Da Fyrsten greb mig. Og greb mig. Og greb mig.

Jeg græd mig igennem 2011. Og da 2011 stoppede, græd jeg et år mere. Vi var igennem yderligere seks behandlinger. Alle med samme resultat. Hvilket var intet resultat. Og jeg følte, at jeg langsomt forsvandt mere og mere. Jeg gjorde alle de ting, som jeg plejede. Tog på arbejde, sås med veninder, lavede mad, læste bøger. Men intet af det havde noget værdi eller formål. Det var ting, der fyldte ventetiden ud indtil næste behandling....

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

Esben, hed han. Den læge, der fortalte os, at vi ville få svært ved at få børn uden hjælp. Han var sådan en læge-“praktikant”, som skulle være i vores lægehus i 6 måneder. Esben. Esben, som ændrede mit liv. Det var en onsdag eftermiddag i oktober, og det regnede. Igen. Og vi sad i vores store, røde kassevogn på parkeringspladsen foran lægehuset. Jeg havde sagt til Fyrsten, at vi skulle ha’ anden bil. En mere...

Da Fyrsten sagde “Okay, så gør vi det.”

“Jeg vil godt ha’ et barn.”, sagde jeg. Og han svarede “Okay, så gør vi det.” Og så begyndte jeg at lede efter en lejlighed stor nok til at rumme den familie, som vi var ved at stifte. Og da jeg havde gennemtrawlet alle ejendomsmæglere i København og slæbt ham med til flere fremvisninger, end jeg kan huske, sagde han pludselig “Jeg vil godt ha’ et hus.” Og jeg svarede “Okay, så gør vi det.”...

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Vi blev gift på Vejlø i sommeren 2009. Der var blevet forhandlet en del op til. Jeg ville have et stille og roligt bryllup. Bare tæer, medbragte madpakker og dåsebajere. Fyrsten er gammel af den gamle skole. Han ville have taler og sange og mad, der skulle indtages med bestik. Så valget faldt på en fest på Vejlø. Selvfølgelig på Vejlø! Han fik bordplan og toastmaster – jeg fik frie fødder, cirkustelt og dåsebajere fra Tyskland....

Da Fyrsten trodsede guderne

Vi havde boet sammen i otte dage, da Fyrsten friede. Godt nok havde vi kendt hinanden i et år, men det var et år på langdistancemåden. Hvor vi så hinanden med en til to ugers mellemrum, hvor vi spiste ude, tog i biffen og sov længe. Hvor hverdagen og vasketøjet var adskilt. På otte dage nåede Fyrsten at erfare, at jeg ikke kan lave mad, at jeg ikke har fanget pointen med en vasketøjskurv, og...
Older posts