Det er SÅ slut med de boligprogrammer

Jeg tror sgu snart, han gemmer fjernbetjeningen;)

E: Må jeg godt male stuen?

J: Hvorfor?

E: Fordi jeg har lyst.

J: Jaaah, det må du vel gerne.

– to timer senere…..

E: Må jeg fjerne savsmuldstapetet og sætte filt op?

J: Kan du huske, hvordan væggene så ud, da vi fjernede tapet i spisestuen?

E: Ja.

J: Kan du huske, at de skulle pudses op?

E: Ja.

J: Synes du stadig, at det er en god idé at fjerne tapetet i stuen?

E: Ja.

J: Okay. Jeg vil bare ikke blandes ind i det.

E: Bare lidt?

J: Bare slet ikke!

E: Okay.

– 27 sekunder efter:

E: Men det svarer jo til at give Ane en kanin og sige, at hun selv skal passe den??!

J: Jeps!

E: Okay.

– 47 sekunder efter:

E: Synes du, vi skal give Ane en kanin?

J: NEJ!

E: Okay….

“Slut med de boligprogrammer!”

Nogen har set ‘Fra bras til bolig’ her til aften….

“Nu ved jeg, hvordan vi gør!”

“Gør hvad?”

“Hvordan vi gør, når vi skal ha’ soveværelse derinde.”

“Ville du ikke ha’ det i udestuen?”

“Jo, men du synes jo, det er en dårlig idé.”

“Og det lytter du på??”

“Ja, vi gør det derinde. Så kan pladerne komme ind i reolen i spisestuen. Så kan sengen stå dér, og så blænder vi den dør og så….”

“Hvad skal der så være ovenpå?”

“Der skal børnene jo ha’ værelser!”

“De er da flyttet hjemmefra…..”

“Og så kan vi lave et stort hjemmebygget skab, der hvor vi har blændet døren.”

“……. inden vi får råd til alle dine idéer!”

“Og så på den der væg i udestuen hænger vi hylder til alle bøgerne.”

“Jamen, den væg kan slet ikke bære noget.”

“Pjat med dig, selvfølgelig kan den det! Så fylder vi væggen med hylder, og så skal jeg ha’ en lille lænestol og et….”

“Den kan ikke bære hylder. Du kan få nogle Ikea-reoler.”

“Som hylderne kan stå på?”

“Som bøgerne kan stå på!”

“Jamen, jeg vil ha’ hylder…..”

“Jamen, det får du ikke!”

“Du kan fikse et eller andet, det er du så god til. Og så får jeg ligesom et lille bibliotek, og så i den anden ende kan jeg have….”

“Elisabeth! Det er slut med de boligprogrammer!”

Da Fyrsten viste mig Slottet

Jeg var fast besluttet på, at Fyrsten kun skulle være en sommerkæreste.

Og sommeren 2007 var uendeligt lang.

Jeg tog til Frederiksberg og fulgtes med Fyrsten til Vejløtræf. Weekend efter spiste vi spaghetti med kødsovs og drak øl i hans sofa. Og weekenden efter igen tog Fyrsten mig med på Slottet, som var hans Vejlø. En tilgroet græsmark, hvor små, skæve campingvogne skød frem. Nogle havde huller i taget, andre var skjult bag buske og krat. Stedet blev bestyret af en gammel, gnaven mand, som skældte og smældte over alskens ligegyldigheder. Fyrsten smilede til ham, ønskede ham god weekend, og viste vej til fjerneste hjørne af krattet, hvor to skæve vogne stod side om side. Fyrstens og Skaberens (min svigermor, som har fået det mest bombastiske tilnavn af sine børn).

Vi grillede laks med Skaberen, sippede lunken hvidvin, piskede flødeskum i hånden og drak irish coffee til den lyse morgen.

Jeg tror muligvis, at jeg forelskede mig i min svigermor, før jeg forelskede mig i Fyrsten. Hun var varm og lattermild og ualmindeligt nem at tale med. Og jeg tænkte, at det ville være synd og skam at lade en potentiel svigermor af den støbning gå til spilde.

Eller måske var det Slottet, jeg forelskede mig i. Den gamle 70’er-brune campingvogn, den lukne hvidvin og hele stemningen af evig sommer og kronisk småberusethed.

Måske var det Fyrsten.

For pludselig tænkte jeg ikke længere over hans alder. Det betød ingenting, at han havde et barn. Eller at han boede 100 km fra mig. At han gik i det mest utjekkede tøj og barberede sit skæg, så det lignede Georg Michaels.

For han var varm og mild og sødere end soft ice. Så jeg besluttede at beholde ham lidt endnu.

image

Du kan læse de foregående kapitler om hvordan vi blev Fyrsten og Fruen her, her og her🙂

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Jeg tror, at han tog hjem og kom tilbage en 7-8 gange i løbet af de 5 uger, som ølejren varede.

Efterfølgende fortalte hans mor mig, at de havde mødtes til frokost hele familien. Fyrsten havde været fjern og distræt og sad bare og stak til sin mad, mens han fortalte om en rødhåret pige med grønne øjne, som måske hed Anita. Eller var det Elisabeth? Sød var hun i hvert fald. Og så var han taget hjem, havde pakket sin taske og kørt sin lille, gule Lupo mod Lolland igen.

Jeg kan huske, at jeg duftede ham, før jeg så ham. Jeg sad på en bænk i ølejren og talte med en gut, der hedder Jens. Jeg havde en hæslig rullekravesweater på. Vejlø-tøj. Pludselig kunne jeg dufte ham, og da jeg vendte mig om, stod han der igen. Et eller andet indtryk må han have gjort. I hvert fald på min duftesans;)

Den aften og resten af sommeren fik han lov at kysse mig godnat. Men jeg sørgede for at fortælle ham, at det bare var en sommerflirt. Jeg havde altså ikke tænkt mig at gifte mig med ham eller noget.

Da sommeren sluttede, og Fyrsten tog hjem, følte jeg en uendelig tristhed. Men jeg sagde til mig selv, at det ikke handlede om ham. At det bare var afskeden, som altid er svær. Det tydelig tegn på, at sommeren og de magiske uger på Vejlø var slut.

Fyrsten vinkede farvel fra postbåden. Hvad han tænkte, ved jeg ikke. Han sejlede i land og satte sig ind i sin gule Lupo. På passagersædet lå en buket visne blomster. Han havde tænkt, at jeg måske ikke var typen, man gav blomster.

 

Some men never think of it.
You did. You’d come along
And say you’d nearly brought me flowers
But something had gone wrong

The shop was closed. Or you had doubts
The sort that minds like ours
Dream up incessantly. You thought
I might not want your flowers.

It made me smile and hug you then.
Now I can only smile
But, look, the flowers you nearly brought
Have lasted all this while.

//Wendy Cope

image

Du kan læse del 1, Da Fyrsten mødte Frøkenen, her. Og del 2, Da Fyrsten næsten brækkede min næse, her🙂

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Her får i 2. del af beretningen om, da Fyrsten og jeg mødte hinanden. 1. del kan I læse her.

Jeg vidste godt, hvem Fyrsten var, men vi havde aldrig rigtig talt sammen. Han var jo 10 år ældre og havde et barn – han var en af ‘de voksne’. Men i uge 27 2007 var min egen aldersgruppe underrepræsenteret på Vejlø, så jeg endte med at tale med ham en del aftener omkring bålet i ølejren. Han var både sød og rar, men mere var der egentlig ikke i det. Jeg var ikke på udkig efter en kæreste, og da slet ikke én, som både havde et barn på 10 og et af de der kørekort, der kan foldes på midten. (Det har han forresten stadig!)

Men vi talte sammen omkring bålet, Fyrsten og jeg. Om alt og ingenting. Han var let at tale med. Og helt ufatteligt lattermild. Særligt det sidste bed jeg mærke i. Lige meget hvor på øen man befandt sig, kunne man høre Fyrsten grine. Det kunne jeg godt li’.

Jeg fornemmede måske nok, at han var interesseret, men han var ikke pågående. Efter et par dage tog han hjem, og jeg fortsatte som vanligt med at lange bajere over disken og nyde mine pauser på et tæppe i solen med at læse bøger. En dag kiggede jeg op fra min bog, og så stod han der igen. Helt uden varsel. Og vi fortsatte, hvor vi slap med at sludre omkring bålet. Indtil han tog hjem igen efter et par dage med beskeden om, at han altså ikke kom igen. Og at han syntes, jeg var dejlig.

Jeg nåede næsten at blive færdig med min bog, før han vendte tilbage. Han havde skiftet mening. “I så godt vejr bør man være på Vejlø!” Jeg var enig. Og smigret. For jeg vidste jo godt, at vejret intet havde med sagen at gøre.

Flere af mine jævnaldrende landede også på Vejlø, og med dem fulgte lysten til flere øl og mere guitarspil. Og flere aftener i træk faldt jeg, i min halvbrandert, i søvn op ad Fyrsten på bænken. Og når jeg vågnede fulgte han mig pænt op til gården, så jeg kunne komme i seng. En nat vågnede jeg dog på bænken alene. Jeg fandt selv vej fra lejren op til gården og undrede mig over, at min næse gjorde så ondt.

Næste dag tog Fyrsten hjem. Igen.

Flere måneder senere indrømmede han, at jeg var faldet i søvn op ad ham som de foregående aftener, og han havde lagt mit hoved i sit skød. På et tidspunkt var der én, der væltede en øl ud over bordet, og alle hoppede op fra bænken. Også Fyrsten, som havde mig liggende i skødet, hvorfor mit hoved var knaldet op i bordet. Jeg sov bare videre, mens Fyrsten flygtede fra gerningsstedet;)

image

Da Fyrsten mødte Frøkenen

Der blev spurgt ind til vores bryllup i kommentarfeltet forleden, så det skal I da have lov til at høre lidt om. Men jeg tænker at starte ved begyndelsen:) Og jeg kommer til at være mega irriterende og dele det op i et par afsnit, fordi det ellers ville blive verdens længste indlæg!

De af jer, der har fulgt med herinde længe, kender til mit Vejlø. Men for de uindviede: Vejlø er en lille ø i Nakskov Fjord, som jeg mødte og forelskede mig hovedkulds i, da jeg var 10 år gammel. Min far havde fået sig en kæreste (som de sidste 21 år har været hans kone), Linda, og Lindas bedsteforældre ejede Vejlø. Hvert år siden 70’erne har der været ølejr på Vejlø. En forvokset feriekoloni, kan man vel kalde det, hvor man sover sammen i store militærtelte, drikker for mange øl og synger højt og til den lyse morgen. Tilbage da ølejren startede, var det med bare bryster, fællesbad og samtalelokummer. Og selvom folk har lidt mere tøj på i dag, er der egentlig ikke meget, der har ændret sig. Størstedelen af de deltagende er gengangere, mens der hvert år også kommer nye ansigter til. Nogen løber skrigende bort pga den løse struktur og de sanitære forhold. Andre bliver ramt lige i hjertekulen – af menneskerne, letheden og lykken.

Vejlø er mit yndlingssted i hele verden! Sådan helt ubetinget. Det er der, jeg trives allerbedst. Når jeg nyder en øl på gården, synger ‘Hey Jude’ om bålet i lejren eller hopper i fjorden fra badebroen – det er FANTASTISK!

Da jeg var omkring de 17 år, satte Fyrsten for gang sine fødder på Vejlø. Hans daværende kæreste var kommet fast hver sommer med sin mor, siden hun var barn. Og nu kom hun med sin kæreste. Indtil de en dag, fem år senere, ikke var kærester længere, og Fyrsten egentlig havde forsvoret, at han ville vende tilbage alene. Men så skete der vist en masse med noget surt arbejde og noget dårligt humør, og velvidende at Vejlø bringer lindring til de trængende, satte Fyrsten atter kursen mod Vejlø. Denne sommer ganske kæresteløs.

Som altid starter man sin sommer på Vejlø med at nyde en øl på gården. Den øl køber man i kiosken. Og tænker du 7-eleven, så ryst lige hovedet engang og forestil dig i stedet en del af en gammel hestestald med et vindue åbent, hvorfra man kan købe en Blå Nykøbing og en Tivolistang. Dét er kiosken. Og på lige præcis denne dag, hvor Fyrsten satte sine trætte fødder på gårdspladsens grus, var det mig, der stod i kiosken og langede øl og smil over disken. Med sin øl i hånden satte Fyrsten sig på bænken og spurgte et par af de andre ølejrdeltagere, hvem hende i kiosken mon var? Og selvom det jo må siges, at være et meget simpelt spørgsmål, så forstod de ham ikke rigtig. For hende den rødhårede pige, der stod bag disken, var jo den samme pige, som havde serveret den unge Fyrste hans kolde Blå Nykøbing de sidste 5 år. Hun var naturligvis blevet ældre år for år, men det røde hår og de korte ben var nu alligevel præcis de samme, som de havde været de foregående somre. Og sådan mødte Fyrsten mig – 5 år efter jeg havde mødt ham. Og ifølge hans eget udsagn, var det dér, at han blev forelsket i mig:)

image