Min efterfødselskrop uge 52 + det løse

Den første måneds tid eller to efter Jaspers fødsel, lavede jeg et par opdateringer på min efterfødselskrop. Det er selvfølgelig begrænset, hvor længe det fortsætter med at være interessant, at min mave bliver mindre, og at jeg stadig ikke magter at barbere ben. Ikke desto mindre tænker jeg, at det nu, et år plus efter fødslen, må være på sin plads at smide lidt spalteplads efter morkroppen.

– Min vægt er tilbage til normalen, og det gik faktisk en del hurtigere end forventet. En 8 måneder, tror jeg. Det skyldes udelukkende amningen, som også havde stor betydning for min vægt, da jeg ammede Ane. Ja, jeg er irriterende på den måde. Desværre bliver det også lidt en sovepude for mig, at kiloen fordufter helt af sig selv. Jeg træner ikke på nogen måde (havde en kort date med mine løbesko, indtil løbevognen gik i stykker), hvilket både min krop og min kondition ellers ville have godt af.

– Min mave trænger til lidt arbejde. Jeg gik i stå med min Kejserindetræning, desværre. Men det fede ved at have købt sådan en online-forløb er, at jeg kan genoptage det, når jeg har overskuddet. Og det skal og vil jeg. For selvom jeg umiddelbart ser slank ud, så er min mave bare større end før graviditeten. Og netop fordi jeg derudover er ret slank, kommer jeg til at ligne en nygravid i for tætsiddende tøj. Og det vil jeg egentlig gerne undgå:)

– Mine bryster er vind og skæve! Mine veninder har grint lidt af det, når jeg nævnt det, indtil jeg smed bh’en og gav dem syn for sagen. Jeg tror, det kom bag på dem, at jeg ikke overdrev, når jeg sagde, at der var to skåles forskel på dem. Men det er der! På trods af at jeg ammer lige meget på hvert bryst. Det var ikke sådan med Ane, så jeg ved ikke lige, hvad det skyldes. Men jeg håber virkelig, at det udligner sig, når jeg stopper med at amme. Jeg går helst ikke med bølje-bh, hvilket gør forskellen ekstra tydelig!

– Mht til min endometriose, så fik jeg at vide, at en graviditet måske kunne hjælpe på mine menstruationssmerter. Og det har hjulpet! Jeg har stadig ondt. Også så ondt at jeg må tage piller. Men før graviditeten havde jeg dage, hvor jeg slet ikke kunne fungere, og sådan har det endnu ikke været. Heldigvis for det! Til gengæld har jeg nu også smerter og ubehag ved ægløsning, hvilket ikke var et problem før.

– Mit lave stofskifte som opstod under graviditeten er kommet for at blive. Det har ikke den store betydning i hverdagen, så længe jeg husker at tage min medicin, omend det er ualmindeligt irriterende at skulle have taget blodprøver med jævne mellemrum.

– Mit ar efter kejsersnittet er stort set usynligt. Det synes jeg er ret vildt med tanke på, at der er blevet hevet et menneske ud ad det! Jeg er stadig følelsesløs i huden omkring, men på trods af at jeg ikke har investeret i dyre cremer og olier, er arret ikke knudret eller det, der ligner.

– De strækmærker, jeg nåede at erhverve mig, kan skjules i BH’en. Min mave afslører kun, at den har huset et menneske ved at have fået en ‘mornavle’. Det kan jeg godt li’:) Både de manglende strækmærker, men også at man alligevel godt kan se, at min krop har gennemgået en graviditet. Jeg er dog forundret over, at strækmærkerne har holdt sig væk, for igen har jeg ikke benyttet mig af cremer af nogen art (tror nu heller ikke helt på, at det virker), og jeg nåede altså op på en vægtøgning på 30 kg. Der må virkelig være noget om, at vi bare er udstyret med hud, der reagerer forskelligt.

– Jeg får ikke lavet en skid knibeøvelser! Og det er altså ikke sådan, at det ikke er nødvendigt, fordi jeg fik kejsersnit. Graviditeten i sig selv har selvfølgelig gjort sit, og derudover nåede jeg også at være ret meget i fødsel. Jeg prøver at gøre det til en vane at knibe hver gang, jeg vasker hænder, som en veninde har anbefalet mig, men det glipper ofte. Forleden sad jeg ovenpå Fyrstens ben i sofaen og kom til at grine så meget af noget, at jeg tissede en lille smule i bukserne. Og da jeg sagde højt til Fyrsten, at jeg sad der og tissede lidt på ham, så han så forfærdet ud, at jeg grinte endnu mere. Og så fik han lige et par dryp ekstra;)

Status: Jeg er heldig! Heldig at være sluppet for mange af de ting, som andre kæmper med efter en graviditet, såsom besvær med babykiloene og uønskede tigerstriber. Det betyder dog ikke, at der ikke stadig er ting ved min krop, som er anderledes end før, og som jeg kan ønske at gøre noget ved. Men overordnet er jeg meget tilfreds med mit hylster. Mest af alt er jeg pisse glad for og stolt over, at det har huset verdens dejligste lillebror:)

Nytårsaften 2015 og 2016
Nytårsaften 2015 og 2016

Sidste år ved denne tid

Sidste år ved denne tid (ja, nu har jeg så Sanne Salomonsen på hjernen resten af dagen!) var jeg gået 9 dage over tid. Jeg mindes, at jeg var utålmodig, men det skyldtes mest af alt frygten for at gå så meget over tid, at en hjemmefødsel ikke længere ville være en mulighed. Jeg var selvfølgelig forberedt på, at det kunne ske lige meget hvad, at jeg måtte på sygehuset. Men i og med, at jeg vidste, præcis hvornår baby var lavet, ville det ha’ ærgret mig meget, hvis et par dages overtid skulle gøre udfaldet, for min termin regnet udfra inseminationen lå tre dage senere end scanningsterminen.

Vi var forberedte på både hjemmefødsel og hospitalsfødsel. Fødekarret var indkøbt og hospitalstasken var pakket. Vi var ikke forberedte på et akut kejsersnit! Det havde virkelig slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne ende med det. Af en eller anden uforklarlig grund, for jeg lever jo ikke under en sten – jeg vidste jo godt, at sådan noget kunne ske. Jeg troede bare ikke, det kunne ske for mig;) MEN det skete for mig, og det endte godt og fint og lykkeligt alt sammen:)

Kønnet var vi ikke forberedte på. Jeg havde i de første mange måneder af graviditeten været overbevist om, at det var en pige. For det var det, jeg kendte til, at være mor til en datter. Men små to måneder før termin begyndte Fyrsten pludselig at omtale maven som “han”. Hvilket irriterede mig grænseløst. For vi vidste det jo ikke. Men Fyrsten var urokkelig. For han vidste det godt, sagde han.

Sidste år ved denne tid trak jeg en nederdel op over min store mave og malede læberne røde. Dagen før havde jeg fået en omgang akupunktur, som dog ikke umiddelbart havde sat gang i noget. Det blev bekræftet af den jordemoder, som på nytårsaftensdag lige tjekkede op på en lidt stille baby, der havde det helt fint og ikke viste tegn på at forlade sin midlertidige bolig foreløbig. Så vi tog hjem og pustede serpentiner og iførte os skøre hatte.

Nu er det nytår igen. Og vi får besøg af det samme vennepar, som vi havde sidste år. Det samme vennepar, som sidste år trak på smilebåndet og sagde “Ja ja, den er go’ med dig!”, da jeg forsøgte bortforklare de tiltagende jag i maven, mens jeg langede kylling på racletten. “Det er plukkeveer.”, sagde jeg. For gennem hele min graviditet havde jeg fået at vide, at når man fik veer, var man ikke i tvivl. Og jeg var altså i tvivl. Indtil to timer senere, hvor jeg stønnede mig igennem et farvel til Ane og ringede til min søster og beklagede, at jeg vist nok var kommet til at fucke hendes nytårsplaner lidt op. Den søde jordemoder, Louise, endte vist også med en lidt anderledes aften end vanligt, da hun fik lov at høre rådhusklokkernes bimlen, mens hun havde den ene hånd oppe i mig. Undskyld, Louise;)

Sidste år ved lidt senere end denne tid tænkte jeg, at jeg nok fik en nytårsbaby. Og jeg frygtede lidt, at jeg ville være i gang i så lang tid, at det blev en 1. januars baby. Jeg tog fejl med begge ting. Fyrsten til gengæld – han fik som altid ret;)

Jeg håber, at I alle får en helt fantastisk nytårsaften – med eller uden veer;)

img_9604

Et lille tip til mine med-kejserinder

I forlængelse af mit indlæg fra tidligere i dag har en læser tippet mig om, at Kejserinderne i dag – KUN i dag – har 50% på deres online træningsforløb. Og sådan et tip må naturligvis gives videre:)

Kurset skulle efter sigende være helt fantastisk! Jeg havde egentlig tænkt mig at melde mig til det for noget tid siden, men så skete det med vaskemaskinen og bilen og så det med a-kassen, og så var 1300 kr lige pludselig ret mange penge. Men 648 kan altså godt skrabes sammen! Og….. så er det stadig hjemme på stuegulvet:) Jeg har pt tre mødregrupper og to mega meget højgravide veninder, så jeg kommer rigeligt ud ad huset i forvejen. Det er svært tiltalende at kunne træne maven med professionel hjælp herhjemme. Forløbet er delt op i 8 moduler á 8 uger, eller længere, hvis man er lidt sløv i optrækket;) De første 6 uger træner man et kvarter om dagen, og de sidste 2 uger er det 30 minutter 3 gange om ugen. Man modtager øvelser og instrukser online, samt får adgang til en facebook-gruppe, hvor man kan følges med andre.

Jeg er klar! Skal du være med?

Du kan læse meget på Kejserindernes hjemmeside her og deres facebookside her. Nu vi er ved det – så må I også godt hoppe ind og smide et like på min facebookside, hvis I vil følge med der:)

 

Tanker om mit kejsersnit

I aften er det muligt at se et kejsersnit live på DR. Jeg skal naturligvis se med! Selvom jeg selv har været midt i det, ved jeg ikke, hvordan det faktiske indgreb foregik. Jeg kan huske, at lægen ville forklare mig det, mens jeg lå på fødegangen med veer. Og jeg spurgte, om han for fanden ikke bare ku’ forklare mig det, mens han kørte mig til operationsstuen??! Men portøren var på vej, og lægen gik i gang med at forklare. Og jeg hørte intet, udover den lille stemme i mit hoved (måske, ellers var det Jess’ eller jordemoderens), som mindede mig om at bruge min vejrtrækning.

Mens selve kejsersnittet stod på, koncentrede jeg mig kun om ikke at tænke på, at jeg, grundet den voldsomme bedøvelse, ikke ville kunne få min baby i armene med det samme. Og jeg prøvede at fjerne mit fokus fra det faktum, at jeg ikke kunne mærke min krop, at jeg frøs, og at min vejrtrækning var besværet. Så jeg snakkede med sygeplejersken om alt muligt lige gyldigt. Og da lillebror endelig var ude, var al mit fokus på, om han var okay.

Jeg er ikke ked af mit kejsersnit. Slet, slet ikke. Vi havde et godt og trygt forløb, og takket være vores fantastiske jordemoder var vi med hele vejen. Så nej, jeg er bestemt ikke ked af mit kejsersnit:)

Men jeg er ærgerlig, for jeg føler lidt, at jeg er gået glip af noget….

Amira skrev engang et virkelig godt indlæg om det at have født for tidligt, hvor hun sammenlignede det med at have planlagt en rejse og så ende i et helt andet land, end det der stod på billetten. Og det er en ret god beskrivelse af de følelser, jeg har haft i tiden efter Jaspers fødsel. For selvom Paris er en vidunderlig by, så havde jeg glædet mig til en tur på Camden Market.

Jeg har fået to børn. To fantastiske og smukke børn, og jeg er evigt taknemmlig over at have fået lov at være deres mor. Men jeg har ikke mærket dem komme ud af min krop. Jeg har ikke fået deres små, rynkede kroppe op på mit bryst. Og lige den lille og på mange måder ligegyldige del havde jeg set frem til. Den del var mit Camden Market.

Jeg glæder mig til at se programmet i aften. Jeg glæder mig til at få syn for, hvordan lillebror kom til verden. Lige nu falder jeg hele tiden over smukke og bevægende billeder af fødsler delt på facebook. Den lille, fedtede baby på mors bryst, og moren, der græder af glæde. Og det er desværre medvirkende til at holde mig fast i følelsen af at være gået glip af noget.  Jeg ser frem til programmet i aften, så jeg forhåbentlig kan fornemme, at min fødsel også var smuk og bevægende:)

image

Hvordan min fødsel forløb, kan du læse her🙂

Kærlighedssnit!

TUSIND, TUSIND TAK for de mange kærlighedssnit I har sendt mig:) I er simpelthen for seje!!!!

image

 

Verdens dejligste Nor så livet gennem denne, og det er så meget nemmere at forklare hvordan han kom ud når han spørger. Håber dog den næste vælger udgangen mod syd;)

Da min søn var større, end lægen regnede med, flækkede det lidt i den ene ende, og arret er derfor lidt anderledes. Men jeg knuselsker det alligevel, det er beviset på at jeg kæmpede hele vejen.

Mit er skævt. Mit sidder for højt oppe og skjules derfor ikke umiddelbart af trussekanten. Mit er blevet strammet lidt for meget i den ene side, hvilket skaber et lille hak ind i maven. Mit er smukt. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg elsker det ar i dag! Det er min unikke mortatovering, der fortæller en smuk historie om liv og kærlighed. Når jeg går i svømmehallen eller på stranden, så kan man med det samme se, at jeg er nogens mor (hvis de livløse bryster ikke har afsløret det først eller ungerne ved siden af, der råber ‘mor’ hele tiden), og det synes jeg faktisk er ret sejt. Det er måske lidt en kliché, men af det ar kom noget af det smukkeste jeg har skabt i mit liv. Jeg fødte 18 måneder senere en skøn lillebror. Han kom til verden efter en naturlig fødsel, og jeg er taknemmelig for at jeg også fik den fødselsoplevelse med. Den fødsel efterlod dog ikke noget synligt på min krop, der kan danne rammen vedrørende snakken om hans entre – det ville i hvert fald være lidt upassende at vise ham det ar han (og sugekoppen) gav mig Blinkende ansigt

image

Jeg tænker slet ikke på at jeg har det til dagligt – men smiler når jeg ser det i spejletSmilende ansigt med smilende øjne

Lige efter fødslen var jeg helt afklaret med, at det var sådan det var, og hun kunne ikke fødes vaginalt. Men efter et par mdr kom tvivlen. “Prøvede jeg nok?”, “skulle jeg ha’ blevet ved lidt længere?”. Selvom jeg godt vidste, at ja jeg prøvede nok, og nej jeg kunne ikke blive ved.
Jeg fik en god snak med Jdm og min dejlige mand minder mig om, at det var det rigtige, og nu her 6.5 måned efter føler jeg mig igen helt afklaret med forløbet.
Og vi fik jo en helt fantastisk og sund pige ud af det.

Efter mit AK havde jeg svært ved at acceptere, at jeg ikke har kunnet føde mit eget barn, jeg følte mig som mindre kvinde, som om jeg ikke duede .. Ved ikke helt om det giver mening?
Men mit forhold til mine ar er i dag fyldt med kærlighed – det er mit bevis på, at jeg har præsteret noget helt særligt, og så er vejen til livet for mig mindre vigtig. Begge børn er fantastiske, og jeg vil altid have noget fysisk på mig, der minder mig om mine to vidt forskellige fødsler – men mine bedste oplevelser nogensinde Kraftigt sort hjerteKraftigt sort hjerteSmilende ansigt med øjne som hjerterSmilende ansigt med smilende øjne

image

Mit ar er derfor fyldt med sorg for mig, da jeg inderligt ønskede at føde ham selv, så jeg har kæmpet og kæmper stadig med en masse skyld, skam og sorg over at det endte i akut kejsersnit.
Jeg vil dog gerne hjælpe andre, og måske på den måde også mig selv, med at acceptere det fysiske ar, vi alle får i den proces. Jeg har hørt nogle snakke om, at de ønsker at få fjernet deres ar, og det ville jeg alligevel aldrig kunne gøre. Det er en del af min søns, min, vores families historie og jeg er stolt over den skønne søn der har taget rejsen ud gennem mit maveskind 😀

image

Jeg bærer mit ar med stolthed i lighed med mine strækmærker og min topmave 😉

Mit ar betyder overlevelse, troen på at man kan overleve næsten alt, men samtidig er det også den største gave og smukkeste kærlighed jeg nogensinde har oplevet.

image

Det her er mit ar. 14 dage gammelt ligesom min søn. Jeg synes, det er helet flot. Der er ikke længere sår på, og det gør ikke ondt. Huden omkring det er fortsat følelsesløs, men det kan vist tage flere år. Jeg synes selv, at det er et ret pænt ar:)

Mine tanker om mit eget ar: Jeg er så ufatteligt taknemmelig. Taknemmelig over, at jeg har fået en dejlig søn, som er sund og rask. Ville jeg gerne ha’ født vaginalt? Ja sgu! Og det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til det, men det ærgrer mig ikke, at lillebror kom til verden, som han gjorde. Det var sådan, det skulle være:) Mit ar er det fysiske bevis på mange års kamp for selv at bære et barn. Det viser, at vi ikke gav op. Og nu har vi to vidunderlige børn – så kan man ikke andet end at være taknemmelig:)

Må jeg se dit kærlighedssnit?

Jeg er vild med jer! Helt og aldeles!!! I er så pisse søde til at dele egne fortællinger om graviditet, fødsel, amning, efterfødselskroppe mm. i kommentarfeltet herinde – og jeg elsker det:)

Som jeg nævnte i indlægget om at være kejserinde, så havde jeg selv en helt skør idé om, hvordan sådan et ar kom til at se ud. Jeg troede, at jeg ville få et stort anker på maven, og at arret ville være umuligt at skjule. Det viste sig at være meget langt fra virkeligheden! Og ligesom det blev slået fast i kommentarerne til mit indlæg tidligere i dag, så er vores kroppe jo vidt forskellige. Det samme må vores ar naturligvis være.

Så jeg har en forespørgsel: Vil I vise jeres ar herinde? Nye, gamle, store eller små. Jeg ved godt, at det kan være sindssygt grænseoverskridende, men jeg lover naturligvis fuld anonymitet, ligesom jeg selvfølgelig selv smider mit eget ar i puljen:) Og meget gerne med et linier om jeres egne tanker om jeres kærlighedssnit! Måske vi sammen kan aflive andres negative eller nervøse forestillinger.

Send mig en mail på efausing@hotmail.com, hvis du vil være med:)

image