En sentimental samlers oprydningsstrategi

Jeg er i gang med samme bevægelse som stort set resten af blogland. Den der med at sortere ud, rydde op i mit rod og skille mig af med ting, som sagtens kan undværes. Den begyndte egentlig engang mellem jul og nytår som følge af, at jeg tømte det rum, som på sigt skal renoveres og blive Jaspers værelse. Det er – igen – et større projekt, fordi vi ikke bare taler om en klat maling hist og her, men at både vægge og gulv skal væk. Det kommer ikke til at ske i nærmeste fremtid, men nu er de indledende øvelser i hvert fald overstået. Og det betyder altså, at en større oprydningslavine er begyndt at rulle.

Jeg kommer aldrig til at blive minimalistisk. Jeg kommer aldrig 100% til at skille af mig af med ting, som ikke udgør en funktion i min hverdag. Til det er jeg simpelthen for sentimental. Eksempelvis stødte jeg under oprydningen på min mormors gamle blok. Den, hvor hun har noteret scoren, når hun spillede yatzy og 10.000 med mig og min søster, og hvor jeg undervejs har skrevet små noter til hende – “Min mormor er bare dejlig!” og den slags. Sådan én kan jeg ikke smide ud. I hvert fald ikke endnu. Eller den seddel, hvor Jess skrev sin adresse og telefonnummer, da vi lige havde mødt hinanden. Den får også lov til at blive.

Til gengæld er der røget 1000 knapper, som jeg aldrig vil få brugt og 100 dvd-film, som jeg aldrig vil få set. Og det er kun for at nævne et par af de ting, som pt står og venter på at blive deporteret til nærmeste genbrugsbutik sammen med poser fulde af tøj, tørklæder, legetøj mm.

Det handler ikke bare om at skabe plads og komme til bunds i skufferne. Det handler ikke om de ting, som jeg smider ud – det handler om de ting, som jeg beholder. Om at få de udvalgte ting, dem der har betydning, til at stå frem. Og de gør de ikke, når de er begravet i gamle knapper og dvd’er. Vi havde forresten to Grease-film. Nok er det en klassiker, men alligevel.

Men jeg kan godt li’ det. Og jeg kan godt li’ min muligvis (højst sandsynligt….) fuldstændigt fjollede tanke om, at det her ikke er et oprydnings- og udsmidningsprojekt, men et kærlighedsprojekt. Hvor de ting, som må lade livet, gør det, for at de andre kan få plads og fokus. For en sentimental samler som mig gør dét det meget nemmere.

9d3d5215-d5e4-4ad8-89af-9f6f947708f0

Verden venter

I den her tid, hvor jeg får forvildet mig ind i bunken af gamle videoer og billeder af Ane, bliver jeg svært sentimental. Og glimtvis trist på den måde, hvor jeg nærmest panikker og hyperventilerer. Det er den samme gamle sang – at tiden går får stærkt. Hendes tykke babykinder er væk, og det pjuskede troldehår kan pludselig samles til en fletning i nakken. Og så gisper jeg efter vejret ved tanken om, at den tid aldrig kommer igen.

Men det minder mig også om at nyde nuet. For om 4 år vil jeg sidde og kigge tilbage på billeder og savne den størrelse og det væsen hun er nu. For lige nu er på alle mulige måder ret magisk. Fordi Ane synes, at alt er magisk! Mange siger, at 4 års alderen er frygtelig. Ligesom de sagde om 2 års alderen. Og 3 års alderen. Og ja, der er bestemt øjeblikke, hvor jeg har lyst til gå hjemmefra i bare arrigskab over at dele hjem med en egenrådig, urimelig teenager i miniformat. Øjeblikke. Men ærlig talt, så er der ikke mange af dem for tiden. For mest af alt har vi en 4 årig, der gør verden smuk.

Ane iagttager. Og føler. Og maler verden i helt nye farver med store fagter og ord. Som når vi kommer hjem fra børnehave, og det er gråt og det regner. Og hun hopper ud ad cyklen, stiller sig midt i det hele med armene ud til siden og hovedet helt tilbage og siger: “Er det ikke vidunderligt, mor??!”. Ane forbløffes og begejstres over ting, som vi andre end ikke bemærker. Og hun trækker os med i begejstringen for fuld smadder. “Ja, Ane der er sne på det tag. Ligesom den sne, der var på det andet tag og på taget før det…..” “Men er det ikke bare den smukkeste sne, du nogensinde har set?” Og jo, det er det. Sneen er så meget smukkere, når jeg ser den med hendes øjne.

Så i stedet for at mindes en tid, der ikke kommer tilbage, så vil jeg glædes over den, der er her og nu. Og den, der venter. For ifølge Ane, er i dag meget bedre end i går. Og i morgen bliver med garanti endnu bedre:)

8422039e-5a41-4624-8d14-b86b45fe3f17

Hvad livet har lært mig….

d0219038-3755-4cd1-a32c-fab3c432c1e6

Fyrsten endte med at kidnappe den blomstrede sofa en aften, hvor jeg var ude og føjte. Så nu har den boet i hans musikrum i det seneste stykke tid. Jeg syntes, det så tosset ud. Min indre indretningstosse skreg! Så det sagde jeg til ham for lidt tid siden. At det så fjollet ud, og at jeg syntes, han skulle finde på noget andet. Jeg tænkte nok, han ville protestere. Eller som minimum kræve lidt betænkningstid. Men det gjorde han ikke. Han svarede prompte: “Okay! Så vil jeg have et bordfodbold!” Han tænkte nok, at jeg ville protestere. Eller som minimum kræve lidt betænkningstid. Men det gjorde jeg ikke. Jeg svarede prompte: “Okay! Så får du det!”

Så nu har vi et bordfodbold.

Skørt?

Måske….

Skægt?

Helt sikkert!

Jeg har altid gået med livrem og seler. Jeg har planlagt, og jeg har overvejet. Jeg har aldrig været impulsiv. Jeg har været fornuftig! Den slags fornuftig, som skriver lister i punktform og har fastforrentede lån. Den slags fornuftig, som ikke har et bordfodbold i stuen. Fordi det jo ikke er pænt, og det larmer, og det tager for meget tid.

Men! Så var det, at livet brugte et par år på at lære mig en vigtig lektie. At man ikke kan kontrollere alting. At livet gør, som livet vil, og at man skylder sig selv at gribe alle de muligheder for smil og lykke, som det byder.

Man kan ikke planlægge lykke. Men man kan købe et bordfodbold! Og tænke at ens indre barn kan skrige så meget højere end indretningstossen. Og at ens børn kommer til at vinde så mange øl til gymnasiefesterne. På den måde tjener bordet ligesom sig selv ind igen, ikk’?!

 

440edad4-f790-4695-b544-892b431b7e37

Ting, der er rare!

Annonce // indeholder omtale
af et produkt, jeg har modtaget som gave.

dff12942-7b67-45f2-8222-99aa3454fedd

– at Denny i går trådte ind i mit liv igen, denne gang i form af en detektivagtig type i ‘The Good Wife’, men altså stadig – Denny! Det eneste, der kan toppe det, er, hvis de også lige sniger Harry Potter ind. Jeg har en halv sæson tilbage, så håbet lever;)

– at jeg har fundet mig en date til lækker mad, hygge og hudanalyse med Nilens Jord. Jeg fandt hende på facebook bag kommentar nr. 8. Hun hedder Lisa, og jeg glæder mig helt tosset meget til en aften i hendes selskab:)

– at Jasper har lært at kramme. Sådan rigtigt med to arme. Jeg smelter på daglig basis!

– at jeg endelig har fået bestilt de støvler, som jeg ønskede mig til jul. I ved, der hvor jeg i stedet fik et par træsko? Det er overhovedet ikke fordi, de er noget særligt, men Zalando får åbenbart bare kun et par str. 38 hjem om måneden. Og det informerer de mig altid om, mens jeg er på job, hvorfor de er udsolgt, inden jeg når til tasterne. I dag havde jeg tidligt fri, så nu er de klikket hjem sammen med et par støvler til Ane, som hun selv har valgt:)

– mine træsko! Jep, de er faktisk rare. Jeg har lige været ude med skraldespanden – den slags går pænt stærkt, når man ejer et par træsko, kan jeg hilse og sige!

– at have modtaget to måneders abonnement til HBO Nordic, når nu man åbenbart er det eneste menneske på jorden, som endnu ikke har set Game of Thrones. At de så ydermere har fået en ny kanal til børn, Toonix, er bare bonus, når man har udsigt til en tre-timers flyvetur!

– at kunne se frem til at tilbringe en hel uge sammen med to af mine tre nevøer<3

– at ungerne sover, køkkenet ryddet og kufferterne pakket, hvilket betyder, at jeg med god samvittighed kan smække stængerne op resten af aftenen. Det er en sjælden luksus:)

– at Ane tager ‘reklamefotos’ af sin lillebror, når jeg ikke ser det;) Og virkelig sjove selfies!

937f8d3a-2f4b-4cd2-9440-9f61a6d03becb70519f6-771c-439e-a445-46e79ec43408

Engang i et andet liv

Engang i et andet liv sad jeg i en rød kassevogn i krydset ved Ålholm plads og græd. Det var blodprøvedag. Eller havde været. Og vi var på vej til familiemiddag. “Det vil gøre os godt at komme lidt ud.”, sagde Fyrsten. “Så kan vi tænke på noget andet.” Radioen spillede Elton Johns ‘Nikita’. “I’ll never know how good it feels to hold you.”, sang han. Og så græd jeg.

Engang i et andet liv græd jeg ustandseligt.

I dag sad jeg i min sofa. Og bandede over at Jasper ville ammes, for jeg var jo midt i madlavningen. Og gulvet flød med legetøj og tandbørster og æbleskrog og hundehår. Og Ane kaldte, “Jeg skal tisse, du skal hjælpe mig!“. Og jeg råbte tilbage, at hun da for fanden godt kunne tisse selv. Så hun gik ud på toilettet, mens hun, med rette, hvæsede “Dumme mor!” Og så skiftede sangen i radioen. Fra et eller andet dansk 80’er nummer, Ray Dee Ohh, tror jeg, til Elton John. “I’ll never know how good it feels to hold you.”, sang han. Og så græd jeg.

Livet er i sandhed en forunderlig, vidunderlig størrelse. Tak for påmindelsen, sir Elton John!

img_9405

Jeg glæder mig til….

Annonce // indeholder  omtale
af et produkt, jeg har modtaget i gave:)

img_9094

– at jeg ikke længere er forkølet. Og at soveværelsesgulvet ikke længere er oversvømmet med snotpapir.

– at jeg får gæster i aften. Fire skønne damer, mad, vin, slik, musik – det er muligvis verdens bedste kombination. Og det er særdeles tiltrængt!

– at vi får købt det sidste skab til soveværelset. Det er bare lidt ligesom om, at det er usandsynligt svært at tage sig sammen til. Ikke at samle skabet eller skære det til, så det passer under skråvæggen. Men turen til Ikea, den magter jeg ikke lige.

– at mine bryster en dag får samme størrelse. Eller håber, at mine bryster en dag får samme størrelse. Er det virkelig for meget at forlange??

– og i samme åndedrag: at kunne have den nye, fine Lulu-bh på, som jeg har fået af Femilet. Vi har nydt hinandens selskab i små to timer. Og det var to vidunderlige timer! Man kan for dælen ikke mærke, at man har den på, og det er præcis dét, jeg har søgt i en bh. Men så prøvede det ene bryst at stikke af, hvilket resulterede i en sprækket blonde. Forræderbryst!

– at Fyrsten får tid til at lære at spille ‘Kissing me’ på keyboardet. Jeg har elsket det nummer, siden jeg som teenager så Romeo & Juliet i en uendelighed. Nu har jeg genhørt det i Skam. Og genfundet kærligheden.

– at vores hjem bliver normalt igen. Det glæder jeg mig virkelig meget til! I næste uge skal jeg nok være lutter overskud og glasset er halvfyldt – eller førstesalen halvfærdig og udestuen ligeså. Men lige i de her dage er det bare lidt røv at leve i renoveringsrod. På 8. år.

– ferie. En efterårsferie herhjemme, hvor vi skal samle valnødder i haven og sætte dem ud til naboerne i plastikposer. Et år slog jeg et billede op på Facebook af vores lille ‘gavebod’ og skrev, om universet mon ville smide en baby min retning, hvis jeg delte tilpas mange valnødder ud. I år vil jeg fylde poserne med mine to skønne unger. Vi vil få helt brune fingre, og det bliver pisse hyggeligt.

– at jeg en eller anden dag lærer, hvordan dælen jeg lige får konserveret de der nødder ordentligt, så de kan holde helt til jul.

– mere ferie. Sol, varme og vigtigst af alt: ingen madlavning eller tøjvask. Bare afslapning. Det er 13 år siden sidst. 13!

– i aften. Har jeg sagt det? Det med damer og vin? Lige nu glæder jeg mig allermest til det!

img_9093

Trestjernet salami og femstjernet tilværelse

Jeg greb en pensel i søndags, da Fyrsten puttede ungerne, og den blå væg er ikke nu ikke længere blå, men rød. Min veninde, Nana, foreslog mig at male kødpølse, som hun selv lige har gjort, men jeg nappede en trestjernet salami;) Jeg havde også en grøn farveprøve med hjem fra Flügger, og den er noget så flot og havde uden tvivl været det sikre valg. Men jeg er ikke til ‘sikker’, jeg er til salami. Også selvom min lillesøster mener, at vi nu kan leje huset ud til filming af porno;)

Der sker mange ting i det lille hjem for tiden, og jeg elsker det! De sidste småting er ved at være på plads på førstesalen, og jeg får stadig et lille sug i maven, hver gang jeg går op ad trappen. Et sug af glæde over det flotte resultat, men også en generel stolthed over, at dette er vores hjem. Over alt det vi har nået. For selvom det muligvis ikke er meget med tanke på, at vi har boet her i 7 år, så er det meget med tanke på, hvad de 7 år har indeholdt. Og vi har lavet nyt bad, nyt køkken, ny spisestue, legehus, cykelskur, førstesal og alt det andet. Mens vi har lavet to børn og passet to fuldtidsjobs. Det tillader jeg mig altså at klappe mig selv på skulderen over.

Jeg faldt over en otte år gammel tråd på en eller anden boligside forleden. Omhandlende Palæet. En mand spurgte ind til folks holdninger til pris i forhold stand og beliggenhed. Og folk var rygende enige i, at sådan et hus burde jævnes med jorden. Man burde i hvert fald ikke byde mere end en 8-900.000 for sådan en faldefærdige rønne. Jeg tør godt indrømme, at vi gav mere end det dobbelt. Og vi pruttede ikke det mindste! Og nu sidder vi her, 7 år senere, med et hus, der har kostet det samme som en to-værelses på Østerbro, og som er vurderet til 75% mere end, hvad vi gav.  Egentlig er det ligegyldigt, det med pengene. For de er jo kun noget værd på papiret, og de har ingen betydning i forhold til vores glæde ved vores hjem. Jeg synes bare, det er lidt fedt med tanke den omtalte tråd. Én mands skrald, I ved;)

Men stuen er i hvert fald rød nu. Hvilket Ane er vild med. Og der er kommet strøm og stikkontakter på hendes værelse OG en diskokugle med lys som så fint supplerer hendes nye mikrofon og forstærker. Det er hun ekstra meget vild med! Jeg er vild med det hele. Med salamien, diskokuglen og vores hjem. Pt særligt den der førstesal og planlægningen af mit nye kontor/krearum. Som bliver KUN mit, og som derfor kan indrettes præcis som mit hoved finder det passende. Jeg har besluttet mig for, hvordan det skal være. Og skiftet mening igen. Og igen. Og så en gang mere. Den første idé var Billy-reoler fra Ikea, og den vender jeg fortsat tilbage til, men med tanke på, at jeg stadig har tilgode at overgive mig til den nye sofa, er jeg bange for at måtte erkende, at masseproducerede møbler nok bare er for naboen. Heldigvis haster det ikke. Det er et hygge-projekt. Måske det ender med en Billy-løsning, måske jeg finder på noget andet.

Lige for tiden synes jeg bare mest af alt, at livet er fedt. Vi har på det seneste formået at samle de fleste af vores projekter, så de har kunne laves efter ungernes sengetid. Det har levnet massevis af gode stunder til at plukke æbler i haven med børnene, cykeltræne med Ane, spise is og alt muligt andet vigtigt. Og de trives, vores unger. Midt i al den umulighed der hører med, når man er 1,5 og 4. For de ER umulige. Op til flere gange i døgnet. Men mest af alt er de pisse søde og ustyrligt sjove. Den ene aften, efter en masse umulighed, måtte jeg undskylde overfor Ane, at jeg var sådan en sur mor. “Det er bare lige meget. Du er allermest en sød, lille mor!” Og det håber jeg virkelig, at hun synes. For jeg er ikke altid overbevist. Sød eller ej, så er jeg i hvert fald overvejende glad. For mit nye job, som ikke er helt så nyt længere. For min mand, som heller ikke er så ny længere, men ikke desto mindre dejlig ad helvede til. For vores umulige unger og vores salamifarvede stue. Og lige om snart bliver de sidste gulvpladser banket i på førstesalen, og rullen bliver kørt over de sidste bare pletter. Der bliver tandkød all the way;)

img_8447 img_8475 img_8476

Forresten #22

Reklame / Indeholder reklamelinks

– er Fyrsten i dag vendt hjem med vores nye sofa. Den står lige nu delt i to og pakket ind i plast i udestuen, og jeg er hunderæd for at pakke den ud af frygt for, at den pludselig ikke er så fin, som jeg husker den.

– har jeg i dag prøvet at filme en lille video til bloggen, hvor jeg deler mine erfaringer med nogen af Nilens Jords (reklamelink) produkter. 10 gange har jeg prøvet. Først løb jeg tør for strøm midt i det hele. Så havde jeg pludselig ikke nok hukommelse og måtte til at slette. Og endelig lurede Ane, at jeg havde gang i noget spændende. Den ene optagelse blev brat afbrudt efter bemærkningen: “Denne her læbestift er helt åndssvagt god!” ….. “Mor, kom lige og se en KÆMPE lort jeg har lavet!” Jeg prøver bare igen i morgen, ikk’?

– er Ane begyndt at udvikle sine trusler en smule. De har i lang tid heddet “Så må du ikke komme med til min/Karlas/Holgers fødselsdag!” I sidste uge hed det: “Så må du ikke komme med til Holgers fødselsdag! Du må godt aflevere mig, men du kommer IKKE med ind!” Så fik hun naturligvis sin røde sodavand prompte!

– har jeg for første gang nogensinde besøgt Genbyg i dag. Første gang – ikke sidste! Åh, jeg kunne være flyttet ind på stedet!!! Alle de gamle sager og skønheder og ufortalte historier. Planen er at tage en tur derud igen senere på ugen for at finde en dør til Anes kommende værelse, og jeg glæder mig allerede. Jeg har ikke følt det sådan her, siden Nordisk Film solgte ud af deres rekvisitter;)

– er Cash i dag 10 år og 26 dage gammel. Jeg har hørt, at med en Golden Retriever af hans størrelse er hver dag over 10 år en gave. Så vi føler os meget rige:) Jeg tænker dog også, at hver dag over de 10 år gør noget ved odøren. Enten det ellers er der en kat, der er kravlet op i ham og har lagt sig til at dø. Jeg elsker dig, Cash, men for dælen, hvor du dog stinker!

– nu vi er ved døde katte, så er jeg med i en facebookgruppe for det nabolag, vi bor i. Og hvert andet opslag handler om forsvundne katte. Så meget at der nu har udviklet sig helt seriøse spekulationer omkring, hvorvidt vi deler vej med en kattenapper. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller låse Charlie inde…..

– levede jeg af Dumle slikkepinde (og kolde Hof) på Vejlø, så jeg skyndte mig naturligvis at købe en pose, da vi vendte retur til civilisationen. Og så smager de bare overhovedet ikke ligeså godt – hvad fanden sker der for det?? Det er lidt det samme med nøddebidder, som også er et Vejlø-højdepunkt. Og at jeg kan købe dem i Aldi når som helst resten af året er fuldstændig lige gyldigt.

– fulgte denne nederdel (reklamelink) med min sending fra Zalando, da jeg modtog mine gummistøvler. Den er SÅ mega fin! Og kun lige to centimeter for lille i livet;) Den bliver min motivationsfaktor for at få startet op på det der kejserinde-træning igen. Efter uge 29. Hvis der er flere Dumle-slikkepinde i kiosken….

– har jeg forresten lavet en aftale med en af ølejrdeltagerne om at stille op i ‘Scenen er din’ i uge 29 med en Nik og Jay parodi. Jeg var ikke engang beruset. Og jeg er ret bange for, at hun mener det seriøst.

– tænker jeg at udgive endnu en Udbryderdronning en af de nærmeste dage. I tog så godt imod min første af slagsen, så jeg er spændt på at præsentere jer for endnu en sej kvinde:)

– var Ane sur og tvær inden sengetid i dag, så vi dansede det ud til Liga, Alphabeat og Burhan G. Jasper stavrede grinende rundt som en tosse og prøvede at danse med, og Ane var pavestolt, da hendes far kom med opmuntrende tilråb til hendes skøre dancemoves. Det er øjeblikke som dem, der minder mig om, hvor helt åndssvagt heldig jeg er!

img_7176 img_7177 img_7178

Om sandaler og sofaer

I går efterlyste jeg et par sandaler på Instagram. En time senere bød søde Marie ind med et par, som hun ikke brugte og gerne ville sælge. Og nu – 36 timer senere – er sandalerne på mine fødder! Hold op, hvor er det fedt! Fedt for mig og mine fødder, men også fedt at se, hvad man kan bruge sit netværk til. For alle mulige andre bød også ind – med hjemmesider, jeg måske ikke kendte til, og fysiske butikker som de vidste forhandlede lige netop den model. Jeg elsker det! Tak fordi I er så skide søde<3


img_6282

Vi drønede til Herlev i dag for at hente sandalerne og for at slå et smut forbi Idémøbler, som havde en del tilbud på en masse ting, blandt andet havemøbler. Og vi har i lang tid manglet stole til Fyrstens hjemmebyggede havebord, så vi kunne jo ligeså godt lige kigge. Vi endte med at finde seks stole, som havde været brugt til udstilling og derfor var sat ned til under halv pris – og det er jo noget, som krejleren fra Lolland forstår sig på! Procenter. Både af den ene og anden slags;)

Det blev faktisk også til en sofa. Hvilket på ingen måde var planen. Egentlig har vi ledt efter en ny i et års tid. Den, vi har nu, har hele tiden været tænkt som en midlertidig, for den er ikke helt stor nok til vores behov – i hvert fald ikke hvis man spørger Fyrsten. Men efter at have kigget på både webshops, DBA, Lauritz mm uden at finde den helt rigtige, havde vi indstillet søgningen med den tanke, at den rigtige nok bare ville dukke op helt af sig selv en dag. Og den dag blev altså i dag. Vi var rørende enige om, at den var pisse pæn og stor nok uden at være for stor. Egentlig havde jeg troet, at Fyrsten ville have en kæmpemæssig flyder, men han var næsten mere begejstret for sofaen, vi valgte, end jeg var. Hvilket ikke siger så lidt, for jeg er vild med den! Men jeg følte mig lidt uansvarlig og uden for min komfortzone, da vi stod derude og tog beslutningen om at købe den. Fordi vi plejer at overveje ting ret nøje og diskutere for og imod og frem og tilbage, før vi føler os klar til at tage et valg. Fyrsten syntes, jeg var pjattet. At det ville være tåbeligt ikke at slå til, når nu vi endelig havde fundet én, som vi begge kunne li’ og ovenikøbet med 25% rabat. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om han har ret, men nu er den altså bestilt med levering i uge 29. Og jeg glæder mig!

Mig som troede, at vi bare skulle hente et par sandaler;)

img_6281

Og ligeså stor enigheden var om den nye sofa, ligeså stor er uenigheden om den gamle. Hvilket kommer ret meget bag på mig, for Fyrsten har aldrig haft meget tilovers for den blomstrede sofa. Faktisk har han brokket sig over den, siden den dag den landede. Men nu er den pludselig som skabt til at bo i hans musikrum. Så han kan slænge sig der, mens han hører plader. Jeg mener, at den naturligvis skal bo i udestuen, som, når førstesalen er færdig, skal fungere som mit hobbyrum og ‘bibliotek’. Så kan jeg slænge mig der, mens jeg læser bøger.

Og nu jeg skriver det, er jeg nødt til at trække lidt på smilebåndet, for Fyrsten har ikke vendt en plade i 2017, og jeg har ikke haft næsen i noget som helst skønlitterært siden før Jasper blev født.

Jeg tænker, det må være et tegn på, at vi har for få ting at være uenige om. Nu har vi en blomstret sofa. Lidt har også ret;)

 

 

At føle sig smuk

Annonce // indeholder omtale af ambassadørsamarbejde
(Nilens Jord)

img_6064

Jeg følte mig smuk i dag. Sådan virkelig. Jeg havde min nye kjole og mine nye sko på, og jeg tog mig god tid til at gøre mig klar. Jeg linede alle mine nye produkter fra Nilens Jord op på vores lille, bitte håndvask og hyggede mig med at lægge make up, mens Ane løb ind og ud ad badeværelset for at stjæle de ting, som skinnede mest. På trods af, at hun allerede på forhånd havde iklædt sig pailleter og glimmer i et sådan omfang, at selv Cher ville blive misundelig. Min lille skade;)

Mine ben var ligblege. Og min hals ildrød. Der var som altid en tydelig ubalance i barmen, og make uppen kunne med garanti have været udført med langt større ekspertise, end jeg besidder. Men jeg følte mig smuk, tilpas og glad, så det var lige meget. På en hvilken som helst anden dag, havde jeg muligvis hængt kjolen tilbage i skabet og i stedet fundet et par lange bukser at gemme vinterbenene i og en skjorte, som ku’ dække over min solskoldning. Men ikke i dag. I dag var småskavankerne, som helt sikkert alligevel kun findes i mit eget hoved, ubetydelige.

Det handlede jo overhovedet ikke om mit udseende. Det handlede om den følelse, som opstod i processen. Det at have kræset lidt ekstra om sig selv. At have en særlig kjole på for første gang og tage en læbestift på, som er flere tonere mørkere, end hvad man normalt ville turde. Den slags har jeg gjort alt for sjældent. Både af de helt åbenlyse årsager: Ane og Jasper. Tiden til lange sceancer foran spejlet er nærmest ikke-eksisterende, og en ny kjole er kun ny, indtil der er blevet pudset næse i den. Men derudover så har jeg faktisk ikke følt trangen til at gøre lidt ekstra ud af mig selv i mange år. For i årene før børnene betød det ikke noget for mig, hvordan jeg så ud. Hvorfor gøre noget ud af mig selv, når det bare var en facade? Når hverken kjoler eller make up kunne dække over det faktum, at jeg havde det elendigt.

Inden for de seneste mange måneder har jeg forsøgt at gøre noget ud af mig selv hver dag. Ikke nødvendigvis meget, bare nok til at give mig følelsen af at have gjort ‘en indsats’. Jeg tager make up på hver dag. I hvert fald hver hverdag;) Og jeg finder tøj frem om aftenen, så jeg ikke falder i ‘jeg tager bare øverst fra bunken’-fælden. Det kan lyde overfladisk. Og det er det måske også i andres øjne. Men det føles som alt muligt andet. Det føles rart. Og det føles som om mine skuldre løfter sig en smule mere, når jeg passerer spejlet i entréen og bliver mødt af én, som jeg faktisk synes er pæn. Også selvom min make up muligvis er så diskret, at ingen andre end jeg selv ved, at den er der. Som når man har et fint sæt undertøj på. Det er kun én selv, der ved, at det ikke er et par Sloggier med træt elastik, som holder numsen på plads. Og det er kun vigtigt for én selv.

Da vi var på vej ud ad døren i dag, spurgte jeg Jess, om han syntes, at det var for meget. Mit tøj, min make up. Mig. Om jeg var over-dressed. “Ikke for meget,” sagde han, “men anderledes.” “Anderledes hvordan?”. “Anderledes end da jeg mødte dig.”

Og det har han ret i. Selvfølgelig var jeg anderledes. Jeg var 10 år yngre, end jeg er i dag. Jeg havde andre behov og andre værdier. Og jeg grinede af piger, som brugte timer foran spejlet. Tænkte de måtte dække over noget. Eller have brug for opmærksomhed. Det var måske også tilfældet. Men måske de bare syntes, at de var dejlige og smukke på lige præcis den måde, de havde lyst til at være det på. Måske det hele ikke behøver være så skide dybt og blive analyseret i detaljen. Måske det bare er okay at pynte sig fordi handlingen i sig har en positiv effekt – uanset hvordan resultatet så er.

Jeg var helt sikkert ikke meget mere smuk i dag, end jeg er alle mulige andre dage. Men jeg følte mig sådan. Og det er slet ikke tosset.

img_6068 img_6101

(Kjole, cardigan, hårbånd og sko er fra Dress The Bird og er ikke sponsoreret. På ovenstående billede har jeg blandet to af de lækre liquid lipsticks fra Nilens Jord – ret genialt, at det kan lade sig gøre. Læberne holdt sig fine og farverige gennem en håndfuld kys, en flaske kildevand, to kopper kaffe og et pølsehorn fra Aldi. Okay okay – og en Snickers….)