Kærlighed og klubber

Indlægget er sponsoreret af Libero

Da vi fandt ud af at vi ventede Ane, var oplevelsen selvsagt noget anderledes, end vi havde forestillet os, mens vi kæmpede for at blive gravide. Jeg havde gennemlevet scenariet et utal af gange – hvordan jeg ville reagere, når jeg for første gang så de to famøse streger på testen. Hvordan jeg ville fortælle Jess det. Hvordan jeg ville fortælle mine forældre det. Og hvordan jeg ville fortælle min søster det – hun havde trods alt ageret heppekor i et par år. I stedet blev bøtten vendt på hovedet, og det blev min søster, der kunne overbringe os nyheden om, at vi skulle være forældre. Dét scenarie havde jeg ikke gennemlevet! Og jeg ville med garanti have forestillet mig, at det i så fald ville indeholde en mindre grad af “WAUW”  og “WIIIIII“, end hvis jeg selv stod for at frembringe den ekstra røde streg. Heldigvis var der lige præcis så meget “WIIIIIII“, som man kan forvente, når man opdager, at man venter sig – også selvom at det på ingen måde blev, som vi havde forestillet os. Jeg tror ikke, at det var muligt for mig at være mere lykkelig – heller ikke hvis jeg selv havde været gravid. Og jeg gjorde som mange andre nygravide og tilmeldte mig diverse grupper og nyhedsmails, så jeg uge for uge kunne følge med i min datters udvikling. Og da vi nåede dertil, hvor hun begyndte at kunne høre, indspillede jeg en sang fra Bamse og Kylling, som jeg tvang min søster til at spille for maven. Hun adlød – modvilligt. Jeg har ikke verdens smukkeste sangstemme, lad os bare sige det sådan;)

De fleste vil nok tænke, at det må være en mærkelig følelse at vente sig uden at være gravid. At følge med i barnets udvikling i maven uden selv at kunne mærke eller se det. Men jeg kendte jo ikke til andet. Indrømmet, så kunne jeg godt, midt i al min glæde og taknemlighed, blive misundelig på min søster. Fordi hun mærkede min datter indefra, følte hendes spark og fornemmede hendes hikke. Jeg var bange for, hvordan det ville føles, når jeg fik Ane i armene – om vi ville kende hinanden. Den følelse forsvandt dog i det sekund hun åbnede sine store, mørke øjne og så på mig. Så kunne det ikke være anderledes. Vi var bare hinandens.

Graviditeten med Jasper blev selvfølgelig meget anderledes. For denne gang var det min graviditet. Det var min mave, han voksede i. Men lykken og forventningen var hverken større eller mindre. Jeg fik bare lov til rent fysisk at kunne følge med på en anden måde:)

image

Under begge graviditeter har jeg været tilmeldt Libero Klubben. Faktisk kan jeg se i min indbakke, at jeg meldte ind på dagen for gennemscanningen med Ane:) Med Ane brugte jeg den til at få relevante artikler og tips i min indbakke og til at samle koder på blepakkerne, som kunne byttes til forskellige sager som legetøj, udklædningstøj mm. Da jeg blev gravid med Jasper gik jeg blot ind og tilføjede en ny graviditet, så jeg kunne modtage mails om både den periode, som Ane var i aldersmæssigt, men også om den nye graviditet.

Men faktisk har Libero klubben udviklet sig en del fra dengang, jeg stiftede bekendtskab med den i 2013 til i dag, og den har fået flere anvendelsesmuligheder:

– Forældreforum. Der er nu lavet et socialt forum, hvor man kan skrive sammen med andre forældre.

– ‘Barnets bog’. Der er også lavet en digital form for barnets bog, hvor man kan sætte billeder ind og skrive noter om de første dage som forældre, det første smil, det første bad mm. Og man har mulighed for at gøre den synlige for udvalgte, således at bedsteforældre og andre interesserede kan følge med.

– Artikler målrettet den periode, dine børn er i. De var der også i ‘gamle dage’, men jeg synes, at overblikket er langt bedre i dag. Når jeg fx. klikker ind på Jaspers profil på min klubside er der gode tips til hvordan man takler det, når børn slår eller river hinanden, hvor jeg på Anes profil kan finde artikler om, hvad man lave af hyggelige hjemmeaktiviteter, forslag til apps og brætspil mm.

Det er naturligvis fuldstændig gratis at melde sig ind i klubben, som man kan gøre lige her. Og nu man er i gang, kan man, hvis man er gravid eller baby under 4 uger gammel, bestille en blepakke med prøver på Libero Touch i str. 1 og 2 – det er ikke helt dumt:)

libero

I dag græder jeg

For halvandet år siden udgav jeg dette indlæg. I dag har jeg sidste dag på barsel.

Og i dag græder jeg.

Ikke fordi jeg er trist. Det er jeg faktisk slet ikke. Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Jeg er klar. Og selvom det naturligvis bliver en anden hverdag, end den vi har kendt til i de seneste 18 måneder, så tror jeg på, at det nok skal blive rigtig godt det hele.

Jeg græder, fordi i dag er min sidste dag på barsel med det ekstra barn, som jeg aldrig turde håbe, at vi ville få. Jeg følte mig så heldig, da vi fik Ane! Tænk, at jeg fik lov at blive mor. Og så lige Anes mor! Heldigere har man ikke lov at være. Tænkte jeg. Lige indtil jeg tissede trylletis på en fredag formiddag og dermed blev heldigere endnu.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel med Jasper. Som vi ikke vidste var en Jasper, før han gjorde sin entre i verden efter 36 timers veer, en kuldsejlet hjemmefødsel og et akut kejsersnit. Et drengebarn. MIT drengebarn. Som jeg frygtede ville ligne én, jeg ikke kender, men som mest af alt ligner mig. Og – på forunderlig vis – sin far.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og jeg har fået alt det ud af den, som jeg ønskede. Hvilket er intet håndgribeligt. Men til gengæld en hel masse ro og nærvær og kærlighed. Jeg brugte en uges tid på at male en stue og nogen gulve undervejs. Og jeg gik også i gang med en førstesal. Men 1 år og 4 mdr. har jeg brugt på at hente Ane tidligt, have rolige morgener, bage blå pandekager, tage i mødregruppe, lege sanglege og sidde i sofaen med et sovende barn på brystet. Mine børn og deres trivsel er mit håndgribelige bevis. Og det var egentlig alt, hvad jeg ønskede.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og i modsætning til da jeg stod samme sted for tre år siden, så har jeg denne gang ro i maven. Vi har, trods lidt bump på vejen, haft en virkelig god indkøring. Og selvom ingen nogensinde får mig til at sige “Han er bare så klar!, når det kommer til dagligt at skulle aflevere mit barn i institution i 8-9 timer, så kan jeg til gengæld sige, at han er tryg. Og derfor er jeg tryg.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og det ikke har været hårdt. “To blebørn?? Held og lykke med det!“, sagde de. Og jeg sagde “Tak:)“. Og jeg havde ingen forventninger om, at det ville blive en dans på roser, og det gjorde det heller ikke. Men det var heller aldrig ‘hive håret ud ad hovedet’-hårdt. Faktisk har det bare mest af alt været skønt. Og jeg har nydt at se Ane blomstre i rollen som storesøster og elske sin lillebror så højt, at hun har været nødt til at vække ham, når jeg kiggede den anden vej, fordi hun ville ha’ mere.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel. Og er der én dag, hvor det er særligt tilladt at græde, så er det i dag. Særligt når man græder af alle de rigtige grunde!

Hold nu kæft, hvor har det bare været 18 gode måneder!!!!

imageimageimageimageimageimageimage

Ham har jeg lavet!!!!
Ham har jeg lavet!!!!

img_1156img_3882img_4322

Min efterfødselskrop uge 52 + det løse

Den første måneds tid eller to efter Jaspers fødsel, lavede jeg et par opdateringer på min efterfødselskrop. Det er selvfølgelig begrænset, hvor længe det fortsætter med at være interessant, at min mave bliver mindre, og at jeg stadig ikke magter at barbere ben. Ikke desto mindre tænker jeg, at det nu, et år plus efter fødslen, må være på sin plads at smide lidt spalteplads efter morkroppen.

– Min vægt er tilbage til normalen, og det gik faktisk en del hurtigere end forventet. En 8 måneder, tror jeg. Det skyldes udelukkende amningen, som også havde stor betydning for min vægt, da jeg ammede Ane. Ja, jeg er irriterende på den måde. Desværre bliver det også lidt en sovepude for mig, at kiloen fordufter helt af sig selv. Jeg træner ikke på nogen måde (havde en kort date med mine løbesko, indtil løbevognen gik i stykker), hvilket både min krop og min kondition ellers ville have godt af.

– Min mave trænger til lidt arbejde. Jeg gik i stå med min Kejserindetræning, desværre. Men det fede ved at have købt sådan en online-forløb er, at jeg kan genoptage det, når jeg har overskuddet. Og det skal og vil jeg. For selvom jeg umiddelbart ser slank ud, så er min mave bare større end før graviditeten. Og netop fordi jeg derudover er ret slank, kommer jeg til at ligne en nygravid i for tætsiddende tøj. Og det vil jeg egentlig gerne undgå:)

– Mine bryster er vind og skæve! Mine veninder har grint lidt af det, når jeg nævnt det, indtil jeg smed bh’en og gav dem syn for sagen. Jeg tror, det kom bag på dem, at jeg ikke overdrev, når jeg sagde, at der var to skåles forskel på dem. Men det er der! På trods af at jeg ammer lige meget på hvert bryst. Det var ikke sådan med Ane, så jeg ved ikke lige, hvad det skyldes. Men jeg håber virkelig, at det udligner sig, når jeg stopper med at amme. Jeg går helst ikke med bølje-bh, hvilket gør forskellen ekstra tydelig!

– Mht til min endometriose, så fik jeg at vide, at en graviditet måske kunne hjælpe på mine menstruationssmerter. Og det har hjulpet! Jeg har stadig ondt. Også så ondt at jeg må tage piller. Men før graviditeten havde jeg dage, hvor jeg slet ikke kunne fungere, og sådan har det endnu ikke været. Heldigvis for det! Til gengæld har jeg nu også smerter og ubehag ved ægløsning, hvilket ikke var et problem før.

– Mit lave stofskifte som opstod under graviditeten er kommet for at blive. Det har ikke den store betydning i hverdagen, så længe jeg husker at tage min medicin, omend det er ualmindeligt irriterende at skulle have taget blodprøver med jævne mellemrum.

– Mit ar efter kejsersnittet er stort set usynligt. Det synes jeg er ret vildt med tanke på, at der er blevet hevet et menneske ud ad det! Jeg er stadig følelsesløs i huden omkring, men på trods af at jeg ikke har investeret i dyre cremer og olier, er arret ikke knudret eller det, der ligner.

– De strækmærker, jeg nåede at erhverve mig, kan skjules i BH’en. Min mave afslører kun, at den har huset et menneske ved at have fået en ‘mornavle’. Det kan jeg godt li’:) Både de manglende strækmærker, men også at man alligevel godt kan se, at min krop har gennemgået en graviditet. Jeg er dog forundret over, at strækmærkerne har holdt sig væk, for igen har jeg ikke benyttet mig af cremer af nogen art (tror nu heller ikke helt på, at det virker), og jeg nåede altså op på en vægtøgning på 30 kg. Der må virkelig være noget om, at vi bare er udstyret med hud, der reagerer forskelligt.

– Jeg får ikke lavet en skid knibeøvelser! Og det er altså ikke sådan, at det ikke er nødvendigt, fordi jeg fik kejsersnit. Graviditeten i sig selv har selvfølgelig gjort sit, og derudover nåede jeg også at være ret meget i fødsel. Jeg prøver at gøre det til en vane at knibe hver gang, jeg vasker hænder, som en veninde har anbefalet mig, men det glipper ofte. Forleden sad jeg ovenpå Fyrstens ben i sofaen og kom til at grine så meget af noget, at jeg tissede en lille smule i bukserne. Og da jeg sagde højt til Fyrsten, at jeg sad der og tissede lidt på ham, så han så forfærdet ud, at jeg grinte endnu mere. Og så fik han lige et par dryp ekstra;)

Status: Jeg er heldig! Heldig at være sluppet for mange af de ting, som andre kæmper med efter en graviditet, såsom besvær med babykiloene og uønskede tigerstriber. Det betyder dog ikke, at der ikke stadig er ting ved min krop, som er anderledes end før, og som jeg kan ønske at gøre noget ved. Men overordnet er jeg meget tilfreds med mit hylster. Mest af alt er jeg pisse glad for og stolt over, at det har huset verdens dejligste lillebror:)

Nytårsaften 2015 og 2016
Nytårsaften 2015 og 2016

Sidste år ved denne tid

Sidste år ved denne tid (ja, nu har jeg så Sanne Salomonsen på hjernen resten af dagen!) var jeg gået 9 dage over tid. Jeg mindes, at jeg var utålmodig, men det skyldtes mest af alt frygten for at gå så meget over tid, at en hjemmefødsel ikke længere ville være en mulighed. Jeg var selvfølgelig forberedt på, at det kunne ske lige meget hvad, at jeg måtte på sygehuset. Men i og med, at jeg vidste, præcis hvornår baby var lavet, ville det ha’ ærgret mig meget, hvis et par dages overtid skulle gøre udfaldet, for min termin regnet udfra inseminationen lå tre dage senere end scanningsterminen.

Vi var forberedte på både hjemmefødsel og hospitalsfødsel. Fødekarret var indkøbt og hospitalstasken var pakket. Vi var ikke forberedte på et akut kejsersnit! Det havde virkelig slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne ende med det. Af en eller anden uforklarlig grund, for jeg lever jo ikke under en sten – jeg vidste jo godt, at sådan noget kunne ske. Jeg troede bare ikke, det kunne ske for mig;) MEN det skete for mig, og det endte godt og fint og lykkeligt alt sammen:)

Kønnet var vi ikke forberedte på. Jeg havde i de første mange måneder af graviditeten været overbevist om, at det var en pige. For det var det, jeg kendte til, at være mor til en datter. Men små to måneder før termin begyndte Fyrsten pludselig at omtale maven som “han”. Hvilket irriterede mig grænseløst. For vi vidste det jo ikke. Men Fyrsten var urokkelig. For han vidste det godt, sagde han.

Sidste år ved denne tid trak jeg en nederdel op over min store mave og malede læberne røde. Dagen før havde jeg fået en omgang akupunktur, som dog ikke umiddelbart havde sat gang i noget. Det blev bekræftet af den jordemoder, som på nytårsaftensdag lige tjekkede op på en lidt stille baby, der havde det helt fint og ikke viste tegn på at forlade sin midlertidige bolig foreløbig. Så vi tog hjem og pustede serpentiner og iførte os skøre hatte.

Nu er det nytår igen. Og vi får besøg af det samme vennepar, som vi havde sidste år. Det samme vennepar, som sidste år trak på smilebåndet og sagde “Ja ja, den er go’ med dig!”, da jeg forsøgte bortforklare de tiltagende jag i maven, mens jeg langede kylling på racletten. “Det er plukkeveer.”, sagde jeg. For gennem hele min graviditet havde jeg fået at vide, at når man fik veer, var man ikke i tvivl. Og jeg var altså i tvivl. Indtil to timer senere, hvor jeg stønnede mig igennem et farvel til Ane og ringede til min søster og beklagede, at jeg vist nok var kommet til at fucke hendes nytårsplaner lidt op. Den søde jordemoder, Louise, endte vist også med en lidt anderledes aften end vanligt, da hun fik lov at høre rådhusklokkernes bimlen, mens hun havde den ene hånd oppe i mig. Undskyld, Louise;)

Sidste år ved lidt senere end denne tid tænkte jeg, at jeg nok fik en nytårsbaby. Og jeg frygtede lidt, at jeg ville være i gang i så lang tid, at det blev en 1. januars baby. Jeg tog fejl med begge ting. Fyrsten til gengæld – han fik som altid ret;)

Jeg håber, at I alle får en helt fantastisk nytårsaften – med eller uden veer;)

img_9604

Lidt om lavt stofskifte….

Lavt stofskifte er vist det nye sort. Det er i hvert fald blevet uhyre ‘populært’ i blogland. Lillemor har det, Meyermor har det, Migogmintinderbaby har. Og jeg har det!

Så kan man jo overveje, om det skyldes, at overdreven trang til selvpromovering er et endnu uopdaget symptom ved sygdommen, eller at stofskiftesygdomme blot rammer flere, end man lige forestiller sig;)

Min stofskiftesygdom blev opdaget i forbindelse med min graviditet. Der var skoldkopper i Anes dagpleje, og da min mor ikke med 100 % sikkerhed kunne genkalde, om jeg havde haft det, tog jeg et smut til lægen. Jeg var kun 5 uger henne og havde endnu ikke fået taget blodprøver i forbindelse med min graviditet. Lægen ringede allerede tilbage samme aften – efter lukketid. Det alarmerede mig naturligvis en del! Hun kunne fortælle, at jeg havde haft skoldkopper, men at de desværre havde opdaget noget andet i blodprøverne – nemlig lavt stofskifte.

For at simplificere det bedst muligt (ikke for jeres skyld, men jeg er stadig rookie på området) kan man spotte ændringer i stofskiftet ved hjælp af hormonet, TSH, som regulerer skjoldbruskkirtlens funktion. Ved et normalt stofskifte ligger TSH et sted imellem 0,2 og 5,0 – hvis der sker ændringer i stofskiftet vil hypofysen ændre på mængden af TSH i forsøget på at opretholde et normalt stofskifte. Det er altså nogle andre hormoner, der laver roderiet, men TSH der sladrer til de voksne.

Mit TSH var blevet målt et par måneder forinden, da vi var i fertilitetsbehandling (stofskiftesygdomme kan påvirke fertiliteten), og det lå ganske normalt på 0 komma noget. Men efter jeg blev gravid, var det eksploderet til 18, hvilket er meget for højt og dermed sladrer om, at stofskiftet er for lavt. At lægen kontaktede mig øjeblikkeligt skyldes, at et lille, nyt foster ikke selv danner en skjoldbruskkirtel før i uge 12, og indtil da ‘deler’ med mor. Og så længe mors stofskifte ikke fungerer, er der øget risiko for abort, manglende vækst og misdannelser. Derfor ringede lægen med det samme, og allerede den følgende dag stod jeg på apoteket med et lille glas piller, som skulle få mit stofskifte tilbage på rette kurs.

En del kvinder rammes af uregelmæssigheder i stofskiftet under graviditet, netop fordi skjoldbruskirtlen pludselig kommer på overarbejde. For nogens vedkommende stabiliserer det sig igen efter fødslen. For andre bliver det en kronisk lidelse, hvilket er tilfældet for mig.

Jeg mærker ikke rigtig noget til det til daglig. Tror jeg. Jeg tager mine piller og går til jævnlige blodprøvetagninger, som kontrollerer, at jeg får den rette dosis. Men når jeg siger ‘tror’, så skyldes det dette indlæg, som Meyermor udgav i sidste uge. Jeg kan nemlig sætte hak ved rigtig meget på hendes liste. Og det er det forbandede ved stofskiftesygdomme – det har så ufatteligt mange symptomer, at det er let at forveksle med lidelser som stress eller depression. Ja, eller bare helt almindelig hverdagsjag. For helt ærligt – trætheden, osteklokken, følelsen af at være utilstrækkelig, opgivenheden, den dårlige hukommelse mm. kan sagtens være bivirkninger ved livet sådan generelt. Det er i hvert fald dét, jeg har sagt til mig selv i den seneste måned, hvor jeg har følt mig uendeligt træt. Men lagt sammen med blandt andet det at mine negler flosser, at jeg har influenza-ondt i kroppen og at jeg for ikke så længe siden fik en byld på størrelse med Møn midt i ansigtet, får mig naturligvis til at overveje, om jeg måske mærker mere til min sygdom, end jeg går og tror.

Jeg har fået taget blodprøver i dag og skal til samtale med lægen på endokrinologisk afdeling i næste uge. Og de siger sikkert det samme som altid. At alt ser fint ud. I så fald må jeg prøve at udfordre det en smule. Der er for fanden ingen grund til at gå og have det semi-skidt, hvis det kan trylles væk med den rette medicin! Og ellers må jeg pudse Meyermor på dem;)

img_3743
Da min skjoldbruskkirtel er meget lidt fotogen, får I maven i stedet. Det var jo den, der satte gang i lortet…

 

Tilfældigheder og heldigheder.

Egentlig ville vi ha’ startet op på fertilitetsbehandling allerede i første cyklus efter min operation for endometriose i januar 2015. Men der var en fest med arbejdet, som jeg godt ville med til. Sådan rigtigt med til – med øl og shots og alt, hvad denne kunne trække. Jeg ville ha’ en sidste ‘tur’, før jeg satte fødderne i pedalerne og kørte behandlingsmøllen igennem igen. Så vi blev enige om, at vi sagtens kunne vente en måned.

Egentlig skulle jeg insemineres den følgende måned, hvor jeg inderligt fortrød  mit valg af fest og shots, da jeg lå i stigbøjlerne og fik at vide, at jeg havde en cyste. Ergo måtte jeg sidde en omgang over. Benådningskortet havde jeg ligesom brugt i den forrige runde.

Egentlig ville Fyrsten helst slet ikke have været i gang med behandling igen. Ikke fordi han ikke vil have flere børn. Men fordi han var panisk angst for, om behandlingerne, håbet og skuffelserne ville tage på mig på samme måde som før. Om jeg ville gå i stykker igen, nu hvor Ane havde lappet mig så fint sammen.

Egentlig ville vi have valgt en åben donor af den slags, hvor man ved en masse ting om vedkommende. Hvilken uddannelse donoren har, og om han spiller fodbold eller guitar. Men ligesom ved vores første forsøg med iui-d tilbage i 2012, blev det for mærkeligt. Tanken om muligvis at komme til at sammenligne sit barn med en person på et stykke papir. Så vi lod klinikken vælge en åben donor fra deres eget register.

Egentlig troede vi heller ikke, at behandlingen i april ville ende med en inseminering. For der var måske en cyste. Som så ikke var der alligevel. Og så blev jeg insemineret.

Så skete det der med det magiske tis. Og 9 måneder efter var der Jasper.

Rimeligt heldige tilfældigheder!

image

 

Tilbageblik – for et år siden

image

Facebook fortæller mig, at jeg så sådan ud for et siden. Når jeg ser det i dag, synes jeg egentlig, at jeg ser ret stor ud. Pæn, men stor med tanke på, at jeg ‘kun’ var 6 måneder henne. Jeg havde godt nok også på dette tidspunkt taget omkring 20 kg;) på. Der var stadig en måned tilbage før barsel, så jeg cyklede dagligt sammenlagt 15 km. til og fra job.

Hold kæft, hvor var jeg træt! Den der træthed, som mange oplever i starten af graviditeten, sprang jeg let og elegant henover. Men både den og kvalmen gjorde sit indtog i tredje trimester. Jeg kunne stå op og sove. Faktisk mindes jeg, at jeg var i biografen med nogle elever, som var en smule fornøjede over, at jeg kunne sove gennem en hel film. Derudover begyndte jeg at få mere og mere vand i kroppen. De første 30 skridt, jeg tog om morgenen, føltes som at gå på glasskår, og jeg kunne ikke længere passe mine sædvanlige sko, men måtte ud og købe større.

Op til tredje semester var graviditet gået rimelig gnidningsfrit. Fysisk, i hvert fald. Psykisk var en anden sag. Jeg tror først, at det var i tredje semester, at jeg begyndte at føle mig helt sikker på, at det her rent faktisk ville ende med en baby. Op til da havde jeg tusindvis af katastrofetanker, og det var svært for både mig og Fyrsten at give os hen til ubetinget glæde. Men heldigvis ændrede det sig:)

Det var også omkring september 2015, at Fyrsten begyndte at insistere på, at det var en dreng. Ikke gætte eller ønske sig, men slet og ret være fuldstændig overbevist om, at det ikke kunne være anderledes. Og jeg skældte ham ud. For vi vidste det jo for fanden ikke. Og jeg gad ikke gå og tro og forestille mig noget, fordi han plantede frø i min underbevidsthed. Hvilket var præcis det, der skete – jeg forestillede mig en dreng. Som skulle hedde Jasper:)

I september 2015 skrev jeg lidt på bloggen om vægtøgning i graviditeten, noget om at være fuldstændig rablende vanvittig og begyndte at vælte vægge med kun 100 dage til termin, og en ode til de 92 æg, som kom forud for Jasper-ægget:)

Det er ret skægt sådan at tænke tilbage på dengang, hvor vi bare var mig, Fyrsten og Ane. Det er kun et år siden, men et helt andet liv. Og nu er vi her. Jeg er stadig træt, men kan da passe mine sko igen;) Og spisestuen? Den er stadig ikke færdig;)

Debat om rugemoderskab

Lillebror og jeg var ude og blive luftet i går! Sex og Samfund havde samlet et panel af kloge hoveder i Studenterhuset i København med det formål at diskutere de etiske og juridiske aspekter ved rugemoderskab.

image

 

Panelet bestod af nogle super interessante mennesker, som i den grad har en relevant stemme i debatten:

Lillian Bondo – formand for jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd

Gunna Starck – medlem af Kvindepolitisk Udvalg, Enhedslisten

Mikkel Raahede – formand for Dare (organisation der arbejder for ligestilling for alle familiekonstellationer) og far til tre børn, som er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab

Louise Traberg Smidt – advokat, gymnasieveninde  og ikke mindst en af de sejeste kvinder, jeg kender.

Det var en super spændende debat! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men jeg er meget imponeret over, at panelet formåede at diskutere et så stort og følsomt emne på så saglig vis, som de gjorde.

Så vidt jeg forstod (med en lillebror på armen, kan man godt misse en detalje eller to), var alle paneldeltagere enige om, at altruistisk rugemoderskab (altså den form for rugemoderskab, hvor den fødende kvinde bruger sine egne æg, og hvor der ikke er penge involveret, og som er tilladt i Danmark) er en ‘acceptabel’ form, som det burde være lettere at benytte. Som det er nu, vanskeliggøres denne form for familiedannelse ved, at den intenderede mor/far ikke kan få barsel på lige fod med den biologiske forælder, samt først kan få juridiske rettigheder efter 2,5 år.

Vandene var dog mere delte, når snakken faldt på kommercielt rugemoderskab, hvor man enten benytter donoræg eller æg fra den intenderede mor, og hvor der er penge involveret. Lillians store kritikpunkt ved denne form for familiedannelse gik hovedsageligt på det faktum, at man ikke fremadrettet har et forhold til den kvinde, som har født barnet, og at barnet dermed fuldstændig afskæres fra den kvinde, det er vokset i. En kritik som både Louise og Mikkel dog mente ikke havde meget hold i virkeligheden efter deres erfaring. Som Mikkel så fint sagde det, så kan man ikke dele sådan en oplevelse uden for evigt at være forbundet.

Gunnas største bekymring med hensyn til kommercielt rugemoderskab omhandlede forholdet mellem rig og fattig og ‘skyggetilfældene’, hvor rige, hvide mennesker udnytter fattige indiske kvinder.

Den generelle debat om rugemoderskab kan naturligvis hurtigt komme til at handle om de riges udnyttelse af fattige kvinder i andre lande, men jeg synes, at ordstyreren var særdeles god til at holde fokus på det relevante i netop denne debat – nemlig indenfor hvilken ramme, det giver mening at tale om rugemoderskab i Danmark. Hvilke overvejelser må man gøre sig, hvilke scenarier må man forholde sig til.

Særligt interessante og tankevækkende var også kommentarerne og spørgsmålene fra publikum.

Både de generelle som gik på, om det overhovedet er muligt at indgå en ‘kontrakt’, når man taler menneskeliv. Hvad hvis uventede ting opstår – hvis der opstår komplikationer med barnet eller den gravide.

Og særligt de mere personlige: fx en kvinde, som levede i et lesbisk forhold, og som stillede spørgsmålstegn ved, om loven burde ændres, således at hendes æg kunne sættes op i hendes kone, og de på den måde kunne få et fælles barn, som de begge havde ‘investeret noget i’. Det synes jeg er en ret smuk tanke, særligt med tanke på de undersøgelser som viser, at den fødende kvinde også påvirker æggets dna (det er en længere forklaring omkring mikroRNA, som er ret spændende!). Eller den kvinde i publikum, som var født uden livmoder, men med fine, brugbare æg, som hendes søster gerne ville huse i 9 mdr.

Lillian, som jo er sindssygt dygtig og meget velformuleret og velovervejet at høre på, belyste et punkt, som jeg faktisk først selv er blevet opmærksom på for nylig. Nemlig det at når man placerer en kvindes æg i en andens livmoder, vil der større risiko for komplikationer. Fx oplever man langt flere tilfælde af svangerskabsforgiftning ved ægdonation end ved ‘almindelige’ graviditeter. Det er naturligvis vigtigt at medtænke!

Der findes desværre ingen statistik på, hvor mange danske børn, der er kommet til verden ved hjælp af rugemoderskab. Louise mener dog, at tallet er langt større end hvad Ankestyrelsen skønner, da en del af de par, som kommer hjem fra udlandet med et barn, føler sig nødsaget til at lyve (“Hurra, vi fødte, mens vi var i USA!”) af frygt for at blive kriminaliseret. En uofficiel undersøgelse menes at have fundet frem til, at der går mere end 1000 ‘rugebørn’ rundt i Danmark. Og lige præcis derfor er debatten om rugemoderskab så sindssygt vigtig at tage! Når nu man ved, at det finder sted, er man som samfund nødt til at forholde sig til det.

Alt i alt var det en virkelig spændende og oplysende aften, som sluttede af med pommes frites, cola og dejligt selskab af Louise:)

Skulle du være nysgerrig på emnet, så blev de fire paneldeltagere efterfølgende interviewet til 21Søndag, som sendes d. 19/6.

 

Strut samler ind – vil du være med?

Jeg har det ret godt herhjemme i min barselsboble! Vi mangler ingenting. Jo, det skulle da lige være en tremmeseng til lillebror, men så tjekker jeg dba eller Reshopper, eller planlægger en tur til Ikea, og så er det klaret. Nogen reelle bekymringer har vi ikke. Fordi vi er røv heldige!

Sådan er det ikke for alle.

Stine og Strut har fået den super fine idé at starte en indsamling i samarbejde med Røde Kors til fordel for de mødre, som ikke er ligeså heldige som dig og mig. Dem, som ikke får kastet udstyr i nakken af naboen, eller lige kan svinge dankortet i Ikea, når sengen trænger til en opgradering. Mere præcist handler det om de mødre, som lige nu bor på Asylcenter Avnstrup og Roskilde. Mødre som i den grad kunne bruge en håndsrækning!

Det er muligt at donere ventetøj, babytøj og udstyr hos Strut på Nørrebro i denne uge og næste uge med, og jeg er gået i gang med at finde ting frem fra gemmerne.

Vi har eksempelvis to fyldte bæreposer med sutteflasker og tilbehør. Hvis nu lillebror en dag skal ha’ en flaske. Men hvad skal jeg med 15 flasker? Hvad skal jeg med 10 sæt sengetøj? Hvad skal jeg med to skråstole? INGENTING! Særligt ikke når jeg ved, at der findes mødre, som intet har.

Har du, ligesom jeg, mere end du reelt behøver, så fyld en pose og tag en tur til Strut (eller send med posten til Strut på Fælledvej 13, 2200 Kbh N.)- så sørger de for, at dine ting kommer videre til nogen, som virkelig mangler:) De har allerede modtaget en del vente- og ammetøj, men der mangler stadig babytøj og udstyr, som babyalarmer, bæreseler, klapvogne, højstole mm.

image

Fødselsdagsforsinkelser og trylletis

Sidste år fejrede vi min 31-års fødselsdag med fem dages forsinkelse. Dagen før min fødselsdag blev Fyrsten indlagt på Rigshospitalet med en blodprop, så der var selvsagt vigtigere ting at fokusere på end tallene på mit sygesikringsbevis.

Men da Fyrsten blev udskrevet, insisterede han på, at jeg skulle have det obligatoriske morgenbord med boller, blødkogte æg og gaver. Jeg protesterede ikke;) Så d. 17. april vækkede Fyrsten og Ane mig med sang og flag. Vi havde en dejlig morgen, og da boller og æg var fortæret og gaverne åbnet, gik vi i haven for at nyde forårssolen. Jeg lugede ud i et bed, mens Ane muntrede sig med de regnorme, jeg fik gravet frem undervejs. Efter lidt havearbejde og leg, smed vi os alle tre i dobbeltsengen og fik en god lur. Helt perfekt fødselsdag!

IMG_1832

 

IMG_1844

Lidt over middag dækkede Fyrsten op til en lækker frokost, og jeg kom pludselig i tanke om, at det var testdag. Egentlig skulle jeg ha’ taget testen om morgenen, men jeg havde ærlig talt glemt alt om det. Jeg havde nemlig testet negativ to dage tidligere, da jeg skulle et smut til lægen. I dagene efter Fyrstens blodprop, havde jeg været ualmindeligt svimmel. Først tænkte jeg, at det var chokket. Dernæst at det måtte skyldes elevatorturene på Riget. Men da gulvet havde gynget lystigt i fem dage, tog jeg alligevel et smut forbi lægen. Og for at udelukke en eventuel graviditet, havde jeg taget en test hjemmefra. Den var, som altid, bragende negativ. For første gang nogensinde i vores behandlingsforløb græd jeg ikke over resultatet. For jeg havde ikke forventet noget. Jeg tog til lægen og kom hjem med en henvisning til en øre-, næse-, halslæge, som jeg skulle besøge, hvis ikke svimmelheden aftog.

Men af en eller anden grund kom jeg altså i tanke om den graviditetstest, som lå ude i skuffen og forventede at blive tisset på. Og mens Fyrsten snittede agurker, tissede jeg i en rød melamin-kop. Så spillede jeg Candy crush på toilettet i et par minutter, før jeg, helt uden håb og forventning, rejste mig for at smide den negative test i toiletspanden.

Trommehvirvel…..

Der var to streger!

image

Når man aldrig før har set to streger, så er man slet ikke i tvivl. Ja ja, den ene streg var mega svag. MEN DEN VAR DER!

Jeg nåede at tænke, at jeg burde finde på en eller anden sjov måde at fortælle det til Fyrsten på. Men jeg var tom for idéer. Så jeg gik ud i køkkenet, stak ham testen og sagde “Jeg har også en gave til dig!”. Så hoppede og dansede vi lidt, før vi gik ind og spiste leverpostejsmadder:)

Jeg spurgte Fyrsten, hvad man så skulle gøre nu, når man havde fået en positiv test. Og han svarede, klog som han er, “Man skal spise is!”. Så vi gik op og købte soft ices.

Og da vi slentrede ned ad Hvidovrevej med maven fuld af soft ice, glæde og for mit vedkommende en lille babyspire, konstaterede Fyrsten tørt, at han nu syntes, jeg var en tand opmærksomhedskrævende.

“Ja ja, så er man ved at dø og får lige rampelyset for en kort bemærkning, før du kommer der og blærer dig med dit trylletis….. Se mig, jeg kan tisse streger frem;)”

Det må man jo give manden ret i;)