trods af, at vi havde tegnet den absolut dyreste og mest udvidet ejerskifteforsikring.

Det var et sidespring! Pengene er nu udbetalt, og de forskellige huller er så godt som dækket. Så kan man have sine meninger om gule fagforeninger, men jeg er imponeret over det serviceniveau, som Krifa har lagt for dagen i forhold til at guide og vejlede Fyrsten undervejs. Tak, sgu!

Af de mindre positive kan nævnes, at Jasper stadig er syg. Eller – han er egentlig frisk nok, men vi venter stadig på mere ‘faste former’ i hans daglige leveringer, før jeg vil være bekendt at sende ham i vuggestue. Det smitter jo så åndssvagt meget, sådan noget mavevirus. Jeg er bare en lille smule ved at dø ved skræk over, at han altså nu kun har været i vuggestue tre gange indenfor de seneste 21 dage. For der er kun næste uge med, så banker virkeligheden og de lange dage på.

Og hvad skal jeg så bruge min sidste uges barsel på? Læse bøger, få ansigtsbehandlinger og sippe dyr kaffe på en fancy fortovscafé? Niks! Jeg skal male, sgu! Egentlig overvejede jeg et kort øjeblik at sætte førstesalsprojektet fuldstændig på stand-by, bare i tilfælde af at vi skulle være så heldige at vinde det der gavekort til Silvan (I kan stemme på os HER!). Men jeg tør slet ikke håbe på, at vi skulle være så heldige! Og er heldet med os, så er der så rigeligt med andre projekter, som præmien kunne få lov at finansiere! Så jeg tænker at kaste mig over malerarbejdet i næste uge, og forhåbentlig kan det få os rigtig godt fra start. Ane er så mega spændt på endelig at få sig et helt rigtigt værelse, og jeg forstår hende så godt!

Nu er skidemaskinen vågnet fra lur, så jeg slutter af. Nyd hinanden, solen og weekenden:)

img_4980 img_4981

 

Jeg slutter min barsel på samme måde, som den begyndte…

Jeg slutter min barsel på nogenlunde samme måde, som den begyndte: med at være træt, smurt ind i opkast og afføring og med en forvokset baby, som kun vil sove på sin mor. Når man ser bort fra alt det åbenlyst ufede ved den situation, så er det sgu da i grunden nærmest poetisk, ikk’. Altså poetisk tilsat en fæl odør…

Planen var jo at bruge det sidste stykke tid af min barsel på renovering. I stedet har jeg haft Jasper i armene stort set nonstop i to uger. Først med skoldkopper og nu med mavevirus. Og hvor er det bare lige præcis sådan, det skulle være! Ikke at det på nogen måde er godt, at han er syg, selvfølgelig! Men at jeg nu ikke har andet valg end bare at holde ham tæt og indeånde den del af hans hoved, som han ikke har formået at få opkast på, det er faktisk slet ikke dårligt:)

For hold nu kæft, hvor er han altså bare den mest vidunderlige, lille dreng. Selv når han er syg. Hans humør er fuldstændig ukueligt, og jeg kan få ham til at grine bare ved at kigge på ham. I går lavede vi ikke en flyvende fis andet end at sidde i sofaen, bare mig og ham. Og jeg nussede hans hår og sang sange, og han lå helt stille i mit skød og kiggede mig. Drengebarnet, som ellers har kronisk krudt i røven og som normalvist flere gange dagligt viser mig, at jeg er det mindst underholdende i verden, med mindre jeg har en farverig skål placeret på mit hoved. Men i disse dage er jeg hans eneste fokuspunkt – i hvert fald indtil faren kommer hjem. Og jeg suger det til mig og nyder at have ham sovende på mit bryst. Førstesalen kan man altid renovere. Det har taget os knap syv år overhovedet at komme i gang, så et par uger fra eller til gør ingen forskel. Men min baby får jeg ikke igen. Planen for i dag er fuldstændig den samme som i går – at lave så lidt som muligt. Der er prop i begge ender, og han er i bedring, men af hensyn til smittefare holder jeg ham hjemme en dag mere. Nå ja, og af hensyn til mig og mit nussebehov;)

Men man kan jo sagtens lægge førstesalsplaner og gennemlede Pinterest efter fede garderobeløsninger, mens man stille og roligt gror fast i sofaen. Planen er, at vi selv skal bygge noget til tøjopbevaring, da der er skrå vægge. Oprindeligt havde jeg tænkt, at det skulle bygges fra bunden, men min tanke lige nu er noget med overskabe fra Ikea, som ville passe perfekt i dybden. Eneste minus er at det ikke er muligt at få helt almindelige skuffer til. Jeg er simpelthen ved at være for gammel til at have undertøj, strømper mm i gamle hatteæsker. Har I selv kastet jer over et lignende projekt eller har en fed idé, så hold jer endelig ikke tilbage! Jeg suger alle de idéer til mig, som jeg kan få.

img_4943

Forresten #18

Indeholder reklamelinks:)

img_4694

– var jeg i biografen i onsdags og se ‘Aminas breve’, og den var for vild. På alle måder! Og Esben Smed var intet mindre end fabelagtig! Jeg er faktisk ikke så god til at gå i biografen, fordi man skal sidde stille så længe. Her lagde jeg ikke engang mærke til det, før filmen sluttede. Så jeg er ret uenig med de ‘officielle’ lidt slukne anmeldelser, og helt enig med Miriam, TinaChristina og Cana!

– har jeg, apropos Esben Smed, kun set første sæson af ‘Bedrag’ og tænker nu, at det måske var en fejl.

– har jeg faktisk heller ikke set Skam. There, I said it. Be gentle;)

– er jeg godt i gang med at pille tapet ned på førstesalen. “Nej nej, vi behøver ikke en damper. Det klarer jeg selv!” Mig og min stolthed….. Det er et lortearbejde uden lige! MEN jeg er næsten i mål, og det er en ret fed fornemmelse:)

– fik jeg et godt tip på snappen i går ang. tapetet. Jeg sku’ bare ha’ skaffet mig en stripper, åbenbart;)

– har vi besluttet os for at holde gulvet på førstesalen, som det er. Det skal lige slibes nogle steder, men ellers får det lov at stå, som det gør nu: råt og flot:)

– er der sådan en byttebiks på Fyrstens job, hvor folk kan lægge ting, som de ikke længere bruger. For et par uger siden hev han sådan et par her (reklamelink) med hjem til mig, og de er kommet i brug i dag. Jeg havde ikke troet, at jeg kunne blive så begejstret for arbejdstøj, men de er mega fede! I går havde jeg joggingbukser på, hvilket resulterede i en røv fuld af savsmuldstapet. Gæt selv, hvor meget det kløede?!

– forhandler de ikke skide meget arbejdstøj hos Boozt, men til gengæld kan man i dag få 20% på en masse børnetøj, hvis man kigger ind her (reklamelink).

– har Ane fuldstændig mistet interessen for Kasper og Sofie (endelig!), og vil nu kun se Harry Potter. Mors pige:)

– er der i dag kun tre uger tilbage af min barsel, og jeg panikker ikke. Faktisk glæder jeg mig lidt til at komme tilbage på arbejde. Hvem sku’ ha’ troet det??!

– er der naturligvis en masse praktiske ting i forbindelse med jobstart, som giver mig lidt sved på panden, men lige nu tænker jeg, at det hele nok skal komme til at gå:)

– ved jeg dog også, at det kommer til at betyde, at jeg bliver meget mindre aktiv herinde, hvilket er en smule vemodigt. Det har været pisse fedt at have tiden og overskuddet til at blogge sådan på jævnlig basis!

OOTD - morgenhår og Mascot;)
OOTD – morgenhår og Mascot;)

img_4755

Tips til den gode indkøring – og en give away:)

Annonce // indlægget er lavet
i samarbejde med Jens Storm København

Jasper har nu gået i vuggestue i lige knap fire uger, og jeg tænker, at det må være på tide med en status.

img_4528

Den første uge forløb sådan, at jeg var med inde på stuen i de første dage. Vi var der en times tid, hvor Jasper kunne se de andre an og udforske stedet med mig ved sin side. Han var glad og nysgerrighed og meget opsøgende både i forhold til de andre børn og de voksne. På dag 3 nød jeg en kop kaffe i personalerummet, mens Jasper var ‘alene’ på stuen, og det gik så fint. Dag 4 og 5 kunne jeg gå fra ham efter en 10-15 minutter, hvor han blot smilede og vinkede. Han tog lur og spiste frokost  i vuggestuen uden problemer.

I løbet af uge 2 aftog nyhedens interesse, og han begyndte at blive ked af det, når jeg gik. Præcis som det også skete med Ane. Det stod på hele uge 3 med. Ifølge pædagogerne er han dog blevet glad igen i løbet af ingen tid og har fortsat med at være glad resten af dagen. Han er hver dag blevet ringet hjem, når pædagogerne har vurderet, at det var tid. Ikke fordi han har været ked af det, men for at slutte dagen på en god måde, eller fordi han har været træt. En enkelt dag har jeg måtte hente ham, fordi han var ked af det, da han vågnede, og hans faste pædagoger sad i møde. Alle andre dage har jeg hentet en glad dreng.

Her i uge 4 har han fortsat grædt i det øjeblik, jeg gav ham til pædagogen, men han er stoppet igen, inden jeg er nået ud ad døren. Det er simpelthen så dejligt!

Jeg har, som I ved, haft det rigtig skidt med at skulle aflevere ham. Og jeg har været rigtig meget i tvivl om, hvordan jeg gjorde det bedst muligt for ham, som 1) havde været længere tid hjemme ved mig, end Ane havde, og 2) skulle afleveres i en vuggestue med flere børn og voksne fremfor i en dagpleje, som Ane blev. Heldigvis har jeg haft en rigtig god mavefornemmelse, mens indkøringen har stået på, og det er min oplevelse, at det også har været trygt og godt for ham. Så her får I lige en lille liste med mine bedste indkøringstips. Det er ikke sikkert, at de fungerer for jer, men det er ting, som har været vigtige i forhold til, at både Jasper og jeg har fået en god oplevelse med indkøring:)

  • God tid til indkøring. Jeg er så glad for, at vi valgte at sætte to måneder af. Allermest for min egen skyld. Havde vi valgt en enkelt måned, havde han skulle være klar til hele dage fra kl. 7 om morgenen allerede fra på mandag. Og det havde han måske også været – sådan føles det i hvert fald nu. Men det vidste vi ikke på forhånd, og det har givet mig en stor ro at vide, at vi ikke havde travlt. Så er man, ligesom mig, sådan én som er lidt ekstra følsom omkring det at skulle aflevere sit barn, så vil jeg klart anbefale, at man sætter god tid af til indkøring, hvis man man har muligheden.
  • God tid til den daglige aflevering. Jeg kan bruge alt mellem 5 og 30 minutter på at aflevere Jasper om morgenen. Jeg sætter mig med ham på gulvet og lader ham selv gå fra mig, når han er klar. Jeg finder legetøj og opfordrer ham til at vende opmærksomheden fra mig, men jeg presser ham ikke. Nogen morgenen har han stået med hovedet på skulder i 10 minutter, før han har været klar til at slippe mig, og det har jeg ladet ham gøre. Af samme grund har jeg ikke lavet aftaler, som gjorde, at jeg måtte gå hurtigt. Jeg har ladet det tage den tid, som han har brug for.
  • Sig farvel. Vi har øvet ‘farvel’ herhjemme – “Nu går mor lige i bad. Jeg kommer igen om lidt. Hej, hej.”, “Nu går mor op og handler, vi ses om lidt. Hej hej.” osv. Og på samme måde har jeg både fortalt og vist det tydeligt med vink og kys, når jeg er gået fra ham i vuggestuen, så han ikke oplever, at jeg pludselig bare er væk. Jeg har sikret mig, at han var klar over, at jeg gik.
  • Vis at du er tryg. Barnet vil helt sikkert spejle sig i din reaktion, så hvis du er utryg ved situationen, gælder Fake it till you make it! Som nævnt overfor sidder jeg på gulvet med Jasper og interagerer med de andre børn og de voksne. Jeg lader ham sidde på mig eller stå med hovedet på min skulder, men jeg holder ikke på ham. Jeg signalerer, at jeg er helt tryg ved situationen. Og de gange, hvor jeg har grædt (for det har jeg!), har jeg først gjort det, da døren blev lukket.
  • Aflevér i pædagogens arme. Jeg afleverer altid Jasper i armene på en pædagog, når jeg siger farvel, så han ikke oplever at være ‘alene’, hvis han bliver ked af det. For mig er det vigtigt, at det er MIG, der giver ham til pædagogen, og ikke pædagogen, der tager ham fra mig.
  • Stop mens legen er god. Sørg for korte dage i starten, hvor du kan nå at hente, inden han savner dig for meget og bliver ked af det. Børn må godt være kede af det, både ved aflevering og i løbet af dagen, men jo længere tid de har været der, jo større er trygheden ved de voksne, som skal trøste dem.
  • Vær ærlig. Jeg har været fuldstændig ærlig overfor pædagogerne og fra starten meldt ud, at det var svært for mig, og at jeg havde brug for, at de ikke fulgte et fast skema for indkøring, men lod mig og Jasper være med i styringen. Når det er sagt….. se næste punkt;)
  • Brug pædagogernes erfaringer og kompentencer. Pædagogerne har prøvet det et utal af gange! De ved, hvad der kan virke godt og skidt. Og har du valgt et godt sted, som de fleste jo heldigvis er, så kører de ikke på rutinen, men ser på det enkelte barn og dets behov.
  • Husk at du er eksperten. Og vær ikke bange for at være det! Lige meget hvor garvede pædagogerne er, så er du ekspert på dit barn. Så gør som ovenstående og lyt til alle de gode ting, de kan bidrage med, men vær ikke bange for at gøre noget andet, end det de anbefaler, for det er naturligvis dig selv, der kender dit barn allerbedst:)

Med Ane kunne jeg godt være pinlig over, at jeg havde så svært ved at skulle aflevere hende. For alle andre gør det jo. Denne gang står jeg fuldt ud ved min sårbarhed! Og jeg sætter en ære i at have overvejet, gennemtænkt og følt efter, hvordan jeg gerne ville have at indkøringen skulle være. For mig er det ikke bare noget man gør. Jeg tror på, at indkøringens forløb spiller en rigtig stor rolle i forhold til det videre forløb i institutionen. Først og fremmest for Jasper, men faktisk også for mig som mor.

Og nu til det sjove for jer! Som jeg viste her, startede Jasper i vuggestue i selskab med den allerfineste røde taske fra Jens Storm København. Den indeholder skiftetøj, thermotøj, vanter med mere, og så pynter den ret så meget i den kedelige vuggestuegarderobe:)

img_4529

Tasken er designet af to forældrepar, som er naboer og gode venner. Ingen af dem er designere, tværtimod spænder deres baggrund lige fra en musiker til en snapseproducent. Det er altså lidt sjovt:) Tasken er inspireret af lignende tasker fra 70/80’erne med de fede refleksspænder, men opdateret med lækre læderdetaljer og skulderstropper, som også kan spændes om maven. Jeg er pjattet med den, fordi jeg har en forkærlighed for alt, hvad der er retro og minder om min barndom. Tasken fås i mange forskellige farver, som I kan se lige her. Jeg valgte den røde til Jasper, fordi jeg synes, at præcis den røde virkelig har retro-følelsen. Og så matcher den palæet;)

En af jer kan vinde en taske fra Jens Storm. I skal blot smide en kommentar med hvilken farve, I ønsker, så trækker jeg en vinder på søndag, d. 5/3. SØRG FOR at holde øje i spamfilteret søndag aften/mandag – det ville være så ærgerligt for jer at glip af en skøn gevinst, fordi mailen har forputtet sig:)

VINDEREN ER FUNDET:)

Blandet update fra skoldbøtteland

img_4195

Nå, men øh…. jeg er gået i gang med brække spånpladegulvet op på førstesalen, og Ane har fået skoldkopper. Så det er jo virkelig god timing. Og virkelig meget Elisabethsk. Hun klarer det godt, Ane, – med sine skoldbøtter, som hun kalder dem – selvom hun er hårdt ramt. De er overalt, hun har sågar fået en i øjet. Det ser lidt drabeligt ud. Men hun er sej! Lillemor kom fordi søndag med skoldkoppekit, fordi hun er pisse sød, og hun fik overbevist Ane om, at hun er en slags læge (hvilket jo heller ikke er helt forkert), så Ane aflyder troeligt. Og når jeg smører hende ind og giver hende panodil for natten, græder hun lidt, mens hun siger “Fortæller du så Tina, at jeg var rigtig god??”. Det gør jeg! Hun har det værst om aftenen og om natten. I dagtimerne er hun, indtil videre, imponerende upåvirket. Det ser umiddelbart ud som om, at Jasper har tænkt sig at sidde denne omgang over. De har været udsat for smitten samtidig, men han har ikke tegn på noget. Hvilket er både godt og skidt. Det havde været rart at få det overstået med dem begge på samme tid, samtidig havde det nok også været ganske forfærdeligt. Og han når jo højst sandsynligt at blive smittet af Ane. Ikke lige sådan jeg helst havde afsluttet min barsel, men derudover kunne timingen ikke være meget bedre med tanke på, hvad det ellers ville have krævet af sygedage og ferie. Så kunne man godt tage hele den der barnets første sygedag-debat, ikk’? For hvordan dælen skulle man lige få det til at hænge sammen? Den tager vi en anden dag…

Indkøringen må I få en ordentlig status på senere. Det går. Ikke skide godt, men heller ikke fuldstændig forfærdeligt. Vi er sådan et sted ind imellem, hvor både han og jeg græder lidt.

Førstesalsprojektet? Jeg ved det ikke helt. Det var ikke plankegulv, der lå under spånpladerne, som vi ellers troede. Det var forskallingsbrædder, som var bredere det ene sted, hvor jeg havde brækket lidt op, hvorfor det lignede plankegulv. Forskallingsbrædder er de brædder, som man lægger selve gulvet ovenpå, altså en slags undergulv. Men ærligt, så synes jeg, at de ser mega fede ud! Og i mit hoved, hvor de bliver sat sammen med hvide skråvægge og endevægge tapetseret med småblomstret retrotapet, så går de fint an som gulv, fordi de er rå og patinerede på Palæ Pompøs-måden. Jeg skal bare lige ha’ Fyrsten med på den vogn. Og nå ja, sikre mig, at det overhovedet kan bruges som gulv, så vi ikke risikerer, at loftet i spisestuen falder ned i hovedet på hos.

Jeg har etableret midlertidigt soveværelse i udestuen, hvilket fungerer rigtig godt på stort set alle måder. Bortset fra det med gadelygterne og de manglende gardiner, som gør, at Jasper ikke helt kan adskille nat og dag. Jeg gider simpelthen ikke poste en masse penge i gardiner, når jeg ved, at det kun er for en periode, men et eller andet skal der til. Det ender nok bare med noget med nogen lagner for vinduerne. Men hey – på den her måde er morgenerne lange nok til, at jeg kan nå at skrive et blogindlæg før kl. 8;)

Jeg får en flok dejlige damer til brunch i morgen, hvilket jeg glæder mig til. Det bliver et dejligt afbræk. Nu skal jeg bare minde mig selv virkelig meget om, at jeg er den type, som ikke går op i at præsentere et rent og nydeligt hjem. For sådan ét får jeg svært ved at grave frem under skoldbøtterne og spånpladerne. Det hele sejler. Og selvom det kan virke uoverskueligt, så er det efterhånden ved at gå op for mig, at jeg nok bare trives bedst sådan. Med de der projekter, som får gulvet til at gynge – i både bogstavelig og billedlig forstand. For jeg får lov til at skabe noget og bygge videre på den rede, som er vores hjem. Og lige nu siger jeg “jeg”, fordi det primært er mit projekt. Fyrsten passer børnene imens, laver mad og ordner vasketøj, for det skal jo også gøres. Og på et eller andet tidspunkt skal der laves ting, som jeg ikke har begreb om. Skæres nye paneler og sættes vægge op. Og så bytter vi roller. Indtil synes jeg faktisk, det er dejligt, at jeg kan få lov at være primus motor på et af de større projekter herhjemme:)

Der er nok at se til. Hvilket er okay. Så glemmer jeg næsten, at min barsel snart er slut. Næsten….