Mig og Maude

Vi ser ‘Matador’ her til aften. Ungerne er puttet, colaen sat på bordet og ‘Matador’ smidt på skærmen. Og jeg får gåsehud, når kendingsmelodien går i gang.

Jess og jeg havde ikke kendt hinanden særlig længe, da jeg fik afsløret overfor ham, at jeg aldrig havde set ‘Matador’. Jeg anede faktisk ikke, at det var en afsløring, før jeg så hans blik. Han var forbavset, undrende og måske endda lidt forarget. Det samme blik jeg selv får, når folk fortæller mig, at de aldrig har læst Harry Potter. “Er du klar over, hvad du er gået glip af??!”-blikket.

Jeg sagde til ham, at det måtte være noget med alderen. Fordi han var så gammel, og jeg så ung;) Han grinte lettere overbærende og lovede mig, at han nok skulle få mig til at forstå vigtigheden af ‘Matador’ en dag.

Seks år senere lå jeg i vores dobbeltseng med vores lille, nye datter ved brystet. Jeg kæmpede nat og dag med hjælpebryst, ammebrikker og udmalkninger. Og meget få forstod mig. De sagde, at det var okay, hvis jeg ikke ammede hende. At det ikke var nødvendigt. At det var umuligt. Men jeg ville! Og det forstod Jess. Så en dag kom han op ad trappen og ind i soveværelset med et tv under armen. Vi havde ikke tv i soveværelset. Indtil den dag. Han satte tv’et til og forsvandt ned ad trappen igen, og vendte tilbage kort tid efter med en bakke med havregrød, kiks, frugt og vand. Og ‘Matador’.

Jeg gad ikke se ‘Matador’. “Du ser det jo ikke alligevel.”, sagde han. “Du malker og ammer og stresser. Så kører det bare i baggrunden.”

Så jeg malkede og ammede og stressede med lidt baggrundsstøj. Og da det første afsnit støj var færdigt, tændte jeg det næste. Det ku’ jo ikke skade. Og når vækkeuret ringede kl. 3, og jeg kæmpede for at holde mig vågen til endnu en udmalkning, så kunne jeg ligeså godt lige tjekke, hvordan det mon stod til med Maude. For hun havde det vist næsten ligeså hårdt som mig.

Tre dage tog det mig at se ‘Matador’ færdig. Og da jeg var færdig, så jeg den igen. Mens Jess tog på job, og kom hjem, hvor han serverede mere mad og kyssede mig og Ane på panden. Og undervejs glemte jeg at stresse. Jeg så bare ‘Matador’ og ammede.

Nu sover Ane inde i dobbeltsengen. Ved siden af sin lillebror. Og Jess og jeg ser ‘Matador’ i stuen, og jeg driller ham med, at han kan replikkerne udenad. “Det er fordi, du er så gammel.”, siger jeg. For det er han jo. Gammel og klog!

img_5951

Skamløs stemmefisker!

Det er mig! Jeg er skamløs, smådesperat og anti-jante helt ud til fingerspidserne! Eller bare ned til enden af haven, hvor Palæ Nøddebo lige nu står badet i regn.

Vi er faretruende tæt på at ryge ud ad top 20 i Silvans Gør det selv-mesterskaber, og det ville virkelig ærgre mig, hvis vi ikke fik lov at komme i betragtning til at vinde!

Og ja, anti-jante – vi fortjener det, dælme! Meget mere end de andre. Ej, okay…. Måske ikke mere end ham, der frivilligt har bygget en skaterampe til de unge i Sakskøbing og vil bruge præmien på også at give dem en fodboldbane. Han fortjener det muligvis også ret så meget;)

Men det gør vi altså også, synes jeg. Fordi Palæ Nøddebo er så super fint, og min Fyrste så super sej.

Åh, jeg vil det bare så gerne, som I måske fornemmer! Og skulle vi vinde, så lover jeg at invitere på kage, når præmien har fået os i mål med førstesalen:) Så kan I selv vælge, om I vil indtage kaffen i Palæ Pompøs eller i Palæ Nøddebo;)

Men smid os meget gerne en stemme HER! I må også godt synes, at jeg er åndssvagt irriterende og trykke ‘unfollow’ – bare I stemmer først;)

(I kan se lidt mere til det lille Palæ i dette indlæg.)

img_4836img_5104 img_5105 img_5106

Da Fyrsten greb mig. Og greb mig. Og greb mig.

Jeg græd mig igennem 2011. Og da 2011 stoppede, græd jeg et år mere.

Vi var igennem yderligere seks behandlinger. Alle med samme resultat. Hvilket var intet resultat. Og jeg følte, at jeg langsomt forsvandt mere og mere. Jeg gjorde alle de ting, som jeg plejede. Tog på arbejde, sås med veninder, lavede mad, læste bøger. Men intet af det havde noget værdi eller formål. Det var ting, der fyldte ventetiden ud indtil næste behandling. For selvom det på mange måder var behandlingerne, som ødelagde mig fuldstændig,  så var det også dem, der holdt mig gående. Det der evige, spinkle håb om, at det måske var denne gang, det ville lykkes.  Jeg følte lidt, at jeg – bogstavelig talt – var ved at blive sindssyg af hele tiden at bevæge mig i krydsfeltet mellem håb og afmagt. For jeg kunne ikke lade være med at håbe. Og folk sagde til mig, at jeg skulle håbe. At hvis ikke jeg troede på det, så ville det aldrig lykkes. Hvilket nok er noget nær det værste, jeg kunne få at vide, for når det så gik galt, igen, stillede jeg mig selv til regnskab over ikke at have været positiv nok. Men hvordan fanden er man positiv, når alle ens ønsker og drømme er hængt op på denne ene ting, som er fuldstændig uden for ens kontrol. Jo. Jeg var virkelig ved at blive sindssyg. Og havde det ikke været for Fyrsten, hans ro, evige optimisme og overmenneskelige overskud, så tror jeg egentlig også, at jeg var blevet det.

Jeg er ellers også selv ret så happy go lucky-indrettet. Mit glas er oftest fyldt til randen, og det der ryger ved siden af, gemmer vi til tørkeperioder. Men udover det helt vidunderlige resultat af to smukke børn, så kunne jeg ikke, hverken dengang eller nu, se nogen silver ligning i det, vi var igennem.

Jeg kaster en lille smule op i munden, når folk siger, at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg blev ikke slået ihjel, men jeg blev bestemt ikke stærkere. Jeg ser ikke det, vi var igennem som et dannelsesforløb. Jeg tænker ikke, at det har gjort mig til den, jeg er i dag, ergo var det godt.

Jeg tænker, at det skete. Og at det gjorde helt forbandet ondt!

I de to år vi var i behandling, sad vi fast i et følelsesmæssigt limbo. Alt var forandret. Jeg var forandret, vi var forandret. Alle bolde var kastet op i luften, og jeg greb ingen overhovedet. Men Fyrsten greb mig. Igen og igen og igen.

Først nu, så mange år efter, tænker jeg på, om der mon nogensinde var nogen, der greb ham??

img_5049

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

 

Forresten #16

– Havde jeg den hyggeligste aften længe i lørdags, hvor jeg var ude med mine veninder! De 400 g. cuvette spillede helt sikkert en vigtig rolle, men selskabet slog kødet med flere længder, hvilket ikke siger så lidt (for ja ja kødet var godt, men læste I det? 400 g.?!!). Hold kæft, hvor er jeg heldig at være udstyret med en flok veninder, som ikke bare er søde og smukke, men også mega interessante og intelligente. Vi smalltalker stort set aldrig, og selv en samtale om bikinivoksning ender med en samfundsanalyse. Det er jeg ret vild med!

– spillede vi et selvopfundet spil, ‘Veninde-bingo’. Hver deltager havde skrevet fem statements om sig selv, samt et om fødselslaren. Så gjaldt det om at gætte den rigtige person og bluffe for vildt, når ens egne sedler blev trukket. 10 rigtige gav bingo. Det var mega sjovt og gav anledning til nogen gode og underholdende snakke. Hurtig og hyggelig selskabsleg, hvis I lige står og mangler sådan en:)

– efterlod vi vores sedler på bordet på restauranten. Så ku’ tjenerne få lov at gætte med på, hvem af os, der har fodsvamp, og hvem der godt ku’ ordne Kim Larsen.

– tog vi på Sams bar, hvor jeg aldrig før har været. Det bliver med garanti ikke sidste gang! Det er jo en tidslomme med verdens grimmeste, orange tapet, og jeg følte mig øjeblikkeligt hjemme:)

– kom Fyrsten og ungerne hjem den følgende dag kl. 11. MED mad fra Mac D. Jeg er så åndssvagt godt gift:)

– har jeg opdaget, at vi også har mus i skunken!! Hold nu op??!! Jeg ender med bare at sidde i sofaen som et andet espeløv i frygt for, at de planlægger et større angreb. De to musefælder, vi endte med at anskaffe os, er helt sikkert ikke nok til at berolige mine nerver, så jeg tænker, vi må investere i sådan en her (reklamelink), som nogen af jer anbefalede sidst. Jeg er bare så nervøs for, at de ikke holder, hvad de lover, og rent faktisk påvirker vores kæledyr.

– er Ane og jeg ikke heeeelt enige om det med de mus. Ane har fx fået ikke mindre end fem ostemadder i dag. Og jeg undrede mig egentlig lidt over, at hun tilsyneladende nærmeste slugte osten. Indtil jeg fandt lidt under lænestolen og på tv-boksen og foran brændeovnen. “Jamen, det er jo til musene, mor!”….

– havde jeg besøg af en masse søde blogdamer i går, og Christina havde saks med, så hun kunne klippe Jasper. Han er blevet noget så bedårende, men det er også ret vildt hvordan han gik fra ‘baby’ til ‘barn’ på 5 minutter!

– er Ane seriøst ved at få skoldbøttekuller. For hver dag hjemme bliver stemmen lidt højere, tempoet lidt hurtigere og tålmodigheden lidt kortere. Det er nogen meeeeeegggggeeeeeet lange eftermiddage, og jeg ved sgu ikke helt, hvem det er mest synd for – hende eller mig.

img_4322

Da Fyrsten trodsede guderne

Vi havde boet sammen i otte dage, da Fyrsten friede. Godt nok havde vi kendt hinanden i et år, men det var et år på langdistancemåden. Hvor vi så hinanden med en til to ugers mellemrum, hvor vi spiste ude, tog i biffen og sov længe. Hvor hverdagen og vasketøjet var adskilt. På otte dage nåede Fyrsten at erfare, at jeg ikke kan lave mad, at jeg ikke har fanget pointen med en vasketøjskurv, og at jeg laver bunke af papirer, hårnåle og gamle kvitteringer på alle ledige overflader. Og på de otte dage nåede han at beslutte, at han ville giftes med mig.

Hans frieri var ikke spektakulært. Der var hverken hvide sandstrande, fyrværkeri eller røde roser. Der var en 10 års fødselsdag for min lillebror, en fødselsdagstale, som blev til et frieri, og en kat, der væltede en Madonna ned fra hylden, så hun mistede hovedet. Heldigvis var der også meget lidt overtro og gudsfrygtighed i Fyrsten, som fik færdiggjort sit spørgsmål. Spørgsmålet om ægteskab.

Under vores et års lange (korte?) langdistanceforhold havde jeg erfaret, at Fyrsten på ingen måde var det, jeg ledte efter. Han var 10 år ældre, han var far, han havde Georg Michael-skæg, og han gik i tøj, som han havde købt, da han var 18. Han var stik modsat alle de forestillinger, jeg havde haft om min drømmemand, og han var lige præcis den, jeg aldrig ville leve uden. Fordi han var ham, og jeg var mig, og stjernerne stod på linie og alt det der.

Lige om lidt er der gået 10 år siden vores første møde. Eller – siden han mødte mig første gang, for jeg havde, som bekendt, kendt ham meget længere, end han havde kendt mig. Og han er stadig 10 år ældre, han er stadig far og endda endnu mere end dengang, og han ejer stadig tøj, som er så gammelt, at det har været moderne ad flere omgange. Georg Michael-skægget har dog ikke set dagens lys i snart et årti – gudskelov for det!

img_4250

De første kapitler i vores historie kan læses her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

At gøre de særlige dage ekstra særlige

Fyrsten har fødselsdag i dag. 43 år, sgu. Da jeg forleden med stor begejstring i stemmen sagde: “Det er din fødselsdag på fredag!”, trak han lidt på skulderne og svarede: “Ja, tænk engang. Så er jeg vel omkring halvvejs i livet. Nu tælles der ned.” Ikke sådan trist sagt, bare en konstatering. “Ja, tænk engang!”, sagde jeg. “Du har kun levet halvdelen af dit liv! Tænk du har ligeså meget tilbage, som du allerede har fået!” Det er da, i hvert fald set fra min side af sofaen, en dejlig, opløftende tanke. At have en hel halvdel igen:)

Vækkeuret ringede kl. 5.20 i morgen. Jeg tog lige 10 minutter ekstra, før jeg trillede ud ad sengen, hang flag i gardinstangen, satte gaver på bordet og smed boller i ovnen. Fyrsten mente, det var lige meget. At jeg bare kunne sove videre. Jeg var uenig.

Jeg elsker mærkedage. Alle slags. Og jeg elsker at gøre de særlige dage ekstra særlige. Det hører sig til, synes jeg. Man kan jo sagtens sige, at en fødselsdag er ligesom en hvilken som helst anden dag, men hvorfor dog gøre det, når man kan gøre det til en festdag? Da jeg fyldte 24, holdt Fyrsten surprise-party for mig. Og igen – og endnu større – da jeg fyldte 30. Sidste år på hans fødselsdag, havde jeg arrangeret det sådan, at han havde fri fra job, og dagen bød på både biograftur og overraskelsesbesøg af familien. Jeg putter flag og sang på, hver gang muligheden byder sig:) For mig er det vigtigt at markere, at dagen er særlig, fordi Fyrsten er særlig. Det er ikke bare en hvilken som helst fredag – det er hans fødselsdag:)

Ane stod i køkkenet kl. 6 med morgenhår og lys i øjnene. “Kom ned og se, far! Det ER din fødselsdag!”. Og så kogte vi æg og hev boller ud ad ovnen og åbnede gaver. Ane havde pakket tre gaver ind til sig selv forleden, da jeg pakkede gaver ind til Fyrsten. Bare nogen ting hun havde fundet rundt omkring, en bog, et armbånd og nogen hårbøjler. Og hun blev meget glad for gaverne fra sig selv;) Fyrsten fik det fedeste, retro Star Wars pin ball-spil, som en betænksom læser havde tippet mig om på Instagram og en mega tjekket elektrisk tandbørste (pr-gave). Begge dele faldt i god jord:)

Familien kommer til spisning og mere fejring i aften, og jeg har en eftermiddagsdate med en mørbradgryde. Osso bucoen blev udskiftet, da jeg så prisen;) Der er lagt special-øl på køl og indkøbt snacks til de voksne og fredagsslik til børnene. Og selvom Fyrsten på mange måder helt sikkert synes, at det er lidt ligegyldigt, så ved jeg, at han alligevel nyder det. Ikke markeringen af dagen, gaverne eller fejringen som sådan, men den ekstra omsorg, selskabet og hyggen. Og øllene. Nok mest af alt øllene;)

img_4040

Mig og ham

Jeg ønsker mig en date med min mand. Bare en aften for mig og ham. Hvor vi kan tage ud at spise. Og efterfølgende drikke en fadøl på et værtshus, der har dart. Eller bordfodbold. Allerhelst begge dele. Så hen et sted, hvor vi kan danse. Altså til noget rigtig musik, ikke sådan noget umchi-umchi. Gerne noget funk. Og så tage en bus hjem. Sidde småbeduggede hånd i hånd i 8A. Det ønsker jeg mig!

Sidst vi var på date, var da vi var inviteret på Rust af Cana i forbindelse med udgivelsen af Cana’s album. Fyrsten kom for sent hjem fra arbejde pga trafikken, så vi fandt et eller andet tilfældigt burgersted på vejen. Og jeg var ret meget gravid, så der var vand i fødderne fremfor øl i glasset. Det var hyggeligt – uden tvivl! Men altså, tingene er hyggelige på deres helt egen måde, når man er tyk, træt og gået to skostørrelser op, ikk’?!

Faktisk har vi ikke rigtig været på noget, der minder om en date, siden før Ane blev født. Fordi barnepiger ikke hænger på træerne, og fordi vi har prioriteret anderledes. Og det gør mig egentlig ikke spor. For jeg synes, vi er gode til at se hinanden. Vi er gode til at huske at give de lange kram, sende søde sms’er, overraske med små gaver eller andet, som gør den anden glad. Som i weekenden, hvor jeg nærmest i en indskudt sætning fik nævnt, at det kunne være fedt med højttalere i spisestuen. Mindre end 10 minutter efter var de første ledninger ved at blive trukket. Det er sådan en mand, jeg har.

Meeeeen jeg har også en mand med funk i hofterne. Det havde han i hvert fald engang, før vi blev nogens mor og far. For tiden danser han mest på Anes ordre. Og det gør han nu også godt! Med tylskørt og filthat på. Men med knap så meget funk i underkroppen, som i gamle dage. Jeg er nu sikker på, at det stadig gemmer sig derinde, og jeg håber, at jeg en dag får muligheden for at ryste det frem igen. Ja altså såfremt han ikke sidder over i et hjørne på en tilfældig bodega og græder over, at jeg har givet ham røvfuld i dart. Det er nemlig sådan en kone, han har;)

img_2103

 

Julegave-idéer til Fyrsten

Annonce // indlægget indeholder affiliate links.

Det er den tid. Julegaveindkøb.
Jeg både elsker og hader det. Der er intet bedre end at give dem, man holder af, den helt perfekte gave, men det kan fandme også være svært at finde netop det.

Fyrsten ønsker sig allermest en ny vinterjakke. Men den er han simpelthen nødt til selv at være med til at vælge. Det duer ikke rigtig som gave, når han ikke har et specifikt mærke eller model i tankerne. Så jeg må selv tænke kreativt, for manden mangler jo ingenting!

Og det hjælper ikke mig synderligt at hoppe ind på de andre bloggeres ‘Gaven til ham‘-indlæg. For de er ikke gift med en fyrste. De er gift med mænd, som øjensynligt enten går op hudpleje, tøj og flotte ure eller læser tykke biografier om fodboldspillere og politikere. Og så har de et helt andet gavebudget, end vi har. Jeg er altid ved at falde lidt bagover, når jeg ser, at nogen får en iPhone 7 eller et par Christian Loubohvaffornoget-sko. Mega fedt for dem – mega meget over budget for os!

Fyrsten er en simpel mand. Han vil bare gerne have nogle lune strømper og en god special-øl. Ja, eller en hindbærroulade og et blowjob;)

Nu har jeg fundet et par sager, som kunne være rigtig gode bud på en gave til min Fyrste. Den dyreste koster 300 kr. Så kan det være, jeg smider en hindbærroulade oveni;)

img_1198

Star Wars-gadgets, naturligvis. Fordi han er vild med Star Wars, og fordi de er lidt sjove:)
Alle tre ting er fra Coolstuff.dk. Stabelkruset kan danne tre forskellige figurer og findes her – de sorte krus skifter farve, når man hælder varme drikke i og findes her – og lamperne, som få i 6 forskellige versioner, findes her. Jeg er vild med Chewbacca og Yoda:)

img_1200

Lukas Grahams ‘Blue Album’ har Fyrsten allerede nu på cd i bilen, og den hører han en del. Det ville være sindssygt fedt også at have den på vinyl! Også for mig;)

img_1179

Sidst, men ikke mindst, kunne jeg (ja, helt seriøst!) godt overveje at klikke en af disse sweatre hjem under juletræet. De er simpelthen så grimme på den allerfedeste måde, og jeg kunne faktisk godt se Fyrsten med et rensdyr på maven:) Han er også pisse pæn i rød!

Smid endelig nogle gode idéer til manden, der har alt, hvis I lige ligger inde med et genialt forslag:)

Og Jess – hvis du læser med her: Hvad fanden laver du, altså?? Vi havde en aftale! Du LOVEDE, at du ikke ville læse med! Nu får du bare slet ikke noget. Og ps. Jeg smider snart et indlæg med mine ønsker. Dét må du gerne læse:) Og nej, jeg ønsker mig ikke olie til min symaskine eller lappegrej. Så det skal du ikke give mig. Igen….

 

 

 

 

 

Forresten #7

  • Måtte jeg i dag hjælpe et par ekspedienter i Netto med at finde marcipanbrød til en ældre dame. Den første gav op, da det ikke var at finde mellem bonde- og græskarkernebrødet og måtte have assistance af sin kollega, som fortsatte jagten i afdeling med pita- og ciabattabrød. For som han sagde “Det lyder jo til at være en slags specialbrød!
  • Har jeg i weekenden besøg af min lillesøster, som skal til tegneserie-messe i Bella centeret. Hun er vegetar (og har været det siden hun var 8 år, på trods af at ingen andre i familien er det. Respekt!), så jeg skal for første gange kaste mig ud i at lave ‘kødsovs’ med linser.
  • Valgte jeg at sende en snap til Sneglcille for at få hjælp til at vælge de rigtige linser. Havde jeg spurgt i Netto, var jeg nok blevet peget i retning af kagerne;)
  • Skal min lillesøster have tilføjet nogle croquistegninger til sin portfolio, så jeg kan se frem til at tilbringe aftenen splitterravende nøgen.
  • Er Fyrsten blevet kaldt til jobsamtale i næste uge. Kryds lige fingre!!!!
  • Har jeg besluttet mig for at få langt pandehår – tak for jeres stemmer i den forbindelse! I er dog svært uenige, og stillingen er pt 49 versus 51% i det lange pandehårs favør;)
  • Vil jeg lige minde jer om, at rabatkoden til Onlineservice, som I kan finde i dette indlæg, gælder måneden ud. Jeg har netop lagt sidste hånd på bogen med billeder fra min graviditet.
  • Er Jasper nu ligeså gammel, som Ane var, da hun startede i dagpleje. HOLD NU KÆFT, hvor er jeg glad for at have muligheden for en lang barsel denne gang!!!
  • Må jeg anbefale alle, der elsker Harry Potter og tissemænd, at kigge forbi her. Jeg griner stadig:)

image

Du er tosset

Du er tosset.

Du er tosset med lyskæder. Du sætter lyskæder op alle vegne. Over hoveddøren, i legehuset, på gyngestativet. Og mens du sætter en lyskæde op i cykelskuret, mumler du lidt i skægget, at jeg bruger for meget strøm, fordi jeg har glemt at slukke lampen i gangen.

Du er tosset med Star Wars og E.T. og Pink Floyd. Og du drikker whiskey og synger med på “I wish you were here”, mens du griner af, at min første tanke, når jeg hører titlen, er Incubus. Alle ved jo, at det er Pink Floyd.

Du er tosset med youtube-videoer. Af katte på skateboards og pandaer på rutsjebaner. Og når jeg er færdig med at læse de dersens kedelige og irrelevante blogindlæg, så vil du gerne lige låne computeren, så du kan vise mig en video med en hund, der ryger cigar.

Du er tosset med lego. Og du slæber gamle kasser hjem fra dit arbejde, dækket af spindelvæv og 20 års støv. Men der er ingen steder at sætte dine kasser, for jeg er over det hele. Med mine skåle og kurve og ting med prikker. Jeg burde blive bedre til at smide ting ud, siger du. Mens du leger med lego, som du købte, da du gik i 4. klasse.

Du er tosset.

Det er jeg vist også.

Jeg er tosset med dig.

Jeg er tosset med dig!

image