Forresten #7

  • Måtte jeg i dag hjælpe et par ekspedienter i Netto med at finde marcipanbrød til en ældre dame. Den første gav op, da det ikke var at finde mellem bonde- og græskarkernebrødet og måtte have assistance af sin kollega, som fortsatte jagten i afdeling med pita- og ciabattabrød. For som han sagde “Det lyder jo til at være en slags specialbrød!
  • Har jeg i weekenden besøg af min lillesøster, som skal til tegneserie-messe i Bella centeret. Hun er vegetar (og har været det siden hun var 8 år, på trods af at ingen andre i familien er det. Respekt!), så jeg skal for første gange kaste mig ud i at lave ‘kødsovs’ med linser.
  • Valgte jeg at sende en snap til Sneglcille for at få hjælp til at vælge de rigtige linser. Havde jeg spurgt i Netto, var jeg nok blevet peget i retning af kagerne;)
  • Skal min lillesøster have tilføjet nogle croquistegninger til sin portfolio, så jeg kan se frem til at tilbringe aftenen splitterravende nøgen.
  • Er Fyrsten blevet kaldt til jobsamtale i næste uge. Kryds lige fingre!!!!
  • Har jeg besluttet mig for at få langt pandehår – tak for jeres stemmer i den forbindelse! I er dog svært uenige, og stillingen er pt 49 versus 51% i det lange pandehårs favør;)
  • Vil jeg lige minde jer om, at rabatkoden til Onlineservice, som I kan finde i dette indlæg, gælder måneden ud. Jeg har netop lagt sidste hånd på bogen med billeder fra min graviditet.
  • Er Jasper nu ligeså gammel, som Ane var, da hun startede i dagpleje. HOLD NU KÆFT, hvor er jeg glad for at have muligheden for en lang barsel denne gang!!!
  • Må jeg anbefale alle, der elsker Harry Potter og tissemænd, at kigge forbi her. Jeg griner stadig:)

image

Skide godt!

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

Jeg smed dette billede ud på Instagram i går. Og jeg havde sådan lyst til at skrive “Ham har jeg lavet!”. Men jeg gjorde det ikke. Fordi det på en eller anden måde virkede forkert, når nu jeg jo ikke har lavet Ane. Eller tarveligt overfor Fyrsten, som ikke har lavet Jasper.

Så jeg skrev bare “Jasper <3“. I dag har jeg lyst til at redigere det. For det er sgu da noget pjat. Jeg har jo lavet ham. Men jeg har også lavet Ane, og Fyrsten har lavet Jasper. Jovist, selve konstruktionen er udført af andre, men vi ‘laver’ vores børn hver evig eneste dag!

I går aftes formede Ane en lille skål med sine hænder, så hun kunne drikke vand, da hun havde børstet tænder. Og da Fyrsten roste hende, sagde hun “Ja, det var skide godt!“. Fordi det siger hendes far altid. Og Ane lytter på sin far og lærer af ham. Også når det kommer til de mindre heldige formuleringer;)

Det kræver – for de fleste – ikke særlig meget at lave et barn. Faktisk har jeg hørt om nogen, der har gjort det i søvne;) Men det kræver meget at lave et menneske!

Vi har lavet to. Det er sgu da ærlig talt ret godt gået. Eller faktisk er det skide godt;)

Mød min svigermor:)

Jeg havde engang en svigermor, der tvangsfodrede mig med tarteletter. Bogstavelig talt! Jeg var 15 år gammel og skulle besøge min kæreste for første gang. Hans mor spurgte, hvor mange tarteletter, jeg kunne spise, og jeg svarede fire. Jeg vidste bare ikke, at hun ikke opererede med standard tarteletter, men i stedet købte de der kæmpemæssige muslingeskaller. Jeg vejede vel 48 kg dengang – hvilket må være stort set det samme som de abnormt store tarteletter, min svigermor serverede. Efter de første to meddelte jeg, at jeg desværre ikke kunne spise mere. Den godtog svigermor ikke. Nu havde jeg sagt fire, så havde jeg værs’go at spise fire. Min kæreste og svigerfar sagde ingenting. Heller ikke da jeg efter nr. tre måtte ud og kaste op. Jeg tror, vi sad ved bordet i halvanden time. Til jeg havde spist op. Dumme kælling!

Siden dengang har jeg været ualmindeligt heldig med svigermødre. Den førnævnte var selvfølgelig heller ikke svær at komme efter, men alligevel;) Min nuværende svigermor tager dog førstepladsen! Hun er intet mindre end vidunderlig!

Hun griner med hele kroppen, og ender derfor altid med at spilde et eller andet ned ad sig selv. Og så griner hun igen:)

Hun er også helt vild sjov! Eksempelvis fiskede jeg en dag dette brev op ad postkassen fra svigermor:

image

Jeps, hun har påsat sig selv som frimærke. Dét er fandme humor på højt plan!

Oftest er hun dog ufrivilligt morsom, men altid på en måde hvor hun selv kan grine med. Som den dag hun drønede ned i TDC-butikken klokken fem minutter i lukketid og forpustet stønnede “Du er nødt til at hjælpe mig! Min Playmobil virker ikke!”. Ekspedienten forstod ingenting. “Min Playmobil! Den virker ikke. Jeg kan ikke overføre penge!”. Jeg tror, at der gik en rum tid, før ekspedienten forstod, at svigermor var ret afhængig af sin Mobilepay, som hun ikke lige kunne finde ud af at opdatere;)

I dag fik jeg denne sms af min søde svigermor:

image

Se, dét er indbegrebet af en ganske vidunderlig svigermor:)

(Har I lyst til at læse om nogle mindre vidunderlige svigerforældre, kan jeg anbefale jer at læse med hos Miriam her og her!)

“Skal I ha’ flere børn?”

Spørgsmålet er allerede dukket op et par gange. Og det korte svar er “nej”. Egentlig tog vi allerede stilling til det omkring samtidig med, at Jasper blev undfanget. For hvis vi planlagde at lave flere børn, havde det været fornuftigt at købe mere sæd fra samme donor. Ikke at det er absolut nødvendigt, men nu vidste vi ligesom, at den fungerede.

Det lange svar er, at jeg gerne ville ha’ flere. Eller vil ha’. Men det er bare ikke sådan en ting, man plager eller forhandler om på samme måde som et nyt spisebord. Det skal være en fælles beslutning. Og Fyrsten er 42 år med tre børn i alderen 0 til 19 og med absolut intet behov for at få flere. Det er okay at sige stop. Vi var heldige med lillebror, at det lykkedes i første forsøg. Det er ikke til at vide, hvor lang tid det ville tage næste gang.

“Nyd nu det I har!” Og det gør vi! Hvilket måske også er grunden til, at jeg godt kunne gøre det igen. Og igen. Fordi det er så skide fedt. Havde vi nu fået to kolikbørn, havde jeg muligvis haft det anderledes. Men vi er blevet velsignet med nemme og raske børn, som sover om natten. Og selvom jeg er en af dem, som synes, at 2-års alderen virkelig trækker tænder ud, så har den ikke været værre end, at jeg med glæde tog en ekstra tur i karussellen.

Så er der alle de praktiske ting. Det med bilen og huset, som passer så ganske fint til en familie på fire. Ikke at det på nogen måde er afgørende, men det ryger med i mine ‘det er okay’-tanker.

For det er okay! Jeg ville gerne ha’ flere børn, men jeg forstår godt, at Fyrsten har det anderledes. Jeg kan godt forstå, at han gerne vil stoppe, mens legen er god. Det er det fornuftige.

Jeg er bare ikke altid så skide fornuftig, vel. Jeg er følsom. Og langt de fleste beslutninger bliver truffet med hjertet åbent og hovedet under armen. Så det er måske meget fint, at netop denne beslutning er blevet truffet for mig, for jeg kunne helt sikkert også finde en masse gode argumenter for at få en 3’er. Og en 4’er. Og så lige en efternøler.

En sjælden gang imellem tænker jeg, at havde vi dog bare kunne lave de skide børn selv, så havde jeg kunne få alle dem, jeg ville. Men oftest tænker jeg, hvor ualmindeligt heldig jeg er. For jeg HAR jo fået dem, jeg ville. Og lidt til<3

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Hovedet op og benene ned….

Af hjertet tak for jeres kommentarer til mit seneste indlæg! Særligt til jer, der deler jeres egne personlige holdninger og beretninger. Det gør mig virkelig glad, sådan helt oprigtigt! Så bare tak!

Jeg har dog stadig tilgode at svare en del af jer. Jeg har haft for travlt de sidste mange dage. Ikke bare travlt, men FOR travlt. Med alle mulige ting som egentlig er dejlige – familie, mødregruppe, veninder mm. Men jeg duer ganske enkelt til at have for mange planer. Jeg bliver forvirret, glemmer ting, lavet dobbeltaftaler mm. Og da jeg landede i Palæet i går kl. 17.22 efter en hel dag på farten, følte jeg mig både træt og lidt trist. For alle de aftaler, som egentlig er blevet lavet af lyst, ender med, at jeg føler, jeg er halvhjertet tilstede, fordi jeg i tankerne har fokus på næste ting på listen. Så føler jeg, at jeg forsømmer det, der virkelig betyder noget – Fyrsten og børnene, selvom jeg godt ved, at det ikke passer. At det egentlig nok mest af alt handler om, at jeg forsømmer mig selv og mit eget behov for at have frie huller i kalenderen og tid til bare at være. Til at smække benene op på bordet og nyde kaffen, mens den er varm.

Så nu sætter jeg farten lidt ned.

Ane havde sidste dag i vuggestuen i dag. I morgen står jeg op med et børnehavebarn. Og i næste uge bliver Oliver student. Dét er store ting! Ting, som jeg på ingen måde vil gå halvhjertet ind i! Ting, som skal inhaleres og opleves og nydes med alle fibre af min krop. Så når jeg er tavs på bloggen og Instagram, er det bare fordi, jeg har travlt med at nyde livet:)

Det virkelig liv.

Helhjertet!

 

Noget om kærlighed og mursten

Jeg har altid vidst, at babyerne ikke blev leveret af storken. I min nære familie er fertilitetsbehandling nærmest en tradition, så jeg er vokset op med, at babyerne kom fra hospitalsbesøg og sprøjter. Med al den sorg og afmagt der selvsagt fulgte.

En af de stærke kvinder fra min familie fortalte mig engang, at det for hende ikke var dét at få børn, som var det afgørende. Det var dét at blive mor. Dengang forstod jeg det ikke helt. I dag er jeg ældre, klogere og en hel del erfaring rigere. For det handler ikke om (det har det i hvert fald ikke gjort for mig!) at reproducere sine gener eller gro et menneske. Det handler om kærlighed. Al den kærlighed som man føler så altoverskyggende et behov for at give videre til et lille menneske.

Jeg kigger ikke på min søn og tænker ‘Hvor er det godt, at han har mine gener!’. Jeg kigger på ham og synes, at det er en pudsig og dejlig følelse at kunne se mig selv i ham. At kunne genkende min hvirvel og kløft i hagen. Ligesom jeg kigger på Ane og nyder, at hun elsker at lege udenfor og at klæde sig ud på samme måde, som jeg selv gjorde som barn. Det på trods af, at Ane har groet i en mave, som tilhører en pige, der bestemt ikke gad med mig ud og grave huller og bygge huler. Næ, hun ville lege med Barbiedukker eller ordne hår på et plastikhoved.

Så når Ane, iklædt sit Emil fra Lønneberg-tøj, vandrer af sted med sin skovl og sin spand for at slå sin egen regnorme-rekord, så handler det ikke om gener. Det handler om, at JEG har købt både tøj, spand og skovl. Det handler om, at jeg naturligvis dyrker de ting med mine børn, som jeg selv finder glæde i.

Jeg har talt en del om det der med gener med en veninde her på det seneste. Hendes tanke er den samme som rigtig mange andres – at ens gener på en eller anden måde er ens børn. Særligt i den sammenhæng at hvis man donerer æg, så har man børn derude et sted, som man ikke kender til. Og jeg forstår godt, hvad hun mener. På ‘papiret’. I virkeligheden forstår jeg det slet ikke. Og ikke ‘det forstår jeg ikke’ ment som, at jeg synes, det er mærkeligt eller dumt at tænke sådan. Det gør jeg ikke, og jeg har talt med mange som har samme holdning til ægdonation. Faktisk tror jeg, at langt de fleste kvinder, har det ligesom min veninde. Men jeg forstår ikke tanken om, at ens gener er ens børn.

Måske det mest af alt handler om, at hvis jeg køber det argument, så godtager jeg også, at mine børn er nogen andres. Og det er de bare slet ikke. Misforstå mig ikke – jeg er min søster og vores donor helt usigeligt taknemmelig! Men mine børn er ikke deres. De er blevet vores takket være dem, hvilket er fuldstændig fantastisk:) Men de er vores, ingen andres.

Måske går det endnu længere tilbage. Til min barndom og tidlige ungdom hvor mange er blevet overrasket over at høre, at jeg har seks søskende. Når de så har fået forklaringen på, hvordan min familie hænger sammen, har jeg, flere gange end jeg kan tælle til, fået kommentaren “Nåååå, så de er ikke dine RIGTIGE søskende!” …. Dét har jeg aldrig helt forstået vigtigheden af at skulle pointere. For nej – jeg deler ikke 100% gener med én eneste af dem, men det gør da hverken dem, mig eller vores forhold mere eller mindre rigtigt. Og naturligvis elsker vi ikke hinanden mindre af den grund. Så måske er det derfor. Måske er det fordi jeg er vokset op i en familie, hvor gener ikke tillægges nogen nævneværdig værdi. Hvor de på ingen måde har været afgørende for følelsen af samhørighed og kærlighed.

Måske er det bare mig. Måske er det mit simple sind, der ikke forstår ting, jeg ikke kan se – såsom gener. Måske er det min naivitet eller min romantiske tankegang, som siger mig at gener er ubetydelige, at kun kærligheden tæller.

Måske er det allermest en blanding af det hele.

Jeg bilder ikke mig selv ind, at gener ikke spiller en rolle. Selvfølgelig gør de det. Men i mit lille hjørne af verden er de allerhøjest en bunke mursten. De bygger huse, og de holder taget på plads, men det er ikke dem, der udgør et hjem. Når man har malet væggene, hængt familiebillederne op og sidder og nyder sin kaffe i den blomstrede sofa, så kan man jo slet ikke se murstenene;)

Jeg rynker ikke på næsen af min venindes eller andres følelser, når det kommer til det med vigtigheden af gener. De taler, føler og forstår udfra et andet perspektiv, end jeg gør. Så jeg dømmer ingen, jeg forstår det ganske enkelt bare ikke. For i min verden er de blot byggeklodser – det liv, der leves bag murstene, består af noget ganske andet og meget vigtigere:)

Foto af Frederikke Brostrup:)
Foto af Frederikke Brostrup:)

Noget om at blive ældre

Der er to dage til min fødselsdag! Ja, det er sådan noget, jeg går op i. Faktisk glæder jeg mig ret meget:) Der landede en pakke fra Bestseller på vores dørtrin forleden, og min fars kone have tippet mig om, at der var en fødselsdagsgave på vej. Jeg har naturligvis ikke smugkigget, bare mærket lidt;)

32 år bliver jeg. Det lyder voksent! Eller det lød voksent, da jeg var i 20’erne – nu synes jeg ikke, at det er helt så voksent endda. Men lidt er det måske nok. For jeg fandt mit første grå hår for at par uger siden, nogenlunde samtidig med, at jeg faldt over en artikel om Hanson-brødrene, som altså nu er ualmindeligt voksne med børn og alt muligt. Og hvis de er blevet ældre, så må jeg jo være det samme. Jeg blev mere overrasket over det med Hanson, end over mit grå hår. Dét blev jeg nærmest lidt begejstret over. Tænk, at jeg helt selv har groet et gråt hår! Eller dræbt det. Så må man da være en slags voksen!

Det er ikke mange år siden, at det med at blive ældre var et ret skræmmende koncept for mig. Men det handlede mest om det med børn. At jo ældre jeg blev, jo sværere ville det være at blive gravid. Og hver fødselsdag var på en eller anden måde en påmindelse om de børn, som jeg ikke havde fået. Nu har jeg satme to af dem!!!

I går formiddags slentrede hele familien afsted for at købe en is. Og da jeg gik der med lillebror hængende i viklen på min mave, og så Ane smøre hele cykelvognen ind i is, mens Fyrsten samlede en gigantisk hundelort op, så gik det op for mig, hvor ualmindeligt heldig jeg er! Lidt fordi det ikke var mig, der stod med lorten, og meget fordi jeg for fanden har to børn, en dejlig mand og mit helt eget hus! Og fordi jeg har fødseldag lige om lidt:)

Jeg har aldrig haft en såkaldt bucket liste. Jeg har ikke drømt om at rejse verden tynd, åbne en netbutik eller skrive en bog. Det var det her jeg ville! Få en familie og en ladcykel og en have, man kan plukke hyacinter og påskeliljer i. Bruge lørdagen på at spise filur, drikke kaffe og hoppe på trampolin. Måske male en vindueskarm eller lægge et puslespil, sætte god musik på og synge med – højt og tonedøvt. Sove til middag med min datter, snuse til min baby og kysse på min mand.

Og lige dér er jeg nu. Hvor de store planer for det næste år i mit liv er, at nyde livet ligeså meget, som jeg gjorde sidste år. Måske endda mere.

Så er det slet ikke så værst at blive et år og et gråt hår rigere:)

image

 

Påskeferien i ord og billeder

I denne påskeferie har jeg:

image

  • hoppet på trampolin uden at tisse i bukserne
  • set tre Harry Potter film. Eller …. egentlig kun to, men så den ene to gange;)
  • spist franske kartofler og Holiday-dip
  • hoppet mere på trampolin og dryppet en lille smule i bukserne
  • spist tarteletter og grint af den gode gamle “Nogen ta’r det tungt, andre tarteletter”;)

image

image

  • lavet det samme Frost-puslespil 15 gange. Elsker når Ane får nyt legetøj;)
  • nydt at jeg har verdens bedste svigermor, som bringer sin påskefrokost til os, så vi kunne udnytte solens stråler til at lave lidt i haven

image

  • blogget om Palæ Pompøs
  • kysset Jasper en million gange
  • gjort det samme med Ane
  • fået mit første uopfordret “Jeg elsker dig, mor!” fra Ane
  • leget med æg hos Lillemor
  • skrålet med på “I would do anything for love” – albumversionen naturligvis. 12 minutters lykke:)
  • spist toasts. For mange….

image

  • dræbt tre planter og Anes karse
  • besøgt min ene venindes nyfødte datter og ventet utålmodigt på en andens fødsel
  • planlagt at vaske gulv
  • lokket Fyrsten til at vaske gulv
  • nydt livet!

Savn, søskende og kød med kød på!

Annonce – indlægget er sponsoreret af Q8.

Jeg elsker Palæet! Jeg elsker at bo i nærheden af Kbh og have de fleste af mine veninder på 8A’s rute! Jeg elsker, at Oliver og hans kæreste ind imellem bare kommer dumpende til mad og en overnatning for så at køre i skole næste morgen.

Men jeg hader lidt, at min familie er så langt væk:(

Jeg kunne sagtens være blevet boende på Lolland! Både forstået på den måde, at det ikke havde gjort mig noget. Jeg trivedes fint i dunsten af roer, og jeg oplevede ikke samme udlængsel, som mange af mine jævnaldrende, for hvem det nærmest var obligatorisk at rykke til Kbh, da gymnasietiden var ovre. Jeg flyttede til Na’skov! Til samme boligkompleks hvor min mor var vokset op, og hvor min mormor og oldemor stadig boede. Og da jeg endelig krydsede Guldborgsund, stak jeg teltpløkkerne i jorden hurtigst muligt og nappede et par år på Falster.

Men så mødte jeg Fyrsten. Han tilbød at rykke til mig, men i og med han havde Oliver, som på det tidspunkt var 10 år gammel, ville det blive noget værre rod! Så jeg pakkede mit liv sammen og satte næsen mod Nørrebro. Der var egentlig også meget rart. Og med tiden fandt vi Palæet, hvor der er ret vidunderligt:) Nu har vi skabt vores egen lille familie, og livet ku’ ikke være meget bedre.

MEN – jeg savner min familie. Jeg savner at mødes en søndag formiddag, bare fordi. Jeg savner at dumpe forbi min søster til en kop kaffe og et spil yatzy. Jeg savner at kunne læsse mit afkom af hos min mor fra tid til anden. Særligt savner jeg mine søskende! Jeg har fem yngre søskende, hvoraf halvdelen er blevet voksne i mit fravær. Jovist, vi ses til sammenkomster og i ferien, men det er bare ikke helt det samme. Jeg føler mig ærlig talt ofte som en rådden storesøster, som bare lever herinde og har nok i mit eget. For det har jeg jo, på sin vis. Men jeg går glip af så forbandet meget!

I søndags fik jeg muligheden for at gøre noget ved det. Bare for et par timer. Q8 kører lige kampagnen “1000 km. af kærlighed”, som handler om at tage de lange køreture for at se dem, man holder af. Ret fin tanke! Og temmelig vedkommende for mig. Jeg fik til opgave at vælge en person, som jeg gerne ville mødes med for at teste Q8’s nye pølsesortiment. En dejlig og helt nede på jorden opgave:)

Det tog mig ikke lang tid at finde frem til, at den person, jeg gerne ville mødes med, var Alexander, min ældste lillebror. For det første savner jeg ham helt enormt! Og for det andet så kender jeg ingen anden, der sætter pris på en god pølse, som ham. Alexander er pisse ligeglad med blogs! Men pølser og kærlighed, det forstår han sig på:)

Alexander går på efterskole i Karise, og jeg har aldrig besøgt ham der (Hej dårlige samvittighed!), så det var en kærkommen lejlighed til også lige at få set lidt af hans hverdag. Alexander fik præsenteret mig for nogle af sine venner og vist mig sit værelse. Vi stak hans Rasmus Seebach-cd i tasken og kørte afsted. Det var kun første nummer på cd’en, der virkede, så nu kan jeg teksten til ‘Uanset’ udenad;)

image

 

image

Da vi landede på Q8, var der frit valg af pøller. Alexander valgte, klog som han er, en baconpølse. Kød med kød på;) Jeg nappede en ostepølse, men da jeg blev tilbudt én til, hoppede jeg med på baconvognen. Ane og Jess gik med en sød medarbejder ud og fik shinet bilen op, mens Alexander og jeg fandt os to barstole ved siden af kaffeautomaten, hvor vi indtog vores pølser og fik en god bror-søster-snak.

Er du stadig kærester med J, Alexander?

Nej, hun begyndte at ryge.

Nå ja, det kan jeg godt se. Har du så ingen kæreste nu.

Nej, men jeg er bare single. Det er fedt.

Alle der kom forbi kaffeautomaten fik et “Hva’ så?” og et enkelt par fik også at vide, at jeg havde en god røv;) Tak, Alexander;)

image
Jeps, det er et ammeindlæg…..Bare i tilfælde af at vi skulle løbe tør for servietter;)

image

Efter et par pølser gjorde vi det eneste rigtige og kørte videre for at få en is! Alexander takkede pænt nej – Jeg dyrker jo sport! En detalje han vist havde glemt, mens han kværnede sin baconpølse;)

Man kan sige, hvad man vil om reklamer i blogland og sponsorerede indlæg, men lige netop den her tur og de kram og kys, der fulgte med, var simpelthen lige, hvad jeg manglede! Der er muligvis ikke 100 km fra Hvidovre til Karise, men der er kærlighed hele vejen! Og baconpølser:)

image

(Bonus-info: da vi landede på efterskolen igen, foretog Alexander lige et hurtigt opkald, og i løbet af fem minutter havde han fået en ny kæreste:) Sådan skal det gøres!)

 

Lykke skal råbes!

I en tråd på facebook snakkede jeg med nogle andre om, hvornår man oplevede at miste følgere på Instagram. En totalt ligegyldig ting, I know! Men vi kom altså ind på emnet. Nogle oplevede stort mandefald, når de postede ammebilleder, for andre var det selfies osv. Jeg mister sikkert følgere hist og her uden at bemærke det, men der hvor der oftest ryger mange på én gang er, hvis jeg er for lykkelig.

Jeps! At Ane tørrer mig ind i tis eller smugler kyllingelår med i seng – dét hitter! Men når jeg fra tid til anden stopper op og ser på mit liv og sætter ord på, hvor helt fantastisk heldig jeg i grunden er, så er det stensikkert, at en 20 stykker straks får fingeren ført op på ‘unfollow’. Og det skal de naturligvis være helt velkommen til:) Det er jo det fede ved Instagram. Man kan følge dem, der poster ting, man kan bruge til noget, om det så er inspiration, underholdning eller bare lysten til at følge med i andres hverdag:)

Men jeg studser alligevel over det. Hvad der mon ligger til grund for det. En følger skrev engang, hvor jeg kom med et af disse pludselige glædesudbrud under min barsel med Ane, at det jo altså ikke var alle nybagte mødre, der havde det sådan! Jeg tog det overhovedet ikke ilde op, alligevel har hun undskyldt et par gange (jeg kender hende, og hun er pisse sød!). For det ved jeg da godt. At nogle har det hårdt. Sådan er det jo med alting. Jeg har det også nogen gange hårdt – jeg har for fanden en 2-årig! Og stort set alle, der har haft sådan én, eller blot befundet sig i lokale med en, ved, at 2-årige mener det seriøst. Når først fanden tager ved dem (og det sker tit!), så er det ikke for børn! Så jo, jeg synes også, det kan være hårdt det her moderskab.

Men mest af alt synes jeg stadig, altid, hele tiden, at jeg er ubeskriveligt heldig! Sådan virkelig wauw og falden på knæ agtigt. For jeg har fået alt det, jeg drømte om. Og mere til. Hvor andre drømmer om at rejse ud og opleve verden, at få en karriere, at åbne en is-kiosk på Langelinie, så var det her min drøm. En familie. Og for en kort bemærkning var den drøm uden for rækkevidde. Nu har jeg den lige her i mit lille, skæve hus, og jeg svimlende lykkelig!

Ane har lige sagt godnat på samme måde, som hver aften: med et kram, et kys og et næsekys. Og under vores næsekys kigger hun på mig med det mest intense blik. Ligeså meget som hun mener det, når hun kalder mig ‘dumme mor’ og stamper i gulvet, ligeså meget mener hun dét næsekys.

Jeg er ubeskriveligt lykkelig! Og den ligegyldige Instagram-snak mindede mig om, at det er alt for længe siden, at jeg har råbt det højt. Lykke skal råbes højt – og postes på Instagram;)

image image image