Babybyggeri

Jeg er kommet til at shoppe lidt til baby. En lille hue og små fine sutsko fra H&M. Aldeles surrealistisk tanke at de kommer til at følges med et lille menneske om under tre måneder!!!

image

 

Jeg var til andet jordemoderbesøg i går og alt så som forventet helt fint ud:) Hun skønnede babyen til at veje omkring 1100 g., hvilket er lige omkring halvdelen af, hvad Ane vejede ved fødslen. Og det er ret meget det samme, som min storesøster vejede, da hun blev født. Igen – aldeles surrealistisk!

Det er mærkeligt at foholde sig til, at bevægelserne i min mave skyldes et miniature menneske og ikke bare ikke par opmærksomhedskrævende tarme på afveje. Et menneske i stil med dét, der lige nu står i køkkenet med sin far og laver mad, mens ‘Katoffer’ kigger på. (‘Katoffer’ er Anes dukke, Christoffer, som lige for tiden deltager i ALLE familieaktiviteter.) Jeg tror aldrig rigtig, at det bliver selvfølgeligt for mig, det der menneskegroning. Og der tænker jeg ikke på mig selv, men sådan generelt. Det er jo vildt, så meget der skal passe sammen på det helt rigtige tidspunkt, for at ens gener ender ud med at blive til et helt tredje menneske! Og alligevel sker det hele tiden! Ja, altså for nogen… Men det er satme vildt og stort.

Med tanke på hvor stort det er, så har jeg planer om at hengive mig 100% til babybyggeri i denne weekend og absolut kun lave hyggelige ting:) Såsom at tage i Ikea. Ja ja, ‘Ikea’ og ‘hyggelig’ lyder måske som to uforenelige størrelser, men turen skulle gerne munde ud i en eller anden form for hjemmegjort pusleplads. Og dét er hyggeligt:) Jeg vil højst sandsynligt også spise lidt kage og muligvis påbegynde en bog til Baby i stil med den, som jeg tidligere har lavet til Ane.

Og så skal jeg sove. Meget og længe! For i takt med at kvalmen er flyttet ind, er overskuddet og energi rykket ud, og jeg kunne det meste af tiden stå ret op og ned og sove.

En af de dage….

…. hvor man muligvis bare skulle være blevet i sengen!

Ane og jeg har begge hostet i nat. Meget,tørt og mest af alt pisse belastende! Der er ikke noget værre end bare gerne at ville sove, men ikke kunne. I stedet kan man ligge der og tælle ned – “så er der 3 timer og 27 minutter til jeg skal op”, ikke ligefrem noget der hjælper på situationen.

Langt om længe falder vi begge i søvn, og jeg vågner nogle timer senere med den sørgelige erkendelse – det er morgen. Meeeen vi har mørklægningsgardiner, så reelt kan det både være kl. 4-morgen og kl. 6-morgen. Jeg håber på det første, men tager naturligvis fejl. Ellers ville det jo ikke passe ind i indlægget;) Klokken er ikke bare 6. Den er 6.29, også kendt som kl. ‘vækkeuret ringer om et minut’. Så lad dog vær’!!! Vågn kl. 6.10 og tænk ‘jubiii, jeg kan sove 20 minutter længere’, eller vågn når vækkeuret ringer. 1 minut i er bare hånligt!

Op kom vi, og ned kom morgenkaffen. Og op igen…. Morgenkaffen, ikke mig. Lige midt på badeværelsesgulvet, hvilket er midt imellem toilet og håndvask – to steder som er ganske gode at kaste op i. Og vi har verdens mindste badeværelse! Der er ca. en meter mellem toilet og vask, så det er nærmest en kunst i sig selv IKKE at ramme én af de to. Men jeg er mig, og det er bare en af de dage…. Hvad sker der også for, at jeg er gået fuldstændig fri for kvalme i første og andet trimester, og NU kommer den galoperende med fuld styrke??!

Børste, børste tænder, bræklugt væk, ud ad døren – naturligvis 7 minutter senere end hvad godt er. Og noget føles forkert allerede inden jeg er drejet om første hjørne. Jeg gennemgår systematisk min taske i hovedet – nøgler, tjek. Pung, tjek. Kalender, tjek. Telefon, tjek. Efter små 2 km. går det op for mig, at jeg har glemt at tage mine stofskiftepiller. Ærgeligt, men ikke verdens undergang – jeg kan tage dem, når jeg kommer hjem.

Nu burde følelsen af at have glemt noget så være passeret. Mysteriet er jo opklaret. Men nej, følelsen bliver ved med at nage, indtil en ung knægt svinger ud fra en sidevej uden at se sig for! Og uden cykelhjelm! Hvorfor dælen tvinger hans forældre ham ikke til at have hjelm på?? Hjelm…. Jeg har glemt min cykelhjelm! Det sker ALDRIG! Jeg føler mig pludselig fuldstændig nøgen og særdeles udsat og overvejer kraftigt, om jeg bør trække cyklen resten af vejen. Men jeg er jo for dælen allerede for sent på den, så jeg tager beslutningen om at leve på kanten og risikere mit liv for at møde til tiden og cykler de sidste 3 km. med nøgent, sårbart hoved.

Jeg når frem på job i ét stykke og uden huller i hovedet. Men stemningen er ligesom bare sat. Og inden jeg har været der i en time, har fire elever uafhængigt af hinanden konkluderet, at jeg er pisse sur. Hvilket – naturligvis – gør mig pisse sur.

Jeg klarer mig igennem resten af dagen uden de store uheld, og efter otte timer kan jeg endelig bevæge mig hjemad med en særdeles grim låne-hjelm på hovedet. Jeg er nødt til at holde inde ved Føtex, som har et ret godt tilbud på slaske-bukser. Pt kræver min krop slaskebukser, på samme måde som den kræver blåbær og kage. Der er ingen vej udenom! Eller …. det er der så. For bukserne er udsolgt. Så jeg køber to par natbukser i stedet og bilder mig ind, at jeg nok skal huske at have en top på, som dækker den der blondekant i linningen.

Næste stop på vejen er Netto. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi de har tilbud på ost. Osten ryger i kurven sammen med en 8-9 andre ting, som jeg ikke anede, at vi manglede. Ved kassen står en kvinde i køen foran mig. Hun rykker sig ikke simultant med at båndet kører afsted med hendes græskarkernerugbrød og økologiske spegepølse, så jeg forsøger at kaste mine varer ned ad båndet, da jeg ikke rigtig kan nå ind til det. Det er ikke særlig elegant, og mine kluntede bevægelser vækker kvinden fra sin trance. Hun undskylder, siger at det er ‘sådan en dag’. Jeg beroliger hende med, at det kender jeg godt. Alt for godt. Men det er vist bare lidt mere ‘sådan en dag’ for hende, end det er for mig. For gudhjælpemig om ikke hun falder tilbage i sin trance. Og først da alle hendes varer er kørt igennem, og ekspedienten beder hende om at hoste op med 183 kr., går det op for hende, at hun skal bruge sin pung. Som er i hendes rygsæk. Under hendes bøger og tørklæde. Da først den er lokaliseret, skal hun lige have beløbet gentaget og tjekke, om hun har kontanter. Det har hun ikke, og nu skal dankortet så kraves frem mellem gamle bonner og diverse medlemskort. Arhmen, altså!!!!

Hjem med mig, købesuppe i gryden og så i bad. Det skulle nås inden maden, for jeg har aftenputteren – sådan noget er ret skemalagt, når man har en 2-årig, som ikke vil sove. Badet er også skemalagt og af samme grund, så der var ingen vej udenom, selvom sofaen,kaffen og Ane kaldte. Ane kom med i bad, hvor hun i  stedet kaldte på sin far, fordi lortemor forsøgte at vaske hendes hår uden hendes samtykke! Under aftensmaden kunne jeg for første gang i dag trække vejret roligt. Og endda smile lidt, da Fyrsten foreslog at overtage aftenputteren. Så nu sidder jeg i sofaen med min kaffe og satser på, at i morgen bliver bare lidt sjovere:)

image
Et billede af Ane og Fyrsten bare lige for at illlustrere, at de også godt kan have den slags dage!

Forresten….

  • er der kommet ‘svar’ fra Statsforvaltningen. Før de vil tage vores sag op igen, skal vi redegøre for, hvorledes Fyrsten lider af en livstruende sygdom…. Det er lidt svært, for han lider jo ikke af en livstruende sygdom – han fik ‘bare’ en blodprop. Han står op hver dag og passer sit job. Han slår græs og vasker gulv og leger gemmeleg med Ane. Men han har nitroglycerin i jakkelommen – “Det skal du sprøjte under min tunge, hvis jeg falder om, skat!” Og vi har netop doneret penge til en indsamling, som Fyrstens niecer har startet til ære for deres far, Fyrstens storebror, som døde af en blodprop sidste sommer. Det FØLES som en livstruende sygdom. Så vi finder papirerne fra lægen frem og sender af sted, så må vi se….
  • har jeg fået strækmærker på brysterne. Dét var jeg ikke forberedt på!!! Maven, jovist. Men brysterne?!
  • har jeg fået dobbeltbooket mig og sagt ja til en overnatningstur med jobbet samme dag, som jeg skal til mit andet jordemoderbesøg. Jeg har måtte rykke jordemoderen, jeg kan jo ikke skuffe 6 teenagere, men shit hvor det irriterer mig! Jeg er så utålmodig og spændt, når det kommer til alle de der graviditetsting, og det føles som en eeeeevighed at skulle vente en uge længere.
  • skal jeg til fødselsforberedelse for første gang i næste uge. Fødselsforberedelse. Som en rigtig gravid kvinde. JEG er en rigtig gravid kvinde – det er jo for vildt:)
  • Ser jeg lige for tiden ‘Grey’s Anatomy’ for, hvad jeg tror er 5. eller 6. gang. Jeg gør det samme med Harry Potter-bøgerne. Der er bare et eller andet vidunderligt afslappende ved at hænge ud med karakterer, som man kender som sin egen bukselomme. Nå ja, og så er mændene pæne;)image

I dag er en god dag:)

Jeg fremlægger følgende beviser:

  • Jeg er i dag 25+0 og har i den forbindelse været et smut forbi lægen. Hun kunne konstatere, at min livmoder og baby vokser som ønsket – yay! Og hun mente ikke, at min lidt store vægtstigning er noget at bekymre sig over. Derimod var hun en smule bekymret over mine mange plukkeveer, så nu har jeg fået til opgave at tælle dem og deres varighed de næste dage.

 

  • Jeg har i dag lavet kødsovs ud af 1,5 kg kød, hvilket vil sige, at der var til en omgang spaghetti med kødsovs i dag OG – vigtigst – at der er til en lasagne i morgen. En lasagne af en sådan størrelse, at der er til to dage. Næstefter ‘mad jeg ikke selv har lavet’, er ‘mad til flere dage, så jeg skal lave mindst muligt’ min livret:)

 

  • Ane er i dag begyndt at synge med på melodien fra ‘Brandmand Sam’. Det er ultimativt det sødeste, jeg nogensinde har hørt!!!!

 

  • Miriam har udgivet et indlæg, hvor hun sammenligner bloggere med kendisser. Jeg er Drew Barrymore, og jeg er glad! Både fordi jeg har elsket Drew Barrymore hele mit liv (E.T. er den første film jeg mindes at have set. Så ret meget hele mit liv uden helt rigtigt at være det.), men mest fordi jeg altid bliver sådan lidt småfnilret og starstruck, når Miriam nævner mig. Det er tosset, for hun er jo bare en helt almindelig dame med en helt ualmindelig kat. Og så alligevel ikke, for Miriam er og bliver min absolut yndlingsblogger! Og dét at hun overhovedet kender til min eksistens, er ret stort i min lille verden;)

 

  • De sidste ting fra Olivers værelse er i dag blevet rykket ud. Billederne er pillet ned fra væggen i spisestuen. Dørene til køkken og stue er gravet frem fra udhusets edderkoppefyldte indre. Vi er SÅ klar til at vælte væg i weekenden! Jeg glæder mig vanvittigt meget til vores nye spisestue:)

 

  • Jeg har æblekage på tallerknen, kaffe i koppen og Fyrsten ved min side. Og om små 20 minutter toner Katrine frem på Kanal4 i det nye program ‘Nyskilt’. Jeg tillader mig at sige, at jeg kender Katrine (dét må man godt efter 3. ‘date’!), og hun er alt for åbenmundet, alt for impulsstyret og alt for herlig:) Perfekt afslutning på en god dag!

Godt begyndt….

….. er edderbroderme langt fra fuldendt!!!!

 ADVARSEL! Indlægget indeholder billeder, som kan fremkalde ubehag!

Jeg har nævnt det før. Redebyggeriet. Og nu, mere end nogensinde før, ville jeg ønske, at jeg var den hæklende type. At min redebyggeri bestod i at hæfte ender og tilsætte sløjfer og blonder.

Men jeg er bare ikke dén type. Jeg er sådan lidt mere den gulvopbrækkende og vægnedrivende type. Det fungerede sådan fint nok, da vi ventede Ane. Der er bare en lille bitte forskel på dengang og nu: graviditeten…..

Da vi ventede Ane, malede vi hele hytten udvendigt. Og to rum indenfor også sgu. Og lavede noget terrasseværk. Vi. Mig og Fyrsten, en sixpack og lidt knofedt.

Og selvom maven er temmelig svær at overse, så glemmer jeg den lidt nogen gange alligevel. Jeg sætter gang i omfattende projekter, som jeg på ingen måde kan fuldføre med den dunk, jeg render rundt med.

Således har jeg brækket en enkelt lille plade op på førstesalen og konkluderet det vidunderlige – at der er trægulv under! Jeg har efterfølgende bedt Fyrsten hive det gamle gulvtæppe af og…. Ja, og hvad?! Optimalt ville jeg sige og male hele rummet. Tre gange, det er jo træværk. Så brække de sidste plader op fra gulvet. Reparere trægulvet hvor det kræves, for til slut at male det. Det er det optimale. Og det utopiske. Det realistiske er, at Fyrsten har et fuldtidsjob, en 2-årig og et hjerte værd at passe lidt ekstra godt på. Så førstesalen er sat på stand-by. Pt ser den sådan her ud:

image

 

 

 

Nå, men når nu jeg ikke ku’ komme videre ovenpå, ku’ jeg jo passende tage underetagen under nærmere inspektion. “Hep, der er en væg, vi kan vælte! Før det kan gøres, må det store skab sælges. Ergo skal det tømmes. Hvor?? Lige her på gulvet må være fint:) Ja ja, smid også bare kommoden herind, jeg ved ikke, hvor den ellers sku’ være. Den kan passende stå her. I 14 dage. Så kommer der nogen og vælter væggen. Til den tid har lortet vel for fanden tryllet sig selv væk!”

image

Kan jeg ikke brække gulv op eller vælte vægge, så kan jeg vel pusse og nusse og gøre det lækkert i Anes legerum. Jeg kan sagtens tage i Silvan. Jeg kan sagtens købe plader og hyldeknægte. Jeg kan sagtens slå en lige streg og pege, hvor Fyrsten skal save, når jeg ikke stoler på mine egne saveevner. Jeg kan sågar skrue hyldeknægtene i, bore hul i væggen og skrue hylderne op. Tadaaaaaaa:

image

Jeg kan dog ikke bære kommoden, som nu er erstattet med hylder, ud. Ét er den fysiske hindring aka big ass belly. Noget andet er, at kommoden skal flytte ind i den nye spisestue. Som ikke findes før om 14 dage. Plus det løse. Og så er der alle småtingene. Opslagstavlen. trådholderen. Nå ja, og vasketøjet…. Men det er ikke så meget en ‘kan ikke’-ting, som en ‘gider ikke, for der er Grey’s anatomy på iPaden og chokolade på bordet’-ting, så det taler vi ikke om.

image

Jeg tror bare, at jeg lægger mig ind på sofaen, før jeg får flere gode idéer…..