Når far er ude, danser børnene på bordet

Annonce i form af ambassadørsamarbejde

I denne weekend har jeg:

Nydt at se en ellers småsløj Jasper give den gas på sofabordet med diadem, tryllestav og fierce attitude. Den dreng rocker min verden på daglig basis!

8dc2466e-f716-4074-af7f-0d540f35cc33

 

Serveret toasts til aftensmad. To dage i træk. Fordi der ikke var nogen voksne hjemme til at stoppe mig.

87a9d7be-da6d-45c2-9c5b-fc885d2f5184

 

Søgt moralsk støtte på Instagram. Til at håndtere den mus, som var så sød at smide sig hovedkulds i fælden under håndvasken nogenlunde samtidig med at Fyrsten smækkede hoveddøren efter sig og smuttede til Sverige. @ninsebob foreslog mig at tilkalde assistance i form af Lillemor, hvilket jeg grinede en del af, da hun er så hysterisk med hygiejne, at hun ikke kan besøge et offentligt toulet uden at medbringe 10 liter husholdningssprit og et par gummihandsker;)

86190048-69ec-43ff-9cea-c1a1422d4ac5

 

Fået rykket de sidste af mine bøger ind i mit nye krearum/kontor. Hold op, hvor er jeg glad for at valget faldt på Ivar-systemet til opbevaring!!! Til at starte med tænkte jeg, at stigereolerne mindede mig lidt for meget om mit teenageværelse i 90’erne. Indtil det gik op for mig, at jeg godt kun li’ mit teenageværelse i 90’erne;)

ef630978-d576-45fc-bd07-0767c1903713

 

Fundet lidt julepynt frem. Faktisk plejer der at være pyntet op på dette tidspunkt. For det er jo så hyggeligt, så hvorfor dog vente til 1. december?! Men i år har jeg ikke helt ‘følt det’. Indtil i går, hvor der landede en adventskalender fra Nilens Jord. Så blev der følt! Også på pakkerne;) Adventskalenderen koster 399 kr., og kan købes på Nilens Jords hjemmeside lige her frem til 1. december. Det er vel ikke kun børnene, der skal forkæles i december, vel?;)

137e4f15-7076-47c2-b501-9104fba47d80

 

Fået malet en enkelt væg i entréen, hængt kasser op og gjort rummet brugbart igen. Entréen er en del af den gamle tilbygning, som ikke er isoleret, hvilket Fyrsten fik rettet op på for nogen uger siden. Nu er den ene væg isoleret, og der er kommet dør i det lille indhak, som vi bruger til opbevaring. Men så gik vi i stå der, og det har sejlet med overtøj, fodtøj, malerbøtter og rod siden da. Det er egentlig ikke fordi, det har været et voldsomt projekt – hverdagen kom bare i vejen. Heldigvis kan man nå meget, når lurguderne tilsmiler én!

33098fb7-b996-4bda-b045-b0c3dd585ec6b13274ee-461d-4ef9-8658-138e0f3882f1

Ting, der er rare!

Annonce // indeholder omtale
af et produkt, jeg har modtaget som gave.

dff12942-7b67-45f2-8222-99aa3454fedd

– at Denny i går trådte ind i mit liv igen, denne gang i form af en detektivagtig type i ‘The Good Wife’, men altså stadig – Denny! Det eneste, der kan toppe det, er, hvis de også lige sniger Harry Potter ind. Jeg har en halv sæson tilbage, så håbet lever;)

– at jeg har fundet mig en date til lækker mad, hygge og hudanalyse med Nilens Jord. Jeg fandt hende på facebook bag kommentar nr. 8. Hun hedder Lisa, og jeg glæder mig helt tosset meget til en aften i hendes selskab:)

– at Jasper har lært at kramme. Sådan rigtigt med to arme. Jeg smelter på daglig basis!

– at jeg endelig har fået bestilt de støvler, som jeg ønskede mig til jul. I ved, der hvor jeg i stedet fik et par træsko? Det er overhovedet ikke fordi, de er noget særligt, men Zalando får åbenbart bare kun et par str. 38 hjem om måneden. Og det informerer de mig altid om, mens jeg er på job, hvorfor de er udsolgt, inden jeg når til tasterne. I dag havde jeg tidligt fri, så nu er de klikket hjem sammen med et par støvler til Ane, som hun selv har valgt:)

– mine træsko! Jep, de er faktisk rare. Jeg har lige været ude med skraldespanden – den slags går pænt stærkt, når man ejer et par træsko, kan jeg hilse og sige!

– at have modtaget to måneders abonnement til HBO Nordic, når nu man åbenbart er det eneste menneske på jorden, som endnu ikke har set Game of Thrones. At de så ydermere har fået en ny kanal til børn, Toonix, er bare bonus, når man har udsigt til en tre-timers flyvetur!

– at kunne se frem til at tilbringe en hel uge sammen med to af mine tre nevøer<3

– at ungerne sover, køkkenet ryddet og kufferterne pakket, hvilket betyder, at jeg med god samvittighed kan smække stængerne op resten af aftenen. Det er en sjælden luksus:)

– at Ane tager ‘reklamefotos’ af sin lillebror, når jeg ikke ser det;) Og virkelig sjove selfies!

937f8d3a-2f4b-4cd2-9440-9f61a6d03becb70519f6-771c-439e-a445-46e79ec43408

Lus, løgne og tvangsklipning

Jasper vågnede kl. 4.50 i morges. Det i sig selv var næsten nok til at få mig til at græde. Jeg er ikke meget værd før kl. 6. Slet ikke på en mandag. Ane fulgte trop en halv times tid efter med verdens vildeste morgenhår, som hun kløede gevaldigt i hele vejen ned ad trappen. Et hurtigt kig under køkkenlampen afslørede, at hun havde fået besøg af gamle, velkendte venner – lus. Selv havde jeg faktisk fået både Jess og en veninde til at tjekke mig for lus i går, fordi jeg havde en genkendelig kløe. Men der var intet at se. Det var der heller ikke sidste gang, jeg var ramt – hvorfor jeg endte med at gennemgå 36 timers veer og et kejsersnit med lus.

Ane fik en hurtig kæmning med balsamspray, og så kunne jeg ellers stå der på apoteket i eftermiddags og klø mig selv i håret af forargelse – ja, og lus – over de helt vanvittige priser på lusemiddel. Og efterfølgende kunne jeg så klø videre i frustration – og stadig lus – over at skulle behandle to børn midt i ulvetimen. It wasn’t pretty! Jeg startede med at bønfalde Ane om at lade mig putte de dyre dråber i hendes hår. Da det ikke havde den mindste effekt på den stædige, unge dame, tyede jeg til løgne: “Man kan ikke komme i børnehave hvis man har lus.” Stadig ingen effekt. Så kom truslerne: “Så må vi klippe håret kort, så lusene ikke gider bo der!” Effekt i form af gråd og galopperende dårlig samvittighed fra moren, som jo godt ved, at den slags er noget af det værste, man kan gøre. Men for fanden, det er mandag, og jeg er bare et menneske – med lus. Banankage og iPad blev de magiske ord, og derefter var både behandling og efterfølgende hårvask ren leg. For Anes vedkommende. Jasper tog det knap så pænt. Han har gennem lang tid været panisk angst for badekarret. En angst, vi egentlig troede, havde fortaget sig, men som siden er vendt retur. Så det endte med mig i IKEA-badekarret, som er for småt på alle leder, og et trøstende bryst, som det ulykkelige barn egentlig var ret så ligeglad med i den situation. Men vi klarede det. Og kom ud af badet, hvor vi mødte Ane, som med kage om munden kunne berette, at hun havde tisset i min seng. Jeg tænker egentlig, at det var velfortjent ovenpå det med truslen om tvangsklipning….

Nu er begge unger forhåbentlig lusefri, og resten af aftenen kan bruges på at sikre det samme for mig og Fyrsten. Heldigvis har vi rødvin og rester af fredagsslik lige ved hånden. Det gør ligesom det hele lidt mere overskueligt!

Må I have en dejlig aften derude, og må den være fri for lus;)

16b78735-ff47-4a6f-910b-4482bde7a7ce

At lære gammel hu(n)d nye tricks

img_9949

Aftenrutiner på Instagram:

“Først renser jeg min hud med denne dybderensende precleanser som indeholder både oliven- og kukuiolie (nej. Jeg aner ikke, hvad det er, men det lyder skægt!). Så lægger jeg en ansigtsmaske rig på papayaenzymer, som efterlader huden med en fornyet teint (det betyder ‘farve’. Tror jeg.). Mens den sidder, drikker jeg en kop økologisk godnatthe (nej, det er ikke kaffe. Nej, jeg forstår det heller ikke.) og opdaterer bloggen med et indlæg om oktobers must haves. Når masken er vasket af i 34 grader varmt vand, tilfører jeg huden en nærende creme indeholdende hyaloron og niaciamid (nej, det er ikke gift. Tror jeg.)”

Aftenrutinen herhjemme:

Jeg tjekker om der er noget i slikskålen. Det er der ikke. Jeg tager en appelsin med ind i stuen, spiller en bane Candy Crush og finder et afsnit Grey’s Anatomy på iPad’en. Jeg går ud i køkkenet og ser, om Ane har mere fredagsslik tilbage. Jeg går i ‘spisekælderen’ og finder det påskeæg, Jasper fik af sin mormor. Det er kun lidt hvidt i kanterne. Spiser ægget og ser mere iPad. Spiller lidt mere Candy Crush. Lægger appelsinen på plads igen, børster mine tænder og går i seng. Med en ostemad.

Sådan har min aftenrutine set ud i mange år. Og det er sådan set gået ret fint, hvis jeg skal sige det selv! Eller det syntes jeg i hvert fald indtil for nogen måneder siden, hvor jeg var ude og spise brunch med Christina og Ida fra Nilens Jord. For under vores måltid faldt snakken på, hvordan man plejer sin hud bedst muligt. Og jeg fortalte, hvad sandt er – at jeg aldrig har været særlig god til at passe på min hud. At jeg som oftest vasker ansigtet i håndsæbe – I ved, den der klods, der kunne sidde på en magnet, hvis man nu sagde, at vi var i 80’er. Den information fik næsten Ida til at græde;) Det der med at fjerne make up har som oftest foregået på samme måde. Jeg har skam ejet produkter til at fjerne make up og rense huden, men de har altid efterladt mig med en følelse af at være smurt ind i olie og stinke langt væk af parfume, hvilket jeg slet ikke bryder mig om. Så det blev altså håndsæben. Og fra tid til anden en eller anden tilfældig creme, som jeg havde fået i gave.

Så var det, jeg blev ambassadør for Nilens Jord. Og med den tjans fulgte en række hudplejeprodukter og et løfte til mig selv om rent faktisk at begynde at behandle min hud pænt. Det er aldrig for sent at lære gammel hu(n)d nye tricks, vel? Så nu har jeg tilført et ekstra punkt til aftenrutinen. Ekstra, fordi jeg naturligvis fortsætter med det med slikket, Candy Crush og ostemaden – Rom blev ikke bygget på én dag, og Fruen bliver ikke voksen og fornuftig på et par måneder.

Særligt fire af Nilens Jords hudplejeprodukter er blevet en fast del af min hverdag: Micellar cleansing water, serumansigtscreme (combination skin) og øjencreme.

Jeg renser huden med micellar water, der fjerner make up, renser huden og fugter den. Helt uden at efterlade mig med følelsen af at være smurt ind i olie. Og så tager den altså al make-up – jeg behøver ikke engang supplere med håndsæbe;) Dernæst påfører jeg ansigtet serum. Da jeg fik den stukket i hånden, forstod jeg ikke helt formålet. For jeg havde jo allerede fået en creme? Man skal vel ikke bruge begge dele?? Jo, det ‘skal’ man – for serummet trænger længere ned i huden end cremen. Læs evt indlægget her hos Urban Notes – det gjorde mig en del klogere på emnet. Så tager jeg creme på. Først øjencremen, som jeg smører om hele øjet. Og fordi cremen ikke er fedtet eller olieret, er dette ikke generende. Derudover har jeg lært, at den skal duppes på med ringfingeren, som er mindst muskuløs (no offence, ringfinger!), hvorfor man er sikker på ikke at trykke for hårdt eller trække i den sarte hud omkring øjet. Sidst tager jeg en tur med ansigtscremen. Jeg har prøvet tre forskellige ansigtscremer fra Nilens Jord, men har erfaret at combination skin cremen er den, der passer mig bedst, da den er mindre fed end de andre. Den er mere som en gel, og jeg elsker, at den trænger hurtigt ind i huden og ikke fedter eller dufter af parfume. Den indeholder faktisk det der niacinamid, som altså ikke er et giftstof, selvom navnet fører mine tanker derhen, men derimod et vitamin som modvirker både akne, rynker, tørhed mm. Den har endnu ikke gjort underværker i forhold til rynkerne, men faktisk synes jeg, at der har været længere mellem bumseudbruddene på det seneste, hvilket jeg er ret godt tilfreds med!

Så hvad siger min hud til det?? Jeg kan faktisk mærke en stor forskel. Hvilket selvfølgelig har noget med udgangspunktet og håndsæben at gøre. Min hud er gået fra at være tør og trist til at føles blød og elastisk på en måde, som jeg ikke mindes tidligere at have oplevet. Faktisk synes jeg også, at jeg har fået en pænere glød, for jeg plejer altid at synes en smule grå i huden på denne årstid.

Jeg tror aldrig, det er for sent at gøre noget godt for sin hud. Og jeg elsker at kunne gøre det med god samvittighed, fordi alle produkter fra Nilens Jord er allergy certified og hverken indeholder parfume, parabener eller æteriske olier.

Kunne du tænke dig at lære Nilens Jords hudplejeserie endnu bedre at kende, så stay tuned, for en af de nærmeste dage får du nemlig mulighed for at vinde en aften i selskab med mig og Nilens Jord:)

img_9947

Jeg glæder mig til….

Annonce // indeholder  omtale
af et produkt, jeg har modtaget i gave:)

img_9094

– at jeg ikke længere er forkølet. Og at soveværelsesgulvet ikke længere er oversvømmet med snotpapir.

– at jeg får gæster i aften. Fire skønne damer, mad, vin, slik, musik – det er muligvis verdens bedste kombination. Og det er særdeles tiltrængt!

– at vi får købt det sidste skab til soveværelset. Det er bare lidt ligesom om, at det er usandsynligt svært at tage sig sammen til. Ikke at samle skabet eller skære det til, så det passer under skråvæggen. Men turen til Ikea, den magter jeg ikke lige.

– at mine bryster en dag får samme størrelse. Eller håber, at mine bryster en dag får samme størrelse. Er det virkelig for meget at forlange??

– og i samme åndedrag: at kunne have den nye, fine Lulu-bh på, som jeg har fået af Femilet. Vi har nydt hinandens selskab i små to timer. Og det var to vidunderlige timer! Man kan for dælen ikke mærke, at man har den på, og det er præcis dét, jeg har søgt i en bh. Men så prøvede det ene bryst at stikke af, hvilket resulterede i en sprækket blonde. Forræderbryst!

– at Fyrsten får tid til at lære at spille ‘Kissing me’ på keyboardet. Jeg har elsket det nummer, siden jeg som teenager så Romeo & Juliet i en uendelighed. Nu har jeg genhørt det i Skam. Og genfundet kærligheden.

– at vores hjem bliver normalt igen. Det glæder jeg mig virkelig meget til! I næste uge skal jeg nok være lutter overskud og glasset er halvfyldt – eller førstesalen halvfærdig og udestuen ligeså. Men lige i de her dage er det bare lidt røv at leve i renoveringsrod. På 8. år.

– ferie. En efterårsferie herhjemme, hvor vi skal samle valnødder i haven og sætte dem ud til naboerne i plastikposer. Et år slog jeg et billede op på Facebook af vores lille ‘gavebod’ og skrev, om universet mon ville smide en baby min retning, hvis jeg delte tilpas mange valnødder ud. I år vil jeg fylde poserne med mine to skønne unger. Vi vil få helt brune fingre, og det bliver pisse hyggeligt.

– at jeg en eller anden dag lærer, hvordan dælen jeg lige får konserveret de der nødder ordentligt, så de kan holde helt til jul.

– mere ferie. Sol, varme og vigtigst af alt: ingen madlavning eller tøjvask. Bare afslapning. Det er 13 år siden sidst. 13!

– i aften. Har jeg sagt det? Det med damer og vin? Lige nu glæder jeg mig allermest til det!

img_9093

Ævl og kævl

Tiden løber, og jeg slentrer stille og roligt bagefter, mens jeg nynner en sang. Oftest titelsangen fra MGP, som lige for tiden kører på repeat herhjemme. Kasper Windings ‘Kom nu hjem’ får dog også et par nyn med på vejen, fordi jeg trods alt stadig har bare lidt at sige herhjemme.

Det er tirsdag, hvilket vil sige, at jeg møder sent. Egentlig skulle jeg gøre rent, det er blevet min tirsdagstjans, men jeg havde mere lyst til at blogge. Og i og med at den lyst har været ret så svingende på det seneste, tænkte jeg, at den burde gribes. Jeg overvejede jo ellers kraftigt at få rengøringshjælp en gang om ugen, og alle fortæller mig, at det er verdens bedste idé. Jeg synes bare, det er mange penge. Også selvom det kan trækkes fra i skat. Så nu prøver vi det her i en periode – at jeg giver den gas tirsdag formiddag. Når jeg altså ikke blogger i stedet.

Jeg har tusindvis af blogindlæg i hovedet, men der er det der med tiden. Og min fløjten. Og mine børn og min mand og vores tusindvis af projekter. Jeg er ikke god til det med at skrive på indlæg over flere dage. Det skal ud på én gang, ellers bliver det noget rod for mig. Så pt ligger der alt for mange halvfærdige indlæg i mine kladder, som aldrig kommer til at se dagens lys, fordi jeg er nødt til at starte forfra hver gang, for ligesom at få ordene til at give mening.

Der er et om amning. Som fylder ret meget i mit hoved pt. Hvordan jeg kan mærke, at omgivelsernes reaktion på det – eller måske nærmere min forventning og fornemmelse af omgivelsernes reaktion på det – er begyndt at påvirke mig negativt. Tidligere blev jeg bare kontrær a la “jeg nægter at lade andres holdninger få nogen som helst indflydelse på mig eller på, hvad jeg gør hvor og hvornår!”. Nu kan jeg i stedet mærke, at jeg bliver ked af det, når min amning bliver kommenteret, eller når et ammebillede er skyld i, at 40+ følgere smutter fra min Instagram. Ikke pga tallet – det rører mig ikke det fjerneste. Men pga signalet. Følelsen jeg sidder tilbage med, når så mange reagerer negativt på noget, som for mig er helt naturligt. Det er en længere smøre.

Det er også en længere smøre det der med børnene. Med at Jasper nu for alvor er blevet et rigtigt lille mennske. Med vilje og personlighed. Og temperament. Han taler stadig ikke. Ikke meget i hvert fald. Hans seneste ord er “Cash”, mens han stadig ikke siger “mor”. Jeg prøver virkelig på ikke at tage det personligt, at hunden tydeligvis er vigtigere end mig. Det lykkes jeg ikke skide godt med, kan I nok høre;) Men det frustrerer ham, at han ikke altid har held med at gøre sig forståelig. Og resulterer i yoghurt ned ad væggen og bidemærker i skuldrene. Jeg forstår så udmærket hans frustration, og vi arbejder virkelig med at tolke hans ‘jamimanana!’, hvilket desværre kun lykkes ca. 50% af gangene. Mest af alt er han jo bare vidunderlig. Og så åndssvagt glad for sin storesøster, at jeg flere gange dagligt fornemmer mit hjerte skippe et slag, når jeg ser dem sammen. Ane er tilgivelsens mester. For han vender på ingen tid, ham hendes lillebror. Fordi hun jo heller ikke altid forstår, hvad det er, han vil. Eller fordi hun ikke overgiver sig til hans vilje. Og så går han fra at putte sig ind i hendes armhule til at knalde hende én med sin cykelhjelm. Hvilket selvsagt er skide svært for en 4-årig at forstå. Og det er skide svært for mig at forklare hende, hvorfor han gør som han gør, uden samtidig at komme til at sende hende et signal om, at det er okay. For det er det selvfølgelig ikke!

Så er der det med, at vi skal på ferie. Sådan rigtigt, uden for landet grænser. Med all inclusive, svømmepøl og potentiel diarré. Det har vi aldrig prøvet. Faktisk har Fyrsten og jeg aldrig før været på ferie sammen, udover på ølejr. Det tætteste vi kommer, er den ene overnatning, som vi havde på et hotel, da vi var på adoptionsforberende kursus. Tæller det med? Jeg er ret sikker på, at det var i Ringsted, så det bliver et nej. Men nu skal vi altså ud at rejse. Til Costa Del Sol, sgu. Og jeg har maven fuld af sommerfugle og bekymringer, fordi jeg glæder mig helt åndssvagt meget, men samtidig ikke kan lade være med at tænke på, at bare det at have Jasper med en tur hjem til min søster kan være en udfordring;) Ej. Ærligt, så glæder jeg mig mest af alt. Og vi tager det, som det kommer. Og selvom all inclusive ikke lige er min foretrukne ferieform, så tænker jeg, at det er den absolut bedste, når man rejser med børn på vores alder.

Så er der alt det, som bare handler om mig. Jeg har genfundet et gammelt venskab. Et venskab, som betød så ufatteligt meget for mig for år tilbage, og som er nu er blevet genoptaget – lige der, hvor vi slap. Og det er ligeså varmt og vidunderligt, som det var for 8 år siden. Det er helt ufatteligt rart!

Og der er alt muligt andet. Store ting og små ting og alle dem der imellem. De kommer. Men NU skal jeg altså støvsuge. Så har jeg da nået bare en tredjedel af min tirsdagstjans:)

Dejlig dag til jer:)

img_8798 img_8859

Trestjernet salami og femstjernet tilværelse

Jeg greb en pensel i søndags, da Fyrsten puttede ungerne, og den blå væg er ikke nu ikke længere blå, men rød. Min veninde, Nana, foreslog mig at male kødpølse, som hun selv lige har gjort, men jeg nappede en trestjernet salami;) Jeg havde også en grøn farveprøve med hjem fra Flügger, og den er noget så flot og havde uden tvivl været det sikre valg. Men jeg er ikke til ‘sikker’, jeg er til salami. Også selvom min lillesøster mener, at vi nu kan leje huset ud til filming af porno;)

Der sker mange ting i det lille hjem for tiden, og jeg elsker det! De sidste småting er ved at være på plads på førstesalen, og jeg får stadig et lille sug i maven, hver gang jeg går op ad trappen. Et sug af glæde over det flotte resultat, men også en generel stolthed over, at dette er vores hjem. Over alt det vi har nået. For selvom det muligvis ikke er meget med tanke på, at vi har boet her i 7 år, så er det meget med tanke på, hvad de 7 år har indeholdt. Og vi har lavet nyt bad, nyt køkken, ny spisestue, legehus, cykelskur, førstesal og alt det andet. Mens vi har lavet to børn og passet to fuldtidsjobs. Det tillader jeg mig altså at klappe mig selv på skulderen over.

Jeg faldt over en otte år gammel tråd på en eller anden boligside forleden. Omhandlende Palæet. En mand spurgte ind til folks holdninger til pris i forhold stand og beliggenhed. Og folk var rygende enige i, at sådan et hus burde jævnes med jorden. Man burde i hvert fald ikke byde mere end en 8-900.000 for sådan en faldefærdige rønne. Jeg tør godt indrømme, at vi gav mere end det dobbelt. Og vi pruttede ikke det mindste! Og nu sidder vi her, 7 år senere, med et hus, der har kostet det samme som en to-værelses på Østerbro, og som er vurderet til 75% mere end, hvad vi gav.  Egentlig er det ligegyldigt, det med pengene. For de er jo kun noget værd på papiret, og de har ingen betydning i forhold til vores glæde ved vores hjem. Jeg synes bare, det er lidt fedt med tanke den omtalte tråd. Én mands skrald, I ved;)

Men stuen er i hvert fald rød nu. Hvilket Ane er vild med. Og der er kommet strøm og stikkontakter på hendes værelse OG en diskokugle med lys som så fint supplerer hendes nye mikrofon og forstærker. Det er hun ekstra meget vild med! Jeg er vild med det hele. Med salamien, diskokuglen og vores hjem. Pt særligt den der førstesal og planlægningen af mit nye kontor/krearum. Som bliver KUN mit, og som derfor kan indrettes præcis som mit hoved finder det passende. Jeg har besluttet mig for, hvordan det skal være. Og skiftet mening igen. Og igen. Og så en gang mere. Den første idé var Billy-reoler fra Ikea, og den vender jeg fortsat tilbage til, men med tanke på, at jeg stadig har tilgode at overgive mig til den nye sofa, er jeg bange for at måtte erkende, at masseproducerede møbler nok bare er for naboen. Heldigvis haster det ikke. Det er et hygge-projekt. Måske det ender med en Billy-løsning, måske jeg finder på noget andet.

Lige for tiden synes jeg bare mest af alt, at livet er fedt. Vi har på det seneste formået at samle de fleste af vores projekter, så de har kunne laves efter ungernes sengetid. Det har levnet massevis af gode stunder til at plukke æbler i haven med børnene, cykeltræne med Ane, spise is og alt muligt andet vigtigt. Og de trives, vores unger. Midt i al den umulighed der hører med, når man er 1,5 og 4. For de ER umulige. Op til flere gange i døgnet. Men mest af alt er de pisse søde og ustyrligt sjove. Den ene aften, efter en masse umulighed, måtte jeg undskylde overfor Ane, at jeg var sådan en sur mor. “Det er bare lige meget. Du er allermest en sød, lille mor!” Og det håber jeg virkelig, at hun synes. For jeg er ikke altid overbevist. Sød eller ej, så er jeg i hvert fald overvejende glad. For mit nye job, som ikke er helt så nyt længere. For min mand, som heller ikke er så ny længere, men ikke desto mindre dejlig ad helvede til. For vores umulige unger og vores salamifarvede stue. Og lige om snart bliver de sidste gulvpladser banket i på førstesalen, og rullen bliver kørt over de sidste bare pletter. Der bliver tandkød all the way;)

img_8447 img_8475 img_8476

Årstidernes veganske måltidskasse

Vi har nu haft fornøjelsen af at få den veganske måltidskasse fra Årstiderne leveret i tre uger. Og fordi I var nogen stykker, der spurgte ind til den i dette indlæg, tænkte jeg at komme med en lille anmeldelse.

Billede fra Årstidernes hjemmeside.
Billede fra Årstidernes hjemmeside.

Først det kedelige: selve oprettelsen og bestillingen. Mega nemt! Jeg klarede det en søndag formiddag, mens vi sad i kø ved Knuthenborg Parks indgang, og mandag morgen blev den første kasse leveret. Vi har tilmeldt os et abonnement, så vi får kassen fast hver mandag. Pengene bliver dog ikke trukket på én gang, så vi har mulighed for at ændre i bestillingen helt frem til søndag eftermiddag.

Jeg bruger deres app, som er nem og overskuelig. Her har jeg overblik over vores bestillinger og kan se opskrifter og fremtidige madplaner.

Af årsager jeg ikke er klog på, fås kassen kun til to personer. Det er passende for os, men nok kun for en kort periode endnu. Jeg panikker lidt ved tanken allerede, for selvom det er nok egentlig er forholdvis nemt at supplere op med lidt mere grønt, pasta eller lignende, så er den helt store fordel ved sådan en måltidskasse, at man ikke skal tænke på noget selv. Og den fidus ryger ligesom, hvis man er nødt til at lave ekstra. Jeg har en lille formodning om, at det måske kan hænge sammen med efterspørgslen. Men hvis folk fravælger kassen grundet mængden, bliver efterspørgslen selvfølgelig det mindre. Så jeg har tænkt mig at prikke til Årstiderne i håbet om, at der også kommer kasser til tre og fire personer, og jeg synes, at I, der kunne have interesse i det, skulle gøre det samme:)

Kassen koster 321, og det synes jeg er en meget rimelig pris (For 50 kr ekstra kan man få frugt med i kassen. Det har vi dog ikke benyttet os af endnu, da vi pt har både æbler og blommer i haven og lige om lidt også figner.) Et aftensmåltid herhjemme ville hurtigt kunne løbe op i det samme (80 kr.) med kød og tilbehør. Og indtil videre har kassen kunne række til 5-6 dage, fordi der også er dage, hvor vi enten spiser ude eller napper rugbrød, havregrød eller lignende. Udover kassen handler jeg til morgenmad, frokost til Fyrsten, frugt til hele ugen mm. for ca. 400-450 kr. Altså holder vi os indenfor et budget, der hedder max. 800 om ugen.

Kunne jeg handle ind til kassen indhold billigere selv? Absolut. Men så skulle jeg også selv udtænke opskrifterne og i en to-tre forskellige supermarkeder for at finde bladbeder, mynte, bombay-krydderi mm. Derudover er der hele madspilds-elementet at tænke på. Kassen indeholder præcis dét, der skal bruges. Det kan jeg virkelig godt li’:) Jeg troede egentlig, at vi var ret gode til kun at handle dét, vi bruger og få brugt eventuelle rester i ‘væltet køleskab’-retter. Men vores køleskab er gabende tomt i weekenden, hvilket siger mig, at vi nok ikke var helt så gode til det, som jeg gik og forestillede mig.

Nu til det sjove: maden!

Opskrifterne er virkelig godt beskrevet. Og de få ting, som jeg indtil videre har været i tvivl om (fx. hvad det vil sige at ribbe en bladbede), har jeg kunne finde svar på på Årstidernes hjemmeside.

Hver ret tager mellem 30 og 45 minutter at lave, hvilket er passende for os. Enkelte gange har jeg brugt lidt længere tid, men nu har jeg lært at læse opskriften grundigt igennem, inden jeg går i gang, og så passer tiden ret godt.

Maden er lækker og spændende. For det meste;) Vores første levering var ikke et hit. Den ene af dagene skulle vi have humus med agurk- og gulerodsstænger og boller. Som et helt måltid – ikke tilbehør. Heldigvis er min veninde, Ditte (som er hende, der har fået mig med på den semi-veganske bølge), mega ferm i et køkken. Og hun fremtryllede lige tre dages madplan ud fra de ingredienser, vi havde modtaget. Derudover beroligede hun mig med, at kasserne altså normaltvis indeholdt mere aftensmadsagtig mad. Og ikke bare snacks. Så vi gav den et skud mere og blev positivt overrasket.

I går spiste vi ratatouille. Det har jeg aldrig prøvet før. Eller – det troede jegi hvert fald ikke,indtil jeg fandt ud af, at ratatouille bare er et fancy ord ‘grøntsager vendt på pande’;) Men det var lækkert! Med grafittiaubergine (som egentlig bare er en almindelig aubergine i mere festlig påklædning), bladselleri og chili. Yum! Vi har også spist wraps med kartoffel-, kikærte- og blomkålsfyld. Og en virkelig lækker risotto med grønkålssalat. Min favorit indtil nu er pakoras, som jeg helt sikkert lavede forkert, men som ikke desto mindre smagte vanvittigt godt! Jeg synes, det er fedt at lave og smage ting, som jeg ellers aldrig selv ville have kastet mig over. Der er dufter altid i køkkenet, når jeg er i gang, og jeg elsker hele spændingsmomentet i og med, jeg sjældent ved, hvad vi ender med.

Jeg er endnu ikke gået fra bordet sulten. Men jeg går heller ikke fra bordet med den der tunge fornemmelse i maven, hvor man mest af alt har lyst til at tage en time på sofaen. Jeg er bare mæt – på en virkelig behagelig måde!

At maden ikke indeholder komælk eller æg, tænker jeg ikke over. At der ikke er kød, er selvfølgelig lettere at få øje på, men det mangler overhovedet ikke. Fyrsten kan godt savne det, men ikke mere end, at han alligevel er helt frisk på, at vi fortsætter med den veganske kasse. Jeg savner ikke kødet til aftensmad. Som i overhovedet ikke! Og det er faktisk kommet bag på mig, for jeg kan virkelig godt li’ kød. Men nu, hvor jeg kun spiser kød en dag eller to om ugen, får jeg efterfølgende ondt i maven, eller føler mig tung på en ikke særlig rar måde.

Så vi fortsætter med vegansk aftensmad fra Årstiderne. Fordi det er nemt, smager godt, og fordi det føles helt vildt dejligt i kroppen:)

Næste uges madplan ser således ud, og jeg glæder mig allerede!

img_8450

For god ordens skyld – dette er ikke et sponsoreret indlæg!:)

Undskyld, tjener? Der er en veganer i min kaffe!

Jeg er blevet deltidsveganer. Fuldtidsveganerne vil nok protestere en del over min selvudnævnte titel, men personligt synes jeg, at den er ret passende.

Jeg er i hvert fald veganer i min kaffe. Og under min müsli om morgenen. Og fra mandag til torsdag mellem kl. 17 og 19. Nogen gange napper jeg weekenden med, hvis vi altså spiser hjemme.

Det hele startede der, hvor så mange andre livsændrende oplevelser finder sted – på youtube. Med en video om køer. Og kalve. Og mælk. Man skal muligvis ikke græde over spildt mælk, men man kan virkelig godt græde over brugt mælk. Og det gjorde jeg i 6 minutter og lidt til, hvorefter jeg tyede til Google for at undersøge, om der findes en ordentlig plantebasereret skæreost.

Det passer ikke helt. Det med Google. Da tårerne var væk, startede jeg med at tænke, at lille mig jo ingen forskel gør for den danske kvægbestand. Og da slet ikke, hvis ikke jeg kan forpligte mig 100% til projektet. Men 10 sekunder inde i den tanke, gik det op for, hvor latterligt et argument det i grunden er, og hvor skidt det ville stå til på mange andre områder, hvis man skulle leve ud fra det. For lidt har altid ret, og man er jo nødt til at starte et sted! Og nej, jeg forpligter muligvis ikke mig selv mere end 75% procent, fordi jeg, som I ved, fungerer virkelig dårligt med principper og absolutter. Og fordi jeg er afhængig af ost. Mig og Mammen<3 Men det er også okay. Inde i mit hoved. Derinde giver det god mening, at dét at gøre noget altid må være at foretrække fremfor det at gøre intet.

Det lidt skøre er, at beslutningen ikke udsprang af et miljø- eller ernærningsmæssigt hensyn. Så var der mange andre steder, hvor jeg med fordel kunne starte. Det var en følelsesmæssig beslutning. En mor-ting. Det der med at kalvene bliver taget fra deres mor, for at vi kan drikke deres mælk – auch, mit moderhjerte! Jeg vidste det jo godt i forvejen. Jeg tog bare ikke stilling til det. Før jeg brugte 6 minutter og 41 sekunder på en youtube-video. Sidenhen har jeg så læst en del om især det ernærings- og sundhedsmæssige element, og det har kun styrket mig yderligere i min beslutning.

Indtil videre har jeg erstattet skummetmælken i min kaffe med havremælk. Jeg havde et flygtigt møde med soyamælken fra Aldi, som smagte udmærket, men den skiller i kaffen, hvilket æstetikeren i mig ikke helt kan forlige sig med. Så havre it is (og ps. De koster 12 kr. i Netto i denne uge, og er langtidsholdbare. Jeg har pt 24 liter stående i spisekammeret). Min A38 er erstattet med soyayoghurt fra Alpro. Her nåede jeg også igennem et par stykker, før jeg fandt min favorit, som er blåbær. De to andre var for søde. Smørret er udskiftet med Nettos plantebaseret af slagsen, som smager ganske fint. Og så er der aftensmaden, som nu i små tre uger har bestået af en vegansk måltidskasse fra årstiderne. Jeg troede, at sådan en omgang ville være dyr, men 321 kr for fire dages sund og varieret aftensmad synes jeg er en meget rimelig pris, og den sprænger på ingen måde husholdningsbudgettet. Vi får prøvet kræfter med hidtil ukendte grøntsager og retter, og jeg elsker, at jeg ikke selv skal opfinde den dybe tallerken, men blot følge en opskrift. Jeg har lavet og smagt risotto for første gang i mit liv, og har desuden lært at grønkål kan bruges på andre og virkeligt lækre måder end som en mindre køn klat ved siden af medisteren til jul. Fyrsten og Jasper er vilde med aftensmaden, mens Ane ikke virker til at være helt overbevist. Men med tanke på, at hun får varm mad til frokost i børnehaven, er det fint nok, at hun napper en rugbrødsmad til aftensmad de dage, hvor maden er lige eksotisk nok til hendes smag.

Jeg spiser stadig pølsehorn til frokost på jobbet, hvis køkkendamerne har været så søde at bage. Jeg drikker også mælk i kaffen, når jeg besøger veninder, som ikke lige ligger inde med 24 liter havremælk. Og jeg spiser stadig et stykke ristet rugbrød med ost hver aften, inden jeg går i seng. Måske det ændrer sig over tid – jeg er stadig kun tre uger inde i den mælkefri zone. Måske det her bliver det første sted, hvor jeg rent faktisk udvikler nogen ufravigelige principper. Måske ikke. Lige nu er jeg 100% veganer i min morgenkaffe. Det, synes jeg egentlig, er et meget fint sted at starte:)

img_8388

Forresten #23

– skylder jeg jer et kæmpe tak for idéer til Anes fødselsdagsgave! I var pisse gode! Hun fik en cd-afspiller, som Linda foreslog, og den er et hit!

– tænker jeg at samle jeres idéer i et separat indlæg, for jeg kan vel næppe være den eneste idéforladte mor?!

– har vi fået klædeskabe i soveværelset, som nævnt her. Vi droppede idéen med at bygge selv, da vi fandt ud af, at det var muligt at skære et Ikea-skab til, så det kunne passe under skråvæggen. På den måde har vi både sparet tid og penge, OG jeg har fået skuffer! Jeg er fan!

– mangler vi stadig en del småting på førstesalen, men de vigtigste elementer er på plads. Og jeg er SÅ glad! Det er virkelig blevet meget bedre, end jeg havde turde håbe på. Den store afsløring – ja, jeg ved, at I har holdt vejret i de sidste mange måneder;) – må I vente med, til vi er helt færdige. Ikke fordi jeg skal gøre mig vigtig eller noget, mere for ikke at spamme jer med mere førstesal end højst nødvendigt. For når først det bliver helt færdigt, vil jeg med garanti ikke være til at stoppe;) Indtil da ligger der et par glimt sidst i indlægget.

– har Ane digtet en lille sang på en melodi fra MGP: “Gi’ mig mer’ toiletpapir – sidder her og skider – lortene de bider.” Jeg kender ikke mange andre, der kunne finde på at lave en lortesang. Det skulle da lige være hendes mor;)

– er vi begyndt at få mad fra Årstiderne. Vegansk mad. Det, havde jeg aldrig troet, ville ske! Det går overraskende godt, og indtil videre har jeg ikke fået brok fra hverken mand eller børn.

– er grønkål virkelig stærkt undervurderet!!! Er jeg den eneste, som ikke vidste, at man kunne spise det som andet en klam, grøn masse til medisteren til jul?

– talte Ane og jeg forleden om den fødselsdag, som hun skal holde for sine venner fra børnehaven. En piratfest, har hun besluttet. “Og jeg har også bestilt drengene!

– havde min første tanke været, at det bare var pigerne, der skulle inviteres. Heldigvis har jeg en klog datter, der får mig til at tænke om igen;) Vi kan jo ikke rigtig prædike, at man sagtens kan lege med drengene i børnehaven, som vi gør, når hun kommer hjem og har fået andet at vide af de større børn, og så kun invitere pigerne til hendes fødselsdag, vel?

– kommer jeg helt sikkert til at fortryde at have inviteret 13 4-årige til piratfest. På vores byggeplads. Fordi det jo kommer til at regne. Ikke fordi vi er uheldige, men fordi den danske sommer åbenbart har besluttet, at ‘regn’ er årets tema.

– søger jeg gode idéer til lege og underholdning og andet børnefødselsdagsgøjl. Og I plejer at være søde til at dele:)

– ville jeg virkelig gerne skrive sådan et rigtigt indlæg. Uden punktform. Med lidt mere dybde end lort og børnefødselsdage. Men det virker lidt som om, at jeg pt er fuldstændig ude af stand til at sammensætte en meningsfuld sætning. Tankerne er der. Ordene følger bare ikke trop. Nu skriver jeg det her, fordi det nogen gange virker at starte i det små. Derfor lort og børnefødselsdage.

– har jeg kun én ting tilbage at sige. Nu vi er ved det meningsløse….. “Man skal ikke slå større bagere ned, end man selv kan bolle.”, citat Fyrsten. Se, dét bør man altid huske!

God aften derude:)

img_7541
img_7561