Lillebror – Fyrsten og Fruen

april 25, 2018

Spåkoner og kiksede klipninger

Jeg har, som I måske kan se, kastet mig over at klippe Jaspers pandehår. Det gik ikke helt godt, lad os bare sige det sådan….. Men altså, det må så være resultatet, når nu drengen er panisk angst for frisører. Og læger. Og tandlæger. Og karruseller. Og gynger.

Før vi fik børn, forestillede jeg mig, at vi ville få to piger. Det havde en spåkone engang fortalt min far. Og jeg tænkte, at den første pige ville blive sådan en lidt forsigtig én. Én, der bare gerne ville lave perleplader og læse bøger. En pige, der, som resultat af at været så længe ventet, ville ha’ været blevet holdt så tæt, at verden udenom ville skræmme livet af hende. Og når vi så en dag fik nummer to – for det ville vi jo få ifølge Dyveke fra Abbed! – så ville vi være mere trænede udi det der forældreskab. Og hun ville vælte verden. Med store armbevægelser og gåpåmod. Med tillid og krudt i røven.

Dyveke tog fejl. Jeg holder stadig på, at hun var fuldstændig on point, dengang hun fortalte 10-årige mig, at jeg har været ørkenprinsesse i et tidligere liv. Men med hensyn til børnene ramte hun altså lidt ved siden af med sine forudanelser. Og det samme gjorde jeg!

Ane er vildere end vild. På alle måder. På den fysiske, hvor det ikke kan gå stærkt nok. I går, da jeg hentede hende i børnehaven, var hun på vej ned fra legestativet i frit fald. Ligesom hun gerne er det i børnenes version af Det Gyldne Tårn i Tivoli. Og så omfavner hun bare verden med en nysgerrighed og en tillid, som jeg simpelthen ikke forstår, at vi som forældre har kunne medskabe. For vi holdt hende fandme tæt. Skærmede hende. Ingen besøg de første 14 dage efter fødslen og alt det der. Alt dét, som omgivelser fortalte os, var for meget. For meget omsorg. Jeg fnyste af dem. “Man kan ikke få for meget omsorg!”, sagde jeg. Og det mener jeg stadig. Og resultatet taler for sig selv. Aldrig før har jeg mødt så et barn, som var så nysgerrigt og så let at begejstre. “Lad bare cyklen stå åben, mor.”, sagde hun i morges. “Jeg elsker, når det regner på min næse!”

Jasper var ikke enig. Jasper er ikke vild med regn på næsen. Eller høje legestativer. Han vil bare gerne lægge puslespil og tegne. I en halv time kan han sidde fuldstændig koncentreret og på egen hånd lægge et puslespil på 30 brikker. Når Ane har lagt de første fem, ser hun er egern i haven, og så er hun væk! Vi har skam også omsovset Jasper. Og holdt ham tæt. Men ikke ligeså tæt som med Ane. Fordi Ane. Det er svært at holde et spædbarn helt tæt til kroppen, når man samtidig skal forsøge at tøjle en eventyrlysten 2-årig. Men Jasper er i dag den mest forsigtige af de to. Han bryder sig ikke om regn på næsen, og han møder generelt sin omverden med en del skepsis.

Og deraf pandehåret! Efter to ikke særligt behagelige frisørbesøg, har jeg besluttet mig for, at skævt pandehår og svenskernakke er rigtig, rigtig fint! Da jeg efterlyste råd på Instagram til at gøre ham mere frisør-glad, skrev én tilbage, at det vel ikke var ham, der bestemte, om han skulle til frisør. Mit svar? “Jo!” Det er ikke forfærdeligt for ham at have verdens grimmeste pandehår. Men det er det til gengæld gentagende gange at blive sat i en situation, som helt tydeligt gør ham utryg. Så hellere langt, skævt hår!

Jeg kan ikke skærme Jasper fra alt det nye og utrygge i verden. Han SKAL til ørelæge, tandlæge mm. De ting kan jeg, trods hans vilde protester, ikke undlade at ‘tvinge’ ham til. Han SKAL ikke have en fancy frisure eller danse i regnen. Han skal have lov at se tingene an og tage det i sit tempo. Måske han en dag får ligeså meget fart på, som hans storesøster har. Måske han bliver bedre til at være i nye og uvante situationer. Måske ikke. Der er ikke én rigtig måde at møde verden på. Der er bare forskellige børn, tålmodige tandlæger og virkelig skævt pandehår!

november 2, 2017

Ting, der er rare!

Annonce // indeholder omtale
af et produkt, jeg har modtaget som gave.

– at Denny i går trådte ind i mit liv igen, denne gang i form af en detektivagtig type i ‘The Good Wife’, men altså stadig – Denny! Det eneste, der kan toppe det, er, hvis de også lige sniger Harry Potter ind. Jeg har en halv sæson tilbage, så håbet lever;)

– at jeg har fundet mig en date til lækker mad, hygge og hudanalyse med Nilens Jord. Jeg fandt hende på facebook bag kommentar nr. 8. Hun hedder Lisa, og jeg glæder mig helt tosset meget til en aften i hendes selskab:)

– at Jasper har lært at kramme. Sådan rigtigt med to arme. Jeg smelter på daglig basis!

– at jeg endelig har fået bestilt de støvler, som jeg ønskede mig til jul. I ved, der hvor jeg i stedet fik et par træsko? Det er overhovedet ikke fordi, de er noget særligt, men Zalando får åbenbart bare kun et par str. 38 hjem om måneden. Og det informerer de mig altid om, mens jeg er på job, hvorfor de er udsolgt, inden jeg når til tasterne. I dag havde jeg tidligt fri, så nu er de klikket hjem sammen med et par støvler til Ane, som hun selv har valgt:)

– mine træsko! Jep, de er faktisk rare. Jeg har lige været ude med skraldespanden – den slags går pænt stærkt, når man ejer et par træsko, kan jeg hilse og sige!

– at have modtaget to måneders abonnement til HBO Nordic, når nu man åbenbart er det eneste menneske på jorden, som endnu ikke har set Game of Thrones. At de så ydermere har fået en ny kanal til børn, Toonix, er bare bonus, når man har udsigt til en tre-timers flyvetur!

– at kunne se frem til at tilbringe en hel uge sammen med to af mine tre nevøer<3

– at ungerne sover, køkkenet ryddet og kufferterne pakket, hvilket betyder, at jeg med god samvittighed kan smække stængerne op resten af aftenen. Det er en sjælden luksus:)

– at Ane tager ‘reklamefotos’ af sin lillebror, når jeg ikke ser det;) Og virkelig sjove selfies!

maj 22, 2017

Seks nætter

I seks nætter har Jasper nu klaret sig uden natamning. Og med fare for at jinxe det, hvilket jeg jo ellers er mester i, så tør jeg godt sige, at det er gået over al forventning!

De første to nætter var han alene med Fyrsten. Og han ledte lidt efter mig i sengen, klynkede en smule i 20-30 sekunder, hvorefter han lagde sig ned og sov videre. Så langt, så godt. Så kom jeg hjem og forventede egentlig, at den rigtige kamp først ville starte der. Men den er udeblevet. Sådan fuldstændig. Han søger brystet, men accepterer at det er umuligt at bryde gennem t-shirt, top og bh. Han bliver nusset over ryggen, får nynnet en sang og sover så videre. Det maksimale antal vågninger i de sidste seks nætter er en. 1!

Jeg ammer han i stuen inden sengetid, og så er det Fyrsten, der putter, hvilket det har været længe. Vågner han, inden vi selv er gået i seng, er det også Fyrsten, der tager ham. Men om natten er det mig, han søger, og indtil videre uden den store sorg over ikke at få brystet som trøst. Det er nok med nus og sang.

Jeg havde tænkt, at han nok ville søge brystet mere i dagtimerne, når vi fjernede natamningerne, men indtil videre tyder det på, at det modsatte gør sig gældende. Tidligere kunne han sagtens ammes helt op til 10 gange i løbet af en almindelig dag, men i den sidste uge har vi været nede på fire-fem amninger i weekenden og to-tre i hverdagen. Om det fortsætter sådan, har jeg ingen fornemmelse af. Måske tager det til igen – måske ebber det helt ud. Tanken om det skulle slutte helt er mega ambivalent. Der er mange ting ved amning, som jeg synes er møg besværligt. De rent praktiske ting, som at skulle tage hensyn i fht tøjvalg, alkoholindtag mm. Men også de psykiske – den dårlige samvittighed, hvis vi er fra hinanden, irritationen når han efterspørger brystet på et ubejlejligt tidspunkt osv. Men der er så uendeligt mange flere ting, som jeg elsker ved amning, og som langt overskygger de negative aspekter.

Jeg elsker at amme. Og det skal man måske ikke sige for højt – det skulle jo nødig hedde sig, at det var mit behov;) Men jeg elsker det altså. Jeg elsker den nærhed, det skaber, og den øjeblikkelige ro han finder, når han ligger ved mit bryst. Jeg elsker kontakten – den fysiske og den psykiske. Jeg elsker, at det er den ene ting, som er hans og mit. Kun vores.

Jeg ville sagtens kunne trives rigtig fint uden at amme. Måske jeg endda ville nyde det. Og jeg ville aldrig fastholde amningen, hvis han gav udtryk for at være klar til at slippe den. Men det ville også gøre mig vemodig.

Nu må vi se, hvad den unge mand selv siger – det er jo ham, der bestemmer;)

april 30, 2017

Verden ifølge Jasper

Hvis jeg finder det, er det mit!
Hvis du finder det, og jeg ser det, er det mit!
Kan det være i min mund, skal det være i min mund.
Kan det ikke være i min mund, kan det knækkes.
Kan det ikke knækkes, hører det til bag radiatoren.
Kan det knækkes, men kan jeg ikke li’ det, hører det til bag radiatoren.
Er det en fjernbetjening, en telefon eller er stearinlys, hører det til bag radiatoren.
Ting, der ligger på gulvet, må man spise.
Ting, der har ligget på gulvet i mere end et døgn, må man prøve at spise.
Kan det ikke spises, hører det til bag radiatoren.
Ting, man finder bag radiatoren, skal man ikke spise.
Har du bryster, kan jeg li’ dig!
Har du chokolade, kan jeg li’ dig!
Har du bryster OG chokolade, elsker jeg dig!
Har du bryster og chokolade, skal du dele!
Hvis du ikke deler, skriger jeg.
Hvis jeg skriger, deler du.
Jeg bestemmer, hvornår jeg vil sove og ikke sove.
Jeg bestemmer, hvornår du vil sove og ikke sove.
Jeg er min egen herre, og du kan ikke styre mig. Hov? Er det pålægschokolade? Og bryster?? Okay. Du vinder….

april 13, 2017

33 år og blandet ævl og kævl

Så blev jeg 33 år i går. Det var ganske smertefrit, kan jeg hilse og sige;)

Ane siger, at det stadig er min fødselsdag i dag, fordi flagene i spisestuen ikke er pillet ned, og det synes jeg egentlig er en glimrende logik! Tænker at lade dem blive hængende påsken over;)

Jeg fik den smukke, blå kjole fra Dressthebird, som jeg savlede over i dette indlæg. Den er om muligt endnu smukkere i virkeligheden, og jeg glæder mig vildt til, at vejret arter sig, så jeg kan få den på! Jeg fik også en lækker kop til samlingen og et Sikker Hansen billede magen til det, som jeg husker fra mine teenageår i min venindes farmors stue. Helt vidunderlige gaver og en en vidunderlig dag<3

Nu er vi på vej til den årlige familiepåskefrokost på Lolland. Og jeg sidder klemt helt sammen mellem autostolene på bagsædet, fordi alternativet er at sidde på forsædet med Cash’ varme snude mellem benene. Pest eller kolera. Jeg valgte pest, og jeg har allerede ondt i både nakke og lænd af at have siddet fuldstændig forvredet i små 50 km’s tid. Ane synes, det er svært hyggeligt at have mig som sidemakker. Så kan vi jo rigtig tale sammen om de vigtige ting – hvorfor himlen er blå, hvor langt der er til Lolland, hvorfor man har bussemænd, hvorfor træer vokser opad, hvorfor en ræv har en hale osv. Jeg elsker dig, Ane, det gør jeg virkelig – men lige nu overvejer jeg, om jeg skulle ha’ valgt den varme hundesnude!

Jasper sover. Det er rart! Det er som om, at han ikke rigtig er blevet sig selv ovenpå al den sygdom, han har været igennem i de seneste mange uger. Han er pylleret og mut og græder det meste af tiden, hvilket er fuldstændig uvant. Han plejer altid at være glad! Og fordi jeg ikke er vant til det, så stresser det mig helt vanvittigt meget. Sæt mig til at lave mad, ordne vasketøj, flette hårene på mit højre ben og lave en sudoku på én gang – det er fint. Men sæt mig til at pakke til en dag på Lolland til lyden af et grædende barn, så smider jeg mig fladt på jorden og råber “Min Gud, hvorfor har du forladt mig??”! Hans gråd påvirker mig i sådan grad, at nærmest hyperventilerer. Øv, hvor vil jeg bare gerne ha’ min glade dreng tilbage!

Nu vil jeg gemme telefonen væk! Jeg skimter nemlig en gylden måge i det fjerne, og tænker at det er en oplagt mulighed til at trække ‘Det er stadig min fødselsdag!’-kortet. Fyrsten er muligvis ikke enig, men vi ved jo alle sammen godt, at det er den 3-årige, der bestemmer. Og måske en cheeseburger kan få hende til at holde mund bare en 5-10 minutter?;)

God påske til jer:)

april 5, 2017

Lidt om natamning

Jeg er i syv sind lige for tiden i forhold til Jaspers tætte forhold til mine bryster i tidsrummet 23-5. For det er tæt. Meget tæt! Og har han ikke et bryst i munden, så har han et mellem fingrene – nulre nulre nulre. Der er ganske enkelt ikke noget mere frusterende end at ligge der og blive holdt vågen af en konstant nulren, når man ved, at vækkeuret kan ringe når som helst. Det gik an, mens jeg stadig havde barsel, men nu er det bare ikke sjovt længere.

Og hvorfor er jeg så i syv sind? Vi kan jo bare droppe de natlige amninger! Der er bare ikke noget ‘bare’ ved det. I hvert fald ikke for mig. For jeg er slet ikke i tvivl om, at antallet af amninger og den pludselige nulren er direkte sammenhængende med vuggestue- og jobstart. Vi ammer langt mere om natten end tidligere, for han har større behov for nærhed og omsorg. Og det får han i brysterne.

Og I behøver ikke fortælle mig, at det er okay at droppe natamningerne. At jeg stadig er en god og omsorgsfuld mor, selvom jeg kræver min ret til uberørte babser i nattetimerne. Det ved jeg godt:) Derfor er det stadig bare svært. For jeg har ikke lyst til at fratage ham noget, som han så tydeligt giver udtryk for at have behov for. Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om, at det er jeg nødt til. For min egen skyld. Og at jeg jo kan give ham nærhed og tryghed på alle mulige andre måder. Det er bare en stor ting for mig at skulle lave sådan en markant ændring i hans rutine, for det må det bestemt siges at være efter 15 måneder med fri bar(m).

Jeg har besluttet mig for, at vi giver det måneden ud. Og har det ikke fundet et tåleligt leje, så må han på afvænning, og jeg må på sofaen. Jeg mindes heldigvis, at det gik forholdsvis nemt med Ane, så forhåbentlig gør det samme sig gældende denne gang.

Ammer I andre ‘langtidsammere’ om natten? Og har I også oplevet, at amningerne har taget til ved vuggestuestart? Jeg håber og tror, at det er det, der spiller ind her, og at det kommer tilbage til normalen, når han vænner sig til den nye virkelighed!

marts 31, 2017

I dag græder jeg

For halvandet år siden udgav jeg dette indlæg. I dag har jeg sidste dag på barsel.

Og i dag græder jeg.

Ikke fordi jeg er trist. Det er jeg faktisk slet ikke. Jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde. Jeg er klar. Og selvom det naturligvis bliver en anden hverdag, end den vi har kendt til i de seneste 18 måneder, så tror jeg på, at det nok skal blive rigtig godt det hele.

Jeg græder, fordi i dag er min sidste dag på barsel med det ekstra barn, som jeg aldrig turde håbe, at vi ville få. Jeg følte mig så heldig, da vi fik Ane! Tænk, at jeg fik lov at blive mor. Og så lige Anes mor! Heldigere har man ikke lov at være. Tænkte jeg. Lige indtil jeg tissede trylletis på en fredag formiddag og dermed blev heldigere endnu.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel med Jasper. Som vi ikke vidste var en Jasper, før han gjorde sin entre i verden efter 36 timers veer, en kuldsejlet hjemmefødsel og et akut kejsersnit. Et drengebarn. MIT drengebarn. Som jeg frygtede ville ligne én, jeg ikke kender, men som mest af alt ligner mig. Og – på forunderlig vis – sin far.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og jeg har fået alt det ud af den, som jeg ønskede. Hvilket er intet håndgribeligt. Men til gengæld en hel masse ro og nærvær og kærlighed. Jeg brugte en uges tid på at male en stue og nogen gulve undervejs. Og jeg gik også i gang med en førstesal. Men 1 år og 4 mdr. har jeg brugt på at hente Ane tidligt, have rolige morgener, bage blå pandekager, tage i mødregruppe, lege sanglege og sidde i sofaen med et sovende barn på brystet. Mine børn og deres trivsel er mit håndgribelige bevis. Og det var egentlig alt, hvad jeg ønskede.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og i modsætning til da jeg stod samme sted for tre år siden, så har jeg denne gang ro i maven. Vi har, trods lidt bump på vejen, haft en virkelig god indkøring. Og selvom ingen nogensinde får mig til at sige “Han er bare så klar!“, når det kommer til dagligt at skulle aflevere mit barn i institution i 8-9 timer, så kan jeg til gengæld sige, at han er tryg. Og derfor er jeg tryg.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel, og det ikke har været hårdt. “To blebørn?? Held og lykke med det!“, sagde de. Og jeg sagde “Tak:)“. Og jeg havde ingen forventninger om, at det ville blive en dans på roser, og det gjorde det heller ikke. Men det var heller aldrig ‘hive håret ud ad hovedet’-hårdt. Faktisk har det bare mest af alt været skønt. Og jeg har nydt at se Ane blomstre i rollen som storesøster og elske sin lillebror så højt, at hun har været nødt til at vække ham, når jeg kiggede den anden vej, fordi hun ville ha’ mere.

Jeg græder, fordi det er min sidste dag på barsel. Og er der én dag, hvor det er særligt tilladt at græde, så er det i dag. Særligt når man græder af alle de rigtige grunde!

Hold nu kæft, hvor har det bare været 18 gode måneder!!!!

marts 24, 2017

Ævl og kævl #2

Fyrsten har endelig fået sin udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond. Det var lige før, jeg begyndte at græde lidt, da han gav mig beskeden;) Ikke fordi vi som sådan kommer til at mærke det store til det, for pengene kommer jo bare til at dække de huller, som vi blev efterladt med, da han mistede sit job. Men jeg blev så lettet over, at vi ikke skulle kæmpe. Tænk engang, at det er blevet en forventning – at man skal kæmpe for det, man egentlig har ret til? Men ærligt, så har vi desværre overvejende måtte smide fløjlshandskerne, når vi har skulle have hjælp fra forsikringsselskaber, statsforvaltning, a-kasse mm., og vi har op til flere gange selv måtte lave en del af fodarbejdet for at få medhold i sager, hvor vi helt uden tvivl, havde ret fra start af. Tankevækkende og ærgerligt, at tingene er skruet sådan sammen! Havde jeg eksempelvis ikke selv taget kontakt til erhvers- og byggestyrelsen og sat mig grundigt ind i, hvordan man udarbejder en tilstandsrapport, da vi i sin tid skulle have lavet nyt badeværelse, så havde vi endt med selv at skulle betale hele baduljen. Og det på trods af, at vi havde tegnet den absolut dyreste og mest udvidet ejerskifteforsikring.

Det var et sidespring! Pengene er nu udbetalt, og de forskellige huller er så godt som dækket. Så kan man have sine meninger om gule fagforeninger, men jeg er imponeret over det serviceniveau, som Krifa har lagt for dagen i forhold til at guide og vejlede Fyrsten undervejs. Tak, sgu!

Af de mindre positive kan nævnes, at Jasper stadig er syg. Eller – han er egentlig frisk nok, men vi venter stadig på mere ‘faste former’ i hans daglige leveringer, før jeg vil være bekendt at sende ham i vuggestue. Det smitter jo så åndssvagt meget, sådan noget mavevirus. Jeg er bare en lille smule ved at dø ved skræk over, at han altså nu kun har været i vuggestue tre gange indenfor de seneste 21 dage. For der er kun næste uge med, så banker virkeligheden og de lange dage på.

Og hvad skal jeg så bruge min sidste uges barsel på? Læse bøger, få ansigtsbehandlinger og sippe dyr kaffe på en fancy fortovscafé? Niks! Jeg skal male, sgu! Egentlig overvejede jeg et kort øjeblik at sætte førstesalsprojektet fuldstændig på stand-by, bare i tilfælde af at vi skulle være så heldige at vinde det der gavekort til Silvan (I kan stemme på os HER!). Men jeg tør slet ikke håbe på, at vi skulle være så heldige! Og er heldet med os, så er der så rigeligt med andre projekter, som præmien kunne få lov at finansiere! Så jeg tænker at kaste mig over malerarbejdet i næste uge, og forhåbentlig kan det få os rigtig godt fra start. Ane er så mega spændt på endelig at få sig et helt rigtigt værelse, og jeg forstår hende så godt!

Nu er skidemaskinen vågnet fra lur, så jeg slutter af. Nyd hinanden, solen og weekenden:)

marts 21, 2017

Jeg slutter min barsel på samme måde, som den begyndte…

Jeg slutter min barsel på nogenlunde samme måde, som den begyndte: med at være træt, smurt ind i opkast og afføring og med en forvokset baby, som kun vil sove på sin mor. Når man ser bort fra alt det åbenlyst ufede ved den situation, så er det sgu da i grunden nærmest poetisk, ikk’. Altså poetisk tilsat en fæl odør…

Planen var jo at bruge det sidste stykke tid af min barsel på renovering. I stedet har jeg haft Jasper i armene stort set nonstop i to uger. Først med skoldkopper og nu med mavevirus. Og hvor er det bare lige præcis sådan, det skulle være! Ikke at det på nogen måde er godt, at han er syg, selvfølgelig! Men at jeg nu ikke har andet valg end bare at holde ham tæt og indeånde den del af hans hoved, som han ikke har formået at få opkast på, det er faktisk slet ikke dårligt:)

For hold nu kæft, hvor er han altså bare den mest vidunderlige, lille dreng. Selv når han er syg. Hans humør er fuldstændig ukueligt, og jeg kan få ham til at grine bare ved at kigge på ham. I går lavede vi ikke en flyvende fis andet end at sidde i sofaen, bare mig og ham. Og jeg nussede hans hår og sang sange, og han lå helt stille i mit skød og kiggede mig. Drengebarnet, som ellers har kronisk krudt i røven og som normalvist flere gange dagligt viser mig, at jeg er det mindst underholdende i verden, med mindre jeg har en farverig skål placeret på mit hoved. Men i disse dage er jeg hans eneste fokuspunkt – i hvert fald indtil faren kommer hjem. Og jeg suger det til mig og nyder at have ham sovende på mit bryst. Førstesalen kan man altid renovere. Det har taget os knap syv år overhovedet at komme i gang, så et par uger fra eller til gør ingen forskel. Men min baby får jeg ikke igen. Planen for i dag er fuldstændig den samme som i går – at lave så lidt som muligt. Der er prop i begge ender, og han er i bedring, men af hensyn til smittefare holder jeg ham hjemme en dag mere. Nå ja, og af hensyn til mig og mit nussebehov;)

Men man kan jo sagtens lægge førstesalsplaner og gennemlede Pinterest efter fede garderobeløsninger, mens man stille og roligt gror fast i sofaen. Planen er, at vi selv skal bygge noget til tøjopbevaring, da der er skrå vægge. Oprindeligt havde jeg tænkt, at det skulle bygges fra bunden, men min tanke lige nu er noget med overskabe fra Ikea, som ville passe perfekt i dybden. Eneste minus er at det ikke er muligt at få helt almindelige skuffer til. Jeg er simpelthen ved at være for gammel til at have undertøj, strømper mm i gamle hatteæsker. Har I selv kastet jer over et lignende projekt eller har en fed idé, så hold jer endelig ikke tilbage! Jeg suger alle de idéer til mig, som jeg kan få.

marts 2, 2017

Tips til den gode indkøring – og en give away:)

Annonce // indlægget er lavet
i samarbejde med Jens Storm København

Jasper har nu gået i vuggestue i lige knap fire uger, og jeg tænker, at det må være på tide med en status.

Den første uge forløb sådan, at jeg var med inde på stuen i de første dage. Vi var der en times tid, hvor Jasper kunne se de andre an og udforske stedet med mig ved sin side. Han var glad og nysgerrighed og meget opsøgende både i forhold til de andre børn og de voksne. På dag 3 nød jeg en kop kaffe i personalerummet, mens Jasper var ‘alene’ på stuen, og det gik så fint. Dag 4 og 5 kunne jeg gå fra ham efter en 10-15 minutter, hvor han blot smilede og vinkede. Han tog lur og spiste frokost i vuggestuen uden problemer.

I løbet af uge 2 aftog nyhedens interesse, og han begyndte at blive ked af det, når jeg gik. Præcis som det også skete med Ane. Det stod på hele uge 3 med. Ifølge pædagogerne er han dog blevet glad igen i løbet af ingen tid og har fortsat med at være glad resten af dagen. Han er hver dag blevet ringet hjem, når pædagogerne har vurderet, at det var tid. Ikke fordi han har været ked af det, men for at slutte dagen på en god måde, eller fordi han har været træt. En enkelt dag har jeg måtte hente ham, fordi han var ked af det, da han vågnede, og hans faste pædagoger sad i møde. Alle andre dage har jeg hentet en glad dreng.

Her i uge 4 har han fortsat grædt i det øjeblik, jeg gav ham til pædagogen, men han er stoppet igen, inden jeg er nået ud ad døren. Det er simpelthen så dejligt!

Jeg har, som I ved, haft det rigtig skidt med at skulle aflevere ham. Og jeg har været rigtig meget i tvivl om, hvordan jeg gjorde det bedst muligt for ham, som 1) havde været længere tid hjemme ved mig, end Ane havde, og 2) skulle afleveres i en vuggestue med flere børn og voksne fremfor i en dagpleje, som Ane blev. Heldigvis har jeg haft en rigtig god mavefornemmelse, mens indkøringen har stået på, og det er min oplevelse, at det også har været trygt og godt for ham. Så her får I lige en lille liste med mine bedste indkøringstips. Det er ikke sikkert, at de fungerer for jer, men det er ting, som har været vigtige i forhold til, at både Jasper og jeg har fået en god oplevelse med indkøring:)

God tid til indkøring. Jeg er så glad for, at vi valgte at sætte to måneder af. Allermest for min egen skyld. Havde vi valgt en enkelt måned, havde han skulle være klar til hele dage fra kl. 7 om morgenen allerede fra på mandag. Og det havde han måske også været – sådan føles det i hvert fald nu. Men det vidste vi ikke på forhånd, og det har givet mig en stor ro at vide, at vi ikke havde travlt. Så er man, ligesom mig, sådan én som er lidt ekstra følsom omkring det at skulle aflevere sit barn, så vil jeg klart anbefale, at man sætter god tid af til indkøring, hvis man man har muligheden.

God tid til den daglige aflevering. Jeg kan bruge alt mellem 5 og 30 minutter på at aflevere Jasper om morgenen. Jeg sætter mig med ham på gulvet og lader ham selv gå fra mig, når han er klar. Jeg finder legetøj og opfordrer ham til at vende opmærksomheden fra mig, men jeg presser ham ikke. Nogen morgenen har han stået med hovedet på skulder i 10 minutter, før han har været klar til at slippe mig, og det har jeg ladet ham gøre. Af samme grund har jeg ikke lavet aftaler, som gjorde, at jeg måtte gå hurtigt. Jeg har ladet det tage den tid, som han har brug for.

Sig farvel. Vi har øvet ‘farvel’ herhjemme – “Nu går mor lige i bad. Jeg kommer igen om lidt. Hej, hej.”, “Nu går mor op og handler, vi ses om lidt. Hej hej.” osv. Og på samme måde har jeg både fortalt og vist det tydeligt med vink og kys, når jeg er gået fra ham i vuggestuen, så han ikke oplever, at jeg pludselig bare er væk. Jeg har sikret mig, at han var klar over, at jeg gik.

Vis at du er tryg. Barnet vil helt sikkert spejle sig i din reaktion, så hvis du er utryg ved situationen, gælder Fake it till you make it! Som nævnt overfor sidder jeg på gulvet med Jasper og interagerer med de andre børn og de voksne. Jeg lader ham sidde på mig eller stå med hovedet på min skulder, men jeg holder ikke på ham. Jeg signalerer, at jeg er helt tryg ved situationen. Og de gange, hvor jeg har grædt (for det har jeg!), har jeg først gjort det, da døren blev lukket.

Aflevér i pædagogens arme. Jeg afleverer altid Jasper i armene på en pædagog, når jeg siger farvel, så han ikke oplever at være ‘alene’, hvis han bliver ked af det. For mig er det vigtigt, at det er MIG, der giver ham til pædagogen, og ikke pædagogen, der tager ham fra mig.

Stop mens legen er god. Sørg for korte dage i starten, hvor du kan nå at hente, inden han savner dig for meget og bliver ked af det. Børn må godt være kede af det, både ved aflevering og i løbet af dagen, men jo længere tid de har været der, jo større er trygheden ved de voksne, som skal trøste dem.

Vær ærlig. Jeg har været fuldstændig ærlig overfor pædagogerne og fra starten meldt ud, at det var svært for mig, og at jeg havde brug for, at de ikke fulgte et fast skema for indkøring, men lod mig og Jasper være med i styringen. Når det er sagt….. se næste punkt;)

Brug pædagogernes erfaringer og kompentencer. Pædagogerne har prøvet det et utal af gange! De ved, hvad der kan virke godt og skidt. Og har du valgt et godt sted, som de fleste jo heldigvis er, så kører de ikke på rutinen, men ser på det enkelte barn og dets behov.

Husk at du er eksperten. Og vær ikke bange for at være det! Lige meget hvor garvede pædagogerne er, så er du ekspert på dit barn. Så gør som ovenstående og lyt til alle de gode ting, de kan bidrage med, men vær ikke bange for at gøre noget andet, end det de anbefaler, for det er naturligvis dig selv, der kender dit barn allerbedst:)

Med Ane kunne jeg godt være pinlig over, at jeg havde så svært ved at skulle aflevere hende. For alle andre gør det jo. Denne gang står jeg fuldt ud ved min sårbarhed! Og jeg sætter en ære i at have overvejet, gennemtænkt og følt efter, hvordan jeg gerne ville have at indkøringen skulle være. For mig er det ikke bare noget man gør. Jeg tror på, at indkøringens forløb spiller en rigtig stor rolle i forhold til det videre forløb i institutionen. Først og fremmest for Jasper, men faktisk også for mig som mor.

Og nu til det sjove for jer! Som jeg viste her, startede Jasper i vuggestue i selskab med den allerfineste røde taske fra Jens Storm København. Den indeholder skiftetøj, thermotøj, vanter med mere, og så pynter den ret så meget i den kedelige vuggestuegarderobe:)

Tasken er designet af to forældrepar, som er naboer og gode venner. Ingen af dem er designere, tværtimod spænder deres baggrund lige fra en musiker til en snapseproducent. Det er altså lidt sjovt:) Tasken er inspireret af lignende tasker fra 70/80’erne med de fede refleksspænder, men opdateret med lækre læderdetaljer og skulderstropper, som også kan spændes om maven. Jeg er pjattet med den, fordi jeg har en forkærlighed for alt, hvad der er retro og minder om min barndom. Tasken fås i mange forskellige farver, som I kan se lige her. Jeg valgte den røde til Jasper, fordi jeg synes, at præcis den røde virkelig har retro-følelsen. Og så matcher den palæet;)

En af jer kan vinde en taske fra Jens Storm. I skal blot smide en kommentar med hvilken farve, I ønsker, så trækker jeg en vinder på søndag, d. 5/3. SØRG FOR at holde øje i spamfilteret søndag aften/mandag – det ville være så ærgerligt for jer at glip af en skøn gevinst, fordi mailen har forputtet sig:)

VINDEREN ER FUNDET:)