Vi blev udskrevet fra hospitalet i forgårs. Da vi kom hjem, stod fødekarret midt i spisestuen, hvor Jess havde pumpet det op fem dage tidligere. Jordemoderens pose med afdækningsstykker, handsker, bind mm. stod uåbnet ved siden af. Jeg ved ikke lige, hvad det forventes, at jeg gør med den. Det var en lidt mærkelig fornemmelse – som en kulisse. Men jeg blev hverken trist eller vemodig. Hvordan kan man det, når man har sin spritnye baby hængende på brystet:)
d. 31/12:
Nytårsaftensdag var jeg 41+2. Besøget hos jordemoderen to dage tidligere havde ikke givet anledning til at forvente en snarlig fødsel, da jeg på ikke havde åbnet mig. Hendes forsøg på en hindeløsning var derfor ikke mulig, men det, at hun havde været oppe at mærke efter og måske også akupunkturen hos Helle Ella, gjorde et eller andet. Jeg fik i hvert fald en del plukkeveer, hvad jeg ellers har været ret forskånet for i sidste trimester.
Vi havde ikke lagt de store planer for nytårsaften, så da et vennepar med en søn på alder med Ane spurgte, om vi ikke skulle slå os sammen, lød det som opskriften på en dejlig og rolig aften med fokus på børnene. Da gæsterne kom, blev jeg ringet op af en jordemoder, som spurgte lidt ind til, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg havde det fint, men oplevede en del plukkeveer og mærkede mindre til baby end sædvanligt. Den sidste oplysning gjorde, at hun gerne ville have os en tur forbi, for lige at tjekke, om baby havde det fint. Ane var fuldt optaget af gæsterne og sagde intet til, at vi kørte.
På fødemodtagelsen fik jeg kørt en strimmel på babys hjertelyd. Alt var fint. Dog kunne jordemoderen se, at jeg havde rigtig mange plukkeveer, hvilket højst sandsynligt var årsagen til, at jeg ikke mærkede så meget til baby – min livmoder var simpelthen helt spændt op. Jeg blev undersøgt igen og havde åbnet mig 1 cm. Jordemoderen tilbød at lave en hindeløsning, som jeg takkede nej til. Jeg ville hellere lade min krop selv gøre arbejdet, og virkede det ikke, havde vi en tid to dage senere.
Med numsen vel plantet i sofaen, begyndte Dronningen sin nytårstale, mens jeg mærkede plukkeveerne tage til i styrke. Dette fortsatte under maden, og min veninde, Ditte, lavede lidt grin med, at det da kunne være yndigt, hvis jeg gik i fødsel nu. Ikke lang tid efter bad hun mig mærke efter, om det mon ikke rent faktisk, var det, der var ved at ske. Jeg ringede til den jordemoder, som havde tjekket mig et par timer forinden og spurgte, hvad hun tænkte. Hun mente, at der sagtens kunne være noget i gang, men at det ikke var rigtige veer, før jeg ikke var i stand til at tale under dem. Hun anbefalede mig at hoppe til køjs og få hvilet lidt. Jeg ringede til min søster og lod hende vide, at der muligvis var noget under opsejling, så hun selv kunne vurdere, om hun ville komme eller vente, hvorefter jeg forsikrede vores gæster om, at det var helt fint, at de bare blev hængende. En times tid efter var smerterne blevet værre og krævede, at jeg brugte mit åndedræt. Der var 5 minutter imellem. Jeg bad Jess om at få ryddet spisestuen og gjort klar med madras og fødekar. Efter endnu en time, kl. 22, var veerne så slemme, at jeg bad gæsterne tage hjem. De tog Ane med sig, og hun vinkede glad til mig, da hun sad på sin fars skuldre på vej ud til bilen. Kort tid efter de var kørt, ankom min søster. Veerne kom med 4-5 minutter imellem og varede 1-1,5 minut, og min søster mente, at det var tid til at få hjemmefødselsjordemoderen ud. Hun ankom kort før midnat, hvor hun mærkede på mig og konstaterede, at jeg stadig kun var 1 cm. åben. Smerten var intens, og jeg var nødt til at stå op og bevæge mit bækken for at kunne holde det ud. Jeg havde stor gavn af min vejrtrækning, men særligt også af Jess. Han var opmuntrende og positiv og hjalp mig til at holde fokus på, at veerne var gode, og at jeg skulle arbejde med dem.
Jordemoderen lavede akupunktur på mig, og jeg fik sat et chiliplaster på underlivet, hvor smerten var værst, men intet syntes at virke. Jeg blev tjekket igen ved 3-tiden og havde stadig ikke åbnet mig. Jordemoderen meddelte, at der desværre ikke var nogen grund til, at hun blev, når ikke jeg var længere i fødslen, men tilbød at vi kunne tage med hende til fødemodtagelsen, hvor jeg kunne få nogle smertelindrende piller, så jeg kunne få hvilet lidt. Dette takkede jeg øjeblikkeligt ja til! Sjovt, før fødslen havde jeg holdt på, at jeg for alt i verden ville forsøge at komme gennem fødslen uden medicinsk smertelindring, men der havde jeg selvfølgelig heller aldrig oplevet veer;)
d. 1/1:
Vi tog med jordemoderen, og baby og jeg blev tjekket, og vi blev sendt hjem med en håndfuld piller. Omkring kl. 5 begyndte pillerne at virke, og jeg kunne endelig slappe lidt af. Jeg sov til kl. 10, hvor veerne så småt begyndte at bide igen. Jeg spiste et stykke brød og kravlede tilbage under dynen, opsat på at få så meget hvile som muligt før det store slag. Veerne tog til i styrke, men var ikke regelmæssige før kl. 15, hvor de kom stabilt hvert 5. minut. Igen var smerten så stærk, at jeg var nødt til at stå, når de kom rullende. Jeg rokkede mit bækken frem og tilbage, og Jess masserede mig, men intet syntes at lindre. Jeg brugte mit åndedræt, det bedste jeg havde lært, men det var svært for mig at være med mentalt og arbejde med veerne – jeg følte ikke, at de hjalp mig. En følelse, som jordemoderen, Maria, bekræftede, da hun kom kl. 20. På trods af tætte og stærke veer (1,5-2 minutters veer med 3 minutters mellemrum) havde jeg stadig ikke åbnet mig. Hun konstaterede desuden, at baby stod skævt, hvilket hun mistænkte som værende grunden til den voldsomme smerte og den manglende effekt. Hun foreslog med det samme, at vi tog til hospitalet, hvor de kunne smertedække mig bedre og forsøge at hjælpe baby til at finde rette kurs. Jeg begyndte at græde. Ikke fordi jeg så min drøm om en hjemmefødsel forsvinde, men af lettelse. Lettelse over at dét jeg selv følte, ikke var forkert. Veer hjalp mig ikke, som de burde. Det var en enorm befrielse, at en professionel satte ord på, at noget ikke var, som det skulle være.
På hospitalet:
Så snart vi landede på hospitalet, blev der sat elektroder på babys hoved, og Maria tog ved samme lejlighed vandet. Veerne var fortsat regelmæssige og intense, og en anæstesilæge blev tilkaldt for at lægge epiduralblokade. Jeg troede, at sådan en tur ville være meget smertefuld, men jeg mærkede kun smerte, når veerne kom rullende. Da anæstesilægen var færdig, havde jeg en 2-3 veer, som jeg kunne mærke, før smerten helt forsvandt. Og det var FANTASTISK! Jeg kunne følge med på skærmen og se, at jeg havde masser af veer, men jeg kunne ikke mærke noget som helst. Maria gik ud og ristede mig lidt brød, og jeg fik hvilet øjnene en smule. Der blev sat vedrop til – ikke fordi jeg ikke havde rigeligt med veer selv, men for at ‘booste’ min livmoder, så jeg forhåbentlig ville begynde at åbne mig. Efter en time have jeg åbnet mig til 4 cm., og det blev besluttet at slukke for vedroppet, da mine egne veer nu forhåbentlig forstod opgaven:) Jeg prøvede at sove lidt, men vågnede efter en times tid, da veerne vendte tilbage i venstre side af mit underliv – det var der baby stod og trykkede. I løbet af 3 veer var de tilbage for fuld styrke. Jeg kæmpede med alt i mig for at koncentrere mig om min vejrtrækning, men det var svært, da den ene ve tog den anden. Mine ben var stadig mærket af bedøvelsen, men jeg forsøgte alligevel at komme op at stå for at se, om det kunne lindre. Maria holdt øje med mine veer, og da jeg havde 7 på 10 minutter, besluttede hun at kalde på anæstesilægen igen. Nålen havde rykket sig ud af min ryg, og han mente, at det var derfor, at den ikke længere virkede. Jeg fik lagt en ny, og ligesom før gik der kun kort tid, før jeg igen var smertefri. Jeg var nu åben 8 cm, men baby stod stadig højt og skævt, så aftalen blev, at jeg lige kunne trække vejret en times tid, så skulle vi i gang med noget rebozo og op og bevæge mig. Der nåede ikke at gå en time. Efter tre kvarter vendte veerne tilbage med samme styrke og igen stort set uden pauser. Jeg fik vendt mig rundt, og både Jess og Maria lavede rebozo på mig i en halv time. Herefter skulle jeg op at stå i en halv times tid, men efter 10 minutter kunne jeg ikke mere. Maria mærkede på mig igen, og svaret var som forventet – jeg havde stadig ikke åbnet mig. Undervejs var der taget blodprøver fra baby. Den havde det godt, men hjertelyden afslørede, at den, ligesom jeg, var presset. Maria anbefalede kejsersnit, og jeg sagde øjeblikkeligt ja.
Kejsersnittet – 36 timer efter første småveer – d. 2/1:
Da jeg landede på operationsstuen, skulle jeg have lagt endnu en epiduralblokade. Der måtte tre til, før det virkede. De første tog smerten fra veerne, men jeg kunne fortsat mærke både ben og mave. Den tredje gjorde arbejdet, og endda lidt for godt, for det endte med, at også mit bryst og mine arme blev delvist bedøvet. Jeg havde i løbet af aftenen fået feber, og dette blandet med bedøvelsen, fik mig til at fryse så meget, at mine arme rystede og tænder klaprede. Jeg vidste, at de var ved at åbne mig, men jeg mærkede intet og holdt kun fokus på at trække vejret og forsøge at holde mine arme i ro. Og så forsøgte jeg med al den vilje og ro, jeg kunne mestre, ikke at give opmærksomhed til den tanke, som blev ved med at poppe op – at lige om lidt ville min baby komme ud, og jeg ville ikke være i stand til at røre den.
Jess holdt mig i hånden, indtil lægen meddelte, at nu kom baby ud, så han kunne komme om og kigge og fortælle mig kønnet. 10 sekunder efter stak han hovedet over gardinet med det største smil. Uden han behøvede sige noget, vidste jeg det – vi havde fået en lille dreng:) De tog ham med over for at suge hans lunger for fostervand, og Jess gik med. Jeg ventede utålmodigt på at høre det første lille vræl fra ham, som endelig kom efter kort tid. Jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne se Jess. Han smilede og havde tårer i øjnene.
Efter de længste 5 minutter kom Jess over til mig med vores søn. Han lagde ham helt op til mit ansigt, så jeg kunne dufte ham og kysse ham. Og pludselig gjorde det ikke så meget, at jeg ikke kunne røre ham med mine hænder.
Vi blev kørt på opvågningsstue, og så snart det var muligt, fik jeg min søn i armene. Det var intet mindre end vidunderligt:)
Vi skulle have født hjemme i spisestuen. Jeg skulle have haft en lang latensfase, hvor jeg hørte musik og tændte stearinlys. Jeg skulle smertelindres med massage og ingefærklude og ved tanken om, at hver ve var min ven – et skridt nærmere på vejen til min baby. Jeg skulle føde i karret. Jeg ville sidde på knæ, og Jess ville støtte mig og kysse og tage imod vores barn. Vores søn.
Sådan blev det ikke. Latensfasen var stort set ikke eksisterende, jeg fik fem epiduralblokader og et kejsersnit. Men vi fik lov at beholde den samme jordemoder gennem ‘slutspurten’. Hun var med under de værste veer, og indtil min søn kom til verden. Og hun så mig, lyttede på mig og rådgav, som hun mente, det ville give mening for mig. Intet var dramatisk eller overvældende. Vi var med hele vejen, og vi blev hele tiden informeret om næste skridt. Det var så langt fra den oprindelig tanke, som overhovedet muligt, men jeg fortryder intet. Tanker som “Jeg kunne også have prøvet!” eller “Hvorfor gjorde vi ikke sådan?”, “Hvorfor holdt jeg ikke ud bare lidt længere?” plager mig ikke. Det gik, som det gjorde – bare fordi. Sådan er livet nogle gange. Man kan ikke planlægge alt:)
Intet gik, som det skulle – og alt er lige, som det skal være<3
