Forskellighed og kærlighed

Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg mærker en forskel, nu hvor jeg også har et barn, som jeg selv har født. Ikke ment som om jeg elsker den ene mere end den anden, men nok nærmere om jeg føler, at noget er anderledes – i måden jeg ser dem på, og i måden jeg er mor på.

Da vi ventede Ane, vidste jeg af gode grunde ikke, hvad det ville sige at være gravid. Ergo vidste jeg heller ikke, hvad jeg gik glip af. Og selvom jeg elskede at være gravid med Jasper, så var det helt ærligt ret surrealistisk at tænke på, at der lå et lille menneske indeni mig. Jeg mærkede hikke og spark, og jeg nussede maven og talte med ham. Men den dag i dag har jeg stadig lidt svært ved at forstå, at det var HAM, der lå indeni mig. Og selvom jeg nåede at være ret meget i fødsel med Jasper, så endte det alligevel med at blive lidt den samme oplevelse, som da Ane kom til verden, fordi jeg hverken så eller mærkede, at han kom ud ad mig.

Og jo, jeg mærker en forskel. En stor forskel. For de er to forskellige børn, og jeg er to år og en hulens masse erfaringer rigere.

Med Ane var jeg ikke bare førstegangsmor. Jeg var ‘ufrivilligt barnløs-førstegangsmor’. Jeg havde ventet SÅ længe på hende. Der var en særlig skrøbelighed over den første tid som mor til Ane. Hun var for tidligt født, vi var indlagt, vi var usikre på alting. Jeg var opfyldt af lykke og samtidig panisk angst for at gøre noget forkert. Jeg havde jo ikke prøvet det før.

Ane blev holdt tæt hele tiden. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg ikke kunne andet. Hun var sjældent ked af det eller utilfreds – ene og alene fordi hun ikke nåede det, inden jeg stod klar med babser, arme og et nøje udvalgt repetoire af børnesange.

Jasper er nødt til at give tydeligere udtryk for sine behov, fordi jeg til tider er optaget af at lægge puslespil og tegne blomster. Han virker til at have et større behov for nærhed, end Ane havde, men måske han bare får muligheden for at vise dét, som jeg altid kom i forkøbet med Ane.

Med Jasper er jeg andengangsmor. Jeg ved, at han ikke går i stykker. Jeg er ligeså opfyldt af lykke, som jeg var med Ane, men den tager på sin vis en anden form. Jeg er roligere. Jasper er vores bonus. Han er ligeså stort et mirakel, som Ane var, fordi han ikke på samme måde var forventet. Han var det håb, vi ikke rigtig turde ytre, fordi vi allerede havde fået ét ønske opfyldt.

Der er forskel på mine børn, og der er forskel på den måde, jeg er mor på. Men der er ikke forskel på graden af kærlighed. Ligesom jeg ikke elsker Ane højere, fordi hun var mit første barn, elsker jeg heller ikke Jasper højere, fordi jeg har født ham.

Mens jeg var gravid, forestillede jeg mig ikke, at jeg kunne elske noget andet barn ligeså højt, som jeg elsker Ane. Tosset tanke, men vist rimelig almindelig. Heldigvis er kærlighed ikke en mangelvare herhjemme;) En anden tanke, som er blevet modbevist, var, at babyen kun ville ligne mig, hvis det blev en pige.

Jeg synes, det er super dejligt og sjovt, at Jasper ligner mig. For det gør han virkelig! Vi har samme øjenform, mund og hage(r). Og jeg elsker at kigge på gamle billeder af mig selv og se lighederne. Men det handler mest om, at det er skægt at kunne genkende noget i ham.

For jeg synes, det er fuldstændig ligeså skægt, at Ane er som snydt ud af næsen på sin moster. Det er dejligt, at jeg kan se så meget af min søster i hende.

 

Mine børn er helt deres egne

– men de er heldigvis også mine;)

imageimage

 

Knib, for dælen!

8-ugers undersøgelsen, som blev aflyst i sidste uge, kalder på mig i dag. Og jeg kniber som besat! For det skal man jo – knibe. Særligt efter en fødsel. Og man kan lave alle mulige aftaler med sig selv – jeg vil knibe, når jeg børster tænder, vasker hænder, står i kø mm. Men personligt glemmer jeg det. Indtil nogen taler om det. Så kniber man, så panden rynker og kæberne spænder! Du gør det lige nu, ikk’?! Selv tak;)

Min meget højgravide veninde, Maria, kommer forbi senere i dag. Maria er ret så vidunderlig. Hun er farverig og flagrende og har blomster og elefanter tatoveret rundt omkring. Hun har termin om 9 dage, og det hun glæder sig allermest til, når hun har født, er (udover barnet, naturligvis) at kunne løbe. Altså ikke sådan løbetræne! Men bare det at kroppen føles lettere og mere mobil. Og da Maria forklarede, hvordan hun så sig selv løbe på en blomstereng, måtte jeg smile lidt. For jeg kan også godt se det for mig. Maria, med sit lange, tykke, hennafarvede hår, der løber hen over en blomstereng. Indsæt selv underlægningsmusik, jeg foreslår Eva Cassidy. Og for hvert lille hop, klasker ammelapperne op i fjæset på hende, mens små dråber af urin danner en lille sky bag hende. Åh ja, jeg ser det tydeligt;)

Jeg har ikke engang født vaginalt, og alligevel føler jeg til tider, at min bækkenbund er slappere end slap. Og lidt slappere end det. Pt er jeg ramt af en forkølelse med både host og nys, som gør, at jeg ledsages af en svag dunst af urin. Det er fandme hyggeligt;)

Gåturen op til lægen varer cirka 40 minutter, og jeg har tænkt mig at knibe hele vejen! Så hvis du ser en lille dame med en barnevogn på Hvidovrevej, som ser meget koncentreret ud, så er det bare mig:)

High fives og hormonspiral

Vagina blev svært skuffet her til morgen. Først blev 8 ugers undersøgelsen aflyst pga sygdom (ret heldigt, for influenzaer og tvære tissekoner er et virkelig skidt match!), dernæst valgte lægen på Riget at skippe samtalen med Vagina. Hun ville faktisk ikke engang kigge på hende!

Jeg er personligt lettet over ikke at skulle ha’ stængerne i stigbøjlerne i denne omgang. Og så er jeg glad for, at jeg lige fik muligheden for at stikke lægen en high five og sige tak for hjælpen. Sidst vi sås, var da hun udførte den kikkertoperation, som jeg håbede kunne give mit livmoder lidt motivation til at huse et lille menneske. Og det må siges at have virket.

Jeg har let endometriose, hvis der er noget, der hedder sådan. Jeg havde en smule endometriosevæv, som blev fjernet for et års tid siden. Men sådan noget skidt kommer oftest igen. Og med det følger de mange menstruationssmerter, som jeg har døjet med, så længe jeg kan huske. Så lægen foreslog mig en hormonspiral, og jeg takkede nej.

Først og fremmest fordi jeg ikke har smerter pt. Og dernæst fordi jeg er en lalleglad, håbefuld og naiv tosse;) Nu ved min krop, hvad den skal stille op med at befrugtet æg. Den kan sige “Næ hov, det virker bekendt det her!” Og er der bare en mikroskopisk chance for, at lillebror kan blive til storebror, så har jeg ikke tænkt mig at stille mig i vejen.

Vi satser overhovedet ikke på at få flere børn. Vi føler os rimelig heldige med dem, vi har:) Men jeg har bestemt ikke tænkt mig aktivt at gøre noget, der kan forhindre en graviditet, så længe jeg ikke har smerter.

Så ingen spiral til mig, tak:)

The Vagina Dialogue

Jeg skal til 8 ugers undersøgelse OG til endometriose-tjek på Riget i morgen. Med tanke på hvor meget jeg ellllllsker gynækologiske undersøgelser, så er det jo bare pisse fedt!

Det der endo-tjek har jeg stadig ikke rigtig forstået, hvad indebærer. Hvordan det står til indvendigt, kan de ikke se, med mindre vi napper en kikkertundersøgelse. Så kan de naturligvis spørge til smerterne, men i og med jeg kun nåede at have to menstruationer efter operationen, er det lidt svært at svare på. Såååå…. bare sådan en hygge-undersøgelse??

 

“Hej Vagina, hvordan går det? Det er længe siden vi to har set hinanden:)”

Jooooh, det går vel meget fint….”

“Jeg fornemmer, at det er noget, der trykker dig, Vagina?”

“Vi er bare ikke på talefod pt, mig og hende den gamle.

“Jaså?”

“…….”

“Vagina, det her er et sikkert rum. Jeg er her for dig, hvis der er noget, du vil dele.”

Jeg har ikke lyst til at tale om det.”

“Vagina, du kan ikke bare lukke i på den måde. Det er dårligt for din pH-balance, det ved du.”

Hun prøvede at presse et menneske ud af mig! Et MENNESKE!!!” 

“Ja, det kan jeg godt se. Det var heller ikke pænt gjort af hende.”

Pænt??! Er du klar over, hvor ondt sådan noget gør?” 

“Hvordan reagerede du på det, Vagina?”

Jeg gik i strejke. Naturligvis. Det er, hvad man gør, når man stilles overfor umenneskelige arbejdsforhold. Jeg er skam medlem af en fisseforening!” 

“Har du så genoptaget arbejdet?”

Niks! Ikke før hun siger undskyld!

 

“Elisabeth, jeg tror, at Vagina har brug for en undskyldning?!”

Ej men, for fanden! Hun vidste godt, hvad hun gik ind til. Vi var på teambuilding-kursus i 9 mdr.! Vi havde utallige VUS-samtaler (Red. vaginale udviklings samtaler)! Jeg skylder ikke hende en skid!”

“Elisabeth! Hvis der nogensinde skal kunne genetableres en nogenlunde pH-balance, så siger du undskyld!”

Undskyld, Vagina…. 

 

(Er du i humør til flere underlivs underligheder, så læs med her hos Meyermor)

Babyshower og et tavshedsløfte

Jeg var til babyshower i går formiddags for at fejre en lille dreng, som forventes at melde sin ankomst til verden om små tre uger. Der var disket op med blå kager, balloner og glade kvinder – dét må siges at være en ganske glimrende kombination.

image

Maria, som er en af min allertætteste veninder, skal være mor for første gang, og jeg synes, det er kæmpestort! Jeg hylede helt vildt, da hun fortalte, at hun var gravid. Det gentog sig naturligvis, da meddelte, at hun skulle have en søn. Og jeg vil næsten garantere, at der for alvor bliver åbnet for sluserne, når han kommer til verden:)

Jeg har to bedste veninder. Den ene blev mor for første gang, da hun var 20. Og det var naturligvis stort og fantastisk, men jeg havde på en eller anden måde bare ikke alderen og indstillingen til at forstå præcis hvor stort og fantastisk, det i grunden var. Mit hoved var et andet sted, og jeg forstod ikke rigtig konceptet moderskab. Det gør jeg denne gang!

Jeg synes, det er ret vidunderligt at skulle opleve én, som jeg virkelig holder af, blive mor for første gang, for denne gang ved jeg, hvad det betyder. At hun så ‘vælger’ at gøre det nogenlunde synkront med, at jeg er blevet mor for anden gang, er bare kirsebærret på toppen af verdens lækreste isdessert – for det betyder jo for det første, at vores drenge kommer til at blive jævnaldrende. Men det betyder også, at vi kommer til at have barsel samtidig. Dét er meeeeeega fedt!

Og i dag, hvor vi smovsede kager, drak kaffe og snakkede om søvnmønstre og lortebleer, var en rimelig god indikator for, hvordan de næste mange måneder bliver: Pisse hyggelige!!!

Nu er min fornemste opgave at minde mig selv om, hvor pisse irriterende jeg ofte syntes, at andre ‘garvede’ mødre var, da jeg selv var nybagt mor. For de ved jo på forunderligvis ALT om ALTING! Og de fortæller dig gerne om det. Helt uden at du har spurgt. Så hjælpsomme er de nemlig….

Og jeg er allerede nu, før hun overhovedet har født, begyndt med de gode råd. Som hun ikke en skid har bedt om;) Så selvom jeg i dag har givet hende gaver, så tænker jeg, at hun skal have en ekstra – min tavshed!

Jeg sværger, at jeg vil gøre mit ypperste for ikke at stoppe mine gode råd og velmenende fortællinger om egne poder ned i halsen på hende. For jeg er ganske sikker på, at hun gerne lytter til mine gode råd, når HUN har brug for dem. Ikke når JEG føler behov for uopfordret at dele dem.

Jeg lover, at jeg vil prøve ikke at give erfaringer videre som endegyldige sandheder. Jeg vil huske på, at alle børn og alle forældre er forskellige, og at dét, der virker for mig, muligvis ikke virker for andre.

Jeg vil lytte og forstå og ikke følge hver sætning op med et ‘Da Ane var lille, gjorde jeg sådan her….’, for nogen gange er det ikke råd, man søger. Nogen gange har man bare brug for at læsse af og bliver anerkendt for sine følelser, uden at andre forsøger at fikse dem.

Jeg vil gemme mine allerbedste råd til de efterspørges – således at de ikke ender i ‘Hold kæft, hvor er du irriterende lige nu’-kassen.

Ama’r halshug!

Tanker om mit kejsersnit

I aften er det muligt at se et kejsersnit live på DR. Jeg skal naturligvis se med! Selvom jeg selv har været midt i det, ved jeg ikke, hvordan det faktiske indgreb foregik. Jeg kan huske, at lægen ville forklare mig det, mens jeg lå på fødegangen med veer. Og jeg spurgte, om han for fanden ikke bare ku’ forklare mig det, mens han kørte mig til operationsstuen??! Men portøren var på vej, og lægen gik i gang med at forklare. Og jeg hørte intet, udover den lille stemme i mit hoved (måske, ellers var det Jess’ eller jordemoderens), som mindede mig om at bruge min vejrtrækning.

Mens selve kejsersnittet stod på, koncentrede jeg mig kun om ikke at tænke på, at jeg, grundet den voldsomme bedøvelse, ikke ville kunne få min baby i armene med det samme. Og jeg prøvede at fjerne mit fokus fra det faktum, at jeg ikke kunne mærke min krop, at jeg frøs, og at min vejrtrækning var besværet. Så jeg snakkede med sygeplejersken om alt muligt lige gyldigt. Og da lillebror endelig var ude, var al mit fokus på, om han var okay.

Jeg er ikke ked af mit kejsersnit. Slet, slet ikke. Vi havde et godt og trygt forløb, og takket være vores fantastiske jordemoder var vi med hele vejen. Så nej, jeg er bestemt ikke ked af mit kejsersnit:)

Men jeg er ærgerlig, for jeg føler lidt, at jeg er gået glip af noget….

Amira skrev engang et virkelig godt indlæg om det at have født for tidligt, hvor hun sammenlignede det med at have planlagt en rejse og så ende i et helt andet land, end det der stod på billetten. Og det er en ret god beskrivelse af de følelser, jeg har haft i tiden efter Jaspers fødsel. For selvom Paris er en vidunderlig by, så havde jeg glædet mig til en tur på Camden Market.

Jeg har fået to børn. To fantastiske og smukke børn, og jeg er evigt taknemmlig over at have fået lov at være deres mor. Men jeg har ikke mærket dem komme ud af min krop. Jeg har ikke fået deres små, rynkede kroppe op på mit bryst. Og lige den lille og på mange måder ligegyldige del havde jeg set frem til. Den del var mit Camden Market.

Jeg glæder mig til at se programmet i aften. Jeg glæder mig til at få syn for, hvordan lillebror kom til verden. Lige nu falder jeg hele tiden over smukke og bevægende billeder af fødsler delt på facebook. Den lille, fedtede baby på mors bryst, og moren, der græder af glæde. Og det er desværre medvirkende til at holde mig fast i følelsen af at være gået glip af noget.  Jeg ser frem til programmet i aften, så jeg forhåbentlig kan fornemme, at min fødsel også var smuk og bevægende:)

image

Hvordan min fødsel forløb, kan du læse her🙂

Min efterfødselskrop – uge 4

I skal selvfølgelig ikke snydes for denne uges blege vom! Selv tak;)

Den er ikke lille, men altså – den er da heller ikke stor. Sådan her kunne jeg, hånden på hjertet, også godt ha’ set ud efter heftigt samvær med en pose franske med dertilhørende holiday-dip. Jeg kan dog se, at den er stort set identisk med sidste uges mave, men med tanke på at der har ligget et helt, lille menneske derinde, så tillader jeg mig alligevel at være stolt over mavens nuværende (s)tilstand!

Status:

  • Jeg er stadig i mine ventebukser. Fordi de er pisse behagelige. Og fordi mine hofter tydeligvis er ved at underskrive skilsmissepapirerne.
  • Ovenstående ville muligvis give anledning til triste miner hos andre kvinder, men ikke her. For der er som bekendt ‘h’, ‘o’ og ‘s’ i både ‘hofteskred’ og ‘shopping’. Coincidence?? I think not!
  • Jeg har opgivet at veje mig, fordi vores vægt vist ikke rigtig fungerer. Jeg vejer 10 kg mere, når vægten står i køkkenet. Måske fordi det er der, jeg opbevarer chokoladen?
  • Jeg savner min gravide mave helt vildt! Det er fantastisk at kunne bukke sig, selv tage strømper på og alt det der, men jeg tager stadig mig selv i at nusse maven. Oveni alt det irriterende, der følger med sådan en stor mave, så var det altså også rimelig magisk:)
  • Der er fortsat mælk i min tredje brystvorte, og jeg fatter det simpelthen ikke!!! Altså der kan da ikke være mælkegang i den?! Eller det er der så tydeligvis!?! Læsere med særlig ekspertise indenfor ‘ekstra brystvorte’-felter bedes venligst melde sig i kommentarfeltet! Og også bare jer andre med mere end to brystvorter:) Det kan da næppe være en klub, som kun Chandler og jeg er medlemmer af….

Her finder I mit post-preggo legeme uge 1, 2 og 3.

Tilværelsens uliderlige lethed

Nu har vi efterhånden talt om det meste herinde, ikk’? Og hvis vi både kan tale om mine babser, min mave og min kønsbehåring, så kan vi vel for dælen også tale lidt om sex.

Wikipedia skriver:

Samleje (lat. coitus) er den menneskelige form for kopulation og en almindelig form for sex. Selvom samlejets biologiske formål er reproduktion, dyrkes det også for nydelsen og som et udtryk for kærlighed og følelsesmæssig intimitet.

Ja, jeg var nødt til lige at Google det, bare for at være sikker…

Men det siges jo, at man ikke glemmer det. At det er ligesom at køre på cykel. Altså hvis cyklen har en gulerod agurk  squash (Fyrsten godkender altid mine indlæg) fastspændt på sadlen. Meget symbolsk har min cykel faktisk været flad i små 6 uger!

Jeg er helt ærligt ikke så liderlig, som man ku’ forvente. Måske lidt inden i hovedet. Men sådan i kroppen… Der er jeg mest af alt skræmt fra vid og sans! Det er efterhånden så længe siden, der har været gang i fabrikken, at jeg forestiller mig, der må skulle uendeligt meget WD40 til for at få gang i maskineriet. Selv for en handyman, som min;)

Fyrsten mener, som sagt, at det ikke længere hedder en tissekone, når man har (forsøgt) skubbet et menneske ud af den. Jeg selv er dog kommet på nogle andre betegnelser, som jeg tænker er mere dækkende for understellets nuværende tilstand:

Konserveringskussen

Forhindringsfissen

Skrotskrævet

Mugmissen

Kasseringskutten 

Hensættelseshullet

Vankancevaginaen!

Kondemneringskrukken

Feriefjappen

og sidst, men ikke mindst

Renæssancerevnen

 

Man skal jo op på hingsten før eller siden, men det er tilladt at være lidt nervøs, ikk’?! Sidst der var bevægelse i madammen, var det bestemt ikke på den behagelige måde!

Bonus-info: Et par uger efter min søster havde født Ane, spurgte hun mig, om Fyrsten og jeg havde dyrket sex efter fødslen. Den er ikke helt god med hukommelsen;)

Og værs’go – min cykel:

image

Give away: Rebozo-massage

Annonce! – Præmien er sponsoreret af Mamaprofylax. Jeg har selv modtaget en massage som uforpligtende gave:)

Som I måske husker, var jeg kort før termin på besøg hos Tina/Mamaprofylax og få mig en rystetur;) Det var noget nær det mest vidunderlige for mit tunge, trætte legeme!

Vi brugte også rebozo under min fødsel, og selvom det desværre ikke hjalp til at få lillebror på rette kurs, så er jeg stadig af den opfattelse, at Rebozo er en ganske genial ‘opfindelse’:) Begge mine jordemødre brugte det på mig, og det var virkelig god smertelindring!

Jeg har fået lov at forkæle en af mine læsere med en omgang Rebozo-massage hos Tina. Og jeg mener virkelig forkæle, for jeg gik derfra med en helt anden fornemmelse af lethed og velbehag i kroppen. Massagen forgår i Mamaprofylax’ lokaler på Frederiksberg, og man skal være minimum 37+0, når man får massagen. Hvordan selve massagen foregår, har jeg fortalt om her🙂

For at deltage skal du smide en kommentar, hvor du skriver, hvem der fortjener en omgang massage:) Vinderen findes d. 12/2.

image

“Rebozo er det mexikanske navn for sjal eller svøp og har været brugt i Mexico i mange århundreder, til alt fra hjælpemiddel under fødsler og som smuk sjal til skuldertaske, hængekøje og bæresele til småbørn.

hvad går rebozo ud på?

Rebozo teknikken består af rystende bevægelser af bækkenet med hjælp af et tørklæde.

Under graviditet. Når man som par skal bruge rebozo er det vigtigt at man kender anatomien og ved, hvordan barnet trænger ned i bækkenet. At lære at bruge rebozoen under graviditeten bygger samtidigt op til en forståelse af helheden, hvor hele kroppen er involveret i vearbejdet. Det hjælper parret til, at blive mere nærværende i graviditeten og fødslen. Hvis man bruger rebozo under graviditeten har man oftest ikke behov for det under fødslen- kun for at ”rette til”, eller som afslappende redskab. Rebozo er nemlig også en dejligt afslappende massageteknik som bland andet effektivt lindrer lændesmerter”
Fra Mamapofylax’ hjemmeside

Min efterfødselskrop – uge 3

– Her kan du se min efterfødselskrop uge 1 og uge 2.

Det er i dag tre uger siden, at lillebror kom til verden. Han er møg hamrende lækker, spiser meget, skider mere og sover, som vinden blæser. Jeg er mega forelsket og ret træt! Fyrsten er dog en stjerne, og han både afleverer og henter Ane, så ofte som det kan lade sig gøre, hvilket gør hverdagen en hel del nemmere for mig.

Ane er fortsat stor fan af lillebrors tilstedeværelse og kysser og krammer ham i en uendelighed. Han tager heldigvis pænt imod:)

Og nu til det vigtige – status på efterfødselskroppen efter 3 uger:

 

  • Min mælkeproduktion har stabiliseret sig, hvilket jo er fantastisk, omend jeg, trods smerten, synes det var ret skægt at prøve at have koloenorme babser!
  • Jeg må konstatere, at min vægt er fuld af lort (ellers er jeg), for jeg har taget 1 kg på siden sidste uge!
  • Jeg prøvede at hoppe i et par af mine gamle jeans i går. De kom sgu på:) Helt op til knæet…..
  • Maven er stadig sådan en slags stor. Jeg begynder at tvivle på, at det er livmoderen, der fylder. Det er nok nærmere de enorme mængder af hvidt brød og kage, jeg indtog under graviditeten….
  • Min hovedbund klør endnu. Jeg har kastet en mindre formue efter speciel shampoo og kokosolie for blot at finde ud af, at jeg har lus. WTF??!!
  • En læser var så sød at informere mig om, at hun havde fået besked på, at hun først måtte støvsuge 8 uger efter sit kejsersnit. Jeg vendte det med Pia, som står for det efterfødselstræning, jeg går til, og hun var enig. Jeg må ikke støvsuge! Øv….. Noooooot;)
  • Chewie er blevet studset. Jeg har dog tydeligvis ikke været grundig nok, for Fyrsten siger stadig sådan her, når han ser mig nøgen: