Sidste år ved denne tid

Sidste år ved denne tid (ja, nu har jeg så Sanne Salomonsen på hjernen resten af dagen!) var jeg gået 9 dage over tid. Jeg mindes, at jeg var utålmodig, men det skyldtes mest af alt frygten for at gå så meget over tid, at en hjemmefødsel ikke længere ville være en mulighed. Jeg var selvfølgelig forberedt på, at det kunne ske lige meget hvad, at jeg måtte på sygehuset. Men i og med, at jeg vidste, præcis hvornår baby var lavet, ville det ha’ ærgret mig meget, hvis et par dages overtid skulle gøre udfaldet, for min termin regnet udfra inseminationen lå tre dage senere end scanningsterminen.

Vi var forberedte på både hjemmefødsel og hospitalsfødsel. Fødekarret var indkøbt og hospitalstasken var pakket. Vi var ikke forberedte på et akut kejsersnit! Det havde virkelig slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne ende med det. Af en eller anden uforklarlig grund, for jeg lever jo ikke under en sten – jeg vidste jo godt, at sådan noget kunne ske. Jeg troede bare ikke, det kunne ske for mig;) MEN det skete for mig, og det endte godt og fint og lykkeligt alt sammen:)

Kønnet var vi ikke forberedte på. Jeg havde i de første mange måneder af graviditeten været overbevist om, at det var en pige. For det var det, jeg kendte til, at være mor til en datter. Men små to måneder før termin begyndte Fyrsten pludselig at omtale maven som “han”. Hvilket irriterede mig grænseløst. For vi vidste det jo ikke. Men Fyrsten var urokkelig. For han vidste det godt, sagde han.

Sidste år ved denne tid trak jeg en nederdel op over min store mave og malede læberne røde. Dagen før havde jeg fået en omgang akupunktur, som dog ikke umiddelbart havde sat gang i noget. Det blev bekræftet af den jordemoder, som på nytårsaftensdag lige tjekkede op på en lidt stille baby, der havde det helt fint og ikke viste tegn på at forlade sin midlertidige bolig foreløbig. Så vi tog hjem og pustede serpentiner og iførte os skøre hatte.

Nu er det nytår igen. Og vi får besøg af det samme vennepar, som vi havde sidste år. Det samme vennepar, som sidste år trak på smilebåndet og sagde “Ja ja, den er go’ med dig!”, da jeg forsøgte bortforklare de tiltagende jag i maven, mens jeg langede kylling på racletten. “Det er plukkeveer.”, sagde jeg. For gennem hele min graviditet havde jeg fået at vide, at når man fik veer, var man ikke i tvivl. Og jeg var altså i tvivl. Indtil to timer senere, hvor jeg stønnede mig igennem et farvel til Ane og ringede til min søster og beklagede, at jeg vist nok var kommet til at fucke hendes nytårsplaner lidt op. Den søde jordemoder, Louise, endte vist også med en lidt anderledes aften end vanligt, da hun fik lov at høre rådhusklokkernes bimlen, mens hun havde den ene hånd oppe i mig. Undskyld, Louise;)

Sidste år ved lidt senere end denne tid tænkte jeg, at jeg nok fik en nytårsbaby. Og jeg frygtede lidt, at jeg ville være i gang i så lang tid, at det blev en 1. januars baby. Jeg tog fejl med begge ting. Fyrsten til gengæld – han fik som altid ret;)

Jeg håber, at I alle får en helt fantastisk nytårsaften – med eller uden veer;)

img_9604

Fødselsberetning

Vi blev udskrevet fra hospitalet i forgårs. Da vi kom hjem, stod fødekarret midt i spisestuen, hvor Jess havde pumpet det op fem dage tidligere. Jordemoderens pose med afdækningsstykker, handsker, bind mm. stod uåbnet ved siden af. Jeg ved ikke lige, hvad det forventes, at jeg gør med den. Det var en lidt mærkelig fornemmelse – som en kulisse. Men jeg blev hverken trist eller vemodig. Hvordan kan man det, når man har sin spritnye baby hængende på brystet:)

d. 31/12:

Nytårsaftensdag var jeg 41+2. Besøget hos jordemoderen to dage tidligere havde ikke givet anledning til at forvente en snarlig fødsel, da jeg på ikke havde åbnet mig. Hendes forsøg på en hindeløsning var derfor ikke mulig, men det, at hun havde været oppe at mærke efter og måske også akupunkturen hos Helle Ella, gjorde et eller andet. Jeg fik i hvert fald en del plukkeveer, hvad jeg ellers har været ret forskånet for i sidste trimester.

Vi havde ikke lagt de store planer for nytårsaften, så da et vennepar med en søn på alder med Ane spurgte, om vi ikke skulle slå os sammen, lød det som opskriften på en dejlig og rolig aften med fokus på børnene. Da gæsterne kom, blev jeg ringet op af en jordemoder, som spurgte lidt ind til, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg havde det fint, men oplevede en del plukkeveer og mærkede mindre til baby end sædvanligt. Den sidste oplysning gjorde, at hun gerne ville have os en tur forbi, for lige at tjekke, om baby havde det fint. Ane var fuldt optaget af gæsterne og sagde intet til, at vi kørte.

På fødemodtagelsen fik jeg kørt en strimmel på babys hjertelyd. Alt var fint. Dog kunne jordemoderen se, at jeg havde rigtig mange plukkeveer, hvilket højst sandsynligt var årsagen til, at jeg ikke mærkede så meget til baby – min livmoder var simpelthen helt spændt op. Jeg blev undersøgt igen og havde åbnet mig 1 cm. Jordemoderen tilbød at lave en hindeløsning, som jeg takkede nej til. Jeg ville hellere lade min krop selv gøre arbejdet, og virkede det ikke, havde vi en tid to dage senere.

Med numsen vel plantet i sofaen, begyndte Dronningen sin nytårstale, mens jeg mærkede plukkeveerne tage til i styrke. Dette fortsatte under maden, og min veninde, Ditte, lavede lidt grin med, at det da kunne være yndigt, hvis jeg gik i fødsel nu. Ikke lang tid efter bad hun mig mærke efter, om det mon ikke rent faktisk, var det, der var ved at ske. Jeg ringede til den jordemoder, som havde tjekket mig et par timer forinden og spurgte, hvad hun tænkte. Hun mente, at der sagtens kunne være noget i gang, men at det ikke var rigtige veer, før jeg ikke var i stand til at tale under dem. Hun anbefalede mig at hoppe til køjs og få hvilet lidt. Jeg ringede til min søster og lod hende vide, at der muligvis var noget under opsejling, så hun selv kunne vurdere, om hun ville komme eller vente, hvorefter jeg forsikrede vores gæster om, at det var helt fint, at de bare blev hængende. En times tid efter var smerterne blevet værre og krævede, at jeg brugte mit åndedræt. Der var 5 minutter imellem. Jeg bad Jess om at få ryddet spisestuen og gjort klar med madras og fødekar. Efter endnu en time, kl. 22, var veerne så slemme, at jeg bad gæsterne tage hjem. De tog Ane med sig, og hun vinkede glad til mig, da hun sad på sin fars skuldre på vej ud til bilen. Kort tid efter de var kørt, ankom min søster. Veerne kom med 4-5 minutter imellem og varede 1-1,5 minut, og min søster mente, at det var tid til at få hjemmefødselsjordemoderen ud. Hun ankom kort før midnat, hvor hun mærkede på mig og konstaterede, at jeg stadig kun var 1 cm. åben. Smerten var intens, og jeg var nødt til at stå op og bevæge mit bækken for at kunne holde det ud. Jeg havde stor gavn af min vejrtrækning, men særligt også af Jess. Han var opmuntrende og positiv og hjalp mig til at holde fokus på, at veerne var gode, og at jeg skulle arbejde med dem.

image

Jordemoderen lavede akupunktur på mig, og jeg fik sat et chiliplaster på underlivet, hvor smerten var værst, men intet syntes at virke. Jeg blev tjekket igen ved 3-tiden og havde stadig ikke åbnet mig. Jordemoderen meddelte, at der desværre ikke var nogen grund til, at hun blev, når ikke jeg var længere i fødslen, men tilbød at vi kunne tage med hende til fødemodtagelsen, hvor jeg kunne få nogle smertelindrende piller, så jeg kunne få hvilet lidt. Dette takkede jeg øjeblikkeligt ja til! Sjovt, før fødslen havde jeg holdt på, at jeg for alt i verden ville forsøge at komme gennem fødslen uden medicinsk smertelindring, men der havde jeg selvfølgelig heller aldrig oplevet veer;)

d. 1/1:

image

Vi tog med jordemoderen, og baby og jeg blev tjekket, og vi blev sendt hjem med en håndfuld piller. Omkring kl. 5 begyndte pillerne at virke, og jeg kunne endelig slappe lidt af. Jeg sov til kl. 10, hvor veerne så småt begyndte at bide igen. Jeg spiste et stykke brød og kravlede tilbage under dynen, opsat på at få så meget hvile som muligt før det store slag. Veerne tog til i styrke, men var ikke regelmæssige før kl. 15, hvor de kom stabilt hvert 5. minut. Igen var smerten så stærk, at jeg var nødt til at stå, når de kom rullende. Jeg rokkede mit bækken frem og tilbage, og Jess masserede mig, men intet syntes at lindre. Jeg brugte mit åndedræt, det bedste jeg havde lært, men det var svært for mig at være med mentalt og arbejde med veerne – jeg følte ikke, at de hjalp mig. En følelse, som jordemoderen, Maria, bekræftede, da hun kom kl. 20. På trods af tætte og stærke veer (1,5-2 minutters veer med 3 minutters mellemrum) havde jeg stadig ikke åbnet mig. Hun konstaterede desuden, at baby stod skævt, hvilket hun mistænkte som værende grunden til den voldsomme smerte og den manglende effekt. Hun foreslog med det samme, at vi tog til hospitalet, hvor de kunne smertedække mig bedre og forsøge at hjælpe baby til at finde rette kurs. Jeg begyndte at græde. Ikke fordi jeg så min drøm om en hjemmefødsel forsvinde, men af lettelse. Lettelse over at dét jeg selv følte, ikke var forkert. Veer hjalp mig ikke, som de burde. Det var en enorm befrielse, at en professionel satte ord på, at noget ikke var, som det skulle være.

På hospitalet:

Så snart vi landede på hospitalet, blev der sat elektroder på babys hoved, og Maria tog ved samme lejlighed vandet. Veerne var fortsat regelmæssige og intense, og en anæstesilæge blev tilkaldt for at lægge epiduralblokade. Jeg troede, at sådan en tur ville være meget smertefuld, men jeg mærkede kun smerte, når veerne kom rullende. Da anæstesilægen var færdig, havde jeg en 2-3 veer, som jeg kunne mærke, før smerten helt forsvandt. Og det var FANTASTISK! Jeg kunne følge med på skærmen og se, at jeg havde masser af veer, men jeg kunne ikke mærke noget som helst. Maria gik ud og ristede mig lidt brød, og jeg fik hvilet øjnene en smule. Der blev sat vedrop til – ikke fordi jeg ikke havde rigeligt med veer selv, men for at ‘booste’ min livmoder, så jeg forhåbentlig ville begynde at åbne mig. Efter en time have jeg åbnet mig til 4 cm., og det blev besluttet at slukke for vedroppet, da mine egne veer nu forhåbentlig forstod opgaven:) Jeg prøvede at sove lidt, men vågnede efter en times tid, da veerne vendte tilbage i venstre side af mit underliv – det var der baby stod og trykkede. I løbet af 3 veer var de tilbage for fuld styrke. Jeg kæmpede med alt i mig for at koncentrere mig om  min vejrtrækning, men det var svært, da den ene ve tog den anden. Mine ben var stadig mærket af bedøvelsen, men jeg forsøgte alligevel at komme op at stå for at se, om det kunne lindre. Maria holdt øje med mine veer, og da jeg havde 7 på 10 minutter, besluttede hun at kalde på anæstesilægen igen. Nålen havde rykket sig ud af min ryg, og han mente, at det var derfor, at den ikke længere virkede. Jeg fik lagt en ny, og ligesom før gik der kun kort tid, før jeg igen var smertefri. Jeg var nu åben 8 cm, men baby stod stadig højt og skævt, så aftalen blev, at jeg lige kunne trække vejret en times tid, så skulle vi i gang med noget rebozo og op og bevæge mig. Der nåede ikke at gå en time. Efter tre kvarter vendte veerne tilbage med samme styrke og igen stort set uden pauser. Jeg fik vendt mig rundt, og både Jess og Maria lavede rebozo på mig i en halv time. Herefter skulle jeg op at stå i en halv times tid, men efter 10 minutter kunne jeg ikke mere. Maria mærkede på mig igen, og svaret var som forventet – jeg havde stadig ikke åbnet mig. Undervejs var der taget blodprøver fra baby. Den havde det godt, men hjertelyden afslørede, at den, ligesom jeg, var presset. Maria anbefalede kejsersnit, og jeg sagde øjeblikkeligt ja.

imageimage

Kejsersnittet – 36 timer efter første småveer – d. 2/1:

Da jeg landede på operationsstuen, skulle jeg have lagt endnu en epiduralblokade. Der måtte tre til, før det virkede. De første tog smerten fra veerne, men jeg kunne fortsat mærke både ben og mave. Den tredje gjorde arbejdet, og endda lidt for godt, for det endte med, at også mit bryst og mine arme blev delvist bedøvet. Jeg havde i løbet af aftenen fået feber, og dette blandet med bedøvelsen, fik mig til at fryse så meget, at mine arme rystede og tænder klaprede. Jeg vidste, at de var ved at åbne mig, men jeg mærkede intet og holdt kun fokus på at trække vejret og forsøge at holde mine arme i ro. Og så forsøgte jeg med al den vilje og ro, jeg kunne mestre, ikke at give opmærksomhed til den tanke, som blev ved med at poppe op – at lige om lidt ville min baby komme ud, og jeg ville ikke være i stand til at røre den.

Jess holdt mig i hånden, indtil lægen meddelte, at nu kom baby ud, så han kunne komme om og kigge og fortælle mig kønnet. 10 sekunder efter stak han hovedet over gardinet med det største smil. Uden han behøvede sige noget, vidste jeg det – vi havde fået en lille dreng:) De tog ham med over for at suge hans lunger for fostervand, og Jess gik med. Jeg ventede utålmodigt på at høre det første lille vræl fra ham, som endelig kom efter kort tid. Jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne se Jess. Han smilede og havde tårer i øjnene.

Efter de længste 5 minutter kom Jess over til mig med vores søn. Han lagde ham helt op til mit ansigt, så jeg kunne dufte ham og kysse ham. Og pludselig gjorde det ikke så meget, at jeg ikke kunne røre ham med mine hænder.

Vi blev kørt på opvågningsstue, og så snart det var muligt, fik jeg min søn i armene. Det var intet mindre end vidunderligt:)

imageimage

Vi skulle have født hjemme i spisestuen. Jeg skulle have haft en lang latensfase, hvor jeg hørte musik og tændte stearinlys. Jeg skulle smertelindres med massage og ingefærklude og ved tanken om, at hver ve var min ven – et skridt nærmere på vejen til min baby. Jeg skulle føde i karret. Jeg ville sidde på knæ, og Jess ville støtte mig og kysse og tage imod vores barn. Vores søn.

Sådan blev det ikke. Latensfasen var stort set ikke eksisterende, jeg fik fem epiduralblokader og et kejsersnit. Men vi fik lov at beholde den samme jordemoder gennem ‘slutspurten’. Hun var med under de værste veer, og indtil min søn kom til verden. Og hun så mig, lyttede på mig og rådgav, som hun mente, det ville give mening for mig.  Intet var dramatisk eller overvældende. Vi var med hele vejen, og vi blev hele tiden informeret om næste skridt. Det var så langt fra den oprindelig tanke, som overhovedet muligt, men jeg fortryder intet. Tanker som “Jeg kunne også have prøvet!” eller “Hvorfor gjorde vi ikke sådan?”, “Hvorfor holdt jeg ikke ud bare lidt længere?” plager mig ikke. Det gik, som det gjorde – bare fordi. Sådan er livet nogle gange. Man kan ikke planlægge alt:)

Intet gik, som det skulle – og alt er lige, som det skal være<3

 

 

Spred gode fødselshistorier!

image
Billedet er lånt fra dengodebarsel.dk 🙂

Til alle jer, der er gravide, eller bare er vilde med fødselsberetninger, så må jeg på det kraftigste anbefale, at I kigger forbi hos meyermor.dk!

Heidi har simpelthen gjort det til en mission at sprede de gode fødselshistorier. En mission, som jeg er KÆMPE fan af! Det giver simpelthen så god mening, for som Heidi skriver i dette indlæg – Ville du gå ind i en mørk skov efter at have set en gyser?

Heidis pointe er, at det ikke er blandt gravide kvinder, man skal dele rædselshistorien fra sin fødsel. For det bidrager – åbenlyst! – ikke til andet end angst. Og som et ur-instinkt lukker kroppen af, når man er angst, for det er ikke der, man skal gå i fødsel. Jeg behøver næppe sige, at det ikke er at foretrække. Hvad vi derimod gerne vil have fremmet under fødslen er oxytocin – et hormon som udløses, når du har det godt, og som sætter skub i veerne. Og du får det bare  ikke godt af at høre, hvor slemt andre har oplevet dét at føde. En historie som de naturligvis skal dele og bearbejde på alle mulige måder! Bare ikke blandt gravide. Det gør absolut intet godt for nogen.

Jeg har gennem det seneste måneder suget positive fødselshistorier til mig. Noget Heidi har gjort endnu nemmere ved at samle en ordentlig bunke:) Disse historier inspirerer mig og giver mig blod på tanden. De gør, at jeg glæder mig til at føde. De gør, at jeg går positivt ind i ‘kampen’ med troen på, at det her kan jeg godt! Ja, faktisk har jeg tænkt mig at være røv sej til det!

Så kæmpe tak til Heidi og alle de seje kvinder, som har delt deres positive fødselshistorier. Jeg satser stærkt på selv at kunne bidrage med én til samlingen om ikke så længe:)

Klar!!!

Det er ikke mere end et par uger siden, at jeg havde det sådan, at Baby godt måtte blive i maven længe endnu! Jeg følte mig ikke vanvittigt tynget af graviditeten, og vi havde så mange løse ender.

De løse ender dingler stadig, men hånden på hjertet – det gør de ALTID i Palæet, sådan er det, når man har investeret i et håndværkertilbud og desuden har alt for mange idéer. Og der er altid tusind ting, jeg bare liiiige skal nå.

Men lige nu føler jeg mig faktisk klar på at føde! Jeg har nydt min graviditet til fulde:) Men jeg føler mig tung og besværet. Jeg kan efterhånden ikke være i nogen af mine sko, og jeg sover sjældent mere end 2 timer i træk. Jeg er træt hele tiden. Det gør ondt at ligge ned, det gør ondt at stå, det gør ondt at gå. Eller vralte. For det er det, jeg gør – vralter afsted i mine udslidte andefødder. Og så er jeg den heldige vinder af en ligtorn – hurra for det! Hvordan kommer man af med sådan en? Den forsvinder, når belastningen aftager. Pis. Men du kan købe disse møghamrende dyre plastre, de hjælper. Nej, de hænger fast i mine støttestrømper…

Derudover er jeg – naturligvis og vigtigst af alt – sindssygt spændt på at møde det lille menneske, som har vokset i mig i de sidste 9 mdr.!!! Jeg er spændt på at få afsløret kønnet, spændt på se om det har kløft i hagen, ligesom Ane og jeg, spændt på at mærke det og dufte og lære dets lyde at kende. Spændt på at føje endnu et medlem til vores lille familie:)

Så selvom jeg godt ved, at der sagtens kan gå en måned endnu (er i uge 38+0), så håber jeg virkelig, at vi ikke skal vente så længe! Jeg glæder mig sådan til at mærke de første tegn, og til at vide, at nu sker der noget. Det var naturligvis også vanvittigt spændende med Ane, men da var det et telefonopkald, vi ventede på. Denne gang kommer jeg til at mærke det på egen krop – på godt og ondt.

Jeg har en tid til rebozo-massage hos Tina på mandag, hvilket jeg og min trætte, tunge krop virkelig glæder os til. At en lille bivirkning kan være, at Baby lægger sig til rette og beslutter sig for at komme til verden, gør slet ingenting;) For jeg er klar nu. Fuldstændig! Kom frit frem, Baby:)

image

Forberedelser til hjemmefødsel #2

Så er der to dage til 1. december, hvor jeg går ind i 38. uge. Det vil sige, at jeg efter på tirsdag er inden for termin og derfor må føde hjemme. Jeg har på intet tidspunkt troet, at jeg ville føde før, da intet har tydet herpå, men jeg er nu alligevel lettet over at være så tæt på hjemmefødselsmålet.

Vi hentede fødekarret på Amager i går, og i dag hentede vi forsendelsen med låg og liner fra Mamaslife. Fødekarret er ‘afprøvet’ og godkendt, håndklæder, vaskeklude, afdækning og si er fundet frem. De sidste ting handles i morgen, og så er vi klar.

image

Eller…. Vi er klar til at gå i fødsel. Klar til at få et barn mere?! Det er en anden sag;) Vi glæder os selvfølgelig vanvittigt, men ingen af os havde rigtig troet, at vi ville nå så langt. Dét at blive gravid til starte med var kæmpe stort. En gennemført graviditet er enormt!!!  Og tanken om, at vi lige om lidt er forældre til 2 (3, med ham den lange), er lige dele vidunderlig og angstprovokerende. Selvom vi jo godt ved, hvad det vil sige at have et barn, så ved vi ikke, hvad det vil sige at have to. Og alle nye ting er spændende og angstprovokerende – særligt dem som forpligter for livet! Heldigvis er det hele allermest vidunderligt – af alle de åbenlyse årsager! Så selvom vi på ingen måde føler os  klar, glæder vi os alligevel som små børn til juleaften – hvilket muligvis ender med at kunne tages meget bogstaveligt;)

Jeg er fortsat tryg ved tanken om at skulle føde, selvom jeg dog panikkede lidt lørdag formiddag. Min søster lagde ører til mine bekymringer og rådede mig til at give jordemoderen et kald i morgen. Og når det er gjort, når mine bekymringer er lyttet på og manet til jorden, vil jeg gå tilbage til at være rolig og tryg. For jeg blev klædt godt på til fødselsforberedelsen og alle de praktiske ting til fødslen er på plads. Tilbage er der kun at vente på, at baby bliver klar. Det er SÅ spændende!!!!

Værd at nævne er også, at to af mine kolleger kommer til julemiddag på tirsdag. Emil ringede i eftermiddags, mens han stod lænet ind over køledisken – “Jeg kigger fordi i morgen aften, Eli, med 4 kg. flæskesteg. Ja ja, vi er kun fire til at spise den, men den svinder jo ind, sådan en satan!” Endnu en god grund til at glæde sig til på tirsdag:)

 

Mit første indlæg om forberedelser til hjemmefødsel, kan du læse her. Lidt andre tanker om det at føde hjemme, kan du finde her og her🙂

Forberedelser til hjemmefødsel

Om 15 dage rammer jeg uge 37 og må føde hjemme, såfremt alt fortsat ser fint ud. Jeg har været rimelig utjekket i denne graviditet sammenlignet med sidst forstået på den måde, at jeg virkelig ikke har styr på særlig meget af alt det praktiske. I går opdagede jeg eksempelvis, at vi kun har to par bukser i str. 50. Barnevognen er heller ikke indkøbt endnu, selvom jeg tror, at jeg har besluttet mig for, hvilken det skal være – efter jeres hjælp i dette indlæg. Men jeg har også en 2-årig denne gang – rimelig valid undskyldning!

Der er dog ingen undskyldninger i forhold til at få tjek på detaljerne til fødslen! Så nu gennemgår jeg simpelthen, hvad der skal ordnes i håb om, at I, som tidligere har født hjemme, har nogle skide gode fifs:)

  • Fødekar. Jeg har valgt et basis kar fra Mamaslife, som jeg køber brugt gennem en veninde. Fra nyt køber jeg et låg, som holder på varmen i karret. Anne Louise fra Mamaslife er super hjælpsom, så står du selv og skal føde hjemme og er i tvivl om, hvad der skal bruges, så er hun kvinden, man skal ha’ fat i:)
  • Presenning til afdækning under karret. Det tænker jeg umiddelbart, at vi har i skuret;)
  • Håndklæder og sengetøj. Her er jeg af den holdning, at det bare skal kunne smides ud bagefter. Heldigvis er jeg generelt af den stik modsatte holdning, hvorfor vi allerede har både håndklæder og sengetøj, som udelukkende ligger i skuffen af den grund, at jeg er ret dårlig til at smide ting ud.
  • Madras. Tjek – det har vi!
  • Klyx. Jeg undlader uddybende forklaring…..
  • Vådliggerlagner/voksdug til at skåne madrassen – niks, det skal jeg have købt. Mon ikke Jysk sengetøjslager er et godt bud?
  • Pilatesbold. Den skulle efter sigende være ret god at have, hvis man ikke lige er i stemning til at hoppe rundt i stuen. I stedet kan man få rørt bækkenet ved at sidde/køre/hoppe på bolden. Jeg har fundet en til 79 kr. i Tiger.
  • Sækkepude. Jeg har fået fortalt, at den skulle være god enten til at ligge hen over eller til at ligge på fx. spisebordet, hvis man skulle få lyst til at læne sig ind over det. De har nogle ret fine nogle til billige penge i Silvan.
  • Ingefær, som skulle være smertelindrende.
  • Musik. Jeg er fuld gang med at lave en spilleliste på min telefon. Pt indeholder den Eva Cassidy, Tracy Chapman, Sam Cooke, Ray Lamontagne m.fl.
  • Snacks. Snacks som som jeg ikke må gå i før fødslen. Det bliver en prøvelse;)
  • Gardiner…. Der er ikke hængt gardiner op i spisestuen endnu. Den opgave får Fyrsten:)
  • Oversize hygiejnebind. Har jeg fået af en veninde, som lige har født.

Hvad siger I til det? Lyder det fuldstændig tosset, eller mangler jeg bare en million ting??

 

Fødselsforberedelse

REKLAME (Jeg har fået fødselsforberedelsen som gave, men uden krav om at skulle reklamere)

image

På torsdag er det min sidste gang til fødselsforberedelse. Jeg har gået til Mindful Moving i Vanløse hos Pia og har været virkelig glad for det! Egentlig troede jeg (oh yes, kald mig bare naiv), at man fik tilbudt fødselsforberedelse i kommunal regi, men der er, som på alle andre områder, blevet sparet og skåret helt ind til benet. I Hvidovre, som vi er tilknyttet, er der sådan et ‘Barn i vente’-tilbud, som sikkert er ganske fint, men som primært henvender sig til førstegangsforældre, hvilket vi jo ikke er, og som hovedsageligt (som jeg har forstået det) omhandler det at blive forældre, ikke det at føde. Så i stedet anbefalede vores jordemoder, at vi fandt noget privat.

Som jeg har nævnt tidligere, frygtede jeg at fødselsforberedelsen ville være super langhåret, og vi skulle sidde i en rundkreds og visualisere, at vores vagina åbnede sig som en erantis i forårssolens stråler. Gudskelov tog jeg fejl! Til Mindful Moving har det været lige dele fysisk bevægelse, vejrtrækning, smertelindring og afspænding. Særligt det sidste er jeg stor fan af;) Derudover går jeg sammen med nogle rigtig søde piger, som jeg virkelig håber også at se på den anden side af babyleverancen! Der er blevet danset og grint og hoppet og stønnet, og på en eller anden meget mærkelig måde har Pia formået at få mig til at slippe kontrollen og bare være i nuet, hvilket er min helt store kæphest. Jeg har ikke én gang tænkt, om jeg så tosset ud eller lød mærkelig – jeg har bare været i det og ladet min krop styre showet for en gangs skyld. Helt ulige mig og helt fantastisk:)

Jeg har hørt flere gravide udtale, at man overhovedet ikke behøver gå til fødselsforberedelse – at man kan læse sig til det hele, og at kroppen godt ved, hvad den skal gøre. Fred være med den holdning, den passer bare på ingen måde på mig! Jeg har lært MEGET, som jeg indtil videre ikke er stødt på på skrift, og med tanke på at dette bliver den vildeste præstation min krop nogensinde skal gennemgå, så har jeg denondelynemig tænkt mig at lære så meget som overhovedet muligt! Og hånden på hjertet – jeg ville jo alligevel ikke få læst halvdelen af det, jeg burde, med tanke på hende den 2-årige, vores renoveringsprojekt og min allerede indtrædende ammehjerne. Og ja, kroppen er skabt til at føde. Men jeg skal skubbe et menneske ud af min skede. ET MENNESKE! Better safe than sorry;)

Så selvom det faktisk er en anelse vemodigt at skulle sige farvel til Pia og de andre piger på torsdag, så føler jeg mig godt forberedt!

 

 

Fordomme og fordele ved hjemmefødsler

Efter at have læst et dejligt indlæg hos Cana, tænkte jeg, at jeg lige ville dele lidt af mine tanker omkring det at føde hjemme.

Først vil jeg lige gøre nogle ting klart:

  • Jeg er ikke jordemoder. Jeg er ikke læge. Jeg er ikke faktisk det mindste klog på fødsler. Og sidst, men ikke mindst: jeg har aldrig prøvet at føde hjemme! Mine ‘erfaringer’ med og tanker om hjemmefødsler udspringer dels fra at have deltaget i fire fødsler, hvoraf den ene var en hjemmefødsel, og dels fra at have læst en del om emnet, både faglige artikler og personlige beretninger. Og så er det et emne, som fylder i mine tanker og har gjort det i nogen tid, da Ane også skulle ha’ været født hjemme.
  • Mit tidligere indlæg om hjemmefødsler bærer ret meget præg af, at jeg bestemt ikke har lyst til at føde på et sygehuset. Og det er stadig rigtigt! Men jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at mit valg om en hjemmefødsel i langt højere grad er truffet ud fra et ønske om at ville føde hjemme, end det er en modvilje mod at føde på hospitalet!
  • Der er mange ting, jeg ikke forstår. Som blandt andet moden med at smøge sine bukser lidt op, så man lige kan se anklerne. Eller smækbukser. Eller chai-the. Det betyder ikke, at jeg har noget imod chai-drikkere med bukseopsmøg! De er sikkert ganske rare mennesker, og jeg dømmer dem på ingen måde;) Jeg vælger bare at indtage andre væsker og iføre mig anden påklædning, fordi jeg bedre kan li’ det!

 

Og nu til sagens kerne:)

Jeg møder en del fordomme om det at føde hjemme. Jeg hører dem, når jeg selv lufter min plan om at føde hjemme, og jeg støder på dem rundt omkring på de sociale medier. De personlige er forholdsvis nemme at forholde sig til, for de kommer som regel fra folk, som jeg kender, og som kender mig. De kender min mimik og mit tonefald og omvendt. Vi kender hinandens historier og har disse med i tankerne, når vi samtaler om emnet.

Det samme gør sig naturligvis ikke gældende på nettet og de sociale medier. @mortilsigurdogannabellatusindfryd kender ikke mig og omvendt. Jeg ved ikke ikke, at når hun udtaler sig kritisk om hjemmefødsler, er det fordi hun havde en grim oplevelse med fødslen af ‘Annabellatusindfryd’, eller fordi hendes nabos kusines kollegas datter har en skrækhistorie om emnet. Eller om det er fordi hun har sat sig super godt ind i emnet, da ‘Sigurd’ skulle fødes og opvejet fordele og ulemper og truffet en beslutning. Det kan også være, at hun, som jeg, har følt efter dybt nede i maven og truffet en beslutning om hvordan hun helst bringer sine børn til verden. Det er ikke til at vide! Hvad jeg til gengæld ved er, at det er et super sårbart emne, og man skal træde varsomt.

De fordomme jeg møder – både det ene og det andet sted – lyder sådan:

Tænk engang at du tør!!!! Hvad nu hvis der går noget galt?

Jeg har læst en del om emnet og er faktisk aldrig stødt på en beretning om en hjemmefødsel, der gik galt. Ikke dermed sagt, at de ikke findes, men jeg tænker, at der i så fald ikke kan være overvældende mange af slagsen.

Fødsler går galt. Også dem, der starter i hjemmet. I den situation bliver man naturligvis kørt til nærmeste hospital med det samme! Jordemoderen er ikke på ‘hjemmefødsels-provision’, hendes interesse er ikke, at du skal føde hjemme. Hendes interesse er at passe på den fødende og barnet. Ergo gambler hun selvfølgelig ikke med noget som helst.

Komplikationer opstår sjældent i løbet af en halv time. Der vil være tegn, små ting undervejs, som en jordemoder er uddannet til at bemærke og reagere på. Så når noget går galt, så har jordemoderen set det længe før, det rent faktisk sker, og dermed arrangeret en tur til hospitalet.

Jamen, det sviner da helt vildt?!!

Jeps, det gør det. Det gør børn generelt! Så er man allerede inden fødslen bekymret for rengøringen, så bliver det nogle laaaaaange år;)

Ja, det sviner. For nogle endda helt vildt meget. Også selvom man pakker hele stuen ind i pressening. Heldigvis er både Ajax og gulvmopper opfundet, og hjemmet skal nok komme til at skinne igen. Hvor meget det kommer til at svine er uden tvivl min mindste bekymring, når det kommer til at føde. Og jeg tror, at de, som bekymrer sig om den slags, i forvejen er ret afklarede omkring, hvor de gerne vil føde.

Så får man jo ingen hjælp eller støtte efter fødslen!

Jo, det gør man:)

Jeg ved ikke, hvor meget rådgivning man modtager efter en almindelig hospitalsfødsel. Ane blev født for tidligt og hører derfor ikke under den kategori. Men efter hvad jeg hører rundt omkring, så er det ikke fordi jordemødre, sygeplejersker og obstetrikere står i kø ved hospitalssengen for at beundre vidunderet og komme med gode råd til amning og hæmoridehåndtering.

Her i Hvidovre modtager man besøg af jordemoderen de første to dage efter fødslen. Jeg skal ikke hive minimennesket ud i en kold bil i december måned, men kan holde den, mig og mit trætte korpus hjemme på sofaen, hvor jordemoderen kommer på hjemmebesøg. Dét kan jeg li’!:)

 

Fordele ved hjemmefødsel:

Ja ja, nok om fordommene. I skal ikke snydes for det, jeg ser som fordelene ved at føde hjemme:)

Min helt egen jordemoder! Dét oplever man IKKE på landets fødegange. Det er bestemt ikke jordemødrenes skyld, for jeg er sikker på, at de hellere end gerne hengav sig 100% til lige præcis din fødsel, men sådanne gode arbejdsforhold har de desværre ikke:( De har for dælen knap nok tid til at spise deres frokost!!!

Min jordemoder kommer til at kunne nyde en kop kaffe og en ostebolle imellem mine veer. Hun kommer til at være nærværende på en måde, som desværre sjældent er mulig på hospitalet. Det bliver mindre stressende for både hende og jeg, hvilket jeg vægter højt.

Når jeg skal føde, skal jeg være 100% tryg og afslappet, hvilket fordrer trygge og afslappende omgivelser. OG en afslappet jordemoder.

 

Ro! Jeg forestiller mig, at en hjemmefødsel bringer ro på nærmest alle tænkelige planer. Ret bogstaveligt er jeg ikke omgivet af andre fødende kvinder, og der vil ikke være et rend ind og ud ad dørene. Jeg er hjemme – der, hvor jeg slapper allerbedst af.

Og så er der roen på den måde, at jeg ikke efter fire timer skal mobilisere kræfter til at fragte verdens niende vidunder gennem isglatte Hvidovre. Jeg er hjemme. Der er fyret op i brændeovnen, og der er kaffe på kanden.

 

Fyrsten! Fyrsten har været til fødslen af begge sine børn, og begge to var en anelse dramatiske. Han er ikke vild med fødsler! Ligesom det er vigtigt for mig at have en afslappet jordemoder ved min side, er det vigtigt at min mand er afslappet. Og jeg tror på, at det er en tilstand som bedst opnås herhjemme.

 

image
Ane – en dag gammel på børneafdelingen i Nykøbing F.

 

Tanker om hjemmefødsel

image

 

Gennemscanningen i dag gik lige, som den skulle:) Alle organer sad de korrekte steder, og hun styrede fint udenom de nedre dele;) Sikke en stolthed, der kan rulle ind over én ved beskeden om, at man gror et helt perfekt lille menneske!

Vi fik ikke oplyst vægten, men den ligger over gennemsnittet, hvilket er rigtigt godt – so far. Jeg har fået tid til en ekstra scanning i uge 32, og er vægten fortsat fin her, er der intet i vejen for en hjemmefødsel:)

De følger mig lidt ekstra, da jeg har lavt stofskifte, som kan påvirke babys størrelse. Lige nu er jeg dog velreguleret, så jeg har svært ved at tro, at det skulle skabe problemer.

Jeg vil simpelthen så gerne føde hjemme!!! Af flere årsager. Men for at starte et sted….

Det der med at lave børn er, som bekendt, ikke noget vi er særligt gode til. Tværtimod. Vi er blevet målt og vejet, stukket og prikket i, bedøvet og medicineret flere gange, end jeg har tal på. NOK gange, lad os sige det. Selve måden vores baby er undfanget på er heller ikke super romantisk. Og selvom det på ingen måde var ubehageligt, så var det en anelse klinisk og kunstigt. Fem piller, to-tre dildoscanninger, en briks og en sprøjte med sæd. Graviditeten er gået over al forventning i forhold diverse gener, som kvalme, madlede eller det der er værre. Jeg er gået fri! Men så er der det der stofskifte, som nok er overkommeligt, men som igen sætter mig i en situation, hvor jeg føler mig unødigt sygeliggjort. Daglige piller og månedlige blodprøver.

Jeg vil for alt i verden undgå en fødsel, som fastholder mig i følelsen af at være syg. Jeg vil ikke stikkes i. Jeg vil ikke måles og monitoreres mere end nødvendigt. Jeg vil ikke føles på og i af skiftende fagpersonale.

Jeg har udtjent min værnepligt på de punkter!!!!

Jeg havde en pisse ubehagelig oplevelse i sidste uge, hvor jeg pludselig begyndte at bløde. Jeg var naturligvis skræmt fra vid og sans, og måtte en tur forbi gynækologisk skadestue. Og da jeg lægger mig på briksen med benene i bøjlerne, reagerer min krop ved at gå helt i baglås. Ret bogstaveligt. Jeg spænder så meget i min krop, at lægen ikke kan gennemføre undersøgelsen, med mindre jeg slapper af. En del af grunden var uden tvivl frygten for, at der var noget galt med babyen. Men jeg ved fra tidligere gynækologiske undersøgelser, at det også skyldes andet. Min krops erfaringer.

Sygehuse, klinikker, stigbøjler og metalinstrumenter. Loftplader man kan tælle i forsøget på at aflede tankerne. Smalltalk med fremmede kitler om ligegyldigheder. Håb, smerte, frygt, angst, sorg.

Hele vejen til vores børn er brolagt med dårlige erfaringer og ubehageligheder. Min krop husker det hele. Og den reagerer naturligt ved at lukke ned.

Jeg vil føde i min stue. Jeg vil være afslappet og rolig. Min KROP skal være afslappet og rolig. Jeg vil ikke risikere en angstfuld fødsel – ikke så længe jeg selv har valget. Så når folk siger ‘jeg forstår ikke, at du tør føde hjemme’, er mit svar: ‘jeg tør ikke andet!’

Det er så ufatteligt vigtigt, at ens fødsel er tryg. Og er man mest tryg ved monitorer og kitler, så go for it. Det er jeg bare ikke. Slet ikke!

Så jeg håber, beder og krydser alt for, at planeterne står rigtigt, så baby kan komme til verden i Palæet:)