Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.

Jeg modtog en mail tidligere på ugen fra en kvinde, som står i processen med skulle justere sine forestillinger om familieliv fra dét at få biologiske børn til dét at få donorbørn. Hun spørger mig, hvordan vi håndterede den proces, hvordan vi accepterede det, og hvordan vi har forholdt os til at skulle fortælle det til omverdenen og vores børn.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg måske er den helt forkerte at spørge i den sammenhæng;) For jeg har haft et forspring i kraft af den familie, jeg selv er vokset op i, hvorfor min egen forestilling om familiedannelse nok aldrig har taget udgangspunkt i den stereotypiske. Men jeg vil stadig gerne prøve at svare og dele mine egne tanker. Ikke i ét indlæg. Til det, er det ganske enkelt for stort. Så nu starter jeg et sted – med håndteringen og accepten af ikke at kunne få børn, som deler ens genetik.

—————–

Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.” Sådan sagde min bonusmor til mig, da hun og min far fik deres første fælles barn. Han var et år gammel, da han kom i familiepleje hos os. Jeg var 13, og nysgerrig på, om han så også rigtigt kunne blive min bonus-mors barn. Det var ikke det handlede om for hende, sagde hun. Det handlede om, om hun kunne blive hans mor. Det var en lillebitte sætning taget ud af en større sammenhæng på en landevej et sted udenfor Stokkemarke. Udtalt som svar på en teenagers spørgsmål om forældreskab. Den lagrede sig i mig. Måske fordi den satte nogle tanker i gang. Måske fordi der findes en eller anden større kosmisk sammenhæng, og fordi det derfor lå i kortene, at jeg ville få brug for at finde den lille sætning frem igen mange år senere. Hvis man altså tror på den slags. Det gør jeg vist lidt. For ordene viste sig sidenhen at blive helt afgørende for mine egne tanker og følelser om det at skulle være mor. “Det handler ikke om at få børn – det handler om at blive mor.”

Da vi startede i behandling, lagde jeg plan A, B og C og blev til dels bebrejdet for det. “Du er nødt til at tro på, at det kommer til at lykkes!”, sagde de. Alle dem, som ikke forstod mig. For det var ikke nok at tro. Jeg havde brug for at vide. Jeg ville have en eller anden garanti for, at jeg nok skulle blive mor. Og den prøvede jeg at finde i mine planer.

Magtesløsheden var for mig var det værste ved vores behandlingsforløb. Det ikke at vide, om det nogensinde ville lykkes mig at blive mor og ikke at kunne gøre hverken fra eller til. Ved vores allerførste samtale på privatklinikken blev vi fortalt om et studie fra Israel, hvor man havde fulgt en gruppe par i fertilitetsbehandling. Parrene havde samme fysiske vanskeligheder og samme livsstil. Nogen blev gravide i første forsøg, andre i femte, andre først i tyvende. Og så var der dem, det aldrig lykkedes for. Der var ingen forskel på deres behandling. Der var ingen medicinsk forklaring. Der var bare held og uheld. Til at starte med fandt jeg trøst i denne forklaring. Den sagde mig, at selvom vi ikke havde opnået graviditet i vores fire forsøg i det offentlige, så var der stadig håb. For en stund droppede jeg at ‘tælle’ forsøgene og i stedet se hver behandling som et nyt, første forsøg. Men som tiden gik, dukkede en anden tanke op. Hvad nu hvis vi var det tyvende par? Eller fireogtyvende? Eller dem, for hvem det aldrig ville lykkes?

Da behandling nr. 6-7 stykker var overstået, sad jeg på stuegulvet med plan D og et A3-papir, som jeg delte op i rækker og kolonner. Afgiverlandene var listet op i den ene kolonne, og rækkerne havde forskellige overskrifter, som “ventetid”, “pris”, “alder”, “kriterier” mm. Meget pragmatisk tilgang til et meget eksistentielt problem – at blive nogens mor. Men det hjalp mig! Planerne og skemaerne hjalp mig til at bevare troen på, at det nok skulle lykkes. Og det hjalp mig til at holde fokus på det, som var min drøm. Ikke det at blive gravid, men det at blive mor.

For mig har det aldrig rigtig handlet om accept. Det har handlet om at give slip. Først på plan A, så B, så C osv. Accepten af ikke at få et fælles, biologisk barn har hele tiden været der, fordi det aldrig var målet. Målet var at blive mor, forældre, familie.

Jeg ved, at andre har det anderledes. At andre skal en længere vej, og at accepten muligvis først kommer undervejs. Og det har jeg fuld forståelse for. Jeg kommer bare selv med en masse i rygsækken, som har givet mig et andet udgangspunkt og en forståelse af, at familie ikke er noget man skaber med et æg og en sædcelle. Den skabes hver dag og hele tiden i kraft af nærvær og kærlighed og helt uden stillingtagen til biologi. Og det vidste jeg godt i forvejen, for det er sådan en familie, jeg selv er vokset op i.

Hvordan man når frem til accepten, når ikke man har er forspring som mit, har jeg svært ved at svare på. Mit bedste råd må være at tale om det. At vende de bekymringer og forestillinger man må ha’ med ens nærmeste. Tingene kan have tendens til at være meget farligere inde i ens hoved, end de er, når først de er sagt højt. Og det er ingen skam at ønske sig biologiske børn. Den følelse må man godt ha’, og man må godt føle sig franarret noget, som for mange andre er en selvfølgelighed. Så føl det, sig det, del det. Og se så om du kan slippe det for at give plads til den helt fantastiske følelse, det er at blive mor. For en ting VED jeg: når først man står med sit barn i armene, hvordan vejen dertil så end har været, så giver det hele mening.

img_9303

Ed – “or how a free box of vegan nuggets left me in a state of hindsight”<3

I er helt sikkert selv faldet over en efterlysning eller fire på Facebook. En af den slags, hvor en mand har set en kvinde i en bus. De har fået øjenkontakt, måske endda talt om løst og fast. Der var kemi. Af den slags man nærmest er forpligtet til at udforske. Så når bussen Frederiksberg Rådhus, og kvinden står af. Der er hverken udvekslet navne eller numre. Og manden kan ikke glemme hende og deler en efterlysning på Facebook i håbet om at finde den kvinde, som måske/måske ikke ku’ være kvinden i hans liv.

Jeg har set utallige af dem. Med busser og Nettokøer og koncerter mm. Og de rammer mig altid lige i hjertet og får mig til at smile. For hvor er det fint og dejligt at et andet menneske kan gøre så stort et indtryk på én, at det simpelthen ikke er en mulighed bare at lade det ligge.

Senest er jeg dog ‘faldet’ over en efterlysning, som i den grad skiller sig ud. Jeg skriver ‘faldet’, fordi det ikke er helt tilfældigt, at den er dukket op på min væg. Den kommer nemlig fra min lillesøster. Hun er et ret vidunderligt og særligt menneske, og det er hendes efterlysning også. Hun har nemlig ikke bare sat sig ved sin computer og skrevet et 10 liniers opslag om den her unge mand, som trådte ind i hendes bevidsthed i er tilfældigt øjeblik og endnu ikke har forladt den. Hun har lavet en tegneserie. En grafisk novelle. Jeg vil ikke begynde at forklare den, jeg synes, I skal læse den selv lige her. Og smid hende lige et like, nu I er der, ikk’ 😉

img_7594 img_7601img_7603img_7602

Du kan se mere til hendes fantastiske streger og tossede tanker på Instagram🙂

Når livet er legende let

Jeg inde i sådan en periode, hvor alt på en eller anden mærkelig måde går op i højere enhed. Hvor tingene ligesom bare spiller. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det, så jeg lader være med at lede efter en forklaring og vælger bare at nyde det.

Der er ellers et par elementer som sagtens kunne danne grobund for det omvendte. Som det at huset igen igen er på den anden ende. Sådan et renoveringsprojekt er jo ikke bare begrænset til ét rum. Særligt ikke når det er af den størrelse, som vores nuværende projekt er. Det forplanter sig til resten af huset i form af ting, der skal opbevares og omrokeres og bare generelt rod. Og det prikker lidt til min evne til at acceptere, at det nu engang bare er sådan, det er. Og at det nok kommer til at fortsætte sådan, så længe vi vælger at blive boende her. Jeg blev ramt af momental sindssyge for nogen måneder siden, og begyndte at kigge på huse i Sorø, Holbæk, Præstø og på Lolland. Fordi jeg pludselig syntes, at kompromisset blev for stort. Det kompromis som hænger uløseligt sammen med at have en middelindkomst og bo i hus i Storkøbenhavn. Særligt når det er et hus, som kræver den grad af renovering, som vores gør. Jeg begyndte at overveje om vores valg havde for store omkostninger for børnene. For så længe vi bor her, kommer vi for eksempel ikke ud at rejse. Hvad vi faktisk aldrig nogensinde har været sammen, Fyrsten og jeg. Vi vælger at lægge vores tid, penge og energi i huset, og det bliver selvsagt på bekostning af noget andet. Men vi er glade, hvor vi er. Vi har gode jobs, og Ane elsker sin børnehave og sine venner. Og det trumfer på en eller måde Kreta og all you can eat, ikk’? I hvert fald for nu. Jeg tænker stadig, at det er noget, vi skal tale helt i bund, inden Ane skal starte i skole, men for nu er vi glade, hvor vi er.

Jeg sover ikke om natten. Det kunne godt give anledning til virkelig dårligt humør. Særligt fordi det er fuldstændig uforklarligt. Jeg har aldrig haft søvnproblemer før, men lige for tiden vågner jeg jævnligt i løbet af natten og føler mig lysvågen, blot for at konstatere, at klokken kun lige har passeret midnat. Selv når børnene rent faktisk sover (for det sker – hallelujah!), vågner jeg. Jeg er ikke stresset eller plaget af tankemylder. Jeg er bare vågen. Jeg har forsøgt mig med ingen skærme en time før sengetid, godnatthe og varme bade, men uden held. Så i dag har Fyrsten rykket sengen fra udestuen og ind i musikrummet i håb om, at et scenskift kan gøre forskel.

Men den manglende søvn og de store mængder af rod og kaos til trods så er livet let og rart. Det har en eller anden dejlig terapeutisk virkning for mig, at være nået dertil i min historie herinde om livet som Fyrsten og Fruen, hvor tingene gør lidt ondt. Det er rart at sætte ord på, hvad vi stod i, velvidende at vi ender her – i dag hvor medlemstallet i vores familie er fordoblet. For livet er sgu så fint, når man spejler det i fortiden og ved, at alting løser sig til sidst.

Ane er som altid et spøjst og vidunderligt lille væsen, der fyrer guldkorn af hverandet minut. Jasper er begyndt at vise lidt mere af, hvem han er, og han sætter sig foran mig med et insisterende blik og laver tegnet for tørstig, mens han peger på mit bryst. Modtaget, unge mand;) Fyrsten er bare plat på den der måde, som kun en hengiven hustru kan sætte pris på. Og det gør jeg, for han er min platte mand:) Og mig? Jeg er bare lykkelig. For det er svært at være andet lige nu og her, hvor tingene bare spiller, og krokusserne bryder frem. Så kan Kreta og sammenhængende søvn rende mig. Det skal nok komme en dag. Og indtil da så nyder jeg nuet i fulde drag.

img_4641 img_4733 img_4761

Forresten #17

  • Er jeg simpelthen blevet så vild med mit fejlfarvede hår! Først tænkte jeg, at det bare skulle farves over hurtigst muligt. Så tænkte jeg, at der godt lige kunne gå et par dage. Nu tror jeg egentlig bare, at jeg beholder det:)
  • Ane synes, jeg ser fjollet ud. Men altså, hun synes også, at bussemænd smager godt (verdens klammeste vane!),  og at hendes far er tyk, så jeg ved ikke lige, hvor højt jeg skal vægte hendes vurdering.
  • Har jeg fået lidt spørgsmål på snappen omkring mit hår, så her kommer lige et fælles svar:) Jeg har meget tyndt og fint hår, som normalt bare klasker fuldstændig sammen! Det var en fordel, da jeg for et par år siden havde en helt lige page, men denne gang ville jeg gerne have lidt mere fylde. Og det får det helt automatisk, fordi Marlene har klippet op i det. Og så er jeg ret glad for hårpudder som denne (reklamelink) og tørshampooen fra Batiste (reklamelink), som også kan købes i Normal. Pudderet kan man rode op i igen og igen, hvis håret falder sammen. Det har været fast inventar i mit toiletskab i de sidste mange år.
  • Viser Jasper stadig ingen tegn på at have overtaget Anes skoldkopper. Hvilket er rigtig fint i fht, at han først lige er faldet til i vuggestuen. Men det havde nu været fedt at have det overstået inden jobstart!
  • Har jeg vist slet ikke fået fortalt, at han sagt sit første ord!!!! Som selvfølgelig var “Ane“<3
  • Er jeg faktisk blevet lidt vild med de der bluser med bølger/vinger (hvad dælen kalder man det??), som er ret in pt. Hvilket er mærkeligt, for min smag plejer ikke at følges med moden. Overhovedet! Jeg er dog mega meget i tvivl om, om jeg bare ville ligne en forvokset cupcake. Overvejer lidt at ønske mig denne eller denne (reklamelinks) til min fødselsdag.
  • Overvejer jeg også, om de stribede strømperbukser fra Sneaky Fox, som jeg levede i, da jeg var teenager, mon nogensinde kommer på mode igen? Se dét ville jeg helt sikkert kunne arbejde med!
  • Ja, der kom lige sådan nogen reklamelinks. Og hvis I studser over, hvorfor de pludselig optræder med jævne mellemrum, så er det altså ikke fordi jeg sigter efter at tjene millioner herinde, men fordi der er et par måneder endnu, før jeg får løn, og fordi Fyrstens manglende løn efter konkursen STADIG ikke er blevet udbetalt. Så jeg ser om ikke bare jeg kan tjene en lille sjat herinde, indtil tingene er tilbage på sporet.
  • Er det egentlig lidt skægt, hvor berøringsangst jeg kan være i fht sådan noget med økonomi. Jeg synes faktisk det er lidt grænseoverskridende at skrive. I modsætning til dengang jeg førte en samtale med min tissekone herinde;) Sådan har man jo sine ting….
  • Har jeg lavet et lille skriv til Dare Danmarks hjemmeside, som I kan læse her, hvis I skulle have lyst:) Der ligger også mange andre fine og ærlige beretninger derinde, som er et læs værd. Og kast endelig et like efter deres facebookside – det fortjener de. De gør er stort stykke arbejde for de familier, som, med samfundets briller, ikke passer ind i kasserne. Man behøver ikke selv have en familie, som er anderledes end normen for at smide et like. Man tilkendegiver blot, at man støtter op om ligestilling for alle familieformer:)
  • Fortalte jeg Ane, at faster Rilla og onkel Bimse skulle komme på besøg i dag. “Og en der starter med S. Kan du gætte, hvem det er? Ssssssss?” “Mormor?” “Nej, mormor starter jo med M. Kan du høre det? Mmmmm?” “Sssssssusanne!” (som mormor jo rigtig nok hedder!) Nå ja, godt ord igen;)
  • Synes faster Rilla, at jeg har fundet på noget helt genialt. Som jeg bare synes, er det eneste rigtige og også ret så indlysende. Så nu må jeg høre jer: putter I ikke pitabrød i kaffefiltre, når I spiser dem??
  • I samme åndedrag må I også lige svare mig på, om jeg er den eneste, der kan huske Herman? Og gad da egentlig vide, hvor han blev af?
  • Bør jeg virkelig blive bedre til at huske, at lukke døren til badeværelset…..

img_4350

Først og fremmest er jeg mor

Klokken er 07.noget, og ungerne og jeg har været oppe i en times tid. Det er okay med tanke på, at jeg nu sover om natten, men nøj hvor kunne jeg godt lige være blevet liggende en times tid eller tre mere. I stedet sidder jeg her i den blomstrede sofa og ser “Min søsters børn” (desværre ikke den originale, som jeg ellers så en del i min egen barndom). Vi har set den 89 gange eller deromkring, så jeg har efterhånden fuldstændig tjek på, hvordan jeg skal blive forskrækket eller sige “Skøre onkel Erik, altså!“, hvorfor jeg lige tillod at rydde lidt op på min telefon. Jeg har så åndssvagt mange billeder, og jeg er så dårlig til at få slettet løbende. Hvilket er ris til egen røv, for det er også pænt irriterende at skulle gøre efterfølgende. Meeeen i dag gemte der sig en lille overraskelse i mit fotoalbum:)

Forleden dag midt i madlavningen kom Ane ud i køkkenet med en bog, som hun gerne ville have, vi skulle læse. Så vi satte os der, på køkkengulvet, og læste. Efter få minutter kom Jasper kravlende og efterspurgte brystet. Så jeg læste højt og ammede, mens maden brændte på simrede. Og jeg bad Fyrsten tage et billede af os, fordi der findes så få billeder af mig sammen med begge børn. Som oftest er jeg den, der tager billederne, og er situationen en sjælden gang omvendt, så er der lige det mindre problem at fastholde to børn på samme sted i mere end 3 sekunder. Det lykkes denne gang. Og resultatet, som jeg altså først fik set her til morgen, gjorde mig ærlig talt fuldstændig varm om hjertet og fik mig endnu engang til at tænke “Hold kæft, hvor er jeg heldig!!!”.

img_3882

Jeg tænker ikke, at jeg elsker mine børn højere end alle mulige andre forældre, eller at jeg er et lykkeligere menneske som sådan. Men jeg tror på, at jeg er særligt god til at gribe de lykkelige stunder og være mere bevidst om dem, fordi jeg stadig så levende husker tiden, hvor de var alt, hvad jeg drømte om. Hvor det at få lov at sidde der på køkkengulvet med mine børn, var det eneste jeg ønskede mig.

Min svoger påpegede det en dag, hvor han var på besøg. Forandringen. Kontrasten. Forskellen mellem dengang og nu. Hvor anderledes jeg er, og hvor anderledes hele vores hjem er, hvor varmt her pludselig er. Bevares, det kunne også være hyggeligt dengang. Og familien kom på besøg, og vi lavede god mad, fortalte historier og grinede. Lige indtil nogen sagde et ‘forkert’ ord, eller jeg fik et glas rødvin for meget. Lige indtil det ikke var muligt for mig at være uden at græde. Der var så meget tristhed i vores hjem. Fordi tingene ikke var, som de skulle være, som vi havde forestillet os og håbet. Det lyder måske som en værre omgang følelsesporno, men jeg overdriver ikke. Hold kæft, hvor var verden bare grå og trist, og jeg var virkelig meget det samme.

I dag er livet lige, som jeg havde forestillet mig. Bedre, endda. Og for mig er moderskabet i den grad dét, der definerer mig! Ikke fordi jeg ikke også indeholder en masse andet og har ønsker og behov, som ikke omhandler børnene. Men måske fordi det netop var de manglende børn, der definerede mig så kraftigt engang. Så bliver alt andet sekundært. Det er det i hvert fald blevet for mig. Og det er nok både godt og skidt. Der er garanteret en masse at sige om kvinder, som lever og ler i kraft af deres børn. Det er sikkert ikke udelukkende positivt. Men i sammenligning med den jeg var før, så er der meget lidt skidt at sige, om hvor jeg er i dag. For dengang var jeg følelsesløs. I alle aspekter. Og dét, at jeg i dag føler, mærker og lever, også på de punkter, hvor det ikke er min rolle som mor, der er i spil, handler i høj grad om, at jeg ER mor. Dét gør mig i stand til også at være alt muligt andet. Modsat dengang hvor jeg mest af alt bare var ingenting.

Så nogen gange sidder jeg der på køkkengulvet midt i livet og hverdagen og madlavningen. Med børn, der kravler rundt på mig og flødekartofler, som for længst skulle have været ude ad ovnen. Og så føler jeg mig så åndssvagt taknemmelig, at jeg har lyst til at tude. Auch, hvor er jeg dog glad for, at det her er mit liv!

 

Så kom Jasper….

img_0488

Vi talte egentlig aldrig om, hvor mange børn vi ville have. Bare mange, tror jeg. Det lå ligesom i kortene. Vi kommer begge fra store familie. Fyrsten har fire søskende, jeg har seks. Så selvfølgelig skulle vi også have mange børn. Men livet ville det anderledes, og pludselig blev dét at få bare et barn til et kæmpe stort og psykisk nedbrydende projekt. Og så var målet et barn. BarnET. Ane<3

Da vi fik Ane, var vores lykke gjort. Jeg tror ikke, at det er muligt for noget menneske i verden at føle sig så lykkelig, som jeg gjorde, første gang jeg holdt hende i mine arme. Jeg var nogens mor. Hun var min, og jeg var hendes, og verden kunne for min skyld gå i opløsning udenfor vores vinduer. Jeg ænsede ikke andet, end det jeg havde lige dér – mit livs største kærlighed.

Og de utalte planer om de mange børn og det lange spisebord og minibussen blev lagt på hylden. Både fordi livet havde vist sig at ville det anderledes, men mest af alt fordi det pludselig var lige meget. Vi var i mål. Vi var lykkelige.

Men på et eller andet tidspunkt begyndte jeg alligevel at tænke “Hvad nu hvis?”

Hvad nu hvis man tillod sig at være grådig? Hvad nu hvis man tillod sig at ønske lidt mere? At håbe lidt mere, at drømme lidt mere? Hvad nu hvis man forsøgte bare én gang til? Hvad nu hvis?

Og så kom Jasper. Planlagt ned til mindste injektion og alligevel så ganske uventet. For det var ikke en kamp. Det var ikke psykisk nedbrydende. Det var bare et stille håb. Uden tårer og afmagt og fosterstilling på køkkengulvet. Sådan troede jeg ikke, at man kunne få børn. Så let og smertefrit.

Men det kunne man. Det kunne vi. Og det gjorde vi.
Og så kom Jasper. Smukke, tykke, milde Jasper med de blå øjne og det rødlige hår. Mit bonus-barn. Ham, jeg ikke vidste, at jeg manglede, før han pludselig var min søn.

I morgen bliver han et år. Og jeg trækker vejret helt ned i maven for ikke at hyperventilere ved tanken. For det er gået for hurtigt! Det seneste år har været så helt igennem fantastisk, og jeg er slet ikke færdig. Jeg vil ha’ mere. Af hans tykke babylår og hans små, fedtede fingre i mit hår. Af Anes milde stemme klokken alt for tidligt om morgenen, når hun hun bare gerne vil kæle ham lidt. “Jeg lover, at jeg ikke vækker ham, mor. Jeg skal bare kæle ham en lille, bitte smule!” Og jeg gør mit bedste for at vifte vemodet væk og huske mig selv på, at grunden til at jeg jo overhovedet har det sådan er, at jeg er lykkelig. Uden men’er og hvis’er. Bare ubetinget lykkelig. Lige som jeg troede, at det ikke var muligt at blive mere lykkelig. Så kom Jasper.

(Min fødselsberetning kan du læse herhvis du er nysgerrig)

imageimageimageimageimageimageimageimageimage

img_1505

Jul, jul, jul

Juleaften var slet og ret fantastisk! Intet mindre! Jeg kan dog undre mig over, der altid var ro i mit barndomshjem på juleaftensdag, for herhjemme kørte det hele i højeste gear. Ikke på en stressende måde, bare det med at anden skulle synkroniseres med julemandstjansen hos naboen, som skulle koordineres med sovsen, som skulle times med Jaspers lur. Alt gik dog op på den der måde, som hører sig til i Palæ Pompøs, hvor sikringerne sprang, jeg overhældte køkkengulvet med rødvin og playlisten gik i selvsving, så i stedet for at synge “That’s the jingle bell rock” kunne vi nynne med på “That’s how you suck on my cock”…. Vældig charmerende.

Efter maden dansede vi om juletræet, og så åbnede børnene deres gaver. Mens de blev puttet, blev der disket op med guf og kaffe i stuen, og så var det de voksnes tur til at kaste sig over gaverne. Omkring midnat begyndte vi at overveje at sætte risalamanden på bordet, men alle var mætte, og det var vist egentlig kun mandelgaven, der lokkede. Men jeg havde stået for gaven i år, og havde købt en Verdensgave fra UNICEF efter at have læst om det hos Trine og Miriam, så den blev åbnet i fællesskab, og risalamanden fik lov at blive i køleskabet.

1. og 2. juledag er blevet brugt herhjemme på at nyde gaverne og hinanden. Vi har spist rester, set tv, Fyrsten og Ane har savet brænde, og jeg har samlet et puslespil på 1000 brikker, og har nu kastet mig over et på 1500. Hvilket jeg allerede har fortrudt. Så kunne jeg jo stoppe, men det er lidt ligesom, hvis jeg er gået i gang med en sang – så er jeg som minimum nødt til at synge verset færdigt. Jeg ærgrer mig lidt over, at vi ikke havde planlagt en tur til Lolland her i juledagene, så vi også kunne være sammen med min familie. Jeg savner dem. Særligt i julen. Omvendt har dagene herhjemme været rare, og det har uden tvivl været godt for ungerne med et par dage uden planer.

Egentlig havde jeg tænkt, at aftenen i dag skulle bruges på lidt af alle de praktisk ting, som vi er sprunget let og elegant henover i de seneste tre døgn. Men så opdagede jeg, at TV2 sender ‘Baronessen fra benzintanken’. Og så har man ligesom ikke noget valg, vel??!

Håber I nyder juledagene<3

img_2477img_2472img_2548

img_2573

Lidt om drømme

Nej, vi går ikke med overvejelser om at flytte til Lolland. Eller Fyn, som faktisk i et splitsekund ikke bare var en drøm, men en reel mulighed.

Vi bliver, hvor vi er. I Palæet.

Det var på mange måder tilfældigheder, der førte os hertil. Det er det selvfølgelig med det meste i livet, men for os var Hvidovre ikke et bevidst valg. Vi landede her, fordi det var lige netop dette hus, vi ville have. Og havde det ligget noget andet sted i en overkommelig radius fra København, så var vi landet der istedet. Vi har intet tilhørsforhold til Hvidovre af nogen form, men vi er faldet til og trives.

Alligevel popper der fra tid til anden en drøm op om at starte forfra. Et nyt sted med nye muligheder. Det var der Fyn kom ind i billedet. Vi havde muligheden for at starte et bofællesskab op med nogle nære venner, i hvad der muligvis må være Danmarks fineste hus. Plankegulve, høje paneler, sprossede vinduer. 300 kvadratmeters smukt istandsat hovedhus og med mulighed for at lave beboelse i yderligere 200 kvm gammel stald. Og jeg så det hele for mig: seks jævnaldrende børn, der legede i haven mellem geder, urtebede og det hjemmebyggede shelter. Solen skinnende fra morgen til aften og fuglene sang Gladys Knight. Det var alt sammen meget smukt. Helt perfekt, faktisk. På nær tre små ting. F, Y og N.

Jeg er simpelthen for bundet af mine relationer til at kunne bo noget andet sted end lige her. Og hvor er det dejligt! For det betyder jo, at der er nogen, jeg elsker. Nogen, der gør en forskel i min hverdag og ikke ville kunne undværes. I forestillingen hedder det sig, at man så bare får et andet forhold, ses på en anden måde. Måske sjældnere, men alligevel. Så bruger man weekender og ferier. Man finder ud af det. Men det gør man ikke nødvendigvis. Vi gør i hvert fald ikke.

Og selvom et simpelt liv på Fyn med hjemmehæklede trusser og gedemælk i morgenkaffen på mange måder er tillokkende, så ville det betyde, at vi skulle give afkald på nogle andre ting. Lige nu henter farmor Ane en gang om ugen, jeg har mødregruppe med min bedste veninde hver fjortende dag, og vi holder familieaften med Fyrstens familie en gang om måneden. Anes bedste veninde bor 10 minutter væk, og indenfor 10 meter bor to andre børn fra Anes børnehave. Vi er, efter 6 år i Palæet, endelig ved at have dannet os et lille netværk i området. Det har stor værdi. For stor til at vi bare kan rive alt op ved rode og starte forfra et nyt sted.

Drømme er skønne. Særligt dem, der får én til at sætte lidt ekstra pris på det, man allerede har. Også selvom der er helt almindelig mælk fra karton i kaffen.

image

En særlig tak til Anna og Denzel;)

image

Den vakse læser vil bemærke, at dette indlæg er en genganger;) Det blev nemlig udgivet sent torsdag aften og slettet igen små syv timer senere. Jeg var glad og ivrig og tog ikke lige højde for, at Oliver naturligvis selv skulle ha’ lov til lige at overraske lidt flere med sin pludselig hjemkomst! Det har han gjort nu – så nu får I lov at læse, hvordan Oliver og jeg tog røven på Fyrsten i torsdas:)

………….

 Oliver skrev til mig i formiddags og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede “Pandekager.” og fik en “Jeg kommer med det samme!”-besked tilbage. Hvilket var lidt skørt, for Oliver er i Spanien og har været det siden juni. Planen var, at han skulle komme hjem til jul. Så jeg smed ham et par blinke-smileys tilbage. For godt nok ville jeg elske, hvis han lige kom et smut forbi Hvidovre til blå pandekager, men der er nu noget af et smut fra Barcelona. Så ringede han mig op og fortalte, at den var god nok. At han altså var på vej hjem og måske endda allerede i dag! Da jeg var færdig med at juble, spurgte jeg ind til, hvad tid han ville lande, så vi kunne komme og hente ham. Oliver foreslog i stedet, at vi tog røven på hans far, og at jeg altså skulle holde tæt i små 10 timer.

Så det gjorde jeg! På nær på Snapchat, for der er er Fyrsten ikke med. Den største udfordring blev at forhindre ham i at gå i seng. Han står op kl. 4.30 hver morgen, så som regel snorkbobler han senest kl. 21.30. Og det ville jo være noget skidt!

Anna og Elsa kom mig til undsætning! Ane har haft legekammerater på besøg, og de har haft gang i de Frost-walkie talkier, som Ane fik af sin moster i sidste uge. Og de havde – heldigvis! – glemt at slukke dem OG gemt dem. Så således fordrev Fyrsten og jeg en lille times tid med at endevende hele Palæet for at aflive den øredøvende bib-lyd, som de små, blå tingester forårsagede. Elsa blev hurtigt lokaliseret, men gudskelov var Anna mere end almindeligt godt gemt! Da først jagten sluttede, begyndte Fyrsten allerede at tale om at gå i seng, og jeg måtte tænke hurtigt. Så jeg foreslog, at vi fandt en god film. En science fiction film. Og der burde alle klokker ha’ ringet! For jeg gider aldrig se film! Og da slet ikke science fiction! Men Fyrsten hørte ingen klokker. Han lænede sig tilbage med iPaden og julelys i øjnene og valgte en film med Denzel Washington. Og så prøvede jeg ihærdigt at agere opslugt i en times tid. Jeg sagde “wauw!” på de helt rigtige (tror jeg!) tidspunkter og kæmpede for ikke konstant at tjekke min telefon for en opdatering fra Oliver.

Da opdateringen endelig kom, bildte jeg Fyrsten ind, at Lillemor lige ville kigge forbi med noget, som jeg skulle ud og tage imod. Jeg fik listet Oliver med ind og kaldt Fyrsten ud i køkkenet. “Skulle vi nu for fanden ikke bare se den film færdig, så vi kan komme i seng?!” nåede han at brumme, inden han kom ud i køkkenet, hvor hans ældste søn ventede. Og så blev han glad! Meget glad:)

Og nu sludrer de to i stuen, mens jeg putter de mindste mennesker, som vågnede op. Måske de kunne mærke, at hele Palæet sitrede af spænding, gensynsglæde og kærlighed.

Nu er klanen samlet:)

Skriblerier fra sofaen

Klokken er 19.12 og begge børn sover. Når jeg får armene ned over den bedrift, venter en større omgang oprydning. Der er legetøj overalt, resterne fra aftensmaden står stadig på bordet, og der ligger et halvfærdigt vasketøjs-skuffesystem på køkkengulvet. Standard lørdag.

Jeg er alene hjemme med ungerne. Fyrsten er til mindemiddag for sin bror, Kenneth, som ville have haft fødselsdag på mandag. Det er en super dejlig tradition, hans døtre har indført, hvor familien mødes og spiser stegt flæsk med persillesovs. Fyrstens familie er om muligt endnu mere svær at hitte rede i end min. Og en del af familien ser vi stort set aldrig, for eksempel hans storebrors brødre, som ikke er Fyrstens brødre. Men på denne ene aften om året samles hele banden – søskende, niecer, ekskoner mm, som muligvis ikke hænger sammen i blodet, men i kærligheden. Man kan ærgre sig over, at der skal et dødsfald til at samle familien. Men, i Kenneths ånd, vil jeg hellere glæde mig over, at det gjorde netop dét. Det ville han have gjort!

Jeg ville gerne ha’ været med i aften. Virkelig gerne! Men ude med to børn efter kl. 19 er bare for en stor en udfordring. Det kan gå til private arrangementer, men ikke på restaurant. Det ville ikke være hyggeligt og afslappende for nogen af os – mindst af alt børnene. Og det ville helt sikkert ende med at nogen blev hysterisk – mest af alt mig. Så jeg har sendt Fyrsten afsted med beskeden om at hygge sig. Grine og mindes sin bror og indhente det forsømte med de mennesker, vi desværre ser alt for sjældent.

Selv ser jeg frem til et par timers hygge med Krøniken, Knæk cancer-show og vasketøjssystem. Tænkt at glæde sig sådan til at få organiseret sit vasketøj! Men det gør jeg, sådan helt oprigtigt. Nogen gange skal der ikke så meget til:)

image