Tre måneder til termin og noget om at slippe kontrollen….

image

 

image

Der er i dag præcis tre måneder til termin.

Spisestuen, som det er planen, at jeg skal føde i, er på ingen måde færdig. Vi har ikke lavet pusleplads. Vi har ikke købt barnevogn – faktisk har vi endnu ikke besluttet, hvilken model det skal være. Jeg vil også gerne ha’ fat i en kravlegård og en babynest, men jeg er ikke nået længere end til tanken. Jeg har købt lidt tøj i genbrugsen og lidt over Instagram, men mangler vist stadig en del.

Vi har købt en pakke bleer. Dét er det. Og jeg indrømmer gerne, at de blev købt, fordi jeg manglede at smide lidt varer i kurven på Nemlig for at nå op på de 400 kr, som man som minimum skal handle for.

Vi er på ingen måde klar – og det er helt okay.

Da vi ventede Ane var stort set ALT klart på nuværende tidspunkt. Vi kendte kønnet, navnet var valgt, tøjet var vasket og sorteret og der var både syet uroer og kravlegårdsrand.

Jeg tror, at noget af forklaringen ligger i vores historie. At vi havde ventet så længe på Ane, og at jeg ikke havde ‘føling’ med hende i dagligdagen, fordi hun ikke voksede i mig – det var så uhyre vigtigt for mig at kontrollere de ting, som jeg nu engang kunne kontrollere, såsom farven på hendes stofbleer.

Men derudover tænker jeg også, at der er en væsentlig forskel på at blive mor første og anden gang. For ser man bort fra graviditet og fødsel, så har jeg jo prøvet det før. Jeg ved, at lige meget hvor forberedt man er, så bliver man pisse overvældet. Og halvdelen af de ting, som var af største nødvendighed, mens vi ventede på Ane, blev lige gyldige, da først vi stod med hende i armene. Eksempelvis var der både indkøbt zinksalve og creme fra apoteket, som aldrig blev brugt. Og den seng, som jeg syntes, det var så vigtigt at have til hende i stuen, blev kun brugt i ca. 2 uger. Man har så mange idéer og forestillinger om, at gør det helt ‘rigtigt’. Der er bare ingen facitliste – desværre;) Børn er forskellige, deres behov er forskellige, ens egne behov er forskellige, fordi det nu ikke bare handler om at få et barn, men om at have to. Det bliver noget andet, fordi JEG er en anden. Jeg er mor.

Det eneste jeg tænker, vi absolut må have i huset er lanolin-creme og ammebrikker – just in case.

Derudover tager vi det, som det kommer. Og nyder ventetiden uden shoppingvanvid og dertilhørende forhøjet blodtryk;) Jeg slipper kontrollen, og siger til mig selv “kommer tid, kommer råd”. Der kommer i hvert fald et barn, og så tager vi den derfra.

Venindemaver:)

Det er ret fedt, det der med at være gravid! Altså når man ser bort fra de hævede ben og fødder, de kraftige humørsvingninger og det faktum, at jeg må ud og købe trusser i størrelse større end sidst. Igen. Og det ser man bort fra, hvis man er mig. Faktisk synes man, at det er lidt hyggeligt, fordi det ligesom understreger graviditeten:) Så mest af alt er det bare redt fedt.

Og for ikke længe siden blev det liiiige en tand bedre. Man skulle ikke tro, at det var muligt, men det var det! Maria gjorde det bedre:)

Maria er en af mine bedste og ældste (af varighed) veninder. Vi har kendt hinanden i 18 års tid, og vi ses så ofte, det er muligt. Og om lidt skal vi på barsel sammen – Maria er nemlig næsten 11 uger henne:)

Det er simpelthen det bedste at se frem til, at skulle dele barsel og babylykke med Maria! Jeg forudser lange gåture, store kager og dampende, varm kaffe. Og forståelse! Man ved jo  (og kender selv og forstår), at de andre veninder på et eller andet tidspunkt bliver trætte af at høre om ens sprækkede brystvorter og vidunderlige afkom. Med Maria kommer jeg med garanti til at sammenligne brystvorter og andre ‘krigsskader’;) Det ér sgu da for hyggeligt, altså!!!

image

image

Uge 23 – status

image
Cardiganen er købt på udsalg på Zalando og er desværre udsolgt. Jeg linker til nogle andre lækre cardigans sidst i indlægget:)

 

Jeg er 23+1 i dag, og status er som følger:

– min nutella-craving er langsomt aftaget og erstattet af en umættelig trang til blåbær. Bedre for min vægt, værre for min pengepung. Vi handler dagligvarer for 800 kr. om ugen, de 100 går til blåbær!

– jeg har netop investeret i et par støttestrømper samt et par sko i str. 39 aka str. “du har mega hævede fødder og kan ikke længere være i dine Converse i str. 37,5”. Det er første gang i 18 år, at jeg har købt andre kondisko (hedder det stadig dét, når man ikke længere lever i 90’erne??) end Converse.

– mine babser er fortsat pisse flotte;) Så meget at Ane græder, når jeg rejser mig fra sengen om morgenen. “Ane putte mere med mors babber!!!!”

– mine lår klistrer sammen. Det har jeg aldrig oplevet før, og det er ærlig talt ret ubehageligt. Så det meste af tiden går jeg som om, jeg har skidt i bukserne…..

– jeg mærker bevægelse hver dag. Flere gange om dagen. Det er SÅ fantastisk og SÅ mærkeligt!

– vi har vist lagt os fast på navne, tror vi. Men jeg siger ikke hvilke;)

– jeg er ved at lave en ‘fød dejligt’-playliste på pc’en, som pt indeholder Søren Kragh Jacobsen og Tracy Chapman.

– jeg har masser af energi om formiddagen, hvor jeg er på job. Når jeg kommer hjem, er jeg fuldstændig smadret, har ondt i fødderne og plukkeveer. Pis lort.

– hver dag prøver jeg at skrue mig ned i et stykke tøj, som jeg ikke længere kan passe. Ergo må jeg shoppe nyt;) Jeg er stor tilhænger af cardigans, som også kan bruges efter graviditeten. Jeg har forelsket i mig i disse fire, som kan findes her, her, her og her 😉 Alle til under 400 kr. Jeg er særligt vild med den blå og røde – shit, de er fine!!!!

image

Indlægget indeholder affiliate links:)

Træerne vokser ikke ind i himlen

Da vi for et års tid siden begyndte at tale om at opstarte projekt ‘Baby version 2,5′, var det med bankende hjerte og rystende hænder. Ikke fordi vi ikke ønskede et barn mere – den del var vi ikke i tvivl om! Men fordi vi kun alt for godt vidste, hvad sådan et projekt kan indebære. Vejen til Ane var ubeskriveligt hård. På trods af dét har jeg prøvet at beskrive den mange gange. Prøvet at skrive og tale mig igennem den. Mit livs største frustration og krise. Så jeg vil undlade at putte flere ord på den nu, blot understrege, at det var slemt. Punktum.

Så kom Ane. Og hele verden blev vendt på hovedet. Det er jo dét, børn gør, ikk’?! Her blev det nok bare ekstra tydeligt, da jeg i løbet af 8 mdr. gik fra den største sorg til den største lykke. Ane blev vores datter, og med ét var verden i balance.

Det var tanken om, hvorvidt balancen kunne bestå under en tur i fertilitetsmanegen, der forårsagede de rystende hænder. Var vi villige til at tage chancen? Og kunne vi byde Ane det?

Jeg havde en sikker overbevisning om, at denne kamp ville blive anderledes netop i kraft af Ane. At jeg aldrig ville kunne ramme, ikke engang strejfe, bunden, nu hvor jeg var hendes mor. Men livet giver ingen garantier – dén lektie har vi lært. Alligevel så jeg tydeligt for mig, at når vi en dag skulle fejre Anes 3 års fødselsdag, ville jeg have en dejlig, tyk mave. Hvor idéen kom fra ved jeg ikke, men jeg ved, at den var tosset. For den type billeder har ofte cirkuleret rundt i mit hoved: mig, gravid til juleaften, mig, gravid til venners bryllup, mig, gravid i hængekøjen i haven. Søde tanker og drømme, intet andet. Men billedet var der altså. Og overbevisningen om at jeg denne gang ville forholde mig anderledes til projektet.

Så vi lagde planer. Planer om en operation, planer om sæddonor, planer om fremtiden. Og vi lavede aftaler om at sige stop, hvis det alligevel skulle tage overhånd. Og efteråret kom og gik, og vi ramte vinteren, hvor en lille operation blev første skridt på vejen. Så kom foråret og første forsøg blev kørt i stilling, men forstyrret af mit evigt trodsige underliv og en lille cyste. Andet forsøg turde vi derfor ikke rigtig håbe på overhovedet ville blive gennemført. Det blev det, men fokus ændrede sig hurtigt, da Fyrstens krop sagde fra og truede med at lade himlen falde ned. Og midt i frygten for at miste min mand, midt i chokket og angsten, satte et lille æg sig fast. Bare sådan. Helt inden vi havde nået at håbe, frygte og føle. Mens vi så den anden vej.

Vi skal fejre Anes 2 års fødselsdag i morgen. Og jeg vil have en dejlig, tyk mave. Det var ikke det billede, jeg så, men vi napper det gerne:)

Vores graviditet er ikke et mirakel. Vidunderlig og skøn og noget nær det bedste i verden, uden tvivl, men intet under. Som når der er skumbananer på tilbud, eller når man scrooller gennem sit feed på Instagram og ikke ser et eneste musselmalet motiv;) Og træerne vokser muligvis ikke ind i himlen, men jeg er ret sikker på, at man kan nå den, fra toppen af vores æbletræ:)

image

Ammemafia!

Jeg havde godt hørt om den, før jeg blev mor. Ammemafiaen! De mødre som sprøjter holdninger, forskningsresultater og modermælk ud i hovedet på andre stakkels mødre, som af forskellige årsager ikke ammer.

Så blev jeg mor og opdagede, at der satme er to af slagsen. Dén jeg netop har beskrevet, og den modsatte. De mødre (og andre hoveder) som har lige lovlig travlt med at uddele meninger om, hvor meget og hvor længe man bør amme.

Det er den sidstnævnte slags jeg ligger i krig med!

Jeg er her til aften faldet over et link på facebook til en artikel om en mor, som ammede både sin og sin venindes 16 måneder gamle søn – efter aftale med veninden, må jeg hellere tilføje. Jeg gider faktisk overhovedet ikke tage stilling til dén sag. Jeg finder det helt ærligt uinteressant. Kommentarfeltet derimod får mig fuldstændig op i det røde felt. For man skulle tro, at folk opponerede mod, at kvinden ammer en andens barn, men for de fleste handler det ligeså meget om alderen. 16 måneder. 1 år og 4 måneder.

Et lille udvalg af de brugte ord i den forbindelse: “Forskruet”, “perverst” og “unaturligt”!

Og jeg reagerer naturligvis fordi, jeg ammede Ane, til hun var 17-18 mdr, OG fordi jeg er den type menneske, som mener, at så længe man ikke render og stikker sine ammelapper ind i kæften på tilfældige forbipasserende i Netto, så kan man gøre lige præcis, hvad man vil!!!!

Det er fint, fjong og helt okay, hvis man vælger ikke at amme, stoppe når barnet er 6 mdr, eller hvad man nu føler for. Det er sgu egentlig også fint nok, hvis man selv opfatter sine bryster som noget seksuelt, men lad være med at pege fingre af andre, som tager brysterne for det, de er – mad til baby! Oh yes, nu piller jeg lige ved store, alvorlige sager, når jeg sætter en fed streg under, at kvinder er udstyret med bryster og mælkekirtler for at kunne ernære deres afkom! At brysterne også fungerer som en erogen zone, er da bare win-win. For andre er det tæer, der gør det, men derfor forbyder vi dem ikke at gå i sandaler, vel?!

Ane blev ammet så længe som overhovedet muligt (fertilitetsbehandling og amning harmonerer desværre ikke), hun må godt få sukker, og i dag havde hun grønne strømpebukser på – beslutninger jeg har truffet, fordi jeg er hendes mor.

Så lad nu for dælen babserne være i fred. Om man vælger at bruge dem i to år eller slet ikke, kan simpelthen aldrig nogensinde blive nogen andres sag!

Værs’go – ammebilleder til folket:

 

image

image

image

 

 

image

Tanker om hjemmefødsel

image

 

Gennemscanningen i dag gik lige, som den skulle:) Alle organer sad de korrekte steder, og hun styrede fint udenom de nedre dele;) Sikke en stolthed, der kan rulle ind over én ved beskeden om, at man gror et helt perfekt lille menneske!

Vi fik ikke oplyst vægten, men den ligger over gennemsnittet, hvilket er rigtigt godt – so far. Jeg har fået tid til en ekstra scanning i uge 32, og er vægten fortsat fin her, er der intet i vejen for en hjemmefødsel:)

De følger mig lidt ekstra, da jeg har lavt stofskifte, som kan påvirke babys størrelse. Lige nu er jeg dog velreguleret, så jeg har svært ved at tro, at det skulle skabe problemer.

Jeg vil simpelthen så gerne føde hjemme!!! Af flere årsager. Men for at starte et sted….

Det der med at lave børn er, som bekendt, ikke noget vi er særligt gode til. Tværtimod. Vi er blevet målt og vejet, stukket og prikket i, bedøvet og medicineret flere gange, end jeg har tal på. NOK gange, lad os sige det. Selve måden vores baby er undfanget på er heller ikke super romantisk. Og selvom det på ingen måde var ubehageligt, så var det en anelse klinisk og kunstigt. Fem piller, to-tre dildoscanninger, en briks og en sprøjte med sæd. Graviditeten er gået over al forventning i forhold diverse gener, som kvalme, madlede eller det der er værre. Jeg er gået fri! Men så er der det der stofskifte, som nok er overkommeligt, men som igen sætter mig i en situation, hvor jeg føler mig unødigt sygeliggjort. Daglige piller og månedlige blodprøver.

Jeg vil for alt i verden undgå en fødsel, som fastholder mig i følelsen af at være syg. Jeg vil ikke stikkes i. Jeg vil ikke måles og monitoreres mere end nødvendigt. Jeg vil ikke føles på og i af skiftende fagpersonale.

Jeg har udtjent min værnepligt på de punkter!!!!

Jeg havde en pisse ubehagelig oplevelse i sidste uge, hvor jeg pludselig begyndte at bløde. Jeg var naturligvis skræmt fra vid og sans, og måtte en tur forbi gynækologisk skadestue. Og da jeg lægger mig på briksen med benene i bøjlerne, reagerer min krop ved at gå helt i baglås. Ret bogstaveligt. Jeg spænder så meget i min krop, at lægen ikke kan gennemføre undersøgelsen, med mindre jeg slapper af. En del af grunden var uden tvivl frygten for, at der var noget galt med babyen. Men jeg ved fra tidligere gynækologiske undersøgelser, at det også skyldes andet. Min krops erfaringer.

Sygehuse, klinikker, stigbøjler og metalinstrumenter. Loftplader man kan tælle i forsøget på at aflede tankerne. Smalltalk med fremmede kitler om ligegyldigheder. Håb, smerte, frygt, angst, sorg.

Hele vejen til vores børn er brolagt med dårlige erfaringer og ubehageligheder. Min krop husker det hele. Og den reagerer naturligt ved at lukke ned.

Jeg vil føde i min stue. Jeg vil være afslappet og rolig. Min KROP skal være afslappet og rolig. Jeg vil ikke risikere en angstfuld fødsel – ikke så længe jeg selv har valget. Så når folk siger ‘jeg forstår ikke, at du tør føde hjemme’, er mit svar: ‘jeg tør ikke andet!’

Det er så ufatteligt vigtigt, at ens fødsel er tryg. Og er man mest tryg ved monitorer og kitler, så go for it. Det er jeg bare ikke. Slet ikke!

Så jeg håber, beder og krydser alt for, at planeterne står rigtigt, så baby kan komme til verden i Palæet:)

 

10 ting en gravid kvinde kan bekymre sig om!

1. Hvad hvis jeg føder et barn som ikke har ugler på??

2. Kan man få en Egg hjelm til nyfødte?

3. Hvad nu hvis jeg ikke når at finde en Juno-seng? Kan mit barn så ikke sove?

4. Findes der Musselmalede sutteflasker? Eller kender nogen en god pat-tatovør??

5. Fødes piger med blonder på røven, eller skal jeg montere dem selv?

6. Kommer jeg under skærpet tilsyn, hvis jeg ikke lærer at strikke??

7. Fås Lamaze i pastelfarvet træ?

8. Kan man få en Jellydog, hvis nu man har katte-allergi?

9. Bør jeg ændre mit profilnavn til @mortilaneogendnuufødtbarnsomkommerligepludselig?

10. Er barnet først virkeligt, når det har fået minimum 500 likes? Og i så fald – gælder det samme med hæmoriderne??

 

 

Dreng eller pige??

Vi skal til gennemscanning på tirsdag, hvor jeg er 21+0.

Jeg er meeeeega spændt og en smule nervøs. Jeg ved, at man ikke skal være for skråsikker, men jeg tror på, at vores baby er, præcis som den skal være:)

Til gennemscanningen er det muligt at få kønnet at vide. Egentlig kunne vi allerede vide det nu, da jeg var til tryghedsscanning i 15. uge.

Men det er ligegyldigt. For vi skal IKKE kende kønnet, hvilket har været besluttet fra den dag, vi opdagede, at vi ventede os.

Og jo – selvfølgelig er jeg nysgerrig! Men jeg er nysgerrig på mange ting. Hvilken hårfarve har den, øjenfarve, har den mine skæve ben og min kløft i hagen? Der er rigeligt at være nysgerrig på og glæde sig til!

Og jo – det havde været rart at kunne shoppe amok i tøj mm. Men for det første har jeg ikke rigtig det behov. For det andet kan man få så meget fint unisex, som fx Magic Robes.

Vi foretrækker ikke ét køn fremfor det andet. Så den jeg hører fra andre om, at det er rart at være forberedt, så man undgår en eventuel ‘skuffelse’, den passer ikke på os. (Nej, jeg siger ikke, at det er derfor folk får kønsscanninger, men jeg siger, at jeg har hørt skuffelses-argumentet fra nogen.)

Derudover forestiller jeg mig, at det må være det vildeste sus, når jordemoderen siger “det er en pige/dreng”! Og at kunne ringe til familie og venner med nyheden efterfølgende:)

Jeg har ikke selv en mavefornemmelse (hø hø – mave) i forhold til, om det er en dreng eller pige. Måske det kommer, måske ikke. Men der kommer et barn – vores barn – Anes og Olivers lillebror eller -søster, og forventningens glæde bliver kun større for hver dag:) Det samme gør ‘to do before baby’-listen;)