Røde læber og høje hæle (og andre ting, værd at anbefale)

Ting, jeg virkelig kan anbefale!

– Røde læber og høje hæle

Vi var til bryllup sidste weekend, og jeg gav den fuld gas med krøllet hår, røde læber og høje hæle. Jeg kan godt have tendens til at holde lidt igen. Skrue ned for mig selv af frygt for, hvad andre vil tænke. Særligt når jeg skal ud blandt folk, som jeg ikke rigtig kender, hvilket var tilfældet til netop denne fest. Men da spændet på de røde sko var lukket, krøllerne druknet i hårlak, og jeg stod foran spejlet og kørte det sidste røde strøg over mine læber, så jeg på mig selv og tænkte “Du er fandme pæn!”. En følelse, jeg ikke har haft længe. Det var virkelig dejligt!

– Toetagers hårbørste

Den har med garanti en mere fancy og korrekt betegnelse. Jeg kender den bare ikke;) Det, jeg mener, er sådan en hårbørste, der både har lange og korte børster. Mine børn er udstyret med ret forskellig hårpragt. Anes er tyndt og fint, Jaspers er tykt og kæmpestort. Men fælles for dem begge er, at de har indbygget touperingseffekt. De skal blot true med at lægge sig på en pude, så har de dreadlocks vildere end dem, der prydede deres mor i hendes ungdom. Så til Anes fødselsdag ønskede hun sig (eller måske mest hendes mor. Okay. KUN hendes mor) sådan en toetagers børste. Og den er Gud!!!! Virkelig! Slut med brok og gråd, når håret skal tæmmes.

– At hoppe et smut forbi Nadia!

Måske I allerede kender til Carlos’ Kitsch’en? Hvis ikke kan jeg fortælle, at det er en café, som ansætter indsatte for at resocialisere dem i den sidste tid af deres afsoning, og for at mindske risikoen for tilbagefald til kriminalitet. Et helt fantastisk projekt, hvis I spørger mig. Men desværre også et projekt, som er truet af konkurs. Nadia har lavet en fin illustration, og hopper man forbi hendes profil for at købe sådan én, så går hele overskuddet til Carlos’ kitsch’en.

– At tage et hop videre derfra og ind til Ida!

Ida har nemlig sat gang i en challenge, hvor man i en uge kun må iføre sig tøj, som man ikke har brugt i et år.  Og ikke for sjov – selvom det forhåbentlig bliver sjovt for Ida og de, som joiner hende. Men for lige at sætte foden i og droppe overforbruget af tøj. Og hun skriver så skide fint om det! Jeg kommer ikke til at lege med. Ene og alene af den grund, at jeg ikke tror, at jeg ville kunne samle tøj nok til en hel uge. I hvert fald ikke af den slags, som jeg ville tage på på job. Til gengæld har nogle af jer, som også følger med på Instagram, måske bemærket, at min #discountdulle er opstået fra de døde. Det er hun efter et år med al for meget tøjshopping. Det har været sjovt. Vidunderligt endda. Og også tiltrængt efter en lang årrække af spare, spare, spare. 10 fertilitetsbehandlinger og en selvbetalt barsel kunne godt mærkes på pengepungen og smages på havregrynene, så det var dejligt endelig bare at kunne give los og købe tøj, bare fordi jeg havde lyst, og fordi jeg kunne. Men det stopper her. Både af samvittighedsårsager – jeg har, ligesom Ida, fået øjnene op for, hvad det er, vi gør ved miljøet med voldsomme forbrug af tøj – men også af økonomiske. Vi har købt en ny bil. Sé, der kan vi tale om forbrug (men det er langt mere miljøvenlig end den gamle og desværre ganske umulig at leve uden!). Og sådan én koster penge, så vi skærer det fra, som kan skæres fra. That is Zalando.  Og det passer mig faktisk rigtig fint. Indtil videre har jeg lavet en aftale med mig selv om kun at måtte købe brugt tøj til både mig og ungerne (med undtagelse af vores vinterstøvler, som man dog tit kan købe brugt, uden at de reelt er brugt. Og undertøj.) i resten af 2018. Så håber jeg at forhøje til 2019, når vi når dertil.

– At høre Dodo and the Dodos, som du muligvis har på hjernen efter at have læst min overskrift. Og vidste I, at hun står ligeså fast som på bundgarnspæle? Jeg har skrålet med på den sang i årevis uden at lure det. Tak Google.

 

 

Spåkoner og kiksede klipninger

72b1db81-0cce-48cb-af5d-3f189cf3de7f

Jeg har, som I måske kan se, kastet mig over at klippe Jaspers pandehår. Det gik ikke helt godt, lad os bare sige det sådan….. Men altså, det må så være resultatet, når nu drengen er panisk angst for frisører. Og læger. Og tandlæger. Og karruseller. Og gynger.

Før vi fik børn, forestillede jeg mig, at vi ville få to piger. Det havde en spåkone engang fortalt min far. Og jeg tænkte, at den første pige ville blive sådan en lidt forsigtig én. Én, der bare gerne ville lave perleplader og læse bøger. En pige, der, som resultat af at været så længe ventet, ville ha’ været blevet holdt så tæt, at verden udenom ville skræmme livet af hende. Og når vi så en dag fik nummer to – for det ville vi jo få ifølge Dyveke fra Abbed! – så ville vi være mere trænede udi det der forældreskab. Og hun ville vælte verden. Med store armbevægelser og gåpåmod. Med tillid og krudt i røven.

Dyveke tog fejl. Jeg holder stadig på, at hun var fuldstændig on point, dengang hun fortalte 10-årige mig, at jeg har været ørkenprinsesse i et tidligere liv. Men med hensyn til børnene ramte hun altså lidt ved siden af med sine forudanelser. Og det samme gjorde jeg!

Ane er vildere end vild. På alle måder. På den fysiske, hvor det ikke kan gå stærkt nok. I går, da jeg hentede hende i børnehaven, var hun på vej ned fra legestativet i frit fald. Ligesom hun gerne er det i børnenes version af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Og så omfavner hun bare verden med en nysgerrighed og en tillid, som jeg simpelthen ikke forstår, at vi som forældre har kunne medskabe. For vi holdt hende fandme tæt. Skærmede hende. Ingen besøg de første 14 dage efter fødslen og alt det der. Alt dét, som omgivelser fortalte os, var for meget. For meget omsorg. Jeg fnyste af dem. “Man kan ikke få for meget omsorg!”, sagde jeg. Og det mener jeg stadig. Og resultatet taler for sig selv. Aldrig før har jeg mødt så et barn, som var så nysgerrigt og så let at begejstre. “Lad bare cyklen stå åben, mor.”, sagde hun i morges. “Jeg elsker, når det regner på min næse!

Jasper var ikke enig. Jasper er ikke vild med regn på næsen. Eller høje legestativer. Han vil bare gerne lægge puslespil og tegne. I en halv time kan han sidde fuldstændig koncentreret og på egen hånd lægge et puslespil på 30 brikker. Når Ane har lagt de første fem, ser hun er egern i haven, og så er hun væk! Vi har skam også omsovset Jasper. Og holdt ham tæt. Men ikke ligeså tæt som med Ane. Fordi Ane. Det er svært at holde et spædbarn helt tæt til kroppen, når man samtidig skal forsøge at tøjle en eventyrlysten 2-årig. Men Jasper er i dag den mest forsigtige af de to. Han bryder sig ikke om regn på næsen, og han møder generelt sin omverden med en del skepsis.

Og deraf pandehåret! Efter to ikke særligt behagelige frisørbesøg, har jeg besluttet mig for, at skævt pandehår og svenskernakke er rigtig, rigtig fint! Da jeg efterlyste råd på Instagram til at gøre ham mere frisør-glad, skrev én tilbage, at det vel ikke var ham, der bestemte, om han skulle til frisør. Mit svar? “Jo!” Det er ikke forfærdeligt for ham at have verdens grimmeste pandehår. Men det er det til gengæld gentagende gange at blive sat i en situation, som helt tydeligt gør ham utryg. Så hellere langt, skævt hår!

Jeg kan ikke skærme Jasper fra alt det nye og utrygge i verden. Han SKAL til ørelæge, tandlæge mm. De ting kan jeg, trods hans vilde protester, ikke undlade at ‘tvinge’ ham til. Han SKAL ikke have en fancy frisure eller danse i regnen. Han skal have lov at se tingene an og tage det i sit tempo. Måske han en dag får ligeså meget fart på, som hans storesøster har. Måske han bliver bedre til at være i nye og uvante situationer. Måske ikke. Der er ikke én rigtig måde at møde verden på. Der er bare forskellige børn, tålmodige tandlæger og virkelig skævt pandehår!

Siden sidst….

…. er jeg fyldt 34.

…. er jeg, ifølge Ane, fyldt 34, 35, 36 og 37. Jeg piller flagene ned, inden jeg runder de 40.

…. har jeg haft grøn gajol i skoene. Ja, jeg sagde 34.

…. har jeg stået med røven i vejret på Gammel Køge Landevej og forsøgt at vikle mit halstørklæde ud af min cykelkæde.

…. har jeg indgået en aftale med børnene herhjemme om, at man ikke må slå, men til gengæld får et fripas til at sige ‘Lortefuckermor’, hvis man er RIGTIG vred. Moderskabet er ét langt kompromis. Og Ane er en benhård forhandler!

…. har jeg været udendørs. UDEN jakke på! Det er den slags episoder, der giver livet mening!

…. har jeg fået ørebling, der får mit hjerte til at skippe et slag.

…. har jeg aftalt med mig selv, at jeg skal træne 10 gange i april. Ændret det til 8. Og ændret det til maj. Jeg er også en benhård forhandler!

…. har jeg bagt 20 cupcakes til Lillemors fødselsdag. Og bagt 10 ekstra, så jeg ku’ spise af dem undervejs.

…. har jeg desuden afleveret en fjerpyntet gave til den omtalte fødselsdag. Fordi det her;)

…. har jeg meldt mig til at stå for æg og rejer til en påskefrokost. For alle kan jo lave hårdkogte æg, ikk’?! Jeg kom med blødkogte….

…. har jeg mistet Anes ven, Hans. Som jeg havde lovet at passe godt på. Er I klar over, hvor vanskeligt det er at finde en død vandrende pind på bunden af enladcykel, som er fyldt med blå futter, gamle Mariekiks, sten og almindelige, ubevægelige pinde??!

fb6857c5-f307-4991-9f0b-36e941d381b3
Den gule æske, som skulle ha’ været Hans’ sidste hvilested.

 

 

Genbrugsglæde!

Annonce // indlægget er lavet i samarbejde med
Børneloppen

f91a7d36-d81f-4b5b-8dca-af8ea07b2f81

Herhjemme består børnenes garderobe primært af genbrug. Faktisk tror jeg, at 95% af deres tøj er arvet eller købt brugt. Jeg ville godt sige, at det fra starten har været et bevidst valg, at det har handlet om bæredygtighed og socialt ansvar i forhold til ikke at bidrage til et overforbrug, som tærer på vores miljø. Men det ville være løgn.

Det er ingen hemmelighed, at pengene var små herhjemme, mens vi ventede Ane og i hendes første leveår. Vi havde skudt rigtig mange penge i både behandling og selvbetalt barsel, og der var ikke meget tilbage at gøre godt med. Derfor blev der ikke kastet store summer efter lækre mærkevarer. Der blev i stedet taget imod med kyshånd, når venner og familie kom forbi med deres børns aflagte tøj, ligesom jeg fandt fine tøjpakker i facebookgrupper, på Reshopper og på DBA. Da Jasper så kom, var jeg ligesom inde i rutinen med at genbrugsshoppe, og der var kommet lidt flere aspekter på end bare det økonomiske, hvorfor det gav fin mening at fortsætte.

Egentlig er det faldet mig meget naturligt, fordi jeg også selv altid har haft en garderobe, som har indeholdt en stor del genbrug. Jeg har aldrig tænkt, at mine børn har manglet noget, og jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at iklæde dem brugt tøj. Jeg har opsnuset hist og her, at nogen synes, det er synd for børn, der går i genbrug. At det er sådan lidt sølle. Beskidt og pinligt. Sådan har jeg aldrig følt det! Og når jeg støder på folk med den holdning, kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at nogen folk lever i en verden så snæver, at det tøj, vi iklæder os eller vores børn kan have så stor betydning. For på trods af at børnenes genbrugsgarderober oprindeligt udsprang af et økonomisk behov, så ser jeg i dag så mange positive elementer ved det, at det er et meget bevidst valg at fortsætte. Det økonomiske spiller stadig en rolle i den forstand, at jeg synes, det er komplet tosset at kaste en masse penge efter tøj, som de for det første kun kan passe i en meget begrænset tid, og som, for det andet, ofte bliver dekoreret med kødssovs og fine tuschstreger. Og heri ligger jo også et miljømæssigt perspektiv. For ovenstående gør selvsagt, at der ofte må skiftes ud og fyldes op i børnenes garderober, og hvorfor dog ikke gøre dette med tøj, der allerede er brugt fremfor at medvirke til en merproduktion. Faktisk ville jeg ønske, at jeg formåede at leve endnu mere i genbrugsånden, når det kommer til mit eget tøj, end jeg allerede gør, men jeg undskylder mig selv med, at mit eget nyindkøbte holder længere. ‘Undskylder’ – fordi jeg godt ved, at jeg kunne gøre det bedre. Men jeg gør et forsøg! Fx ved at droppe affiliatelinks. Jeg tog for noget tid siden mig selv i helt seriøst at argumentere for, at jeg var ‘nødt til’ at købe nyt tøj for at kunne dele det herinde og tjene penge på at få jer til at købe nyt tøj. Heldigvis hørte jeg mig selv. Og heldigvis lød det helt, helt forkert. Sådan har jeg ikke lyst til at være! Og det betyder ikke, at jeg er en helgen, eller at jeg ikke på nogen punkter bare godt vil eje ting, der glimter i solen. Ikke det mindste. Men jeg prøver.

Og hvad, jeg til gengæld har lyst til at være, er en mor, som giver mine børn et sundt og naturligt forhold til genbrug, hvor det at købe brugt ikke er et nødvendigt onde, men et bevidst valg. Fordi nyt og glitrende ikke nødvendigvis er bedre. Og jeg har fundet et rigtig godt sted at starte – på Børneloppen. For de af jer, der ikke kender stedet, kan jeg fortælle, at Børneloppen er et ‘loppesupermarked’, hvor man udelukkende kan sælge og købe brugt til børn – tøj, legetøj, barnevogne mm. Derudover har de virkelig mange gode arrangementer, såsom rytmik, førstehjælpskursus, slyngedans, børnediskotek mm. Jeg har handlet hos Børneloppen i en del tid efterhånden. Fx er begge børns vinterudstyr købt her til under halv pris i forhold til, hvis jeg skulle have givet fra ny, men i ligeså god stand. Og nu har jeg også oplevet at være på den anden side, hvor jeg selv solgte hos Børneloppen, og det bliver bestemt ikke sidste gang. Jeg har tidligere solgt via Reshopper, men blev godt og grundigt træt af at spisestuen flød med tøj, som skulle fotograferes og måles og vente på, at en interesseret køber lagde vejen forbi efter 117 spørgsmål på sms – kun for at kigge på en given tøjpakke og give sig til at sammensætte sin egen, fordi den alligevel ikke levede helt op til forventningerne. Hos Børneloppen skriver man sine egne prismærker hjemmefra via deres hjemmeside, hænger tøjet op i butikken og lader andre stå for selve salget. Alt man skal gøre er at kigge ind i ny og næ og sørge for, at der er pænt og ryddeligt på ens stand, så folk får lyst til at lure i den. Jeg medbragte primært 10 kroners ting, netop fordi vi aldrig har købt dyre mærkevarer. Og jeg endte med at sælge for ca. 90 kroner om dagen i de fire uger, hvor jeg havde en stand. Det tøj, jeg ikke fik solgt, donerede jeg til Børneloppens egen bod, hvor overskuddet går til Hjerteforeningen.

En stand hos Børneloppen koster 200 kr for en uge (der gives rabat hvis man lejer for en længere periode) og 15% af det solgte i kommission. Man kan leje en stand med bøljestang til tøj eller en kun med hylder, hvis man primært sælger legetøj. Derudover kan sælge større ting, såsom barnevogn, kravlegård mm for 10 kr. Salget kan man følge med i hjemmefra – dét er fandme smart! Og der findes en afdeling i både Valby og Slagelse.

Personligt er jeg holdt op med at købe tøj til ungerne andre steder, fordi det er så meget nemmere med Børneloppen, hvor jeg kan finde det hele samlet et sted, og fordi det er nemt at have børnene med (de har et legeområde til børn derude, som særligt Ane er vild med). Sidst jeg købte brugt over nettet til Jasper, købte jeg nogle virkelig lækre Kulör-trøjer, som simpelthen viste sig at være så smalle i halsen, at de ikke kunne komme over hans store hoved. Det havde jeg naturligvis nået at spotte, hvis jeg stået med dem i hænderne først.

Så er du en af dem, der endnu ikke har besøgt Børneloppen, så kan jeg virkelig anbefale dig at gøre det! Der er noget for enhver smag og til meget blandede priser. Der er også rig mulighed for at tjene en skilling, hvis du selv ligger inde med en masse af ungernes gamle tøj, legetøj mm, og personalet derude er så søde og hjælpsomme! Jeg hjælper også gerne med svar på, hvordan det fungerer, hvis man skal have en stand, så spørg endelig, hvis du skulle være i tvivl om noget!

(For god ordens skyld: Jeg kontaktede selv Børneloppen i fht et samarbejde, fordi jeg som sagt i forvejen handler hos dem og har deltaget i del af deres gratis arrangementer, og fordi jeg oprigtigt er vild med konceptet. Jeg er ikke blevet betalt for at skrive indlægget, men har fået en stand.)

cbc66328-9c4e-497c-80f0-a945c8515f5e f8491476-a3b8-4dc1-84f0-af378e97bad2 feb68865-f8cd-424f-a712-590d0d653438

En sentimental samlers oprydningsstrategi

Jeg er i gang med samme bevægelse som stort set resten af blogland. Den der med at sortere ud, rydde op i mit rod og skille mig af med ting, som sagtens kan undværes. Den begyndte egentlig engang mellem jul og nytår som følge af, at jeg tømte det rum, som på sigt skal renoveres og blive Jaspers værelse. Det er – igen – et større projekt, fordi vi ikke bare taler om en klat maling hist og her, men at både vægge og gulv skal væk. Det kommer ikke til at ske i nærmeste fremtid, men nu er de indledende øvelser i hvert fald overstået. Og det betyder altså, at en større oprydningslavine er begyndt at rulle.

Jeg kommer aldrig til at blive minimalistisk. Jeg kommer aldrig 100% til at skille af mig af med ting, som ikke udgør en funktion i min hverdag. Til det er jeg simpelthen for sentimental. Eksempelvis stødte jeg under oprydningen på min mormors gamle blok. Den, hvor hun har noteret scoren, når hun spillede yatzy og 10.000 med mig og min søster, og hvor jeg undervejs har skrevet små noter til hende – “Min mormor er bare dejlig!” og den slags. Sådan én kan jeg ikke smide ud. I hvert fald ikke endnu. Eller den seddel, hvor Jess skrev sin adresse og telefonnummer, da vi lige havde mødt hinanden. Den får også lov til at blive.

Til gengæld er der røget 1000 knapper, som jeg aldrig vil få brugt og 100 dvd-film, som jeg aldrig vil få set. Og det er kun for at nævne et par af de ting, som pt står og venter på at blive deporteret til nærmeste genbrugsbutik sammen med poser fulde af tøj, tørklæder, legetøj mm.

Det handler ikke bare om at skabe plads og komme til bunds i skufferne. Det handler ikke om de ting, som jeg smider ud – det handler om de ting, som jeg beholder. Om at få de udvalgte ting, dem der har betydning, til at stå frem. Og de gør de ikke, når de er begravet i gamle knapper og dvd’er. Vi havde forresten to Grease-film. Nok er det en klassiker, men alligevel.

Men jeg kan godt li’ det. Og jeg kan godt li’ min muligvis (højst sandsynligt….) fuldstændigt fjollede tanke om, at det her ikke er et oprydnings- og udsmidningsprojekt, men et kærlighedsprojekt. Hvor de ting, som må lade livet, gør det, for at de andre kan få plads og fokus. For en sentimental samler som mig gør dét det meget nemmere.

9d3d5215-d5e4-4ad8-89af-9f6f947708f0

Verden venter

I den her tid, hvor jeg får forvildet mig ind i bunken af gamle videoer og billeder af Ane, bliver jeg svært sentimental. Og glimtvis trist på den måde, hvor jeg nærmest panikker og hyperventilerer. Det er den samme gamle sang – at tiden går får stærkt. Hendes tykke babykinder er væk, og det pjuskede troldehår kan pludselig samles til en fletning i nakken. Og så gisper jeg efter vejret ved tanken om, at den tid aldrig kommer igen.

Men det minder mig også om at nyde nuet. For om 4 år vil jeg sidde og kigge tilbage på billeder og savne den størrelse og det væsen hun er nu. For lige nu er på alle mulige måder ret magisk. Fordi Ane synes, at alt er magisk! Mange siger, at 4 års alderen er frygtelig. Ligesom de sagde om 2 års alderen. Og 3 års alderen. Og ja, der er bestemt øjeblikke, hvor jeg har lyst til gå hjemmefra i bare arrigskab over at dele hjem med en egenrådig, urimelig teenager i miniformat. Øjeblikke. Men ærlig talt, så er der ikke mange af dem for tiden. For mest af alt har vi en 4 årig, der gør verden smuk.

Ane iagttager. Og føler. Og maler verden i helt nye farver med store fagter og ord. Som når vi kommer hjem fra børnehave, og det er gråt og det regner. Og hun hopper ud ad cyklen, stiller sig midt i det hele med armene ud til siden og hovedet helt tilbage og siger: “Er det ikke vidunderligt, mor??!”. Ane forbløffes og begejstres over ting, som vi andre end ikke bemærker. Og hun trækker os med i begejstringen for fuld smadder. “Ja, Ane der er sne på det tag. Ligesom den sne, der var på det andet tag og på taget før det…..” “Men er det ikke bare den smukkeste sne, du nogensinde har set?” Og jo, det er det. Sneen er så meget smukkere, når jeg ser den med hendes øjne.

Så i stedet for at mindes en tid, der ikke kommer tilbage, så vil jeg glædes over den, der er her og nu. Og den, der venter. For ifølge Ane, er i dag meget bedre end i går. Og i morgen bliver med garanti endnu bedre:)

8422039e-5a41-4624-8d14-b86b45fe3f17

Forresten #24

– har jeg været nedlagt af en fæl influenza i de seneste dage. Jeg følte mig bagud med alting i forvejen. Jeg har for dælen kun fået købt en eneste julegave. Ud af 19. Nu er jeg smidt helt tilbage til start. Får jeg så 4000 kr.??!

– undrer jeg mig hvert år over, at vi er røget med på Haloween, Valentines Day og Black Friday, mens det der med at åbne hoveddøren til et kor af glade ansigter, der synger julesange åbenbart aldrig har tænkt sig at komme til Danmark. Hvorfor??? Af alle de ting vi kan tyvstjæle fra USA, er det da den allerfineste.

– førte Ane og jeg den her samtale i går: “Ane, hvad ønsker du dig til jul?” “En Elsa-hue og Elsa-vanter og Elsa-tuscher og Elsa-klistermærker!” “Ønsker du dig ikke noget, der IKKE er med Elsa?” “Jo, en Anna-dukke og en Anna-dyne og en Anna-hårbøjle!” “Men Ane, ønsker du dig ikke noget, som ikke er Anna og Elsa?” “Jo, en Olaf-bamse og en Olaf-pude og en Olaf-lampe!” I give up…..

– er jeg vist nok kommet en lille smule til at sidde og se gamle videoer af Ane, kun for at sammenligne Jaspers sproglige udvikling med hendes. Det er generelt dumt, fordi børn jo altså er forskellige. Dummere fordi Ane jo for dælen kunne tælle til 10, da hun var 2 år, hvor Jasper stadig tror, at et hop betyder ja.

– kommer jeg i den forbindelse til at tænke på, om jeg overhovedet har fortalt, at han ENDELIG siger ‘mor’? Det kom lige efter ‘tisser’ (=tissemand). Styr på prioriteringen….

– har Ane gang i en prinsesseleg for tiden. Jeg må også godt være med. Jeg kan være hestens mormor. Gæt hvem der får strømper til jul…. UDEN Elsa på!

– har jeg flettet 48 julestjerner, mens jeg har ligget syg. Ja, jeg har talt. Og nej, jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge dem til.

– overvejer jeg nu, om man kan give folk flettede julestjerner i julegave??

62325908-4c5e-41e1-90b8-0ec1620fd09c

Skruebrækkeri!!!!

1. december står for døren, og jeg er på ingen måde klar. Den er kommet bag på mig i år, hvilket havde været okay, hvis ikke det var fordi, at vi har en 4-årige i huset, for hvem julemåneden har vist sig at være vigtigere end fredagsslik, Elsa og romkugler tilsammen.

Ane har arvet sin mosters smukke, brune øjne, sin fars musikalitet og sin mors ufatteligt irriterende koslik. Derudover har hun tydeligvis også nappet min hukommelse. Ikke kortidshukommelsen – hun er om muligt mere distræt og glemsom end mig. Men når det kommer til små, tossede detaljer, som ligger flere år tilbage, så er hun knivskarp. Forleden bad hun mig om at købe gul saftevand, “magen til den, der var på sygehuset, da du fødte Jasper!” Godt så.

Tilbage til sagen! Vores nisse var på speed sidste år. Eller rettere på barsel. Så han havde alverdens tid til at lave sjov og pakke 24 små plastikdimser ind, som han hver aften placerede i det nissehus, som han selv havde bygget. Fordi han var på barsel!

Havde nutidige nisse kendt til fortidige nisse, så havde han anklaget ham for skruebrækkeri. Ingen tvivl om det!

For i år er nissen ærlig talt allerede træt. Og december er ikke engang begyndt. Men Nissen har altså også TO børn i år, hvor han sidste år havde et barn og en baby – STOR forskel, skulle jeg hilse og sige. Fra nissen. Derudover har han et fuldtidsjob, enorme mængder vasketøj og en kurv i vuggestuen, som af en eller anden grund skal fyldes op med rent tøj hveranden dag. Ergo: Nissen har skide travlt, og nissen havde muligvis også satset på, at nogen havde glemt, hvor latterligt meget overskud han havde sidste år.

Det har så vist sig ikke at være tilfældet…..

Så da Ane i dag hoppede og ned i stuen, mens hun plaprede i én lang strøm om den skide nisse, og om han mon kom i morgen, og om han mon ville lave skøre ting, og om han mon ville have pakker med, og om han måtte komme med i børnehave OG. SÅ. VIDERE., så var det muligvis, at jeg fik lyst til at råbe, at nissen jo for helvede også har andre ting at se til! Hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde. Jeg gik ud og pyntede cyklen, for sådan en fjollet nisse har vi nemlig….. Til gengæld håber jeg så, at jeg på magisk vis kan få hende til at acceptere, at nissen kun kommer med gaver én gang om ugen i år. Det må blive noget med, at han er blevet gammel og ikke kan bære på så mange gaver. Jeg vil så nødig ødelægge julens magi ved at sige, at han ordner vasketøj….

 

d06981a4-2328-48a7-a349-43db8819b921

Hvad livet har lært mig….

d0219038-3755-4cd1-a32c-fab3c432c1e6

Fyrsten endte med at kidnappe den blomstrede sofa en aften, hvor jeg var ude og føjte. Så nu har den boet i hans musikrum i det seneste stykke tid. Jeg syntes, det så tosset ud. Min indre indretningstosse skreg! Så det sagde jeg til ham for lidt tid siden. At det så fjollet ud, og at jeg syntes, han skulle finde på noget andet. Jeg tænkte nok, han ville protestere. Eller som minimum kræve lidt betænkningstid. Men det gjorde han ikke. Han svarede prompte: “Okay! Så vil jeg have et bordfodbold!” Han tænkte nok, at jeg ville protestere. Eller som minimum kræve lidt betænkningstid. Men det gjorde jeg ikke. Jeg svarede prompte: “Okay! Så får du det!”

Så nu har vi et bordfodbold.

Skørt?

Måske….

Skægt?

Helt sikkert!

Jeg har altid gået med livrem og seler. Jeg har planlagt, og jeg har overvejet. Jeg har aldrig været impulsiv. Jeg har været fornuftig! Den slags fornuftig, som skriver lister i punktform og har fastforrentede lån. Den slags fornuftig, som ikke har et bordfodbold i stuen. Fordi det jo ikke er pænt, og det larmer, og det tager for meget tid.

Men! Så var det, at livet brugte et par år på at lære mig en vigtig lektie. At man ikke kan kontrollere alting. At livet gør, som livet vil, og at man skylder sig selv at gribe alle de muligheder for smil og lykke, som det byder.

Man kan ikke planlægge lykke. Men man kan købe et bordfodbold! Og tænke at ens indre barn kan skrige så meget højere end indretningstossen. Og at ens børn kommer til at vinde så mange øl til gymnasiefesterne. På den måde tjener bordet ligesom sig selv ind igen, ikk’?!

 

440edad4-f790-4695-b544-892b431b7e37

Når far er ude, danser børnene på bordet

Annonce i form af ambassadørsamarbejde

I denne weekend har jeg:

Nydt at se en ellers småsløj Jasper give den gas på sofabordet med diadem, tryllestav og fierce attitude. Den dreng rocker min verden på daglig basis!

8dc2466e-f716-4074-af7f-0d540f35cc33

 

Serveret toasts til aftensmad. To dage i træk. Fordi der ikke var nogen voksne hjemme til at stoppe mig.

87a9d7be-da6d-45c2-9c5b-fc885d2f5184

 

Søgt moralsk støtte på Instagram. Til at håndtere den mus, som var så sød at smide sig hovedkulds i fælden under håndvasken nogenlunde samtidig med at Fyrsten smækkede hoveddøren efter sig og smuttede til Sverige. @ninsebob foreslog mig at tilkalde assistance i form af Lillemor, hvilket jeg grinede en del af, da hun er så hysterisk med hygiejne, at hun ikke kan besøge et offentligt toulet uden at medbringe 10 liter husholdningssprit og et par gummihandsker;)

86190048-69ec-43ff-9cea-c1a1422d4ac5

 

Fået rykket de sidste af mine bøger ind i mit nye krearum/kontor. Hold op, hvor er jeg glad for at valget faldt på Ivar-systemet til opbevaring!!! Til at starte med tænkte jeg, at stigereolerne mindede mig lidt for meget om mit teenageværelse i 90’erne. Indtil det gik op for mig, at jeg godt kun li’ mit teenageværelse i 90’erne;)

ef630978-d576-45fc-bd07-0767c1903713

 

Fundet lidt julepynt frem. Faktisk plejer der at være pyntet op på dette tidspunkt. For det er jo så hyggeligt, så hvorfor dog vente til 1. december?! Men i år har jeg ikke helt ‘følt det’. Indtil i går, hvor der landede en adventskalender fra Nilens Jord. Så blev der følt! Også på pakkerne;) Adventskalenderen koster 399 kr., og kan købes på Nilens Jords hjemmeside lige her frem til 1. december. Det er vel ikke kun børnene, der skal forkæles i december, vel?;)

137e4f15-7076-47c2-b501-9104fba47d80

 

Fået malet en enkelt væg i entréen, hængt kasser op og gjort rummet brugbart igen. Entréen er en del af den gamle tilbygning, som ikke er isoleret, hvilket Fyrsten fik rettet op på for nogen uger siden. Nu er den ene væg isoleret, og der er kommet dør i det lille indhak, som vi bruger til opbevaring. Men så gik vi i stå der, og det har sejlet med overtøj, fodtøj, malerbøtter og rod siden da. Det er egentlig ikke fordi, det har været et voldsomt projekt – hverdagen kom bare i vejen. Heldigvis kan man nå meget, når lurguderne tilsmiler én!

33098fb7-b996-4bda-b045-b0c3dd585ec6b13274ee-461d-4ef9-8658-138e0f3882f1