Jeg husker tydeligt, første gang vi så Palæet. Jeg husker min henrykkelse over de blå og grønne klinker i gangen, min skuffelse da disse farver brat skiftede til brun ved overgangen til køkkenet, og min forbløffelse og forelskelse da jeg så trappeopgangen. Jeg husker også ejendomsmægleren fortælle, at de gamle teaterplakater, som prydede trappeopgangen, var sat op af to skuespillere, der boede her for længe siden – og at man selvfølgelig bare skulle rive lortet ned.
Han kendte os ikke, ham ejendomsmægleren. Han vidste ikke, at det han så som værende en ulempe ved huset, var det vi så som værende husets magi. Der var historie og liv lige der i den smalle trappeopgang. Og vi er suckers for den slags. Han havde ikke behøvet at vise os resten af huset. Vi var allerede overbevist.
De seneste år har jeg søgt og samlet gamle plakater. Teaterplakater, Tivoliplakater, museumsplakater. Med det ene formål at færdiggøre den trappeopgang, som Lars og Henrik påbegyndte, før jeg overhovedet var født. Og i går lykkedes det mig at samle de sidste.
Nu er trappeopgangen færdig. Det har været med sved på panden og rystende hånd, at jeg har sat de smukke, gamle Tivoliplakater og Wiinblad op. For når først de sidder der, er der ingen vej tilbage. Men da jeg for noget tid siden delte netop denne bekymring på IG, svarede flere tilbage, at på den her måde kunne jeg jo nyde dem hver dag. Kom de ikke op, ville de blot ligge i et plakatrør i et eller andet hjørne og være smukke helt alene. Og det kan jeg ikke ha’ siddende på mig;)
Jeg elsker trappeopgangen. Mest af alt elsker jeg, at vi har kombineret husets historie med vores historie. Det ville så enkelt at rive ned og fjerne til vi stod med et blankt lærred, som kunne danne bunden for vores liv og vores historie. Men i mine øjne er det langt smukkere at være med til at fortælle videre på den historier, der allerede er fortalt. Og jo, jeg kan da godt misunde folk, der flytter ind i et helt nybygget hus. I et splitsekund. For det er fint og skinnende og alt det der. Men jeg ville ikke bytte for noget i verden. Her, hvor vi bor, dukker der det ene nybyggeri op efter det andet. Det er flotte huse – ingen tvivl om det. Og de har alle sammen lagt et eller andet under deres fliser, så der ikke kommer ukrudt op. Dét er jeg satme misundelig på. Men de gør mig ikke nysgerrig. De siger mig ikke noget om de mennesker, der lever bag de specialdesignet lamelgardiner. De står der bare. Uden ukrudt, vel at mærke.
Jeg vil ha’ et hjem, jeg kan mærke. Et hjem, der ikke bare fortæller noget om mig, men som er noget i sig selv. Og det har jeg fået.
Og ja – som I kan se på billedet, så mangler vi stadig at få lavet en del af gulvet. Men det er forhåbentlig snart gjort. Fyrsten har netop i dag afhentet et læs gamle gulvbrædder på Frederiksberg hos et par, som er ved at renovere lejlighed. Det har uden tvivl været noget af et arbejde at brække dem op uden at ødelægge dem, og jeg er helt på røven over, at et par, som jeg overhovedet ikke kender, ville gøre det for os. Det er fandme fint, altså!
Ps. Hvis I er vilde med gamle huse og historier og renovering, så skal I altså følge med inde hos @Sneglehytten på IG. Michael og Cecilie har købt det fineste gamle hus, som de er ved at renovere. De deler processen, og herunder også de overvejelser, de gør sig i forhold til, hvilke af husets nuværende detaljer, der skal bibeholdes. Det er hyggeligt og inspirerende, og det er lige i min ånd:)