Hvor der leves, der spildes:)

Aftenen i går var virkelig vellykket! Jeg er ret sikker på, at Fyrsten havde en god fødseldag:) Jeg havde inviteret hans bedste veninde, Tine, som han ikke havde set i halvandet år. Nogen af jer kender det sikkert godt – når hverdagen bare går sin faste gang, og når man taler sammen i telefonen i ny og næ, når man ved, at hvis man virkelig gerne vil se hinanden eller har brug for hinanden, så er det bare at give et kald, så stiller personen op – ja, så kan tiden bare gå, uden at man rigtig lægger mærke til det. Det gør ikke venskabet eller kærligheden mindre. Men på det seneste har Fyrsten talt meget om Tine og givet udtryk for, at han savnede hende. Han lyste fuldstændig op, da hun pludselig, og for hans vedkommende helt uventet, stod i køkkenet. Og de ævlede og knevrede som to gamle kællinger;) Tine var uden tvivl dagens bedste gave!

Som jeg nævnte i går, farede jeg ikke rundt og gjorde rent og ryddede op før gæsterne kom. Først og fremmest for ikke at komme til at give det indtryk, at der var noget i gærde. Men det er faktisk også noget, jeg er begyndt at blive ret god til – det der med at lade rod være rod. Ingen tvivl om at jeg synes, det er fedt at kunne fremvise et flot og præsentabelt hjem! Det vil vi vel alle sammen godt. Men vi har en 2-årig, et spædbarn, en hund og en kat. Og så har vi mig, som har en forkærlighed for dimser og dutter og kopper og skåle og en mindre antipati mod lukkede skabe, og Fyrsten, som lider af den kroniske sygdom ‘Bygbygbyg’. Seneste er Anes legetøj flyttet ind i stuen, da hendes legerum er omdannet til savværk og lige nu flyder med plader og savsmuld.

Skulle vi vente med at invitere gæster, til vi kunne præsentere et skinnende rent hjem, så ville vi blive nogle ensomme stakler!

Så da fødselsdagsgæsterne gjorde deres indtog i Palæet i går, var det til et hjem, hvor hundehårene hvirvlede op, når man gik gennem et rum, hvor vasketøjsstativet stod fremme, og hvor gamle vådservietter og stofbleer udgjorde det for dug på sofabordet. Og hvor var det godt, for så gjorde det ikke så meget, at svigermor hældte en halv skål chips ud på gulvet, eller at en vildfaren arm fik væltet rødvinsglasset ud over spisebordet.

Der leves i vores hjem. Med alt hvad det medfører af hverdagsroderier. Men vores gæster kommer for at besøge os – ikke for at inspicere vores beskidte hjørner. For mig er der kæmpe værdi i at kunne have venner og familie på besøg og ikke at være træt og brugt, fordi jeg har pisket rundt hele dagen med støvsuger og gulvskrubbe. Eller sidde på stikker og få sved på panden, hvis folk spilder den brune sovs på spisebordet.

Og vi ved jo alle, at man slet ikke ser pletterne på de malede trægulve, hvis blot samtalen er god og rødvinsflasken bundløs;)

image

En fyrstelig fødselsdag

Min søde ægtemand har fødselsdag i dag:) Jeg elsker fødseldage – mest min egen, men andres er også okay;)

For et par uger siden spurgte jeg, hvad han ønskede sig, og fik dette svar:

image

Ej, men det duer bare ikke. Jeg vil sådan set gerne gi’ manden en røvfuld lyskæder, hvis det gør ham glad, men ikke på hans fødselsdag! Så jeg måtte i tænkeboks, og her fandt jeg, hvad der efter min mening, trumfer lyskæder big time! Star Wars!!!!

Fyrsten ville enormt gerne ha’ været i biffen omkring jul, da Star Wars havde premiere. Forståeligt nok når man er kæmpe fan! Men vi kunne af gode grunde og kæmpe mave ikke lægge os fast på nogen aftaler i den periode. Så i stedet for at kunne læne sig tilbage og lade sig tryllebinde af George Lucas’ fantastiske univers, endte han med at sidde i sofaen og massere mine fede fødder. Rimelig dårlig byttehandel!

Men men men, karma er vores ven:) Og fordi Fyrsten er sådan en fantastisk mand, ville skæbnen, at der netop i dag på hans fødselsdag blev vist Star Wars i babybio. Derfor ringede jeg i sidste uge til hans chef, som naturligvis forstod vigtigheden af Star Wars og derfor indvilligede i at give Fyrsten en hemmelig fridag. Mega god chef:)

Så i morges da Fyrsten stressede lidt over at få de obligatoriske fødselsdagsboller på bordet hurtigst muligt, så han kunne komme afsted på job, fik han besked på at sætte tempoet lidt ned, da han slet ikke skulle på job;) Vi nød vores morgenmad og fik afleveret Ane i vuggestuen, og først da vi stod ved døren til CinemaxX, forstod han, at vi skulle se Star Wars. Han blev, som håbet, virkelig glad:) Jeg var også ret glad, for jeg elsker babybio! Ét er den gratis kaffe, men noget andet og langt vigtigere er, at ingen kigger skævt til en, når man løber ind og ud af salen under filmen. De fleste gør det, fordi de skal se til deres barn, skifte ble eller lignende – jeg gør det, fordi jeg pludselig finder ud af, at jeg egentlig gerne vil ha’ popcorn, eller fordi jeg løber tør for kaffe.

Filmen var SÅ fed! Jeg er vokset op med de gamle Star Wars-film og havde en del Star Wars legetøj som barn, så jeg blev helt nostalgisk over at gense de gamle skuespillere. Fyrsten var især begejstret over filmens special effects, hvor jeg blev mere grebet af fortællingen og alle de spekulationer, jeg gjorde mig undervejs – “uh! Hun er sikkert hans søster! Eller kusine! Og ham der er i hvert fald ikke død, som man skal tro!” Jeg var på forhånd lidt nervøs for, om den nye film blot var en måde at malke konceptet yderligere på bedste amerikanske vis, men det var bestemt ikke tilfældet.

Nu er vi landet i Palæet, og Fyrsten nyder en lur på sofaen med lillebror. Jeg prøver virkelig at lade være med at rydde op! Vi får nemlig hele Fyrstens familie til spisning, hvilket han ikke er klar over;) Og hvis jeg pludselig pisker rundt og fjerner nullermænd og vasketøj, så lugter han muligvis lunten. Altså fordi jeg normalt er et rodehoved;) Gæsterne medbringer mad, og drikkevarer og chips ligger skjult i udehuset. Jeg er ret sikker på, at han ikke ved, der er noget i gærde. Men jeg må nok hellere vente med at trykke ‘udgiv indlæg’ til gæsterne er kommet, hvis nu han skulle kigge forbi herinde.

Dejlig eftermiddag til jer:)

 

En helt almindelig familie:)

Det her indlæg har været lææææænge undervejs. Jeg synes, det er vanskeligt at finde de rigtige ord. Nu prøver jeg….

Jeg bliver ofte spurgt ind til “vores historie” både i kommentarer her på bloggen og på facebook og ude i den virkelige verden. Det er jo reelt nok. Den er indviklet, vores historie. Og er man ny i hulen, så forstår jeg godt, at man har svært ved at finde hoved og hale i det. Det er rigtig fint, at man spørger:) Det ville jeg også selv gøre! Alligevel er det svært for mig at svare på. For det er jo ikke en ‘historie’ – det er vores liv.

Vi bor i et gammelt og skævt hus. Vi har en gammel stationcar, som ofte er fyldt op med skidt og lort. Jeg har en dum vane med at stikke affald – madpapir, bonner mm – ned i de der små rum i bildøren. Vi har en hund, som stikker af ved hver given lejlighed, og en kat, der, lige meget hvor sulten den er, kun gider spise én bestemt slags tørkost. Og alligevel køber jeg konsekvent kun to poser af gangen, og ender med at stå en sen aften og forbande det sultne, miavende kræ langt væk. Vi har super ordinære jobs – jeg er lærer, og min mand arbejder på en maskinfabrik. Vi kommer begge fra helt almindelige skilsmissefamilier med hele, halve og derimellem søskende. Vi ser X-Factor om fredagen, spiser blødkogte æg om søndagen og skrubber køkkenvasken for sjældent. Vi har to børn, som beriger os med lus, lortebleer og søvnløse nætter. Jeg er vild med Grey’s Anatomy og kaffe, Jess elsker cola og alle udsendelser fra Discovery, Ane er vild med Dora og sin sut, og lillebror vil bare gerne spise og sove. Vi er så almindelige, at det grænser sig til det kedelige.

Men jeg ved det jo godt! Jeg ved godt, at vores helt almindelige familie skiller sig ud på ét punkt: vores børns tilblivelseshistorier. For de er ikke lavet på gammeldags manér. De er ikke resultatet af en våd bytur eller en bryllupsrejse i Paris. Forstå mig ret, vi har dyrket rigeligt med hed, skemalagt sex i jagten på en positiv graviditetstest, det har bare aldrig givet pote. Vi er alligevel blevet velsignet (stort ord, men det er også stort!) med to børn: Ane, hvis genetiske puslespil er lagt af min mand og min søster, og som er født af min søster. Og lillebror, Jasper, som er kommet til ved hjælp af en sæddonor og groet af mig. Og lige meget hvor ordinære og kedelige jeg selv mener, at vi er, så er dét jo bare anderledes.

Da vi ventede Ane, overvejede jeg mange gange at lukke og slukke for bloggen. Endnu mere da først hun kom til verden. For hvilken ret har jeg til at fortælle hendes historie?? Når jeg alligevel valgte at blogge videre, var det fordi, jeg nåede frem til, at det ikke er hendes historie, jeg deler. Det er min. Mine tanker om at blive mor, som jeg også havde delt, hvis Ane var kommet til på hvilken som helst anden måde. For jeg stod jo med de samme små hverdagsproblemer som alle andre mødre, bare minus graviditeten og plus en masse kedeligt bueaukrati.

Når jeg skriver ‘Wuhu, I dag kan jeg stedbarnsadoptere!‘ svarer det lidt til, når Cana beskriver dét at savne sine børn på forhånd. Og når jeg gør mig tanker om, hvordan man taler om donorbørn, så er det ligesom, når Miriam gør status over sine 29 år. Det er de ting, der på det givne tidspunkt fylder i mine tanker. Det er min hverdag. Og fordi jeg har en blog, så er det dét, jeg skriver om. Ligesom andre bloggere skriver om det, der nu fylder i dem.

Jeg håber uden tvivl, at jeg med mine skriverier kan være med til at bryde nogle tabuer og skabe noget åbenhed om andre familieformer end den gængse. Men det er en sidegevinst, det er ikke formålet. Formålet med bloggen er ikke anderledes end alle andre selvoptagede bloggere anno 2016 – at jeg har lyst til at skrive og dele. Og nogle af mine indlæg rører måske noget dybere i nogen, mens andre blot bringer et smil frem på læben hos læserne. Men de har det til fælles, at de udspringer af mine tanker lige nu og her.

Jeg har indtil videre med fuldt overlæg sprunget de der ‘Spørg mig om noget’-indlæg over, fordi jeg har været nervøs for, om jeg kun ville få spørgsmål om vores børn og mine overvejelser om deres vej til verden. Ikke at det er hemmeligt, overhovedet. Jeg har bare efterhånden skrevet og fortalt så meget om det, at jeg hellere vil fortælle om mine yndlingsbøger og min manglende evne til at holde planter i live. Derudover har jeg nogle gange oplevet, at spørgsmålene går lige tæt nok på. Eksempelvis har jeg engang siddet i en større forsamling, hvor man ville vide, hvordan vi havde ‘lavet’ Ane. Altså sådan helt praktisk og konkret. Et spørgsmål som jeg slet ikke kan se relevansen i, med mindre man overvejer at kaste sig ud i et lignende projekt. Men der blev helt stille i rummet, og alle kiggede på mig og forventede, at jeg redegjorde for, hvordan det hele var forløbet. Ret så ubehageligt, skal jeg hilse og sige! Når jeg skriver og fortæller om de dybere tanker om børnenes genetiske ophav, ser jeg helst, at det udspringer af en lyst og en umiddelbar følelse, ikke fordi jeg ‘afkræves’ et svar.

Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at dele. Og måske jeg til tider deler mere, end godt er! Jeg ved også godt, at jeg derfor må forvente spørgsmål. Jeg synes bare nogen gange, det er svært. Jeg synes, det er svært at være hende med den mærkelige, specielle og fantastiske historie. Jeg synes, det er svært, fordi jeg ikke ser det sådan. Det er bare mit liv, og jeg/vi er meget andet og mere end det.

Nogen gange overvejer jeg at starte bloggen helt forfra og udelade de ‘anderledes’ aspekter. Bare være Fyrsten, Fruen, børnene og den beskidte stationcar. Men det ville være mærkeligt og utroværdigt at skulle censurere mine tanker om det vigtigste i mit liv, mine børn. Og jeg ønsker at gøre deres tilblivelseshistorier så naturlige og almindelige som muligt – for andre, men mest af alt for dem. Ville jeg bidrage til det modsatte, hvis jeg selv undlod at sætte ord på? Åh, det er så skide paradoksalt – at skrive om det ‘ualmindelige’ i håbet om at gøre det almindeligt….  Giver det nogen som helst mening??

Jeg kommer ikke til at stoppe med at blogge. Jeg vil fortsat skrive om små hverdagsbanaliteter som fastelavnstøj og gaveønsker. Jeg vil skrive om tungere emner, som juridisk abort og kræft. Og jeg vil skrive om mine børn. Jeg vil juble herinde, den dag stedbarnsadoptionen endelig går igennem. Og jeg vil måske også gøre mig tanker om, hvordan vi fortæller Jasper historien om hans vej til verden, så den fortælling bliver ligeså naturlig som Anes. Jeg vil med garanti overveje og sikkert også sætte ord på, hvilken betydning det kommer til at få for mine børn og deres indbyrdes forhold, at jeg kun har født én af dem. Men ikke for at gøre mig selv bemærket og fremstå som værende ‘noget særligt’. For jeg er ikke en skid særlig. Jeg er leverpostejsfarvet og fregnet og har skæve ben og ditto fortænder, og mine børn er fuldstændig ligeså vidunderlige og trodsige som alle andres. Jeg vil skrive om det, fordi det er MIN hverdag, fordi det er mine og min families vilkår, ligesom skilsmisser, vasketøj, dødsfald, skolestart og graviditeter er det for andre.

Vores livs ligning har måske lidt flere ubekendte faktorer, men resultatet er det samme – en familie. En helt ordinær og vidunderlig én af slagsen.

imageimageimageimage

(Det tætteste jeg indtil nu er kommet på at fortælle ‘den fulde historie’ er i gæsteindlægget her)