Dreng eller pige??

Vi skal til gennemscanning på tirsdag, hvor jeg er 21+0.

Jeg er meeeeega spændt og en smule nervøs. Jeg ved, at man ikke skal være for skråsikker, men jeg tror på, at vores baby er, præcis som den skal være:)

Til gennemscanningen er det muligt at få kønnet at vide. Egentlig kunne vi allerede vide det nu, da jeg var til tryghedsscanning i 15. uge.

Men det er ligegyldigt. For vi skal IKKE kende kønnet, hvilket har været besluttet fra den dag, vi opdagede, at vi ventede os.

Og jo – selvfølgelig er jeg nysgerrig! Men jeg er nysgerrig på mange ting. Hvilken hårfarve har den, øjenfarve, har den mine skæve ben og min kløft i hagen? Der er rigeligt at være nysgerrig på og glæde sig til!

Og jo – det havde været rart at kunne shoppe amok i tøj mm. Men for det første har jeg ikke rigtig det behov. For det andet kan man få så meget fint unisex, som fx Magic Robes.

Vi foretrækker ikke ét køn fremfor det andet. Så den jeg hører fra andre om, at det er rart at være forberedt, så man undgår en eventuel ‘skuffelse’, den passer ikke på os. (Nej, jeg siger ikke, at det er derfor folk får kønsscanninger, men jeg siger, at jeg har hørt skuffelses-argumentet fra nogen.)

Derudover forestiller jeg mig, at det må være det vildeste sus, når jordemoderen siger “det er en pige/dreng”! Og at kunne ringe til familie og venner med nyheden efterfølgende:)

Jeg har ikke selv en mavefornemmelse (hø hø – mave) i forhold til, om det er en dreng eller pige. Måske det kommer, måske ikke. Men der kommer et barn – vores barn – Anes og Olivers lillebror eller -søster, og forventningens glæde bliver kun større for hver dag:) Det samme gør ‘to do before baby’-listen;)

 

Tøj at vente i

Jer, der har fulgt med på Instagram, ved, at jeg fik mave ret tidligt i graviditeten.

Faktisk måtte jeg allerede lægge mine almindelige bukser væk omkring 8. uge. Både mave, hofter og numse besluttede sig for at udvide, og jeg havde det bestemt ikke særlig bekvemt i mit almindelige tøj.

I kølvandet på fertilitetsbehandlinger, selvbetalt barsel og projekt håndværkertilbud er budgettet, ligesom bukserne, en smule stramt, hvorfor jeg ikke har syntes, at jeg kunne kaste mig over de lækre og lidt dyrere ventetøjsmærker, der er derude. Og ærlig talt så blev jeg en anelse skuffet over udvalget i H&M:/ Jeg er kun 160 høj, og det meste af tøjet fik mig mest af alt til at ligne et telt. De bukser jeg kan passe om maven og numsen er cirka tre meter for lange i benene….

Men hvad H&M mangler på den front, gør de op for i deres Basic-afdeling!

Min veninde, Ditte, rådede mig nemlig til at stikke næsen og maven derover i stedet. Der er tilpas meget strech i tøjet til, at det kan bruges gennem hele  graviditeten – og, for Dittes vedkommende i hvert fald, også efterfølgende.

Se, den tankegang kan jeg li’:)

Så nu er gaderoben fyldt op med Basic-varer fra H&M, suppleret med lidt godt fra Vila og Føtex:)

Jeg har købt en del lange toppe fra H&M, hvor der er rigeligt plads til både mave og numse. De er skide gode til et par jersey-bukser eller en nederdel og så bare en cardigan ud over, hvor maven kan få lov at strutte lige så tosset den vil. Derudover har jeg tømt H&M for kjoler. De har haft nogle virkelig lækre af slagsen med høj udskæring foran, som er ret fint i fht at der også udvides i frontpartiet;) De er desværre ikke længere at finde på deres hjemmeside, men måske man kan være heldig i butikkerne. Ellers har Vila en der minder om her.

image

 

De tre cardigans er fra Vila og kan findes her, her og her 🙂 De to sorte er på tilbud nu! Den sorte kjole må du i H&M og lede efter – ellers er den i pink😉 Jeg har selv købt den i sort og grå med striber, og den er super god her i varmen, men kan også sagtens bruges til efteråret med strømpebukser.

Jersey-bukser (som måske nærmere er leggins med snor i livet…..) har jeg fundet i Føtex. Deres nye mærke, VRS, har nogle ret lækre ting! Blandt andet sømløse bh’er/toppe uden bøjle, som muligvis ikke er det mest sexy, man kan tænke sig til, men som føles fantastiske, når ens bryster har vokseværk!

Jeg havde et par af bukserne på i dag, sammen med den grå cardigan, som jeg har boet i siden den kom ind ad døren.

image

Kæden om halsen er en kugle med en klokke i. Den kaldes en Bola og stammer vist oprindeligt fra Mexico. Fra babyen begynder at kunne høre i maven, har man kæden på. Babyen vænner sig til lyden, som den så efter sigende kan genkende og finder beroligende efter fødslen:)

Min kollega, Trine, havde sådan en ved sine graviditeter, og jeg syntes, at tanken var så fin! Egentlig havde jeg glemt alt om det, men min bonusmor havde én (hun er ikke gravid), som hun gav mig, da jeg fortalte, hvad formålet med den var. Jeg har sidenhen prøvet at overbevise hende om, at hendes håndtaske i virkeligheden er en pusletaske – den virkede ikke….

 

Ps. indlægget indeholder de famøse affiliate links – det har jeg aldrig prøvet før! I kender dem med garanti godt, men hvis ikke: hvis du shopper via links i dette indlæg, så tjener jeg lidt håndører til skumbananer og brie:)