Da Fyrsten greb mig. Og greb mig. Og greb mig.

Jeg græd mig igennem 2011. Og da 2011 stoppede, græd jeg et år mere.

Vi var igennem yderligere seks behandlinger. Alle med samme resultat. Hvilket var intet resultat. Og jeg følte, at jeg langsomt forsvandt mere og mere. Jeg gjorde alle de ting, som jeg plejede. Tog på arbejde, sås med veninder, lavede mad, læste bøger. Men intet af det havde noget værdi eller formål. Det var ting, der fyldte ventetiden ud indtil næste behandling. For selvom det på mange måder var behandlingerne, som ødelagde mig fuldstændig,  så var det også dem, der holdt mig gående. Det der evige, spinkle håb om, at det måske var denne gang, det ville lykkes.  Jeg følte lidt, at jeg – bogstavelig talt – var ved at blive sindssyg af hele tiden at bevæge mig i krydsfeltet mellem håb og afmagt. For jeg kunne ikke lade være med at håbe. Og folk sagde til mig, at jeg skulle håbe. At hvis ikke jeg troede på det, så ville det aldrig lykkes. Hvilket nok er noget nær det værste, jeg kunne få at vide, for når det så gik galt, igen, stillede jeg mig selv til regnskab over ikke at have været positiv nok. Men hvordan fanden er man positiv, når alle ens ønsker og drømme er hængt op på denne ene ting, som er fuldstændig uden for ens kontrol. Jo. Jeg var virkelig ved at blive sindssyg. Og havde det ikke været for Fyrsten, hans ro, evige optimisme og overmenneskelige overskud, så tror jeg egentlig også, at jeg var blevet det.

Jeg er ellers også selv ret så happy go lucky-indrettet. Mit glas er oftest fyldt til randen, og det der ryger ved siden af, gemmer vi til tørkeperioder. Men udover det helt vidunderlige resultat af to smukke børn, så kunne jeg ikke, hverken dengang eller nu, se nogen silver ligning i det, vi var igennem.

Jeg kaster en lille smule op i munden, når folk siger, at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg blev ikke slået ihjel, men jeg blev bestemt ikke stærkere. Jeg ser ikke det, vi var igennem som et dannelsesforløb. Jeg tænker ikke, at det har gjort mig til den, jeg er i dag, ergo var det godt.

Jeg tænker, at det skete. Og at det gjorde helt forbandet ondt!

I de to år vi var i behandling, sad vi fast i et følelsesmæssigt limbo. Alt var forandret. Jeg var forandret, vi var forandret. Alle bolde var kastet op i luften, og jeg greb ingen overhovedet. Men Fyrsten greb mig. Igen og igen og igen.

Først nu, så mange år efter, tænker jeg på, om der mon nogensinde var nogen, der greb ham??

img_5049

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

 

Da Fyrsten fik lov at beholde sin Hyundai

Esben, hed han. Den læge, der fortalte os, at vi ville få svært ved at få børn uden hjælp. Han var sådan en læge-“praktikant”, som skulle være i vores lægehus i 6 måneder. Esben. Esben, som ændrede mit liv.

Det var en onsdag eftermiddag i oktober, og det regnede. Igen. Og vi sad i vores store, røde kassevogn på parkeringspladsen foran lægehuset. Jeg havde sagt til Fyrsten, at vi skulle ha’ anden bil. En mere familievenlig én. Nu sad vi der i tavshed. Indtil Fyrsten sagde, at det nok skulle gå og drejede nøglen og kørte hjemad. Jeg sagde stadig ingenting. Der var ikke noget at sige. Så jeg græd bare. Mens jeg tænkte, at så behøvede vi måske ikke en ny bil.

Da vi var til første samtale på klinikken i Holbæk, sagde lægen, at hun næsten ville garantere, at vi fik et barn ud af de tre behandlinger. “Næsten garantere“? Hvad betyder det? Jeg fluekneppede hendes ord hele vejen fra Holbæk til Hvidovre og fablede om selvmodsigelser og dårlige formuleringer. Og bad til at “næsten garantere” mest bare betød “garantere“. Det måtte det gøre. Ikk’?

Jeg var egentlig fuld af forhåbning, da vi endelig startede op. Fuld af tro på, at det nok skulle lykkes. Men for hver behandling blev troen mindre. Og stille og roligt gik det op for, at der også var en risiko for, at det ikke ville lykkes. At der, på trods af lægens ord, ikke fandtes nogen garantier. Hverken af de hele eller halve.

Et år var vi i behandling i Holbæk. Et år, fire behandlinger, 63 æg, tre gange kunstig overgangsalder og ingen positive test. Det er det “næsten garantere” betyder.

Kæft, hvor jeg dog hadede den Hyundai!

img_4765

 

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrsten sagde, “Okay, så gør vi det.”

Da Fyrsten sagde “Okay, så gør vi det.”

“Jeg vil godt ha’ et barn.”, sagde jeg. Og han svarede “Okay, så gør vi det.” Og så begyndte jeg at lede efter en lejlighed stor nok til at rumme den familie, som vi var ved at stifte. Og da jeg havde gennemtrawlet alle ejendomsmæglere i København og slæbt ham med til flere fremvisninger, end jeg kan huske, sagde han pludselig “Jeg vil godt ha’ et hus.” Og jeg svarede “Okay, så gør vi det.”

Vi tog til Hvidovre, af alle steder, hvor der var et hus, som måske ku’ være noget. Men nogen havde suget historien ud ad det og erstattet den med blankpolerede overflader. Og vores familie skulle ikke dannes i historieløse rammer. Så vi fik en adresse på et andet hus i Hvidovre. En gammel madamme, som havde haft sin storhedstid. Men hvilke historier hun havde at berette! Det var tydeligt, at nogen engang havde elsket hende højt. Det gjorde vi også. Ved allerførste øjekast. 2 måneder senere flyttede vi ind.

Og vi pakkede flyttekasserne fyldt med fortid ud i det, der nu var vores hjem. Gamle breve i kuverter foldet af slikpapir og bukser, der aldrig ville komme på mode igen. Og dernede på bunden af en kasse blandt slidte paperbacks og bøjede familiefotos lå den. Den lille del af fremtiden, så var blevet pakket ned fra en lejlighed på 4. sal i Nordvest og nu var flyttet til Hvidovre til et hus med æbletræer og monologkøkken.

“Jeg vil godt ha’ et barn.”, sagde den.

img_4656

De tidligere indlæg i historien om mig og ham, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Vi blev gift på Vejlø i sommeren 2009. Der var blevet forhandlet en del op til. Jeg ville have et stille og roligt bryllup. Bare tæer, medbragte madpakker og dåsebajere. Fyrsten er gammel af den gamle skole. Han ville have taler og sange og mad, der skulle indtages med bestik. Så valget faldt på en fest på Vejlø. Selvfølgelig på Vejlø! Han fik bordplan og toastmaster – jeg fik frie fødder, cirkustelt og dåsebajere fra Tyskland.

Det blev den helt perfekte dag. Vi blev viet i haven. Mig i grøn kjole og med knyttede blomster i håret, Fyrsten i grønne shorts og med sixpence på hovedet. Det regnede, mens vi spiste, og jeg sagde til Fyrsten, at det betød frugtbarhed, så vi ville komme til at spytte børn ud. Fyrsten mente, at det betød velstand, og at vi altså ville få røven fuld af penge. I dag har jeg googlet mig frem til, at regn på bryllupsdagen er tegn på et langt og lykkeligt ægteskab, hvilket i modsætning til vores egne spådomme, må siges at være det, som tegner allermest til at gå i opfyldelse.

Da vi havde spist, hørt taler og synget sange, blev teltet åbnet, så ølejrdeltagere kunne være med til at feste. Og det gjorde de! For hvis der er noget, ølejrdeltagere kan, udover at drikke øl og bade nøgne, så er det at feste;)

Da der skulle danses brudevals, var jeg væk, og den nygifte Fyrste måtte søge højt og lavt efter sin brud, som havde forvildet sig ind i kiosken med sin far og sin stedfars bedste ven. Og en flaske Fisherman’s. Som engang var fyldt, og nu faretruende tæt på tom. Han fandt mig lige i tide, inden jeg nåede at drikke de dansevenlige ben helt i stykker;)

Og så dansede vi brudevals. Som vi havde komponeret hjemmefra i et medley af alle de sange, som vi ku’ li’. ‘Jesse’s Girl’ og ‘Got my mind set om you’ og den slags godter. Som man alligevel ikke kunne høre, fordi anlægget gik i stykker midt i det hele. Så dansede vi uden musik. Omgivet af alle de mennesker, vi elsker. På det sted, hvor vi mødte hinanden.

Det var ikke prangende eller overdådigt. Der var hverken goodiebags eller photobooth. Til gengæld blev der spillet petanque efter vielsen, og øllene var kolde, takket være tøris leveret af en fisker på Langø. Og der var svin nok til at mætte en hær. Det var skørt og skønt og med græs under tæerne og Vejlø i hjertet. Og det var helt igennem Fyrsten og Fruen.

img_4594

De foregående afsnit i fortællingen om mig og ham den søde, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Da Fyrsten trodsede guderne

Vi havde boet sammen i otte dage, da Fyrsten friede. Godt nok havde vi kendt hinanden i et år, men det var et år på langdistancemåden. Hvor vi så hinanden med en til to ugers mellemrum, hvor vi spiste ude, tog i biffen og sov længe. Hvor hverdagen og vasketøjet var adskilt. På otte dage nåede Fyrsten at erfare, at jeg ikke kan lave mad, at jeg ikke har fanget pointen med en vasketøjskurv, og at jeg laver bunke af papirer, hårnåle og gamle kvitteringer på alle ledige overflader. Og på de otte dage nåede han at beslutte, at han ville giftes med mig.

Hans frieri var ikke spektakulært. Der var hverken hvide sandstrande, fyrværkeri eller røde roser. Der var en 10 års fødselsdag for min lillebror, en fødselsdagstale, som blev til et frieri, og en kat, der væltede en Madonna ned fra hylden, så hun mistede hovedet. Heldigvis var der også meget lidt overtro og gudsfrygtighed i Fyrsten, som fik færdiggjort sit spørgsmål. Spørgsmålet om ægteskab.

Under vores et års lange (korte?) langdistanceforhold havde jeg erfaret, at Fyrsten på ingen måde var det, jeg ledte efter. Han var 10 år ældre, han var far, han havde Georg Michael-skæg, og han gik i tøj, som han havde købt, da han var 18. Han var stik modsat alle de forestillinger, jeg havde haft om min drømmemand, og han var lige præcis den, jeg aldrig ville leve uden. Fordi han var ham, og jeg var mig, og stjernerne stod på linie og alt det der.

Lige om lidt er der gået 10 år siden vores første møde. Eller – siden han mødte mig første gang, for jeg havde, som bekendt, kendt ham meget længere, end han havde kendt mig. Og han er stadig 10 år ældre, han er stadig far og endda endnu mere end dengang, og han ejer stadig tøj, som er så gammelt, at det har været moderne ad flere omgange. Georg Michael-skægget har dog ikke set dagens lys i snart et årti – gudskelov for det!

img_4250

De første kapitler i vores historie kan læses her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Ananas i egen juice! Og lidt æbler og appelsiner og en enkelt mango;)

Det er nærmest en tradition i blogland, at man ved årsskiftet laver et indlæg, hvor man lister sine mest læste indlæg op. Jeg synes altid, det er mega hyggeligt at læse den slags indlæg hos andre. Så får man ligesom en opsamling, en slags ‘best of 2016’. Jeg lavede vist selv sådan et indlæg sidste år, men i år vælger jeg lidt anderledes. For jeg synes ikke nødvendigvis, at mine mest læste indlæg er de bedste eller de vigtigste. Og det, at de er de mest læste, er heller ikke altid et udtryk herfor. De er måske bare blevet udgivet på et ‘heldigt’ tidspunkt eller tilfældigvis blevet delt på en anden blog. Og så får de pæne tal, som det hedder sig i blogland. Men pæne tal er ikke et succeskriterie, som jeg giver særlig meget for. For mig handler det i langt højere grad om, hvilke indlæg, der har betydet noget særligt for mig. Så det er altså dem, I får her:)

Januar

I januar fik i min fødselsberetning. Det er af alle de åbenlyse grunde det allervigtigste indlæg jeg skrev i hele 2016. Det er jo for mig, den vigtigste ting, som året bød på. Jeg er glad for, at jeg fik skrevet den ned, mens jeg endnu havde den frisk i erindringen, og jeg er glad for, at jeg nu kan gå tilbage og mærke, at jeg var glad for min fødsel. Selvom den blev helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg er stadig glad – for jeg fik det mest vidunderlige resultat. Men ærligt, så er jeg også virkelig ærgerlig over, at jeg ikke kom til at opleve en vaginal fødsel, og at jeg ikke fik Jasper i armene med det samme. Det ville jeg virkelig gerne have haft med! Men det er sekundært, det er bare en snert af en øv-følelse. Allermest er jeg glad fordi, det faktisk var en rigtig fin oplevelse:)

Og i skærende kontrast til velkomsten af det lille, ny menneske i vores familie, skrev jeg et indlæg, hvor jeg takkede Fyrsten for at være i live, og hvor jeg skrev lidt om livet efter en blodprop. Et indlæg, som minder mig om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor heldige vi er, at vi er lige her lige nu.

Februar

I februar kunne jeg langt om længe sende ansøgningen om stedbarnsadoption afsted. Det havde jeg jo egentlig allerede gjort et par gange eller fire, men d. 4. februar kunne jeg sende den afsted og vide, at vi havde opfyldt tidskriteriet, og at der derfor ikke burde være grund til endnu et afslag.

Jeg skrev også om at være en helt almindelig familie. For det er vi jo:) Selvom vores børns tilblivelseshistorier ikke just følger normen, så er vi kedeligt ordinære. Hvilket, set indefra, er noget af det allerbedste, man kan være:)

Så lavede jeg en barsels to-do-liste. Om alle de ting, som jeg gerne ville nå i løbet af barslen. Og jeg kan med stolthed sige, at jeg nåede dem alle:) Nogen har jeg endda gentaget op til flere gange – især dem, der omhandler kage. Til gengæld har jeg stadig ikke fået malet vindueskarmen i stuen, efter at vinduet blev skiftet i december 2015;)

Sidst, men absolut ikke mindst, havde jeg lille samtale med min vagina😉

Marts

I marts svarede jeg på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne mærke forskel på min kærlighed og mit forhold til mine børn i kraft af, at jeg kun har født den ene.

Så tog jeg på tanken og spiste ostepølser med min lillebror:) Af alle sponsorede indlæg jeg nogensinde har lavet, var dette uden tvivl det sjoveste!

April

I april fejrede vi virkelig mange jubilæer! Først og fremmest var der gået 1 år siden, vi havde fået lavet den insemination, som blev til vores dejlige Jasper🙂 Jeg gjorde mig desuden lidt tanker om, hvordan vi bedst gør hans tilblivelse til en ligeså naturlig fortælling i hverdagen, som Anes er. Jeg er stadig ikke sikker på, hvordan vi bærer os ad med det. Jeg er til gengæld helt sikker på, at vi nok skal finde ud af det:)

Endnu et jubilæum blev markeret herinde d. 17. april, hvor det var præcis et år siden, at jeg for første gang nogensinde stod med en positiv graviditetstest. Fyrsten var lige blevet udskrevet efter sin blodprop, og vi fejrede min fødselsdag med gaver, blødkogte æg og trylletis;)

Vigtigere end noget andet blev april måneden, hvor jeg endelig, efter 2 år, 8 måneder og 16 dage, blev juridisk mor for Ane<3 Ja ja, det var bare et stykke papir, men intet papir har nogensinde betydet så meget!

Og apropos absolut intet af ovenstående overhovedet, så dræbte jeg nogen planter og drømte om at kunne spille på guitar:) Det gør jeg forresten stadig den dag i dag – altså dræber planter og drømmer om give den gas på guitar omkring lejrbålet til sommer. Nogen ting ændrer sig bare aldrig.

Maj

I maj skrev jeg lidt om, hvornår man bør holde sig fra de sociale medier. Faktisk skrev jeg om det to gange. Jeg kunne jo passende lave en jule-edition, for man bør VIRKELIG holde sig fra de sociale medier i disse dage, hvis man ikke er inviteret til nogen julefrokoster! Jeg slikker skærmen, hver gang jeg støder på et billede af tarteletter eller en rejemad – det er ren tortur!

Så satte jeg gang i føljetonen om, hvordan Fyrsten og jeg mødte hinanden. Jeg er overhovedet ikke færdig og skylder jer så meget en fortsættelse!

Jeg skrev også lidt om at være bange for børnehaver. Det er jeg heldigvis ikke mere! Ane elsker sin børnehave:) Nu er jeg til gengæld pænt bange for vuggestuer, men det er en helt anden snak….

Juni

I juni skrev jeg lidt om, at Fyrsten var en anelse træt af boligprogrammer. Hvilket man muligvis godt forstår;) Men jeg ser dem selvfølgelig stadig. Og min næste gode idé er, at vi skal have bygget et lille skab ud af et af Palæets gamle vinduer, så jeg kan få alle de fine, skøre nips fra min mormor frem. Og når jeg siger ‘vi’, mener jeg naturligvis Fyrsten;)

Jeg så også mig selv med nye øjne. Anes øjne:) Det var ikke nogen dårlig fornemmelse! Til gengæld løftede hun op i min bluse i forgårs og kyssede maven, mens hun sagde “Jeg giver bare lige babyen et kys!” Tak for det….

Og så skrev jeg, hvad jeg selv synes er et af de vigtigste indlæg, jeg nogensinde har skrevet. Et af dem, som aldrig ville ryge ind på en ‘Mest læste’-liste, man som for mig har kæmpe stor betydning. Nemlig det om kærlighed og mursten. Om hvor lidt gener betyder for mig og vores familie. Jeg overvejer sådan at printe det ud og laminere det, så jeg kan omdele det, hver gang jeg støder på bemærkninger som “Hvor dejligt, at du også fik lov at få dit eget barn!” eller “Det er da også godt, at Ane ved, hvem hendes rigtige mor er!

Juli

I juli var vi på Vejlø🙂 Og det udløser hvert år nostalgi, kærlighed og drømme. Fordi jeg simpelthen elsker det sted højere end noget andet sted på jorden!

Og da jeg var færdig med at skrive om kærlighed, så skrev jeg lidt om sorg. Og om det faktum, at man hylder de stærke – dem, der kommer gennem sorg med rank ryg og kun græder bag lukkede døre. Sådan én var jeg nemlig ikke.

August

I august fyldte Ane tre år, hvilket naturligvis blev markeret med et kvalmende og klichéfyldt blogindlæg😉

Så svarede jeg på, om vi skal have flere børn. Hvilket desværre er nej. Jeg ville virkelig gerne ha’ flere. Særligt nu, hvor min barsel lakker mod enden, og jeg bliver mega nostalgisk og rørstrømsk over, at min lille baby slet ikke er så lille mere.

I fik også lov at møde min svigermor, som er at af de dejligste og sjoveste mennesker jeg kender!

September

I september mistede Fyrsten sit job. Hvilket faktisk er endt rigtig godt! For han er mega glad for sit nye arbejde:) Og han havde helt sikkert ikke selv taget springet efter 15 i samme firma. Så – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget:)

Og så dristede jeg mig til at sige: “Ham har jeg lavet!” om Jasper. For det har jeg jo:)

Jeg fortalte også lidt om, hvor tosset Fyrsten er.  Har jeg forresten fortalt, at han gav mig et par træsko i julegave? Tosset;)

Oktober

I oktober skrev jeg endnu et af den slags indlæg, som jeg ville ønske, at alle ville læse. Fordi det kræver så ufatteligt lidt at tale ‘korrekt’ om sæddonation og donorbørn, og fordi det gør mig glad, når folk gør det:)

Jeg skrev også lidt om, at man åbenbart godt kan skabe nogen temmelig dejlige børn, selvom man til tider er en lortemor;)

Det blev også til en ode til mine babser. For sådan en fortjener de virkelig! De er forresten stadig i brug, og ligesom med Ane virker det ikke til, at Jasper har tænkt sig at slippe dem foreløbig.

Og så sendte jeg en kærlig tanke til min fødeø, Lolland<3

November

I november var jeg træt helt ind til knoglerne. Det føltes som om, det varede en evighed. En evighed, hvor jeg syntes, det var svært at være mor og kone og alt det andet. Mest af alt syntes jeg vist bare, at det var svært at være mig. Og jeg kom til at forstærke følelsen ved at dunke mig selv i hovedet, fordi jeg jo for dælen ikke havde noget at gå og være deprimeret over! Heldigvis gik det over – det gør den slags jo oftest:)

Jeg skrev også lidt om kærlighed til kopper og det at skabe et hjem, hvilket første til en lille rundtur i Palæet med grynede billeder og små anekdoter:)

December

I december gjorde jeg mig lidt tanker om en næsten 4 år gammel bemærkning om, at vi havde valgt den lette løsning ved at få Ane, som vi gjorde. Hvilket jo er komplet åndssvagt, for det har dælme ikke været let. Det har dog været helt igennem fantastisk alligevel:)

Så brystede (høhø) jeg mig af at have hjulpet en kvinde til at amme sine børn🙂 Opdateringen er, at hendes mæleproduktion desværre er faldet, så hun har måtte i gang med hjælpebrystet. Jeg synes stadig, hun er vanvittigt sej!

Jeg ønskede mig en date med min mand. Hvilket jeg stadig gør:) Det skal nok komme!

 

Shit, det blev langt! Hov! Er der mon nogen af jer, der kom hele vejen igennem?;) I så fald – godt klaret og tak:)
Det er spøjst sådan at se tilbage på 2016. Der er fandme sket mange store ting! 2017 har virkelig noget at leve op til!

Og nu jeg har jer: Tak fordi I følger med! Tak fordi I tager del i mig og min familie, kommenterer og deler egne, personlige fortællinger. Det betyder ufatteligt meget for mig!

Nu vil jeg tage ud og bytte julegaver. Hvis I ikke har hørt fra mig om et døgn, kan I skrabe mig op fra fliserne i Rødovre centret. Wish me luck;)

img_2586

Mig og ham

Jeg ønsker mig en date med min mand. Bare en aften for mig og ham. Hvor vi kan tage ud at spise. Og efterfølgende drikke en fadøl på et værtshus, der har dart. Eller bordfodbold. Allerhelst begge dele. Så hen et sted, hvor vi kan danse. Altså til noget rigtig musik, ikke sådan noget umchi-umchi. Gerne noget funk. Og så tage en bus hjem. Sidde småbeduggede hånd i hånd i 8A. Det ønsker jeg mig!

Sidst vi var på date, var da vi var inviteret på Rust af Cana i forbindelse med udgivelsen af Cana’s album. Fyrsten kom for sent hjem fra arbejde pga trafikken, så vi fandt et eller andet tilfældigt burgersted på vejen. Og jeg var ret meget gravid, så der var vand i fødderne fremfor øl i glasset. Det var hyggeligt – uden tvivl! Men altså, tingene er hyggelige på deres helt egen måde, når man er tyk, træt og gået to skostørrelser op, ikk’?!

Faktisk har vi ikke rigtig været på noget, der minder om en date, siden før Ane blev født. Fordi barnepiger ikke hænger på træerne, og fordi vi har prioriteret anderledes. Og det gør mig egentlig ikke spor. For jeg synes, vi er gode til at se hinanden. Vi er gode til at huske at give de lange kram, sende søde sms’er, overraske med små gaver eller andet, som gør den anden glad. Som i weekenden, hvor jeg nærmest i en indskudt sætning fik nævnt, at det kunne være fedt med højttalere i spisestuen. Mindre end 10 minutter efter var de første ledninger ved at blive trukket. Det er sådan en mand, jeg har.

Meeeeen jeg har også en mand med funk i hofterne. Det havde han i hvert fald engang, før vi blev nogens mor og far. For tiden danser han mest på Anes ordre. Og det gør han nu også godt! Med tylskørt og filthat på. Men med knap så meget funk i underkroppen, som i gamle dage. Jeg er nu sikker på, at det stadig gemmer sig derinde, og jeg håber, at jeg en dag får muligheden for at ryste det frem igen. Ja altså såfremt han ikke sidder over i et hjørne på en tilfældig bodega og græder over, at jeg har givet ham røvfuld i dart. Det er nemlig sådan en kone, han har;)

img_2103

 

Fra onsdag til tirsdag på 10 minutter

Fyrsten kom hjem med blomster til mig i går. Fordi jeg havde fortjent det, sagde han. Det var naturligvis inden, jeg begyndte at hundse med ham og ville ha’ rykket møbler på plads NU! “For Ane får jo venner med hjem til blå pandekager i morgen. Og alle møblerne står på hendes legeværelse. Det kan vi ikke være bekendt.” Han prøvede vist at indevende noget, men der havde jeg allerede et skab på nakken og en spisestuestol under hver arm, og så kan det være svært at høre, hvad mænd siger. Så han hev skabet ned fra min nakke og hjalp mig med at bakse det på plads. Troede han. For herhjemme har intet faste pladser. Mindst af alt møblerne. Og det kunne jo være, at det kunne stå bedre et andet sted. Så han rejste sig igen og rykkede det en halv meter den anden vej. Og blev stående. Hvilket var fornuftigt, for så slap han jo for at rejse sig endnu engang, da jeg ville ha’ det rykket tilbage igen. Og da skabet havde været på rundtur i hele stuen, hev jeg halvdelen af møblerne fra udhuset ind. Og satte dem tilbage derud igen. Og bandede over nogle ledninger. Først dem, der var for korte. Så dem, der var for lange. Alle ledningerne fik en verbal overhaling. Og til sidst satte jeg bare tingene, som de stod, før gulvene blev malet. Og tilføjede at jeg jo bare kunne rykke rundt på dem igen på fredag, når Ane HAVDE haft besøg! Det var Fyrsten enig i. Og så mindede han mig lige om, at der jo var et par dage til i og med, at det kun var tirsdag, og Anes gæster først kommer torsdag.

Og sådan gik det til, at jeg både fik blomster OG en ekstra dag. Og Fyrsten fik lidt flere grå hår. Men de klæder ham altså også!

image

På de seneste to døgn har jeg lært…

  • At Ane kan være en sand stjerne, når det virkelig gælder! Min gulvmalingskabale gik op, fordi hun simpelthen var så sød til bare at sidde i rummet ved siden af og snakke, male og spille iPad. Hun var sindssygt tålmodig og blev belønnet med en passende mængde chokolade:)
  • At det er en god idé lige at dobbelttjekke, om Fyrsten nu også er helt sikker på, at han husket alt, inden man maler hele familien ude. Bilnøglen er for eksempel virkelig god at have i hånden, når man skal hive hele familien i sommerhus. Den er knap så god at have liggende inde midt i huset, når man lige har malet alle gulvene….
  • At det omvendt også er en virkelig god idé at dobbelttjekke, om man nu har de rigtige tasker med eller ej. Ellers kunne man jo indfinde sig i et sommerhus kl. 21 om aftenen med to meget trætte børn og erfare, at tasken med bleer mangler. Så ku’ man blive rigtig hidsig og give sin mand skylden. Fordi man var træt og øm og irritabel, og han jo for fanden bare ku’ tage de tasker med, som man havde pakket. Så ku’ man sende ham ud i mørket i ingenmandsland for derefter at opdage, at den ene af de tilstedeværende tasker var proppet til randen med bleer. Og så ku’ man naturligvis ringe og undskylde – efter kraftigt at havde overvejet at gemme bleerne og lade som ingenting;)
  • At to døgn uden tv og med svingende netforbindelse kan være ganske vidunderligt.
  • At der er en grund til, at alle de kloge mødre sætter ungernes græskarhoveder udenfor. For lader man dem stå inde, så rådner lortet. Og væsker. Mens man er i sommerhus. Og så er det jo rigtig fint, at man valgte at placere den tikkende bombe i husets eneste nymalede vindueskarm. Så kunne den jo dø i pæne omgivelser. Og det gør slet ingenting, at al malingen er boblet op, for jeg savner sådan at male noget….

image

Fordi vi kan!

Jeg skylder jer en vinder af billetterne til Knuthenborg, men I må desværre vente til i morgen – det håber jeg er okay. Sagen er, at jeg gerne vil have min lillebror, Alexander, til at assistere mig i udtrækningen af en vinder, ligesom han gjorde her. Men han er en mand med mange jern i ilden, så han har først tid i morgen. Jeg har ikke udtænkt, hvordan det skal foregå, men jeg tør godt love, at det vil være værd at vente på;)

Jeg kom forresten til at blive på Vejlø. Hov…. Fyrsten, som jo er en uhyre klog mand, foreslog i morges, at jeg da bare kunne blive herover med ungerne, mens han tog hjem på job, og så kunne han komme efter os sidst på ugen. Og det var ualmindeligt svært at finde argumenter, der talte for at tage hjem. Jovist, jeg ville gerne ha’ malet nogle paneler og måske kysset på nogle veninder, men de er der garanteret også i næste uge, både panelerne og veninder. Og den fødselsdag jeg skulle til i løbet af ugen, var hos én, som selv var på Vejlø i dag, da jeg pludselig skulle træffe valget om at blive eller tage hjem. Og han syntes ikke, at mit valg var så svært;) Så ungerne og jeg blev på Vejlø.

Jeg fik dog en lille klump i halsen, da Ane, Jasper og jeg vinkede farvel ved badebroen, for det føles mærkeligt og forkert, at vi er her uden Fyrsten. Det er kun små fire dage, men jeg føler allerede mig lidt amputeret. Og det er ikke fordi, vi er et af de der super sunde par, som bruger lang tid hver dag på at tale med hinanden. Nogle dage taler vi næsten ikke sammen. Jo jo, vi udveksler oplysninger: “Lillebror skal skiftes”, “Ane er sulten”, “Er den der regning blevet betalt?” og så videre. Men vi kan sagtens gå en hel dag uden rigtigt at tale sammen. Det lyder måske sørgeligt, men sådan oplever jeg det ikke. Det er bare virkeligheden med børn. Til gengæld gør vi en dyd ud af at kysse, kramme og sige at vi elsker hinanden, når vores ruter i de daglige gøremål krydser hinanden. Hvilket heldigvis er ret ofte. Og nu, hvor der er gået fem timer uden kys, begynder abstinenserne så småt at kunne mærkes.

Jeg savner ham.

Men jeg er glad for, at vi blev. Jeg er glad for, at jeg har muligheden for at suge så meget af Vejlø til mig, som jeg overhovedet kan. Og Ane er glad. For det betyder, at hun kan bruge endnu en uge på at være nøgen, møgbeskidt og muligvis en smule fejlernæret. Grønne sodavand, flæskesvær, badeture, morfar-tid og ‘Gummi Tarzan’ (den originale) på dvd, er uden tvivl at foretrække over børnehave og faste puttetider, hvis man spørger den unge dame.

Så vi tager lige lidt mere tid på Vejlø.

Fordi vi kan.

Og fordi vi slet ikke kan lade være;)

*Indsæt selv billeder af en møglækker og mega beskidt Ane – signalet er elendigt, så den gider ikke uploade:/

Ps. Skulle du have lyst til at læse lidt mere om min kærlighed til ham Fyrsten, så har jeg svaret på spørgsmål inde hos søde Cecilie🙂