Stilrent er FOR LÆNGST passeret!

Reklame// indeholder et reklamelink,
samt billeder af produkter fra Nilens Jord,
som jeg er ambassadør for:)

img_6807

Så er badeværelset færdigt! Det var det faktisk allerede i går aftes, 4 dage efter jeg gik i gang. Med tanke på job og to børn så synes jeg faktisk, at det er temmelig godt gået!

Og det er blevet meget bedre, end jeg havde forestillet mig. Nok mest fordi, at det (selvfølgelig!) er blevet noget helt andet;)

Først var planen ‘bare’, at træværket skulle males hvidt med enkelte blå striber. De trak så deres lyserøde venner med sig – eller Ane gjorde😉 Så fik jeg den idé, at der skulle sættes en hylde op under vinduet til en plante eller to. Jeps, kun til det formål. Jeg synes, at det er så fint med planter på badeværelset, men det er svært, når man ikke har meget mere plads end i Københavnerlejlighederne. Derfor – hylde. Og så hylder op i indhakket ved vasken til make up mm. Og med kroge i den nederste til smykker og hårbånd. Meget funktionelle og stilrene hylder!

Da jeg var blevet færdig med at male i går, og Fyrsten kom hjem efter en lang dag på job, dristede jeg mig til at spørge, om vi mon godt kunne lave de hylder der med det samme. Jeg forventede (og ville forstå) et nej. Eller som minimum lidt brok med dertilhørende anstrengt vejrtrækning. Men han smilede og sagde “Det kan vi godt:)” Så jeg gik i udhuset for at finde plader til hylder. Nu ved alle efterhånden godt, at jeg er samler grænsende til det sygelige. Og det bærer vores udhus pænt meget præg af. Så på min jagt efter plader, faldt jeg over to gamle skuffer, som jeg havde hapset til storskrald for nogen måneder siden (det var også der skabet, som nu bor hos Lillemor, kom med hjem). Og helt ærligt, så er skuffer da federe end hylder! Det er i hvert fald mere Palæ Pompøsk!

Fyrsten var ikke svær at sælge idéen til. Han er ret fantastisk på den måde:) Jeg gik ellers med det samme i gang med at tegne og fortælle min nye vision med et “undskyld, jeg er sådan en vendekåbe” mellem linierne. “Altså, jeg ved godt, at jeg sagde funktionelt og stilrent, men altså…..” “Funktionelt og stilrent? Skat, du har malet tre forskellige farver på væggen i fuldstændig tilfældig orden. Stilrent er FOR LÆNGST passeret!”. Nå ja, det kan der vel være noget om….

Hylden bag toilettet sløjfede jeg også. Fordi det ville blive lige lovlig miskmask (eller mere miskmask??). Og ingen gider sidde på tønden med en guldranke i røven, vel? I stedet fik jeg ryddet ud i skabet under vasken og rykket hårprodukter mm derned, så der blev plads til lidt grønt ovenpå det lille toiletskab.

Krogene blev også sløjfet, fordi de ikke ville kunne skrues op i skufferne. Til gengæld fandt jeg de fineste, gamle knager og greb i en kasse i værkstedet (ja, det er samleren, der snakker), som passer helt perfekt ind!

Så nu har vi et spritnyt badeværelse, som kun har kostet det maling, som vi i forvejen havde stående.

Før:

img_6736img_6740img_6738

Og nu:


img_6821img_6806img_6815img_6837img_6838img_6836img_6835
Nu mangler vi kun en holder til toiletrullen. Det gjorde vi også, da vi flyttede ind for 7 år siden, så jeg fandt en lille kæp i haven og satte den på en snor. Den har vi så haft siden;) Jeg har luret lidt på den her (reklamelink) som jeg tænker ville passe fint ind:)

 



Børn er jo også en slags mennesker…..

Som nævnt er jeg gået i gang med en lille make over af vores badeværelse, som i første omgang består i, at det bliver malet. Vi fik lavet vores badeværelse for små 6 år siden og valgte i den forbindelse at bruge nogen af de rest-klinker fra vores gang, som den tidligere ejer havde efterladt. Gulvet i gangen er grønt og to nuancer af blå, og nu er enkelte af fliserne på badeværelsesgulvet og i brusenichen altså samme farver. Derfor tænkte jeg, at det kunne være fint at male blå striber på trævæggen.

Da Ane så mine første striber, foreslog hun, at vi malede alle farver og fik en regnbue på væggen. Den var jeg ikke helt med på, så Ane foreslog i stedet, at hun så kunne male en lyserød stribe. Og her til formiddag har hun svunget penslen på badeværelset og sat sit helt eget præg på væggen:)

Jeg lagde en snap ud, hvor jeg sagde, at jeg ikke havde kunne komme på noget argument for, hvorfor hun IKKE måtte få en lyserød stribe på væggen, så nu kom der altså en ekstra farve på. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man havde man spurgt mig, før jeg fik børn, så ville jeg have ment, at et argument sagtens kunne have været, “at sådan er det bare, fordi jeg bestemmer”.  Og egentlig kunne det også sagtens have været et argument i den har sag, for det er da et argument, som i andre sammenhænge bliver benyttet herhjemme. Men ikke i dette tilfælde. Det er også Anes badeværelse og Anes hjem, og jeg synes kun, at det er positivt, at hun får ansvar og ejerskab over det. Ikke dermed sagt at vi skal have en hoppeborg i stuen eller ismaskine i legehuset, men i de tilfælde, hvor det giver mening, synes jeg bestemt, at Ane skal mærke, at hendes stemme også blive hørt. Så jeg behøvede ikke argumentere for noget som helst. På nær det med regnbuen.

Jeg tænker nogen gange, at der godt kan gå lidt inflation i “Det bestemmer jeg!”. At vi forældre ind imellem er så bange for at vade direkte i curlingfælden, at vi overser, at vores børn, ved siden af plagerier og urimeligheder, også kan have helt reelle ønsker. At de faktisk også er en slags mennesker;)

Men det kan den ondelyneme også virke som om, man balancerer på et knivsæg. For hvor går grænsen mellem det at give børnene ansvar og styrke deres selvstændighed og det at give efter? Hvornår er det de voksne, der bestemmer, fordi de ved bedst, og hvornår bør man lade børnene komme til fadet (eller penslen)? Og det hjælper ikke synderligt på tvivlen, at curlingbegrebet er oppe til debat hveranden dag (jeg bidrager selv her), og efterlader én med følelsen af, at man konstant og hele tiden er medvirkende til at ødelægge ens børn fuldstændig.

Jeg kan ikke andet end følge min mavefornemmelse. Hvilket altså i dette tilfælde har resulteret i lyserøde striber på badeværelset;) Ja. StribeR. For Ane havde altså fat i noget! Det så pisse godt ud, så jeg malede lige to mere:)

img_6790

Hvordan får I tid til det??!

Dét spørgsmål får jeg ikke så sjældent.

“Hvordan får I tid til det??!”

Med “det” ment to fuldtidsjob, to små børn og to tusinde projekter. Projekter af den slags, hvor det ene ofte overlapper det andet. Jeg taler ikke om at hænge hylder eller lamper op. Det går ikke under betegnelsen ‘projekt’ herhjemme – det kalder vi bare mandag. Næ, det er malerprojekterne og renoveringsprojekterne og byggeprojekterne. Som vi helt sikkert havde haft rigeligt af, hvis vi havde købt et helt ‘almindeligt’ hus. Vi købte et hus til nedrivning, så vi ganger rigeligt med otte og runder op.

Men det er et bevidst valg. Vi er ikke typehus-typer. Vi har ikke persienner og vedligeholdelsesfrie havemøbler fra Jysk. Vi er mere noget á la Georg Gearløs møder Pippi Langstrømpe. Vi henter energi i skøre påfund og skæve farver. Også selvom det kræver lidt ekstra.

Tilbage til spørgsmålet. Hvordan får vi tid til det??!

Det gør vi ikke.

Vi gør det bare.

Skulle vi finde tid til noget som helst, så ville vi få lavet nul og en skid. Alene det at finde tiden til at finde tiden, er noget nær en umulighed. Skulle vi først sætte os ned og kigge en kalender og lægge en plan, så kom vi aldrig nogen vegne. Så vi gør det bare.

Som i dag. Jeg har længe fablet om, at jeg gerne ville male badeværelset, men det er ligesom bare blevet ved snakken. Indtil i dag hvor begge unger var faldet i søvn i bilen på vej hjem fra Lolland. Jeg kunne ikke rigtig begynde at pakke ud, for alle taskerne lå i bilen med de sovende børn. Så jeg fandt en bøtte maling og en pensel og gik i gang med at male badeværelset. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg er nødt til at gøre det færdigt, for det kan godt blive lidt træls i længden, hvis man skal skræve hen over malerbøtter, hver gang man skal tisse. Men med lidt god vilje er det overstået om et par dage, og så kan vi krydse endnu et projekt af listen.

Så det er svaret. Vi har ikke mere tid end alle andre. Måske vi endda har mindre med tanke på de knap så vedligeholdelsesfrie havemøbler. Til gengæld er vi impulsive grænsende til det tankeløse, hvilket muligvis ikke lyder videre positivt, men det virker;)

img_6736

img_6745

Jeg kigger på skyer

Nu er der efterhånden et par stykker, der har prikket til mig for lige at tjekke, om jeg er i live. Så jeg tænkte det måske var på tide at melde ind med oplysningen om, at jeg stadig har en puls;) Men det er jo forståeligt nok, at folk undrer sig, for der har været langt mellem indlæggene på det seneste. Sidst jeg var blogfri så længe, var jeg nygravid og så bange for at afsløre mig selv, at jeg fandt det klogest bare at holde min kæft😉 Det er ikke tilfældet denne gang. Der er ingen store nyheder eller små hemmeligheder – der er bare hverdagen med nyt job og to små børn. Nå ja, og bunkevis af små og store projekter som altid. Jeg ved ikke, om det er en velsignelse eller forbandelse, at jeg altid har gang i tusind ting. Det er bare mig. Og nogen vil måske mene, at man bør hellige sig én ting og smide al sin energi i at fuldføre det. Det er helt sikkert den rigtige vej for mange. Men jeg har bare aldrig rigtig formået at leve på den måde. Jeg søsætter 10 nye projekter på én gang. Og så færdiggør jeg ofte kun de tre. Men så har jeg lært noget af de andre syv undervejs, og de giver mig oftest bare idéer til syv nye. Og det synes jeg faktisk er et fint regnestykke:)

Lige nu er det helt store projekt – stadig – førstesalen. Det rykker, men i det små. Vi har kun mulighed for at arbejde på den i weekenderne, hvor der som oftest også er andre planer. Egentlig var planen at bruge en del af ferien på at give den ordentlig skalle, men som den nærmer sig, bliver tankerne om renovering erstattet med tanken om sand mellem tæerne, børnelatter, kolde Hof og lyden af bålets knitren akkompagneret af akustisk guitar – tanken om Vejlø. “Kun én uge i år!” havde vi lovet hinanden, Fyrsten og jeg. Indtil vi i lørdags blev bedt om at fortælle lidt mere om den der ø. Og så talte vi. Og talte. Og viste billeder og videoer og beskrev sommeraftener med solnedgange, som ikke findes smukkere noget sted i verden. Og da ordene slap op, kiggede vi på hinanden og behøvede ikke sige det, som den anden allerede vidste. At gu’ kan vi da ej nøjes med en uge. Førstesalen løber ingen vegne. Det gør sommeren. Ane tæller også ned. “Er det sommer nu?” spørger hun. “Skal vi så på Vejlø i dag??”. Lige om lidt, min skat. Lige om lidt.

Derudover påtænker Fyrsten at gå i gang med det hønsehus, som vi har talt om de sidste mange år. Han er vist lidt frustreret over stilstanden på førstesalen og den manglende mulighed for at hamre rundt deroppe efter ungernes sengetid. Så han laver en ‘Elisabeth’ og starter et sideløbende projekt op.

Jeg selv forsøger pt at være nærværende og nyde mine unger i dagtimerne uden at have for meget opmærksomhed på bloggen, Snapchat mm. Ikke fordi jeg synes, at jeg normalvis er en fraværende mor, men det har naturligvis krævet lidt af mit overskud at starte op efter halvandet år på barsel – og så efterfølgende på helt nyt job. Og så må de ting, der kan sorteres fra, lade livet for en stund, så de vigtige ting kan prioriteres. Som når Ane spørger mig, om vi ikke skal lægge os i græsset og kigge på skyer. Så kunne jeg naturligvis dokumentere mit liv på de sociale medier efter kl. 19.30. Men der er jeg fordybet i undervisningsforberedelse, faglitteratur eller symaskinen. Jeg har fået et flip med hårbånd, så der er blevet syet en ordentlig røvfuld på det seneste – og jeg har husket at tage billeder, så jeg kan lave jer en diy. Det er så åndssvagt simpelt, hvis blot man kan betjene en symaskine.

Nå ja, så er jeg også ved at give Lillemors udestue en make over. Mere om det senere:)

Men jeg er her! Og tak fordi I bekymrer jer<3 Der er intet galt. Jeg har bare travlt med at kigge på skyer.

img_6642

Når tingene vokser én over hovedet….

Tingene vokser mig lidt over hovedet for tiden, og mine korte, hjulbenede stænger løber ekstra stærkt for at kunne følge med. Men det er okay. Det er dens slags hurtigløb, som får pulsen op, så man mærker, at man lever – ikke den drænende slags.

Det nye job er selvfølgelig en del af det.  Her foregår spurten hovedsageligt i mit hoved, hvor jeg suger alt det nye til mig og prøver at finde plads til det i de rette kasser i mit hoved. Jeg føler, at jeg lærer noget hver eneste dag, og selvom det på selvfølgelig koster lidt på overskudskontoen, så fylder det mig også med energi. Fordi det er nyt og spændende og lærerigt, og fordi alle mine bange anelser om, hvorvidt man kan lære gamle hunde nye tricks, er blevet manet til jorden. Det er, nu jeg står midt i det, slet ikke så angstprovokerende det der med et jobskifte efter så mange år. Tværtimod fylder det mig med fornyet nysgerrighed og et kæmpe drive i forhold til ønsket om at udvikle mig fagligt.

Men tingene herhjemme skal jo også passes. Og vi har meget at passe. To børn, to dyr, en renovering og en kæmpe, tilgroet have. Og særligt haven var bogstavelig talt vokset os over hovedet. Vi har en sti midt i haven, som er omkranset af buske og træer. Den tjener intet andet formål end at være hyggelig. Ane elsker at lege i den og gemme sig. Som var det en labyrint. Og den har fået lov at vokse vildt og frit i håbet om, at den kunne vokse sammen i toppen og blive endnu mere labyrint-agtig. Fin idé, men som med så meget andet, så er praksis ofte en anden sag. Havde vi haft en park, så okay. Men vi har 700 kvm have, som man pludselig ikke kunne se for bare buske. Så i weekenden klippede Fyrsten hele lortet ned i en meters højde, så man nu kan sidde på terassen og se ned til legehuset og gyngestativet. Og rent mentalt har det altså gjort noget for mig. Nu har jeg lyst til at opholde mig i haven, for den er ikke længere en stor, fed, grøn pil på alle de ting, som jeg burde lave.

Så nu laver jeg samme bevægelse i udestuen. Altså, jeg klipper den ikke ned, men jeg muger ud. For den er blevet holdeplads for en del ting fra førstesalen. Og det var fint nok i en periode. Men så længe at vi holder fast på at tage renoveringen i roligt og realistisk tempo og ikke lade den stresse os, så må der gøres noget andet. For ellers bliver det domino på det virkelig ufede måde. At det midlertidige soveværelse bliver proppet med ting fra udestuen som bliver proppet med ting fra førstesalen, som bare står tom og venter på at blive lavet færdig. På et eller andet tidspunkt bliver der pustet til den brik, som får det hele til at vælte.

Jeg nægter at lade det blive et stressmoment, og den eneste måde, jeg kan sikre mig det på, er ved at sørge for at resten af Palæet er tåleligt og semi-overskueligt. Så det gør jeg nu. Helt uden at lade mig stresse eller irritere over det, for hverdagen er bare, som den er i vores lille, dynamiske hjem, og det blive næppe nogensinde anderledes.

Der har længe hængt en seddel i Anes børnehave om ‘plantedagen’, hvor forældre og børn sammen kan plante en blomst eller andet. Og hver gang jeg har set den, har jeg tænkt, at NU får jeg købt noget. Solsikkefrø, tomatplante, et eller andet som Ane kan passe herhjemme. Noget, der er hendes, som hun kan føle omsorg og ejerskab overfor. Det tænkte jeg også, da jeg så sedlen her til morgen. Indtil det gik op for mig, at ‘plantedagen’ er i dag. Og vi har ikke forspiret en skid andet end nullermænd. Og de gror fint herhjemme, men det gælder næppe. Og så kunne jeg stresse over det. Og fyldes med dårlig samvittighed over være så satans distræt og selvoptaget. Eller jeg ku’ hive en af planterne op af potten fra terassen og tage den med. Den er lilla – og det kan Ane godt li’!

img_6289

Forresten #21

Indeholder omtale af
et ambassadørsamarbejde

img_5935

– overvejer vi kraftigt at få rengøringshjælp. I hvert fald her og nu, hvor jeg er i gang med opstart på nyt job, og ungerne er tilbage på fuld tid i institution efter min barsel. Men jeg er i tvivl om, hvor meget vi har brug for? Meget, at dømme ud fra gulvenes tilstand pt;) Men hvor ofte er det ‘nødvendigt’ at få vasket skabslåger, dørkarme, paneler mm? Det ville jeg muligvis have en idé om, hvis det var noget jeg gjorde løbende, og ikke først når katten sidder klistret op ad lågen til køleskabet og beder om hjælp til at komme fri. Hvis nogen af jer får hjælp til rengøringen derhjemme, modtager jeg gerne gode råd. Og også gerne anbefalinger af firmaer i nærheden af København.

– havde jeg fuldstændig glemt, hvor hårdt det er at starte nyt job. Det er selvfølgelig også 9 år siden, jeg sidst har prøvet det. Jeg nyder det helt vildt og føler mig fuld af energi og gejst, når jeg er afsted, men så snart jeg træder ind ad døren herhjemme, går gassen fuldstændig af ballonen.

– Jasper er dog så sød, at stå op mellem 4 og 5, så det jeg ikke når om aftenen, kan jeg klare om morgenen. Tak, skat;)

– er de to ovenstående punkter også årsagen til, at bloggen ikke flyder over med teksttunge ‘tankeindlæg’ lige for tiden. Mit hoved fungerer ganske enkelt ikke optimalt efter kl. 17, og hver fjerde tanke består af fagtermer og pædagogiske overvejelser. De andre af Toblerone.

– havde jeg den fedeste aften til eventet med Nilens Jord i onsdags! Det var ualmindeligt hyggeligt, og jeg synes faktisk også, at jeg lærte en del. Nu står prøven i forhold til at kunne gøre det uden en garvet makeupartist ved min side;)

– havde jeg den udsøgte fornøjelse af at have Kim som sidedame:) Kender I det, når man følger en blogger og tænker, at hun umuligt kan leve op ens forventninger om at være ligeså sød og rar i virkeligheden? Kim er sødere!!!

– kan I med fordel bruge koden ‘fruen15’ til og med i morgen, hvis I skulle have lyst til at købe lidt produkter fra Nilens Jord med 15%. På IG skrev jeg, at koden gjaldt til søndag, men da den har drillet lidt, er den forlænget:) Selvom jeg ikke har haft så lang tid til at afprøve produkterne endnu, så kan jeg klart anbefale denne blush. Umiddelbart tænkte jeg, at den var lidt for lyserød, men nøj, den gør underværker for blege, trætte mig!

– er Cash forårskåd. Hvilket går ud over vores kat. Som er en hankat. Hvilket egentlig ikke gør nogen forskel…. Heldigvis er han meget overbærende én af slagsen! Både når han bliver gnubbet af en 60 kg tung Golden Retriever, og når han dingler på køleskabet.

– er vores førstesalsprojekt nærmest gået fuldstændig i stå. Og de næste mange weekender er fyldt godt op med bryllupper, fødselsdage og lignende, så jeg forestiller mig, at stilstanden varer ved. Egentlig tænkte jeg, at vores ‘efter sommer’-deadline var pisse god, for så kunne vi kun blive positivt overraskede, når vi blev hurtigere færdige. Nu tænker jeg nærmere, at vi skal være glade, hvis vi når det i år.

– betyder det så også, at vi kommer til at skyde hønsehus- og drivhusprojektet et år mere. Igen.

– begynder jeg virkelig at forstå, hvorfor folk køber nybyggede huse!

– holder den tanke heldigvis sjældent mere en 10 sekunder ad gangen. Jeg elsker vores skæve evighedsprojekt og den åndssvagt fede følelse, man står tilbage med, når man har fået lavet endnu en ting. Det kan jeg så glæde mig til i 2018;)

– har vi haft indbrud i legehuset. Ja, legehuset! Hvem fanden gider bryde ind i et legehus??

– går Jasper stadig ikke, hvilket vil sige, at Ane var tidligere på benene end ham. Det havde jeg godt nok ikke troet! Men okay, han har også de flere kilo at skulle slæbe rundt på, hvilket nok er nemmere på alle fire;)

– har klokken nu passeret 19.30, hvilket betyder, at der kun er en ting tilbage i mit hoved: Toblerone.

– Toblerone.

– Toblerone.

– Toblerone.

Og så lige lidt billeder fra i onsdags:)

nilensjord_event_3nilensjord_event_14img_5876

…. Toblerone!

Skamløs stemmefisker!

Det er mig! Jeg er skamløs, smådesperat og anti-jante helt ud til fingerspidserne! Eller bare ned til enden af haven, hvor Palæ Nøddebo lige nu står badet i regn.

Vi er faretruende tæt på at ryge ud ad top 20 i Silvans Gør det selv-mesterskaber, og det ville virkelig ærgre mig, hvis vi ikke fik lov at komme i betragtning til at vinde!

Og ja, anti-jante – vi fortjener det, dælme! Meget mere end de andre. Ej, okay…. Måske ikke mere end ham, der frivilligt har bygget en skaterampe til de unge i Sakskøbing og vil bruge præmien på også at give dem en fodboldbane. Han fortjener det muligvis også ret så meget;)

Men det gør vi altså også, synes jeg. Fordi Palæ Nøddebo er så super fint, og min Fyrste så super sej.

Åh, jeg vil det bare så gerne, som I måske fornemmer! Og skulle vi vinde, så lover jeg at invitere på kage, når præmien har fået os i mål med førstesalen:) Så kan I selv vælge, om I vil indtage kaffen i Palæ Pompøs eller i Palæ Nøddebo;)

Men smid os meget gerne en stemme HER! I må også godt synes, at jeg er åndssvagt irriterende og trykke ‘unfollow’ – bare I stemmer først;)

(I kan se lidt mere til det lille Palæ i dette indlæg.)

img_4836img_5104 img_5105 img_5106

Ævl og kævl #2

Fyrsten har endelig fået sin udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond. Det var lige før, jeg begyndte at græde lidt, da han gav mig beskeden;) Ikke fordi vi som sådan kommer til at mærke det store til det, for pengene kommer jo bare til at dække de huller, som vi blev efterladt med, da han mistede sit job. Men jeg blev så lettet over, at vi ikke skulle kæmpe. Tænk engang, at det er blevet en forventning – at man skal kæmpe for det, man egentlig har ret til? Men ærligt, så har vi desværre overvejende måtte smide fløjlshandskerne, når vi har skulle have hjælp fra forsikringsselskaber, statsforvaltning, a-kasse mm., og vi har op til flere gange selv måtte lave en del af fodarbejdet for at få medhold i sager, hvor vi helt uden tvivl, havde ret fra start af. Tankevækkende og ærgerligt, at tingene er skruet sådan sammen! Havde jeg eksempelvis ikke selv taget kontakt til erhvers- og byggestyrelsen og sat mig grundigt ind i, hvordan man udarbejder en tilstandsrapport, da vi i sin tid skulle have lavet nyt badeværelse, så havde vi endt med selv at skulle betale hele baduljen. Og det på trods af, at vi havde tegnet den absolut dyreste og mest udvidet ejerskifteforsikring.

Det var et sidespring! Pengene er nu udbetalt, og de forskellige huller er så godt som dækket. Så kan man have sine meninger om gule fagforeninger, men jeg er imponeret over det serviceniveau, som Krifa har lagt for dagen i forhold til at guide og vejlede Fyrsten undervejs. Tak, sgu!

Af de mindre positive kan nævnes, at Jasper stadig er syg. Eller – han er egentlig frisk nok, men vi venter stadig på mere ‘faste former’ i hans daglige leveringer, før jeg vil være bekendt at sende ham i vuggestue. Det smitter jo så åndssvagt meget, sådan noget mavevirus. Jeg er bare en lille smule ved at dø ved skræk over, at han altså nu kun har været i vuggestue tre gange indenfor de seneste 21 dage. For der er kun næste uge med, så banker virkeligheden og de lange dage på.

Og hvad skal jeg så bruge min sidste uges barsel på? Læse bøger, få ansigtsbehandlinger og sippe dyr kaffe på en fancy fortovscafé? Niks! Jeg skal male, sgu! Egentlig overvejede jeg et kort øjeblik at sætte førstesalsprojektet fuldstændig på stand-by, bare i tilfælde af at vi skulle være så heldige at vinde det der gavekort til Silvan (I kan stemme på os HER!). Men jeg tør slet ikke håbe på, at vi skulle være så heldige! Og er heldet med os, så er der så rigeligt med andre projekter, som præmien kunne få lov at finansiere! Så jeg tænker at kaste mig over malerarbejdet i næste uge, og forhåbentlig kan det få os rigtig godt fra start. Ane er så mega spændt på endelig at få sig et helt rigtigt værelse, og jeg forstår hende så godt!

Nu er skidemaskinen vågnet fra lur, så jeg slutter af. Nyd hinanden, solen og weekenden:)

img_4980 img_4981

 

Jeg slutter min barsel på samme måde, som den begyndte…

Jeg slutter min barsel på nogenlunde samme måde, som den begyndte: med at være træt, smurt ind i opkast og afføring og med en forvokset baby, som kun vil sove på sin mor. Når man ser bort fra alt det åbenlyst ufede ved den situation, så er det sgu da i grunden nærmest poetisk, ikk’. Altså poetisk tilsat en fæl odør…

Planen var jo at bruge det sidste stykke tid af min barsel på renovering. I stedet har jeg haft Jasper i armene stort set nonstop i to uger. Først med skoldkopper og nu med mavevirus. Og hvor er det bare lige præcis sådan, det skulle være! Ikke at det på nogen måde er godt, at han er syg, selvfølgelig! Men at jeg nu ikke har andet valg end bare at holde ham tæt og indeånde den del af hans hoved, som han ikke har formået at få opkast på, det er faktisk slet ikke dårligt:)

For hold nu kæft, hvor er han altså bare den mest vidunderlige, lille dreng. Selv når han er syg. Hans humør er fuldstændig ukueligt, og jeg kan få ham til at grine bare ved at kigge på ham. I går lavede vi ikke en flyvende fis andet end at sidde i sofaen, bare mig og ham. Og jeg nussede hans hår og sang sange, og han lå helt stille i mit skød og kiggede mig. Drengebarnet, som ellers har kronisk krudt i røven og som normalvist flere gange dagligt viser mig, at jeg er det mindst underholdende i verden, med mindre jeg har en farverig skål placeret på mit hoved. Men i disse dage er jeg hans eneste fokuspunkt – i hvert fald indtil faren kommer hjem. Og jeg suger det til mig og nyder at have ham sovende på mit bryst. Førstesalen kan man altid renovere. Det har taget os knap syv år overhovedet at komme i gang, så et par uger fra eller til gør ingen forskel. Men min baby får jeg ikke igen. Planen for i dag er fuldstændig den samme som i går – at lave så lidt som muligt. Der er prop i begge ender, og han er i bedring, men af hensyn til smittefare holder jeg ham hjemme en dag mere. Nå ja, og af hensyn til mig og mit nussebehov;)

Men man kan jo sagtens lægge førstesalsplaner og gennemlede Pinterest efter fede garderobeløsninger, mens man stille og roligt gror fast i sofaen. Planen er, at vi selv skal bygge noget til tøjopbevaring, da der er skrå vægge. Oprindeligt havde jeg tænkt, at det skulle bygges fra bunden, men min tanke lige nu er noget med overskabe fra Ikea, som ville passe perfekt i dybden. Eneste minus er at det ikke er muligt at få helt almindelige skuffer til. Jeg er simpelthen ved at være for gammel til at have undertøj, strømper mm i gamle hatteæsker. Har I selv kastet jer over et lignende projekt eller har en fed idé, så hold jer endelig ikke tilbage! Jeg suger alle de idéer til mig, som jeg kan få.

img_4943

Forresten #19

img_4875

– var jeg virkelig bange for, om vi skulle starte helt forfra med indkøring efter skoldkopperne. Men det har vist sig slet ikke at være noget problem! Han er bare glad:) Glad og plettet.

– havde Ane et vredesudbrud på tre kvarter i går morges. 45 minutters uafbrudt skrigen og “Du er dum, mor!”. Årsag? Jeg havde givet hende et par grå bukser på…. Den burde jeg muligvis ha’ set komme!

– har jeg taget ungerne med til Lolland i nogen dage for at se familien, og for at give Fyrsten muligheden for at rykke lidt på førstesalen. Jeg forestiller mig, at den malet og klar til indflytning, når vi kommer hjem. Jeg bør muligvis justere mine forventninger en smule;)

– kom min lillebror og hentede os i Hvidovre i sin bil i går. Min lillebror. I sin bil. Auch, jeg føler mig gammel!!!

– havnede vi i en gigantisk kø på motorvejen, og Jasper blev ret så utilfreds. Heldigvis havde jeg medbragt babser! Og heldigvis er de lange nok til, at han kunne blive siddende i autostolen imens;)

– jeg smed et billede af situationen op på Instagram og skrev noget med lange bryster, hvortil en følger var så pisse god at svare, at det hedder ‘fleksible bryster’. Åh, jeg elsker det!!! Det lyder som noget, man ville skrive i en jobansøgning: “Jeg er ikke bange for at tage fat og har yderst fleksible og omstillingsparate bryster.”

– tænker jeg nu, at det måske ville egne sig bedre til en Tinder-profil!

– da vi ankom, havde Anes onkel Tim købt hende en Frost-badekåbe. Men da hun allerede har sådan en, gik hun med sin moster i Netto for at bytte den. Hun kom tilbage med en Frost-paraply, Frost-strømper, Frost-hårbøjle, Frost-hårspænder og en Frost-drikkedunk. Yay…. Vi manglede virkelig også nogen ting med Anna og Elsa derhjemme….

– er min søsters hjem ikke ligefrem indrettet med nysgerrige tumlinger for øje. “Men han er ikke sådan én, der piller, vel?” Jo. Det er lige præcis det, han er;) “Jamen så må han jo bare få et nej.” Jaaa, men du skal nok ikke regne med at han tager imod det, hvis han øjner chancen for at æde en plante. Jeg er spændt på, hvor længe hendes monstrea har blade;)

– har jeg tilmeldt vores legehus, “Palæ Nøddebo”, til Silvans ‘Gør det selv mesterskaber’. For jeg synes virkelig, at Fyrsten fortjener noget anerkendelse for det flotte stykke arbejde, han har udført. Og fordi et gavekort på 15.000 til Silvan ville være fuldstændig åndssvagt fedt med tanke på vores nuværende renoveringsprojekt! I kan ikke stemme os ind som vindere, men hvis vi ligger i top 20, når måneden slutter, er vi blandt dem, hvoraf et dommerpanel vælger tre vindere. Jeg ville sætte så stor pris på, hvis I ville smide en stemme efter os her – naturligvis kun hvis I synes, at Palæ Nøddebo og Jess fortjener det:)

img_4836