En veludhvilet hotdog…

Til fastelavn vil jeg gerne være:

– veludhvilet. Ja, jeg jinxede det. Selvfølgelig gjorde jeg det! De seneste tre nætter har vi været tilbage i den samme gamle rille, hvor søvn er noget man drømmer om. Hvis man da når at falde i søvn længe nok til at drømme.

– bedre til at prioritere. Der er tusind ting, jeg gerne vil. Male de franske døre i stuen, få Jasper klippet, lære at spille guitar (jeg har tilmeldt mig et onlinekursus, sgu!), se mine veninder mere, igang med Kejserinde-træningen igen, for den blev syltet sidst, fordi jeg er pisse dårlig til at prioritere. Har andre mennesker reelt et liv sideløbende med hverdagen? Og hvordan fanden jonglerer man et fuldtidsjob ved siden af??

– en nærværende kone. Kæft, jeg er en lort, der laver alt muligt andet end at holde i hånd med min mand, når først ungerne er puttet!

– et skridt foran. Det bliver jeg måske til fastelavn i 2028…..

– bedre til at lave mad. Fyrsten har fødselsdag i morgen, og familien kommer på besøg. Jeg har brugt en uge på at forsøge at komme på en menu, som ikke er spaghetti og kødsovs. Jeg er landet på osso bucu, som jeg aldrig før har lavet. Det skal nok gå galt.

– sådan én med plus på kontoen. Eller bedre endnu sådan én, der ikke bekymrer sig om økonomi. Jeg synes stadig, at det er verdens bedste idé, at vi forlængede min orlov, så vi ikke skal stresse over indkøringen. Men det er nok også verdens bedste idé bare at ignorere min netbank fuldstændig i de næste par måneder!

– gravid. Jeg er skruk. Som altid. Hvilket er temmelig dumt at være, når man har en mand, der ikke vil ha’ flere børn. Nå ja, og når man ikke kan lave dem selv;)

– nyklippet. Jeg er ikke blevet klippet i halvandet år. Hvilket langt fra er min rekord, men hold op nogen tjavsede lokker, man ender med efter graviditet og amning!

– Fru Pudderkvast. Eller det vil jeg faktisk ikke. Jeg vil meget hellere være ovenstående. Eller pruttepude eller hotdog. Måske en veludhvilet, nærværende hotdog? Med ekstra agurksalat! Men Ane siger, at jeg skal være Fru Pudderkvast. Eller Pippi Langstrømpes mor. Men i og med at Pippi ikke har en mor, tænker jeg lidt, at det giver sig selv.

Hvad vil du være til fastelavn? Hotdog’en er ledig….

img_2459

Ting jeg laver for tiden…

img_3427

  • Noget a la en bullet journal. Som jeg jo ellers i kommentarfeltet her påstod, at jeg ikke havde brug for. Indtil jeg havde alligevel. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad en bullet journal er, så det er nok ikke dét, jeg laver. Men jeg laver en bog-kalender-ting med masser af farverigt papir og tape. Ud over hele spisebordet. På 6. dag.
  • Venter på, at akrylfugen i vindueskarmen tørrer, så jeg kan male den.
  • Maler de franske døre, mens jeg venter.
  • Spekulerer på, hvorfor vi ALDRIG tidligere har malet dem. Vi har jo boet her i 6 år.
  • Opdager, at vi HAR malet dem før. Bare kun på den ene side…
  • Undrer mig over, hvorfor man vælger kun at male den ene side.
  • Glæder mig over, at Jasper tager en lang lur.
  • Undrer mig over, hvorfor fanden han ikke kan sove ligeså godt om natten??!
  • Spekulerer på hvor længe man kan holde sig kørende på minimal søvn og maksimalt kaffeindtag?
  • Planlægger i hvilken rækkefølge, jeg skal gribe projekt ‘Renovér førstesalen’ an.
  • Og overvejer, hvor dælen vi skal sove, mens projektet står på.
  • Griner lidt af ordet “sove”…..
  • Undlader at ordne køkken og vasketøj.
  • Ser Kasper og Sofie alt for meget!  Og undrer mig i den forbindelse over, hvorfor man har ændret deres navne fra det originale ‘Karsten og Petra’? Lidt ligesom med filmen ‘Cruel Intensions’, som på dansk blev til ‘Sex Games’. Hvorfor dælen ikke bare bibeholde originaltitlen, hvis man alligevel ikke giver den en dansk?!
  • Spiller mega meget Ruzzle. Og det burde jeg ikke, for det er sådan et stress-spil. Og det ting, der stresser, skal man altså holde sig fra, når man er i underskud af søvn.
  • Planlægger at købe nogle krydsogtværs-hæfter i stedet, fordi det er mindre stressende og mere hyggeligt. Aner bare ikke hvilke slags, jeg skal købe. Ender garanteret med et af dem, hvor der kun er én Kendis-kryds og 17 af den slags, som jeg alligevel ikke gider lave.
  • Savner min mormor, som altid rev krydsordene ud ad sine ugeblade til mig<3

De siger så meget;)

Jasper og jeg var til opstartsmøde i vuggestuen i går. På vejen derhen havde jeg lyst til at stikke af. Lige svinge barnevognen op mod stationen, vende næsen mod lufthavnen og gå under jorden. Så kom jeg i tanke om, at mit pas er udløbet. Og jeg gider simpelthen ikke gå under jorden i Slagelse. Så den plan afblæste jeg igen. Jeg tog til mødet, drak min the og nikkede og smilede.

Det er jo for fanden ikke fordi, jeg tror, at jorden går under. Jeg er da slet ikke i tvivl om, at han nok skal klare det. Og jeg skal nok klare det. Jeg synes bare, det er naturstridigt at skulle adskilles fra min baby. Folk siger “Sikke en lang barsel du har haft!”, og jeg kigger undrende på dem. For han er kun 1 år. Det er da overhovedet ikke lang tid. Det er muligvis lang tid, hvis man sammenligner med andre, men det er ikke lang tid. Ikke i min bog. Ikke i mit hjerte. Og jeg kan på en eller anden måde kun grine af det faktum, at jeg nu skal til at aflevere min søn til nogen (indtil videre) fremmede pædagoger, for så at cykle videre på job og være noget for nogen andres børn. Det er sgu da lidt skørt! “Men han er jo SÅ klar!”, siger de. De samme mennesker, som synes, at et år er en evighed. Gu’ er han ej. Han er et lille, bitte menneske, som har tilbragt hele sit liv i sine forældres arme, og nu skal han pludselig efterlades hos to-tre fremmede voksne og 12 børn og hvem ved hvor mange lus. Selvfølgelig er han ikke klar til det. Men det bliver han.

Det er så meget lettere anden gang!“, siger de. Ja, det er dem igen. De siger så meget. Det er ikke lettere. Tværtimod. Det er langt hårdere, end det var første gang. For denne gang er jeg forberedt. Jeg har prøvet det før. Jeg ved allerede nu, hvordan det vil føles første gang, jeg skal gå fra ham. Så nu kan jeg gå og blive ked af på forhånd. Og så kan jeg blive lidt mere ked af, når først scenariet udspiller sig. Dobbelt op på tristhed. Og denne gang ved jeg, hvad der venter. Med ulvetimer og afsavn og manglende timer.

“Det skal nok blive godt!” siger de. Og lige der giver jeg dem ret. For det tror jeg faktisk, at det nok skal:)

Jasper kravlede direkte ind på lederens kontor, vinkede til hende og begyndte så at pille stikkene ud af hendes computer. Og da han var færdig med det, begyndte han at hive bøger ned fra reolerne, mens han brølede af fryd. Pædagogen fik lov til at tage ham på skødet, og han smilede stort til hende, før han begyndte at baske med armene for at komme ned igen, fordi han havde fået øje på noget nyt og spændende, som han kunne endevende.

Der var en anden skrøbelighed over Ane. Tror jeg. Det kan også tænkes, at det var mig, der var den skrøbelige. Jasper er fire måneder ældre, end Ane var, da hun startede i dagpleje. Og han er hærdet på en anden måde. Som man bliver det, når man er andet barn. Når der er andre end en selv, der kræver mors og fars opmærksomhed. Men han er også stadig en baby. I hvert fald i mine øjne. Og det er mega angstprovokerende for mig at skulle overlade ham i andres varetægt. Men jeg forbereder mig mentalt, jeg prøver at vænne mig til tanken, så godt jeg nu kan, blandt andet ved at skrive det her, som muligvis er 5.-6. indlæg i rækken om emnet. Det gør godt at sætte ord på.

Mødet i går gjorde også godt. For jeg blev mindet om, at jeg faktisk var rigtig glad for vuggestuen, da Ane gik der. Og vigtigst af alt – at Ane var glad. Og beskeden om at Jasper skal på samme stue, som hun gjorde, og at det er de samme tre pædagoger som dengang, gjorde mig glad og tryg. Nu er det logistikken, der skal kigges efter i sømmene. For jeg er stadig ikke vild for tanken om at skulle aflevere ham, eller Ane for den sags skyld, til dage på 8, 9, 10 timer. Så det må vi finde en løsning på. På en eller anden måde.

Jeg er stadig på INGEN måde der, hvor jeg kommer til at sige “Han er SÅ klar!”. For det er han ikke. Og det bliver hårdt for både mig og ham. Men jeg er til gengæld der, hvor jeg også godt kan se lidt positivt i det. At det bliver spændende for ham at komme ud og opleve noget andet af verden – også selvom det for bliver uden mig ved hans side. Og jeg er sikker på, at de vil passe ligeså godt på ham, som de gjorde med Ane. SÅ jeg tror faktisk på, at det nok skal blive godt. Men derfor kan det godt gøre lidt ondt alligevel, ikk’?

img_3368

Noget om natamning…

Der er nogen stykker, der har spurgt lidt ind til det med natamningerne i forlængelse af mit indlæg om Jaspers natteroderi. Og jeg svarer naturligvis gerne på, hvorfor jeg gør, som jeg gør:) Men fordi det er en længere snak, og fordi det er noget, som folk oftere og oftere kommenterer på sådan generelt, så har jeg lige lidt mere på hjerte, end hvad jeg tænker, jeg kan presse ind i kommentarfeltet. Så derfor dette indlæg.

Jeg har jo ingen særlig viden eller ekspertise indenfor amning. Jeg har bare mælkefyldte babser og egne erfaringer og fornemmelser. Og så har jeg også har et ‘medlemskab’ af en lille facebookgruppe om amning, hvor der sidder vildt mange søde, kloge kvinder, som deler ud af deres erfaringer, og jeg lapper det i mig!

Og disse kvinder spurgte jeg til råds forleden, da det hele ligesom var nok. Da vi på en måned havde haft mindre end fem nætter med mere end 2 timers sammenhængende søvn. For jeg var ved at rive håret af mig selv – både grundet mangel på søvn, men også over at min mavefornemmelse ikke stemte overens med de råd, som jeg fik hver evig eneste gang, jeg nævnte problemet for nogen: “Du skal nok stoppe med det der natamning!” Jeg kan godt forstå, at det er sådan folk tænker. At det er det mest nærliggende. Og det var også dét vi gjorde med Ane, da hun nåede 1 års alderen. For jeg skulle jo for dælen gerne kunne møde nogenlunde sammenhængende op på job. Dengang gav det mening for mig. Og vi tog en kold tyrker, hvor jeg ikke sov sammen med Ane i en uges tid eller to, og så var den ged barberet. Jeg mindes ikke, at det var synderligt hårdt, eller at Ane reagerede nævneværdigt på det. Så i princippet kunne vi sagtens gøre det samme igen.

Men denne gang har jeg det anderledes.
For det første er jeg stadig på barsel. Det er da mega irriterende ikke at få sovet, men jeg kan godt klare det. Det er hårdt, men det går. Jeg havde højst sandsynligt tænkt anderledes om det, hvis jeg var startet job.
For det andet så er jeg andengangsmor, og jeg har en noget anden måde at være mor på nu, end jeg havde for tre år siden. Jeg stoler mere på min mavefornemmelse. Og min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal amme videre. Ikke fordi jeg vildt gerne vil amme. Jeg har sagt det før – jeg opererer ikke med principper. Jeg ammer ikke, fordi jeg har en idé om, at det er det bedste. Faktisk synes jeg nogen gange, at det er pisse irriterende at amme. Så når jeg gør det alligevel, er det udelukkende fordi, jeg vælger at følge Jasper. Og han giver udtryk for gerne at ville ammes og virker til at trives rigtig godt med det – derfor ammer jeg. I dagtimerne er han glad og legesyg og virker ikke påvirket af de forstyrrende nætter. Omvendt valgte vi at sløjfe det at amme ham i søvn, fordi vi kunne mærke på ham, at det ikke fungerede. Han havde svært ved at finde ro og fik mavekneb, så for hans egen skyld blev det droppet.
For det tredje er jeg begyndt at lytte mindre til de råd, som jeg ikke føler harmonerer med mine egen forståelse. Jeg er blevet mere opmærksom på, at mange af de ting, som mødre rådes til, både af fagfolk og almindelig ‘menige’ forældre, i langt højere grad handler om forældrenes behov end barnets. Som for eksempel det her med søvn. Der er en klar forventning om, at en 1-årige bør sove igennem. Og gør han ikke det, må der være noget galt. Det kan der sikkert også være. Men det er måske mere sandsynligt, at han bare er 1 år, og ikke på forhånd er programmeret til at tilpasse sig forældrenes behov for søvn;) Da Ane var lille og fra den ene dag til den anden ikke længere sov igennem, panikshoppede jeg både vælling og grød. For de sagde alle mødrene i min terminsgruppe på facebook, “Det er da fordi, hun er sulten!” Og fordi jeg ikke stolede skide meget på hverken brysterne eller min egen mavefornemmelse, så købte jeg den teori. Alligevel rådførte jeg mig lige med en veninde, hvis søn var på samme alder, og hendes svar lød: “Det er da fordi, hun er en baby! Sådan skal de gøre.” Så vællingen røg i skraldespanden, og Ane fortsatte med de mange opvågninger. Indtil hun, fra den ene dag til anden, pludselig sov igennem igen.

De råd jeg fik, da jeg søgte hjælp hos de andre ‘ammedamer’ omkring natteroderiet, var netop det – at lytte til mit barn og min mavefornemmelse. Altså, fortsætte som hidtil. For hvis han pludselig søger brystet oftere, så er det et udtryk for et behov af den ene eller anden grund. Sikkert fordi han, som jeg også beskrev her, simpelthen får udvidet sin lille verden i en sådan grad lige nu, at han har brug for ekstra omsorg om natten. Og hos familier hvor man ikke ammer, så kan den omsorg sikkert gives på et hav af andre måder. Det kunne den muligvis også her, hvis jeg nægtede ham brystet. Men det gør jeg ikke. Fordi min mave og min søn fortæller mig noget andet. Og jeg lytter. Også selvom det er skide hårdt, og jeg er træt og mine brystvorter i den grad fortjener at blive pensioneret! Det skal de tids nok få mulighed for, men for nu får de altså lov at blive i funktion.

Havde jeg nu søgt råd alle mulige andre steder end i en gruppe, der specifikt omhandler amning, så havde jeg med garanti fået et andet svar. Og der kan sikkert også findes en masse forklaringer på, hvorfor jeg bør droppe de der natamninger. Som sagt gjorde jeg det med Ane. Og det var let og smertefrit, og hun kom helt fint igennem det. Jeg er bare anderledes her i anden omgang, og min mavefornemmelse og ikke mindst min tro på, at dén er værd er lytte på, er anderledes. Og vigtigst af alt er Jasper anderledes. Og hvad der gav mening med Ane, giver ikke nødvendigvis mening med ham:)

Der er slet ingen tvivl om, at jeg er nødt til at overveje andre løsninger, hvis det her fortsætter i en uendelighed. Det ville være umenneskeligt, og der er ganske enkelt ikke kaffe og sukker nok i verden! Men det jeg hører fra andre er, at det er en fase. At det står på i en til tre benhårde, lange, trættende måneder, og så er det dét. Og indtil videre køber jeg den forklaring og tager mig en lur, hvor det er muligt. Og ja, det er ikke nødvendigt at amme om natten efter et år – hvis man taler ernæring. Men derfor kan det nu sagtens være nødvendigt, når man taler om andre og ligeså vigtige ting som nærvær og omsorg:)

Så altså – mit bedste råd? Lyt til din mave. Lyt til dit barn. Gør det, du synes er rigtigt! Og er det at droppe amningen, så er det måske den rette løsning, og måske gør det ingen forskel. Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, hvad min mave siger, og selvom vi ikke altid er helt enige, så plejer den at lede mig på rette spor:)

img_3168

Træt. Mig. Træt. Zzzzz.

Jeg er så træt, at det nærmest ikke kan beskrives. Jasper har haft en periode på mere end en måneds tid efterhånden, hvor han sover helt ad helvede til. Han vågner og klynker og brokker sig, får lidt nus, sang, vand eller babs – så falder han til ro i sådan ca. 20 minutter, så starter det forfra.

De fleste folk foreslår straks at fjerne natamningerne for at løse problemet, men jeg tror ikke rigtig på, at det hænger sammen. Jeg tror – og bliver bekræftet i den tese af andre mødre – at det simpelthen bare er en af de faser, som han skal igennem. Fordi han lærer og observerer så ufattelig meget i løbet af dagen og er fuldstændig bombarderet med indtryk, som hans lille hjerne bruger natten på at bearbejde. Og hvis babsen er hans trøst, så er det okay med mig. Også selvom jeg er usandsynligt træt og mine bryster pænt lange.

Så vi har fundet en anden løsning, og Jasper og jeg er flyttet ud ad soverværelset. Det gør ikke den store forskel for mig og ham, men så kan Ane og Fyrsten da i det mindste få lidt søvn.

Men altså. Træt. Mig. Træt. Zzzzz.

I eftermiddags sad jeg op og sov i sofaen. Barnevognen var rullet hen foran vinduet, men jeg turde alligevel ikke lægge mig ned i frygt for, at jeg ville falde i så dyb en søvn, at jeg ikke kunne høre ham. Babyalarmen kunne jeg ikke overskue – batterierne sidder i Anes strippernisse, som ligger gemt væk sammen med alt det andet julepynt. Så jeg sov bare siddende. I en time. Uforstyrret. Hvilket indtil videre er januars rekord.

Efter aftensmaden puttede Ane mig på sofaen. Og hun lyttede på mit hjerte, kiggede i mine ører og redte mit pandehår og konkluderede, at jeg var helt rask. Jeg er sikker på, at hun har ret, men man kan virkelig godt føle sig lidt skidt, når man ikke har sovet siden november 2016.

Fuck, hvor er jeg bare træt, altså!

img_3132

 

Jeg curler ligeså tosset, som jeg vil!

Det vrimler med at artikler, klummer og debatindlæg om alle de ting, som vi som forældre gør galt. Få er ment som gode råd – flest er, efter min mening, løftede pegefingre. Vi er for lang tid om sige farvel i børnehaven, vi afleverer for sent, vi kysser for meget og klipper for få navlesnore. Vi sover sammen med vores børn, fordi vi er for dovne og dårlige til at putte dem, og vi hjælper dem af med flyverdragten om morgenen for afværge konflikter. Vi curler, og vi overbeskytter, og vi gør børnene bjørnetjenester. Fordi vi ikke kan sætte grænser, hedder det sig. Fordi vi giver børnene for meget medbestemmelse. Fordi vi for bløde. Vi er også forkælede. Det er derfor, vi afleverer for sent og giver for lange kram i garderoben i børnehaven. Fordi vi mangler respekt for pædagogerne og lærerne og de andre mennesker i køen i Netto, som skal lægge ører til en hysterisk tumling, der skriger i grøntafdelingen, fordi æblet har den forkerte farve. Vi er forkælede, og vi forkæler vores børn. Og fordi barnet ikke selv tager sin flyverdragt af om morgenen, spænder vi ikke blot ben for pædagogerne og os selv, men også for børnene. For hvordan skal de nogensinde lære at handle selvstændigt og tage vare på sig selv ude i den virkelige verden, hvis vi som forældre ikke lærer dem at betjene en lynlås? Shame on us!

Når jeg skal starte arbejde igen, vil der højst sandsynligt blive dage, hvor børnene skal afleveres kl. 7.15 og først bliver hentet igen kl. 16.45. Det er 9,5 timer i institution. For det er sådan hverdagen ser ud for to forældre med fuldtidsjobs. Og sådan ser den ud for mange. For hjulene skal jo køre rundt. Allerhelst minimum 37 timer om ugen. Gud forbyde at man skulle komme til at sende det signal, at man satte familielivet over sin samfundspligt – det kan der også skrives utallige klummer om. Og bedsteforældrene skal vi ikke satse på. For deres hjul køres til de er tyndslidte og gerne lidt til. Man kan faktisk køre forholdsvis langt, selvom både dæk og slange for længst er kørt i stykker.

Så hvis jeg kommer til at kysse lige lovligt meget på mine børn i garderoben, når min barsel slutter, så undskyld på forhånd. Det er ikke for at genere nogen eller skabe uselvstændige, navlepillende samfundsborgere med mommy-issues. Det er fordi jeg elsker dem og gerne vil klemme al den kærlighed ind, som jeg overhovedet kan, i den sparsomme tid der er tilbage, når først effektivitetsuret tikker. Og ja, jeg kommer helt sikkert også til at hjælpe dem på med støvlerne i ny og næ. For at afværge konflikter. Jeg er selv træt efter en lang arbejdsdag, så jeg kan godt forstå, hvis børnene er det samme. Så når jeg lukker velcroen for dem, er det en kærlighedshandling, OG det er for at afværge en eventuel konflikt. Ikke fordi jeg er bange for mine børn, men fordi jeg vælger mine kampe. Og nogen kampe skal ikke tages i børnehavens garderobe med en håndfuld andre børn og forældre som tilskuere.

Jeg er glad for vores velfærdssystem. Jeg forstår, accepterer og bakker op om, at man skal yde for at kunne nyde. Og selvfølgelig skal vi støtte vores børn i at blive selvhjulpne og selvstændige og lære dem, at de ikke er verdens navle. Men jeg er træt af de utallige artikler som peger fingre og råber op om alt det, som forældre gør forkert. For vi gør alle vores bedste! Og nogen gange træder vi ved siden af og begår fejl. Men nogen gange er vores ‘fejltrin’ altså også helt bevidste. Vi har lange afleveringer, kyssesceancer og hjemmegjorte samsovningssenge, fordi vores børn har behov for det, men da bestemt også fordi vi selv har behov for det. Og ja ja, jeg er da helt med på, at børnene er det vigtigste, og at vi er nødt til at sætte egne behov til side, når det handler om deres opdragelse og dannelse. Men må vi ikke også selv lige have lov at have hjertet med i det? Må vi ikke have lov at give efter, når der plages i Netto, fordi vi har lyst? Fordi vi faktisk synes, at barnet skal ha’ lov til at få en tivolistang på en helt almindelig tirsdag? Må vi ikke ha’ lov til at lukke velcroen og kysse i garderoben uden at det skal gøres til et fælles anliggende og et socialt projekt?

Jeg er et voksent, fornuftigt og, efter egen overbevisning, intelligent menneske. Og jeg påberåber mig hermed retten til iføre Ane sine Elsa-støvler! Også selvom hun sagtens kan selv. Også selvom jeg ved, at hun bør gøre det selv. Fordi jeg har lyst, og fordi jeg, på trods af hvor mange artikler, der popper op i mit facebookfeed med store, fede pegefingre, tror på, at jeg er fuldt ud i stand til selv at bedømme, hvad der er rigtigt for mine børn og mit eget moderhjerte.

img_3094

Tanker og tak:)

Tusind, tusind tak for jeres inputs til mit indlæg forleden! Det er virkelig værdsat!

Mange af jeres kommentarer har givet mig lidt mere ro i sindet, kombineret med at det også bare var rart at få sat ord på tvivlen. Jeg tænker, at det nok skal gå i vuggestuen. Selvfølgelig skal det dét! Og jeg havde med garanti også tvivlet på det hele, hvis han skulle i dagpleje.

For i bund og grund handler det nok mest af alt bare om, at jeg ikke er klar til at give slip. Jeg er ikke klar til at overlade ham til andre i så mange timer, som det kommer til at dreje sig om. Jeg tror bestemt på, at børn har godt af at komme ud og være sammen med andre børn – ingen tvivl om det. Men jeg tror ikke på, at det er godt for et 1-årigt barn at være adskilt fra sine primære omsorgspersoner i 8-10 timer om dagen. Dét kan jeg faktisk ikke finde noget som helst positivt ved! Men jeg gør det jo alligevel. Ligesom de fleste andre forældre. Og så siger jeg til mig selv, at det ikke kan være anderledes, for at få det bedre med situationen. Selvom jeg godt ved, at det ikke passer. Tingene kan altid være anderledes! Men man prioriterer og opvejer og indgår kompromisser. Og vi har valgt at bo i hus, tæt på København endda. Vi har valgt en masse ting som gør, at vi ikke har økonomisk frihed til, at jeg kan holde Jasper hjemme et år endnu, eller kun sende ham i instution på deltid. Man har altid et valg i en eller anden udstrækning, og man kan diskutere for og imod i en evighed uden nogensinde helt at finde opskriften på dét, der er det gode liv for en selv.

Et af vores tætteste vennepar har taget konsekvensen af den der følelse af ikke helt at kunne give nok til sine børn i form af tid. Så de flytter til udkantsdanmark. Og i et splitsekund overvejede at pakke hele lortet sammen og tage med. Men det kan vi ikke. Jeg har enormt stor respekt for deres beslutning! For den er ikke nem. Det kræver nogle ofre i form af fysisk nære relationer, det kræver på mange måder, at man skal starte helt forfra. Men så giver det noget andet, og muligvis noget langt mere værdifuldt. Vi er bare ikke der. Vi er – oftest;) – glade, hvor vi er, og så må vi tage det hele med. Og der er ikke noget ‘bare’ ved sådan at hive sit liv op ved rode, omend jeg til tider ville ønske, at jeg også havde modet til det.

Fyrsten blev forleden lidt bekymret for, at jeg ikke ville tilbage på job. Og så kunne jeg berolige ham med, at det ikke hænger sådan sammen. Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen! Jeg glæder mig til at have en hverdag sammen med mine kolleger, og jeg glæder mig til at gøre en forskel på en anden måde, end jeg gør herhjemme. Være noget for nogen andre. Blive udfordret intellektuelt på en anden måde end ved at gætte med på priserne i ‘Hammerslag’. Jeg glæder mig bare ikke til at skulle overlade Jasper i andres varetægt. Den del glæder jeg mig overhovedet ikke til!

Jeg er helt sikkert bare blevet inficeret med en helt almindelig omgang barselblues. Det er i hvert fald, hvad jeg hører fra andre forældre. Som så meget andet er det forhåbentlig bare en fase. Og om et halvt år er vi garanteret inde i en helt almindelig rutine med afhentningskabaler, madplaner og turnustandbørstninger. Så er det vores hverdag, og så synes jeg helt sikkert stadig at livet er både godt og rart:)

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Lykke og lokumspapir

Ane er gået på juleferie i dag. Og jeg føler egentlig også, at jeg er gået på juleferie:) Det kan lyde tosset, for ungerne vågner kl. 5 hver dag, lige meget om kalenderen siger d. 20. eller 21. december, og jeg er jo ligesom allerede på barsel, så det er ikke just fordi min kalender er proppet med statusmøder eller elevplaner. Men Ane har ferie, hvilket vil sige, at jeg får den udsøgte fornøjelse af hendes selskab hele dagen. Og det mener jeg faktisk fuldstændig seriøst! Jovist, så kunne jeg bare holde hende hjemme hele tiden, men så havde det jo ikke været juleferie (og jeg havde sikkert fået nærvær nok, inden vi ramte d. 24.). Og Ane har glædet sig til juleferien! De har snakket om det i børnehaven, og vi har talt ned herhjemme. Og lagt dejlige planer. I morgen skal vi besøge Anes bedste veninde og hjem til Anes onkel for at holde jul for hendes kusine. Torsdag skal vi lave havregrynskugler og færdiggøre julegaver. Fredag skal vi have nattøj på hele dagen og se tegnefilm, til vores øjne bliver firkantede. Det er planen. Og jeg er vild med den!!!

Ane er virkelig fan af hele det her julekoncept. Hun sætter en kæmpe stolthed i, at det er hende, der styrer kalenderlyset, og hun har fuldstændig tjek på, hvor mange låger hun mangler at åbne i sin Zendium-julekalender. Hun er super optaget af de mange flot indpakkede julegaver, men har fuld forståelse for, at de først må åbnes juleaften. Nissen er også et hit. Naturligvis gaverne, men faktisk er det hans drillerier, der begejstrer hende allermest. Hendes glæde og entusiasme smitter af i en sådan grad, at jeg også selv bliver helt spændt på, om mælken nu er grøn, eller om dukkerne har holdt køkkenfest i løbet af natten.

Så kan alverdens kloge typer komme med deres formaninger om overstimulering, overdrivelse og for høje forventninger. Jeg hører det slet ikke. Jeg har nemlig travlt med at vikle juletræet ind i toiletpapir! Tag den, Lola Jensen;)

img_2206

Koldsved og kvalme

Pladsanvisningen slog en yatzy for os i formiddags, og vi har nu takket ja til vuggestue fra 1/2-2017.

Jeg skal først starte job 1. april, men vi har prioriteret en lang indkøring. Det kommer til at gøre lidt ondt på pengepungen, til gengæld tror jeg, at det bliver godt for mor-maven. Hvilket er langt vigtigere end penge. Med Ane havde vi en måned, og det startede pisse godt. Men da vi var 14 dage inde i indkøringen, blev det rigtig svært for hende, og vi måtte starte forfra.

Jasper får to måneder, hvilket nok i manges ører vil lyde som den vildeste luksus. Det er det også! Men det er det, jeg har det bedst med. Så kan han få en rolig indkøring, og både han og Ane kan ha’ korte dage, inden hverdagen for alvor sætter i gang. Og når vi, i midten af april, går på påskeferie, skal jeg forhåbentlig ikke bekymre mig om, om det bomber os tilbage til start.

Jeg har virkelig krydset fingre for, at vi ville få en plads! Ane var nødt til at starte i privat dagpleje, da vi kun kunne få plads i en vuggestue, som lå i modsatte retning af mit arbejde. Det viste sig heldigvis at være det helt rigtige for både hende og os, men det vidste vi jo ikke på forhånd;) Som 2-årige rykkede hun til vuggestue, og det er den, som Jasper nu har fået plads i. Selvom der er søskendegaranti, var vi blevet forberedt på, at det ikke nødvendigvis betød, at vi var sikret en plads. Men nu er den altså hjemme.

Det er godt. Det var det, vi ønskede.

Men sådan et brev i e-boksen minder mig også om, at barselsboblen lakker mod enden. At jeg nu skal forberede mig på at skulle efterlade ham i andres varetægt. Lille, søde Jasper, som kun er vant til at være sammen med sin mor og far. Min glade, tykke baby ude i den store og vilde verden. Jeg får akut koldsved og kvalme bare ved tanken. Fuck fuck. Fuck. Det har jeg bare slet ikke lyst til. Lige nu vil jeg faktisk godt flytte til Fyn og drikke gedemælk og gå hjemme mine børn!

img_0488

 

Typisk mig #5

Annonce // Indlægget indeholder et affiliate link. Som jeg forestiller mig, at INGEN kommer til at benytte.
Hvem fanden køber Frost-støvler til sit barn??!;)

– Jeg tog Ane med på Fisketorvet i går for at købe gode, fornuftige vinterstøvler. Vi kom hjem med et par Elsa-rædsler. Og ja, jeg har læst Lillemors indlæg om, hvordan man undgår sådan en situation, men har I set Anes øjne?! Det er jo umuligt at sige nej!

image

– Da Fyrsten kom hjem i går eftermiddags, havde han en kæmpe buket blomster i armene. Og jeg sagde “Åh, hvor er du sød! Det skulle du da ikke gø….”, før jeg kom i tanke om, at det var hans første arbejdsdag, og at blomsterne naturligvis var en gave til ham – ikke mig;)

– Jeg var til det første førsteforældremøde i børnehaven i går, og da der blev spurgt, hvem der ville være referent, sagde jeg til Karlas mor, at jeg altid ender med at melde mig i den slags situationer, fordi jeg er allergisk overfor pinlig tavshed. Men denne gang ville jeg stå fast. Det holdt i ca. 1 minut og 17 sekunder.

– Som belønning for at have taget referat-tjansen tillod jeg mig naturligvis at tage to stykker drømmekage:)

– Pædagogerne fortalte blandt andet om, at de ofte leger Ståtrold i salen. Jeg tænker ikke, det er nødvendigt at uddybe, hvilken meget voksen reaktion  jeg havde på den bemærkning;) (Tak til Karla og Magnus’ mor for være ligeså lidt voksne som mig!)

– I morges på vej hjem fra børnehaven cyklede jeg forbi en mand, som lige vippede sin hunds efterladenskaber ind til siden med sin fod. Han så godt, at jeg så ham. Jeg råbte “Så saml dog den lort op!”. Indeni mit hoved. I virkeligheden smilede og nikkede jeg. Konfliktsky much??!

– Minder min konfliktsky-bemærkning mig om, at jeg stadig mangler at modtage tre pakker fra nogle bytte-bytte-købmand lege, som jeg har lavet på Instagram. De har højst sandsynligt bare glemt det, men jeg ‘tør’ ikke minde dem om det af frygt for at gøre dem pinligt berørt. Vi taler hhv 1, 2 og 3 års forsinkelse.

– Indeni mit hoved er jeg gået i gang med at lave et nyt badeværelse. I virkeligheden har jeg stadig ikke fået malet vinduesrammen i stuen, efter vi har fået nye vinduer. For et år siden.