Fra mit hoved på Ålekistevej til virkeligheden i morgen

img_5780

Reklame // ambassadørsamarbejde

Så er det altså for alvor blevet forår! Kan I mærke det? Jeg er i dag cyklet både til og fra job uden jakke på, hvilket er noget nær det fedeste i verden! Det har være to rigtige gode dage på det nye job, og jeg er blevet taget godt imod af både elever og kolleger. Jeg har en virkelig dejlig følelse i maven omkring det! Jeg mødte sent i morges og havde tid til både at støvsuge og ordne vasketøj, inden jeg skulle ud ad døren. Egentlig skulle jeg ha’ hentet ungerne i eftermiddags, men Fyrsten skrev, at det havde han klaret, så jeg kunne cykle stille og roligt hjem i solskin. Og se frem til at kysse mine børn og ignorere støvsugeren. Glad over den helt vilde beslutning jeg har truffet i forhold til jobskifte. For indtil videre giver den bare så god mening!

Men det var faktisk slet ikke det, jeg ville fortælle jer. Jeg ville fortælle jer, hvad jeg skal i morgen, når jeg cykler fra job, for det gør mig også glad. Og den historie starter et helt andet sted.

Tilbage i december sad jeg i en bil sammen med Christina et sted på Ålekistevej. Vi havde været til julebingo-event hos Miriam, og jeg havde været så heldig at vinde nogen make up-produkter. Og der i bilen siger jeg, som en hurtig, indskydt bemærkning, at det da ville være super fedt, hvis man lige kunne få lidt undervisning i, hvordan man rent faktisk lægger en pæn make up.

Nu kender I måske Christina fra hendes blog. I så fald vil I vide, at Christina er en handlekraftig kvinde. Virkelig! Jeg har kendt hende i et lille års tid, og i den periode har hun: startet et firma, solgt et hus, landet et job, fået tilbudt et andet, gennemført et Vasalop, været i Go’morgen Danmark og sikkert mange flere ting, som jeg ikke kan huske. Jeg bliver helt stakåndet bare af at skrive det! Og der er flere af ovennævnte situationer, som med garanti havde fået mig til at smide mig fladt på jorden og kalde på en voksen! Christina? Hun synger en Disney-sang, spiser en træstamme og lægger et puslespil på 1000 brikker;)

Tilbage til bilen på Ålekistevej. “Det ku’ nu være fedt, hvis man lige ku’ få sig et lille dulle-kursus eller noget…..” “Det skal vi da!”, siger Christina. “Det skal vi da!!! Vi får fat i et lækkert mærke og hører, om de vil arrangere et event sammen med os, hvor man kan lære lidt mere om forskellige make up-produkter, og hvordan de skal bruges! Hvem vil du ha’?”
“Åh, der er jo så mange. Og gad vide om nogen overhovedet vil lave sådan noget sammen med os…..?”
“Hvem vil du ha‘, spurgte jeg. Tænk stort, Elisabeth!” – Okay, det sidste er muligvis ikke en ordret gengivelse, men I forstår pointen, ikk’? Christina gør sig ikke i ‘hvis’er’ og ‘men’er’ – hun sigter efter toppen i første skud, og rammer hun ikke, så tager hun den derfra! Min teknik er oftest omvendt;) Men jeg legede med, smittet af Christinas gejst. “Så vil jeg ha’ Nilens Jord! Men altså, det er drømmescenariet. Det er jo ikke sikkert, at….. ” “Så tager vi Nilens Jord!”

Så kunne historien egentlig sagtens ha’ sluttet der. Det ville muligvis ha’ gjort, hvis jeg havde siddet i den bil med en anden end Christina. I stedet fik jeg en mail fra Christina dagen efter: “Jeg har talt med Nilens Jord. De er klar!”.

Wow!

Altså ‘wow!’ at Nilens Jord havde lyst til et samarbejde med os, men allermest ‘wow!’ at Christina hev en tanke ud ad mit hoved et sted på Ålekistevej og gjorde den til virkelighed!

Så i morgen aften har jeg en date med Christina, Ida fra Nilens Jord, en make up-artist og en flok søde bloggere. Forhåbentlig lærer jeg en hel masse, som jeg kan bruge til noget. En helt simpel ‘sådan lægger du en let dagsmakeup, mens du har en tumling på armen og en banan under strømpen’ er mit mål. Og måske jeg så med tiden også kan lære at lægge en mere festlig make up. Det har jeg forsøgt mig med nogen gange, men jeg synes ærlig talt, at det er mega svært. For jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge, og hvor jeg skal begynde og slutte, hvilket jeg også har afsløret for jer herinde et par gange før. Det kommer jeg forhåbentlig til at lære nu. Og jeg håber, at I vil være med? Jeg har nemlig, sammen med Christina, fået lov at blive ambassadør for Nilens Jord! Og det er jeg helt vildt glad for:) Det betyder ikke, at I fremover vil blive spammet med indlæg om Nilens Jord hveranden uge. Det betyder ikke, at jeg pludselig bliver en tjekket blogger med den rette make up og uden banan under strømperne. For sådan er jeg ikke. Det ved I, og det ved Nilens Jord. Det betyder, at jeg kommer til at dele det herinde, når jeg måske lærer, hvorfor det er, at andre kvinder har 15 pensler, når jeg kun har halvanden (der var engang to, så fik Ane fat i den ene), hvilken læbestift der holder bedst, når man dagligt bliver kysset af en savlende 1-årig, og hvilke farver man bør holde sig fra, når man er bleg og fregnet. Det betyder, at jeg får muligheden for at prøve noget, som jeg tror bliver mega spændende og sjovt. Og dét i samarbejde med mit absolut foretrukne mærke indenfor make up!

Det bliver Elisabethsk med et strejf af dulle;)

Den ideelle aldersforskel på søskende

Jeg er medlem af et hav af forskellige online mødregrupper, og her sker det ofte, at folk søger svar på, hvad der er den ideelle aldersforskel på søskende. Og det er der naturligvis ikke noget entydigt svar på.

Jeg havde selv en forestilling om, at skulle vi have en 2’er, skulle der være ca. 3 år imellem. Udelukkende fordi det er det jeg kender fra mig og min storesøster. Derudover havde jeg ikke gjort mig en skid af overvejelser i forhold til aldersforskel. Så vi gik ligeså stille i gang i februar 2015, da Ane var 18 mdr. gammel. For det ville jo helt sikkert tage en del tid, før jeg blev gravid. Ja, faktisk var vi nok gået alt ‘for sent’ i gang, og så ville hun nærmere blive 4 år, men det ville også være okay. Sådan gik det som bekendt ikke. Vores første behandling i februar blev aflyst pga cyster, så vi sad en omgang over og startede op igen i marts. Og blev på magisk vis gravide i første (ja, eller 11.) forsøg. Dét havde jeg på ingen måde forventet!

Det skete mere end én gang, at jeg under min graviditet mødte folk, som stak mig et lettere sarkastisk “Held og lykke med det!”. Der er åbenbart en eller anden indforståethed blandt forældre, som går på, at dét at have to blebørn er noget nær det værste, man kan byde sig selv. Jeg forstod det ikke helt under min graviditet. Og jeg overvejede flere gange, om det helt konkret var bleerne, der var problemet?;)

Der er 2 år og 5 måneder mellem Ane og Jasper. Og det er den ideelle aldersforskel. For os! Og havde der været tre eller fire eller otte år, så havde det været det perfekte. Sådan tror jeg heldigvis, at de fleste er indrettet – at man ikke ville bytte det, man har, for noget andet i verden.

Jo, der har været øjeblikke, hvor jeg har stået med er grædende spædbarn på den ene arm og en skrigende 2-årig på den anden og tænkt “Fuck!“. Men jeg er helt ærligt sikker på, at jeg ville ha’ tænkt det samme i en eller anden anden situation, hvis jeg havde stået med et spædbarn og en 10-årig. Børn har det med at fremkalde “Fuck!”-situationer fra tid til anden – det er en del af pakken.
Ja, vi har haft to blebørn. Og ja, det med bleerne betyder faktisk noget sådan helt konkret – det er pisse dyrt;) Men derudover har jeg ikke én eneste dårlig ting at sige om aldersforskellen på vores børn! De har så meget glæde af hinanden allerede nu, og jeg forestiller mig kun, at det bliver endnu bedre, når Jasper forstår, at man også kan BYGGE med Duploklodserne, ikke bare kaste med dem. Og de kommer da helt sikkert til at synes, at hinanden er pisse irriterende. Men igen – det har ikke noget med alderen at gøre, det hører med til at være søskende. Jeg har aldrig nogensinde tænkt, at det ville ha’ været bedre for os eller Ane, hvis Jasper var kommet enten tidligere eller senere. Han kom, præcis da han skulle.

Jeg tænker, at man skal få børn, når man har lyst. Der er ingen opskrift. Og det, der er perfekt for Lone fra din søsters mødregruppe, er det ikke nødvendigvis for dig. Man kan planlægge sig ud af meget, men man ved jo for dælen aldrig, hvad fremtiden bringer:) Jeg synes tit, jeg hører folk sige, at der bør være minimum tre års aldersforskel. Og der er da muligvis ting, der er lettere eller andre fordele, hvis man får børn længere fra hinanden, end vi har gjort. Men det er der garanteret også, hvis man får dem tættere på hinanden. Der er verden heldigvis så snedigt indrettet, at hverken forældre eller børn er ens, og at man ikke ved det, før man står i det. Og når først man gør det, så kender man jo ikke rigtig til andet;)

Når det er sagt, så må jeg hellere lige tilføje, at 17 års aldersforskel, som der er på Ane og Oliver, også er ret så perfekt;) Han synes, hun er det mest vidunderlige i verden, og hun synes, han er det allersejeste<3

image

img_4902

 

Nye sko, ny taske og nyt job

Indeholder reklamelinks:)

Jeg var jo så heldig at få to smukke kjoler fra Dress the Bird til min fødselsdag:) Men da de var ens, røg den ene retur, og i stedet modtog jeg i går de sko, som jeg i dette indlæg omtalte som verdens smukkeste sko. For sådan så de virkelig ud på billedet! Og jeg havde en lille smule dårlige nerver, da jeg åbnede pakken, for de kunne jo næsten kun skuffe, ikk’?! Det gjorde de bare ikke. Slet, slet ikke! De er ikke alene helt åndssvagt fine, de er også ualmindeligt behagelige at have på:) Jeg er ikke garvet i det med høje hæle, men dem her kan jeg helt sikkert danse i hele natten! Yay, jeg er glad:)

img_5497

Og så er fødselsdagsgaven fra Fyrsten endelig landet. Det tog noget tid, og pakken har både været frem og tilbage og forsvundet, før den landede i Palæet. Men den var ventetiden værd! Den lækreste skindtaske fra Redesigned by Dixie købt lige her (reklamelink) – og den har præcis den størrelse og form, som jeg syntes, jeg manglede. Stor nok til at kunne huse både pung (også en fødselsdagsgave og også fra Redesigned by Dixie, den findes her (reklamelink)), kalender, vandflaske, en bog mm., men lille nok til at tingene ikke på magisk forsvinder og først kommer frem fra dybet halvanden måned efter, man skulle bruge dem. Den har to store udvendige lommer med trykknap, to åbne og en lukket indvendig. Jeg er fan! Og ps. så er der 25% på både taske og pung lige nu – typisk! Men dejligt for jer;)

img_5513 img_5514

Derudover har jeg også fået en anden lille, ny ting, som jeg endnu ikke har delt med jer – nemlig et nyt job. For nogen uger siden, mens Jasper kastede op i stride strømme, formåede jeg på forunderlig vis at banke nok faglig viden ud af den støvede barselsknold til at overbevise en flok søde og dygtige mennesker om, at de burde give mig et job. Hvordan det lige lod sig gøre, har jeg stadig ikke helt forstået;)

Egentlig ledte jeg slet ikke efter et nyt job. Jeg har været det samme sted siden 2008, og jeg er virkelig glad for det! MEN jeg har lidt luret på det andet sted fra tid til anden, fordi det bare virker som en sindssygt spændende arbejdsplads. Hvad og hvor tænker jeg at holde for mig selv, men det er indenfor samme felt, hvor jeg altid har været, nemlig specialundervisning. Dog med et andet teoretisk udgangspunkt og en lidt anderledes elevgruppe, hvilket også er det, der tiltaler mig virkelig meget – muligheden for at udvikle mig fagligt, dykke ned i nye metoder og blive klogere på mig selv og min egen praksis.

Det er pisse angstprovokerende for sådan en tryghedsnarkoman som mig. For man ved, hvad man har, ikk’?! Og det, jeg har, er godt! Men jeg tror også, at det er virkelig sundt at udfordre sig selv og prøve noget andet. Det er noget, jeg ikke altid er god til, men lige med hensyn til dette, så stod sol og måne bare helt perfekt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg for mig. Og på trods af stort vemod over at skulle sige farvel til et sted og i særdeleshed til folk, som jeg holder af, så glæder jeg mig også helt vildt meget til at kaste mig over det nye:)

Jeg var dog lige ved at skide grønne grise, da jeg skulle til samtalen. Og nej, Jasper havde ikke smittet mig;) Men jeg er bare slet ikke trænet i det der med at gå til samtaler. Og jeg er ikke god til at ‘sælge’ mig selv. Og det tænkte jeg, at jeg skulle. Indtil Fyrsten sagde noget andet. “De kan jo læse sig frem til og høre fra dine referencer, at du er dygtig. Det ved de allerede, det er derfor, du skal til samtale. Du skal ikke sælge dig selv – du skal være dig selv. For de skal beslutte, om du er en, som de har lyst til at tilbringe fem dage om ugen sammen med. Og DU skal mærke efter, om du har lyst til at være sammen med dem. Om de er noget for dig.” Og han har jo ret. Som altid.
Samtalen var kl. 9 om morgenen. De havde sat en skål slik på bordet. Så var der ligesom ikke så meget at rafle om – den slags mennesker er lige noget for mig;)

Så d. 1. maj starter jeg op på nyt job. Jeg håber, de har slikskålen klar!

At Google og græde

Det var ikke svært at få Ane til at tage et par bukser på i dag, hvor vi skulle i biffen og se ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Vi skulle ha’ været af sted for et par uger siden, hvor hun desværre blev syg, så hun har haft lang tid til at se frem til i dag. Særligt fordi bedsteveninden Karla og hendes mor skulle med. Egentlig tror jeg, at det var det, der fyldte mest for Ane – at skulle være sammen med Karla. De har ikke set hinanden i de 3 uger, der er gået, siden Karla har skiftet børnehave, og det er ret længe med tanke på, at de har hængt sammen som ærtehalm det meste af deres liv. Og gensynsglæden var da heller ikke til at tage fejl af. De fløj i armene på hinanden og slap ikke igen, før vi skiltes ved Hovedbanen fire timer senere. Så dejligt! Og da jeg kyssede hende godnat her til aften og sagde “Jeg elsker dig!”, svarede hun:  “Og jeg elsker Karla!”.

Filmen var virkelig god! Forstået på den måde, at den havde det helt rette indhold og den perfekte længde til en 3,5-årig. Ane er ikke vant til at gå i biografen, så jeg har været meget i tvivl om, hvor lang en film, hun ville kunne holde til. Men denne var helt perfekt! Der blev både grint og kommenteret højlydt undervejs:)

Vi har generelt haft nogen skønne påskedage! Stort set uden konflikter, hvilket er helt fantastisk – og ualmindeligt. Jeg har vist nævnt det et par gange før, men jeg har aldrig syntes, det var specielt hårdt at have et spædbarn. Jo, i elementer og perioder, naturligvis. Men i det store hele, så nej – det har ikke været hårdt. Jeg er til gengæld blevet vanvittigt udfordret ved at have en 2-årig. Og en 3-årig. Det har sat min tålmodighed og mine ellers normalvist velfungerende pædagogiske evner på en hård prøve. Der har – næsten uden undtagelse – været konflikter hver eneste dag i halvandet år. En masse små, men godt nok også en masse store. Jeg har siddet grædende på køkkengulvet mere end én gang og Googlet ‘børn og borderline’, ‘børn og ADHD’, ‘børn der skriger’ mm. Heldigvis er jeg udstyret med både en fantastisk storesøster og ligeså veninder, som har tørret min tårer væk, kigget på mig og sagt: “Det er helt normalt! Det er en fase! Det går over!“.

Og jeg tror, at de har ret. Heldigvis. Gennem de seneste måneder har vi kunne have flere sammenhængende dage uden konflikter. Det sker faktisk efterhånden så tit, at jeg glemmer at bemærke det, før jeg pludselig står midt i orkanens øje og tænker “Hey?! Det er da i grunden et par dage siden, vi stod her sidst??”. Og netop derfor er overskuddet så pludselig et helt andet, når først får smidt en konflikt og et stykke tilfældigt legetøj i hovedet. Tålmodigheden er større og selvtilliden det samme, og en konflikt er bare nemmere at håndtere, når man ikke ryger ned på den 3-åriges niveau. Og det kan jeg desværre godt have tendens til, når jeg er presset, og når jeg står med den samme uforståelige konflikt for 32. gang på en uge. “Nej, du må ikke ha’ iPaden med i bad! Nej, du skal ikke smøre de franske døre ind i yoghurt! Jo, du skal have en jakke på, når det regner!” – sådan er svaret de første par gange. Men gang nr. 17 og opefter bliver mere noget i stil med “Og hvis du ikke sætter det yoghurt fra dig nu, så kører vi ikke ned til moster i weekenden, og du får aldrig mere fredagsslik, og ps. Julemanden findes IKKE!” Jeg har virkelig reageret og handlet uhensigtsmæssigt. Og for fanden, hvor har jeg været træt af mig selv. Træt af at ty til trusler eller bestikkelse, fordi alle andre muligheder var brugt op. Eller fordi overskuddet var brugt op. Nok mest det sidste.

Men som sagt bliver der længere og længere mellem konflikterne. Og når de så dukker op, har jeg nået at samle tilpas meget overskud til at kunne håndtere dem. Og sågar tage dem i opløbet fra tid til anden. Det er virkelig rart. For mig, men med garanti også for Ane. Man har ligesom brug for at ens mor opfører sig som en voksen, ikk’?!

Påsken er kommet og gået uden snerten af konflikter. Jo jo, de små og forventelige, men det tæller ikke, når man kender til den anden slags. Dem, der får én til at græde og Google. Og de har været fraværende. Helt og aldeles. Og tilbage har været Ane, når hun er allersødest og sjovest. Og dét er så absolut, det bedste jeg ved!

img_5449

Ævl og kævl (og verdens længste ps)

img_5079

Mit vækkeur ringede kl. 6.30 i morges. Det er ellers sjældent, at den slags er nødvendigt – både fordi det jo er søndag, men også fordi Jasper plejer at vågne i nærheden af klokken 5. De seneste nætter har dog været noget værre roderi med to febersyge børn, hvorfor vi alle har sovet lidt længere end normalt. Så vækkeuret blev sat i tilfælde af, at vi skulle i biografen og se “Dyrene i Hakkebakkeskoven”. En hånd på Anes pande afgjorde det. Vi skulle ingen steder. Og Ane græd og prøvede så godt hun kunne på at overbevise mig om, at hun altså kun havde det lidt dårligt, men faldt i søvn igen, før hun nåede at færdiggøre sætningen. Så vi sov videre i en times, før vi stod op og var lidt mutte – i hvert fald 50% af os. Ane, fordi hun var syg og ærgerlig, og mig, fordi jeg havde pisse ondt af Ane, og fordi det var sidste dag før jobstart. Jeg glæder mig, det gør jeg virkelig – men derfor er det satme stadig mærkeligt!

Efter et par timer med bollebagning, leg på gulvet og oprydning i hjørnerne, blev Jasper puttet, og Ane fik lov at underholde sig med iPaden under dynen på sofaen. Fyrsten gik i krig på førstesalen (han er nået pisse langt! OG han har opdaget, at der også er plankegulve på det lille kammer, som skal blive til Jaspers værelse. Scooooore!!!!), og jeg besluttede mig for at gøre noget så usandsynligt kedeligt som at rydde op i vores udhus. Det er sådan noget, jeg gør et par gange om året. Beslutter mig for, at nu skal der orden på det, så det hele ikke vælter ned i hovedet på én, når man åbner døren. 3 måneder senere kan jeg så gøre det samme igen, fordi der render en eller anden kortbenet, fregnet type rundt og smider ting derind, fordi hun åbenbart ikke tænker så skide langt;) Men når nu humøret var røvsygt, så kunne jeg jo ligeså godt gøre noget røvsygt. Der er jo ingen grund til at spilde dårligt humør på sjove ting, vel?!

Men så pludselig tikkede der en mail ind, som ved første øjekast lignede noget spamværk. Meeeen der stod noget med “gave til dig” i emnefeltet, så jeg valgte at åbne den. Og heldigvis for det! For det var simpelthen biografbilletter til mig og Ane fra verdens sødeste læser, Sofie, som syntes, at det var synd for Ane, at hun ikke kunne komme i biografen i dag som ellers planlagt. Hold nu kaje, hvor er det er bare verdens sødeste tanke!!!

Jeg sendte Sofie en snap for at takke hende for den ualmindeligt fine gestus, og jeg tilføjede, at det skulle hun da slet ikke have gjort! Sofie svarede tilbage, at hun skam slet ikke var i tvivl om, at vi nok skulle være kommet i biografen alligevel, men at hun havde lyst til at give os den gave, som tak for mit ‘arbejde’ på bloggen. Fordi hun bliver underholdt og inspireret herinde og syntes, at jeg derfor skulle belønnes. Årh, det var sgu rart at læse!

Og så vendte skuden ligesom! For så kom der en sms fra min svigermor. Som bare lige ville sige, at hun havde overført lidt penge, så ungerne kunne få noget nyt til forårsgarderoben. Og Ane lyste fuldstændig op, da hun selv fik lov at vælge sig et par lilla gummistøvler og en ny jakke med vandmeloner og flamingoer på. Og fordi der er mega meget udsalg på Zalando pt, røg der også lidt i kurven til mig – blandt andet t-shirten på billedet her, som jeg synes er så fin!

img_5155

glad i låget-t-shirt (citat Elisabeth, 32 år) 74 kr. // vidunderligt smuk jakke (citat Ane, 3 år)
199 kr
. (REKLAMELINKS)

Nu da humøret var godt på vej op, lod jeg rod være rod og ignorerede fuldstændig alt det skrammel, som jeg havde fået bakset ud ad udhuset. Der er ingen grund til at spilde godt humør på røvsyge ting, vel?! I stedet fandt jeg en Somersby på bunden af køleskabet og en solstråle på terrassen. Og så smagte den af Vejlø!!! Somersby’en, ikke terrassen…. Så bliver det bare ikke meget bedre, vel??

Jo. Det gør det faktisk:)

For der kom endnu en sms. Denne gang fra vores søde nabo, som ville høre, hvordan det stod til med ungerne og bare lige sige, at hun gerne passede i morgen, såfremt de ikke var friske. Og hun har faktisk nævnt et par gange før, at det var en mulighed, men jeg har nok bare tænkt, at det var noget hun sagde, for at være sød. For hun er sød, men tydeligvis også fuldstændig oprigtig i forhold til gerne at ville hjælpe med ungerne. Og ungerne er heldigvis helt vilde med hende:)

Nu kan jeg slutte søndagen og min barsel af med et smil. Der er fundet tøj frem til både mig og ungerne, og jeg har lavet et ‘skema’ til Ane, som med garanti ikke kommer til at holde, men som forhåbentlig kan gøre vores morgen bare lidt mere overskuelig.

img_5152

Og jeg glæder mig til at komme på arbejde. Til at kramme mine kollegaer og tænke på noget andet end vasketøj og plankegulve. Jeg glæder mig også rigtig meget til at få planlagt en biograftur med Ane. Som vi skal udføre iført flamingoer og regnbuer. Og jeg glæder mig over at være blevet mindet om, at vi jo faktisk HAR et netværk her i Hvidovre! Mennesker vi holder af, og som gerne vil hjælpe – ikke fordi de er forpligtiget til det, men fordi de har lyst! Jeg glæder mig også over, at det netværk langsomt bliver større og større. For vi har de sødeste naboer, og vi har Lillemor og Lillefar. Og hende den søde Sofie, hun flytter faktisk også ind i nabolaget lige om lidt – og hun kan også godt li’ Somersby:)

 

Et lille, langt ps: Jeg fik en sød besked på Snappen forleden fra et mine IG-bekendtskaber. Hun ville bare sige tak for mit nærvær på Snap og bloggen gennem min barsel – det ville hun komme til at savne. Det vil jeg også! Så kan folk mene, at blogs mm er noget overfladisk fis, men jeg ved bedre. Tak fordi I har holdt barsel med mig. Tak for jeres altid søde kommentarer, gode råd og opbakning. Tak fordi I ikke er stejlet over mit stigende forbrug af affiliate links her i den seneste periode. Tak fordi I godt gider læse opskrifter, som består af fire ingredienser. Tak for tips om alt fra skoldkopper til bh’er. Tak fordi I gang på gang bekræfter mig i, at de relationer, der skabes på de sociale medier er alt andet end overfladiske! At man ikke behøver sidde overfor hinanden fysisk for at give hinanden noget. Jeg bliver så glad, hver gang I bruger to, fem eller 20 minutter på at lægge en kommentar, komme med en betragtning eller dele en oplevelse. Åh, ævler jeg igen?? Jeg ved ikke lige, hvor jeg vil hen med det. Mine fingre skriver bare. Jeg tror, jeg prøver at sige tak. Fordi I gør det virkelig rart at blogge. Det var vist det! Og NU går jeg i seng:)

Pps. Roderiet fra udhuset har jeg bare skubbet ind under halvtaget. Så kan det stå der til en dag, hvor jeg er i dårligt humør;)

 

I dag græder jeg

For halvandet år siden udgav jeg dette indlæg. I dag har jeg sidste dag på barsel.

Og i dag græder jeg.

Ikke fordi jeg er trist. Det er jeg faktisk slet ikke. Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Jeg er klar. Og selvom det naturligvis bliver en anden hverdag, end den vi har kendt til i de seneste 18 måneder, så tror jeg på, at det nok skal blive rigtig godt det hele.

Jeg græder, fordi i dag er min sidste dag på barsel med det ekstra barn, som jeg aldrig turde håbe, at vi ville få. Jeg følte mig så heldig, da vi fik Ane! Tænk, at jeg fik lov at blive mor. Og så lige Anes mor! Heldigere har man ikke lov at være. Tænkte jeg. Lige indtil jeg tissede trylletis på en fredag formiddag og dermed blev heldigere endnu.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel med Jasper. Som vi ikke vidste var en Jasper, før han gjorde sin entre i verden efter 36 timers veer, en kuldsejlet hjemmefødsel og et akut kejsersnit. Et drengebarn. MIT drengebarn. Som jeg frygtede ville ligne én, jeg ikke kender, men som mest af alt ligner mig. Og – på forunderlig vis – sin far.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og jeg har fået alt det ud af den, som jeg ønskede. Hvilket er intet håndgribeligt. Men til gengæld en hel masse ro og nærvær og kærlighed. Jeg brugte en uges tid på at male en stue og nogen gulve undervejs. Og jeg gik også i gang med en førstesal. Men 1 år og 4 mdr. har jeg brugt på at hente Ane tidligt, have rolige morgener, bage blå pandekager, tage i mødregruppe, lege sanglege og sidde i sofaen med et sovende barn på brystet. Mine børn og deres trivsel er mit håndgribelige bevis. Og det var egentlig alt, hvad jeg ønskede.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og i modsætning til da jeg stod samme sted for tre år siden, så har jeg denne gang ro i maven. Vi har, trods lidt bump på vejen, haft en virkelig god indkøring. Og selvom ingen nogensinde får mig til at sige “Han er bare så klar!, når det kommer til dagligt at skulle aflevere mit barn i institution i 8-9 timer, så kan jeg til gengæld sige, at han er tryg. Og derfor er jeg tryg.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og det ikke har været hårdt. “To blebørn?? Held og lykke med det!“, sagde de. Og jeg sagde “Tak:)“. Og jeg havde ingen forventninger om, at det ville blive en dans på roser, og det gjorde det heller ikke. Men det var heller aldrig ‘hive håret ud ad hovedet’-hårdt. Faktisk har det bare mest af alt været skønt. Og jeg har nydt at se Ane blomstre i rollen som storesøster og elske sin lillebror så højt, at hun har været nødt til at vække ham, når jeg kiggede den anden vej, fordi hun ville ha’ mere.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel. Og er der én dag, hvor det er særligt tilladt at græde, så er det i dag. Særligt når man græder af alle de rigtige grunde!

Hold nu kæft, hvor har det bare været 18 gode måneder!!!!

imageimageimageimageimageimageimage

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

img_1156img_3882img_4322

Ævl og kævl #2

Fyrsten har endelig fået sin udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond. Det var lige før, jeg begyndte at græde lidt, da han gav mig beskeden;) Ikke fordi vi som sådan kommer til at mærke det store til det, for pengene kommer jo bare til at dække de huller, som vi blev efterladt med, da han mistede sit job. Men jeg blev så lettet over, at vi ikke skulle kæmpe. Tænk engang, at det er blevet en forventning – at man skal kæmpe for det, man egentlig har ret til? Men ærligt, så har vi desværre overvejende måtte smide fløjlshandskerne, når vi har skulle have hjælp fra forsikringsselskaber, statsforvaltning, a-kasse mm., og vi har op til flere gange selv måtte lave en del af fodarbejdet for at få medhold i sager, hvor vi helt uden tvivl, havde ret fra start af. Tankevækkende og ærgerligt, at tingene er skruet sådan sammen! Havde jeg eksempelvis ikke selv taget kontakt til erhvers- og byggestyrelsen og sat mig grundigt ind i, hvordan man udarbejder en tilstandsrapport, da vi i sin tid skulle have lavet nyt badeværelse, så havde vi endt med selv at skulle betale hele baduljen. Og det på trods af, at vi havde tegnet den absolut dyreste og mest udvidet ejerskifteforsikring.

Det var et sidespring! Pengene er nu udbetalt, og de forskellige huller er så godt som dækket. Så kan man have sine meninger om gule fagforeninger, men jeg er imponeret over det serviceniveau, som Krifa har lagt for dagen i forhold til at guide og vejlede Fyrsten undervejs. Tak, sgu!

Af de mindre positive kan nævnes, at Jasper stadig er syg. Eller – han er egentlig frisk nok, men vi venter stadig på mere ‘faste former’ i hans daglige leveringer, før jeg vil være bekendt at sende ham i vuggestue. Det smitter jo så åndssvagt meget, sådan noget mavevirus. Jeg er bare en lille smule ved at dø ved skræk over, at han altså nu kun har været i vuggestue tre gange indenfor de seneste 21 dage. For der er kun næste uge med, så banker virkeligheden og de lange dage på.

Og hvad skal jeg så bruge min sidste uges barsel på? Læse bøger, få ansigtsbehandlinger og sippe dyr kaffe på en fancy fortovscafé? Niks! Jeg skal male, sgu! Egentlig overvejede jeg et kort øjeblik at sætte førstesalsprojektet fuldstændig på stand-by, bare i tilfælde af at vi skulle være så heldige at vinde det der gavekort til Silvan (I kan stemme på os HER!). Men jeg tør slet ikke håbe på, at vi skulle være så heldige! Og er heldet med os, så er der så rigeligt med andre projekter, som præmien kunne få lov at finansiere! Så jeg tænker at kaste mig over malerarbejdet i næste uge, og forhåbentlig kan det få os rigtig godt fra start. Ane er så mega spændt på endelig at få sig et helt rigtigt værelse, og jeg forstår hende så godt!

Nu er skidemaskinen vågnet fra lur, så jeg slutter af. Nyd hinanden, solen og weekenden:)

img_4980 img_4981

 

Når livet er legende let

Jeg inde i sådan en periode, hvor alt på en eller anden mærkelig måde går op i højere enhed. Hvor tingene ligesom bare spiller. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige gør det, så jeg lader være med at lede efter en forklaring og vælger bare at nyde det.

Der er ellers et par elementer som sagtens kunne danne grobund for det omvendte. Som det at huset igen igen er på den anden ende. Sådan et renoveringsprojekt er jo ikke bare begrænset til ét rum. Særligt ikke når det er af den størrelse, som vores nuværende projekt er. Det forplanter sig til resten af huset i form af ting, der skal opbevares og omrokeres og bare generelt rod. Og det prikker lidt til min evne til at acceptere, at det nu engang bare er sådan, det er. Og at det nok kommer til at fortsætte sådan, så længe vi vælger at blive boende her. Jeg blev ramt af momental sindssyge for nogen måneder siden, og begyndte at kigge på huse i Sorø, Holbæk, Præstø og på Lolland. Fordi jeg pludselig syntes, at kompromisset blev for stort. Det kompromis som hænger uløseligt sammen med at have en middelindkomst og bo i hus i Storkøbenhavn. Særligt når det er et hus, som kræver den grad af renovering, som vores gør. Jeg begyndte at overveje om vores valg havde for store omkostninger for børnene. For så længe vi bor her, kommer vi for eksempel ikke ud at rejse. Hvad vi faktisk aldrig nogensinde har været sammen, Fyrsten og jeg. Vi vælger at lægge vores tid, penge og energi i huset, og det bliver selvsagt på bekostning af noget andet. Men vi er glade, hvor vi er. Vi har gode jobs, og Ane elsker sin børnehave og sine venner. Og det trumfer på en eller måde Kreta og all you can eat, ikk’? I hvert fald for nu. Jeg tænker stadig, at det er noget, vi skal tale helt i bund, inden Ane skal starte i skole, men for nu er vi glade, hvor vi er.

Jeg sover ikke om natten. Det kunne godt give anledning til virkelig dårligt humør. Særligt fordi det er fuldstændig uforklarligt. Jeg har aldrig haft søvnproblemer før, men lige for tiden vågner jeg jævnligt i løbet af natten og føler mig lysvågen, blot for at konstatere, at klokken kun lige har passeret midnat. Selv når børnene rent faktisk sover (for det sker – hallelujah!), vågner jeg. Jeg er ikke stresset eller plaget af tankemylder. Jeg er bare vågen. Jeg har forsøgt mig med ingen skærme en time før sengetid, godnatthe og varme bade, men uden held. Så i dag har Fyrsten rykket sengen fra udestuen og ind i musikrummet i håb om, at et scenskift kan gøre forskel.

Men den manglende søvn og de store mængder af rod og kaos til trods så er livet let og rart. Det har en eller anden dejlig terapeutisk virkning for mig, at være nået dertil i min historie herinde om livet som Fyrsten og Fruen, hvor tingene gør lidt ondt. Det er rart at sætte ord på, hvad vi stod i, velvidende at vi ender her – i dag hvor medlemstallet i vores familie er fordoblet. For livet er sgu så fint, når man spejler det i fortiden og ved, at alting løser sig til sidst.

Ane er som altid et spøjst og vidunderligt lille væsen, der fyrer guldkorn af hverandet minut. Jasper er begyndt at vise lidt mere af, hvem han er, og han sætter sig foran mig med et insisterende blik og laver tegnet for tørstig, mens han peger på mit bryst. Modtaget, unge mand;) Fyrsten er bare plat på den der måde, som kun en hengiven hustru kan sætte pris på. Og det gør jeg, for han er min platte mand:) Og mig? Jeg er bare lykkelig. For det er svært at være andet lige nu og her, hvor tingene bare spiller, og krokusserne bryder frem. Så kan Kreta og sammenhængende søvn rende mig. Det skal nok komme en dag. Og indtil da så nyder jeg nuet i fulde drag.

img_4641 img_4733 img_4761

Da Fyrstens frue forsvandt med en Fisherman

Vi blev gift på Vejlø i sommeren 2009. Der var blevet forhandlet en del op til. Jeg ville have et stille og roligt bryllup. Bare tæer, medbragte madpakker og dåsebajere. Fyrsten er gammel af den gamle skole. Han ville have taler og sange og mad, der skulle indtages med bestik. Så valget faldt på en fest på Vejlø. Selvfølgelig på Vejlø! Han fik bordplan og toastmaster – jeg fik frie fødder, cirkustelt og dåsebajere fra Tyskland.

Det blev den helt perfekte dag. Vi blev viet i haven. Mig i grøn kjole og med knyttede blomster i håret, Fyrsten i grønne shorts og med sixpence på hovedet. Det regnede, mens vi spiste, og jeg sagde til Fyrsten, at det betød frugtbarhed, så vi ville komme til at spytte børn ud. Fyrsten mente, at det betød velstand, og at vi altså ville få røven fuld af penge. I dag har jeg googlet mig frem til, at regn på bryllupsdagen er tegn på et langt og lykkeligt ægteskab, hvilket i modsætning til vores egne spådomme, må siges at være det, som tegner allermest til at gå i opfyldelse.

Da vi havde spist, hørt taler og synget sange, blev teltet åbnet, så ølejrdeltagere kunne være med til at feste. Og det gjorde de! For hvis der er noget, ølejrdeltagere kan, udover at drikke øl og bade nøgne, så er det at feste;)

Da der skulle danses brudevals, var jeg væk, og den nygifte Fyrste måtte søge højt og lavt efter sin brud, som havde forvildet sig ind i kiosken med sin far og sin stedfars bedste ven. Og en flaske Fisherman’s. Som engang var fyldt, og nu faretruende tæt på tom. Han fandt mig lige i tide, inden jeg nåede at drikke de dansevenlige ben helt i stykker;)

Og så dansede vi brudevals. Som vi havde komponeret hjemmefra i et medley af alle de sange, som vi ku’ li’. ‘Jesse’s Girl’ og ‘Got my mind set om you’ og den slags godter. Som man alligevel ikke kunne høre, fordi anlægget gik i stykker midt i det hele. Så dansede vi uden musik. Omgivet af alle de mennesker, vi elsker. På det sted, hvor vi mødte hinanden.

Det var ikke prangende eller overdådigt. Der var hverken goodiebags eller photobooth. Til gengæld blev der spillet petanque efter vielsen, og øllene var kolde, takket være tøris leveret af en fisker på Langø. Og der var svin nok til at mætte en hær. Det var skørt og skønt og med græs under tæerne og Vejlø i hjertet. Og det var helt igennem Fyrsten og Fruen.

img_4594

De foregående afsnit i fortællingen om mig og ham den søde, kan du læse her:

Da Fyrsten mødte frøkenen

Da Fyrsten næsten brækkede min næse

Da Fyrsten ikke gav mig blomster

Da Fyrsten viste mig Slottet

Da Fyrsten trodsede guderne

Ævl og kævl

Jeg lavede jer en lille 4 minutters video i fredags. Udelukkende med det formål at vise jer mit hår sådan live. Og så kom den aldrig videre end til youtube, fordi jeg pludselig syntes, at det var lidt skørt at smide en hel video ud udelukkende med det formål at sige ‘Se mig!’ Men nu får I den alligevel. Fordi det faktisk på en eller anden måde er pisse rart sådan lige at være lidt overfladisk:) For det har haft åndssvagt stor effekt på mit humør lige at få gjort lidt ved mig selv. Ikke fordi det var dårligt eller noget, altså humøret, det blev bare lige hevet et par nøk op. Ligesom når man finder de perfekte sko i ens størrelse på tilbud. Så lille en ting i det store perspektiv, men alligevel så dejlig:)

I dag er håret en rodebunke. Ane er til fødselsdag, Jasper sover, og Fyrsten og jeg er i gang på førstesalen. Brændeovnen er fjernet, og fliserne banket ned, og I er lige min pause, inden jeg skal videre med lortetjansen, som er at slæbe plader, fliser mm ned. Jeg elsker nedrivningsdelen, jeg elsker opbygningsdelen, jeg hader oprydningsdelen! Men det er fedt at være i gang. Vi gør det rigtigt denne gang. Sådan helt ned i detaljerne, hvor alle lister bliver skiftet, tapetet hevet ned osv. Det er den måde de fleste andre gør det på, og jeg rammes altid lidt af misundelse og ærgrelse, når andre deler deres renoveringsprojekter, og alt bare spiller. Det er ikke fordi, vi ikke også har haft lysten eller evnerne til at være så grundige med de ting, vi har lavet herhjemme. Der har bare været nogen naturlige stopklodser i form af tid og økonomi. Denne gang bliver anderledes. Vi er fuldstændig enige om, at alt skal gøres ordentligt, og så må det tage den tid, det nu engang tager. I hovedet er jeg naturligvis allerede i gang med at indrette, men i virkeligheden hedder vores mål efteråret 2017. Det er den deadline, der virker realistisk i forhold til, at der skal spares lidt penge op undervejs, og at projektet ikke skal tage for meget tid fra børnene. Jeg kan fra tid til anden godt drømme om et hus, hvor alt bare spiller og intet skal, men jeg er samtidig godt klar over, at jeg nok ville kede mig ihjel. Jeg elsker vores projekter. Hvilket er heldigt, for vi bliver nok aldrig helt færdige;)

Og ps: I kan stadig nå at deltage i min give away lige her! Jeg trækker en vinder i aften:)

Dejlig søndag til jer!

img_4560