Det er ikke godt nok!

Har I mon læst artiklen om de nybagte forældre, Jon og Camilla, i Information? Ellers kan I læse den lige her.

Og det synes jeg, I skal gøre. For man skal nok se det med egne øjne for virkelig at tro på, at den danske lovgivning kan være skruet så udueligt sammen, at en mand ikke kan få lov at blive juridisk far, fordi han er født med kvindelige forplantningsorganer.

Og når I så er færdige med at blive forarget over det (formoder jeg!), så kan forargelsen kun blive endnu større, når man læser, at vores børne- og socialminister ikke har til hensigt at ændre den paragraf i børneloven, som er årsag til problematikken (artiklen kræver medlemskab, men man kan få første måned gratis.):

img_4979

Det er simpelthen ikke godt nok at gemme sig bag “for barnets bedste”! For det er IKKE for barnets bedste. Havde hensynet til barnet været det overvejende, så havde man naturligvis sørget for, at barnets forældre rent juridisk havde samme status og rettigheder som alle andre forældre. Og hvor skulle der opstå tvivl?? Jon er i alle juridiske henseender en mand, det hersker der ingen tvivl om. Selvfølgelig er han far på lige fod med alle andre mænd, som er blevet forældre ved hjælp af sæddonation.

Jeg er fuldstændig forundret og forarget over, at sådan en sag overhovedet kan opstå. I 2017. I Danmark. At man har mulighed for juridisk kønsskifte, men ikke kan få de samme rettigheder, når det kommer til forældreskab. “Du er en mand. Men…..”

Jeg er ikke politiker. Og jeg er ikke synderligt politisk aktiv. Jeg har ikke mere kendskab til børneloven eller kønsskifte end de fleste andre. Men jeg ved, hvad det vil sige, når der sættes spørgsmålstegn ved ens forældreskab. Jeg ved, hvad det vil sige at stå som nybagt forælder og skulle slås med det, som andre betragter som bureaukratiske ligegyldigheder. Men som indefra føles som alt andet end ligegyldigt. Og i vores tilfælde kunne man dog endda, på trods af personlige følelser og holdninger, se bare en snert af fornuft i lovgivningen. Om man så var enig i den eller ej. I det her tilfælde er der, efter min mening, absolut ingen fornuft at spore!

Det er simpelthen ikke godt nok!

At pakke børn ind i vat og cykelhjelme

Der kan man vist tale om racermave til ingen verdens nytte;)

Indslaget i Nyhederne i går kom til at handle om cykelhjelme. Eller nærmere det faktum at Mads Christensen vælger ikke at tvinge den på hovedet af sin 8-årige. Og det er da bestemt også en vigtig snak at tage, om vi passer på vores børn i trafikken! Det var bare ikke den snak, jeg havde taget med journalisten, som var forbi i går. Her var fokus på Mads Christensens udtalelse om, at vi pakker vores børn så meget ind i vat (og cykelhjelme), at de ikke vokser op som risikovillige iværksættere. Lidt i tråd med det indlæg jeg skrev om curlingforældre for ikke så længe siden.

Men fra journalisten var her, og til Nyhederne blev sendt, ændrede vinklen sig. Det er garanteret meget normalt. Men derfor vil jeg nu gerne dele mine tanker med jer alligevel:)

For jeg synes, at Mads Christensens udtalelse er endnu en af dem i rækken, som gør forældre dummere end de er. Det er jo dælen ikke enten eller. At man sætter gitter for trappen og cykelhjelm på hovedet er efter min overbevisning på ingen måde ensbetydende med, at man ikke også kan give sine børn en masse kompetencer, som sætter dem i stand til at handle selvstændigt og, med Mads’ egne ord, risikovilligt. Tværtimod, fristes jeg til at sige!

Jeg tror på, at risikovillighed, selvstændighed og selvværd dyrkes allerbedst i tryghed. Jeg tror på, at vi lærer vores børn at stå på egne ben netop ved at opdrage dem med visheden om, at vi står klar til at gribe, når selvsamme ben giver efter. Helt ærligt – hvis man endelig skal springe ud fra et fly, så er det da smartere at gøre, når man har faldskærm på!

Måske vi pakker vores børn mere ind i vat, end vi gjorde for 50 år siden. I så fald tænker jeg, at det giver rigtig god mening. For verden er bare mere farlig i dag, end den var dengang. Jeg har aldrig i min ungdom været opmærksom på ikke at efterlade min drink uden opsyn, når jeg var i byen. Ikke fordi jeg var vovet og risikovillig. Men fordi verden var en anden. Findes der alligevel forældre, der passer FOR meget på deres børn? Muligvis. Men jeg tænker, det er et fåtal. Ligesom det (forhåbentlig) er et fåtal, som fortæller deres børn, at de ser dumme ud med cykelhjelm på. Og til syvende og sidst kan ingen vel være i tvivl om, at vi hver især gør det, som vi selv synes er rigtigt. Nogen ting behøver ikke blive analyseret til atomer og prøvet i kasser markeret med labels og citater fra pædagogiske teoretikere. Er Ane ved at dratte ned ad en stol, så foretager jeg ikke en lynhurtig risikovurdering, hvor jeg forsøger at regne mig frem til hvorvidt min indgriben vil få konsekvenser for hendes fremtidige muligheder for at få en ledende stilling i Mærsk. Jeg griber hende bare. Omvendt har jeg meget aktivt valgt at have gitter for trapperne. Fordi jeg synes, at hun er så pæn med fortænder. Og det vil bestyrelsen i Mærsk garanteret være enige i;)

Jeg er bare lidt træt af at høre, at de forældre som vælger den sikre og ‘fornuftige’ vej, gør deres børn bjørnetjenester. Og jeg er træt af, at debatten er så unuanceret. Så handler det kun om én ting – at provokere. Og ja, nogen gange skal der provokationer til for at åbne op for en dialog. Andre gange er det bare fordummende. Det her er en af de andre gange. For det er naturligvis, som med alt andet i livet, ikke enten eller. Og lige præcis i det her tilfælde synes jeg ærlig talt, at det er direkte forkert. Personligt føler jeg mig mere sikker ved at trampe ekstra hårdt i pedalerne, netop fordi jeg har cykelhjelmen på. Om jeg så er mindre eller slet ikke risikovillig, fordi jeg tager forholdsregler og prøver at afværge et hul i hovedet, ved jeg ikke. Men skal jeg alligevel hoppe med på enten-eller-diskursen, så vælger jeg helt klart at passe bedst muligt på mit hoved som førsteprioritet. Og på mine børn. Betyder det så, at de aldrig udvikler en app, som kan fryse fodvorter, så er det en chance, jeg er villig til at tage. Så risikovillig er jeg nemlig;)

Ps. Jeg er sikker på, at Mads Christensen ville være rigtig pæn med cykelhjelm på:)

img_0641

(Og nej, alt det her sagde jeg slet ikke til journalisten i går. Måske en brøkdel af det. Jeg fungerer bare bedre bag skærmen!)

 

Kom med jeres tanker:)

Der er landet en ret interessant problemstilling i min indbakke i dag, og jeg har fået lov at dele den med jer, fordi jeg tænker, at I måske har nogle kloge tanker om emnet, som I vil dele.

Det handler om måden, vi bruger sproget på, når vi taler om familie – et emne, jeg virkelig brænder for og tidligere har skrevet om her og her.

Mailen er fra en kvinde, som vi kan kalde Julie, og hun skriver således:

Min datter på 4 år har en biologisk far som hun kun har set tre-fire gange da hun var 2-10 måneder. Altså kan hun ikke huske ham. Da hun er 11 måneder møder jeg manden, som nu i daglig omtale er far. Vi har ingen kontakt til bio-far, det er hans valg.

Min mand har en datter fra et tidligere forhold. Datteren er 4 år også, og bor hos os.

Det startede egentligt med, at bonusdatter kom fra mor og fortalte “min mor siger, at min far ikke er din far, du har en anden far og han hedder xx”

Det forekom ret ofte og jeg var lige knust hver gang. Egentligt forsøgte vi at anerkende informationen, uden at af eller bekræfte, men det blev vitterligt bare værre og et godt våben fra moderens side. Så fortalte vi vores pige det; at der var en anden mand der havde puttet hende ind i min mave, men at far – altså min mand – jo var hendes far, fordi han passer på hende osv. Der var en kort reaktion, men intet herefter.

Jeg er i tvivl om, om vi har gjort det rigtige. For jeg er bange for at det fortsætter hver gang bonusbarn kommer hjem, og endnu mere fordi min mand og jeg har sat en lillebror i verden, som kun er tre uger…

Jeg tænker bare, at din historie med Ane er så fin og ærlig, og det virker som om hun forstår det – som børn nu kan og gør i den alder.

Hvad tænker du? Tak for din tid

Jeg har mailet lidt frem og tilbage med Julie, og som bonusinfo kan jeg nævne, at det ikke er en mulighed at tage snakken med bonusdatterens mor.

Derudover har Julie uddybet sine tanker, og problematikken ligger i, hvordan Julie og hendes mand bedst håndterer situationen uden at nogen af børnene føler sig ‘forkerte’ – at den ene ikke føler sig som en løgner, og den anden ikke føler sig som mindre ‘rigtig’, fordi en anden mand end hendes far, har puttet hende ind i mors mave.

Jeg har naturligvis givet Julie mit syn på sagen, men både hun og jeg synes, at det kunne være rart at høre, hvad I tænker:) For det er uden tvivl en vigtig og svær situation!

Jeg tænker egentlig, at det nok ikke er nødvendigt at pointere, men nu gør jeg det altså alligevel:

Husk den pæne tone:) Vi kender kun sagen fra én side, og kan kun forholde os til det oplyste. Formålet er at komme med gode råd til Julie, så fordømmende kommentarer af den ene eller anden slags, vil blive slettet!

 

Debat om rugemoderskab

Lillebror og jeg var ude og blive luftet i går! Sex og Samfund havde samlet et panel af kloge hoveder i Studenterhuset i København med det formål at diskutere de etiske og juridiske aspekter ved rugemoderskab.

image

 

Panelet bestod af nogle super interessante mennesker, som i den grad har en relevant stemme i debatten:

Lillian Bondo – formand for jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd

Gunna Starck – medlem af Kvindepolitisk Udvalg, Enhedslisten

Mikkel Raahede – formand for Dare (organisation der arbejder for ligestilling for alle familiekonstellationer) og far til tre børn, som er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab

Louise Traberg Smidt – advokat, gymnasieveninde  og ikke mindst en af de sejeste kvinder, jeg kender.

Det var en super spændende debat! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg er meget imponeret over, at panelet formåede at diskutere et så stort og følsomt emne på så saglig vis, som de gjorde.

Så vidt jeg forstod (med en lillebror på armen, kan man godt misse en detalje eller to), var alle paneldeltagere enige om, at altruistisk rugemoderskab (altså den form for rugemoderskab, hvor den fødende kvinde bruger sine egne æg, og hvor der ikke er penge involveret, og som er tilladt i Danmark) er en ‘acceptabel’ form, som det burde være lettere at benytte. Som det er nu, vanskeliggøres denne form for familiedannelse ved, at den intenderede mor/far ikke kan få barsel på lige fod med den biologiske forælder, samt først kan få juridiske rettigheder efter 2,5 år.

Vandene var dog mere delte, når snakken faldt på kommercielt rugemoderskab, hvor man enten benytter donoræg eller æg fra den intenderede mor, og hvor der er penge involveret. Lillians store kritikpunkt ved denne form for familiedannelse gik hovedsageligt på det faktum, at man ikke fremadrettet har et forhold til den kvinde, som har født barnet, og at barnet dermed fuldstændig afskæres fra den kvinde, det er vokset i. En kritik som både Louise og Mikkel dog mente ikke havde meget hold i virkeligheden efter deres erfaring. Som Mikkel så fint sagde det, så kan man ikke dele sådan en oplevelse uden for evigt at være forbundet.

Gunnas største bekymring med hensyn til kommercielt rugemoderskab omhandlede forholdet mellem rig og fattig og ‘skyggetilfældene’, hvor rige, hvide mennesker udnytter fattige indiske kvinder.

Den generelle debat om rugemoderskab kan naturligvis hurtigt komme til at handle om de riges udnyttelse af fattige kvinder i andre lande, men jeg synes, at ordstyreren var særdeles god til at holde fokus på det relevante i netop denne debat – nemlig indenfor hvilken ramme, det giver mening at tale om rugemoderskab i Danmark. Hvilke overvejelser må man gøre sig, hvilke scenarier må man forholde sig til.

Særligt interessante og tankevækkende var også kommentarerne og spørgsmålene fra publikum.

Både de generelle som gik på, om det overhovedet er muligt at indgå en ‘kontrakt’, når man taler menneskeliv. Hvad hvis uventede ting opstår – hvis der opstår komplikationer med barnet eller den gravide.

Og særligt de mere personlige: fx en kvinde, som levede i et lesbisk forhold, og som stillede spørgsmålstegn ved, om loven burde ændres, således at hendes æg kunne sættes op i hendes kone, og de på den måde kunne få et fælles barn, som de begge havde ‘investeret noget i’. Det synes jeg er en ret smuk tanke, særligt med tanke på de undersøgelser som viser, at den fødende kvinde også påvirker æggets dna (det er en længere forklaring omkring mikroRNA, som er ret spændende!). Eller den kvinde i publikum, som var født uden livmoder, men med fine, brugbare æg, som hendes søster gerne ville huse i 9 mdr.

Lillian, som jo er sindssygt dygtig og meget velformuleret og velovervejet at høre på, belyste et punkt, som jeg faktisk først selv er blevet opmærksom på for nylig. Nemlig det at når man placerer en kvindes æg i en andens livmoder, vil der større risiko for komplikationer. Fx oplever man langt flere tilfælde af svangerskabsforgiftning ved ægdonation end ved ‘almindelige’ graviditeter. Det er naturligvis vigtigt at medtænke!

Der findes desværre ingen statistik på, hvor mange danske børn, der er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab. Louise mener dog, at tallet er langt større end hvad Ankestyrelsen skønner, da en del af de par, som kommer hjem fra udlandet med et barn, føler sig nødsaget til at lyve (“Hurra, vi fødte, mens vi var i USA!”) af frygt for at blive kriminaliseret. En uofficiel undersøgelse menes at have fundet frem til, at der går mere end 1000 ‘rugebørn’ rundt i Danmark. Og lige præcis derfor er debatten om rugemoderskab så sindssygt vigtig at tage! Når nu man ved, at det finder sted, er man som samfund nødt til at forholde sig til det.

Alt i alt var det en virkelig spændende og oplysende aften, som sluttede af med pommes frites, cola og dejligt selskab af Louise:)

Skulle du være nysgerrig på emnet, så blev de fire paneldeltagere efterfølgende interviewet til 21Søndag, som sendes d. 19/6.

 

At være bange for børnehaver!

Ane fandt en stor edderkop i weekenden. Vi taler MEGA STOR! Den lå i en lille gryde fra hendes sandkasse, og hun var meget stolt, da hun kom for at vise sit fund. Jeg prøvede virkelig at signalere, at jeg var fuldstændig tryg ved situationen, men flere gange siden har Ane nævnt den store edderkop efterfulgt af et “Men mor kan ikke li’ edderkopper!” Jeg gør mit bedste for ikke at overføre og vise min angst til hende, men jeg er tydeligvis fejlet i den mission!

Forhåbentlig er jeg bedre til at skjule min angst omkring Anes snarlige opstart i børnehave….

Om 15 dage skal min store pige starte i børnehave, hvilket er vildt på så mange måder! Jeg fatter slet ikke, hvor tiden er blevet af?! Ane glæder sig meget, og jeg forstår hende godt. I Anes kommende børnehave er der nemlig grise, geder, høns, kaniner mm., gode gemmesteder og spændende, store børn. Det virker som et rigtig godt sted, det gør det virkelig!

Men tanken om fire voksne til op til 32 børn, får mig til at ryste lidt i bukserne. Og det er jo ikke engang fire voksne på én gang…. Det er vist en helt normal normering, men for mig, som til tider kan have svært ved at holde øje med én enkelt 2-årige, lyder det tal fuldstændig vanvittigt.

Når Ane taler om børnehaven herhjemme, støtter vi hende naturligvis i, at det både bliver sjovt og spændende. Vi taler om alle de nye ting, der skal ske, og alle de spændende ting, hun skal opleve. Men indeni er jeg ærlig talt ret nervøs, hvilket jeg forestiller mig er helt naturligt, når man står overfor et skift fra noget trygt og kendt til noget nyt.

Jeg skal ikke komme ind på normeringer og besparelser, for det har jeg ikke sat mig nok ind i til at kunne udtale mig om. Men jeg er mor. En bekymret én af slagsen. Måske ubegrundet? Højst sandsynligt ikke. Jeg har læst uddrag af den seneste undersøgelse fra BUPL med pædagogernes egne fortællinger om en stresset hverdag, hvor de ikke føler, at de er hænder nok. Og det giver mening, for fire-seks hænder til 32 små hoveder er ikke mange. Særligt ikke hvis to af dem skal bruges til at skifte en ble eller sætte plaster på et knæ. Så kan de resterende to-fire hænder være nok så kompetente og have nok så mange pædagogiske visioner, men stadig ikke slå til. Hverken i forhold til børnenes behov eller pædagogernes egen faglige stolthed. 39% af de adspurgte i undersøgelsen har oplevet at stå i situationer, som de mente var direkte farlige. Det er dén virkelighed, som vi lige om lidt sender Ane ud i.

Jeg er så bange for, at man lille, store pige skal blive væk i mængden, samtidig med at jeg er stolt og en smule fortrøstningsfuld over, at vi har en pige, som næppe lader sig overse, hvis hun har brug for hjælp, omsorg eller bare vil vise en regnorm frem. Der er gang i Ane. Og lyd på. Heldigvis, tænker jeg. Mens jeg krydser fingre for, at det hele nok skal gå.

Men spørger du mig lige nu, om jeg er mest bange for edderkopper eller børnehaver, så er svaret klokkeklart “Børnehaver!”.

image
Foto af Frederikke Brostrup

Lewinsky-effekten

Jeg har aldrig modtaget en negativ kommentar herinde. Altså virkelig aldrig! Det er ret vildt og måske endda uhørt, når man har haft en blog så længe. Jeg fik engang en kommentar om, at det ikke er en menneskeret at få børn, og den sved lidt. Men vedkommende sagde ikke, at jeg ikke fortjente at få børn. Hun havde bare en holdning til et emne, som hun tilkendegav. Så kan jeg synes, at det er en mærkelig kommentar at smide hos én, som kæmper for at blive gravid, men det er jo så bare min holdning. Jeg har også fået en ‘åh, jeg hader reklamer på blogs’-kommentar, men igen – en holdning, ikke et personligt angreb på mig eller min blog.

Jeg har derfor heller aldrig fundet det nødvendigt at holde øje med eller censurere mit kommentarfelt. Er det første gang man smider en kommentar, skal jeg godkende den, derefter kan man kommentere løs.

Og det gør I! Jeg elsker, at der oftest er liv i mit kommentarfelt, og at I tager jer tiden til lige at smide en tanke eller to. Det er jo bloggens brændstof! Så VIRKELIG – tak for det:)

I dag er der dog kommet en kommentar, som jeg helt bevidst vælger ikke at udgive. Den er som sådan ikke tarvelig eller grim i tonen. Den er en masse ros til mig og bloggen og en kommentar om en anden blogger, som denne læser synes, er overfladisk. Ikke ‘mere’ end det.

Hvorfor vælger jeg så ikke at udgive den:

Af to grunde. For det første synes jeg, at kommentaren kommer til at antyde, at jeg mener noget andet med mit indlæg fra i går, end jeg rent faktisk gør. Når jeg taler om bloggere kontra mig, så siger jeg noget om mig selv, ikke om dem. Jeg siger, nu helt uden spas og beskrivelser af flyvende müsli, at jeg er ret ny og ret usikker i det her med at have en ‘større’ blog. Jeg ser ikke de andre som værende overfladiske eller højt på strå. Men jeg ser, at de optræder med langt større selvsikkerhed i diverse blogsammenhænge, end jeg selv gør. “Jeg ser”. For jeg ved jo ikke, hvad de tænker og føler. Jeg ved ikke, om de i grunden er ligeså usikre som jeg. Jeg ser dem være smilende og agere ‘professionelt’, mens jeg selv er for genert til overhovedet at opføre mig høfligt og hilse. Jeg er pisse misundelig. For selvom jeg heldigvis godt kan grine af det, så er det da langt fra altid sjovt at være hende, som kaster med müsli og sætter sig i maden. Jeg har det fint i selskab med få personer og med personer, som jeg har mødt før. Men i større sammenhænge med nye mennesker bliver jeg usikker og enormt selvbevidst. Dét, kombineret med lidt underudviklet motorik, gør, at jeg ender i situationer, som den jeg beskrev i går.

Næste grund vil jeg kalde ‘Lewinsky-effekten’ i mangel af bedre ord.

I marts 2015 holdt Monica Lewinsky et oplæg som del af de såkaldte TED Talks. Jeg har ikke set selve oplægget, men jeg læst om dét, der efterfølgende udspillede sig på sociale medier. Monica Lewinsky talte om offentlig udskamning. Hvordan livet har været for hende i den offentlige gabestok, hvor hun har befundet sig i mange år. Da hendes oplæg blev gjort offentligt på Facebook, fortsatte udskamningen med mange grimme og ubehagelige kommentarer. De, som administrerede facebookgruppen, begyndte på et tidspunkt at slette de grimme kommentarer. Naturligvis mødte de modstand – “ytringsfrihed”, I ved. Og når en person er offentlig, har man jo ret til at tilkendegive sin mening, ikk’?!

Men i takt med at de negative kommentarer blev slettet, var der færre personer, der skrev modbydeligheder. De var der stadig, men i markant mindre grad. De blev ikke fodret.

image

Du kan læse den fulde beskrivelse her – virkelig interessant og tankevækkende læsning!

Jeg har set det samme på alt for mange sociale medier, netaviser og også blogs. Når først der er blevet lagt én negativ kommentar, så byder andre gerne ind og stemmer i. For så er det tilladt og accepteret.

Jeg siger slet ikke, at den kommentar jeg fik, ville ha’ skabt samme effekt. Det er jeg faktisk helt sikker på, at den ikke ville, for så slem var den overhovedet ikke. Men jeg ku’ mærke, at den gjorde noget ved mig. Den fik mig til at tænke, hvordan jeg selv ville ha’ det, hvis kommentaren lå på en anden blog og omhandlede mig. Hvis andre stemte i og bakkede op.

Vigtigst af alt fik den mig til at tage stilling til, hvad jeg vil tillade på bloggen og i kommentarfeltet. Og negative kommentarer herinde er muligvis meget langt fra Lewinsky-effekten, ikke desto mindre er de unødvendige. Det er dejligt, at man kan li’ at læse med herinde. Det gør mig glad. Men det behøver ikke komme til udtryk sat op imod, hvem man ikke kan li’. Slet ikke med navns nævnelse.

Mange vil helt sikkert være uenige og mene, at jeg bør tillade alle slags kommentarer. Det gør mange andre bloggere, og det er helt deres eget valg.

Men jeg vil ikke lægge blog til at andre kan gå ind og læse negative kommentarer om sig selv, lige meget hvor små og ubetydelige kommentarer det end måtte være.

Hvad siger I? Giver mine overvejelser mening?

Lige et redigeret ps. til afsenderen af kommentaren: Jeg er slet ikke i tvivl om, at du intet ondt mente med kommentaren:) Jeg tror, at den mest af alt var ment som et kompliment til mig, den kom desværre bare i mine øjne til at fremstå som en kritik af en anden. Bare så vi lige har dét på det rene:)

Juridisk abort

Mega sprængfarligt emne, men nu fik jeg åbnet op for det på Instagram, så lad os da også tage debatten her. Men hør lige – jeg slipper helst for at censurere kommentarfeltet, så kan vi blive enige at tælle til ti? Det er et følsomt og vigtigt emne – der er ikke noget ‘bare’! Og ja, vi kender alle sammen én, der kender én, men det skaber næppe præcedens.

Lad os prøve at hive debatten lidt længere op. Hvorfor overhovedet tale om juridisk abort? Hvilke aspekter må nødvendigvis medtænkes og hvorfor? Hvilke konsekvenser vil det have – ikke bare for mor og far, men særligt for hovedpersonen, barnet?

Juridisk abort går kort sagt ud på, at manden skal have muligheden for at frasige sig alle rettigheder til det kommende barn. Altså står han ikke økonomisk eller på anden vis til ansvar for barnet, men kan altså så heller ikke sidenhen kræve at have samvær med barnet. Han slettes på alle måder fra barnets liv, og vil rent praktisk spille samme rolle som en sæddonor.

Min holdning:

Selvom jeg bringer emnet op, har jeg sat mig meget lidt ind i emnet. Jeg så en smule af aftenens program på DR2 med en grædende lillebror på armen, men blev pludseligt ekstra opmærksom, da en kvinde sammenlignede dét at blive uønsket far med at blive voldtaget. Jeg mener, at hun endda afsluttede sætningen med, at hun faktisk syntes, det var ret meget det samme. Det fik mig til at smide et meget chokeret selfie på Ig. For man sammenligner ikke voldtægt med andet end voldtægt i min bog!

Det fik – naturligvis – folk til tasterne. Og fedt! Det er altid rart at høre forskellige perspektiver på samme sag, særligt når folk formår at være saglige og holde bolden på egen bane:)

Jeg har, som sagt, ikke sat mig synderligt ind i emnet. Men det jeg hører er, at begrebet ‘juridisk abort’ henter sin relevans i de situationer, hvor en kvinde bevidst snyder en mand for at opnå en graviditet. Det er her, at mange mener, at juridisk abort burde være gældende.

Jeg er et godtroende og naivt menneske. Det ved jeg! Jeg tror langt hen ad vejen, at folk vil hinanden det godt. Og jeg tror, muligvis fejlagtigt, at det er et fåtal af kvinder, der fusker sig til en graviditet med en tilfældig fyr, de har mødt på Café Louise. Det tror jeg, fordi det er rimelig risikabelt at dyrke ubeskyttet sex med en fremmed. Og det er også risikabelt at forsøge at hapse fra en genpulje, som man ikke kender til. Til gengæld er det forholdsvis nemt at få hjælp på en fertilitetsklinik, hvor sæden er screenet og klar til affyring. Min tanke er, at hvis man vitterligt ønsker et barn og helst ser sig fri for at skulle dele dette med faren, så er det månedlige børnetilskud en meget lille pris at skulle betale i forhold til den kamp man ellers kommer til at stå i med faren, advokater, Statsforvaltning mm.

Men hvis vi formoder, at kvinden reelt har misledt manden, hvordan dælen påviser man så lige det? Vil det ikke være påstand mod påstand?

Jeg synes bestemt, at det er pisse synd for den mand, som ikke ønsker et barn. Ingen tvivl om det! Det må være en forfærdelig situation. Hans liv ændres for evigt, og han har absolut intet at skulle have sagt. Når det kommer til en graviditet, har kvinden den ultimative magt – og på trods af min naive tilgang til menneskeheden og mit meget Løgstupske livssyn, så ved jeg selvfølgelig godt, at ikke alle forvalter den magt med tanke på andre end sig selv. Det mest ønskværdige ville naturligvis være, om de to parter i fællesskab kunne nå til enighed.

Når det er sagt, så er kvinden bare den gravide part. Og det der med at mange kvinder bliver mødre i det øjeblik, den anden streg træder frem, er rigtigt. Ikke for alle, men for nogen. Og en abort er ikke bare noget man får, fordi barnet ikke var planlagt. Det er en stor beslutning og et voldsomt indgreb, både fysisk og psykisk. Jeg synes personligt ikke, at man kan tale om ligestilling i sammenhæng med juridisk abort, fordi vi rent fysisk aldrig vil kunne være lige.

Jeg kender ikke til nogen kvinder, der har snydt en mand for at blive gravid. Jeg har til gengæld hørt om en del mænd, som ikke ønskede et barn. Før det var der. Og den mulighed for rent faktisk at komme til at danne en relation til og elske det barn, som måske var uønsket for en kort bemærkning, fjerner man altså også ved juridisk abort.

Sidst men ikke mindst, står der et barn midt i alt det her. Og selvom det hele handler om barnet, er dét den eneste, som intet har at skulle sige. For mig at se, burde den her debat ikke handle om forældrenes rettigheder. Der vil altid findes mænd, som helst slipper for deres ansvar, ligesom der vil findes forsmåede kvinder, som på en eller anden vis bruger deres barn mod manden. Men kernen er vel, hvad juridisk abort vil få af konsekvens for det barn, som vokser op uden muligheden for at få et forhold til sin far? Personligt aner jeg det ikke. Jeg ved ikke, hvordan man taler om det uden at give barnet en selvforståelse af at være uønsket. Jeg tror nemlig, at der er en stor forskel på dette scenarie sammenlignet med fx sæddonation, dødsfald, skilsmisser og andet.

Jeg synes, at der er for mange men’er og hvis’er til, at man kan indføre juridisk abort. Måske fordi jeg ikke er tilstrækkeligt oplyst om emnet – og måske havde jeg alligevel været imod. Jeg ved selvfølgelig godt, at der findes grumme eksempler. Min bekymring og undren går på, om der virkelig findes så mange, at man er nødsaget til at lovgive om det. Jeg tænker, at det må være muligt at behandle enkelttilfælde fremfor at skære alle over én kam. Og med det mener jeg ikke kun til fordel for mor og barn, men i særdeleshed også for den far, som muligvis skifter mening, når først barnet er kommet til verden.

Hvad er din holdning til emnet?