Bliver man nogensinde 100% afklaret??

I sidste uge havde jeg en snak med en læge fra endokrinologisk afdeling omkring mit stofskifte. Hun kunne fortælle mig, at mine tal ligger fint, og at de derfor er klar til at afslutte mit forløb ved dem. “Med mindre I planlægger en graviditet?” Det gør vi ikke, kunne jeg svare. Og det var et svar uden tøven, for vi er afklaret med, at der ikke kommer flere børn. Fyrsten er afklaret med ikke at ville have flere – jeg er afklaret med, at jeg er nødt til at respektere den beslutning. Også selvom jeg muligvis ikke selv føler mig 100% afklaret med, at vi ikke kommer til at få flere børn.

For jeg vil gerne have flere. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have en tre-fire børn. Og det tror jeg faktisk også, at vi havde fået, hvis ikke det havde vist sig at være så skide besværligt, det der med reproduktion. Og så måske er det derfor? Måske er det fordi, at jeg endnu ikke helt har formået at tilpasse mine forestillinger til min virkelighed. Måske er det fordi, at jeg nu ved, at det KAN lykkes. At jeg rent faktisk KAN blive gravid. Det virker helt tosset så at skulle stoppe! Når det, man sådan har kæmpet for, endelig lykkes. Men det er som oftest også først i 8. runde bowling, at jeg har så godt styr på kuglen og banen, at jeg begynder at lave strikes. Og booker man så en time mere? Eller stopper man, mens legen er god?

Jeg faldt over en tråd på facebook forleden, hvor nogen skrev lidt frem og tilbage om det der med, når den ene part gerne vil have flere børn, og den anden ikke vil. Og spørgsmålet om hvorvidt man så kommer til at bebrejde den anden, at livet ikke blev, som ønsket. Sådan har jeg det ikke. For selvom livet ikke er blevet præcis, som jeg havde forestillet mig, så er det alligevel alt, hvad jeg har ønsket. Og jeg kan sagtens være fuldt ud lykkelig og tilfreds med de to børn (og ham den voksne af slagsen), vi har, selvom jeg gerne ville have flere. Det er ikke at nøjes. Det er ikke et kompromis. Det er et ægteskab, hvor beslutninger træffes i fællesskab, og hvor alles behov tæller lige meget. Mit ønske om flere børn har ikke større værdi eller vægt end Fyrstens ønske om det modsatte. Og selvom jeg da nok ville ønske, at han var helt med på min idé om tilbygning og minibus, så respekterer jeg fuldt ud, at han er et andet sted. For vores situation er bare anderledes end mange andres. Herhjemme har børn været det primære fokus i syv år, og hele tanken om børn, og ikke mindst de rent fysiske af slagsen, har været afgørende for alt andet i vores liv. Og det er dén vinkel, som Fyrsten formår at medtænke, når jeg kører ud ad et rosenrødt spor, hvor alt dufter af nyfødt baby.

Så kan man se det som at give afkald på noget. Men man kan også vende den om og sige, at man bare vælger noget andet til. Et liv, hvor vi nyder, det vi har, fremfor altid og hele tiden at ønske mere. For det er jo sådan jeg er. Jeg stopper ikke, mens legen er god. Jeg bestiller en ekstra fadøl og tager en fire-fem strikes mere. Bare fordi jeg kan. Så er det godt, at jeg har en Fyrste. Som sætter fødderne i og tager bowlingkuglen fra mig. Nogen gange er det det, der skal til.

Så sådan på det personlige, Elisabethske plan så er jeg muligvis ikke 100% afklaret, men det tror jeg faktisk aldrig, at jeg ville blive. Mere vil have mere. Jeg er til gengæld 100% afklaret med, at jeg elsker vores familie, som den er nu, og at min lykke på ingen måde afhænger af, om vi får flere børn. Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg ender med at blive bitter, hvis ikke jeg får ‘min vilje’. Det er ikke en forhandling. Det er et spørgsmål om, at jeg skal begynde at forstå, at infertilitet, både som et generelt emne, men også som en personlig følelse, nok for altid vil fylde i mig. Og det vil fylde herinde, fordi det er her, jeg tømmer mit hoved. Men i hverdagen der spiller det faktisk ikke den store rolle mere. Og det er dejligt, at jeg har en Fyrste til lige at påpege det, når tankerne og drømmene løber af med mig.

Har I mon fået det antal børn, som I havde drømt om? Og var I enige?

Foto af Frederikke Brostrup
Foto af Frederikke Brostrup

Lidt om lavt stofskifte….

Lavt stofskifte er vist det nye sort. Det er i hvert fald blevet uhyre ‘populært’ i blogland. Lillemor har det, Meyermor har det, Migogmintinderbaby har. Og jeg har det!

Så kan man jo overveje, om det skyldes, at overdreven trang til selvpromovering er et endnu uopdaget symptom ved sygdommen, eller at stofskiftesygdomme blot rammer flere, end man lige forestiller sig;)

Min stofskiftesygdom blev opdaget i forbindelse med min graviditet. Der var skoldkopper i Anes dagpleje, og da min mor ikke med 100 % sikkerhed kunne genkalde, om jeg havde haft det, tog jeg et smut til lægen. Jeg var kun 5 uger henne og havde endnu ikke fået taget blodprøver i forbindelse med min graviditet. Lægen ringede allerede tilbage samme aften – efter lukketid. Det alarmerede mig naturligvis en del! Hun kunne fortælle, at jeg havde haft skoldkopper, men at de desværre havde opdaget noget andet i blodprøverne – nemlig lavt stofskifte.

For at simplificere det bedst muligt (ikke for jeres skyld, men jeg er stadig rookie på området) kan man spotte ændringer i stofskiftet ved hjælp af hormonet, TSH, som regulerer skjoldbruskkirtlens funktion. Ved et normalt stofskifte ligger TSH et sted imellem 0,2 og 5,0 – hvis der sker ændringer i stofskiftet vil hypofysen ændre på mængden af TSH i forsøget på at opretholde et normalt stofskifte. Det er altså nogle andre hormoner, der laver roderiet, men TSH der sladrer til de voksne.

Mit TSH var blevet målt et par måneder forinden, da vi var i fertilitetsbehandling (stofskiftesygdomme kan påvirke fertiliteten), og det lå ganske normalt på 0 komma noget. Men efter jeg blev gravid, var det eksploderet til 18, hvilket er meget for højt og dermed sladrer om, at stofskiftet er for lavt. At lægen kontaktede mig øjeblikkeligt skyldes, at et lille, nyt foster ikke selv danner en skjoldbruskkirtel før i uge 12, og indtil da ‘deler’ med mor. Og så længe mors stofskifte ikke fungerer, er der øget risiko for abort, manglende vækst og misdannelser. Derfor ringede lægen med det samme, og allerede den følgende dag stod jeg på apoteket med et lille glas piller, som skulle få mit stofskifte tilbage på rette kurs.

En del kvinder rammes af uregelmæssigheder i stofskiftet under graviditet, netop fordi skjoldbruskirtlen pludselig kommer på overarbejde. For nogens vedkommende stabiliserer det sig igen efter fødslen. For andre bliver det en kronisk lidelse, hvilket er tilfældet for mig.

Jeg mærker ikke rigtig noget til det til daglig. Tror jeg. Jeg tager mine piller og går til jævnlige blodprøvetagninger, som kontrollerer, at jeg får den rette dosis. Men når jeg siger ‘tror’, så skyldes det dette indlæg, som Meyermor udgav i sidste uge. Jeg kan nemlig sætte hak ved rigtig meget på hendes liste. Og det er det forbandede ved stofskiftesygdomme – det har så ufatteligt mange symptomer, at det er let at forveksle med lidelser som stress eller depression. Ja, eller bare helt almindelig hverdagsjag. For helt ærligt – trætheden, osteklokken, følelsen af at være utilstrækkelig, opgivenheden, den dårlige hukommelse mm. kan sagtens være bivirkninger ved livet sådan generelt. Det er i hvert fald dét, jeg har sagt til mig selv i den seneste måned, hvor jeg har følt mig uendeligt træt. Men lagt sammen med blandt andet det at mine negler flosser, at jeg har influenza-ondt i kroppen og at jeg for ikke så længe siden fik en byld på størrelse med Møn midt i ansigtet, får mig naturligvis til at overveje, om jeg måske mærker mere til min sygdom, end jeg går og tror.

Jeg har fået taget blodprøver i dag og skal til samtale med lægen på endokrinologisk afdeling i næste uge. Og de siger sikkert det samme som altid. At alt ser fint ud. I så fald må jeg prøve at udfordre det en smule. Der er for fanden ingen grund til at gå og have det semi-skidt, hvis det kan trylles væk med den rette medicin! Og ellers må jeg pudse Meyermor på dem;)

img_3743
Da min skjoldbruskkirtel er meget lidt fotogen, får I maven i stedet. Det var jo den, der satte gang i lortet…