Tre måneder til termin og noget om at slippe kontrollen….

image

 

image

Der er i dag præcis tre måneder til termin.

Spisestuen, som det er planen, at jeg skal føde i, er på ingen måde færdig. Vi har ikke lavet pusleplads. Vi har ikke købt barnevogn – faktisk har vi endnu ikke besluttet, hvilken model det skal være. Jeg vil også gerne ha’ fat i en kravlegård og en babynest, men jeg er ikke nået længere end til tanken. Jeg har købt lidt tøj i genbrugsen og lidt over Instagram, men mangler vist stadig en del.

Vi har købt en pakke bleer. Dét er det. Og jeg indrømmer gerne, at de blev købt, fordi jeg manglede at smide lidt varer i kurven på Nemlig for at nå op på de 400 kr, som man som minimum skal handle for.

Vi er på ingen måde klar – og det er helt okay.

Da vi ventede Ane var stort set ALT klart på nuværende tidspunkt. Vi kendte kønnet, navnet var valgt, tøjet var vasket og sorteret og der var både syet uroer og kravlegårdsrand.

Jeg tror, at noget af forklaringen ligger i vores historie. At vi havde ventet så længe på Ane, og at jeg ikke havde ‘føling’ med hende i dagligdagen, fordi hun ikke voksede i mig – det var så uhyre vigtigt for mig at kontrollere de ting, som jeg nu engang kunne kontrollere, såsom farven på hendes stofbleer.

Men derudover tænker jeg også, at der er en væsentlig forskel på at blive mor første og anden gang. For ser man bort fra graviditet og fødsel, så har jeg jo prøvet det før. Jeg ved, at lige meget hvor forberedt man er, så bliver man pisse overvældet. Og halvdelen af de ting, som var af største nødvendighed, mens vi ventede på Ane, blev lige gyldige, da først vi stod med hende i armene. Eksempelvis var der både indkøbt zinksalve og creme fra apoteket, som aldrig blev brugt. Og den seng, som jeg syntes, det var så vigtigt at have til hende i stuen, blev kun brugt i ca. 2 uger. Man har så mange idéer og forestillinger om, at gør det helt ‘rigtigt’. Der er bare ingen facitliste – desværre;) Børn er forskellige, deres behov er forskellige, ens egne behov er forskellige, fordi det nu ikke bare handler om at få et barn, men om at have to. Det bliver noget andet, fordi JEG er en anden. Jeg er mor.

Det eneste jeg tænker, vi absolut må have i huset er lanolin-creme og ammebrikker – just in case.

Derudover tager vi det, som det kommer. Og nyder ventetiden uden shoppingvanvid og dertilhørende forhøjet blodtryk;) Jeg slipper kontrollen, og siger til mig selv “kommer tid, kommer råd”. Der kommer i hvert fald et barn, og så tager vi den derfra.

Noget om ikke at være rigtig klog….

Nogen vil måske mene, at jeg ikke er rigtig klog. At jeg har galoperende fis i kasketten og en skrue løs. Eller lad os sige fire – bare for at være på den sikre side!

Der er i skrivende stund 100 dage til termin. 100 dage, det er ikke længe. Og i går væltede vi væggen mellem spisestuen og Olivers værelse….

image

Så ja, måske er jeg bare fra forstanden. Men nogen gange skal tingene bare gøres og væggene væltes. For ærligt – man når da ikke og en skid med to børn, gør man vel?! Jeg har ikke prøvet det. Men jeg har prøvet at ha’ ét barn, og man når forbavsende lidt med ét barn. Jeg tænker, at mængden af ‘det vi ikke når i dag, når vi at lægge en plan for i morgen, så vi får det gjort inden 2027’ vokser proportionelt med antallet af børn. Og lige om lidt har vi to små børn. Plus to kæledyr – det figurerer også i ligningen.

Så væggen skulle bare væltes nu, færdig basta. For ellers bliver det endnu et af de projekter, som vi drømmer om, men langsomt skubber i baggrunden, fordi virkeligheden og hverdagen som altid trumfer alting. Med rette – misforstå mig ikke. For jeg er helt med på, at vasketøj og spaghetti med kødsovs er herre vigtige elementer i livet. Det er ligesom dét, der får hjulene til at køre rundt. Men drømmene og de tossede og hovedløse projekter, som at vælte vægge, gør bare turen en anelse sjovere.

JA, jeg er rablende vanvittig. Men jeg er glad! Glad for min voksende mave og min utrættelige Ane, for min forstående og meeeeeeeget tålmodige mand, for min manglende væg og murestøvet under mine bare tæer. Glad fordi jeg pt stadig er grebet af ‘hold kæft, hvor bliver det godt’-stemningen. Glad fordi jeg ved, at I minder mig om dette indlæg, når jeg om små to måneder rammes af panik, fordi der stadig er hul i gulvet og intet tapet på væggene;)

image