En ode til Maria

Jeg var 14 og beruset i solbærvodka,
hun kom hen, og hun sagde: “Hej:)
Hvis din mor vil ha’, du skal tidligt hjem,
ka’ du bare sige, du sover hos mig!”

Nu har jeg kendt hende mere end mit halve liv,
og jeg slipper hende ikke igen.
For man skal holde krampagtigt godt fast,
når man får så fantastisk en ven.

Hun er en af de dejligste, jeg kender.
Og jeg kender ikke så få!
Men ingen er helt som hende her,
det kan flere skrive under på.

Hendes hår er stort og bølget
og rødt som en brændende ild,
en skarp kontrast til hendes rolige sind,
for hun er nærværende, åben og mild.

Ukuelig optimist og evigglad
og hun giver de varmeste knus,
som kan mærkes helt ned i lilletåen
og fylder én med kærlighedsbrus.

Og når hun hører mig mugge flere måneder i streg en lille, bitte smule,
fordi Fyrsten sløjfer mors dag,
så køber hun bare en gave til mig
“For det skal en mor sgu da ha’!”

Hun er også lidt skør, må man sige,
med særheder som ingen anden.
Eksempelvis arrangeres hendes bogreol udfra,
om forfatterne ville ku’ li’ hinanden;)

I dag er det hendes fødselsdag,
og jeg har skam forsøgt at ringe,
men når linjen er optaget gang på gang,
så må man en ode bringe.

Så min elskede Maria – tillykke med dagen!
I morgen da fejrer vi dig.
Og hvis Michael vil ha’, du skal tidligt hjem,
kan du bare sige, du sover hos mig;)

img_0941

En ode til mine babser

I har været det meste, både store og små

– i dag er I allermest trætte og blå,

for strækmærkerne, de er flyttet ind

i BH’en med udsuttet babseskind.

Men det ‘ helt okay, I har gjort det godt

– jeres storhedstid var lang og flot.

I har haft jeres ekshibitionistiske dage,

og for det har jeg aldrig hørt en klage!

I har haft jeres tid med stritten og strut,

som jeg mindes med smil, nu hvor den er slut.

For i disse dage er min barm uligevægtig

– den ene babs væk, den anden almægtig.

Men jeg takker for det vi igennem har været,

og to små mennesker har I ernæret.

Der var engang, hvor jeg lovede jer væk,

men tænk, at jeg fik både i pose og sæk!

Så tak, mine babser, til jer begge hver især

– nu I er dernede, så hils mine tæer;)

 

(Har du mon læst mine oder til Ikea, min kjole og Fyrsten?)

 

En ode til Fyrsten

Du stod op kl. 5 og listede dig ned

luftede hund og kørte på job

Da ungerne og jeg lidt senere vågnede

jeg så, at du havde fyret op

Varmen kom ikke dig selv tilgode

for du var jo taget afsted

Så glødernes gnitren jeg ser som et tegn

på din store betænksomhed.

 

Forleden dag da kom du hjem

med en stol, du havde mødt på din vej

den stod der forladt og så fin så den ud

og så havde du tænkt på mig

Det er så’n noget du gør, de små bitte ting

som bekræfter, hvad jeg allerede ved

at selv når jeg er allermest dum og hormonel

har jeg stadig din kærlighed

 

Så tak, kære Fyrsten, fordi du er min

fordi det er mig, du har valgt

Tak fordi du stod oprejst i stormen

og bar mig igennem, da det gjaldt

Jeg ku’ blive ved med de søde ord

men måske det bliver for corny

Jeg lover at gengælde de små søde ting

en dag, hvor du er virkelig horny;)

image

En ode (??!) til Ikea

Der opmåles, tegnes og kigges i blad,

og stuerne på siderne gør mig så glad.

For den må jeg have, og den tager jeg med:)

– Ikea, ikea min kærlighed!

Og lykkerus føles, du rør’ mine sanser,

og billederne i hovedet de danser,

for jeg ser det straks – alt det smukke du gør,

mit hjem det vil aldrig blive som før.

Nu er planen lagt og listen er skrevet

– en kilometerlang af slagsen bedrevet,

og med forventning i maven vi kører afsted

mod Ikea, Ikea – min kærlighed

 

Men hov, hvad er det, og hvad laver I her?!!

Fremmede folk myldrer frem her og der.

Det var ikk’ hvad jeg troede, da vi kørte afsted,

at halvdelen af Sjælland de også sku’ med.

Og de slentrer og sjosker og langsomt spadserer,

og midt i det hele skal de vognen parkere.

Jeg trækker mit vejr, og jeg tæller til ti

for lige om lidt, kan jeg komme forbi.

Vognen bliver flyttet, og vi nikker og smiler

og videre hen mod lamperne iler.

Men fandme om ikke det bliver ved?!

Vogne det mest ubelejlige sted.

Så flyt dog den vogn, din gamle krampe!

Jeg skal for fanden bare ha’ fat i en lampe!!!

Åh, hjælp mig, hjælp mig, jeg vil bare gerne ud,

lad mig ikke dø i Ikea, kære Gud!

 

Endelig hjemme, jeg skal restituere!

Stik mig en øl og kom gerne med flere!

Det flimrer for øjnene, min krop sygner hen,

jeg skal aldrig mere i Ikea igen!

Men – argh – jeg vil godt ha’ en stol til min stue,

Ikea, vi ses i næste uge…..

 

Læs videre “En ode (??!) til Ikea”

En ode til min søster

Hun blev født på Riget en vinterdag

kun 1200 gram, en bitte sag

At hun sku’ klare skærene var ikke givet

men hun havde styrken og viljen til livet

Og med de mørkeste øjne og det hvideste hår

og et smil man skal se, før man forstår

var hun verdens navle som første barn

– med garanti et møgforkælet skarn

 

Tiden den gik, og pigen gik med

klar på verdens foranderlighed

Snart kom der en søster – “Hun tager det hele!”

tænkte verdens navle, som ikke villle dele

Hun formåede alligevel at vende den bøtte

for en lillesøster kan man jo ret nemt udnytte

For eksempel når mørket giver hjertebanken

eller når der skal hentes 10 Prince på tanken

Så er en lillesøster ret god at have

og sådan gik det til, at hun blev en gave

 

Pigerne blev store, som det jo sker

og de skabte sig et liv hver især

Men 100 kilometer kan man slet ikke mærk’

når kærligheden den er så stærk

For den der afstand er overhovedet ikk’ gal

når blot man kan finde et ordentligt signal

For man kan sagtens drikke kaffe over telefonen

og klare hele verdenssituationen

 

 

Søster Lystig, Schwester, Louise fin

hold kæft, hvor jeg nyder, at du er min!

Den sjoveste jeg kender og smukkeste med

så fuld af temperament og venlighed

Ingen kan råbe højere end dig

og ingen kan håbe højere end jeg

at din fødselsdag bliver fyldt med lykke

Hurra, hurra og stort tillykke:)

image

 

 

 

En ode til 92 æg

Et æg var glæde, et andet var håb

et tredje var afgrundens skingreste råb.

Et æg var vrede, et æg var latter

og et var trætte, hormonfyldte patter

Et æg var drømmen, der sneg sig ind

et andet var sprøjter i maveskind.

Et æg var kærlighed – voldsom og stor

et andet en stemme, der kaldte mig ‘mor’

Et æg tøvede, mens et andet sig skyndte

et tredje var livet, der aldrig begyndte

Et æg kom et efterår, et æg kom en sommer

et smagte af nougat, et andet af blommer

Et varmede mig op, et frøs mig til is

et spredtes til tårer i tusindevis

Et æg blev til to og to blev til flere

92 æg lod sig ikke diktere

De hilste i entreen, men hængte ej hatten

før pist var de borte forsvundet i natten

Med vemod og sorg jeg så dem gå

92 små hjerter der aldrig sku’ slå

Og som dog viste mig kærligheden på deres færd

Farvel 92 æg og tak for jer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En ode til min kjole

Min fyrste han gav mig en kjole

et år på min fødselsdag

så stribet og fin og helt uden buler

i år er en lidt anden sag.

For nok er kjolen den samme

og striberne er lige så

men bulerne kjolen er fyldt med i dag

dem troede jeg ikk’, jeg ku’ få.

Så i dag vil jeg smile til verden

og sole mig stort i mit held

at have en kjole så stribet og fin

som buler så smukt af sig selv.

image

En ode til til Ane

 

Hvis jeg fandt et firkløver, ville jeg give det til en anden

Der er jo ingen grund til at være grådig, for fanden!

For jeg har dig

og du har mig

Jeg behøver ikke mere

Livet, det er lige, som det skal være.

Selv når hverdagsbyrden føles helt enorm

Tung af vasketøj og skolereform

Så er du min

og jeg er din

Det betyder ikke spor

Livet, det er godt, når jeg er din mor

Selvom timerne ofte er alt for få

Og jeg ærgres over ting, jeg ikk’ kan nå

Så er du der

og jeg er her

Vi er sammen i et blik

Livet, det er den drøm, jeg endelig fik